Generaladvokatens forslag til afgørelse

Generaladvokatens forslag til afgørelse

I – Indledning

1. Tribunal des affaires de sécurité sociale de Longwy (Frankrig, herefter »den forelæggende ret«) har forelagt Domstolen et spørgsmål vedrørende fortolkning af forordning (EØF) nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet (2) i lyset af artikel 39 EF og 42 EF.

2. Den forelæggende ret har forelagt dette spørgsmål i en retssag mellem Fabien Nemec og Caisse régionale d’assurance maladie du Nord-Est (herefter »CRAM«). CRAM har fastslået, at Fabien Nemec har ret til kontantydelser i henhold til en fransk lov om erstatning til tidligere asbestarbejdere. Ydelserne har CRAM i henhold til bestemmelserne i et administrativt cirkulære beregnet på grundlag af Fabien Nemecs seneste franske løn fra 1993/1994. Fabien Nemec er af den opfattelse, at grundlaget for beregningen bør være hans seneste – væsentligt højere – belgiske løn fra 2003/2004.

3. Den forelæggende ret er i tvivl om, hvorvidt det er foreneligt med forordning nr. 1408/71 og princippet om arbejdskraftens frie bevægelighed i artikel 39 EF ff. ikke at tage hensyn til Fabien Nemecs seneste belgiske løn ved beregningen af de ydelser, han har ret til.

II – Retsforskrifter

A – Fællesskabsretten

1. Primærret

4. Artikel 39, stk. 1 og 2, EF lyder:

»Arbejdskraftens frie bevægelighed sikres inden for Fællesskabet.

[…] Den forudsætter afskaffelse af enhver i nationaliteten begrundet forskelsbehandling af medlemsstaternes arbejdstagere, for så vidt angår beskæftigelse, aflønning og øvrige arbejdsvilkår.«

5. Artikel 42 EF bestemmer:

»Rådet vedtager efter fremgangsmåden i artikel 251 de foranstaltninger vedrørende social tryghed, der er nødvendige for at gennemføre arbejdskraftens frie bevægelighed, især ved at indføre en ordning, som gør det muligt at sikre vandrende arbejdstagere og deres ydelsesberettigede pårørende:

a) sammenlægning af alle tidsrum, der i de forskellige nationale lovgivninger tages i betragtning med henblik på at indrømme og opretholde retten til ydelser og på beregning af disse

b) betaling af ydelser til personer, der bor inden for medlemsstaternes områder.

Rådet træffer afgørelse med enstemmighed under hele den i artikel 251 omhandlede fremgangsmåde.«

2. Forordning nr. 1408/71

6. Artikel 1 i forordning nr. 1408/71 indeholder bl.a. følgende definitioner:

»I denne forordning

a) betyder udtrykkene »arbejdstager« og »selvstændig erhvervsdrivende« henholdsvis enhver person:

i) der er forsikret i henhold til en tvungen forsikring eller en frivillig fortsat forsikring mod en eller flere risici, der svarer til de sikringsgrene, som indgår i en social sikringsordning for arbejdstagere eller selvstændige erhvervsdrivende, eller til en særlig ordning for tjenestemænd

[…]

j) betyder udtrykket »lovgivning« i forhold til enhver medlemsstat bestående og fremtidige love, administrative forskrifter, vedtægtsmæssige bestemmelser og alle andre gennemførelsesregler vedrørende de i artikel 4, stk. 1 og 2, nævnte sociale sikringsgrene eller sikringsordninger, eller de i artikel 4, stk. 2a, omhandlede særlige ikke-bidragspligtige ydelser

[…]

o) betyder udtrykket »den kompetente institution«:

i) den institution, som den pågældende er tilsluttet på tidspunktet for indgivelse af begæringen om ydelser, eller

ii) den institution, hvorfra den pågældende er berettiget eller ville være berettiget til at modtage ydelser, såfremt han eller et eller flere af hans familiemedlemmer var bosat i den medlemsstat, på hvis område denne institution befinder sig, eller

[…]

t) betyder udtrykkene »ydelser«, »pensioner« og »renter« samtlige ydelser, pensioner og renter, herunder samtlige dele af dem, der afholdes af offentlige midler, og samtlige forhøjelser i form af reguleringstillæg eller andre tillæg, med forbehold af bestemmelserne i afsnit III, samt de ydelser i form af kapitalbeløb, der kan træde i stedet for pensioner eller renter, samt udbetalinger, der foretages som refusion af bidrag.«

7. Forordningens artikel 2 bestemmer under overskriften »Personkreds« følgende i stk. 1:

»Denne forordning finder anvendelse på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og studerende, som er eller har været omfattet af lovgivningen i en eller flere medlemsstater, og som er statsborgere i en af disse stater eller er statsløse eller flygtninge bosat på en medlemsstats område, samt på deres familiemedlemmer og efterladte.«

8. I henhold til forordningens artikel 4 omfatter dens saglige anvendelsesområde bl.a. følgende:

»1. Denne forordning finder anvendelse på enhver lovgivning om sociale sikringsgrene, der vedrører:

[…]

c) ydelser ved alderdom

[…]

e) ydelser i anledning af arbejdsulykker og erhvervssygdomme

[…]«

9. Forordningens artikel 13 fastsætter til bestemmelse af, hvilken lovgivning der skal anvendes, bl.a. følgende:

»1. Med forbehold af artikel 14c og 14f er de personer, der er omfattet af denne forordning, alene undergivet lovgivningen i én medlemsstat. Spørgsmålet om, hvilken lovgivning der skal anvendes, afgøres efter bestemmelserne i dette afsnit.

2. Med forbehold af artikel 14 til 17:

a) er en person, der har lønnet beskæftigelse på en medlemsstats område, omfattet af denne stats lovgivning, selv om han er bosat på en anden medlemsstats område, eller den virksomhed eller arbejdsgiver, der beskæftiger ham, har sit hjemsted eller sin bopæl på en anden medlemsstats område

[…]

f) er en person, som ophører med at være omfattet af en medlemsstats lovgivning, uden at han bliver omfattet af en anden medlemsstats lovgivning i overensstemmelse med en af reglerne i ovenstående litra eller med en af de i artikel 14 til 17 omhandlede undtagelser eller særlige regler, omfattet af lovgivningen i den medlemsstat, på hvis område han er bosat, i overensstemmelse med bestemmelserne i denne lovgivning alene.«

10. Artikel 46 bestemmer under overskriften »Ydelsernes fastsættelse« bl.a. følgende i stk. 2:

»Såfremt de foreskrevne betingelser i en medlemsstats lovgivning for erhvervelse af ret til ydelser kun opfyldes ved anvendelse af artikel 45 og/eller artikel 40, stk. 3, gælder følgende regler:

a) Den kompetente institution beregner det teoretiske beløb for den ydelse, som den pågældende ville kunne gøre krav på, hvis samtlige forsikrings- og/eller bopælsperioder, der er tilbagelagt i de medlemsstater, hvis lovgivning arbejdstageren eller den selvstændige erhvervsdrivende har været omfattet af, havde været tilbagelagt i den omhandlede medlemsstat og efter den lovgivning, der gælder for den pågældende institution på det tidspunkt, da ydelsen skal fastsættes. Såfremt ydelsesbeløbet efter nævnte lovgivning er uafhængigt af længden af de tilbagelagte perioder, anses dette beløb for at være det i nærværende litra omhandlede teoretiske beløb.«

11. Artikel 47 bestemmer under overskriften »Supplerende regler om beregning af ydelser« i stk. 1 bl.a. nærmere:

»For beregningen af det i artikel 46, stk. 2, omhandlede teoretiske beløb og pro-rata-beløb gælder følgende regler:

[…]

g) den kompetente institution i en medlemsstat, efter hvis lovgivning ydelserne beregnes på grundlag af en gennemsnitlig bidragsbasis, fastsætter denne gennemsnitsbasis udelukkende på grundlag af de forsikringsperioder, der er tilbagelagt efter lovgivningen i den pågældende stat.«

12. Forordningens artikel 57, stk. 1, bestemmer:

»Når en person, der har pådraget sig en erhvervssygdom, har været beskæftiget ved et arbejde, der i kraft af sin art må antages at kunne forårsage den pågældende sygdom, under lovgivningen i to eller flere medlemsstater, skal de ydelser, som den pågældende eller hans efterladte kan gøre krav på, alene tilkendes efter den stats lovgivning, hvis betingelser den pågældende senest har opfyldt, i givet fald under iagttagelse af bestemmelserne i stk. 2 til 5.«

13. Forordningens artikel 58, stk. 1, bestemmer under overskriften »Beregning af kontantydelser«:

»Den kompetente institution i en medlemsstat, efter hvis lovgivning kontantydelser beregnes på grundlag af en gennemsnitsindtjening, fastsætter denne gennemsnitsindtjening alene på grundlag af de konstaterede indtjeningsbeløb i de perioder, der er tilbagelagt efter den nævnte lovgivning.«

14. Forordningens artikel 68, stk. 1, bestemmer under overskriften »Beregning af ydelserne«:

»Den kompetente institution i en medlemsstat, hvor lovgivningen bestemmer, at ydelserne beregnes på grundlag af størrelsen af den tidligere løn, skal som grundlag for beregningen kun benytte den løn, som den pågældende har modtaget under sin seneste beskæftigelse på denne stats område. Hvis den pågældendes seneste beskæftigelse på denne stats område ikke har varet i mindst fire uger, beregnes ydelserne dog på grundlag af den løn, der på den arbejdsløses bopæls- eller opholdssted sædvanligt ydes for en beskæftigelse, der svarer til eller kan sammenlignes med den, han senest har udøvet på en anden medlemsstats område.«

3. Forordning nr. 574/72

15. Rådets forordning (EØF) nr. 574/72 af 21. marts 1972 om regler til gennemførelse af forordning (EØF) nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, som flytter inden for Fællesskabet (3), indeholder i artikel 15 almindelige regler om sammenlægning af forsikrings- og bopælsperioder i henhold til artikel 18, stk. 1, artikel 38, artikel 45, stk. 1-3, artikel 64 og artikel 67, stk. 1 og 2, i forordning nr. 1408/71.

4. Forordning nr. 883/2004

16. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger (4) bestemmer i artikel 87, stk. 1, bl.a.:

»Denne forordning begrunder ikke ret til ydelser for noget tidsrum, der ligger forud for datoen for dens anvendelse.«

17. I henhold til forordningens artikel 90, stk. 1, ophæves »Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 […] fra datoen for nærværende forordnings anvendelse. […]«

18. Endelig bestemmer forordningens artikel 91:

»Denne forordning træder i kraft tyve dage efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende .

Den finder anvendelse fra datoen for gennemførelsesforordningens ikrafttræden. […]«

B – National ret

19. Lov nr. 98-1194 af 23. december 1998 om finansiering af de sociale sikringsordninger for 1999 (5) indførte en ordning for arbejdstagere, som har været udsat for asbest på arbejdet, ifølge hvilken de kan opgive deres erhvervsarbejde før tiden. I den version, som er relevant her (6), tildeler loven i artikel 41 kontantydelser til (tidligere) arbejdstagere, såfremt de

– har arbejdet i en asbestforarbejdende virksomhed, som er optaget på en ministeriel liste, mens der blev arbejdet med asbest i virksomheden

– er fyldt mindst 50 år og

– opgiver alt erhvervsarbejde.

20. Allerede fra det fyldte 50. år har man ret til disse ydelser, når man har fået konstateret en erhvervssygdom, der er forårsaget af asbest, og som er anerkendt og optaget på en ministeriel liste.

21. Kontantydelsernes størrelse beregnes på grundlag af den ydelsesberettigedes gennemsnitlige bruttoindkomst i de sidste tolv måneder af hans erhvervsmæssige beskæftigelse. Gennemførelsesbekendtgørelse nr. 99-247 af 29. marts 1999 om kontantydelser til arbejdstagere, som har været udsat for asbest, og som opgiver deres erhvervsarbejde før tiden (7), præciserer beregningsmetoden (8) .

22. Kontantydelserne udbetales, indtil den berettigede opfylder betingelserne for at modtage alderspension til fuld sats. Til finansiering blev der oprettet en fond, hvortil der tilføres midler dels i form af en fast procentsats af indtægterne fra forbrugsafgifter, dels fra de sociale sikringsordningers pulje for arbejdsulykker og erhvervssygdomme. Denne andel fastsættes årligt ved lov om finansiering af de sociale sikringsordninger.

23. Cirkulære nr. DSS/4B/99/332 af 9. juni 1999 (9) om anvendelse af bestemmelserne i loven og i gennemførelsesbekendtgørelsen indeholder administrative instruktioner vedrørende de regionale sygekassers tildeling, beregning og udbetaling af kontantydelserne. Ved beregning af ydelsernes størrelse i forbindelse med perioder med lønnet beskæftigelse i udlandet bestemmer cirkulæret, at udenlandske lønindkomster kun skal medtages i beregningen af ydelserne, når de har været underlagt bidrag til de franske sociale sikringsordninger. I andre tilfælde skal der ved beregningen medtages den løn, som senest er oppebåret i Frankrig.

24. Endelig er det udelukket at sammenlægge denne ydelse med andre ydelser, især ydelser i forbindelse med sygdom, alderdom, invaliditet, førtidspensionering eller anden form for opgivelse af erhvervsarbejde.

III – Faktiske omstændigheder, det præjudicielle spørgsmål og retsforhandlinger

25. Fabien Nemec er født i 1954, er fransk statsborger og bor i Frankrig. Som erhvervsaktiv arbejdede han flere år i en virksomhed i Frankrig, hvor han blev udsat for asbest. I 1995 fik han konstateret og anerkendt en asbestbetinget erhvervssygdom.

26. Da den asbestforarbejdende virksomhed blev lukket i 1994, fandt Fabien Nemec et nyt arbejde i Belgien i en virksomhed, hvis driftsbygninger ligger ca. ti kilometer fra hans bopæl i Frankrig. Der arbejder han stadigvæk. Under hele sin ansættelse i Belgien har Fabien Nemec boet i Frankrig og betalt sin skat der.

27. I marts 2004 søgte Fabien Nemec CRAM om ydelser til asbestarbejdere i henhold til artikel 41 i lov nr. 98-1194. Ved skrivelse af 13. maj 2004 fastsatte CRAM, hvilke ydelser han havde ret til i henhold til de relevante bestemmelser. I overensstemmelse med bestemmelserne i cirkulære nr. DSS/4B/99/332 var der ved fastsættelsen af ydelsen kun medtaget de lønafregninger, som han havde modtaget i forbindelse med hans erhvervsmæssige beskæftigelse i Frankrig indtil 1994.

28. Fabien Nemec indbragte for et klageudvalg en klage over, at hans belgiske indkomster ikke var blevet medtaget i beregningen af ydelsen; denne klage blev dog afslået. Klageudvalgets afgørelse af 7. september 2004 henviste som begrundelse ligeledes til cirkulærets bestemmelser.

29. Derpå anlagde Fabien Nemec sag ved den forelæggende ret. Han har gjort gældende, at CRAM tilsidesatte ligebehandlingsprincippet i forordning nr. 1408/71, nu i forordning nr. 883/2004, og derved hans ret som arbejdstager til fri bevægelighed.

30. I forbindelse med denne sag har Tribunal des affaires de sécurité sociale de Longwy ved dom af 14. april 2005, indgået til Domstolens Justitskontor den 11. maj 2005, anmodet Domstolen om at besvare følgende præjudicielle spørgsmål:

»Har CRAM med skadevirkning for Fabien Nemec truffet en beslutning, der udgør en hindring for den frie bevægelighed i artikel 39 EF, en tilsidesættelse af forordning (EF) nr. 883/2004 eller en tilsidesættelse af artikel 15 i forordning (EØF) nr. 574/72, da den nægtede at tage hensyn til den af Fabien Nemec i Belgien modtagne løn ved beregning af ydelsen til asbestarbejdere, som han blev tildelt i henhold til artikel 41 i lov nr. 98-1194 af 23. december 1998 med støtte i bestemmelserne i artikel 2 i anordning om gennemførelse af lov nr. 99-247 af 29. marts 1999 og af cirkulære DSS/4B/99 nr. 332 af 9. juni 1999, idet denne løn ikke udløste betaling af bidrag i henhold til artikel L 242-1 i den franske code de la sécurité sociale?«

31. Inden for rammerne af den præjudicielle forelæggelse har Fabien Nemec, CRAM, den franske regering og Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber indgivet skriftlige indlæg til Domstolen såvel som afgivet mundtlige indlæg. Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands regering har kun afgivet mundtlige indlæg.

IV – Retlig vurdering

A – Formaliteten med hensyn til anmodningen om præjudiciel afgørelse

32. Den franske regering er af den opfattelse, at anmodningen om præjudiciel afgørelse ikke kan antages til realitetsbehandling.

33. Ifølge den franske regering er oplysningerne om de faktiske omstændigheder for sparsomme. Af den forelæggende rets afgørelse fremgår f.eks. ikke, hvorvidt Fabien Nemec var udsat for asbest under sin erhvervsmæssige beskæftigelse i Frankrig eller i andre lande. Derfor mangler endog det faktiske grundlag for det præjudicielle spørgsmål. Desuden er anmodningens henvisninger til den relevante nationale ret ufuldstændige og flertydige.

34. Endvidere har den forelæggende ret ikke angivet de grunde, som gav den anledning til tvivl om fortolkningen af fællesskabsrettens bestemmelser. Endelig har retten heller ikke forklaret den sammenhæng, som efter rettens opfattelse består mellem bestemmelserne i fællesskabsretten og bestemmelserne i den nationale ret.

35. Stadig ifølge den franske regering er det ifølge fast retspraksis kun muligt at give en fortolkning af fællesskabsretten, som den nationale ret kan bruge, såfremt denne i sin forelæggelseskendelse giver en beskrivelse af de faktiske omstændigheder og de regler, som dens spørgsmål hænger sammen med (10) . Denne beskrivelse skal ikke mindst give medlemsstaternes regeringer samt andre parter i sagen, som kun får tilsendt anmodningen om præjudiciel afgørelse (11), mulighed for at indgive indlæg i henhold til artikel 23 i Domstolens statut (12) . En fortolkning af fællesskabsretten, som den nationale ret kan bruge, kræver ligeledes oplysninger om, hvorfor den forelæggende ret er i tvivl om fortolkningen af de fællesskabsretlige bestemmelser, som dens præjudicielle spørgsmål henviser til (13) .

36. Jeg må give den franske regering ret i, at den forelæggende rets anmodning om præjudiciel afgørelse er affattet yderst knapt, og at den bevæger sig på den nedre grænse af det tilladelige. Ikke desto mindre indeholder den de nødvendige oplysninger i et tilstrækkeligt omfang.

37. Således fremgår det af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at Fabien Nemec har arbejdet i Frankrig og i Belgien, at han blev tildelt retten til kontantydelser på grund af et asbestbelastet arbejde, og at disse ydelser blev beregnet, uden at der blev taget hensyn til hans belgiske indkomster. Spørgsmålet, hvorvidt Fabien Nemec blev udsat for asbest under hans arbejde i Frankrig eller i andre lande, er ikke relevant, da forudsætningerne for at modtage kontantydelserne til tidligere asbestarbejdere foreligger i henhold til oplysningerne i anmodningen om præjudiciel afgørelse, og da der udelukkende bliver stillet spørgsmål vedrørende beregningen af ydelserne.

38. Den forelæggende ret henviser både i begrundelsen for at forelægge spørgsmålet og i selve spørgsmålet især til cirkulære nr. DSS/4B/99/332 af 9. juni 1999 (14), som indeholder den instruktion, der er relevant for beregningen af Fabien Nemecs ydelser. Derudover henviser den også til den lovmæssige hjemmel for retten til ydelserne (15) og til gennemførelsesbekendtgørelsen (16) .

39. Endelig fremgår det af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at den forelæggende ret, hvad angår CRAM’s beregninger ikke kun er i tvivl om cirkulærets forenelighed med afledt og primær fællesskabsret. Det fremgår også af anmodningen, at den forelæggende ret på grund af princippet om ligebehandling af arbejdstagere i Den Europæiske Union også er i tvivl om anvendeligheden og fortolkningen af de bestemmelser i fællesskabsretten, som den henholder sig til.

40. Domstolen råder således med hensyn til både de faktiske og retlige forhold over tilstrækkelige oplysninger til at kunne besvare det præjudicielle spørgsmål sagligt korrekt. Anmodningen om præjudiciel afgørelse kan derfor antages til realitetsbehandling.

B – Det præjudicielle spørgsmål

41. Først skal jeg fastholde, at forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger ikke er relevant for besvarelsen af det præjudicielle spørgsmål. Dette følger af forordningens artikel 87, stk. 1, og artikel 91 (17), for i henhold hertil finder forordningen først anvendelse fra datoen for gennemførelsesforordningens ikrafttræden – som ikke er udstedt endnu – og den begrunder ikke ret til ydelser for noget tidsrum, der ligger forud for datoen for dens anvendelse.

42. I henhold til artikel 90, stk. 1, i forordning nr. 883/2004 skal denne forordning med dens ikrafttræden erstatte forordning nr. 1408/71 (18) . Det præjudicielle spørgsmål skal derfor forstås således, at der bliver spurgt om, hvorvidt forordning nr. 1408/71 er til hinder for en afgørelse som den, CRAM har truffet.

43. Denne sag falder under anvendelsesområdet for forordning nr. 1408/71, hvad personkredsen angår. Fabien Nemec var arbejdstager i Frankrig i den forstand, som fremgår af forordningens artikel 2, stk. 1, og artikel 1, litra a), nr. i) (19) og er ifølge de foreliggende oplysninger nu arbejdstager i Belgien.

44. Det saglige anvendelsesområde for forordning nr. 1408/71 foreligger ifølge fast retspraksis, såfremt en ydelse tildeles de berettigede uden nogen individuel bedømmelse af personlige behov, men efter lovbestemte kriterier, og forudsat at den vedrører én af de risici, der udtrykkeligt er anført i artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 (20)(21) .

45. Kontantydelserne tildeles tidligere asbestarbejdere på betingelser, som er fastlagt i lovgivningen (22), og som ikke indebærer nogen individuel bedømmelse af personlige behov (23) .

46. Til de forskellige slags ydelser i artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 hører bl.a. ydelser ved alderdom [litra c)] og ydelser i anledning af arbejdsulykker og erhvervssygdomme [litra e)] (24) .

47. Umiddelbart kan man forestille sig, at der her var tale om en ydelse ved alderdom, fordi det er en forudsætning for at få kontantydelserne, at man opgiver sin erhvervsmæssige beskæftigelse, og at ydelserne skal skabe en overgang, indtil man er berettiget til udbetalinger fra pensionskasserne. Ifølge den franske regerings oplysninger vil man på denne måde især tilgodese de tidligere asbestarbejderes kortere forventede levealder.

48. Men der er faktisk ikke tale om en aldersrelateret førtidspensionsordning, men om ydelser i anledning af erhvervssygdomme. Således skyldes den forringede forventede levealder den øgede risiko for at pådrage sig en erhvervssygdom på grund af kontakt med asbest. Som det især (25) er påpeget af den franske regering, er det egentlige formål med ydelserne ikke at give den pågældende mulighed for at gå på pension før tiden, men at forhindre eller udskyde, at asbestrelaterede erhvervssygdomme bryder ud eller forværres, samt at formilde deres forløb. Formålet er, at de belastninger, som følger med at være erhvervsaktiv, skal falde væk ved, at man på et fremrykket tidspunkt opgiver sit erhvervsarbejde.

49. Ydelserne er i øvrigt betinget af kontakt med asbest i forbindelse med erhvervsmæssig beskæftigelse og bliver overvejende finansieret af midler fra de sociale sikringsordningers pulje for arbejdsulykker og erhvervssygdomme. Denne sag falder derfor ind under det saglige anvendelsesområde for forordning nr. 1408/71, idet den er omfattet af forordningens artikel 4, stk. 1, litra e) (ydelser i anledning af erhvervssygdomme).

50. I forbindelse med bestemmelse af, hvilken national lovgivning der skal anvendes i henhold til artikel 13 ff. i forordning nr. 1408/71, skal jeg fastslå følgende.

51. Fabien Nemec har ganske vist anmodet om at få fastslået, hvilke ydelser han har ret til i henhold til loven om kontantydelser til tidligere asbestarbejdere. Men ifølge hans egne oplysninger har han indtil videre ikke benyttet sig af sin ret til ydelserne, men arbejder fortsat i Belgien, på grund af den forskel i indkomst, som han ville få i henhold til CRAM’s beregning af ydelserne, hvis han opgav sit arbejde.

52. I henhold til artikel 13, stk. 1, og stk. 2, litra a), i forordning nr. 1408/71 (26) skal belgisk lovgivning derfor anvendes på Fabien Nemec på nuværende tidspunkt. Således ville Belgien egentlig være kompetent med hensyn til kontantydelser i anledning af erhvervssygdomme. I henhold til artikel 58, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 (27) skal således udelukkende Fabien Nemecs seneste belgiske indkomster danne grundlag for beregning af ydelserne.

53. Til betingelserne for de franske kontantydelser til tidligere asbestarbejdere hører imidlertid, at man opgiver sit erhvervsarbejde. Ved vurderingen af Fabien Nemecs ret til ydelser må man derfor hypotetisk antage, at han allerede har opgivet sit arbejde i Belgien og udelukkende modtager de franske kontantydelser. Da Fabien Nemec har sin bopæl i Frankrig, er det således i henhold til artikel 13, stk. 1, og stk. 2, litra f), i forordning nr. 1408/71 (28) den franske lovgivning, der skal anvendes på ham.

54. Artikel 58, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 (29) foreskriver tilsyneladende faktisk, at kontantydelserne til tidligere asbestarbejdere udelukkende skal beregnes på grundlag af de sidste lønninger, som Fabien Nemec har oppebåret i Frankrig. Således har Domstolen allerede i Pennartz-dommen vedrørende en forudgående ordning fastslået, at artikel 58 i forordning nr. 1408/71 ikke kun regulerer spørgsmålet om, hvilken lovgivning der skal finde anvendelse – dette gør artikel 13 ff. i forordning nr. 1408/71 (30) nemlig allerede – men også spørgsmålet om, hvilke lønninger der skal tages i betragtning ved beregningen (31) . I henhold hertil er beregningsgrundlaget alene de lønninger, der er oppebåret i den kompetente medlemsstat i den relevante periode (32) .

55. Ifølge dette er CRAM’s beregninger umiddelbart i overensstemmelse med forordning nr. 1408/71, hvilket CRAM, den franske regering og Det Forenede Kongeriges regering også har gjort gældende.

56. Dette resultat synes også at være i overensstemmelse med Domstolens nyere praksis i de lignende tilfælde i sagerne Lafuente Nieto, Naranjo Arjona og Grajera Rodríguez (33) . I disse sager kom Domstolen til den konklusion, at man ved at beregne alders- eller invalidepensioner for vandrende arbejdstagere i oprindelseslandet på grundlag af de dér senest oppebårne lønninger – og ikke på grundlag af de senest oppebårne lønninger i den medlemsstat, som de sidst har arbejdet i – ikke forskelsbehandler vandrende arbejdstagere i forhold til arbejdstagere, som er blevet i deres oprindelsesland, såfremt der foretages en regulering af den tidligere løn til det nuværende indkomstniveau (34) .

57. I disse sager forelå der imidlertid – til forskel fra nærværende sag – ikke kun pensionskrav i oprindelseslandet, men også pensionskrav i den medlemsstat, hvor arbejdstagerne senest havde været beskæftiget (35) . De vandrende arbejdstageres seneste beskæftigelsesforhold blev derfor medtaget som grundlag for den faktiske ret til pensionsydelser.

58. Derudover skal jeg gøre opmærksom på, at det næppe er muligt at foretage en vilkårlig hypotetisk projektion af den seneste franske indkomst – i betragtning af den række af muligheder, som det lange tidsrum giver. De tænkelige scenarier for situationen, hvis Fabien Nemec var blevet i Frankrig, rækker nemlig lige fra varig arbejdsløshed til en sidste, væsentlig højere indkomst i en anden branche.

59. I lyset heraf har Kommissionen med rette påpeget, at det ikke er i overensstemmelse med målene i artikel 39 EF ff. at anvende artikel 58, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 i den forstand, som fremgår af ovenstående retspraksis.

60. Ifølge fast retspraksis vil målet for artikel 39 ff. EF nemlig ikke blive nået, hvis arbejdstagerne ved at udøve deres ret til fri bevægelighed skulle miste de sociale fordele, som sikres dem ved en medlemsstats lovgivning (36) . Derfor er det i strid med artikel 39 EF ff. at behandle statsborgere i en medlemsstat, som ikke har udøvet deres ret til fri bevægelighed, forskelligt fra statsborgere i den samme medlemsstat, som har udøvet deres ret til fri bevægelighed (37) .

61. Havde Fabien Nemec, efter at hans tidligere asbestforarbejdende arbejdsplads i Frankrig var lukket, udelukkende søgt nyt arbejde på det nationale arbejdsmarked, og havde han optaget et nyt arbejde der, som det, han har i Belgien nu, ville hans nuværende løn være afgørende for beregningen af hans krav. Det forhold, at Fabien Nemec har gjort brug af sin ret som arbejdskraft til fri bevægelighed, medfører derfor, at han mister fordele med hensyn til social sikring, som han er berettiget til i henhold til den franske lovgivning. Dermed bliver det mindre attraktivt at gøre brug af arbejdskraftens ret til fri bevægelighed.

62. Derfor anser Kommissionen det for nødvendigt enten at anvende artikel 39 EF ff. direkte eller i det mindste at fortolke artikel 58 i forordning nr. 1408/71 i overensstemmelse med ånden bag og formålet med artikel 39 EF ff.

63. Domstolen har hidtil anvendt artikel 39 EF ff. direkte i to situationer. For det første, hvor sagen – i modsætning til denne sag (38) – ikke faldt ind under anvendelsesområdet for forordning nr. 1408/71 (39), og for det andet, hvor sagen ganske vist faldt ind under anvendelsesområdet for forordning nr. 1408/71, men den konkrete situation ikke var dækket af denne forordnings bestemmelser (40) .

64. Derudover kan artikel 39 EF ff. også anvendes direkte, såfremt artikel 58, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 er ugyldig som følge af, at den er i strid med artikel 39 EF ff. (41) . En sådan mulighed kan imidlertid kun komme i betragtning, såfremt det ikke er muligt at anvende forordning nr. 1408/71 i overensstemmelse med artikel 39 EF ff. Hvis en fællesskabsretsakt kan fortolkes på flere måder, skal der nemlig gives prioritet til den fortolkning, som ikke sætter spørgsmålstegn ved denne retsakts gyldighed (42) .

65. Domstolen fremhæver selv i sin faste praksis, at forordning nr. 1408/71 skal fortolkes i lyset af målene i artikel 39 EF ff. (43) . Især har Domstolen i lignende tilfælde fortolket sammenlignelige bestemmelser i overensstemmelse med målene i artikel 39 EF ff:

66. I Fellinger-sagen har Domstolen i forbindelse med ydelser ved arbejdsløshed i henhold til forordningens artikel 68 fastslået, at forholdet mellem regel og undtagelse i denne bestemmelse sætter grænsegængere i den ufordelagtige situation, at undtagelsen er reglen (44) . Domstolen har derfor fastslået, at bestemmelsen i lyset af den nuværende artikel 42 EF skal fortolkes således, at den seneste løn skal anvendes ved beregningen (45) .

67. I Reichling-sagen var spørgsmålet, hvorvidt en invalidepension, som skulle beregnes på grundlag af den seneste nationale løn i en vandrende arbejdstagers oprindelsesstat, i mangel af en national løn kunne fastsættes på grundlag af en national mindsteløn (46) . Domstolen kom også her til det resultat, at arbejdskraftens frie bevægelighed vil blive påvirket negativt, hvis ikke den seneste udenlandske løn udgør det afgørende grundlag for beregningen (47) . Den har dermed fortolket artikel 46, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1408/71 således, at grundlaget for beregningerne for en vandrende arbejdstager skal være den seneste løn i den anden medlemsstat (48) .

68. Herefter er det nærliggende at anvende forordning nr. 1408/71 i lyset af artikel 39 EF ff. på et tilfælde som det foreliggende, således at det også her er den vandrende arbejdstager Fabien Nemecs seneste, belgiske løn, som er afgørende.

69. Imidlertid udgøres beregningsgrundlaget ifølge ordlyden af artikel 58, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 alene af de lønninger, som er oppebåret i den kompetente medlemsstat i den relevante periode. Denne betydning har Domstolen bekræftet i Pennartz-dommen (49) . Den klare ordlyd er, som CRAM, den franske regering og Det Forenede Kongerige med rette har anført, grænsen for den teleologiske fortolkning.

70. Derfor må der foretages en fortolkning af forordningen i lyset af artikel 39 EF ff., således at artikel 58, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 ikke finder anvendelse på en situation som i nærværende sag (50) . Denne situation er nemlig atypisk i flere henseender. For i henhold til artikel 58, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 er det normalt den tidsmæssigt seneste løn, som er afgørende:

– Hvis Fabien Nemec blev helt eller delvist uarbejdsdygtig i dag på grund af en erhvervssygdom, ville Belgien i henhold til artikel 13, stk. 1, og stk. 2, litra a), i forordning nr. 1408/71 være den kompetente stat (51), og artikel 58, stk. 1, ville foreskrive, at kun den tidsmæssigt seneste belgiske løn skulle tages i betragtning ved en sådan beregning.

– Hvis Fabien Nemec havde været udsat for den samme asbestrisiko i flere medlemsstater og en deraf følgende erhvervssygdom ville udløse ydelser i henhold til artikel 52 ff. i forordning nr. 1408/71, skulle i henhold til artikel 57 i forordning nr. 1408/71, sammenholdt med artikel 13, stk. 1, og stk. 2, litra a), samt artikel 58, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 (52), igen alene den tidsmæssigt seneste belgiske løn anvendes som grundlag for beregningen.

– Hvis Fabien Nemec var blevet uarbejdsdygtig på grund af sin erhvervssygdom allerede i 1994 eller 1995, ville hans tidsmæssigt seneste løn igen være afgørende, nemlig den løn, han oppebar under hans seneste beskæftigelse i den franske asbestforarbejdende virksomhed.

– Hvis Fabien Nemec arbejdsmæssigt var forblevet i Frankrig – med et andet arbejde eller endda som arbejdsløs – ville hans tidsmæssigt seneste løn igen være afgørende, nemlig den løn, han oppebar under sin beskæftigelse i en fransk virksomhed.

71. Artikel 58, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 fører altså normalt til resultater, som er i overensstemmelse med artikel 39 EF ff., både hvad angår indhold og formål, nemlig at der tages udgangspunkt i den tidsmæssigt seneste løn. Dette resultat nåede Domstolen også frem til i Pennartz-dommen (53) .

72. Det er den specifikke ordning i den franske lov, som i nærværende tilfælde medfører en atypisk situation, der ikke kan omfattes af bestemmelserne i forordning nr. 1408/71 på en sådan måde, at det er i overensstemmelse med målene i artikel 39 EF ff. og forordningen selv. Årsagen hertil er den franske lovs særegne udformning af betingelserne for at få ret til ydelserne:

– Minimumsalderen på 50 år (54) medfører, at Fabien Nemec først knap ti år efter at have fået konstateret sin erhvervssygdom kunne gøre sin ret gældende. I modsætning hertil opstår retten normalt allerede, når en erhvervssygdom konstateres, eller følgerne af den indtræder.

– En betingelse for at få ret til ydelserne er, at man opgiver alt erhvervsarbejde (55) . I modsætning hertil kan arbejdstageren normalt, såfremt han kun er delvist uarbejdsdygtig, fortsat arbejde, så meget han kan, og så derudover modtage en indkomstudligning.

– Den berettigede må ikke modtage andre ydelser (56) . Normalt kan man ud over ydelser modtaget som følge af en erhvervssygdom også modtage andre ydelser. Dette adskiller også nærværende situation fra sagerne Lafuente Nieto, Naranjo Arjona m.fl. og Grajera Rodríguez, hvori personerne også modtog andre ydelser (57) .

73. Man kan dog ikke af den grund drage gyldigheden af artikel 58, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 i tvivl. Men denne bestemmelse omfatter ikke, såfremt man skal fortolke den i overensstemmelse med dens formål, nærværende atypiske situation, hvorfor artikel 39 EF ff. må anvendes direkte.

74. Som allerede fastslået, medfører den franske instruktion vedrørende beregning af ydelser til asbestarbejdere forskelsbehandling af arbejdstagere, som ikke har gjort brug af arbejdskraftens frie bevægelighed, og arbejdstagere, som har gjort brug af arbejdskraftens frie bevægelighed (58) .

75. En begrundelse for denne forskelsbehandling, som går videre end bestemmelserne i artikel 58, stk. 1, i forordning nr. 1408/71, har hverken CRAM eller den franske regering fremført. Desuden indeholder sagsakterne heller intet, som kan udgøre en objektiv begrundelse for forskelsbehandlingen.

76. Især kan det forhold, at den tidsmæssigt seneste løn i Belgien også kunne have været lavere end den tidligere seneste løn i Frankrig, ikke udgøre en begrundelse. Som Domstolen nemlig allerede har fastslået, kan den omstændighed, at andre vandrende arbejdstagere, som befinder sig i andre situationer, kan blive begunstiget af en diskriminerende national ordning, hverken ophæve eller kompensere for en ufordelagtig forskelsbehandling (59) .

77. Dertil kommer, at den tidsmæssigt seneste løn typisk er højest. Ligeledes kan man antage, at den seneste, aktuelle løn er udgangspunkt for sygdomsbetingede ydelser. Såfremt derfor en arbejdstager accepterer et arbejde i udlandet til en lavere løn, er dette en anledning for ham til at gøre sig tanker om eventuelle ulemper, også vedrørende hans sikring ved sygdom.

78. Jeg kan således fastslå, at artikel 39 EF ff. under omstændigheder som i hovedsagen er til hinder for en national ordning, ifølge hvilken grundlaget for beregning af kontantydelser til tidligere asbestarbejdere er den vandrende arbejdstagers seneste løn oppebåret i oprindelseslandet og ikke hans tidsmæssigt seneste løn.

79. Dette ændres heller ikke af det argument, som Det Forenede Kongerige har fremført, nemlig at man ikke umiddelbart kan udlede en beregningsmetode af artikel 39 EF ff., og at det derfor er nødvendigt med en teknisk koordinering forestået af Rådet. For det første drejer spørgsmålet her sig kun om beregningsmetoden, som allerede er fastlagt konkret i den franske lovgivning, og dennes forenelighed med artikel 39 EF ff. For det andet indeholder forordning nr. 1408/71 f.eks. i artikel 47, stk. 1, litra g), artikel 58, stk. 1, og artikel 68, stk. 1, allerede Rådets afgørelser vedrørende sådanne beregningsmetoder. Disse afgørelser er konkrete udtryk for målene med artikel 39 EF ff., som også skal gælde for atypiske tilfælde. I øvrigt står det Den Franske Republik frit for at erstatte beregningsmetoden i denne sag med en fuldstændig anden metode.

80. Hvad angår lønnens størrelse og leveomkostningerne kan der imidlertid være betydelige forskelle mellem medlemsstaterne. Da det drejer sig om et atypisk undtagelsestilfælde, skal man ganske vist ikke forvente en overbelastning af de sociale sikringssystemer. Ikke desto mindre finder jeg det rimeligt, når artikel 39 EF ff. undtagelsesvis finder direkte anvendelse på et atypisk tilfælde, at tage hensyn til artikel 58, stk. 1, i forordning nr. 1408/71, ifølge hvilken lønnen i den kompetente medlemsstat skal lægges til grund. Derfor bør det i sådanne atypiske tilfælde eventuelt være muligt at foretage en tilpasning til niveauet på bopælen.

81. Som beregningsgrundlag skal man således anvende den seneste belgiske løn, som dog i tilfælde af betydelige forskelle i indkomstniveau og leveomkostninger eventuelt skal tilpasses niveauet på bopælen i Frankrig.

82. Endelig skal jeg bemærke, at det ikke fremgår, hvorvidt artikel 15 i forordning nr. 574/72 kan være relevant her. Også i lyset af det anførte er det derfor ikke nødvendigt at komme ind på denne del af det præjudicielle spørgsmål.

V – Forslag til afgørelse

83. På grundlag af det anførte foreslår jeg, at Domstolen besvarer det præjudicielle spørgsmål, der er fremsat af Tribunal des affaires de sécurité sociale de Longwy, som følger:

»Under omstændigheder som de i hovedsagen foreliggende er artikel 39 EF ff. til hinder for en national ordning, ifølge hvilken grundlaget for beregning af kontantydelser til tidligere asbestarbejdere er den vandrende arbejdstagers seneste løn oppebåret i oprindelseslandet og ikke hans tidsmæssigt seneste løn; i den forbindelse kan betydelige forskelle i indkomstniveau og leveomkostninger mellem den medlemsstat, som udbetaler ydelserne, og den medlemsstat, hvori den vandrende arbejdstager havde sin seneste erhvervsmæssige beskæftigelse, begrunde tilpasninger af den tidsmæssigt seneste løn til niveauet på bopælen.«

(1) .

(2) – EFT 1971 II, s. 366; som ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 118/97 af 2.12.1996 (EFT 1997 L 28, s. 1), senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 647/2005 af 13.4.2005 (EUT L 117, s. 1).

(3) – EFT 1972 I, s. 149; som ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 118/97 af 2.12.1996 (EFT 1997 L 28, s. 1), senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 647/2005 af 13.4.2005 (EUT L 117, s. 1).

(4) – EUT L 166, s. 1.

(5) – JORF af 27.12.1998.

(6) – Loven fra 1998 er ændret ved lov nr. 2001/1246 af 21.12.2001, nr. 2002/1487 af 20.12.2002 samt nr. 2004/1370 af 20.12.2004.

(7) – JORF af 31.3.1999, s. 471.

(8) – Jf. artikel 2 i gennemførelsesbekendtgørelsen i den version, der foreligger i bekendtgørelse nr. 2000-638 af 7.7.2000, JORF af 9.7.2000.

(9) – Ikke offentliggjort i Den Franske Republiks Lovtidende .

(10) – Jf. dom af 26.1.1993, forenede sager C-320/90 – C-322/90, Telemarsicabruzzo m.fl., Sml. I, s. 393, præmis 6, og af 17.2.2005, sag C-134/03, Viacom Outdoor, Sml. I, s. 1167, præmis 22.

(11) – Jf. dom af 1.4.1982, forenede sager 141/81-143/81, Holdijk m.fl., Sml. s. 1299, præmis 6, og kendelse af 28.6.2000, sag C-116/00, Laguillaumie, Sml. I, s. 4979, præmis 14.

(12) – Jf. dom af 25.3.2004, forenede sager C-480/00 – C-482/00, C-484/00, C-489/00 – C-491/00, C-497/00 – C-499/00, Azienda Agricola Ettore Ribaldi m.fl., Sml. I, s. 2943, præmis 73, og Telemarsicabruzzo m.fl.-dommen, nævnt i fodnote 10, præmis 6.

(13) – Jf. Laguillaumie-kendelsen, nævnt i fodnote 11, præmis 16, og dom af 9.9.2004, sag C-72/03, Carbonati Apuani, Sml. I, s. 8027, præmis 11.

(14) – Jf. punkt 23 i dette forslag til afgørelse.

(15) – Jf. punkt 19 ff. i dette forslag til afgørelse.

(16) – Jf. punkt 22 i dette forslag til afgørelse.

(17) – Jf. punkt 16 og 18 i dette forslag til afgørelse.

(18) – Jf. punkt 17 i dette forslag til afgørelse.

(19) – Jf. punkt 6 og 7 i dette forslag til afgørelse.

(20) – Jf. punkt 8 i dette forslag til afgørelse.

(21) – Jf. dom af 21.2.2006, sag C-286/03, Hosse, Sml. I, s. 1771, præmis 37, og af 27.3.1985, sag 249/83, Hoeckx, Sml. s. 973, præmis 12-14.

(22) – Jf. artikel 1, litra j), i forordning nr. 1408/71, i punkt 6 i dette forslag til afgørelse samt dom af 31.3.1977, sag 87/76, Bozzone, Sml. s. 687, præmis 9-11.

(23) – Jf. punkt 19-23 i dette forslag til afgørelse.

(24) – Jf. punkt 8 i dette forslag til afgørelse.

(25) – Også sagsøgte og Det Forenede Kongerige har fremført noget tilsvarende. Kommissionen anser ligeledes denne kategorisering for mulig. Fabien Nemec har ikke taget stilling til dette spørgsmål.

(26) – Jf. punkt 9 i dette forslag til afgørelse.

(27) – Jf. punkt 13 i dette forslag til afgørelse.

(28) – Jf. punkt 9 i dette forslag til afgørelse.

(29) – Jf. punkt 13 i dette forslag til afgørelse.

(30) – Jf. punkt 50-53 i dette forslag til afgørelse.

(31) – Jf. dom af 11.7.1979, sag 268/78, Pennartz, Sml. s. 2411, præmis 8.

(32) – Jf. Pennartz-dommen, nævnt i fodnote 31, præmis 10.

(33) – Jf. dom af 12.9.1996, sag C-251/94, Lafuente Nieto, Sml. I, s. 4187, præmis 33, af 17.12.1998, sag C-153/97, Grajera Rodríguez, Sml. I, s. 8645, præmis 17, og af 9.10.1997, forenede sager C-31/96 – C-33/96, Naranjo Arjona m.fl., Sml. I, s. 5501, præmis 20.

(34) – Lafuente Nieto-dommen, præmis 5, 30, 31, 40, 41 og 43, Grajera Rodríguez-dommen, præmis 6, 14 samt 19-21, og Naranjo Arjona m.fl.-dommen, præmis 4-7, 14, 22, 23 og 30, alle nævnt i fodnote 33.

(35) – Jf. f.eks. Grajera Rodríguez-dommen, nævnt i fodnote 33, præmis 23.

(36) – Jf. senest Hosse-dommen, nævnt i fodnote 21, præmis 24.

(37) – Dom af 30.1.1997, forenede sager C-4/95 og C-5/95, Stöber og Piosa Pereira, Sml. I, s. 511, præmis 37-39, og af 17.9.1997, sag C-322/95, Iurlaro, Sml. I, s. 4881, præmis 29 og 30.

(38) – Jf. punkt 43-49 i dette forslag til afgørelse.

(39) – Dom af 22.11.1995, sag C-443/93, Vougioukas, Sml. I, s. 4033, præmis 31 ff., af 12.6.1997, sag C-266/95, Merino García, Sml. I, s. 3279, præmis 23-26, og Stöber og Piosa Pereira-dommen, nævnt i fodnote 37, præmis 31-36.

(40) – Dom af 4.10.1991, sag C-349/87, Paraschi, Sml. I, s. 4501, præmis 21 ff., og af 28.4.1998, sag C-158/96, Kohll, Sml. I, s. 1931, præmis 25-27.

(41) – Jf. dom af 7.6.1988, sag 20/85, Roviello, Sml. s. 2805, præmis 17 og 18, af 21.10.1975, sag 24/75, Petroni, Sml. s. 1149, præmis 21 og 22, samt dom af 15.1.1986, sag 41/84, Pinna, Sml. s. 1, præmis 23-25.

(42) – Jf. dom af 9.3.2006, sag C-174/05, Zuid-Hollandse Milieufederatie og Natuur en Milieu, Sml. I, s. 2443, præmis 20.

(43) – Jf. dom af 9.8.1994, sag C-406/93, Reichling, Sml. I, s. 4061, præmis 21, af 28.2.1980, sag 67/97, Fellinger, Sml. s. 535, præmis 9, Laufente Nieto-dommen, nævnt i fodnote 33, præmis 33, Grajera Rodríguez-dommen, nævnt i fodnote 33, præmis 17, og Naranjo Arjona m.fl.-dommen, nævnt i fodnote 33, præmis 20.

(44) – Jf. Fellinger-dommen, nævnt i fodnote 43, præmis 6.

(45) – Jf. Fellinger-dommen, nævnt i fodnote 43, præmis 7-9.

(46) – Jf. Reichling-dommen, nævnt i fodnote 43, præmis 12-15.

(47) – Jf. Reichling-dommen, nævnt i fodnote 43, præmis 22-25.

(48) – Jf. Reichling-dommen, nævnt i fodnote 43, præmis 26-32.

(49) – Jf. Pennartz-dommen, nævnt i fodnote 31, præmis 10.

(50) – Jf. punkt 63 i dette forslag til afgørelse.

(51) – Jf. punkt 52 i dette forslag til afgørelse.

(52) – Jf. punkt 9, 12 og 13 i dette forslag til afgørelse.

(53) – Jf. Pennartz-dommen, nævnt i fodnote 31, præmis 11.

(54) – Jf. punkt 19 i dette forslag til afgørelse.

(55) – Jf. punkt 19 i dette forslag til afgørelse.

(56) – Jf. punkt 24 i dette forslag til afgørelse.

(57) – Jf. punkt 56 i dette forslag til afgørelse.

(58) – Jf. punkt 59 ff. i dette forslag til afgørelse.

(59) – Jf. Roviello-dommen, nævnt i fodnote 41, præmis 16.