61990C0213

++++

Hr. praesident,

De herrer dommere,

1. I den foreliggende sag har Luxembourgs Cour de cassation forelagt Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

"Skal EOEF-Traktatens artikel 7, 48, 117, 118, 118 A og artikel 189, stk. 2, samt artikel 7 og 8 i Raadets forordning (EOEF) nr. 1612/68 eller visse af dem fortolkes saaledes, at de er til hinder for, at det i en medlemsstats lovgivning er fastsat, at en arbejdstager, som er statsborger i en anden medlemsstat, og som er tvunget til at vaere medlem af en faglig interesseorganisation, skal betale bidrag til organisationen, men ikke har ret til at deltage i valget af dens ledelse, idet en saadan ret kun tilkommer landets egne statsborgere?"

2. Spoergsmaalet er blevet forelagt under en sag mellem Chambre des employés privés (faglig interesseorganisation for privatansatte funktionaerer) og Association de soutien aux travailleurs immigrés (sammenslutning til stoette for indvandrede arbejdstagere, herefter benaevnt "ASTI") . Sagen drejer sig om, hvorvidt visse bestemmelser i luxembourgsk lovgivning om den paagaeldende interesseorganisations rettigheder og pligter er forenelige med faellesskabsretten. Med henblik paa en naermere belysning af sagens karakter vil jeg give en kort beskrivelse af de vaesentligste aspekter i den anfaegtede lovgivning.

Tvistens baggrund

3. Chambre des employés privés er en faglig interesseorganisation. Den og en raekke tilsvarende organisationer blev oprettet ved lov af 4. april 1924 (herefter benaevnt "1924-loven"). Antallet af faglige interesseorganisationer blev forhoejet i 1964, og der findes nu en saadan organisation for alle erhverv, bortset fra liberale erhverv. Enhver, der i Storhertugdoemmet beklaeder en stilling, som falder inden for kompetenceomraadet for en faglig interesseorganisation, er automatisk og obligatorisk medlem af organisationen.

4. De funktioner, Chambre des employés privés har, er beskrevet i 1924-lovens artikel 38, stk. 1. I henhold til bestemmelsen har organisationen til opgave at fremme oprettelsen af organer og yde service med henblik paa at forbedre vilkaarene for privatansatte funktionaerer, at afgive udtalelse vedroerende lovforslag, indsamle oplysninger og udarbejde statistiske oversigter. Artikel 38, stk. 2, bestemmer, at organisationen ogsaa har ret til at fremsaette forslag inden for omraader, der henhoerer under dens kompetence. Regeringen har pligt til at behandle alle saadanne forslag og forelaegge dem for Deputeretkammeret (Storhertugdoemmets parlament). I artikel 38, stk. 3, hedder det, at Chambre des employés privés skal afgive udtalelse, inden der vedtages love eller udstedes ministerielle eller storhertugelige bekendtgoerelser, som i det vaesentlige vedroerer privatansatte funktionaerer.

5. I artikel 38 opregnes der herefter visse omraader, som henhoerer under Chambre des employés privés' kompetence, hvorved det dog udtrykkeligt er praeciseret, at de naevnte omraader kun er eksempler. De naevnte omraader er foelgende:

- At varetage privatansatte funktionaerers interesser, hvorved det navnlig skal paase, at de for saadanne funktionaerer gaeldende lov- og forvaltningsforskrifter overholdes.

- At foere tilsyn med og kontrollere, at individuelle arbejdskontrakter og kollektive overenskomster gennemfoeres.

- At afgive udtalelse inden Deputeretkammerets endelige vedtagelse af love, der beroerer privatansatte funktionaerer.

- At fremkomme med bemaerkninger over for Deputeretkammeret vedroerende anvendelse af bevillinger paa statsbudgettet, som vedroerer privatansatte funktionaerer.

- At fremsaette forslag vedroerende tilsynet med den faglige uddannelse af privatansatte funktionaerer.

6. Chambre des employés privés har tyve ordinaere medlemmer og tyve suppleanter, der alle vaelges for fem aar. De kan genvaelges. Kun personer, der er luxembourgske statsborgere, kan deltage i valget (1924-lovens artikel 6). Principielt er alle, der har stemmeret, ogsaa valgbare (1924-lovens artikel 5), idet dog medlemmer af Deputeretkammeret eller af Conseil d' Etat ikke kan vaelges (1924-lovens artikel 8). I praksis synes forholdet at vaere det, at ledelsen af de faglige interesseorganisationer ofte vaelges paa grundlag af lister, der er udarbejdet af fagforeningerne.

7. I henhold til 1924-lovens artikel 3 kan de faglige interesseorganisationer traeffe naermere angivne foranstaltninger med henblik paa daekning af deres driftsudgifter. Efter den oprindelige affattelse kunne de i henhold til artikel 3 opkraeve en afgift eller et bidrag af deres "électeurs", dvs. af alle, som havde stemmeret ved valget til den paagaeldende organisation. Allerede i 20' erne var forholdet imidlertid det, at der blandt den erhvervsaktive befolkning i Storhertugdoemmet var mange udlaendinge. Efter den oprindelige affattelse medfoerte artikel 3 saaledes, at et betydeligt antal af dem, der var medlemmer af de faglige interesseorganisationer, ikke var forpligtet til at betale bidrag.

8. En af mulighederne for at loese det problem ville have vaeret at udvide stemmeretten til at omfatte alle, der var medlemmer af en bestemt interesseorganisation uden hensyntagen til deres nationalitet. I stedet skete der det, at det i artikel 3 anvendte udtryk "électeur" ved lov af 3. juni 1926 blev erstattet med udtrykket "ressortissants" (medlemmer). Denne aendring bevirkede, at der ikke laengere var den efter 1924-loven fastsatte sammenhaeng mellem stemmeretten og forpligtelsen til at betale bidrag. Herefter kunne det paalaegges enhver, der var medlem af en faglig interesseorganisation, at bidrage til daekning af driftsudgifterne, uanset om den paagaeldende havde stemmeret ved valget til den paagaeldende organisation eller om den paagaeldende var valgbar.

9. I henhold til storhertugelig bekendtgoerelse af 3. februar 1982 indeholdes bidragene fra de ansatte, der er medlemmer af Chambre des employés privés, direkte af arbejdsgiverne, som i den loen, der udbetales de ansatte, fratraekker det paagaeldende beloeb. I 1987 naegtede ASTI at indbetale bidrag paa 350 LFR for tre af sine ansatte, der var statsborgere i andre medlemsstater. ASTI protesterede mod at skulle betale bidrag for sine ansatte til et organ, i hvis arbejde de ansatte i oevrigt ikke havde ret til at deltage. I stedet for indbetalte ASTI beloebet til luxembourgsk Roede Kors. Chambre des employés privés anlagde sag mod ASTI ved Tribunal de paix (fredsdommeren), som ved dom af 13. oktober 1989 doemte ASTI til at betale beloebet til Chambre des employés privés. ASTI indankede dommen for Luxembourgs Cour de cassation, som har forelagt ovennaevnte spoergsmaal for Domstolen.

10. I mellemtiden havde Kommissionen paabegyndt en undersoegelse af, hvorvidt luxembourgsk lovgivning om de faglige interesseorganisationer er forenelig med faellesskabsretten. AAbningsskrivelsen i henhold til Traktatens artikel 169 fremsendtes til den luxembourgske regering den 27. november 1989. Den 20. februar 1990 anmodede regeringen Conseil d' Etat om at afgive udtalelse vedroerende de spoergsmaal, Kommissionen havde rejst i skrivelsen. Conseil d' Etat afgav udtalelsen til den luxembourgske regering den 10. oktober 1990. Der var i Conseil d' Etat ikke enighed om, hvorvidt den omtvistede lovgivning er forenelig med faellesskabsretten, men et flertal fandt, at statsborgere fra andre medlemsstater og fra tredjelande i princippet burde kunne deltage i de faglige interesseorganisationers arbejde paa linje med luxembourgske statsborgere. Den 23. oktober 1990 fremsatte Kommissionen en begrundet udtalelse i henhold til artikel 169, men den har endnu ikke anlagt sag ved Domstolen.

De problemer, der foreligger for Domstolen

11. Det fremgaar ikke klart af forelaeggelseskendelsen, om den nationale retsinstans alene oensker afklaret, om bestemmelser som dem, der regulerer spoergsmaalet om stemmeret ved valget til Chambre des employés privés, er forenelige med faellesskabsretten, eller om den ogsaa anmoder Domstolen om at tage stilling til lovligheden af bestemmelser som dem, der vedroerer retten til at stille op som kandidat ved valgene. De fleste af de argumenter, der er fremfoert for Domstolen, har imidlertid drejet sig om stemmeretten, og det kan meget vel vise sig unoedvendigt i sagen her at skulle tage stilling til spoergsmaalet, om bestemmelserne om retten til at opstille som kandidat er lovlige. Dette skyldes, at det problem, den nationale retsinstans skal tage stilling til, i det vaesentlige er, om faellesskabsretten er til hinder for, at Chambre des employés privés opkraever bidrag af medlemmer, der er statsborgere i andre medlemsstater. Saafremt Domstolen maatte fastslaa, at de nationale bestemmelser om stemmeret, som omtvistes i hovedsagen, er uforenelige med faellesskabsretten, og de bidrag, der skal erlaegges efter national ret, ikke kan inddrives ad rettens vej, er det ufornoedent for den nationale retsinstans, naar den skal afsige dom, at tage stilling til spoergsmaalet om lovligheden af den dermed forbundne regel om, at kun luxembourgske statsborgere kan opstille som kandidater ved valget til den paagaeldende interesseorganisation.

12. Det er uomtvistet mellem parterne, at de tre ansatte, for hvem ASTI har naegtet at betale bidrag, er medlemmer af Chambre des employés privés og er arbejdstagere i henhold til Traktatens artikel 48. Det er derfor ikke i den foreliggende sag noedvendigt at tage stilling til, om nationale bestemmelser som dem, der omtvistes i hovedsagen, er forenelige med Traktatens bestemmelser om etableringsret og fri udveksling af tjenesteydelser, uanset at medlemmer af visse faglige interesseorganisationer snarere er omfattet af ovennaevnte bestemmelsers anvendelsesomraade end af reglerne om arbejdskraftens frie bevaegelighed. Blandt de faellesskabsretlige bestemmelser, der er omtalt i det forelagte spoergsmaal, er det derfor kun Traktatens artikel 48 samt artikel 7 og 8 i forordning nr. 1612/68 (EFT 1968 II, s. 467), der er relevante. Det er ikke noedvendigt at tage saerskilt stilling til forbuddet mod forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet i henhold til Traktatens artikel 7, eftersom forbuddet i relation til arbejdskraftens frie bevaegelighed er gennemfoert ved Traktatens artikel 48 (jf. sag 36/74, Walrave mod Union cycliste internationale, Sml. 1974, s. 1405, praemis 6). Det fremgaar klart af Domstolens praksis, at artikel 7 "kun kan anvendes selvstaendigt paa forhold omfattet af faellesskabsretten, for hvilke Traktaten ikke indeholder saerlige bestemmelser om forbud mod forskelsbehandling" (jf. sag 305/87, Kommissionen mod Graekenland, Sml. 1989, s. 1461, praemis 13, og dom af 7.3.1991 i sag C-10/90, Masgio mod Bundesknappschaft, Sml. I, s. 1119, praemis 12).

Artikel 8 i forordning nr. 1612/68

13. Jeg vil foerst se paa stk. 1 i artikel 8 i forordning nr. 1612/68, som de fleste af de argumenter, der er fremfoert i sagen, vedroerer. Artikel 8 (som aendret ved forordning (EOEF) nr. 312/76, EFT L 39, s. 2) bestemmer:

"En arbejdstager, der er statsborger i en medlemsstat og er beskaeftiget paa en anden medlemsstats omraade, har ret til ligestilling med hensyn til medlemskab af fagforeninger og udoevelse af fagforeningsrettigheder, herunder valgret samt adgang til administrative eller ledende stillinger i en fagforening; han kan udelukkes fra deltagelse i administration af offentligretlige organer og fra udfoerelse af offentligretlige hverv. Han er endvidere valgbar til organer, der repraesenterer arbejdstagerne i virksomhederne. Disse bestemmelser beroerer ikke de ved lovgivning fastsatte bestemmelser, som i visse medlemsstater giver arbejdstagere fra andre medlemsstater mere omfattende rettigheder."

14. Bestemmelsen kan betragtes som en lex specialis-bestemmelse, der inden for sit anvendelsesomraade er en gennemfoerelse af det princip om forbud mod forskelsbehandling, som er fastsat i Traktatens artikel 7 og 48. Det er imidlertid klart, at det kun er det foerste punktum af forordningens artikel 8, der er relevant i den foreliggende sag. Det centrale spoergsmaal er, om et organ som Chambre des employés privés er en fagforening i den i foerste del af bestemmelsen forudsatte betydning, og om den omstaendighed, at vandrende arbejdstagere ikke har stemmeret, er begrundet ud fra anden del af bestemmelsen.

15. Den luxembourgske regering har fremhaevet, at de faglige interesseorganisationer ikke er fagforeninger efter gaeldende luxembourgsk ret. Den har i oevrigt gjort gaeldende, at de faglige interesseorganisationers ret til at opkraeve bidrag af deres medlemmer, og tvungent medlemskab for dem, som udoever visse erhverv, er uforenelige med begrebet fagforening.

16. Efter min opfattelse er ingen af disse argumenter holdbare. Naturligvis maa begrebet fagforeninger i relation til artikel 8 tillaegges en faellesskabsretlig betydning, og begrebet kan ikke begraenses i henhold til nogen national lovbestemmelse i medlemsstaterne. Jeg har bemaerket, at den franske affattelse af artikel 8 synes at vaere mere rummelig end den engelske, men dette er ikke tilfaeldet for andre af de sproglige affattelser. Da sigtet med foerste del af foerste punktum af artikel 8 er at fremme arbejdskraftens frie bevaegelighed, kan bestemmelsen for mig at se ikke begraenses til kun at omfatte fagforeninger i snaever forstand.

17. Det fremgaar klart af 1924-lovens artikel 38, at en raekke af de funktioner, der paahviler Chambre des employés privés, i andre medlemsstater udoeves af fagforeningerne. I retsmoedet fremhaevede den luxembourgske regering, at flere af de opgaver, der naevnes i artikel 38, nu udfoeres af fagforeningerne i traditionel forstand, og at den vaesentligste funktion for Chambre des employés privés i dag er at deltage i lovgivningsproceduren. Jeg har haeftet mig ved, at i det mindste visse medlemmer af Luxembourgs Conseil d' Etat ikke er enige i det synspunkt. I version A i den udtalelse, Conseil d' Etat afgav den 10. oktober 1990 (jf. punkt 14, s. 7), henvises der foerst til den rolle, de faglige interesseorganisationer spiller i lovgivningsproceduren, men fremhaeves derefter, at deres vaesentligste opgave fortsat er af oekonomisk og social karakter, nemlig at varetage medlemmernes interesser.

18. For saa vidt angaar Chambre des employés privés, stoettes synspunktet i Conseil d' Etat' s version A af artikel 38. I henhold til naevnte artikels stk. 1 er det organisationens vaesentligste opgave at varetage interesserne for de tilsluttede privatansatte funktionaerer. Ganske vist er organisationen formelt tillagt en rolle i lovgivningsproceduren, men man kan vanskeligt se bort fra, at udfoerelsen af den funktion kun er en af de maader, organisationen kan opfylde sin vaesentligste funktion, som er at forbedre vilkaarene for de tilsluttede arbejdstagere.

19. Det er derfor min opfattelse, at selv om en organisation som Chambre des employés privés ikke er en fagforening i snaever forstand, maa den dog ud fra sine formaal antages at vaere fagforeningslignende og foelgelig vaere omfattet af anvendelsesomraadet for foerste del af foerste punktum i forordningens artikel 8.

20. Den luxembourgske regering og Chambre des employés privés har anfoert, at selv om organisationen maatte vaere en fagforening i henhold til artikel 8, er den omtvistede lovgivning dog begrundet, naar henses til anden del af bestemmelsens foerste punktum. Den anden del af den paagaeldende undtagelsesbestemmelse, som bestemmer, at en vandrende arbejdstager kan udelukkes fra "udfoerelse af offentligretlige hverv", kan efter min opfattelse ikke antages at finde anvendelse paa en stemmeret (selv om den principielt kunne anvendes paa retten til at opstille som kandidat, saafremt det spoergsmaal skulle behandles). For saa vidt angaar stemmeretten, er det afgoerende problem derfor, om valg til et organ som en faglig interesseorganisation maa antages at vaere deltagelse i administration af et offentligtretligt organ.

21. Som det fremgaar, er undtagelsesbestemmelsen i foerste punktum af forordningens artikel 8 mere end en ren gentagelse af undtagelsesbestemmelserne i Traktatens artikel 48. Den er derfor kun gyldig i det omfang, den omfatter rettigheder, som efter forordningen indroemmes vandrende arbejdstagere, og som gaar ud over rettighederne i henhold til artikel 48, da en forordning selvsagt ikke kan begraense rettigheder, der er tillagt direkte i henhold til Traktaten. Den relevante del af forordningens artikel 8 er efter min opfattelse i oevrigt ikke en generel begraensning af alle de rettigheder, vandrende arbejdstagere er tillagt i henhold til forordningen, og som gaar ud over Traktatens artikel 48. Affattelsen af artikel 8 og placeringen af undtagelsesbestemmelsen inden for artiklen, set under ét, peger i retning af, at vandrende arbejdstagere kun kan udelukkes fra de naevnte aktiviteter, saafremt retten til at deltage i saadanne aktiviteter ellers kun ville vaere accessorisk i forhold til medlemskab af en fagforening eller en tilsvarende organisation.

22. Undtagelsesbestemmelsen i foerste punktum af forordningens artikel 8 kan betragtes som en udvikling af det princip, der ligger bag Traktatens artikel 48, stk. 4, der lyder: "Bestemmelserne i denne artikel gaelder ikke for ansaettelser i den offentlige administration". Da artikel 48, stk. 4, er en undtagelse fra et grundlaeggende princip i Traktaten, skal den ifoelge Domstolens praksis fortolkes snaevert (jf. sag 66/85, Lawrie-Blum mod Land Baden-Wuerttemberg, Sml. 1986, s. 2121). I oevrigt fastslog Domstolen i sag 149/79 (Kommissionen mod Belgien, Sml. 1980, s. 3881, praemis 10), at artikel 48, stk. 4, omfatter "en raekke stillinger, der indebaerer en direkte eller indirekte deltagelse i udoevelsen af offentlig myndighed og i de funktioner, som skal sikre statens eller de andre offentlige kollektive enheders almene interesser". Domstolen bemaerkede naermere, at "saadanne stillinger forudsaetter nemlig, at indehaverne foeler en saerlig solidaritet med staten, og at der bestaar gensidige rettigheder og pligter, som er grundlaget for nationalitetsbaandet". Da Traktatens artikel 48, stk. 4, og den naevnte undtagelsesbestemmelse i foerste punktum af forordningens artikel 8 er parallelle, maa der ved fortolkningen af sidstnaevnte bestemmelse efter min opfattelse laegges lignende principper til grund.

23. Som begrundelse for, at ikke-luxembourgske statsborgere ikke har stemmeret, har den luxembourgske regering fremhaevet, at Chambre des employés privés har ret til at fremkomme med forslag til lovbestemmelser inden for de omraader, der henhoerer under dets kompetence, og at regeringen er forpligtet til at hoere organisationen, inden den vedtager naermere angivne lov- og forvaltningsforskrifter. I organisationens ret til at medvirke i den nationale lovgivningsprocedure ligger der imidlertid ikke, at den kan binde hverken regeringen eller den lovgivende myndighed. Som Kommissionen har understreget, er det endvidere ikke organisationens opgave at medvirke for at varetage almene nationale interesser som saadan, men konkrete interesser for den faglige gruppe, organisationen er ansvarlig for. Den paagaeldende organisations opgaver kan derfor efter min opfattelse ikke antages at "forudsaette ... en saerlig solidaritet med staten" (jf. dommen i ovennaevnte sag Kommissionen mod Belgien), som kan begrunde, at statsborgere fra andre medlemsstater ikke har stemmeret ved valget til saadanne organisationer. De faglige interesseorganisationer "[er heller ikke] ansvarlige for varetagelsen af statens almene interesser" (jf. sag 149/79, Kommissionen mod Belgien (den anden dom i sagen), Sml. 1982, s. 1845, praemis 7). Under alle omstaendigheder er den indflydelse, vaelgerne har inden for de paagaeldende organisationer, for mig at se for beskeden til, at de kan siges at deltage i ledelsen af den paagaeldende interesseorganisation. Efter min opfattelse kan undtagelsesbestemmelsen i foerste punktum af forordningens artikel 8 derfor ikke finde anvendelse i sagen her. Lovbestemmelser som dem, der omtvistes i hovedsagen, er derfor uforenelige med artikel 8.

Forordningens artikel 7, stk. 2

24. Forordningens artikel 7, stk. 2, bestemmer, at en arbejdstager, der er statsborger i en anden medlemsstat, "nyder samme sociale og skattemaessige fordele som indenlandske arbejdstagere". For saa vidt som de specifikke bestemmelser i artikel 8 finder anvendelse i konkrete tilfaelde, kommer den generelle bestemmelse i artikel 7, stk. 2, efter min opfattelse ikke i betragtning. Hvis jeg imidlertid var naaet frem til, at artikel 8 ikke fandt anvendelse, ville jeg have indtaget det synspunkt, at stemmeretten ved valget til et organ som Chambre des employés privés var en social fordel i henhold til artikel 7, stk. 2.

25. I sag 32/75 (Cristini mod SNCF, Sml. 1975, s. 1085, praemis 12) fastslog Domstolen, at "henvisningen i artikel 7, stk. 2, til 'sociale fordele' ikke [kan] fortolkes indskraenkende". Det foelger heraf, fortsatte Domstolen, "at paa baggrund af den ligebehandling, der tilstraebes med denne bestemmelse, skal det saglige anvendelsesomraade afgraenses saaledes, at det omfatter alle sociale og skattemaessige fordele, uanset om disse ... ikke er knyttet til en beskaeftigelseskontrakt" (samme sag, praemis 13). Tilsvarende fastslog Domstolen i sag 207/78, Anklagemyndigheden mod Even, Sml. 1979, s. 2019, praemis 22),

"at de fordele, som denne forordning tildeler arbejdstagere, der er statsborgere i de oevrige medlemsstater, er alle de fordele, som, uanset om der er forbundet med en arbejdskontrakt, almindeligvis indroemmes indenlandske arbejdstagere, hovedsagelig paa grund af deres objektive status som arbejdstagere eller alene fordi de har bopael paa det nationale omraade, og hvis udvidelse til ogsaa at gaelde for arbejdstagere, der er statsborgere i de andre medlemsstater, derfor forekommer egnet til at fremme disses mobilitet inden for Faellesskabet".

26. Domstolen har fastslaaet, at artikel 7, stk. 2, omfatter en lang raekke fordele, som modtagerstaten ydede indenlandske statsborgere, men ikke vandrende arbejdstagere (jf. f.eks. ovennaevnte Cristini-sag samt sag 65/81, Reina mod Landeskreditbank Baden-Wuerttemberg, Sml. 1982, s. 33, og sag 137/84, Anklagemyndigheden mod Mutsch, Sml. 1985, s. 2681). I sag 59/85 (Nederlandene mod Reed, Sml. 1986, s. 1283) fastslog Domstolen, at artikel 7, stk. 2, ogsaa omfattede en arbejdstagers mulighed for at opnaa tilladelse til, at hans ugifte samlever, som ikke er statsborger i modtagerstaten, tager bopael hos ham i denne stat. Domstolen bemaerkede, at den omstaendighed, at en saadan ret udvides til ogsaa at omfatte en vandrende arbejdstager, "kan bidrage til, at han integreres i modtagerlandets miljoe, og saaledes til at gennemfoere formaalet med arbejdskraftens frie bevaegelighed" (praemis 28).

27. Dette maa ikke goere sig mindre gaeldende, naar - som det er tilfaeldet i den foreliggende sag - den fordel, der naegtes vandrende arbejdstagere, har sammenhaeng med deres loennede beskaeftigelse, som er et af de vigtigste formaal i henhold til forordningens artikel 7. Det forhold, at privat ansatte, der er statsborgere i andre medlemsstater, ikke har stemmeret ved valget til et organ som Chambre des employés privés, bevirker, at saadanne ansatte ikke har mulighed for fuldt ud at deltage i arbejdet i et organ, som er umiddelbart involveret i deres arbejdsvilkaar, og som de skal vaere medlem af. Resultatet er en begraensning saavel af deres muligheder for at blive integreret i modtagermedlemsstaten som af gennemfoerelsen af arbejdskraftens frie bevaegelighed. En saadan ret maa derfor antages at vaere en social fordel i henhold til forordningens artikel 7, stk. 2.

Retsvirkningerne af uforeneligheden

28. Herefter er der for mig kun at tage stilling til, om den omstaendighed, at arbejdstagere, der er statsborgere i andre medlemsstater, ikke har stemmeret ved valget til et organ som Chambre des employés privés, betyder, at der ikke kan opkraeves de bidrag til et saadant organ, der er fastsat i nationale lovbestemmelser. Efter min opfattelse maa et saadant resultat antages at vaere modstykket til den direkte virkning af forordning nr. 1612/68, som en bestemmelse som den, der omtvistes i hovedsagen, for mig at se er uforenelig med (om forordningens direkte virkning se sag 167/73, Kommissionen mod Frankrig, Sml. 1974, s. 359, sag 36/75, Rutili mod indenrigsministeren, Sml. 1975, s. 1219, og sag 118/75, Watson og Belmann, Sml. 1976, s. 1185).

29. Stoette for en saadan fortolkning kan hentes i dommen i sag 222/82, (Apple and Pear Development Council mod Lewis, Sml. 1983, s. 4083, praemis 32), hvor Domstolen fastslog, at det vil vaere i strid med faellesskabsretten at opkraeve en afgift i forbindelse med obligatorisk medlemskab i det omfang, den benyttes til at finansiere en virksomhed, der i sig selv er uforenelig med faellesskabsretten. I sagen her er det ikke det arbejde, Chambre des employés privés udfoerer, der er retsstridigt, men dets interne regler. Det princip, der blev anvendt i dommen i Lewis-sagen, maa efter min opfattelse udvides til ogsaa at omfatte en situation, hvor pligten til at bidrage til et saadant organs udgifter maa betragtes som modydelsen til stemmeretten ved valget til den paagaeldende faglige interesseorganisation, som det efter min opfattelse vil vaere retsstridigt at naegte vandrende arbejdstagere.

Sammenfatning

30. Paa baggrund af de klare resultater, jeg er naaet frem til, og hvorefter nationale lovbestemmelser, hvori det er fastsat, at vandrende arbejdstagere ikke har stemmeret ved valg til et organ som Chambre des employés privés, er uforenelige med forordning nr. 1612/68, og foelgerne heraf med hensyn til hovedsagen, er det efter min opfattelse hverken noedvendigt at tage stilling til retsvirkningerne af det forbud mod forskelsbehandling, der er fastsat i Traktatens artikel 48, stk. 2, eller til, om en regel, hvorefter vandrende arbejdstagere ikke har ret til at stille op til saadanne valg, er lovlig.

31. Efter min opfattelse boer det spoergsmaal, Cour de cassation har forelagt, derfor besvares saaledes:

"1) Det er uforeneligt med artikel 8 i forordning nr. 1612/68, at det i en medlemsstats nationale lovgivning er fastsat, at arbejdstagere, som er statsborgere i en anden medlemsstat, og som er medlemmer af en faglig interesseorganisation som Chambre des employés privés, paa grund af deres statsborgerskab ikke har stemmeret ved valget til en faglig interesseorganisation.

2) Naar statsborgere fra andre medlemsstater ikke har stemmeret ved saadanne valg, kan de ikke paalaegges at betale bidrag til daekning af udgifterne til interesseorganisationens drift."

(*) Originalsprog: engelsk.