61996J0097

I sag C-97/96,

angaaende en anmodning, som Oberlandesgericht Duesseldorf (Tyskland) i medfoer af EF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for naevnte ret verserende sag,

Verband deutscher Daihatsu-Haendler eV

mod

Daihatsu Deutschland GmbH,

at opnaa en praejudiciel afgoerelse vedroerende fortolkningen af artikel 6 i Raadets foerste direktiv 68/151/EOEF af 9. marts 1968 om samordning af de garantier, som kraeves i medlemsstaterne af de i traktatens artikel 58, stk. 2, naevnte selskaber til beskyttelse af saavel selskabsdeltagernes som tredjemands interesser, med det formaal at goere disse garantier lige byrdefulde (EFT 1968 I, s. 41),

har

DOMSTOLEN

(Femte Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, C. Gulmann, og dommerne M. Wathelet (refererende dommer), J.C. Moitinho de Almeida, D.A.O. Edward og J.-P. Puissochet,

generaladvokat: G. Cosmas

justitssekretaer: ekspeditionssekretaer H.A. Ruehl,

efter at der er indgivet skriftlige indlaeg af:

- den tyske regering ved afdelingschef E. Roeder, Forbundsoekonomiministeriet, og kontorchef A. Dittrich, Forbundsjustitsministeriet, som befuldmaegtigede

- den spanske regering ved statens advokat, L. Pérez de Ayala Becerril, som befuldmaegtiget

- Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved juridisk konsulent A. Caeiro og juridisk konsulent J. Grunwald, som befuldmaegtigede,

paa grundlag af retsmoederapporten,

efter at der i retsmoedet den 12. juni 1997 er afgivet mundtlige indlaeg af den tyske regering ved A. Dittrich, af den spanske regering ved L. Pérez de Ayala Becerril, af den franske regering ved ekspeditionssekretaer G. Mignot, Juridisk Tjeneste, Udenrigsministeriet, som befuldmaegtiget, og af Kommissionen ved J. Grunwald,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 3. juli 1997,

afsagt foelgende

Dom

1 Ved kendelse af 22. november 1995, indgaaet til Domstolen den 26. marts 1996, har Oberlandesgericht Duesseldorf i medfoer af EF-traktatens artikel 177 forelagt et praejudicielt spoergsmaal vedroerende fortolkningen af artikel 6 i Raadets foerste direktiv 68/151/EOEF af 9. marts 1968 om samordning af de garantier, som kraeves i medlemsstaterne af de i traktatens artikel 58, stk. 2, naevnte selskaber til beskyttelse af saavel selskabsdeltagernes som tredjemands interesser, med det formaal at goere disse garantier lige byrdefulde (EFT 1968 I, s. 41, herefter »foerste direktiv«).

2 Spoergsmaalet er blevet rejst under en sag, som Verband deutscher Daihatsu-Haendler eV, en forening af tyske forhandlere af bilmaerket Daihatsu (herefter »foreningen«), har anlagt ved Amtsgericht Kempen, som er den retsinstans, der i Tyskland foerer handelsregisteret. Foreningen fremsatte begaering om, at det under fastsaettelse af en tvangsboede blev paalagt Daihatsu Deutschland GmbH, som er den tyske hovedimportoer af Daihatsu-biler, at offentliggoere sine aarsregnskaber, hvilket selskabet havde undladt siden 1989.

3 Ved kendelse af 24. oktober 1994 besluttede Amtsgericht Kempen, at begaeringen ikke kunne imoedekommes. Denne kendelse blev stadfaestet af Landgericht Krefeld ved kendelse af 13. december 1994.

4 Landgericht henviste - ligesom Amtsgericht - til § 335, foerste punktum, nr. 6, i den tyske Handelsgesetzbuch, sammenholdt med § 335, andet punktum, hvorefter en procedure med henblik paa fastsaettelse af tvangsboeder kun kan indledes paa begaering af en selskabsdeltager, en kreditor, det faelles virksomhedsnaevn eller selskabets virksomhedsnaevn. Foreningen henhoerer imidlertid ikke under nogen af disse kategorier.

5 Foreningen appellerede til Oberlandesgericht Duesseldorf, som stadfaestede kendelserne fra de to foerste instanser.

6 Oberlandesgericht Duesseldorf var dog af den opfattelse, at der ved § 335 i Handelsgesetzbuch ikke var sket en korrekt gennemfoerelse af foerste direktivs artikel 6, hvorefter medlemsstaterne skal fastsaette passende sanktioner »for det tilfaelde, at den i artikel 2, stk. 1, litra f), paabudte offentlighed vedroerende balance og resultatopgoerelse undlades«.

7 Sidstnaevnte bestemmelse lyder saaledes:

»1. Medlemsstaterne traeffer de noedvendige foranstaltninger for, at den obligatoriske offentlighed vedroerende selskaber i det mindste omfatter foelgende dokumenter og oplysninger:

...

f) balance og resultatopgoerelse for hvert regnskabsaar. Det dokument, der indeholder balancen, skal angive identitet for de personer, der ifoelge loven skal bekraefte dens indhold. For de i artikel 1 naevnte selskaber med begraenset ansvar efter tysk, fransk, belgisk, italiensk og luxembourgsk ret samt for de lukkede aktieselskaber efter nederlandsk ret udskydes pligten til at anvende denne bestemmelse dog indtil ivaerksaettelsen af et direktiv om samordning af indholdet af balance og resultatopgoerelse og om fritagelse fra pligten til helt eller delvist at offentliggoere disse dokumenter for saadanne af disse selskaber, hvis balance er mindre end et beloeb, som vil blive fastsat i direktivet. Raadet udsteder dette direktiv inden to aar efter vedtagelsen af naervaerende direktiv«.

8 Oberlandesgericht Duesseldorf har paa denne baggrund forelagt Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

»Har artikel 6 i foerste selskabsdirektiv af 9. marts 1968 direkte virkning, naar der efter tysk ret som (den eneste) sanktionsbestemmelse med henblik paa at gennemtvinge opfyldelsen af et anpartsselskabs (GmbH) pligt til at offentliggoere aarsregnskabet er hjemlet mulighed for, at Registerretten kan fastsaette tvangsboeder paa op til 10 000 DM, men saaledes at Registerretten kun griber ind paa begaering af en selskabsdeltager, en kreditor, det faelles virksomhedsnaevn ('Gesamtbetriebsrat') eller selskabets virksomhedsnaevn ('Betriebsrat der Gesellschaft'), og indebaerer direktivbestemmelsens direkte virkning i givet fald, at begaering om fastsaettelse af tvangsboeder ikke blot kan fremsaettes af den personkreds, der er berettiget hertil efter tysk ret, men ogsaa af enhver anden person, eller at der i det mindste bestaar en saadan ret for en forening af forhandlere, der i henhold til sine vedtaegter skal varetage sine medlemmers interesser, naar der er et aftaleforhold mellem medlemmerne og det anpartsselskab, der ikke opfylder offentliggoerelsespligten?«

9 Spoergsmaalet rejser tre saerskilte problemer.

10 For det foerste oensker den nationale ret reelt at faa oplyst, om foerste direktivs artikel 6 skal fortolkes saaledes, at bestemmelsen er til hinder for en lovgivning i en medlemsstat, hvorefter det kun er selskabsdeltagerne, kreditorerne og det faelles virksomhedsnaevn eller selskabets virksomhedsnaevn, der kan kraeve ivaerksaettelse af den sanktion, der er hjemlet i den paagaeldende nationale lovgivning for det tilfaelde, at et selskab ikke overholder de i foerste direktiv fastsatte forpligtelser med hensyn til offentliggoerelse af aarsregnskaber.

11 Saafremt dette spoergsmaal besvares benaegtende, oensker den nationale ret at faa oplyst, om foerste direktivs artikel 6 er tilstraekkelig klar, praecis og ubetinget til at have direkte virkning i en medlemsstats interne retsorden.

12 I bekraeftende fald oenskes det oplyst, om en borger paa grundlag af foerste direktiv kan indgive begaering til den kompetente nationale myndighed om ivaerksaettelse af en sanktion over for et selskab, som har undladt at offentliggoere sine aarsregnskaber, selv om han i henhold til de nationale regler ikke er blandt de personer, der er berettiget til at indgive en saadan begaering.

Gennemfoerelsen af direktivet

13 Den tyske regering har indledningsvis anfoert, at den i foerste direktivs artikel 6 fastsatte forpligtelse til at indfoere passende sanktioner for manglende offentliggoerelse af balance og resultatopgoerelse endnu ikke er gaeldende for saa vidt angaar de tyske anpartsselskaber (GmbH). For disses vedkommende er det nemlig i foerste direktivs artikel 2, stk. 1, litra f), bestemt, at ikrafttraedelsen af pligten til offentliggoerelse udskydes, »indtil ivaerksaettelsen af et direktiv om samordning af indholdet af balance og resultatopgoerelse ...«. Der er ifoelge den tyske regering endnu ikke vedtaget noget direktiv herom.

14 Det skal hertil blot bemaerkes, at det hul i lovgivningen, som foerste direktiv lod blive tilbage, blev udfyldt ved Raadets fjerde direktiv 78/660/EOEF af 25. juli 1978 paa grundlag af traktatens artikel 54, stk. 3, litra g), om aarsregnskaberne for visse selskabsformer (EFT L 222, s. 11, herefter »fjerde direktiv«).

15 Ved dette direktiv, i hvis anden betragtning der udtrykkeligt henvises til foerste direktivs artikel 2, stk. 1, litra f), blev der foretaget en samordning af de enkelte medlemsstaters bestemmelser vedroerende opstilling og indhold af aarsregnskab og aarsberetning, vaerdiansaettelsesmetoder samt offentliggoerelse af disse dokumenter for saa vidt angaar kapitalselskaber, herunder bl.a. de tyske anpartsselskaber (foerste betragtning til fjerde direktiv).

16 Med hensyn til offentliggoerelse af aarsregnskaber bestemmes det i artikel 47, stk. 1, i fjerde direktiv:

»1. Det behoerigt godkendte aarsregnskab og aarsberetningen saavel som beretningen fra den person, der er ansvarlig for regnskabets revision, skal offentliggoeres paa de maader, der i overensstemmelse med artikel 3 i direktiv 68/151/EOEF fastsattes i hver medlemsstats lovgivning.

Det kan dog i en medlemsstats lovgivning tillades, at aarsberetningen ikke skal offentliggoeres som naevnt ovenfor. Den skal i saa fald goeres tilgaengelig for offentligheden paa selskabets hjemsted i den paagaeldende medlemsstat. Der skal efter anmodning kunne rekvireres et gratis eksemplar af beretningen i dens helhed eller uddrag heraf.«

17 Den tyske regering har endvidere gjort gaeldende, at Forbundsrepublikken Tyskland har gennemfoert foerste direktivs artikel 6 korrekt. Samordningen af medlemsstaternes selskabsretlige bestemmelser har i henhold til EF-traktatens artikel 54, stk. 3, litra g), til formaal at beskytte saavel selskabsdeltagernes som tredjemands interesser. Tredjemand omfatter imidlertid ikke enhver fysisk eller juridisk person, men udelukkende personer, der har en retlig forbindelse med selskabet. I den tyske juridiske teori antages det almindeligvis, at begrebet tredjemand i traktatens artikel 54, stk. 3, litra g)'s forstand udelukkende omfatter selskabets kreditorer.

18 Det bemaerkes, at artikel 54, stk. 3, litra g), skal laeses i sammenhaeng med saavel EF-traktatens artikel 52 og 54, hvoraf det fremgaar, at samordningen af lovgivningerne om selskaber indgaar i den almindelige plan for ophaevelse af begraensningerne i etableringsfriheden, som EF-traktatens artikel 3, litra h), hvorefter Faellesskabets virke skal indebaere indbyrdes tilnaermelse af de nationale lovgivninger i det omfang, dette er noedvendigt for det faelles markeds funktion.

19 Endvidere bemaerkes, at der i traktatens artikel 54, stk. 3, litra g), efter selve ordlyden generelt tales om at beskytte tredjemands interesser, uden at der sondres mellem eller udelukkes kategorier af tredjemaend.

20 Begrebet tredjemand i traktatens artikel 54, stk. 3, litra g), kan derfor ikke begraenses til kun at omfatte selskabets kreditorer.

21 For oevrigt kan den maalsaetning om at ophaeve begraensningerne i etableringsfriheden, der meget bredt formuleret fastsaettes for Raadet og Kommissionen i artikel 54, stk. 1 og 2, ikke indskraenkes ved bestemmelserne i traktatens artikel 54, stk. 3. Sidstnaevnte bestemmelser giver nemlig blot en ikke-udtoemmende opregning af foranstaltninger, der skal traeffes med henblik paa at opfylde den naevnte maalsaetning, hvilket anvendelsen af ordet »navnlig« i artikel 54, stk. 3, vidner om.

22 For saa vidt angaar artikel 6 i foerste direktiv bemaerkes, at det fremgaar af fjerde betragtning til dette direktiv, at offentliggoerelsen af aarsregnskaberne foerst og fremmest skal informere tredjemaend, som ikke har eller ikke kan faa tilstraekkeligt kendskab til selskabets regnskabsmaessige og oekonomiske situation. Bestemmelserne i direktivets artikel 3, hvorefter der skal foeres et offentligt register, hvori alle offentligt tilgaengelige dokumenter og oplysninger skal registreres, og hvorefter enhver person skal kunne rekvirere en genpart af aarsregnskaberne efter skriftlig anmodning, bekraefter oensket om at sikre, at enhver beroert person kan indhente saadanne oplysninger. Dette hensyn er ogsaa kommet til udtryk i betragtningerne til fjerde direktiv, hvor der henvises til noedvendigheden af, at der i Faellesskabet fastsaettes ensartede minimumsregler med hensyn til omfanget af de finansielle oplysninger, som skal bringes til offentlighedens kundskab af konkurrerende selskaber (jf. navnlig tredje betragtning).

23 Paa baggrund af det saaledes anfoerte boer spoergsmaalet besvares med, at foerste direktivs artikel 6 skal fortolkes saaledes, at bestemmelsen er til hinder for en lovgivning i en medlemsstat, hvorefter det kun er selskabsdeltagerne, kreditorerne og det faelles virksomhedsnaevn eller selskabets virksomhedsnaevn, der kan kraeve ivaerksaettelse af den sanktion, der er hjemlet i den paagaeldende nationale lovgivning for det tilfaelde, at et selskab ikke overholder de i foerste direktiv fastsatte forpligtelser med hensyn til offentliggoerelse af aarsregnskaber.

Spoergsmaalet, om foerste direktivs artikel 6 er ubetinget og tilstraekkelig praecis, og om en borger kan paaberaabe sig bestemmelsen til stoette for en begaering til den offentlige myndighed om at ivaerksaette sanktioner over for et privat selskab

24 Eftersom et direktiv i henhold til Domstolens faste praksis ikke i sig selv kan skabe forpligtelser for borgerne og saaledes ikke som saadan kan paaberaabes over for dem (jf. f.eks. dom af 26.2.1986, sag 152/84, Marshall I, Sml. s. 723, praemis 48, af 14.7.1994, sag C-91/92, Faccini Dori, Sml. I, s. 3325, praemis 20, og af 7.3.1996, sag C-192/94, El Corte Inglés, Sml. I, s. 1281, praemis 15), er det ufornoedent at undersoege, om foerste direktivs artikel 6 kan have direkte virkning i en medlemsstats interne retsorden.

25 Der er herved ikke taget stilling til spoergsmaalet om en eventuel anvendelse af princippet om, at medlemsstaterne efter faellesskabsretten har pligt til at erstatte tab, som de paafoerer borgerne som foelge af en manglende gennemfoerelse eller en forkert gennemfoerelse af et direktiv (dom af 5.3.1996, forenede sager C-46/93 og C-48/93, Brasserie du pêcheur og Factortame, Sml. I, s. 1029, praemis 51, og af 26.3.1996, sag C-392/93, British Telecommunications, Sml. I, s. 1631, praemis 39).

26 Ud fra disse betragtninger skal spoergsmaalet fra den nationale ret tillige besvares med, at eftersom et direktiv ikke i sig selv kan skabe forpligtelser for borgerne og saaledes ikke som saadan kan paaberaabes over for dem, er det ufornoedent at undersoege, om foerste direktivs artikel 6 har direkte virkning.

Sagens omkostninger

27 De udgifter, der er afholdt af den tyske, den spanske og den franske regering og Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

(Femte Afdeling)

vedroerende det spoergsmaal, der er forelagt af Oberlandesgericht Duesseldorf ved kendelse af 22. november 1995, for ret:

1) Artikel 6 i Raadets foerste direktiv 68/151/EOEF af 9. marts 1968 om samordning af de garantier, som kraeves i medlemsstaterne af de i traktatens artikel 58, stk. 2, naevnte selskaber til beskyttelse af saavel selskabsdeltagernes som tredjemands interesser, med det formaal at goere disse garantier lige byrdefulde, skal fortolkes saaledes, at bestemmelsen er til hinder for en lovgivning i en medlemsstat, hvorefter det kun er selskabsdeltagerne, kreditorerne og det faelles virksomhedsnaevn eller selskabets virksomhedsnaevn, der kan kraeve ivaerksaettelse af den sanktion, der er hjemlet i den paagaeldende nationale lovgivning for det tilfaelde, at et selskab ikke overholder de i foerste direktiv 68/151 fastsatte forpligtelser med hensyn til offentliggoerelse af aarsregnskaber.

2) Eftersom et direktiv ikke i sig selv kan skabe forpligtelser for borgerne og saaledes ikke som saadan kan paaberaabes over for dem, er det ufornoedent at undersoege, om artikel 6 i foerste direktiv 68/151 har direkte virkning.