EUROPA-KOMMISSIONEN
Bruxelles, den 31.10.2024
COM(2024) 499 final
2024/0277(NLE)
Forslag til
RÅDETS AFGØRELSE
om den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne i Associeringsrådet, der er oprettet ved Euro-Middelhavsaftalen om oprettelse af en associering mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Den Demokratiske Folkerepublik Algeriet på den anden side, til ændringen af aftalen ved erstatning af dens protokol 6 om definition af begrebet "produkter med oprindelsesstatus" og om ordninger for administrativt samarbejde
BEGRUNDELSE
1.Forslagets genstand
Dette forslag vedrører den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i Associeringsrådet for Euro-Middelhavsaftalen om oprettelse af en associering mellem EU og Algeriet, om ændring af protokol 6 til nævnte aftale.
2.
Baggrund for forslaget
2.1.Euro-Middelhavsaftalen om oprettelse af en associering mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Den Demokratiske Folkerepublik Algeriet på den anden side
Euro-Middelhavsaftalen om oprettelse af en associering mellem EU og Algeriet ("aftalen") har til formål at fastlægge betingelserne for en gradvis liberalisering af handelen med varer, tjenesteydelser og kapital. Aftalen trådte i kraft den 1. september 2005.
2.2.Associeringsrådet
Associeringsrådet, der er oprettet i henhold til aftalens artikel 92, kan træffe afgørelse om at ændre protokol 6 (særlig artikel 39). Associeringsrådet udfærdiger sine afgørelser og fremsætter sine henstillinger efter fælles overenskomst mellem de to parter (dvs. EU og Algeriet).
2.3.Associeringsrådets påtænkte retsakt
Associeringsrådet skal på sit næste møde eller ved brevveksling vedtage en afgørelse om ændring af protokol 6 ("den påtænkte retsakt").
Formålet med den påtænkte retsakt er at ændre protokol 6 ved at erstatte den med en ny protokol, så den indeholder en dynamisk henvisning til den regionale konvention om pan-Euro-Middelhavsregler for præferenceoprindelse, således at den altid henviser til den seneste gældende udgave af konventionen.
Den påtænkte retsakt vil være bindende for parterne i overensstemmelse med aftalens artikel 97, stk. 2.
3.Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne
I den regionale konvention om pan-Euro-Middelhavsregler for præferenceoprindelse ("konventionen") fastlægges bestemmelserne vedrørende oprindelsen for de varer, der handles med inden for rammerne af de relevante aftaler, som er indgået mellem de kontraherende parter. EU og Algeriet undertegnede konventionen henholdsvis den 15. juni 2011 og den 5. oktober 2012.
EU og Algeriet deponerede deres godkendelsesinstrument hos depositaren for denne konvention henholdsvis den 26. marts 2012 og den 27. januar 2017. I henhold til konventionens artikel 10 trådte den således i kraft for EU den 1. maj 2012 og for Algeriet den 1. marts 2017.
Konventionen blev ændret ved afgørelse nr. 1/2023 truffet af Det Blandede Udvalg under den regionale konvention om pan-Euro-Middelhavsregler for præferenceoprindelse af 7. december 2023.
I konventionens artikel 6 understreges det, at hver kontraherende part træffer hensigtsmæssige foranstaltninger for at sikre, at konventionen anvendes effektivt. Med henblik herpå bør Associeringsrådet, der er oprettet ved aftalen, vedtage en afgørelse om indførelse af konventionens regler i protokol 6. Dette gøres ved at indsætte en henvisning til konventionen i den ændrede protokol, som vil gøre konventionen gældende.
Den holdning, der skal indtages af EU i Associeringsrådet, bør fastlægges af Rådet.
De foreslåede ændringer er af teknisk karakter og berører ikke selve substansen af den gældende protokol om oprindelsesregler. Der er derfor ikke behov for en konsekvensanalyse.
4.Retsgrundlag
4.1.Proceduremæssigt retsgrundlag
4.1.1.Principper
I henhold til artikel 218, stk. 9, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) vedtager Rådet afgørelser om "fastlæggelse af, hvilke holdninger der skal indtages på Unionens vegne i et organ nedsat ved en aftale, når dette organ skal vedtage retsakter, der har retsvirkninger, bortset fra retsakter, der supplerer eller ændrer den institutionelle ramme for aftalen".
Begrebet "retsakter, der har retsvirkninger" omfatter retsakter, der har retsvirkninger i medfør af de folkeretlige regler, der gælder for det pågældende organ. Det omfatter også instrumenter, der ikke har bindende virkning i henhold til folkeretten, men som "vil kunne få afgørende indflydelse på indholdet af de regler, der vedtages af EU-lovgiver".
4.1.2.Princippernes anvendelse på det foreliggende tilfælde
Associeringsrådet er et organ, der er oprettet ved en aftale, nemlig Euro-Middelhavsaftalen om oprettelse af en associering mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Den Demokratiske Folkerepublik Algeriet på den anden side.
Den retsakt, som Associeringsrådet skal vedtage, er en retsakt, der har retsvirkninger. Retsakten vil være bindende i henhold til folkeretten, jf. associeringsaftalens artikel 97, stk. 2.
Den påtænkte retsakt supplerer eller ændrer ikke den institutionelle ramme for aftalen.
Det proceduremæssige retsgrundlag for den foreslåede afgørelse er derfor artikel 218, stk. 9, i TEUF.
4.2.Materielt retsgrundlag
4.2.1.Principper
Det materielle retsgrundlag for en afgørelse i henhold til artikel 218, stk. 9, i TEUF afhænger hovedsagelig af formålet med og indholdet af den påtænkte retsakt, hvortil der skal indtages en holdning på Unionens vegne.
4.2.2.Princippernes anvendelse på det foreliggende tilfælde
Den påtænkte retsakts primære formål og indhold vedrører den fælles handelspolitik.
Det materielle retsgrundlag for den foreslåede afgørelse er derfor artikel 207, stk. 4, første afsnit, i TEUF.
4.3.Konklusion
Retsgrundlaget for den foreslåede afgørelse bør være artikel 207, stk. 4, første afsnit, i TEUF sammenholdt med artikel 218, stk. 9, i TEUF.
5.Offentliggørelse af den påtænkte retsakt
Da Associeringsrådets afgørelse medfører en ændring af aftalen, bør den offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende efter vedtagelsen.
2024/0277 (NLE)
Forslag til
RÅDETS AFGØRELSE
om den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne i Associeringsrådet, der er oprettet ved Euro-Middelhavsaftalen om oprettelse af en associering mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Den Demokratiske Folkerepublik Algeriet på den anden side, til ændringen af aftalen ved erstatning af dens protokol 6 om definition af begrebet "produkter med oprindelsesstatus" og om ordninger for administrativt samarbejde
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 207, stk. 4, første afsnit, sammenholdt med artikel 218, stk. 9,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og
ud fra følgende betragtninger:
(1)Euro-Middelhavsaftalen om oprettelse af en associering mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Den Demokratiske Folkerepublik Algeriet på den anden side ("aftalen") blev indgået af Unionen ved Rådets afgørelse 2005/690/EF og trådte i kraft den 1. september 2005. Protokol 6 definerer begrebet "produkter med oprindelsesstatus" og fastlægger metoderne for administrativt samarbejde.
(2)I henhold til nævnte protokols artikel 39 kan Associeringsrådet, som er oprettet efter aftalens artikel 92, træffe afgørelse om at ændre bestemmelserne i protokollen.
(3)Associeringsrådet vil på sit næste møde eller ved brevveksling vedtage en afgørelse om ændring af protokol 6.
(4)Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i Associeringsrådet, bør fastlægges, da Associeringsrådets afgørelse vil have bindende virkning for Unionen.
(5)Den regionale konvention om pan-Euro-Middelhavsregler for præferenceoprindelse ("konventionen") blev indgået af Unionen ved Rådets afgørelse 2013/93/EU og trådte for Unionens vedkommende i kraft den 1. maj 2012. Den fastsætter bestemmelser om oprindelsen for de varer, der handles med inden for rammerne af de relevante aftaler, som er indgået mellem de kontraherende parter, og som anvendes, uden at dette berører principperne i disse relevante aftaler.
(6)Konventionen blev ændret ved afgørelse nr. 1/2023 truffet af Det Blandede Udvalg under den regionale konvention om pan-Euro-Middelhavsregler for præferenceoprindelse af 7. december 2023.
(7)Ændringen af konventionen træder i kraft den 1. januar 2025 for alle kontraherende parter. For at sikre en effektiv og øjeblikkelig anvendelse af ændringen af konventionen mellem parterne bør der indsættes en henvisning til konventionen i protokol 6, således at der altid henvises til den seneste gældende udgave af konventionen. I mangel af en sådan henvisning vil en effektiv anvendelse af ændringen af konventionen ikke blive sikret, hvilket kan påvirke systemet med diagonal kumulation.
(8)I henhold til konventionens artikel 6 skal hver kontraherende part træffe hensigtsmæssige foranstaltninger for at sikre, at konventionen anvendes effektivt. Med henblik herpå bør Associeringsrådet vedtage en afgørelse om indførelse af en henvisning til konventionen i aftalens protokol 6, således at der altid henvises til den seneste gældende udgave af konventionen —
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i Associeringsrådet, baseres på Associeringsrådets udkast til retsakt, der er knyttet til nærværende afgørelse.
Artikel 2
Denne afgørelse er rettet til Kommissionen.
Udfærdiget i Bruxelles, den .