Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52020PC0174

Forslag til RÅDETS FORORDNING om ændring af forordning (EU, Euratom) nr. 1311/2013 om fastlæggelse af den flerårige finansielle ramme for årene 2014-2020

COM/2020/174 final

Bruxelles, den 2.4.2020

COM(2020) 174 final

2020/0055(APP)

Forslag til

RÅDETS FORORDNING

om ændring af forordning (EU, Euratom) nr. 1311/2013 om fastlæggelse af den flerårige finansielle ramme for årene 2014-2020


BEGRUNDELSE

1.BAGGRUND FOR FORSLAGET

Covid-19-udbruddet har påvirket samfundet og økonomien i Den Europæiske Union på dramatisk vis og gjort det nødvendigt for medlemsstaterne at træffe ekstraordinære foranstaltninger. Udbruddet udgør en alvorlig folkesundhedsmæssig krisesituation for borgere, samfund og økonomier. De økonomiske aktiviteter forstyrres, hvilket skaber likviditetsproblemer og en alvorlig forværring af de økonomiske aktørers (virksomheders, navnlig SMV'ers) finansielle situation. Medlemsstaterne står også over for øgede behov for statsmidler til at finansiere de offentlige sundhedssystemer og opretholde de offentlige tjenester.

For at hjælpe medlemsstaterne med at klare alle disse udfordringer og reagere på konsekvenserne af udbruddet har Kommissionen foreslået en række foranstaltninger i investeringsinitiativet som reaktion på coronavirusset 1 , herunder anvendelse af de europæiske struktur- og investeringsfonde 2 . Det foreslås at styrke EU-civilbeskyttelsesmekanismen/rescEU med henblik på at koordinere fælles indkøb, øge lagrene af lægemidler, personlige værnemidler og medicinsk udstyr samt repatriere europæiske borgere, der er strandet uden for EU 3 . Det foreslås også at styrke Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme (ECDC).  

For at sikre en passende reaktion på de behov, der opstår som følge af covid-19-udbruddet, foreslår Kommissionen nu at aktivere nødhjælpsinstrumentet, som blev oprettet i 2016, da flygtningekrisen var på sit højeste, med et budget på 2,7 mia. EUR til støtte for medlemsstaterne i forbindelse med covid-19-udbruddet 4 . I betragtning af hvor hurtigt krisen udvikler sig, foreslår Kommissionen også at styrke EU-civilbeskyttelsesmekanismen/rescEU yderligere med 300 mio. EUR i ekstra budgetmidler for at fremme en omfattende lageropbygning og koordinere distributionen af vigtige ressourcer i hele Europa 5 . 

Dette kræver anvendelse af særlige instrumenter, da der ikke er disponible margener eller muligheder for omfordeling af midler under udgiftsområde 3 i den flerårige finansielle ramme (FFR). I meddelelsen om den tekniske justering af FFR for 2020 blev der redegjort for de disponible midler under de særlige instrumenter for 2020 6 .



På grundlag af den nuværende definition af og det nuværende anvendelsesområde for de særlige instrumenter i FFR-forordningen kan kun fleksibilitetsinstrumentet og margenen til uforudsete udgifter anvendes til dette formål, eftersom anvendelsen af den samlede margen for forpligtelser er begrænset til unge og beskæftigelse samt migration og sikkerhed. De nuværende samlede midler under fleksibilitetsinstrumentet og margenen til uforudsete udgifter er ikke tilstrækkelige til at dække behovet for finansiering til nødhjælpsinstrumentet og den betydelige styrkelse af EU-civilbeskyttelsesmekanismen/rescEU.

Eftersom indeværende år er det sidste år i FFR for 2014-2020, og Den Europæiske Union står over for en hidtil uset sundhedsmæssig og økonomisk krise, foreslår Kommissionen at ændre FFR-forordningen med henblik på at fjerne begrænsningerne af anvendelsesområdet for den samlede margen for forpligtelser (artikel 14) for at muliggøre en fuld finansiering af de 3,0 mia. EUR til reaktionen på covid-19-udbruddet som foreslået i forslaget til ændringsbudget nr. 2/2020, som fremlægges separat.

Kommissionen foreslår, at henvisningerne til "vækst og beskæftigelse, navnlig ungdomsbeskæftigelse" og "til migrations- og sikkerhedsforanstaltninger" fjernes i de relevante artikler.

I artikel 135, stk. 2, i aftalen om Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab 7 fastsættes det, at ændringer af Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 1311/2013, der vedtages på eller efter datoen for aftalens ikrafttræden, ikke finder anvendelse på Det Forenede Kongerige, for så vidt disse ændringer har indvirkning på Det Forenede Kongeriges finansielle forpligtelser. Ændringerne i nærværende forordning er begrænsede til en ændring af formålet med anvendelsen af den samlede margen for forpligtelser og øger ikke de finansielle forpligtelser. Artikel 135, stk. 2, i aftalen om Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab finder derfor ikke anvendelse på denne ændring.

2.VIRKNINGER FOR BUDGETTET

Dette forslag har ingen umiddelbare virkninger for budgettet. Den samlede margen for forpligtelser anvendes, og bevillingerne opføres i det årlige budget i overensstemmelse med de procedurer, der er fastsat i FFR-forordningen og den interinstitutionelle aftale om budgetdisciplin, om samarbejde på budgetområdet og om forsvarlig økonomisk forvaltning.

2020/0055 (APP)

Forslag til

RÅDETS FORORDNING

om ændring af forordning (EU, Euratom) nr. 1311/2013 om fastlæggelse af den flerårige finansielle ramme for årene 2014-2020

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 312,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

under henvisning til godkendelse fra Europa-Parlamentet 8 ,

efter en særlig lovgivningsprocedure, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)Covid-19-udbruddet og den deraf følgende folkesundhedsmæssige krise, som kræver, at der træffes ekstraordinære foranstaltninger, har lagt et stort pres på de disponible finansielle midler inden for og uden for FFR-lofterne.

(2)For at Unionen skal kunne finansiere en passende reaktion på covid-19-udbruddet og den deraf følgende folkesundhedsmæssige og økonomiske krise inden for rammerne af nødhjælpsinstrumentet 9 , foreslås det at ændre det formål, som de disponible bevillinger under den samlede margen for forpligtelser kan anvendes til, for så vidt angår vækst og beskæftigelse, navnlig ungdomsbeskæftigelse, og migrations- og sikkerhedsforanstaltninger.

(3)Det foreslås at anvende den samlede margen for forpligtelser så hurtigt som muligt, således at den hurtigt kan anvendes i 2020 som foreslået i forslaget til ændringsbudget nr. 2/2020 10 . Denne ændring af forordning nr. 1311/2013 bør træde i kraft senest samme dag som vedtagelsen af dette forslag til ændringsbudget.

(4)I artikel 135, stk. 2, i aftalen om Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab 11 fastsættes det, at ændringer af Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 1311/2013, der vedtages på eller efter datoen for aftalens ikrafttræden, ikke finder anvendelse på Det Forenede Kongerige, for så vidt disse ændringer har indvirkning på Det Forenede Kongeriges finansielle forpligtelser. Ændringerne i nærværende forordning er begrænsede til en ændring af formålet med anvendelsen af den samlede margen for forpligtelser og øger ikke de finansielle forpligtelser. Det bør derfor præciseres, at artikel 135, stk. 2, i aftalen om Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab ikke finder anvendelse på denne ændring.

(5)Forordning (EU, Euratom) nr. 1311/2013 bør derfor ændres —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

I forordning (EU, Euratom) nr. 1311/2013 foretages følgende ændringer:

1)    Artikel 3, stk. 2, andet punktum, affattes således:

"Når det er nødvendigt at anvende midler fra nødhjælpsreserven, Den Europæiske Unions Solidaritetsfond, fleksibilitetsinstrumentet, Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen, margenen til uforudsete udgifter, den specifikke fleksibilitet til at tackle ungdomsarbejdsløshed og styrke forskning og den samlede margen for forpligtelser i overensstemmelse med Rådets forordning (EF) nr. 2012/2002(*), Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1309/2013(**) og den interinstitutionelle aftale om budgetdisciplin, om budgetsamarbejde og om forsvarlig økonomisk forvaltning(***), kan der opføres forpligtelsesbevillinger på budgettet ud over de lofter for de pågældende udgiftsområder, som er fastsat i FFR'en.

_____________________________

(*)Rådets forordning (EF) nr. 2012/2002 af 11. november 2002 om oprettelse af Den Europæiske Unions Solidaritetsfond ( EFT L 311 af 14.11.2002, s. 3 ).

(**)Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1309/2013 af 17. december 2013 om Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen (2014-2020) og ophævelse af forordning (EF) nr. 1927/2006 (EUT L 347 af 20.12.2013, s. 855).

(***)Interinstitutionel aftale af 2. december 2013 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin, om samarbejde på budgetområdet og om forsvarlig økonomisk forvaltning (EUT C 373 af 20.12.2013, s. 1)."

2)    I artikel 14 foretages følgende ændringer:

a)    Overskriften affattes således:

"Samlet margen for forpligtelser"

b)    Stk. 1 affattes således:

"1.    "Disponible margener under FFR-lofterne for forpligtelsesbevillinger udgør en samlet margen for forpligtelser, der stilles til rådighed ud over de i FFR'en fastsatte lofter for årene 2016-2020."

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den […].

   På Rådets vegne

   Formand

(1)    Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Det Europæiske Råd, Rådet, Den Europæiske Centralbank, Den Europæiske Investeringsbank og Eurogruppen: En koordineret økonomisk reaktion på covid-19-udbruddet, COM(2020) 112 final af 13.3.2020.
(2)    Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EU) nr. 1303/2013, (EU) nr. 1301/2013 og (EU) nr. 508/2014 for så vidt angår særlige foranstaltninger til mobilisering af investeringer i medlemsstaternes sundhedssystemer og andre dele af deres økonomier som reaktion på covid-19-udbruddet [investeringsinitiativ som reaktion på coronavirusset] (COM(2020) 113 final af 13.3.2020).
(3)    Forslag til ændringsbudget nr. 1/2020 (COM(2020) 145 af 27.3.2020).
(4)    Forslag til Rådets forordning om aktivering af nødhjælp i henhold til Rådets forordning (EU) 2016/369 af 15. marts 2016 og om ændring af bestemmelserne heri som følge af covid-19-udbruddet (COM(2020) 175 af 2.4.2020).
(5)    Forslag til ændringsbudget nr. 2/2020 (COM(2020) 170 af 2.4.2020).
(6)    Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet om den tekniske justering for så vidt angår særlige instrumenter for 2020 (artikel 6, stk. 1, litra e) og f)), i Rådets forordning (EF) nr. 1311/2013 om fastlæggelse af den flerårige finansielle ramme for årene 2014-2020) (COM(2020) 173 af 2.4.2020).
(7)    EUT L 29 af 31.1.2020, s. 7.
(8)    EUT C af , s. .
(9)    COM(2020) 175 af 2.4.2020.
(10)    COM(2020) 170 af 2.4.2020.
(11)    EUT L 29 af 31.1.2020, s. 7.
Top