Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om EU-foranstaltninger for perioden efter covid-19: Bedre genopretning gennem idræt

(initiativudtalelse)

(2022/C 290/02)

Ordfører:

Pietro Vittorio BARBIERI

Vedtaget på plenarforsamlingen	23.3.2021
Retsgrundlag	Forretningsordenens artikel 32, stk. 2
	Initiativudtalelse
Kompetence	Sektionen for Beskæftigelse, Sociale Spørgsmål og Unionsborgerskab
Vedtaget i sektionen	7.3.2022
Vedtaget på plenum	24.3.2022
Plenarforsamling nr.	568
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	148/0/0

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

Efter en lang periode med pandemi, som har haft en alvorlig indvirkning på idrætten som helhed og navnlig på breddeidrætten med den deraf følgende nedlukning af mange idrætsfaciliteter, er det nødvendigt med en strategisk tilgang for at forny og styrke den rolle, som idræt og fysisk aktivitet spiller i genopbygningen af et mere modstandsdygtigt og bæredygtigt samfund. En sådan tilgang skal ses som en del af den bredere økonomiske og sociale genopretningsproces, idet man skal forsøge at fastsætte mål for at styrke sektorens beredskab over for de kriser, som oftere og oftere rammer den.

1.2.

Idræt og fysisk aktivitet bør integreres i strategierne for økonomisk og social udvikling, og de tværsektorielle forbindelser til især folkesundheden, uddannelsesområdet og den sociale inklusion bør styrkes. Idræt er en drivkraft for den sociale, økonomiske og miljømæssige bæredygtighed, som fremmer genopretningen, da den skaber nye beskæftigelses- og forretningsmuligheder. Det er desuden vigtigt at fremme den sociale dialog om trivsel og fysisk aktivitet på arbejdspladsen med inddragelse af arbejdsmarkedets parter. Derfor opfordrer EØSU til, at der gennemføres studier, som viser forbindelsen mellem idrætsudøvelse og den generelle trivsel blandt borgerne.

1.3.

Der er behov for, at børn i skolen og på de forskellige læringstrin undervises i alt vedrørende kropslære på linje med undervisningen i at tackle en opgave, tilegne sig viden og udvikle sig. Nytænkning af idrætsundervisningen i skolen gennem leg, underholdning og tværfaglighed er et enestående instrument til at skabe resultater, harmoni, sameksistens og frem for alt et vellykket skoleforløb og fremme af en sund livsstil. Man bør således anerkende værdien af idræt og fysisk aktivitet på lige fod med andre fag, navnlig i de tidlige skoleår med særlig fokus på indre og geografisk ugunstigt stillede områder.

1.4.

I Lissabontraktaten henvises der til idrættens sociale og økonomiske værdi i europæisk sammenhæng. Sundhedskrisen har affødt et behov for at give de værdier, som idræt og fysisk aktivitet repræsenterer, en mere fremtrædende plads i europæisk politik og at anerkende dem fuldt ud på linje med andre europæiske politikker. Samhørighedspolitikkerne er altså ikke nok. Der er behov for, at de styrkes, dvs. en egentlig ændring i synet på idræt, hvor idrættens indvirkning på menneskers trivsel og livskvalitet virkelig værdsættes.

1.5.

Det er derfor vigtigt at:

1.5.1.

medtage idrætsafsavn — dvs. antallet af personer, der ikke har mulighed for at få adgang til et nødvendigt gode, nemlig retten til at dyrke idræt — i Eurostats indeks til måling af materielle afsavn

1.5.2.

give idrætssektoren adgang til alle former for EU-finansiering i perioden 2021-2027, både den direkte og den indirekte forvaltede finansiering, idet idræt og fysisk aktivitet bør anses som en investering i lokalsamfundets individuelle og kollektive trivsel

1.5.3.

øge den andel af de samlede finansieringsmidler, der er afsat til idræt og tværsektorielt samarbejde, herunder idræt, i Erasmus+-programmet. Finansieringen bør ikke kun komme fra samhørighedsfondene, men også fra de midler, der er afsat til de forskellige dele af genopretningsfonden, da finansieringen af idræt er kraftigt reduceret. Det ville desuden være ønskeligt at se en større omfordeling af ressourcerne mellem elitesport og idræt med socialt sigte

1.5.4.

udvikle planer for støtte af idrætten i tilfælde af kriser og nødsituationer (økonomiske, sociale og sundhedsmæssige), herunder beredskabsplaner, gennem bl.a. de nødvendige administrative forenklinger for at mindske det tunge bureaukrati, som især rammer breddeidrætsorganisationerne. Det bør derfor prioriteres at støtte især breddeidrætten, da den spiller en inkluderende rolle i forhold til personer med handicap eller udsatte og sårbare personer og i høj grad bidrager til interkulturel interaktion

1.5.5.

fremme støtten til netværk for aktivt medborgerskab i forbindelse med gennemførelsen af disse mål på lokalt plan gennem partnerskaber og fælles udformning mellem offentlige politikker og netværk med henblik på at skabe former for social innovation med udgangspunkt i erfaringerne med delt forvaltning og cirkulær nærhed. Organisationers og arbejdsmarkedets parters deltagelse bør fremmes.

2.   Generelle bemærkninger

2.1.

På baggrund af en pandemi, der fortsat sætter os på prøve, og mens vi kæmper for at beskytte menneskeliv og forsørgelsesmuligheder, må vi ikke glemme, at vi står over for valg, der vil definere fremtiden for EU's socioøkonomiske systemer og de europæiske borgeres liv.

2.2.

Sundhedskrisen har vist, at det på grund af den flerdimensionelle karakter af de problemer, vi står over for, er umuligt at opnå et niveau af modstandsdygtighed, der kan sikre fuld beskyttelse af EU's socioøkonomiske systemer. Der skal gøres en indsats for at tilpasse vores samfund til kriser og forandringer ved at fremme modeller for modstandsdygtighed, der bygger på evnen til at foregribe kriser og håndtere dem med egnede »instrumenter«.

2.3.

Coronaviruspandemien har ændret de økonomiske, sociale og sundhedsmæssige udsigter for de kommende år og dermed også tilgangen til udviklings- og samhørighedsstrategierne. Vi må vælge, om vi skal fortsætte, som vi altid har gjort, eller om vi skal ændre og tilpasse det paradigme, der danner grundlag for udviklings- og samhørighedspolitikkerne, på baggrund af de problemer, der er afdækket, og de erfaringer, der er gjort som følge af covid-19-krisen.

2.4.

Sporten som helhed er blevet hårdt ramt af covid-19-krisen i hele Europa, men det skal understreges, at breddeidrætten har oplevet de største problemer og udfordringer. Krisen inden for idrætten har især ramt de unge og begrænset deres »ret« til at dyrke idræt og fysisk aktivitet. På samme måde har hele den organiserede idræt og sportsindustrien mærket virkningerne af sundhedskrisen i en sådan grad, at det også påvirker genopretningen på mellemlang sigt.

3.   Idrættens rolle i udviklings- og samhørighedsprocesserne

3.1.

Idræt giver civilsamfundet mulighed for at viderekanalisere sine evner på konstruktiv vis og tilfører det positive værdier gennem en enestående og flerdimensionel tilgang, der bidrager til fysisk og mentalt velbefindende. Idræt afhjælper ligeledes sociale problemer, idet den kan samle kulturelt forskelligartede lokalsamfund. På de betingelser, der beskrives i denne udtalelse, er idræt en drivkraft for social, økonomisk og miljømæssig bæredygtighed. Idræt puster nyt liv i regioner og lokalområder, øger deres tiltrækningskraft og bidrager til genopretningen, idet den kan skabe nye job- og forretningsmuligheder.

3.2.

Hvad angår den økonomiske dimension kan idræt fremme etableringen af nye erhvervsaktiviteter eller styrke eksisterende erhvervsaktiviteter gennem fremme af sociale og teknologiske innovationsprocesser. Gennem idræt kan der skabes nye jobmuligheder, bl.a. gennem formelle og ikkeformelle uddannelsesforløb for unge. Idræt er et instrument til at forbedre og styrke arbejdstagernes helbred og kvalifikationer, og fordi idræt i det væsentlige bygger på bidrag fra mennesker, er den en effektiv løftestang for jobskabelse på lokalt plan.

3.3.

Hvad angår den sociale dimension, er idræt kendetegnet ved evnen til at skabe interaktion med en bred vifte af sociale grupper, udjævne forskelle og samle lokalsamfund samt inddrage udsatte og sårbare sociale grupper i det lokale samfundsliv. Hertil kommer, at idrætsprojekter kan bidrage til social revitalisering i såkaldte »ugunstigt stillede« geografiske områder såsom forstæder, landdistrikter og indre områder i de europæiske regioner.

3.4.

Hvad angår den miljømæssige dimension, udgør idræt et strategisk instrument til at nå de mål, der er fastsat for at håndtere udfordringerne forbundet med klimaforandringerne. Idrætsudøvelse er et instrument til fremme af bæredygtig mobilitet og miljøfornyelse i byområder med henblik på tilpasningen til klimaforandringerne. Hvis idrætsfaciliteter omdannes til næsten energineutrale idrætsanlæg (1), vil de bidrage til opfyldelsen af målene for miljømæssig bæredygtighed og til afholdelse af arrangementer med et begrænset CO2-fodaftryk. Endelig er idrætsarrangementer et glimrende middel til formidling og spredning af positive budskaber vedrørende miljøet.

3.5.

Selv om idræt i alle de vigtigste overnationale strategier (2030-dagsordenen, samhørighedspolitikken 2021-2027, Verdenssundhedsorganisationens globale handlingsplan vedrørende fysisk aktivitet for årene 2018-2030) udpeges som et vigtigt middel til at opfylde målene for udvikling, bæredygtighed og samhørighed, kan det desværre konstateres, at man i mange medlemsstater stadig ikke følger denne tilgang, idet idrætsaktiviteter og dyrkning af idræt i mange tilfælde fortsat betragtes som leg og rekreation.

3.6.

Der er en risiko for, at covid-19-krisen reducerer eller fjerner muligheden for at dyrke idræt. I mangel af specifikke og »innovative« tiltag, der er i stand til effektivt at tackle problemerne og finde løsninger, vil sammenkoblingen af den sociale og økonomiske dimension af denne kritiske situation have katastrofale konsekvenser og begrænse en række vigtige aktiviteter til sikring af borgernes livskvalitet, velbefindende og sundhed. Ud over at true »overlevelsen« for mange organisationer, foreninger og virksomheder, der er aktive inden for idrætten, skaber denne situation et socialt problem i forhold til borgernes livskvalitet og et økonomisk problem i kraft af den manglende indtægtskilde for dem, der lever af disse aktiviteter. På samme måde gør de økonomiske trængsler som følge af krisen det umuligt for mange borgere at afholde omkostningerne til idrætsaktiviteter for deres børn eller for dem selv med negative konsekvenser for det fysiske velvære og sundheden.

3.7.

For sårbare samfundsgrupper såsom personer med handicap forværrer risikoen for afsavn af idræt andre i forvejen kritiske forhold, der i nogle medlemsstater medfører systemiske begrænsninger. I forhold til mental sundhed har pandemien kraftigt begrænset den aktive deltagelse i særlige tilbud og tjenester for brugerne, deres familiemedlemmer, aktørerne, borgerne og idrætsforeningerne og frataget personer med psykiske lidelser muligheden for at dyrke idræt som et redskab til at skabe og opretholde sociale relationer, der afhjælper den isolation og marginalisering, som sygdommen medfører. Den kollektive velfærd vedrører alle, og ikke kun dem, der yder og modtager pleje.

3.8.

I betragtning af den kraftige begrænsning af mulighederne for social kontakt, der især har ramt børn og unge hårdt, er der behov for at genoplive mulighederne for at dyrke idræt og fysisk aktivitet samt for uddannelse og træning med fokus på sikkerheden på de steder, hvor disse aktiviteter foregår, for at beskytte børn og unge. Idræt er der, hvor et meget stort antal børn og unge dagligt er i kontakt med deres lærere, vejledere og trænere. Det er et af de områder, der har størst indvirkning på deres psykiske og fysiske udvikling, og der er behov for at indføre særlige strategier, så de i et beskyttet miljøkan udnytte alle de fordele, som idræt kan bringe. Idræt for alle må ikke forstås som idræt for enhver pris.

3.9.

Regelmæssig fysisk aktivitet er også vigtig for aktiv aldring og kan spille en afgørende rolle i at forbedre ældres funktionsdygtighed og livskvalitet. Desuden forstærkes virkningen af fysisk aktivitet, hvis de ældre samtidig inddrages i sociale og produktive aktiviteter. Idræt udfylder således en præventiv rolle, da den kan bidrage til, at arbejdstagerne bliver sunde pensionister i god form.

3.10.

Udviklingen af muligheder for fysisk aktivitet for flest mulige borgere kræver også social og samfundsmæssig innovation, som især det organiserede civilsamfund og arbejdsmarkedets parter bør bidrage til. De daglige rammer, hensyn til arbejdstagernes, de studerendes og elevernes rytme samt muligheden for at designe steder, hvor forældre kan være fysisk aktive samtidig med deres børn, er helt afgørende. Pandemien har gjort, at vi igen har fået øjnene op for idræt under åben himmel, hvilket kan fremme innovative tendenser såsom idrætsaktiviteter i byen og på landet og dermed pust nyt liv i udendørsarealer og udnytte deres fleksibilitet. Der er et enormt behov for social innovation, som bør fremmes og styrkes for at afhjælpe det faktum, at de fleste borgere ikke har tid til at dyrke idræt, også selv om de gerne vil.

3.11.

Den rolle, som udfyldes af private faciliteter i nærmiljøet (sportscentre), der har den kapacitet, der er nødvendig til at samarbejde med virksomheder og med andre faciliteter, der drives af civilsamfundsorganisationer (f.eks. handicapcentre), bør fremhæves i forbindelse med udviklingen af kollektive programmer for arbejdstagere og borgere i almindelighed.

3.12.

På dette område spiller civilsamfundet og alle arbejdsmarkedets parter en central rolle, da de ved at tilskynde til aktivt medborgerskab og gennem den sociale dialog kan fremme strategierne for livskvalitet på arbejdspladsen, bl.a. inden for rammerne af de kollektive overenskomster, tilrettelægge kampagner for at få arbejdstagere til at melde sig ind i fitnesscentre og/eller idrætsforeninger, tilskynde de ansatte inden for idrætten til at beskytte egne interesser og indføre pauser til fysisk aktivitet i arbejdstiden. Sundhedspersonale og pædagoger bør have en mere fremtrædende rolle i at øge bevidstheden om og fremme idræt for at skabe en ny kultur og få arbejdsgiverne til at skabe incitamenter til at dyrke sport.

3.13.

Hvad angår kønsaspektet udgør det europæiske charter om kvinders rettigheder inden for sport (2) helt sikkert en plan for det fortsatte arbejde med at oplyse folk om forskelligheder og afprøve nye aktiviteter samt videreføre samspillet og samarbejdet mellem forskellige aktører. Dette gælder især inden for kommunikation, hvor man længe har kunnet se en tættere forbindelse mellem kvinder og medier, for at fremme et respektfuldt og velovervejet journalistisk sprog og bekæmpe alle former for vold, forskelsbehandling og økonomiske uligheder gennem idræt og skabe en stadig mere åben bevægelseskultur, som passer begge køn.

4.   Idræt på 2030-dagsordenen

4.1.

Idræt er et universelt sprog, som forener mennesker, befolkninger og kulturer, og idrættens værdier er universalitet og harmoni. Idræt er et vigtigt instrument i bestræbelserne for at omdanne vores samfund til mere reflekterende, bæredygtighedsorienterede »miljøer«. Idræt bidrager til opfyldelsen af målene i 2030-dagsordenen gennem principperne om respekt, forståelse, integration og dialog og ved at bidrage til den enkeltes udvikling og selvrealisering uanset alder, køn, oprindelse, tro og meninger.

4.2.

Trods idrættens indlysende tværgående karakter som et instrument til at understøtte gennemførelsen af de principper, der forfølges inden for rammerne af 2030-dagsordenen, er det klart, at idræt i højere grad vil kunne bidrage til at fremme nogle af de 17 mål under 2030-dagsordenen end andre.

4.3.

EU's kompetence på idrætsområdet er forholdsvis ny, idet den først blev indført med ikrafttrædelsen af Lissabontraktaten. EU's kompetence dækker udviklingen af politikker, som bygger på konkrete elementer, samt fremme af samarbejdet og forvaltningen af initiativer til støtte for fysisk aktivitet og idræt i Europa. Der er for perioden 2014-2020 for første gang blevet stillet en specifik budgetpost til rådighed under Erasmus+-programmet (3) til understøttelse af projekter og netværk inden for idrætten. I perioden 2021-2027 vil EU's indsats for at støtte idræt blive opretholdt og styrket.

5.   Idræt og samhørighedspolitikken

5.1.

EU bestræber sig på at sikre større retfærdighed og åbenhed i idrætskonkurrencer og en bedre beskyttelse af idrætsudøvernes moralske og fysiske integritet under samtidig hensyntagen til idrættens særlige natur. EU dækker navnlig tre indsatsområder inden for idræt: 1) idrættens sociale rolle, 2) idrættens økonomiske dimension og 3) den politiske og retlige ramme for sektoren. Ud over at støtte tiltag gennem direkte forvaltede finansieringsinstrumenter fremmer EU på disse områder også anvendelsen af og de supplerende muligheder i samhørighedspolitikken.

5.2.

Det er bevist, at idræt og fysisk aktivitet giver mulighed for at interagere med en lang række sociale grupper, udjævne forskelle og samle lokalsamfund samt inddrage sociale grupper, som ikke deltager i lokalsamfundet. Projekter inden for idræt kan desuden bidrage til en række politiske mål, nemlig at fremme innovation, sikre byfornyelse, understøtte udviklingen af landdistrikterne og bidrage til interne investeringer i de europæiske regioner.

6.   Idræt og Verdenssundhedsorganisationens globale handlingsplan vedrørende fysisk aktivitet for årene 2018-2030

6.1.

Den globale handlingsplan vedrørende fysisk aktivitet for årene 2018-2030 (4) indeholder de strategiske mål, der skal nås gennem politiske tiltag for at nedbringe det samlede omfang af fysisk inaktivitet hos voksne og unge med 15 % hen imod 2030. I planen understreges nødvendigheden af en tværsektoriel og holistisk tilgang og vigtigheden af at investere i bl.a. sociale, kulturelle, økonomiske, miljømæssige og uddannelsesmæssige politikker til fremme af fysisk aktivitet og bidrage til opfyldelsen af mange af verdensmålene for bæredygtig udvikling 2030. Strategierne til gennemførelse af planen skal tage hensyn til alle de faktorer, der er bestemmende for livsstilen, og har til formål at iværksætte effektive sundhedsfremmende tiltag med en tværsektoriel og integreret tilgang.

6.2.

Fremme af fysisk aktivitet er et komplekst spørgsmål, der kræver et stærkt lederskab og politisk handling i sundhedssektoren på nationalt plan, men også et tæt samspil med andre sektorer såsom undervisning, kultur, transport, byplanlægning og økonomi. For at fremme fysisk aktivitet og modvirke stillesiddende adfærd er det nødvendigt at håndtere de miljømæssige, sociale og individuelle problemer forbundet med fysisk inaktivitet og træffe effektive og bæredygtige foranstaltninger gennem et samarbejde mellem flere sektorer på nationalt, regionalt og lokalt plan. Dette kan gøres med en tværsektoriel tilgang, der gør det muligt at gennemføre tiltag til ændring af usund adfærd ved både at påvirke den individuelle livsstil og skabe de miljømæssige og sociale betingelser, der kan medvirke til en adfærdsændring.

7.   Fra strategier til praksis

7.1.

Trods det klare bidrag, som idræt og fysisk aktivitet yder til opfyldelsen af målsætningerne om udvikling, bæredygtighed og samhørighed, er det fortsat meget vanskeligt at gøre EU-midlerne tilgængelige for initiativer til fremme af idræt og udnyttelse af idrættens potentiale. Denne situation skyldes hovedsagelig, at idræt ikke fremstår som et klart investeringsområde i de forordninger, der ligger til grund for samhørighedspolitikken 2021-2027. En klar henvisning til idræt i programmerne for gennemførelse af samhørighedspolitikken ville ikke kun give faste rammer for, hvordan midlerne kan finansiere idrætten, men ville også forenkle arbejdet for de myndigheder, der forvalter midlerne, når de skal godkende projekter vedrørende »idræt og fysisk aktivitet«.

7.2.

For at anskueliggøre idrættens strategiske betydning i forbindelse med gennemførelsen af udviklings- og samhørighedsstrategierne, vedlægges der i bilaget en kohærensanalyse mellem målene i 2030-dagsordenen og målene i samhørighedspolitikken 2021-2027 og de mulige tiltag, der kan træffes gennem idræt.

---

(1)  Forslag til Rådets henstilling om uddannelse med henblik på miljømæssig bæredygtighed.

(2)  Det europæiske charter om kvinders rettigheder inden for sport.

(3)  Resultater for Erasmus+.

(4)  Den globale handlingsplan vedrørende fysisk aktivitet 2018-2030.