Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52018DC0841

Verbalnote om aftalen om Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab

COM/2018/841 final

Bruxelles, den 5.12.2018

COM(2018) 841 final

Verbalnote

om aftalen om Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab


Følgebrev til

Verbalnote om aftalen om Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab

Følgebrev til tredjelande

[Afsender 1 ] har hermed den ære at fremsende vedlagte verbalnote om Det Forenede Kongeriges udtræden af Den Europæiske Union og Euratom.

Med hensyn til alle konventioner/aftaler/overenskomster, som Den Europæiske Union har undertegnet eller er part eller deltager i, og som Deres regering er depositar eller formand for, anmoder [Afsender] endvidere om, at Deres regering over for de øvrige parter eller deltagere i disse konventioner/aftaler/overenskomster gør opmærksom på vedlagte verbalnote.

Vedlagte verbalnote er blevet godkendt af Unionens medlemsstater, herunder Det Forenede Kongerige.

[Afsender] benytter denne lejlighed til igen at forsikre Deres regering om sin mest udmærkede højagtelse.

Følgebrev til internationale organisationer

[Afsender 2 ] har hermed den ære at fremsende vedlagte verbalnote om Det Forenede Kongeriges udtræden af Den Europæiske Union og Euratom.

Med hensyn til alle konventioner/aftaler/overenskomster, som Den Europæiske Union har undertegnet eller er part eller deltager i, og som Deres organisation er depositar eller sekretariat for, anmodes det relevante organ eller den relevante myndighed i Deres organisation endvidere om at gøre de øvrige parter eller deltagere i disse konventioner/aftaler/overenskomster opmærksom på noten.

Vedlagte verbalnote er blevet godkendt af Unionens medlemsstater, herunder Det Forenede Kongerige.

[Afsender] benytter denne lejlighed til igen at forsikre Deres organisation om sin mest udmærkede højagtelse.

Verbalnote om aftalen om Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab

1. Den 29. marts 2017 meddelte Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland ("Det Forenede Kongerige") Det Europæiske Råd, at det havde til hensigt at udtræde af Den Europæiske Union ("Unionen") og Det Europæiske Atomenergifællesskab ("Euratom") i overensstemmelse med artikel 50 traktaten om Den Europæiske Union. Det Forenede Kongerige ophører derfor med at være en medlemsstat i Den Europæiske Union og Euratom den 30. marts 2019.

2. Den [DATO] undertegnede Unionen og Euratom og Det Forenede Kongerige i overensstemmelse med artikel 50, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Union en aftale om de nærmere bestemmelser for Det Forenede Kongeriges udtræden af Unionen og Euratom ("udtrædelsesaftalen") 3 . Udtrædelsesaftalen træder i kraft den 30. marts 2019 med forbehold af forudgående ratificering af Det Forenede Kongerige og Unionen og Euratom.

3. For at tage hånd om den særlige situation med hensyn til Det Forenede Kongeriges udtræden af Unionen og Euratom fastsættes der i udtrædelsesaftalen en begrænset overgangsperiode, hvor EU-retten bortset fra enkelte meget begrænsede undtagelser vil finde anvendelse på og i Det Forenede Kongerige, og det fastsættes, at enhver henvisning til medlemsstaterne i EU-retten, herunder som gennemført og anvendt af medlemsstaterne, forstås således, at den omfatter Det Forenede Kongerige.

4. Unionen og Euratom og Det Forenede Kongerige har aftalt, at EU-retten i henhold til udtrædelsesaftalen omfatter internationale aftaler indgået af Unionen (eller Euratom), af medlemsstater, der handler på vegne af Unionen (eller Euratom), eller af Unionen (eller Euratom) og dets medlemsstater i fællesskab.

5. Med forbehold af rettidig ratifikation og indgåelse af udtrædelsesaftalen meddeler Unionen og Euratom parterne til de internationale aftaler, der er omhandlet i punkt 4 ovenfor, at Det Forenede Kongerige i overgangsperioden behandles som medlemsstat i Unionen og Euratom med henblik på disse internationale aftaler.

6. Det er underforstået, at principperne i denne note også gælder internationale instrumenter og overenskomster indgået af Unionen eller Euratom, som ikke er retligt bindende, og internationale aftaler, jf. punkt 4 ovenfor, som finder midlertidig anvendelse.

7. Bestemmelserne om overgangsperioden er fastsat i udtrædelsesaftalens fjerde del (artikel 126-132), som skal sammenholdes med de øvrige relevante bestemmelser i udtrædelsesaftalen, navnlig dens første del.

8. Overgangsperioden begynder den 30. marts 2019 og slutter den 31. december 2020, men der er i udtrædelsesaftalen mulighed for at vedtage en enkelt afgørelse om forlængelse af overgangsperioden med op til 24 måneder. I tilfælde af en forlængelse vil Unionen og Euratom meddele dette ved en ny verbalnote.

9. Ved udgangen af overgangsperioden vil Det Forenede Kongerige ikke længere være omfattet af de internationale aftaler, som er omhandlet i punkt 4 og 6 ovenfor. Dette berører ikke Det Forenede Kongeriges status i forbindelse med multilaterale aftaler, som det er selvstændig part i.

(1)

Chef for EU-delegationen, såfremt der er en akkrediteret EU-delegation, ellers EU's centrale tjenestegrene.

(2)

Chef for EU-delegationen, såfremt der er en akkrediteret EU-delegation, ellers EU's centrale tjenestegrene.

(3)

     Udtrædelsesaftalen kan læses på [link til Kommissionens websted: https://ec.europa.eu/commission/brexit-negotiations/negotiating-documents-article-50-negotiations-united-kingdom_en ] [link til EUT og Rådets afgørelse om undertegnelse af udtrædelsesaftalen]

Top