EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62007TN0499

Sag T-499/07: Sag anlagt den 27. december 2007 — Republikken Bulgarien mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

EUT C 64 af 8.3.2008, p. 50–51 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

8.3.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 64/50


Sag anlagt den 27. december 2007 — Republikken Bulgarien mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

(Sag T-499/07)

(2008/C 64/82)

Processprog: bulgarsk

Parter

Sagsøger: Republikken Bulgarien (ved Anani Ananiev, Daniela Drambozova og Elina Petranova)

Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Sagsøgerens påstande

Kommissionens beslutning K(2007) 5255 endelig udg. af 26. oktober 2007 om den nationale plan for tildeling af emissionskvoter for 2008-2012, som Bulgarien har fremlagt i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF, annulleres i sin helhed i henhold til artikel 230 EF, eller

Kommissionens beslutning K(2007) 5255 endelig udg. af 26. oktober 2007 om den nationale plan for tildeling af emissionskvoter for 2008-2012, som Bulgarien har fremlagt i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF, annulleres delvist i henhold til artikel 230 EF, for så vidt det samlede antal kvoter, som kan tildeles, fastsættes.

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionens beslutning K(2007) 5255 endelig udg. af 26. oktober 2007 om den nationale plan for tildeling af emissionskvoter for 2008-2012 (NAP) bør annulleres helt eller delvist af følgende grunde:

Tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter

Kommissionen har afvist den bulgarske NAP uden tilstrækkelig begrundelse af sin konklusion, hvorefter den bulgarske NAP ikke opfylder kriterierne 1, 2, 3 og 10 i bilag III til direktiv 2003/87/EF (1), hvorfor der er sket tilsidesættelse af artikel 253 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab.

Den anfægtede kommissionsbeslutning er blevet truffet efter udløbet af den i artikel 9, stk. 3, i direktiv 2003/87/EF fastsatte frist.

Kommissionen gav ikke inden beslutningens vedtagelse Bulgarien mulighed for at gøre indsigelse mod bedømmelsen af NAP på grundlag af den nyeste version af PRIMES, hvorved den har tilsidesat kontradiktionsprincippet.

Tilsidesættelse af EF-traktaten eller en retsforskrift forbundet med anvendelsen heraf

Ifølge artikel 9, stk. 1 og 3, og artikel 11, stk. 1, i direktiv 2003/87/EF er alene medlemsstaterne kompetente til at fastsætte den samlede mængde emissionskvoter. Kommissionen kontrollerer anvendelsen af kriterierne i direktivets bilag III, men er ikke beføjet til at fastsætte den samlede mængde kvoter uden at tage hensyn til de NAP, som medlemsstaterne har udarbejdet. Kommissionen har overskredet sin kontrolbeføjelse i henhold til direktivet, idet den har erstattet den af Bulgarien anvendte fremgangsmåde, som opfylder kriterierne i bilag III, med en fremgangsmåde, som ikke er egnet til at bedømme den bulgarske økonomi, og som tilsidesætter en del af kriterierne.

Kommissionen har bedømt den bulgarske NAP på grundlag af den nyeste version af PRIMES, hvis data først er blevet meddelt Bulgarien efter vedtagelsen af den anfægtede beslutning. Følgelig har Kommissionen tilsidesat princippet om loyalt samarbejde.

Ved bedømmelsen af NAP på grundlag af PRIMES har Kommissionen ikke foretaget en tilstrækkeligt passende analyse af den bulgarske NAP med hensyn til formålene i direktiv 2003/87/EF. Ved anvendelsen af PRIMES til bedømmelse af den bulgarske NAP har Kommissionen fejlagtigt konkluderet, at planen er uforenelig med kriterierne 1, 2 og 3 i direktivets bilag III. Afvisningen af planen og nedsættelsen af den samlede mængde kvoter, som kan tildeles, med 37 % medfører, at bulgarske driftsledere af anlæg stilles ringere i forhold til de øvrige driftsledere inden for Fællesskabets handelsordning. Derved har Kommissionen tilsidesat proportionalitetsprincippet og ligebehandlingsprincippet.

I betragtning af Rettens dom i sag T-374/04 har Kommissionen tilsidesat princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og retssikkerhedsprincippet, idet den ikke ved bedømmelsen af den bulgarske NAP anvendte de i forbindelse med direktiv 2003/87/EF retsakter i fuldt omfang. Der er sket en tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, da den bulgarske NAP er blevet bedømt på grundlag af den nyeste version af PRIMES, hvis data først er blevet meddelt Bulgarien efter vedtagelsen af den anfægtede beslutning.

Der er sket en tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet, idet Kommissionen ved bedømmelsen af den bulgarske NAP har anvendt et uofficielt dokument.

Der er sket en tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik, idet Kommissionen ved bedømmelsen af den bulgarske NAP i forhold til kriterierne 1, 2 og 3 i bilag III til direktiv 2003/87/EF ikke har undersøgt alle relevante økonomiske og økologiske faktorer på omhyggelig og objektiv vis.

Kommissionen har ved bedømmelsen af den bulgarske NAP anvendt de bindende retsakter, som den havde vedtaget i forbindelse med direktiv 2003/87/EF, fejlagtigt og dermed tilsidesat kriterierne 1, 2, 3, 4, 6 og 10 i bilag III til direktiv 2003/87/EF.


(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF af 13.10.2003 om en ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet og om ændring af Rådets direktiv 96/61/EF (EUT L 275 af 25.10.2003, s. 32).


Top