1 a)

Gælder begrebet landbrugsbedrift, som det er lagt til grund i traktaten under udtrykkelig henvisning til de produkter, hvis fremstilling er målet og grundlaget for den erhvervsmæssige virksomhed, hvilken virksomhed forordningerne præciserer således, at den ikke nødvendigvis skal være knyttet til jord (der henses til landbrugsbedrifter med et dyrket areal på under 1 hektar og landbrugsbedrifter uden dyrket areal), kun inden for EØF's institutioner, og binder det derfor ikke medlemsstaterne, der således frit kan bestemme indholdet af begrebet landbrugsbedrift efter andre kriterier, som endog kan stride mod dem, der er fastlagt i Rom-traktaten og i de nævnte forordninger?

1 b)

Har Fællesskabet fastlagt et fælles begreb »landbrugsbedrift« med gyldighed i de enkelte medlemsstater med henblik på afgrænsninger af denne type bedrifter, og er medlemsstaterne således forpligtet til at benytte de begreber, som anvendes af traktaten og de nævnte forordninger, ved afgrænsningen af de landbrugsbedrifter, på hvilke der herefter — også på området for den sociale sikring — skal ske anvendelse af de principper, som er vedtaget af Fællesskabet og optaget i de forskellige nationale retsordener?

—

I tilfælde af et bekræftende svar på spørgsmål 1 b):

—

I tilfælde af et bekræftende svar på spørgsmål 2 b):

—

I tilfælde af et bekræftende svar på spørgsmål 3 a):

1.

En udtrykkelig definition af begrebet »landbrugsbedrift« findes overhovedet ikke i traktaten. Nogle elementer kan dog udledes af denne, nemlig af anden del, afsnit II, som gør det muligt at fastslå, hvilket begreb traktaten tilsyneladende går ud fra.

I denne henseende træder artikel 38 i forgrunden, og den bestemmer, at fællesmarkedet tillige omfatter landbruget og handelen med landbrugsvarer; den giver en definition af landbrugsvarer og henviser med hensyn til enkeltheder til listen i bilag II. Heraf kan det udledes, at der med begrebet »landbrug« menes producenterne af de nævnte varer. Herefter er det også klart — fisk og kvægopdræt er nemlig også uden videre nævnt i den righoldige liste — at dyrkning af jord ikke er noget uundværligt moment.

En vis bekræftelse heraf findes herudover i EØF-traktatens artikler 39 og 42. Når begreberne »landbrugets produktivitet« og »landbrugsproduktionen« spiller en væsentlig rolle i artikel 39, der beskriver formålene for den fælles landbrugspolitik kan det også udledes heraf, at der ved landbrug skal forstås produktion af bestemte varer, nemlig de i artikel 38 nævnte. Ifølge artikel 42 finder kapitlet om konkurrence kun anvendelse på produktionen af og handelen med landbrugsvarer, i det omfang Rådet beslutter dette.

Denne bestemmelse kan ligeledes kun vedrøre producenterne af de i artikel 38 nævnte varer.

Dermed er imidlertid også alt sagt, som efter traktaten kommer i betragtning med hensyn til den her relevante definition.

2.

Det forholder sig anderledes med den afledede fællesskabsret, i hvilken der findes en hel række definitioner, som til dels er ret detaljerede. Nogle af dem er anført i forelæggelseskendelsen; adskillige andre blev desuden nævnt under retsforhandlingerne.

Af de bestemmelser, der kommer i betragtning her, kan man anføre i rækkefølgen for deres bekendtgørelse:

Det er imidlertid vigtigt, at der på ingen måde findes ensartede definitioner i disse bestemmelser. Man kan blot sammenligne — jeg vil ikke på nuværende tidspunkt godtgøre dette i enkeltheder med citater — på den ene side forordningerne nr. 70/66, 91/66, 3228/76 og direktiv nr. 75/108 og på den anden side forordning nr. 1035 og direktiv nr. 75/268. Herudover er det væsentligt, at visse af disse bestemmelser udtrykkeligt giver den nationale lovgiver beføjelse til at formulere de nødvendige definitioner eller fastlægge supplerende bestemmelser og kriterier (se f.eks. direktiverne nr. 72/159 og nr. 75/268).

Det ville følgelig være urigtigt at antage, at der af den afledte fællesskabsret kan udledes et ensartet begreb »landbrugsbedrift« med en definition, som står fast en gang for alle, og det kan derfor ingenlunde siges, at dyrkningen af jord ikke har nogen betydning for en således fastslået definition.

3.

Efter disse to indledende resultater, som nås uden vanskeligheder, vil jeg gå over til at undersøge det ligeledes forelagte spørgsmål, om de fællesskabsretlige definitioner af begrebet »landbrugsbedrift« for så vidt de eksisterer, er bindende for medlemsstaterne i kraft af en umiddelbar gyldighed, som skaber individuelle rettigheder for de enkelte. Mine bemærkninger desangående kan — af grunde, som senere vil forekomme indlysende — gøres meget kortfattede.

Hvad angår den anførte afledte fællesskabsret, ville jeg mene, at et bekræftende svar på det første spørgsmål ikke kan udelukkes, i hvert fald for så vidt der er tale om klare og entydige bestemmelser, der ikke giver medlemsstaterne nogen skønsbeføjelse.

Hvad derimod angår det begreb, som ligger til grund for EØF-traktatens artikler 38, 39 og 42, er besvarelsen af det stillede spørgsmål afhængig af, hvilke områder begrebet dækker. Dette punkt må straks uddybes. Desuden er det under alle omstændigheder vigtigt at fastslå, om de bestemmelser, hvori begrebet gentages, eller for hvilke det har betydning, som følge af deres dispositive indhold gælder umiddelbart og danner grundlag for individuelle rettigheder for de enkelte.

Efter min opfattelse er det påkrævet at sige mere om dette spørgsmål i det foreliggende tilfælde.

4.

Herefter vil jeg gennemgå det, som efter min opfattelse må anses som kernen i forelæggelseskendelsen, nemlig spørgsmålet, om det fællesskabsretlige begreb »landbrugsbedrift« — for så vidt dets eksistens kan godtgøres — også er bindende for den nationale socialforsikringsret, når der i denne — som i Italien — sondres mellem landbrugsbedrifter og andre bedrifter.

Denne opfattelse forsvares som bekendt af sagsøger i hovedsagen. Sagsøger henviser til, at der inden for hans virksomhedsområde — ægproduktion og fjerkræopdræt — findes to fælles markedsordninger (forordningerne nr. 2771/75 og 2777/75 (EFT L 282 af 1. 11. 1975, s. 49 og 77). Det må derfor antages, at lovgivningskompetencen inden for denne sektor fuldstændigt er overført til Fællesskabet, og at medlemsstaterne ikke har nogen tilsvarende beføjelse til at udstede regler med indflydelse på æg- og fjerkræmarkedet. Til støtte for sin opfattelse henviser sagsøger til Domstolens praksis. Herefter er det interessant at bemærke, at man i sag 34/70 (Syndicat national du commerce extérieur des céréales m.fl. mod Office national interprofessionnel des céréales og den franske landbrugsminister, dom af 17. 12. 1970, Sml. 1970, s. 287) understregede, at begrebet »enhver indehaver« skulle tillægges fællesskabsretlig betydning, og at det i dommen i sag 131/73 (Grosoli, dom af 12. 12. 1973, Sml. 1973, s. 1555) blev betonet med henblik på et fællesskabstoldkontingent for frosset oksekød, at medlemsstaterne ikke er bemyndiget til at fastsætte regler for anvendelsesformålet, og at der derfor ikke kan fastsættes nationale begrænsninger for salget af det nævnte produkt.

Lad mig straks nævne, at disse argumenter ikke har overbevist mig.

Dernæst er det vigtigt, og hermed henviser jeg til begreberne i den afledte fællesskabsret, at disses rækkevidde er begrænset til de forskellige ordningers indhold. Dels siges dette udtrykkeligt i de fællesskabsretsakter, som kommer i betragtning, dels kan det utvivlsomt udledes heraf. Jeg henviser her blot til forordningerne nr. 70/66, 91/66 og 3228/76 samt direktiverne nr. 72/159 og 75/108.

Hvor denne begrænsning af definitionen til kun at gælde den ordning, hvori den findes, ikke helt klart fremgår af ordningen selv, gælder efter min opfattelse i det mindste det, som kan udledes af traktaten angående det generelle begreb »landbrugsbedrift«.

Jeg mener nemlig, at det må lægges til grund, at dette begreb hovedsagelig kun er af betydning for ordningen inden for rammerne af den fælles landbrugspolitik, altså for de områder som omhandles i afsnit II i anden del. Foreløbig er det tilstrækkeligt at henvise til traktatens artikel 38, stk. 2, hvorefter bestemmelserne vedrørende fællesmarkedets oprettelse finder anvendelse på landbrugsvarer, medmindre andet er bestemt i artiklerne 39-46.

Derfor finder jeg også det argument irrelevant, at det kun ved en anerkendelse af et fællesskabsretligt begreb er muligt på adækvat måde at anvende sådanne forordninger om tildeling af subvendoner til landbrugsbedrifter som de, der i 1969 og 1973 blev udstedt til fordel för det tyske og det nederlandske landbrug (Rådets forordning af 9. december 1969 (ABl. L 312 af 12. 12. 1969, s. 4) og Rådets forordning nr. 3141/73 af 19. november 1973 (EFT nr. 321 af 22. 11. 1973, s. 1). Det må i denne henseende ikke glemmes, at der her var tale om to forordninger, som var udstedt inden for rammerne af den fælles landbrugspolitik.

Af samme grund er sagsøgers henvisning til de to nævnte domme, navnlig til dommen i sag 43/70, ej heller til nogen hjælp. Det drejede sig også her om foranstaltninger, der var truffet inden for rammerne af en fælles markedsordning (interventionsordningen efter forordning nr. 1028/68), og det er derfor uden videre klart, at der måtte gælde et ens fællesskabsretligt begreb med hensyn til »indehaverne«, som medlemsstaterne ikke måtte ændre eller indsnævre.

Hvad særligt angår socialforsikringsretten — som det drejer sig om i hovedsagen — kan det klart udledes af traktatens system, at dens ordning og hermed fastlæggelsen af de nødvendige afgrænsningskriterier hovedsagelig tilkommer medlemsstaterne. Der kan i denne henseende henvises til EØF-traktatens artikel 118, som kun nævner et snævert samarbejde — og ingen standardisering eller harmonisering — mellem medlemsstaterne på det sociale område, og hvorefter der desuden efter Kommissionens udsagn endnu ikke er udstedt nogen fællesskabsregler. Der kan tillige henvises til traktatens artikel 51, som, idet den kun nævner en koordinering af den sociale sikringsret til lettelse af arbejdskraftens frie bevægelighed, forudsætter, at der fortsat gælder forskellige nationale socialforsikringssystemer. I overensstemmelse hermed tales der i præamblen til forordning nr. 1408/71 (EFT 1971 (II), s. 366, org.ref. ABl. L 149 af 5. 7. 1971, s. 2) om forskelle, der stadig består mellem de enkelte medlemsstaters lovgivning om social sikring. Herudover sigter forordningen hovedsagelig på ydelser fra socialforsikringen og på, at retstab undgås i den forbindelse, mens bidragene kun omhandles inden for et begrænset område, som f.eks. i artikel 91, hvorefter der ikke kan pålægges en arbejdsgiver højere bidrag som følge af, at hans bopæl eller hans virksomheds hjemsted findes i en anden end den kompetente medlemsstat.

Efter de hidtidige betragtninger kan det hermed fastslås, at det »landbrugsbedrift« -begreb, der kan udledes af fællesskabsretten, ikke er afgørende for socialforsikringen, hvis regulering principielt tilkommer medlemsstaterne. Dette kan måske få virkninger for de af de fælles markedsordninger omfattede bedrifter, da deres produktionsomkostninger påvirkes, alt efter hvorledes de kvalificeres. Men Kommissionen har ret, når den udtaler, at en sådan situation ikke kan sammenlignes med de tilfælde, der er prøvet i Domstolens praksis (f.eks. i sag 77/76, Firmaet Brdr. Cucchi mod Avez S.p.A., dom af 25. 5. 1977, Sml. 1977, s. 987) med hensyn til nationale foranstaltninger, som har øjeblikkelig og tilsigtet virkning på prisdannelsen og, netop fordi de griber ind i de fællesskabsretlige prisdannelsesmekanismer, må vurderes ud fra fællesskabsretten og dennes krav.

5.

Hermed er tilfældet dog ikke undersøgt til bunds. Som jeg allerede har sagt, bør der tværtimod foretages en prøvelse af nogle yderligere betragtninger, som sagsøger i hovedsagen har fremsat til støtte for sin opfattelse, og hvorefter der eksisterer et begreb »landbrugsbedrift«, som er ens og bindende for medlemsstaterne. Sagsøger har anført, at enhver anden konklusion medfører risiko for betydelig forskelsbehandling; sagsøger har gjort gældende, at målene i artikel 39 ville blive krænket, dersom man overlod det til medlemsstaterne at foretage den nødvendige afgrænsning og dermed en differentiering af socialforsikringsbidragene, og sagsøger har forsvaret den opfattelse, at en sådan differentiering kun kan tillades inden for rammerne af støttereglerne i artikel 92 samt under iagttagelse af forudsætningerne heri.

Hertil må der efter min mening gøres følgende bemærkninger:

6. 

Efter min opfattelse bør de af Tribunale civile di Roma stillede spørgsmål besvares som følger:

I fællesskabsretten findes der ingen almindelig definition af begrebet »landbrugsbedrift«, som gælder på alle områder. Overalt hvor fællesskabsdefinitionerne — såvel de, der kan udledes af traktatens artikel 38, som de, der er formuleret i særforordninger på landbrugsområdet — ikke er bindende, navnlig på socialforsikringens område, kan medlemsstaterne følgelig selv frit fastlægge et sådant begreb og herunder anse bedrifter som industrivirksomheder, selv om de fremstiller varer, som ifølge traktaten er landbrugsvarer.