1.

Den sag, hvori jeg i dag skal fremsætte forslag til afgørelse, angår spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgte — Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber — med føje kunne betragte sagsøgerens — Den Franske Republik — ydelse af en investeringskredit på særlige vilkår som en støtte, der er uforenelig med Fællesmarkedet, samt anordne tilbagesøgning heraf.

2.

I 1984 havde sagsøgeren gennem Fonds industriel de modernisation (FIM) ladet yde et lån til Société européenne de brasserie (SEB) på 40 mio. FF til delvis finansiering af en investering på 181,05 mio. FF til en rentesats på 9,25% og med en løbetid på syv år.

3.

Fonds industriel de modernisation havde til opgave at fremme moderniseringen af den franske industri. Med henblik herpå ydede FIM lån til understøttelse af finansieringsprogrammer, der var egnede til at fremme den tekniske innovation. FIM blev finansieret gennem indtægterne fra udviklingskonti [Comptes de développement industriel (Codevi)], der var kortfristede opsparingskonti, der tilvejebragtes af staten til en fast rentesats, der lå under markedsrenten. Tilskyndelsen for sparerne til at stille midler til rådighed for staten til lave rentesatser lå deri, at indtægterne fra udviklingskontiene ikke blev beskattet. Staten gav således afkald på en del af sine skatteindtægter.

4.

Ved en beslutning af 19. december 1984 ( 1 ), som sagsøgte rettede til sagsøgeren, kvalificerede sagsøgte FIM-lånene som støtte, men modsatte sig imidlertid ikke anvendelsen af disse former for støtte, forudsat at sagsøgeren i medfør af EØF-Traktatens artikel 93, stk. 3, forudgående i enkelttilfælde af stor betydning gav sagsøgte underretning herom, således at sagsøgte kunne vurdere, om de er forenelige med EØF-Traktatens artikel 92.

5.

Sagsøgeren har i en skrivelse af 25. februar 1985 bestridt, at FIM-lånene har støttekarakter, men har ikke anlagt sag til prøvelse af beslutningen af 19. december 1984. Tværtimod har sagsøgeren til opfyldelse af sin forpligtelse til at give underretning, som var blevet pålagt ved beslutningen, i april 1985 forelagt sagsøgte flere sager angående virksomheder, der havde opnået FIM-lån, herunder en sag vedrørende Société européenne de brasserie.

6.

Den 18. december 1985 har sagsøgte indledt en formel kontrolprocedure vedrørende støtten i henhold til EØF-Traktatens artikel 93, stk. 2.

7.

Denne procedure førte til en beslutning af 14. januar 1987 ( 2 ), hvori sagsøgte konstaterede følgende:

»Artikel 1

FIM-lånet på 40 mio. FF til et bryggeri, der blev anmeldt til Kommissionen ved skrivelse af 30. april 1985, og som omfatter elementer af støtte efter EØF-Traktatens artikel 92, stk. 1, idet der ydes en rentegodtgørelse på 4,75 procentpoint, er ydet i strid med bestemmelserne i Traktatens artikel 93, stk. 3, og er uforeneligt med fællesmarkedet, jfr. Traktatens artikel 92.

Artikel 2

Den pågældende støtte skal kræves tilbagebetalt...«

8.

I begrundelsen anførte sagsøgte, at FIM-lånene omfattede et element af statsstøtte — fastsættelsen af rentesatser under markedsrenten ( 3 ) — efter EØF-Traktatens artikel 92, stk. 1, fordi den gør det muligt for den modtagende virksomhed gennem statsmidler at frigøre sig for en del af de investeringsomkostninger, som den normalt måtte bære.

9.

Sagsøgte skildrer endvidere situationen på ølmarkedet inden for Fællesskabet således: ølforbruget i Fællesskabets lande var enten stagnerende eller let faldende. Samhandelen mellem medlemsstaterne androg ca. 4% af det samlede ølsalg inden for Fællesskabet. Salget i Frankrig repræsenterede ca. 9% af det samlede salg i Fællesskabets lande (minus Grækenland). Frankrig dækker lidt over 10% af sine behov ved import fra de øvrige medlemsstater. Den franske eksport til de øvrige medlemsstater tegnede sig for ca. 1,5% af den franske produktion.

10.

Ifølge sagsøgte kontrolleres den virksomhed, der modtog FIM-lånet, 100% af en fransk koncern, hvis ølproduktion overstiger 50% af den samlede franske produktion, og som deltager i samhandelen med øl inden for Fællesskabet. Virksomheden selv besidder ca. 20% af det franske marked.

11.

Sagsøgte mener, under hensyn til de foregående betragtninger, at støtten kan berøre samhandelen mellem medlemsstaterne og fordreje konkurrencen, jfr. EØF-Traktatens artikel 92, stk. 1, ved at begunstige den berørte virksomhed og den franske ølproduktion.

12.

Sagsøgtes beslutning indeholder ikke nogen forklaring på, hvorledes den konstaterede rentegodtgørelse på 4,75 procentpoint er blevet beregnet.

13.

Sagsøgeren mener, at sagsøgtes beslutning er ulovlig. Sagsøgeren har anført, at betingelserne i EØF-Traktatens artikel 92, stk. 1, ikke er opfyldt, idet det omtvistede lån ikke kan anses for at udgøre en støtte, der er uforenelig med Fællesmarkedet. Sagsøgeren har anført, at statens rolle er begrænset inden for FIM-ordningen; afkaldet på skatteindtægter kan tilsidesættes. Når henses til støttens ringe omfang, kan den ikke berøre samhandelen mellem medlemsstaterne.

14.

Sagsøgeren mener endvidere, at der foreligger en tilsidesættelse af den begrundelsespligt, der kan udledes af EØF-Traktatens artikel 190, eftersom sagsøgte ikke har angivet størrelsen af SEB's udførsler til de øvrige medlemsstater og ikke har givet nogen forklaring om den hævdede rentegodtgørelse på 4,75 procentpoint.

15.

Det i beslutningens artikel 2 indeholdte påbud om at tilbagesøge den pågældende støtte er i strid med det almindelige retssikkerhedsprincip, da det mangler klarhed. Sagsøgeren mener, at påbudet ikke gør det muligt at bestemme de faktiske beløb af den støtte, der er erklæret gyldig, og som skal tilbagesøges.

16.

Sagsøgeren har derfor nedlagt følgende påstande :

17.

Sagsøgte har nedlagt følgende påstand:

18.

Sagsøgte mener, at beslutningen principielt er lovlig. Sagsøgte har tilføjet, at lånet blev ydet til en rente af 9,25%, mens rentesatsen for et tilsvarende lån androg 14%, hvilket indebærer en rentegodtgørelse på 4,75%. Ifølge sagsøgte er den markedsrentesats, som sagsøgte har benyttet ved beregningen, den som anvendes af cédit national for lån til fabriksanlæg og -udstyr, og som i forståelse med sagsøgeren er fastsat som referencesats i sagsøgtes meddelelse om principperne for koordinering af støtteordninger med regionalt sigte ( 4 ). Sagsøgte mener derfor at have anvendt oplysninger, der var de franske myndigheder bekendt.

19.

De øvrige elementer i parternes argumentation vil jeg gå ind på, for så vidt som det er nødvendigt, i forbindelse med min stillingtagen til sagen.

20.

Ligesom den i stævningen indeholdte opdeling vil jeg behandle sagsøgerens tre klagepunkter successivt: eksistensen af en støtte, der er i strid med EØF-Traktatens artikel 92; tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter; tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet.

21.

Sagsøgeren bestrider, at FIM-lånene udgør en støtte, der er i strid med EØF-Traktatens artikel 92, stk. 1, da både de inddragne statsmidler — afkald på beskatning af Codevi-opsparingskonti — og omfanget af den fordel, som indrømmes den begunstigede virksomhed, er ubetydelige, hvorfor samhandelen mellem medlemsstaterne ikke kan være blevet berørt.

22.

Hertil skal bemærkes, at ifølge Domstolens praksis skal statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler, uanset af hvilken art, bedømmes efter deres virkninger ( 5 ). Det kommer således ikke an på, at begunstigelsen af en bestemt virksomhed umiddelbart ydes af statslige midler, men derimod an på, at der indtræder en fordel for denne virksomhed som følge af en statslig ordning.

23.

Det er netop det, som er sket i den foreliggende sag, eftersom sagsøgerens afkald på skatteindtægter — der kommer indehaverne af Codevi-opsparingskonti til gode — gør det muligt for FIM at yde en række virksomheder kreditter på fordelagtige betingelser.

24.

Der foreligger således en statslig støtte, hvilket sagsøgte i øvrigt principielt havde konstateret i sin beslutning af 19. december 1984.

25.

For så vidt angår den anden del af sagsøgerens argumentation, hvorefter støtten er ubetydelig, således at den ikke kan fordreje konkurrencen, skal det bemærkes, at mærkbarhedskriteriet har spillet en rolle i Kommissionens praksis med hensyn til anvendelsen af EØF-Traktatens artikel 85, hvilket Domstolen har godkendt. Det er dog ikke nødvendigt at anvende dette princip om mærkbarhed på støtteforbudet i EØF-Traktatens artikel 92. Hverken af ordlyden af de relevante bestemmelser eller af Domstolens hidtidige praksis ( 6 ) kan det udledes, at der skulle bestå en sådan undtagelse fra det principielle forbud mod støtte. Da statsstøtte forstyrrer det med Traktaten tilsigtede system med ufordrejet konkurrence, og da medlemsstaterne ifølge EØF-Traktatens artikel 5 er forpligtede til at lette Fællesskabet gennemførelsen af dets opgaver, er det principielt berettiget at anvende en strengere målestok for medlemsstaternes adfærd end for virksomhedernes adfærd. Desuden indeholder artikel 92 i stk. 2 og 3 et mere differentieret system af undtagelsesregler end det system, der f. eks. er foreskrevet i EØF-Traktatens artikel 85, stk. 3; således er visse former for støtte ifølge artikel 92, stk. 2, forenelige med fællesmarkedet, og således kan visse former for støtte i overensstemmelse med artikel 92, stk. 3, litra a) til c), af Kommissionen betragtes som værende forenelige med fællesmarkedet. Desuden kan Rådet på forslag af Kommissionen ifølge artikel 92, stk. 2, litra d), erklære andre former for støtte for lovlige, dvs. støtte, som principielt ikke er i overensstemmelse med bestemmelserne i EØF-Traktatens artikel 92.

26.

Når henses til disse vidtrækkende undtagelsesbestemmelser, kan det ikke antages, at der desuden kan eksistere andre uskrevne undtagelser fra støtteforbudet. Derfor kan den opfattelse, hvorefter kun ringe tilsidesættelser af konkurrencen og samhandelen inden for Fællesskabet må accepteres inden for rammerne af EØF-Traktatens artikel 92, ikke tages til følge.

27.

Da sagsøgte i øvrigt detaljeret har beskrevet situationen inden for ølsektoren, og har godtgjort, at Fællesskabets ølproducenter konkurrerer indbyrdes, må der gives sagsøgte medhold i, at den omtvistede støtte kan berøre samhandelen mellem medlemsstaterne og fordreje konkurrencen, jfr. EØF-Traktatens artikel 92, stk. 1, ved at begunstige den pågældende virksomhed og gennem fordrejning af den franske ølproduktion.

28.

Konstateringen af eksistensen af en støtte, som er i strid med EØF-Traktatens artikel 92, indebærer endvidere konstateringen af en overtrædelse af EØF-Traktatens artikel 93, stk. 3, da støtten blev ydet, inden sagsøgeren havde underrettet sagsøgte om ydelsen af støtten.

29.

I denne sammenhæng har sagsøgeren gjort gældende, at sagsøgte i den anfægtede beslutning hverken har angivet størrelserne af den pågældende virksomheds udførsler til de øvrige medlemsstater, eller konstateret en overkapacitet inden for bryggerisektoren, og end ikke har forklaret, hvorledes Kommissionen har beregnet rentegodtgørelsen på 4,75 procentpoint.

30.

Jeg kan fatte mig i korthed med hensyn til de to første punkter; sagsøgte har anført, at ølforbruget var stagnerende i Fællesskabet, og sagsøgte har endvidere beskrevet samhandelen med øl inden for Fællesskabet. Det var derimod ikke nødvendigt at godtgøre den begunstigede virksomheds konkrete deltagelse i samhandelen inden for Fællesskabet, da samhandelen inden for Fællesskabet, og dermed konkurrencen inden for Fællesskabet, også kan blive berørt, når der indrømmes en fordel for en virksomhed, der ganske vist ikke eksporterer til de øvrige medlemsstater, men dog på sit hjemmemarked konkurrerer med produkter fra de øvrige medlemsstater.

31.

Såfremt der skulle bestå overkapacitet i bryggerisektoren inden for Fællesskabet, ville dette have været en supplerende grund til ikke at yde den omhandlede støtte. Beviset for en overkapacitet er imidlertid ikke nødvendigt, eftersom EØF-Traktaten fastslår et principielt forbud mod støtte og ikke kun forbyder støtte i det tilfælde, hvor der eksisterer overkapacitet i den pågældende sektor.

32.

Mere vanskelig er diskussionen vedrørende det argument, hvorefter sagsøgte ikke har angivet den måde, hvorpå sagsøgte konkret har beregnet rentegodtgørelsen. Sagsøgtes beslutning af 14. januar 1987 indebærer nemlig ikke nogen angivelse med hensyn til beregningsmetoden. Sagsøgte har først under retsforhandlingerne for Domstolen anført, at rentegodtgørelsen er blevet fastslået ud fra en sammenligning af den faktiske rentesats for FIM-lån, der androg 9,75%, med den rentesats, der blev anvendt på det pågældende tidspunkt af credit national for lån til fabriksanlæg- og -udstyr, der androg 14%. Sagsøgte har tilføjet, at denne rentesats på sagsøgerens initiativ blev indføjet i sagsøgtes meddelelse af 21. december 1978 vedrørende støtteordninger med regionalt sigte ( 7 ). Ifølge sagsøgte drejer det sig om den eneste disponible referencesats, som sagsøgeren i øvrigt allerede havde kendskab til siden 1978.

33.

Det ville sikkert have været hensigtsmæssigt at have anført arten og måden for fastsættelsen af rentegodtgørelsen i den anfægtede beslutning. Jeg mener imidlertid ikke, at de manglende oplysninger i denne henseende udgør en tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter. Ifølge Domstolens praksis skal begrundelsen til en beslutning, som indeholder et klagepunkt, gøre det muligt for Domstolen at udøve sin legalitetskontrol og indeholde de oplysninger, som gør det muligt for adressaten at bedømme, om beslutningen er begrundet eller ej. I princippet skal forpligtelsen til at begrunde beslutninger rette sig efter den sammenhæng, hvori disse indgår, og hvad der er blevet fremført af parterne under den administrative procedure ( 8 ). Da sagsøgeren, især når henses til den omstændighed, at banksystemet i Frankrig i vidt omfang er nationaliseret, bedst var i stand til at skaffe sig indblik i de normale rentesatser og i præferencesatserne, og da sagsøgeren selv havde foreslået, at credit national's rentesats blev aftrykt i Kommissionens meddelelse af 1978, og da det endvidere er ubestridt, at sagsøgeren ikke under den administrative procedure for Kommissionen har fremført oplysninger om de forskellige rentesatser, forekommer det mig ikke tvingende nødvendigt, at sagsøgte i sin beslutning skulle have givet oplysninger, som sagsøgeren netop var den nærmeste til at have snævert kendskab til. Det forekommer mig tilstrækkeligt, at sagsøgte under retsforhandlingerne for Domstolen har afgivet forklaringer om den nøjagtige beregning på grundlag af de omstændigheder, som var sagsøgeren bekendt.

34.

Den omstændighed, at sagsøgte i denne sammenhæng har anvendt den referencesats, som kun skulle gælde for støtteordninger med regionalt sigte, og ikke for andre former for støtte, kan heller ikke gøres til genstand for kritik. Sagsøgte har med rette anført, at forbudet mod støtte i EØF-Traktatens artikel 92 går ud fra princippet om et enhedsmæssigt begreb med hensyn til støtte og kun differentierer på området for und-* tagelsesbestemmelserne i stk. 2 og 3. Fra det øjeblik, hvor der — ved besvarelsen af spørgsmålet, om en bestemt rentesats skal anses for en rentegodtgørelse, og dermed som en støtte efter EØF-Traktatens artikel 92, stk. 1 — er blevet fastsat en bestemt referencesats, forekommer det mig begrundet at anvende denne, selv om den oprindeligt kun var tiltænkt anvendt inden for det særlige område med bestemte undtagelsesbestemmelser.

35.

Da sagsøgeren selv har nævnt sagsøgtes referencesats og heller ikke under proceduren til kontrol med støtten har anført andre rentesatser, må den nævnte referencesats kunne gøres gældende over for sagsøgeren. Herved kan der ses bort fra spørgsmålet, om den støttemodtagende virksomhed ville have kunnet anfægte referencesatsen, såfremt den faktiske godtgørelse havde udgjort mindre end 4,75 procentpoint.

36.

Sagsøgeren har gjort gældende, at beslutningens dispositive del, især hvad angår forpligtelsen til at kræve »den pågældende støtte« tilbagebetalt, mangler klarhed. Ifølge sagsøgeren gør den det ikke muligt at fastslå størrelsen af den støtte, som var blevet erklæret for ulovlig, og som skal tilbagesøges.

37.

Heller ikke dette argument forekommer mig overbevisende. Når artikel 2 i den anfægtede beslutning foreskriver, at den pågældende støtte skal tilbagesøges, skal det ses i sammenhæng med artikel 1, der taler om et lån på 40 mio. FF, der først blev ydet med en rentegodtgørelse på 4,75 procentpoint. Det fremgår således af beslutningen, at sagsøgeren hos den pågældende virksomhed skal tilbagesøge rentegodtgørelsen i forhold til lånebeløbet på de forskellige datoer, der skal tages i betragtning, eftersom lånet skulle tilbagebetales i rater. Såfremt den oprindelige rentegodtgørelse i løbet af lånets lånetid skulle blive forringet, må sagsøgeren tage hensyn til dette, når sagsøgeren træffer de i beslutningens artikel 2 anordnede foranstaltninger for at efterkomme beslutningen. Endelig kan kun den faktisk ydede støtte — rentegodtgørelsen — tilbagesøges i medfør af EØF-Traktatens artikel 93; på tidspunktet for beslutningens udstedelse androg det 4,75 procentpoint, og sagsøgte kunne imidlertid ikke forudse den fremtidige udvikling.

38.

Sammenfattende skal jeg foreslå Domstolen at frifinde sagsøgte og tilpligte Den Franske Republik at afholde sagens omkostninger.