»A)

Præliminært:

Medfører den omstændighed, at Fællesskabet er trådt i stedet for medlemsstaterne, hvad angår opfyldelsen af forpligtelserne i henhold til GATT og har forhandlet de toldindrømmelser og-bindinger, der har fundet sted inden for rammerne af denne overenskomst allerede før den 1. juli 1968, at overenskomstens bestemmelser og de ved de nævnte forhandlinger tilblevne liste herefter også skal anses for retsakter, som det tilkommer Domstolen at fortolke i henhold til traktatens artikel 177, i tilfælde, i hvilke den nationale ret anmodes om at anvende eller dog om at fortolke dise regler med henblik på afgørelsen af tvister i retsforhold mellem private, uden at der herved bliver tale om en stillingtagen til gyldigheden eller ugyldigheden af en retsakt fra Fællesskabet (og, i bekræftende fald, fra hvilket tidspunkt og med hvilke begrænsninger skal denne retsvirkning anses for indtrådt)?

B)

Under forudsætning af en bekræftende besvarelse af ovenstående spørgsmål:

Hvilke virkninger — hvis der overhovedet bliver tale om virkninger — har det i Fællesskabets og medlemsstaternes retsordener, at Fællesskabet er trådt i stedet for medlemsstaterne, hvad angår opfyldelsen af forpligtelserne i henhold til GATT og har forhandlet den nye fælles liste XL-EØF (og i hvilken takt indtræder disse virkninger, hvis de ikke indtræder på én gang)? Skal den nationale ret ved en fortolkning eller en anvendelse på dette grundlag af en yngre national regel, der anses for stridende mod overenskomstens bestemmelser lægge til grund — idet den herved henholder sig til den i traktatens artikel 17 fastlagte kompetencefordeling — at GATT-overenskomsten, jf. navnlig de i de følgende spørgsmål nævnte bestemmelser heri, kun har virkninger som en folkeretlig forpligtelse og ikke er umiddelbart anvendelig i intern ret eller, omvendt, at den her har virkninger i retsforhold mellem private med samme rang som eller højere rang end den modstridende nationale regel?

C)

Fremdeles under forudsætning af, at spørgsmålet under A besvares bekræftende, og at der foreligger en besvarelse af spørgsmålet under B og med henblik på en hensigstmæssig vejledning af den nationale ret ved dennes fortolkning af den nationale regel:

a)

Når det gælder fastlæggelsen af listernes anvendelse inden for rammerne af GATT-ordningen — navnlig, hvor lister af forskelligt indhold følger på hinanden i tiden — må det fastslås, at listerne bliver forhandlet inden for GATT og opført i særlige protokoller. Der er herefter tale om overenskomster inden for rammerne af GATT, hvorom det i overenskomstens artikel II, nr. 7, udtrykkeligt siges, at de til overenskomsten knyttede lister gøres til en integrerende del af del I af overenskomsten.

Det synes dernæst, i det omfang Fællesskabet har del i dem, berettiget at tale om »akter fra Fællesskabet« og at anerkende Domstolens fortolkningskompetence i så henseende. Dette skulle være muligt, for så vidt angår resultaterne af Dillon-runden, der er kommet til udtryk i liste XL-EØF, der er trådt i stedet for listerne over nationale indrømmelser, for vedkommende protokol, der trådte i kraft den 1. januar 1963 blev nemlig også tiltrådt af Fællesskabet. Således forholder det sig uden tvivl også med resultaterne af Kennedy-runden, der jo blev forhandlet og afsluttet alene af Fællesskabet, hvorefter de indgik i den fælles toldtarif, der trådte i kraft den 1. juli 1968.

b)

Det er afgjort et noget vanskeligere spørgsmål, fra hvornår Domstolen har haft kompetence til at fortolke GATTretten. Det må herved for det første fremhæves, at der i hovedsagerne kun er tale om indførselsafgifier, og at det kun er nødvendigt at besvare det, for så vidt angår de af GATT på dette punkt flydende forpligtelser.

De udtalelser, der findes i dommen i sagerne 21 til 24/72 ( 6 ), kan uden tvivl tillægges stor vejledende betydning for de overvejelser, der herved bliver tale om. I nævnte dom hedder det, at Fællesskabet gradvist i løbet af overgangsperioden og fuldstændigt ved dennes udløb har overtaget de opgaver, som vedrører told-og handelspolitikken. Efter EØF-traktatens ikrafttræden og særligt fra oprettelsen af den fælles ydre toldmur er den kompetenceoverførelse, der har fundet sted i retsforholdet mellem medlemsstaterne og Fællesskabet, blevet konkretiseret på forskellig måde inden for rammerne af Den almindelige Overenskomst og anerkendt af de øvrige kontraherende parter; bestemmelserne i Den almindelige Overenskomst binder Fællesskabet overalt, hvor det i medfør af EØF-traktaten har overtaget beføjelser, der tidligere udøvedes af medlemsstaterne inden for overenskomstens anvendelsesområde (præmisserne 14 til 18).

aa)

Retsstillingen, for så vidt angår egentlig told, skulle således ikke give anledning til vanskeligheder.

I forholdet til tredjelande er der ved EØF-traktaten truffet bestemmelse om gradvis indførelse af en toldunion omfattende en tilnærmelse til den fælles toldtarif af de nationale toldsatser i overgangsperioden og anvendelse af denne sidste i nævnte periodes udløb, der blev fremskyndet ved den allerede nævnte fremskyndelsesbeslutning. For tilpasningen af de nationale satser — første gang den 1 januar 1961 — var den oprindeligt gældende toldtarif den tarif, der var blevet indført ved Rådets beslutning af 13. februar 1960 (EFT 80 A af 20. 12. 1960, ss. 1537 ff.). Samtidig var der forhandlinger i gang om en nedsættelse af tolden inden for rammerne af GATT. Det var de forhandlinger i 1960 og 1961, der blev betegnet Dillon-runden, og i hvilke Fællesskabet som sådant deltog side om side med medlemsstaterne. Disse forhandlinger førte til udfærdigelsen af den fælles liste over indrømmelser XL-EØF, der i overensstemmelse med den herom udfærdigede protokol trådte i kraft 1. januar 1963, og som erstattede de ældre nationale lister, der dermed blev virkningsløse for Fællesskabet, undtagen for så vidt angik EKSF-produkter. Tilpasningen af de nationale toldsatser skulle derefter ske efter satserne i liste XL-EØF, der var gengivet i den fælles toldtarif. Nye GATT-forhandlinger om nedsættelse af tolden fandt sted stadigvæk i overgangsperioden inden for rammerne af Kennedy-runden og protokollen hertil, der trådte i kraft den 1. januar 1968, blev undertegnet alene af Fællesskabet. Den første toldnedsættelse, hvorom der deri var truffet bestemmelse, fandt sted den 1. juli 1968, samtidig med at den fælles toldtarif trådte i kraft.

For så vidt angår told, bestod der altså i overgangsperioden ingen for Fællesskabet ved GATT hidført forpligtelse svarende til den, der omtales i førnævnte dom, netop fordi der kun var tale om nationale forpligtelser til under anvendelse af et vist skøn at tilpasse de nationale satser. Det må for så vidt antages, at Fællesskabet først den 1. juli 1968, dvs. på datoen for den fælles toldtarifs ikrafttræden, fuldstændigt er trådt i medlemsstaternes sted inden for GATT.

bb)

Ifølge Kommissionen skal Domstolens fortolkningskompetence med hensyn til toldbestemmelserne i GATT regnes fra samme tidspunkt som dens kompetence med hensyn til de øvrige indførsels-afgifter og de dertil knyttede forpligtelser, jf. artikel II i GATT. Selskabet Michelin's repræsentant og den franske regering mener omvendt, at det ikke forholder sig sådan. Den franske regering har herved fremhævet, at medlemsstaterne også efter den 1. juli 1968 har bevaret deres kompetence på afgiftsområdet. Michelin's repræsentant har gjort gældende, at der ifølge praksis vedrørende afgifter med tilsvarende virkning som told, der allerede fandtes den 1. juli 1968, kun har bestået et forbud mod, at medlemsstaterne forhøjede afgifterne, og at de derfor fortsat har kunnet opkræve afgifterne, så længe der ikke var vedtaget nogen fællesskabsbeslutning om det modsatte; for så vidt Fællesskabet ikke har været i besiddelse af en enekompetence, måtte der derfor henses til, hvorledes de fællesskabsretlige kompetencer rent faktisk blev udøvet. Har der ikke været tale om sådan kompetenceudøvelse og dermed om et krav om en ensartet fortolkning for Fællesskabet, må de omhandlede afgifter anses for reguleret alene ved national ret; om en af GATT følgende fællesskabsretlig forpligtelse har der følgelig ikke kunnet være tale, og der bliver yderligere kun tale om at vurdere denne forpligtelse på baggrund af national ret og de i så henseende på GATT beroende konsekvenser.

Efter min mening er det nok Kommissionens opfattelse, der må følges også på dette punkt.

Det er afgjort ikke korrekt i denne sammenhæng, hvor vi har med indførelsesafgifter at gøre, at tale om national afgiftskompetence, for der er jo hermed tale om foranstaltninger vedrørende den ydre handelspolitik, med hensyn til hvilken Fællesskabet som bekendt er enekompetent efter overgangsperiodens udløb (1. 1. 1970).

Efter retspraksis på dette område at dømme synes det også, at det afgørende for afgørelsen af det spørgsmål, der her beskæftiger os, ikke er den faktiske udøvelse af fællesskabsbeføjelserne, men derimod, om der består sådanne beføjelser eller ej. Spørgsmålet herom kan med sikkerhed besvares bekræftende, for så vidt angår tiden efter den 1. juli 1968, for, som det fremgår af dommene i de forenede sager 37 og 38/73 ( 7 ), er det fra denne dato, Fællesskabet kunne træffe bestemmelser om, at afgifter med tilsvarende virkning som told i handelen med tredjelande kunne være i strid med fællesskabsretten.

Når man erindrer sig, at de indrømmelser, der blev givet under Kennedyrunden, og som klart også har betydning for de i hovedsagerne omtvistede varer, alene blev fastlagt af Fællesskabet, og at deres værdi har kunnet blive mindre fordelagtig som følge af nye nationale afgifter med tilsvarende virkning som told efter iværksættelsen af indrømmelserne den 1. juli 1968, kommer man, når samtidigt henses til det forhold, at der ved artikel II, stk. 1, litra b), i GATT etableres en nær sammenhæng mellem indførselsafgifter og toldbestemmelserne, uundgåeligt til det resultat, at Fællesskabet fuldstændigt for hele toldområdet og dermed for samtlige forpligtelser ifølge artikel II i GATT er trådt i medlemsstaternes sted fra den 1. juli 1968.

cc)

Heraf følger, at bestemmelserne i GATT om indførselsafgifter er blevet fællesskabsretlige forpligtelser, allerede fra det tidspunkt, hvor den fælles toldtarif blev anvendt i fuldt omfang, og at det herefter må antages, at Domstolen har besiddet en fortolkningskompetence fra nævnte dato, idet virkningerne af GATT fra da af skal vurderes alene i lyset af Fællesskabets retsorden. Endvidere skal derfor — såfremt man henholder sig til oplysningerne om indførelsestidsrummene i forelæggelseskendelserne — de faktiske forhold i sagerne 267 og 269 alene vurderes ifølge GATT-bestemmelserne og national italiensk ret. Kun vedrørende sag 268 består der i det omfang, der her er tale om indførsler, der er sket efter den 1. juli 1968 et fællesskabsretligt spørgsmål, ved hvis afgørelse Domstolens fortolkning af bestemmelserne i GATT kan få betydning.

a)

Henvisningen til præamblen og ånden i GATT samt forsøget på at drage paralleller til EØF-traktaten kan uden videre frakendes større betydning.

I præamblen til GATT, der også bringer ånden i denne overenskomst til udtryk, tales der for at blive ved det for denne sag relevante kun om ønsket om at bidrage til at nå overenskomstens mål gennem aftaler, der tilsigter væsentlige nedsættelser af toldsatser og andre skranker for handelen. Jeg skal i øvrigt fremhæve, at der her er tale om gensidige og gensidigt fordelagtige aftaler. Det er virkelig umuligt at se, hvorledes der på grundlag heraf kan drages slutninger om en standstill-forpligtelse.

Hermed ligger det også klart, at der ikke er noget som helst grundlag for at drage paralleller til EØF-traktaten, idet denne indeholder bestemmelser om fuldstændig afskaffelse af eksisterende handelshindringer i løbet af et forholdsvis kort tidsrum, mens GATT-systemet, der skal finde anvendelse i en længere periode, ikke indeholder noget om afskaffelse, men derimod blot om nedsættelse af handelshindringer, og i øvrigt ikke efter en vis tid giver mulighed for at fragå de indrømmelser, der er aftalt.

b)

Med hensyn til indførselsafgifter er det listerne over indrømmelser og altså artikel II, der i GATT-ordningen har den allerstørste betydning. Når det heri vedrørende andre indførselsafgifter end told bestemmes, at de ikke må være større end de afgifter, der var gældende på datoen for overenskomstens ikrafttræden, viser formuleringen tydeligt — jeg skal herved henvise til ordene »sådanne varer« i indledningen til andet punktum i stk. 1, litra b) — at forbudet kun gælder varer, der er blevet medtaget blandt indrømmelser anført i listerne og ikke samtlige varer. For dette resultat taler også det formål, der kan læses ud af bestemmelsen, og hvorefter det skal forhindres, at indrømmelserne mister deres værdi som følge af andre indførselsafgifter, og dette bekræftes i overgangsbestemmelsen i artikel 4 i italiensk lov nr. 330 af 15. juni 1950. Artikel II, stk. 1, litra b) andet punktum, ville netop efter formuleringen ikke være let at forstå, såfremt der for de lande, der deltager i GATT, skulle gælde et almindeligt forbud mod forhøjelse af indførselsafgifter og indførelse af nye afgifter af denne art. stk. 2 i artikel II, hvortil importørerne i den forbindelse har henvist, og hvori det siges, at visse afgifter — nemlig afgifter svarende til en indenlandsk skat, antidumping-eller udligningstold samt gebyrer eller andre afgifter svarende til omkostningerne ved ydede tjenester — er tilladt »når som helst ved indførslen af en vare«, kan derfor ikke betyde, at der ikke i noget tilfælde ikke kan opkræves andre afgifter. Snarere skal der hermed først og fremmest etableres en sammenhæng med artikel II, stk. 1, litra b), og gives en tydeliggørelse af, at de nævnte afgifter ikke berøres af denne bestemmelse.

c)

Kommissionen har dernæst korrekt fremhævet, at også andre bestemmelser i overenskomsten taler mod antagelsen om, at der inden for GATT skulle gælde et standstill-påbud; man kan herved f.eks. nævne det afsnit i artikel V, hvorefter »rimelige« afgifter er tilladte, og envidere artikel VIII, hvorefter gebyrer og afgifter, der opkræves i forbindelse med indførsel eller udførsel skal begrænses til de tilnærmelsesvise omkostninger ved ydede tjenester.

Med hensyn til sidstnævnte bestemmelse, som importørerne også har påberåbt sig til støtte for deres synspunkt, kan det yderligere, for så vidt som der heri er tale om nødvendigheden af at nedsætte gebyrer og afgifter, bemærkes, at det her mindre drejer sig om en absolut forpligtelse end om en vejledning og et program, eftersom det i artikel VIII, stk. 2, udelukkende siges, at de kontraherende parter snarest muligt skal træffe foranstaltninger i overensstemmelse med de i stk. 1, i nævnte artikel omhandlede principper og målsætninger.

d)

Af vigtighed er det endelig — og hermed vender jeg tilbage til listerne over indrømmelser og den centrale betydning i GATT-ordningen vedrørende indførsler de har — at konsolideringer i hvert enkelt tilfælde sker for tre år og derefter igen kan ophæves. Jeg skal herved henvise til artikel XXVIII og forskrifterne deri om ændringer i listerne, der, såfremt forhandlinger ikke fører til noget resultat — ensidigt kan gennemføres, således at de øvrige parter derefter kan trække deres egne indrømmelser tilbage. Desuden må der henvises til artikel 27, hvorefter enhver kontraherende part til enhver tid frit helt eller delvis skal kunne tilbageholde eller tilbagetrække en indrømmelse, med hensyn til hvilken den kontraherende part fastslår, at den oprindeligt blev forhandlet med en regering, der ikke er blevet eller er ophørt at være kontraherende part. Det centrale herved er fremdeles — i overensstemmelse med de i præamblen nedlagte principper — opretholdelsen af en vis balance. Denne målsætning ville klart være vanskeligere at gennemføre, såfremt det principielle udgangspunkt var, at GATT indeholder en standstill-forpligtelse, for så vidt angår indførselsafgifter også for varer, der ikke findes i listerne over indrømmelser.

e)

Det må derfor med hensyn til første del af det tredje spørgsmål fastslås, at GATT ikke indeholder noget almindeligt forbud mod gennem en indførelse af nye afgifter eller en forhøjelse af bestående afgifter at ændre den på tidspunktet for tiltrædelsen af GATT bestående situation på indførselsafgiftsområdet, samt at den italienske lov om afgifter for administrative ydelser, der blev vedtaget efter ratificeringen af tiltrædelsesprotokollen derfor ikke i denne henseende kan anses for stridende mod GATT.

»i)

Den dato, der finder anvendelse, er datoen for nærværende protokol, for så vidt angår enhver vare, for hvilken der er blevet givet en indrømmelse, der er opført i en kontraherende parts eller Schweiz' liste, der findes som bilag til nærværende protokol, såfremt der for denne vare ikke den 1. september 1960 var givet en indrømmelse, der er optaget i samme del eller afsnit af en liste, der findes som bilag til den almindelige overenskomst vedrørende nævnte kontraherende part eller Schweiz.

ii)

Den dato, der finder anvendelse, for så vidt angår enhver vare, for hvilken der er blevet givet en indrømmelse, der findes i Det europæiske økonomiske Fællesskabs liste, er ved indførsel til Forbundsrepublikken Tyskland, kongeriget Belgien, Den franske Republik, Den italienske Republik, storhertugdømmet Luxembourg eller kongeriget Nederlandene :

a)

GATT indeholder ikke et forbud mod indførelse af ny told eller nye indførselsafgifter på varer, der ikke findes i de i artikel II omhandlede lister over indrømmelser.

b)

Artikel II i GATT skal fortolkes således, at det principielt for de varer, der er opført i en liste over indrømmelser, er den afgiftssituation, der forelå ved afslutningen af den protokol, ved hvilken den nye indrømmelse blev givet, der skal tillægges betydning for forbudet mod en forhøjelse af told og indførselsafgifter.