Appel iværksat den 7. august 2008 af Internationaler Hilfsfonds e.V. til prøvelse af dom afsagt den 5. juni 2008 af Retten i Første Instans (Femte Afdeling) i sag T-141/05, Internationaler Hilfsfonds e.V. mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

(Sag C-362/08 P)

(2008/C 272/20)

Processprog: tysk

Parter

Appellant: Internationaler Hilfsfond e.V (ved Rechtsanwalt H. Kaltenecker)

Den anden part i appelsagen: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Anbringender og væsentligste argumenter

Retten i Første Instans har afvist at realitetsbehandle appellantens søgsmål med påstand om annullation af Kommissionens beslutning, hvorved appellanten blev nægtet adgang til visse dokumenter angående LIEN 97-2011-aftalen om medfinansiering af et medicinsk støtteprogram i Kasakhstan med følgende begrundelse: Sagen er anlagt til prøvelse af en retsakt, der blot bekræfter en tidligere afgørelse, som er blevet endelig, og i det tilfælde, at den anfægtede retsakt ikke blot skulle være en bekræftende retsakt, kan den heller ikke anses for en afgørelse, der kan anfægtes med et søgsmål i henhold til forordning nr. 1049/2001.

Dommen udviser betydelige mangler både i retlig forstand og med hensyn til bedømmelsen af de faktiske forhold.

For det første har Retten, hvad angår kvalificeringen af den anfægtede retsakt, ikke taget hensyn til, at Kommissionens afgørelse, som den tidligere havde sendt til appellanten som svar på en begæring om en fornyet behandling i henhold til artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 1049/2001, burde have været anset for ugyldig, da den ikke er udarbejdet af Kommissionens generalsekretær og hverken indeholder en begrundelse eller oplysning om klageadgang. Da der følgelig er tale om et svar, der ikke er retsgyldigt, kan denne skrivelse ikke være genstand for et annullationssøgsmål. Derfor kan kun den anfægtede retsakt, dvs. Kommissionens besvarelse af appellantens nye begæring, anses for en endelig afgørelse, som — i modsætning til Rettens opfattelse — er resultatet af Kommissionens fornyede og fuldstændige prøvelse af situationen. Den anfægtede retsakt kan således under ingen omstændigheder anses for »blot at være en bekræftende retsakt«, da bekræftelsen af en juridisk nullitet ikke giver mening. Retten har beklageligvis undladt at undersøge den retlige gyldighed af Kommissionens tidligere afgørelse, hvilket har ført til en urigtig kvalifikation af den anfægtede retsakt, vedtaget af Kommissionen.

For det andet er Rettens påstand, om at den anfægtede retsakt er et svar på en oprindelig begæring i henhold til forordning nr. 1049/2001 og derfor ikke kan anses for en afgørelse, der kan anfægtes ved et søgsmål, udslag af en urigtig fortolkning af artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 1049/2001. Retten har overset, at denne forskrift ganske vist gør det muligt at genfremsætte en begæring, men at det i henhold til forskriften ikke er en nødvendighed. På baggrund heraf og i betragtning af den afvisende holdning, som Kommissionen har udvist under hele sagen, var appellanten ikke længere forpligtet til at indgive en ny begæring. Appellanten har under sagen anmodet om, at denne henvisning til karakteren af forordning nr. 1049/2001 optages i retsmøderapporten, da rapporten på dette punkt er ufuldstændig. Retten har ved at afvise denne anmodning om berigtigelse af retsmøderapporten endvidere begået en procesretlig fejl.