—

der henviser til artikel 2 og 3, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) og artikel 6, 8 og 67 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/29/EU af 25. oktober 2012 om minimumsstandarder for ofre for kriminalitet med hensyn til rettigheder, støtte og beskyttelse (direktivet om ofres rettigheder) (1),

—

der henviser til artikel 21, 23, 24 og 47 i Den Europæiske Unions Charter om Grundlæggende Rettigheder (’chartret’),

—

der henviser til Europarådets konvention om forebyggelse og bekæmpelse af vold imod kvinder og vold i hjemmet (Istanbulkonventionen), der trådte i kraft den 1. august 2014,

—

der henviser til FN's konvention om barnets rettigheder af 20. november 1989,

—

der henviser til generel bemærkning nr. 13 fra Komitéen for Barnets Rettigheder af 18. april 2011 om barnets ret til beskyttelse mod alle former for vold,

—

der henviser til Haagerkonventionen af 25. oktober 1980 om internationale barnebortførelser,

—

der henviser til Haagerkonventionen af 29. maj 1993 om beskyttelse af børn og om samarbejde med hensyn til internationale adoptioner,

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/800 af 11. maj 2016 om retssikkerhedsgarantier for børn, der er mistænkte eller tiltalte i straffesager (2),

—

der henviser til den europæiske menneskerettighedskonvention,

—

der henviser til FN-konventionen af 18. december 1979 om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder, og generelle anbefaling nr. 35 om kønsbaseret vold mod kvinder til ajourføring af generelle anbefaling nr. 19 om vold mod kvinder fra Komitéen for Afskaffelse af Diskrimination mod Kvinder,

—

der henviser til den europæiske søjle for sociale rettigheder, navnlig princip nr. 2,

—

der henviser til 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling, som trådte i kraft den 1. januar 2016, og navnlig verdensmål nr. 5 for bæredygtig udvikling om ligestilling mellem kønnene samt verdensmål nr. 16.2 om udryddelse af alle former for overgreb, udnyttelse, handel med og alle former for vold mod og tortur af børn,

—

der henviser til Kommissionens forslag af 4. marts 2016 til Rådets afgørelse om Den Europæiske Unions indgåelse af Europarådets konvention til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet (COM(2016)0109),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 5. marts 2020 med titlen »Et EU med ligestilling: strategi for ligestilling mellem mænd og kvinder 2020-2025« (COM(2020)0152), navnlig dens første mål om at gøre kvinder og piger fri fra vold og stereotyper,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 12. november 2020 med titlen »En Union med lige muligheder: Strategi for ligestilling af LGBTIQ-personer 2020-2025« (COM(2020)0698),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 24. juni 2020 med titlen »EU-strategi for ofres rettigheder (2020-2025)« (COM(2020)0258),

—

der henviser til arbejdsdokument af 6. marts 2019 fra Kommissionens tjenestegrene om 2019-rapporten om ligestilling i EU (SWD(2019)0101),

—

der henviser til sin beslutning af 12. september 2017 om forslag til Rådets afgørelse om Den Europæiske Unions indgåelse af Europarådets konvention til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet (3),

—

der henviser til sin beslutning af 28. november 2019 om EU's tiltrædelse af Istanbulkonventionen og andre foranstaltninger til bekæmpelse af kønsbaseret vold (4),

—

der henviser til sin beslutning af 17. december 2020 om behovet for en særlig rådssammensætning om ligestilling mellem kønnene (5),

—

der henviser til sin beslutning af 21. januar 2021 om kønsperspektivet i covid-19-krisen og perioden efter krisen (6),

—

der henviser til sin beslutning af 21. januar 2021 om EU's strategi for ligestilling mellem kønnene (7),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/99/EU af 13. december 2011 om den europæiske beskyttelsesordre (8),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 606/2013 af 12. juni 2013 om gensidig anerkendelse af beskyttelsesforanstaltninger i civilretlige spørgsmål (9),

—

der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27. november 2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar (Bruxelles IIa-forordningen) (10),

—

der henviser til kønsligestillingsindekset for 2020 fra Det Europæiske Institut for Ligestilling mellem Mænd og Kvinder (EIGE),

—

der henviser til EIGE-undersøgelsen af 12. juni 2019 om data om partnervold i EU (»Understanding intimate partner violence in the EU: the role of data«),

—

der henviser til EIGE-undersøgelsen af 18. november 2019 om vejledning for politi til risikoanalyse og -forvaltning vedrørende partnervold (»A guide to risk assessment and risk management of intime partners violence against women for police«),

—

der henviser til rapporten fra Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder (FRA) af 3. marts 2014 om EU-dækkende undersøgelse af vold mod kvinder (»Violence against women: an EU-wide survey«),

—

der henviser til platformen for uafhængige ekspertmekanismer vedrørende forskelsbehandling og vold mod kvinder (EDVAW-platformen) og dens erklæring af 31. maj 2019»Intimate partner violence against women is an essential factor in the determination of child custody«,

—

der henviser til erklæringen af 24. marts 2020 fra Marceline Naudi, formand for Europarådets ekspertgruppe for indsatsen mod vold mod kvinder og vold i hjemmet, »For many women and children, the home is not a safe place«, om behovet for at opretholde Istanbulkonventionens standarder under en pandemi,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 54,

—

der henviser til de fælles drøftelser mellem Retsudvalget og Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling, jf. forretningsordenens artikel 58,

—

der henviser til betænkning fra Retsudvalget og Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling (A9-0254/2021),

A.

der henviser til, at ligestilling mellem kønnene er en grundlæggende værdi og et centralt mål for EU og bør indgå i alle Unionens politikker; der henviser til, at retten til ligebehandling og ikkeforskelsbehandling er en grundlæggende rettighed, der er nedfældet i traktaterne (11) og i chartret (12), og bør respekteres fuldt ud; der henviser til, at kønsbaseret vold i alle dens afskygninger udgør en ekstrem form for diskrimination og en krænkelse af menneskerettighederne, og er rodfæstet i ulighed mellem kønnene, som den bidrager til at fastholde og forstærke; der henviser til, at denne form for vold har oprindelse i og fastholder stereotyper forestillinger om kvinders og mænds roller og evner med udgangspunkt i ulige magtrelationer i samfundet; der henviser til, at denne vold fortsat er udbredt og påvirker kvinder på alle niveauer i samfundet, uanset alder, uddannelse, indkomst, social stilling, oprindelsesland eller bopæl, og der henviser til, at den er en af de alvorligste hindringer for at opnå ligestilling mellem kønnene; der henviser til, at kvinder og børn i EU som følge af forskellig politik og lovgivning i de enkelte medlemsstater ikke nyder samme grad af beskyttelse mod kønsbaseret vold;

B.

der henviser til, at kvinder, på trods af talrige tilfælde af formel anerkendelse og fremskridt inden for ligestillingen, stadig forskelsbehandles og stilles værre end mænd, og at der fortsat består sociale, økonomiske og kulturelle uligheder; der henviser til, at EIGE 2020-kønsligestillingsindekset viser, at der endnu ikke er noget EU-land, der har opnået fuld ligestilling; der henviser til, at EU's fremskridt inden for ligestilling stadig er langsomme, og at indekspointene i gennemsnit forbedres med ét point hvert andet år; der henviser til, at det i dette tempo vil tage nærved 70 år for EU at opnå ligestilling mellem kønnene; der henviser til, at Europa-Parlamentet allerede har opfordret til, at der oprettes en ny rådssammensætning af ministre og statssekretærer med portefølje om ligestilling;

C.

der henviser til, at de forskellige former for undertrykkelse ikke sker alene, men overlapper hinanden og udøves samtidig, hvilket udløser intersektionelle former for forskelsbehandling; der henviser til, at forskelsbehandling på grund af køn ofte sker i samspil med andre former for forskelsbehandling, herunder på grund af race, farve, etnisk eller social oprindelse, genetiske anlæg, sprog, religion eller tro, politiske eller andre anskuelser, tilhørsforhold til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel, handicap, alder og seksuel orientering;

D.

der henviser til, at der gennem det seneste årti på globalt og EU-plan har fundet et synligt og organiseret angreb på ligestillingen og kvinders rettigheder sted;

E.

der henviser til, at ligestilling mellem kønnene er en nødvendig betingelse for en innovativ, konkurrencedygtig og velstående EU-økonomi, der kan skabe nye arbejdspladser og øget produktivitet, navnlig i relation til digitaliseringen og omstillingen til en grøn økonomi;

F.

der henviser til, at partnervold omfatter enhver fysisk, seksuel, psykologisk eller økonomisk vold, der finder sted mellem tidligere eller nuværende ægtefæller eller partnere, uanset om gerningsmanden deler eller har delt bopæl med offeret; der henviser til, at partnervold er en af de mest udbredte former for kønsbaseret vold, idet det anslås, at 22 % af alle kvinder har været udsat for fysisk og/eller seksuel vold, og at 43 % har været udsat for psykisk vold fra deres partners side (13); der henviser til, at kvinder og børn er uforholdsmæssigt hårdt ramt af denne form for vold; der henviser til, at udtrykket »vold i hjemmet« forstås som »alle former for fysisk, seksuel, psykologisk eller økonomisk vold som forekommer inden for familien eller husstanden eller mellem tidligere eller nuværende ægtefæller eller partnere, hvad enten gerningsmanden er offerets nuværende eller forhenværende sambo« (14); der henviser til, at vold i hjemmet er et alvorligt og ofte længerevarende, skjult socialt problem, som kan påføre systemiske fysiske og psykiske traumer med alvorlige følger for ofrene og med tungtvejende indvirkning på hele familiens følelsesmæssige, økonomiske og sociale tilstand, idet gerningsmanden er en person, som offeret burde kunne have tillid til; der henviser til, at mellem 70 % og 85 % af børnene kender den person, der mishandler dem, og at langt størsteparten af dem er ofre for overgreb begået af personer, de har tillid til (15); der henviser til, at ofre ofte udsættes for tvang fra deres mishandlers side i form af intimidering, kontrol, isolation og overfusning;

G.

der henviser til, at omfanget af partnervold er endnu større i landdistrikter og afsidesliggende lokalsamfund end i byområder; der henviser til, at kvinder i landdistrikter og afsidesliggende egne i højere grad udsættes for partnervold samt en større hyppighed og alvorligere grad af fysisk, psykisk og økonomisk mishandling, som forstærkes af den omstændighed, at de bor længere væk fra de tilgængelige ressourcer og tjenester, hvor de ville kunne søge hjælp; der henviser til, at ringe indsigt i fænomenet vold i hjemmet hos sundhedsvæsen, sociale myndigheder og juridiske apparater i landdistrikter og afsidesliggende egne er et stort problem for overlevende efter partnervold;

H.

der henviser til, at størstedelen af husstande med enlige forsørgere på EU-plan omfatter enlige mødre, som er særligt økonomisk sårbare, navnlig dem i lavtlønssektoren, og mere tilbøjelige til at forlade arbejdsmarkedet tidligt, fordi de får børn, hvilket stiller dem ringere, når de siden forsøger at vende tilbage til arbejdsmarkedet; der henviser til, at 40,3 % af husstandene med enlige forsørgere i EU var truet af fattigdom eller social udstødelse i 2019 (16);

I.

der henviser til, at 30 % af kvinder, der har oplevet seksuelle overgreb fra nuværende eller tidligere partneres side, også oplevede seksuel vold i barndommen, og til, at 73 % af mødre, der har været ofre for fysisk og/eller seksuel vold udøvet af en partner, angiver, at mindst et af deres børn er bekendt med, at denne vold har fundet sted (17);

J.

der henviser til, at nedlukningsforanstaltninger og social distancering under coronapandemien i mange medlemsstater er blevet sat i forbindelse med en eksponentiel stigning i forekomsten og intensiteten af tilfælde af vold i hjemmet, psykisk vold, tvang og cybervold og med en stigning på 60 % i antallet af nødopkald fra ofre for vold i hjemmet (18); der henviser til, at pålæg om at blive hjemme og den alarmerende stigning i »skyggepandemien« gjorde det vanskeligt for kvinder og børn at få adgang til effektiv beskyttelse, støttetjenester og retspleje og afslørede, at støtteressourcer og -strukturer var utilstrækkelige, og at ofrene havde begrænset adgang til støttetjenester, således at mange af dem stod uden tilstrækkelig og rettidig beskyttelse; der henviser til, at bedste praksis inden for specifikke foranstaltninger til at yde ofre rettidig og tilgængelig hjælp, herunder oprettelse af SMS-nødlinjer eller af hjælpeskranker i apoteker og supermarkeder bør udbredes blandt medlemsstaterne; der henviser til, at partnervold mod kvinder, til trods for fænomenets udbredelse, stadig er underrapporteret i EU pga. tilbageholdenhed af forskellige grunde hos ofre, pårørende, venner, bekendte og naboer, navnlig under coronapandemien, og henviser til, at der er en fremtrædende mangel på samlende, sammenlignelige og kønsopdelte data, hvilket gør det vanskeligt til fulde at måle indvirkningen af krisen; der henviser til, at FRA's undersøgelse om vold mod kvinder viser, at ofrene indberetter de mest alvorlige tilfælde af partnervold til politiet i blot 14 % af tilfældene, og at to tredjedele af kvindelige ofre systematisk undlader af henvende sig til myndighederne, på grund af enten frygt, manglende information om ofres rettigheder eller som følge af en grundlæggende opfattelse af, at partnervold er et privat anliggende, som ikke bør komme andre til kendskab (19);

K.

der henviser til, at vold i hjemmet og kønsbaseret vold er steget som følge af de nedlukningsforanstaltninger, der er blevet iværksat under coronapandemien, og ifølge den seneste rapport fra Europol er seksuelt misbrug af børn online i EU steget voldsomt (20);

L.

der henviser til, at der under nedlukningen er rapporteret om en betydelig stigning i vold i hjemmet mod LGBTI-personer, især unge;

M.

der henviser til, at der også skal tages behørigt hånd om økonomisk vold mod kvinder, der har form af skade på ejendom eller begrænsning af adgang til økonomiske midler, uddannelse eller arbejdsmarkedet eller misligholdelse af økonomiske forpligtelser såsom underholdsbidrag, idet manglende økonomisk uafhængighed og penge i familien går hånd i hånd med de andre former for vold og skaber endnu en fælde for ofrene; der henviser til, at ofre, der ikke er økonomisk uafhængige, ofte tvinges til at blive boende med mishandleren på samme bopæl for at undgå økonomisk usikkerhed, hjemløshed eller fattigdom, og til, at denne tendens på det seneste er blevet forstærket af coronapandemien; der henviser til, at rimelig løn og økonomisk uafhængighed er en afgørende forudsætning for kvinders mulighed for at komme ud af et krænkende og voldeligt forhold; der henviser til, at håndhævelsen af retsafgørelser om erstatning i nogle medlemsstater kan indebære, at offeret tvinges til at opretholde kontakt med mishandleren, hvilket bringer hende i risiko for yderligere fysisk og følelsesmæssig overlast;

N.

der henviser til, at børn også kan lide af »overværet vold« (21) i hjemmet og familiekredse, idet de kan være vidner til forskellige slags mishandling i form af fysisk, verbal, psykologisk, seksuel og økonomisk vold mod personer, som de tilskriver en særlig status, eller på anden vis har knyttet følelsesmæssig bånd til; der henviser til, at en sådan vold har meget alvorlige konsekvenser for barnets psykologiske og følelsesmæssige udvikling, og at det derfor er vigtigt at være tilstrækkelig opmærksom på denne form for vold i forbindelse med separationssager og forældremyndighedsafgørelser og sikre, at hensynet til barnets tarv vejer tungest, navnlig med henblik på at fastlægge forældremyndigheden og samværsretten i separationssager; der henviser til, at »overværet vold« ikke altid er let genkendelig, og at kvinder, der er ofre for vold i hjemmet, lever under konstant pres og følelsesmæssige vanskeligheder; der henviser til, at domstolene i sager, der involverer vold i hjemmet og spørgsmål om beskyttelse af børn, bør tage eksperter med viden og redskaber med på råd for at undgå, at der træffes afgørelser mod moderen, uden at alle sagens forhold tages behørigt i betragtning;

O.

der henviser til, at undervisning spiller en grundlæggende rolle i opbygningen af børns og unges evner til at danne sunde relationer, især ved at undervise dem i kønsnormer, ligestilling, magtdynamik i parforhold, samtykke og i at respektere andres grænser, og at dette er med til at bekæmpe kønsbaseret vold; der henviser til, at ifølge UNESCO's internationale tekniske vejledning om seksualundervisning giver læseplansbaseret programmer for omfattende seksualundervisning af børn og unge mulighed for at udvikle viden, positive holdninger og færdigheder på dette område, herunder respekt for menneskerettighederne, ligestilling, samtykke og mangfoldighed, og henviser til, at det styrker børns og unges stilling;

P.

der henviser til, at det for at løse problemet med kønsbaseret vold er nødvendigt at råde over konsekvente og sammenlignelige administrative data baseret på solide og koordinerede rammer for dataindsamling; der henviser til, at de nuværende foreliggende data, der er indsamlet af medlemsstaternes retshåndhævende myndigheder og retsvæsen, ikke afspejler det fulde omfang af partnervold eller dens indvirkning og langsigtede effekt på både kvinder og børn, da nogle medlemsstater f.eks. hverken indsamler kønsopdelte, sammenlignelige data om kønsbaseret vold eller opererer med partnervold som en specifik lovovertrædelse, hvilket medfører en gråzone, der afspejler, at det faktiske omfang og hyppighed af partnervold i vid udstrækning hverken er kvantificeret eller kortlagt; der henviser til, at der også mangler data om den forhøjede risiko for og forekomst af vold i hjemmet og partnervold for specifikke grupper såsom grupper af kvinder, der er ringere stillede eller som forskelsbehandles;

Q.

der henviser til, at man i nogle medlemsstater ofte forsømmer at tage hånd om partnervold mod kvinder, og at man i sager om forældremyndighed, samværsret, kontakt- og besøgsordninger og -afgørelser tilsyneladende opererer med en regel om fælles forældremyndighed som udgangspunkt; der henviser til, at forsømmelse af denne type vold får alvorlige konsekvenser for kvinder og børn, da overgrebene kan eskalere til kvindedrab og/eller barnemord; der henviser til, at ofre for partnervold har brug for særlige beskyttelsesforanstaltninger; der henviser til, at ofrenes situation forværres markant, hvis de er økonomisk eller socialt afhængige af gerningsmanden; der henviser til, at det derfor er vigtigt fuldt ud at tage hensyn til denne form for vold, når der træffes afgørelse om separations- og forældremyndighedsordninger, og at afklare påstande om vold før behandling af spørgsmålet om forældremyndighed og samværsret; der henviser til, at medlemsstaternes domstole bør drage omsorg for, at der foretages en omfattende vurdering i henhold til princippet om barnets tarv med henblik på at fastlægge forældremyndighed og samværsret, herunder med høring af barnet selv og med inddragelse af alle relevante forvaltninger, og at der ydes psykologisk støtte og tages hensyn til alle involverede fagfolks ekspertise;

R.

der henviser til, at de retshåndhævende myndigheders risikovurderinger i de fleste medlemsstater ikke systematisk omfatter oplysninger fra børn om deres erfaringer med partnervold;

S.

der henviser til, at barnets tarv altid bør være det primære hensyn i alle afgørelser vedrørende børn, herunder familietvister, og henviser til, at ethvert barns ret til at have kontakt med begge forældre som omhandlet i artikel 8 i den europæiske menneskerettighedskonvention og artikel 9 i FN's konvention om barnets rettigheder bør indskrænkes, hvis det er nødvendigt af hensyn til barnets tarv;

T.

der henviser til, at i henhold til artikel 12 i FN-konventionen om barnets rettigheder og artikel 4 og 16 i direktiv (EU) 2016/800 har børn ret til at udtrykke deres synspunkter i alle forhold, der vedrører dem, herunder i retslige og administrative sagsforløb, og henviser til, at deres synspunkter altid skal tillægges primær vægt i overensstemmelse med deres alder og modenhed;

U.

der henviser til, at to af de mest prestigefyldte institutioner for mental sundhed, Verdenssundhedsorganisationen og American Psychological Association, afviser brugen af det såkaldte forældrefremmedgørelsessyndrom og lignende begreber og udtryk, eftersom de kan anvendes som en strategi mod voldsofre ved at sætte spørgsmålstegn ved ofrenes habilitet som forældre og affærdige deres udtalelser og den vold, som børn udsættes for; der henviser til, at ifølge EDVAW-platformens anbefaling bør beskyldninger om forældrefremmedgørelse fremsat af fædre, der begår overgreb mod moderen, betragtes som en videreførelse af statslige myndigheders og aktørers magt og kontrol, herunder dem der træffer afgørelse om forældremyndighed (22);

V.

der henviser til, at anonyme klager og klager, som ofrene efterfølgende trækker tilbage, kan hæmme myndighedernes yderligere efterforskning og udgøre en hindring for forebyggelse af yderligere vold;

W.

der henviser til, at straffesager, der udspringer af en klage over vold i hjemmet, ofte behandles helt adskilt fra separationssager og sager om forældremyndighed; der henviser til, at dette kan betyde, at der beordres fælles forældremyndighed over børnene, og/eller at der tilkendes samværsret, som bringer offerets og børnenes rettigheder og sikkerhed i fare; der henviser til, at dette kan få uoprettelige konsekvenser for børns mentale og følelsesmæssige udvikling, hvilket klart strider mod deres tarv; der henviser til, at medlemsstater derfor er nødt til at sørge for, at ofre, så vidt som de har brug for det, har gratis adgang til fortrolige offerstøttetjenester, der handler i ofrenes interesse før, under og i et passende tidsrum efter straffesagen, herunder gennem et system med psykosocial støtte — navnlig under og efter afhøringer — som tager hensyn til de følelsesmæssige spændinger, der er forbundet med omstændighederne;

X.

der henviser til, at i henhold til artikel 67 i TEUF bør Unionen udgøre et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, hvor de grundlæggende rettigheder respekteres, og i den forbindelse er ikkediskriminerende adgang til klage og domstolsprøvelse for alle af afgørende betydning;

Y.

der henviser til, at det er nødvendigt at sikre, at ofrenes sikkerhed og beskyttelse af dem i familieretlige sager er det primære hensyn, at der ikke anvendes alternative tvistbilæggelsesmekanismer såsom mægling i sager, hvor kvinder og børn har været udsat for vold, hverken før eller under retssagen, således at ofrene skånes for yderligere overlast;

Z.

der henviser til, at Istanbulkonventionen kræver, at parterne vedtager lovgivningsmæssige eller andre nødvendige foranstaltninger for at sikre, at der tages hensyn til tilfælde af vold i hjemmet, når der træffes afgørelse om forældremyndighed og samværsret i forbindelse med børn, og at udøvelsen af enhver form for samværsret eller forældremyndighed hverken bringer offerets eller børnenes rettigheder og sikkerhed i fare (23); der henviser til, at Istanbulkonventionen otte år efter dens ikrafttrædelse endnu ikke er ratificeret af alle medlemsstater eller af EU; der henviser til, at Istanbulkonventionen er den vigtigste eksisterende internationale ramme til forebyggelse og bekæmpelse af kønsbaseret vold;

AA.

der henviser til, at fælles forældremyndighed i situationer med partnervold udsætter kvinder for eskalerende voldelige overgreb, der ellers kunne have været forebygget, idet de tvinges til at bo i geografisk nærhed af deres mishandlere og udsættes for yderligere fysisk og psykisk vold samt følelsesmæssig mishandling, hvilket kan have en direkte eller indirekte indvirkning på børn; der henviser til, at i tilfælde af partnervold bør kvinders og børns ret til at blive beskyttet og leve et liv uden fysisk og psykisk vold have forrang frem for præferencen for fælles forældremyndighed; der henviser til, at børnemishandling begået af gerningsmænd, der udøver partnervold, kan fungere som en taktik til at udøve kontrol over og begå vold mod moderen, hvilket er en form for indirekte kønsbaseret vold, der i nogle medlemsstater betegnes som »stedfortrædervold«;

AB.

der henviser til, at telefonhjælpelinjer er en afgørende kanal til at få støtte, men at kun 13 medlemsstater har oprettet EU's 116 006-hjælpelinje for alle ofre for forbrydelser, og kun få medlemsstater har specialiserede hjælpelinjer for partnervold;

AC.

der henviser til, at partnervold hænger uløseligt sammen med vold mod børn og børnemishandling; der henviser til, at det at udsætte børn for at overvære vold i hjemmet skal betragtes som vold mod børn; der henviser til, at børn, der er udsætte for vold i hjemmet, vil pådrage sig skader på deres mentale og/eller fysiske helbred, som kan være akutte og kroniske; der henviser til, at overlast mod børn i situationer med vold mod kvinder kan fortsætte og eskalere i forbindelse med forældretvister om forældremyndighed og omsorg; der henviser til, at børns mentale sundhed og trivsel er blevet forværret på grund af karantæneforanstaltningerne som følge af coronapandemien; der henviser til, at antallet af mentale sundhedstjenester for børn varierer betydeligt fra medlemsstat til medlemsstat, og at det i mange ikke er tilstrækkeligt;

AD.

der henviser til, at opvækst i et voldeligt hjem har meget negative konsekvenser for barnets fysiske, følelsesmæssige og sociale udvikling og dets efterfølgende adfærd som voksen; der henviser til, at hvis man som barn udsættes for vold, enten ved at opleve mishandling og/eller overvære partnervold, udgør dette en risikofaktor for, om man som voksen kan være særlig udsat for voldsovergreb eller selv vil begå vold, eller for at opleve adfærdsmæssige, fysiske elle psykiske helbredsproblemer;

AE.

der henviser til, at det til trods for fremskridt fremgår af de senest foreliggende rapporter, at ofre for forbrydelser stadig ikke er i stand til fuldt ud at udøve deres rettigheder i EU; der henviser til, at adgang til støttetjenester er afgørende for kvinder, der udsættes for partnervold; der henviser til, at antallet af både alment dækkende og specialiserede støttetjenester til ofre for partnervold fortsat er utilstrækkeligt, og at ofrene ofte har vanskeligt ved at opnå rettens hjælp på grund af manglende information og utilstrækkelig støtte og beskyttelse; der henviser til, at ofre ofte udsættes for sekundær viktimisering i straffesager og i forbindelse med erstatningskrav; der henviser til, at der er talrige tilfælde, hvor retshåndhævende myndigheder og retsvæsenet ikke er i stand til at yde tilstrækkelig støtte til kvinder og børn, der er ofre for vold i hjemmet, og til, at ofre for kønsbaseret vold endda har været udsat for forsømmelig adfærd eller uhensigtsmæssige kommentarer, når de anmeldte volden; der henviser til, at civilsamfundsorganisationer og offentlige organer, navnlig dem der arbejder med og for børn og ofre for vold i hjemmet og kønsbaseret vold, er vigtige aktører i forebyggelsen og håndteringen af vold i hjemmet og partnervold; der henviser til, at sådanne organisationer også kan yde værdifulde bidrag til politikker og lovgivning som følge af deres erfaringer med græsrodsniveauet; der henviser til, at EU-finansieringsprogrammer såsom programmet for retlige anliggender og programmet for borgere, ligestilling, rettigheder og værdier kan anvendes til beskyttelses- og støtteaktiviteter til ofre for vold i hjemmet og kønsbaseret vold, herunder for at sikre adgang til domstolsprøvelse og finansiering af civilsamfundsorganisationer, der arbejder med ofre;

AF.

der henviser til, at tværnationale separations- og skilsmisseprocedurer samt sager om forældremyndighed varer længere; der henviser til, at øget mobilitet inden for EU har ført til et stigende antal tværnationale tvister om forældreansvar og forældremyndighed; der henviser til, at automatisk anerkendelse af afgørelser om sager om forældremyndighed, hvor der er tale om kønsbaseret vold, er problematisk, da lovgivningen om kønsbaseret vold varierer mellem medlemsstaterne, og ikke alle medlemsstater anerkender partnervold som en strafbar handling og en form for kønsbaseret vold; der henviser til, at Kommissionen skal intensivere sine bestræbelser på i alle medlemsstater at fremme en konsekvent og konkret gennemførelse af principperne og målene i FN's konvention om barnets rettigheder, der er blevet ratificeret af alle EU's medlemsstater; der henviser til, at medlemsstaterne, som parter til FN's konvention om barnets rettigheder, skal prioritere hensynet til barnets tarv højest i alle offentlige tiltag, herunder i forbindelse med tværnationale familietvister; der henviser til, at artikel 83, stk. 1, i TEUF giver mulighed for at »fastsætte minimumsregler for, hvad der skal anses for strafbare handlinger, samt for straffene herfor på områder med kriminalitet af særlig grov karakter, der har en grænseoverskridende dimension som følge af overtrædelsernes karakter eller konsekvenser eller af et særligt behov for at bekæmpe dem på fælles grundlag«; der henviser til, at artikel 83, stk. 2, i TEUF giver mulighed for at fastsætte »minimumsregler for, hvad der skal anses for strafbare handlinger, samt for straffene herfor« med det sigte at »sikre effektiv gennemførelse af en EU-politik på et område, der er omfattet af harmoniseringsforanstaltninger«;

AG.

der henviser til, at artikel 82, stk. 2, i TEUF giver mulighed for at fastsætte minimumsregler gældende i medlemsstaterne »for at lette den gensidige anerkendelse af domme og retsafgørelser samt det politimæssige og retlige samarbejde i straffesager med en grænseoverskridende dimension«, navnlig for så vidt angår kriminalitetsofres rettigheder;

1.

2.

3.

4.

5.

6.

7.

8.

9.

10.

11.

12.

13.

14.

15.

16.

17.

18.

19.

20.

21.

22.

23.

24.

25.

26.

27.

28.

29.

30.

31.

32.

33.

34.

35.

36.

37.

38.

39.

40.

41.

42.

43.

44.

45.

46.

47.

48.

49.

50.

51.

52.