EUROPA-KOMMISSIONEN
Bruxelles, den 16.7.2025
COM(2025) 421 final
RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET
Investering i EU's konkurrenceevne og teknologiske førerskab
{SWD(2025) 194 final}
This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 52025DC0421
REPORT FROM THE COMMISSION TO THE EUROPEAN PARLIAMENT AND THE COUNCIL Investing in the competitiveness and technological leadership of the EU
RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET Investering i EU's konkurrenceevne og teknologiske førerskab
RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET Investering i EU's konkurrenceevne og teknologiske førerskab
COM/2025/421 final
EUROPA-KOMMISSIONEN
Bruxelles, den 16.7.2025
COM(2025) 421 final
RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET
Investering i EU's konkurrenceevne og teknologiske førerskab
{SWD(2025) 194 final}
FORELØBIG EVALUERING AF PLATFORMEN FOR STRATEGISKE TEKNOLOGIER FOR EUROPA (STEP)
Rapport fra Kommissionen
til Europa-Parlamentet og Rådet
Investering i EU's konkurrenceevne og teknologiske førerskab
Denne rapport indeholder en foreløbig evaluering af gennemførelsen af platformen for strategiske teknologier for Europa (STEP) 1 frem til marts 2025. STEP blev oprettet i marts 2024 som led i midtvejsgennemgangen af den nuværende flerårige finansielle ramme (FFR) og er et centralt element i EU's reaktion på de voksende udfordringer for dets teknologiske førerskab og industrielle modstandsdygtighed. STEP er ikke et nyt finansieringsprogram, der føjer sig til det allerede komplekse finansieringslandskab 2 . Det er en innovativ koordineringsplatform, der dirigerer EU's investeringer på tværs af 11 eksisterende EU-finansieringsprogrammer 3 til støtte for kritiske strategiske teknologier i tre sektorer – digitale teknologier og deep tech-innovation, rene og ressourceeffektive teknologier og bioteknologier – og er desuden rettet mod manglen på arbejdskraft og færdigheder. Gennemførelsen af STEP bygger på en sammenlægning af investeringer under eksisterende fonde, tildeling af et Sovereignty Seal 4 til projekter af høj kvalitet og en STEP (Sovereignty)-portal 5 for at lette adgangen for projektiværksættere, der søger midler. STEP støtter en bred vifte af støttemodtagere, herunder små og mellemstore virksomheder (SMV'er), nystartede virksomheder, forskningsinstitutioner og industrielle aktører, for at hjælpe dem med at udvikle og opskalere strategiske teknologier med et stort innovationspotentiale eller med mulighed for at mindske EU's strategiske afhængighed.
Europa-Kommissionen vedtager denne foreløbige evaluering af gennemførelsen af STEP, således som det kræves i henhold til artikel 8 i STEP-forordningen 6 . Selv om denne rapport offentliggøres på et tidligt tidspunkt i gennemførelsen af STEP – for tidligt til at foretage en fuldstændig konsekvensvurdering – tjener den til at udlede de første værdifulde erfaringer. Denne nye viden har til formål at danne grundlag for drøftelser om fremtidige udgiftsprogrammer under den næste FFR, jf. forordningen. I overensstemmelse med kravene i rammen for bedre regulering vurderes det i den foreløbige evaluering, hvordan STEP opfylder sine mål, på grundlag af den dokumentation, der er til rådighed. I vurderingen tages der udgangspunkt i de fem evalueringskriterier virkningsfuldhed, effektivitet, relevans, sammenhæng og europæisk merværdi. Det arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene, der ledsager denne rapport, indeholder yderligere dokumentation og baggrund, baseret på en bred vifte af dokumentationskilder, herunder en særlig indkaldelse af dokumentation, målrettede opsøgende missioner til medlemsstaterne samt udvekslinger med nationale myndigheder, repræsentanter for industrien og forskningsinstitutioner.
Evalueringen viste, at der er gjort betydelige fremskridt med at kanalisere EU's finansieringsmidler for at fremme EU's strategiske mål. Medlemsstaterne har truffet foranstaltninger til at integrere STEP-prioriteterne i deres samhørighedspolitiske programmer, hvor ca. 6,3 mia. EUR allerede er mobiliseret til STEP-målene 7 . Sideløbende hermed er der under EU's finansieringsprogrammer, som forvaltes af Kommissionen, mobiliseret omkring 9,5 mia. EUR gennem målrettede indkaldelser, og over 5,1 mia. EUR er allerede blevet tildelt udvalgte projekter. Derudover er 190 Sovereignty Seals blevet tildelt projekter af høj kvalitet med strategisk værdi for EU 8 . Selv om det er for tidligt at foretage en komplet vurdering, og der er opstået visse vanskeligheder i forbindelse med gennemførelsen, viser tidlige indikationer, at STEP effektivt dirigerer EU's eksisterende finansieringsmidler mod kritiske sektorer, som er afgørende for Europas teknologiske suverænitet.
Denne rapport er opbygget som følger: I afsnit 1 vurderes de fremskridt, der indtil videre er gjort med gennemførelsen af platformen for strategiske teknologier for Europa (STEP), med fokus på de konkrete resultater, der er opnået i praksis. I afsnit 2 undersøges det, hvad der har fungeret godt, og hvad der kan forbedres, og de vigtigste erfaringer, der gjort indtil videre, beskrives. Afsnit 3 indeholder en opsummering og konklusion, og vejen frem skitseres.
1.En vellykket gennemførelse af STEP er godt i gang
STEP er blevet integreret i gennemførelsen af fem EU-programmer, der forvaltes direkte af Kommissionen: Horisont Europa, Innovationsfonden 9 , Den Europæiske Forsvarsfond, programmet for et digitalt Europa og EU4Health-programmet. Ved udgangen af marts 2025 var der i alt iværksat 60 STEP-relevante indkaldelser af forslag og to udbud på tværs af disse programmer, hvilket er i overensstemmelse med målene for STEP – i alt 9,5 mia. EUR i finansiering. Indkaldelserne under Innovationsfonden, der støtter rene og ressourceeffektive teknologier, tegnede sig for den største andel. Andre betydelige bidrag omfattede Det Europæiske Innovationsråds særlige indkaldelse under STEP, "Scaleup", som kun ydede støtte til egenkapitalinvesteringer til godkendte ansøgere. Ved udgangen af marts 2025 var der allerede afsat ca. 5,2 mia. EUR til udvalgte projekter på tværs af de tre strategiske sektorer, der er identificeret under STEP, hvor størstedelen af ressourcerne var blevet mobiliseret til rene teknologier. Støtten til udvikling af færdigheder beløb sig til 53 mio. EUR, som blev tildelt under programmet for et digitalt Europa til støtte for avancerede digitale færdigheder inden for kritiske teknologier.
Gennemførelsen af STEP gennem EU's samhørighedspolitik skrider godt frem på nationalt og regionalt plan i medlemsstaterne. Ved udgangen af marts 2025 havde medlemsstaterne udvist stor interesse for at anvende ressourcer fra samhørighedspolitikken til at støtte STEP-prioriteterne. I alt var 38 samhørighedspolitiske programændringer blevet indsendt og godkendt af Kommissionen med henblik på omfordeling af 6,3 mia. EUR til STEP-specifikke prioriteter. Disse ændringer vedrørte programmer fra 11 medlemsstater 10 , navnlig under Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond Plus (ESF+) og Fonden for Retfærdig Omstilling. Investeringer i udvikling af færdigheder – en væsentlig del af STEP-målene – tegnede sig for ca. 15 % af tildelingen 11 . Desuden havde udvalgte medlemsstater 12 iværksat indkaldelser af forslag til en værdi af 2 mia. EUR rettet mod STEP-relevante investeringer, hvoraf 148 mio. EUR allerede var afsat til konkrete projekter, og flere tildelinger vil finde sted gradvist i de kommende måneder og år.
De tal, der er indberettet ved udgangen af marts 2025 vedrørende tildelinger og finansiering til STEP-investeringer – herunder ressourcer, der er afsat eller tildelt til investeringer i udvikling af færdigheder, som bidrager til opfyldelsen af STEP-målene – skal forstås som et øjebliksbillede af en igangværende proces. Flere færdighedsfokuserede initiativer kan forventes at følge, efterhånden som gennemførelsen af STEP fortsætter. På grundlag af disse resultater er de identificerede finansielle ressourcer, der er afsat til STEP-målene, endnu ikke blevet omsat til finansiering af konkrete projekter i de målrettede teknologisektorer. Hvis projekterne allerede er blevet udvalgt til finansiering under STEP-relevante indkaldelser af forslag, forventes deres gennemførelse at finde sted i løbet af de kommende år. Dette begrænser den nuværende mulighed for at vurdere STEP's succes med at støtte strategiske teknologier.
I marts 2025 havde ingen medlemsstater forelagt ændringer til deres genopretnings- og resiliensplaner med henblik på at tilføje særlige STEP-prioriteter, og ingen medlemsstater havde valgt at overføre midler fra genopretnings- og resiliensfaciliteten til deres InvestEU-medlemsstatssegment specifikt til STEP-relaterede investeringer 13 14 .. Dette kan forklares ved tidsmæssige begrænsninger, idet STEP blev indført mere end halvvejs gennem gennemførelsen af genopretnings- og resiliensfaciliteten.
For at øge synligheden og lette alternativ og kumulativ finansiering af projekter har Kommissionen indtil videre tildelt 190 Sovereignty Seals. Sovereignty Seals har til formål at anerkende projekter af høj kvalitet og i overensstemmelse med STEP-målene, uanset om de har modtaget finansiering eller ej (ofte på grund af utilstrækkelig samlet finansiering). Et Sovereignty Seal indebærer ikke i sig selv nogen garanti for, at der vil blive stillet alternativ eller kumulativ finansiering til rådighed: Ved udgangen af marts 2025 havde projekter, der er blevet tildelt et Sovereignty Seal, endnu ikke modtaget finansiering fra EU's samhørighedspolitiske midler eller under genopretnings- og resiliensfaciliteten. De første Sovereignty Seals blev dog først tildelt i oktober 2024, hvilket betyder, at udbredelsen heraf stadig kan ske i de kommende måneder.
Sovereignty-portalen , der blev lanceret i april 2024, har fungeret som et fælles onlineknudepunkt for oplysninger om STEP-relaterede finansierings- og investeringsmuligheder. Ved udgangen af marts 2025 havde portalen opført over 70 indkaldelser af forslag på tværs af flere finansieringskilder (samhørighedspolitiske kilder, EU-programmer, der forvaltes af Kommissionen osv.). STEP-portalen indeholder et kort med en oversigt over vedtagne samhørighedspolitiske programændringer og en offentlig database over projekter, der er blevet tildelt et Sovereignty Seal , hvilket øger gennemsigtigheden og stiller en ressource til rådighed for offentlige og private investorer, herunder myndigheder, der forvalter EU-midler i medlemsstaterne. Der pågår i øjeblikket tekniske forberedelser med henblik på at integrere en AI-drevet simulator og en chatbot, der skal hjælpe projektiværksættere med at identificere egnede EU-finansieringsmuligheder.
For at imødegå udfordringen med at gennemføre STEP på en ensartet måde på tværs af 11 forskellige EU-programmer er der oprettet en række koordineringsmekanismer. For det første blev der oprettet et netværk af nationale STEP-kontaktpunkter med repræsentanter udpeget af alle medlemsstater 15 . Netværket mødtes fem gange mellem 2024 og begyndelsen af 2025 og fungerede som et forum for udveksling af erfaringer, deling af god praksis og afklaring af de lovgivningsmæssige og operationelle aspekter af gennemførelsen af STEP. For det andet mødes et netværk af Kommissionens forskellige tjenestegrene med deltagelse af 14 generaldirektorater 16 regelmæssigt for at afstemme finansieringsprioriteter, udveksle operationelle retningslinjer og bedste praksis samt føre tilsyn med fremskridtene.
Desuden har Kommissionen udsendt en række vejledninger, herunder en formel vejledning om anvendelsesområdet for STEP 17 , en særlig brochure for nationale kontaktpunkter og forvaltningsmyndigheder samt en ajourført meddelelse om ændring af genopretnings- og resiliensplanerne med henblik på indarbejdelse af STEP-prioriteter. Indtil videre har Kommissionen gennemført tekniske missioner til ni medlemsstater (Tyskland, Frankrig, Estland, Letland, Litauen, Rumænien, Slovenien, Portugal og Grækenland) for yderligere at støtte de nationale gennemførelsesbestræbelser.
2.STEP er godt rustet til at støtte strategiske teknologier i EU, selv om der stadig er hindringer for gennemførelsen
STEP spiller en håndgribelig rolle med at dirigere EU's finansieringsprogrammer mod strategiske teknologier – men systemiske udfordringer begrænser den fulde udnyttelse af dens potentiale. STEP har fungeret som katalysator for at koordinere eksisterende instrumenter og dirigere dem mod kritiske teknologier inden for digitale teknologier og deep tech-innovation, rene og ressourceeffektive teknologier og bioteknologier og omlægge betydelige finansielle ressourcer inden for en kort tidsramme. Ikke desto mindre begrænser mangfoldigheden og forskelligartetheden af EU's finansieringsprogrammer under STEP, som blev udformet forud for oprettelsen af STEP – hver med særskilte kriterier for støtteberettigelse, ansøgningsprocedurer, tidsfrister og medfinansieringssatser – både hastigheden og kvaliteten af STEP's gennemførelse og begrænser i sidste ende dens samlede virkning.
Selv om Sovereignty Seal har forbedret projekternes synlighed, mangler det endnu at blive fastslået, hvilken virkning det har haft på finansieringsudnyttelsen. Dette skyldes tidsmæssige udfordringer 18 og praktiske hindringer. Den nuværende regionale fordeling af de tildelte Sovereignty Seals på tværs af medlemsstaterne viser en relativ koncentration i de mere udviklede regioner i EU. De projekter, der er blevet tildelt et Sovereignty Seal, og som er beliggende i "mindre udviklede" og "overgangsregioner", kunne i princippet drage fordel af en forholdsvis større andel af samhørighedspolitiske ressourcer. Det har vist sig vanskeligt at kombinere finansielle ressourcer fra forskellige EU-instrumenter i praksis, da de opererer under forskellige regler, herunder forskellige vurderingsmetoder for støtteberettigede omkostninger. Desuden varierer statsstøttebehandlingen af STEP-projekter afhængigt af projekttypen – projekter, der er omfattet af STEP-forordningen, nyder kun godt af en begrænset præferenceordning 19 – en faktor, som nogle nationale myndigheder har bemærket kan begrænse deres villighed til at yde finansiering. Endelig gør selve karakteren af visse projekter, der er blevet tildelt et Sovereignty Seal, og som involverer store tværnationale konsortier, det vanskeligere at opnå finansiering, da det ville kræve samtidig støtte fra flere forvaltningsmyndigheder.
STEP-portalen har med succes forenklet adgangen til oplysninger om finansieringsmuligheder som et fælles kontaktpunkt. Driften heraf afhænger dog af separate ansøgningssystemer. Planlagte forbedringer, såsom udviklingen af en AI-drevet simulator, forventes yderligere at forbedre dens effektivitet. Oplysninger om tilskud og udbudsaktiviteter under programmer, der forvaltes direkte af Kommissionen, findes på portalen for finansiering og udbud. Der er dog indtil videre ikke noget fælles kontaktpunkt, som viser de finansieringsmuligheder, der finansieres over EU-budgettet og forvaltes af gennemførelsespartnere, medlemsstaterne og de regionale myndigheder.
STEP forbedrede anvendelsen af EU-midler til kritiske teknologier i forhold til den oprindelige FFR-struktur, men strukturelle forskelle mellem programmerne forhindrer stadig en fuldt integreret tilgang til gavn for projektiværksættere. Flere medlemsstater fremlagde bl.a. eksempler på projekter, der var blevet tildelt et Sovereignty Seal under Innovationsfonden, men som potentielt ikke er berettiget til støtte fra EFRU og FRO på grund af lovgivningsbestemmelser 20 – i fondenes retsgrundlag – der udelukker deres anvendelse til finansiering af anlæg, der er omfattet af emissionshandelssystemet 21 . Sådanne uoverensstemmelser reducerer STEP's kapacitet til at fungere som en bro mellem forskellige forvaltningsmetoder og understreger kompleksiteten ved efterfølgende at tilpasse forskellige finansieringsinstrumenter.
Strategisk skaber STEP europæisk merværdi ved at koncentrere ressourcer og politisk opmærksomhed om sektorer og projekter af afgørende betydning for EU's fremtidige konkurrenceevne og økonomiske sikkerhed. STEP udgør en EU-dækkende ramme med henblik på at fremme investeringer i kritiske teknologier, selv om den regionale koncentration af projekter, der er blevet tildelt et Sovereignty Seal i mere udviklede områder afspejler en potentiel udfordring for en inkluderende virkning.
STEP's relevans bekræftes af udviklingen i den politiske dagsorden. Kommissionens initiativer under Aftalen om ren industri 22 og Konkurrencekompasset 23 afspejler, at der er bred enighed om behovet for at støtte strategiske teknologier gennem målrettede, koordinerede investeringer og tiltag. Den foreslåede udvidelse af anvendelsesområdet for STEP til at omfatte forsvarssektoren 24 bekræfter dets potentiale under den nuværende FFR.
3.STEP vil fortsat levere resultater og danne grundlag for den fremtidige beslutningstagning om EU-finansiering
Selv om STEP stadig er under indfasning, er den godt på vej til at opfylde sine mål. Platformen har vist fordelene ved øget koordinering af finansieringsprogrammer omkring målrettede politiske mål. STEP-portalen er med succes positioneret som et pilotinitiativ, der samler STEP-relevante finansierings- og investeringsmuligheder i ét samlet kontaktpunkt for relevante interessenter.
På trods af disse resultater understreges det i evalueringen, at STEP opererer inden for rammerne af et komplekst og rigidt finansieringslandskab, hvilket understreger behovet for fortsat koordinering for at muliggøre den stadig mere nødvendige strategiske prioritering i fremtiden.
Fremadrettet er gennemførelsen af aktiviteter under STEP i fuld gang. I marts 2025 var der blevet indsendt flere samhørighedspolitiske programændringer vedrørende STEP fra hele EU. Deres vedtagelse og gennemførelse vil være et centralt fokusområde i denne nye fase. Medlemsstaterne og Kommissionen vil fortsat iværksætte indkaldelser af forslag og tildele finansiering til STEP-relevante projekter. Det stigende antal Sovereignty Seals, som Kommissionen har tildelt, kombineret med øgede finansielle ressourcer, der er øremærket til STEP-formål på nationalt plan, udgør en pipeline af projekter af høj kvalitet for investorer. Opfyldelse af ambitionerne i STEP-forordningen inden udgangen af den nuværende FFR i 2027 vil kræve en vedvarende indsats og kontinuerligt engagement fra både medlemsstaterne og Kommissionen. Med henblik herpå vil Kommissionen fortsat undersøge, hvordan medlemsstaterne kan støttes i gennemførelsen af STEP, og hvordan komplementariteten mellem EU's finansieringsinstrumenter kan styrkes.
I denne anden gennemførelsesfase kan STEP drage fordel af et bredere anvendelsesområde og øgede incitamenter. I april 2025 foreslog Kommissionen at indføre en fjerde sektor under STEP – forsvar – og at udvide de finansielle incitamenter, der er tilgængelige under STEP for samhørighedspolitikken. Disse nye tiltag blev indført i forslaget til forordning for så vidt angår tilskyndelse til forsvarsrelaterede investeringer i EU-budgettet 25 og i forslaget til forordning i forbindelse med midtvejsevalueringen af samhørighedspolitikken 26 . EU-institutionerne forhandler i øjeblikket udgaverne.
På nuværende tidspunkt er der ingen planer om yderligere ændringer af STEP's funktion – også i betragtning af den gennemførelsestid, der vil være nødvendig for at undersøge eventuelle fordele ved et midlertidigt instrument, der udløber ved udgangen af den nuværende FFR (ultimo 2027). Mange af erfaringerne fra STEP og dets begrænsninger med hensyn til at tackle eksisterende udfordringer kan dog danne grundlag for udformningen af den fremtidige FFR, som medtaget i STEP-forordningen, navnlig med hensyn til udformningen af den fremtidige EU-finansiering til styrkelse af konkurrenceevnen og økonomisk konvergens. Nogle af de centrale STEP-mål – såsom styrket koordinering og integration på tværs af EU's finansieringsinstrumenter og forenklet adgang til finansiering for støttemodtagere med enklere regler og et enkelt kontaktpunkt – kan tjene som inspiration til udformningen af de næste FFR-instrumenter.
Se Platformen for strategiske teknologier for Europa – Den Europæiske Union (STEP) .
STEP-forordningen indeholder ikke bestemmelser om yderligere finansielle tildelinger til STEP, bortset fra en målrettet forhøjelse på 1,5 mia. EUR til Den Europæiske Forsvarsfond til STEP-relaterede tiltag.
Innovationsfonden, programmet for et digitalt Europa, Den Europæiske Forsvarsfond, Horisont Europa, EU4Health-programmet, Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond Plus, Fonden for Retfærdig Omstilling, Samhørighedsfonden, genopretnings- og resiliensfaciliteten og InvestEU.
Ifølge artikel 8 i STEP-forordningen skal der være udarbejdet en foreløbig evaluering inden udgangen af december 2025.
Den 31. marts 2025 havde Kommissionen godkendt i alt 38 STEP-relaterede samhørighedspolitiske programændringer i 11 medlemsstater.
Dette omfatter 11 Sovereignty Seals, der blev tildelt under Det Europæiske Innovationsråd den 3. april 2025.
Fonden finansieres gennem indtægter genereret af EU's emissionshandelssystem.
Frankrig, Tyskland, Letland, Litauen, Rumænien, Italien, Spanien, Danmark, Nederlandene, Østrig og Polen.
Datapunkt, der kun medregner programmer med særlige STEP-prioritetsakser eller kendte beløb, der er afsat til STEP.
Tyskland, Danmark, Italien, Letland og Rumænien.
Otte medlemsstater (Bulgarien, Tjekkiet, Finland, Grækenland, Malta, Rumænien, Spanien og Portugal) har imidlertid bidraget til deres InvestEU-medlemsstatssegmenter, hvoraf fem har anvendt midler fra genopretnings- og resiliensfaciliteten til ikke-STEP-specifikke mål.
Medlemsstaterne har mulighed for at afsætte 6 % af deres midler fra genopretnings- og resiliensfaciliteten til InvestEU-medlemsstatssegmentet til investeringer i STEP-relevante teknologier. Dette er ud over den nuværende mulighed for at overføre op til 4 % af midlerne fra genopretnings- og resiliensfaciliteten til InvestEU til bredere formål, hvilket muliggør en samlet overførsel på op til 10 %. Medlemsstaterne skal også som en prioritet tage projekter, som er tildelt et Sovereignty Seal, i betragtning, når de reviderer deres genopretnings- og resiliensplaner. Desuden skal et Sovereignty Seal tages i betragtning af både Kommissionen og medlemsstaterne i forbindelse med høringer om investeringer fra Den Europæiske Investeringsbank (den vigtigste InvestEU-partner) og i forbindelse med politikkontrol af investeringer fra andre InvestEU-gennemførelsespartnere.
Den 31. marts 2025 var det kun Irland, der endnu ikke havde udpeget et nationalt kontaktpunkt.
Repræsentanter for GD for Budget, GD for Klima, GD for Kommunikationsnet, Indhold og Teknologi, GD for Konkurrence, GD for Forsvarsindustri og Rummet, GD for Økonomiske og Finansielle Anliggender, GD for Beskæftigelse, Sociale Anliggender, Arbejdsmarkedsforhold og Inklusion, GD for det Indre Marked, Erhvervspolitik, Iværksætteri og SMV'er, Myndigheden for Kriseberedskab og -indsats på Sundhedsområdet, Den Juridiske Tjeneste, GD for Regionalpolitik og Bypolitik, GD for Forskning og Innovation, GD for Sundhed og Fødevaresikkerhed, Generalsekretariatet og Taskforcen for Reform og Investering.
Meddelelse fra Kommissionen C/2024/3209, Vejledning om visse bestemmelser i forordning (EU) 2024/795 om oprettelse af platformen for strategiske teknologier for Europa (STEP), 2024, som findes på: https://eur-lex.europa.eu/eli/C/2024/3209/oj .
De første Sovereignty Seals blev først tildelt hen imod udgangen af evalueringsperioden.
I juni 2024 ændrede Kommissionen retningslinjerne for statsstøtte med regionalt sigte for at hæve de maksimale støtteintensiteter i støtteberettigede områder for projekter, der er omfattet af STEP – se EUR-Lex – 52024XC03516 – EN – EUR-Lex .
Artikel 7 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/1058 af 24. juni 2021 om Den Europæiske Fond for Regionaludvikling og Samhørighedsfonden og artikel 9 og artikel 11, stk. 2, litra h), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/1056 af 24. juni 2021 om oprettelse af Fonden for Retfærdig Omstilling .
Den 1. april 2025 offentliggjorde Kommissionen et lovgivningsforslag med målrettede ændringer af den lovgivningsmæssige ramme for fondene under samhørighedspolitikken, herunder tilladelse til investeringer i forbindelse med produktion, forarbejdning, transport, distribution, oplagring eller forbrænding af fossilt brændstof, til operationer, der er blevet tildelt et Sovereignty Seal under Innovationsfonden, samt øget støtte fra EFRU til dekarboniseringsprojekter, der er blevet tildelt et Sovereignty Seal (f.eks. under Innovationsfonden) – findes på Inforegio – A modernised Cohesion policy: The mid-term review .
Jf. COM(2025) 85 final.
Jf. COM(2025) 30 final.
Forslag til forordning for så vidt angår tilskyndelse til forsvarsrelaterede investeringer i EU-budgettet til gennemførelse af ReArm Europe-planen (COM(2025) 188 final).
Se Inforegio – A modernised Cohesion policy: The mid-term review .