EUROPA-KOMMISSIONEN

Bruxelles, den 23.3.2017

COM(2017) 134 final

MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET, RÅDET, DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG OG REGIONSUDVALGET

Den europæiske interoperabilitetsramme - strategi for gennemførelse

{SWD(2017) 112 final}
{SWD(2017) 113 final}

1Indledning

Et af Kommissionens ti prioritetsområder, som Kommissionens formand Jean-Claude Juncker har fastlagt 1 , er at fjerne barriererne for et digitalt indre marked i Europa. Den offentlige sektor, som tegner sig for over en fjerdedel af den samlede beskæftigelse og bidrager med ca. en femtedel af EU's BNP via offentlige indkøb, spiller en central rolle i det digitale indre marked som både myndighed, tjenesteudbyder og arbejdsgiver.

Medlemsstaterne er i gang med at digitalisere den offentlige forvaltning for at spare tid og omkostninger, øge gennemsigtigheden og forbedre både datakvaliteten og ydelsen af offentlige tjenester. Digitale offentlige tjenester er dog endnu ikke en realitet i EU, som det fremgår af indekset for den digitale økonomi og det digitale samfund for e-forvaltning (Digital Economy and Society Index for eGovernment) for 2016 2 . Hvad angår grænseoverskridende tjenester i EU, er udfordringerne endnu større, fordi der stadig findes barrierer for adgangen til grænseoverskridende tjenester. 3

Der er stadig et stort potentiale for yderligere forbedring af offentlige tjenester via integration og automatisering fra start til slut, så pålidelige informationskilder kan udnyttes bedre og offentlige data kan offentliggøres åbent, mens det samtidig sikres, at borgeres og virksomheders oplysninger behandles i overensstemmelse med databeskyttelsesreglerne for at øge tilliden og fortroligheden. Nationale offentlige tjenester bør være forbundet og nå ud over landegrænserne og sammenkobles med tilsvarende tjenester på EU-plan, så de bidrager til det digitale indre marked. Det kræver samordning på alle niveauer i udarbejdelsen af lovgivning, de offentlige forvaltningers tilrettelæggelse af deres forretningsprocesser, forvaltningen af oplysninger og udviklingen af IT-systemer til gennemførelse af offentlige tjenester. I modsat fald øges den eksisterende digitale opsplitning, og det ville bringe udbuddet af forbundne offentlige tjenester på tværs af EU i fare.

Interoperabilitet spiller en afgørende rolle for at gøre den digitale omstilling mulig. Den giver forvaltningsenheder mulighed for at udveksle brugbare oplysninger indbyrdes og med borgere og virksomheder elektronisk på en måde, der forstås af alle parter. Interoperabilitet vedrører alle de lag, der påvirker ydelsen af offentlige tjenester i EU, herunder:

retlige forhold, f.eks. ved at sikre, at lovgivningen ikke indebærer uberettigede barrierer for videreanvendelse af data inden for forskellige politikområder

organisatoriske aspekter, f.eks. ved at kræve formelle aftaler vedrørende de betingelser, der gælder for relationer på tværs af organisationer

dataforhold/semantiske forhold, f.eks. ved at sikre brug af fælles beskrivelser af udvekslede data

tekniske udfordringer, f.eks. ved at etablere de informationssystemer, der er nødvendige for en uafbrudt strøm af bits og bytes.

Kommissionen konstaterede allerede i 1999, at der var behov for interoperabilitet mellem offentlige forvaltninger 4 og har siden da støttet programmer med sigte på udvikling, fremme og brug af interoperabilitetsløsninger i EU. Kommissionen vedtog i 2010 meddelelsen 5 "Interoperabilitet som forudsætning for europæiske offentlige tjenester", der indeholdt et bilag om en europæisk interoperabilitetsstrategi 6 (EIS) og den europæiske interoperabilitetsramme 7 (EIF). Den europæiske interoperabilitetsramme er siden blevet brugt som reference i hele EU samt uden for EU og har dannet grundlag for de fleste nationale interoperabilitetsrammer (NIF'er) og -strategier. Det har været en succes, så nu er det tid til at ajourføre og udbygge den nuværende europæiske interoperabilitetsramme med nye eller reviderede interoperabilitetskrav, der stammer fra EU's politikker og programmer samt offentlige forvaltninger, idet den teknologiske udvikling og teknologiske tendenser samtidig tages med i betragtning.

I den sammenhæng bemærkes det, at interoperabilitet i meddelelsen om en strategi for et digitalt indre marked i EU 8 af 6. maj 2015 anerkendes som en forudsætning for "effektive forbindelser på tværs af grænserne, mellem samfund og mellem offentlige tjenester og myndigheder", og at der i meddelelsen opfordres til ajourføring og udbygning af den eksisterende europæiske interoperabilitetsramme.

2Status for interoperabilitet og den fremtidige kurs

ISA-programmet om interoperabilitetsløsninger for europæiske offentlige myndigheder (2010-2015) 9 og dets efterfølger, ISA²-programmet (2016-2020) 10 , er de vigtigste instrumenter til gennemførelse af den aktuelle europæiske interoperabilitetsstrategi ogen europæiske interoperabilitetsramme. Gennemførelsen har omfattet en række forskellige aktioner med sigte på at forbedre det digitale samarbejde mellem offentlige forvaltninger i Europa.

Ifølge observationscentret for nationale interoperabilitetsrammer (National Interoperability Framework Observatory, NIFO), som Kommissionen har oprettet som led i gennemførelsen af ISA-programmet for at måle fremdrift og overvåge status for interoperabilitet i EU, var de nationale interoperabilitetsrammer i 2014 i gennemsnit 72 % samordnet med den europæiske interoperabilitetsramme 11 . Gennemførelsen af nationale interoperabilitetsrammer i konkrete nationale projekter lå imidlertid på 45 % i 2015, og det viser, at der stadig er vanskeligheder forbundet med den praktiske gennemførelse af de nuværende anbefalinger.

De offentlige forvaltninger har brug for mere konkret vejledning i, hvordan de kan forbedre styringen af deres interoperabilitetsaktiviteter, etablere relationer på tværs af organisationer, strømline støtteprocesserne for digitale tjenester fra start til slut og sikre, at eksisterende og ny lovgivning ikke er til hinder for interoperabilitetsindsatsen. Vejledningen er i form af et ajourført sæt anbefalinger om interoperabilitet som led i den europæiske interoperabilitetsramme, som anført i bilag 2 til denne meddelelse.

Anbefalingerne bør hjælpe de offentlige forvaltninger med at:

forbedre den nationale styring af interoperabilitetsaktiviteterne

anvende fælles driftsmodeller til at udvikle bedre digitale offentlige tjenester og inkludere det, som borgere og virksomheder i andre EU-medlemsstater har behov for

forvalte de data, de ejer, i fælles semantiske og syntaktiske formater for at gøre det nemmere at offentliggøre dataene på portaler samt at aggregere, dele og genanvende dem.

De ajourførte anbefalinger om interoperabilitet vil efterhånden tage højde for EU-politikker som det reviderede direktiv om videreanvendelse af den offentlige sektors informationer, 12 Inspire-direktivet 13 og eIDAS-forordningen 14 .

Nye EU-initiativer, f.eks. det europæiske cloud-initiativ 15 , EU-handlingsplanen for e-forvaltning 2016-2020 16 og kommende initiativer som den fælles digitale portal 17 behandles også således, at de ajourførte anbefalinger om interoperabilitet bidrager til deres gennemførelse.

Behovet for at revidere den europæiske interoperabilitetsramme blev bekræftet ved høring 18 af alle de berørte interessenter, nemlig medlemsstaternes offentlige forvaltninger, borgere, virksomheder og andre interessenter som f.eks. EU-institutioner og -organer.

3Behovet for en ny europæisk interoperabilitetsramme 

I denne meddelelse præsenterer Kommissionen den nye europæiske interoperabilitetsramme og strategien for dens gennemførelse med henblik på at imødegå de konstaterede udfordringer på interoperabilitetsområdet.

Den nye europæiske interoperabilitetsramme lægger mere vægt på den praktiske anvendelse af interoperabilitetsprincipper og -modeller og tager højde for de gryende politikrelaterede og teknologiske behov. Antallet af anbefalinger er steget fra 25 til 47. Anbefalingerne er gjort mere konkrete for at fremme gennemførelsen. Der er øget fokus på åbenhed og informationsstyring, dataportabilitet, styring af interoperabilitet samt integreret ydelse af tjenester 19 .

Udgangspunktet for gennemførelsen af den europæiske interoperabilitetsramme er følgende vision: "Offentlige forvaltninger leverer centrale interoperable digitale offentlige tjenester med brugeren i centrum til virksomheder og borgere på nationalt plan og EU-plan og støtter herved den frie bevægelighed af varer, personer, tjenesteydelser og data i hele EU". Visionen er i vidt omfang tiltrådt 20 af de hørte repræsentanter for medlemsstaterne i ISA- og ISA²-komiteer, offentlige forvaltninger og andre interessenter.

Denne meddelelse ledsages af en handlingsplan for interoperabilitet (bilag 1) med fem strategiske fokusområder. Den bygger på de prioritetsområder for interoperabilitet, der bør understøtte gennemførelsen af den europæiske interoperabilitetsramme i perioden 2016-2020.

Handlingsplanen for interoperabilitet bør danne udgangspunkt for gennemførelsen af den europæiske interoperabilitetsramme. Desuden forventes medlemsstaterne at supplere aktioner på EU-plan (som er identificeret i handlingsplanen for interoperabilitet) med nationale aktioner og derved sikre sammenhæng, som er afgørende for en vellykket gennemførelse af interoperabilitet i den offentlige sektor i EU. Handlingsplanen for interoperabilitet behandler forhold vedrørende identifikation af solide mekanismer til styring af interoperabilitet på nationalt plan og på tværs af landegrænser, samarbejde mellem organisationer, inddragelse af interessenter samt oplysning om fordelene ved interoperabilitet. Den omfatter endvidere udvikling, forbedring og fremme af centrale interoperabilitetsfaktorer og støtteinstrumenter og tager samtidig højde for slutbrugernes behov og prioriteringer.

4Fokusområder

4.1Sikre styring, samordning og udveksling af interoperabilitetsinitiativer

Til brug for gennemførelsen af forvaltningers interoperabilitet kræves styrings- og koordineringsorganer samt procedurer for planlægning, gennemførelse og anvendelse af interoperabilitetsløsninger både på nationalt plan og på tværs af EU.

I den sammenhæng har Kommissionens og medlemsstaternes centrale rolle to aspekter:

I.at styre, koordinere og udveksle alle interoperabilitetsinitiativer 21 på nationalt plan og EU-plan for at sikre, at de offentlige forvaltninger følger principperne og anbefalingerne i den europæiske interoperabilitetsramme 22  

II.at fremme bedre samarbejde på tværs af alle niveauer i den offentlige forvaltning i EU og nedbryde de resterende organisatoriske og digitale siloer.

Kommissionen og medlemsstaterne bør gennemføre den europæiske interoperabilitetsramme. Kommissionen overvåger gennemførelsen af den europæiske interoperabilitetsramme via ISA²-programmet 23 .

ISA²-programmet vil spille en central rolle i at udvikle, etablere, modne, drive, videreanvende, forbedre og fremme interoperabilitetsløsninger, som øger samarbejdet mellem offentlige forvaltninger. Kommissionen sikrer med støtte fra ISA²-programmet passende styring af interoperabilitet, klassificerer og fremmer interoperabilitetsløsninger samt koordinerer de forskellige interoperabilitetsinitiativer i EU. 24

4.2Udvikle organisatoriske interoperabilitetsløsninger

Interoperable offentlige tjenester bør være til fordel for virksomheder og borgere med udgangspunkt i bedre integration af forretningsprocesser og udveksling af oplysninger mellem offentlige forvaltninger i EU.

I den sammenhæng forstås ved organisatorisk interoperabilitet at integrere eller samordne forretningsprocesser på tværs af organisationer og at formalisere forholdet mellem udbydere og brugere af europæiske offentlige tjenester.

4.3Inddrage interessenter og oplyse om interoperabilitet

De enkelte interoperabilitetsinitiativer bør bygge på en specifik businesscase, som viser, at det kan betale sig at investere i interoperabilitet, og at brugernes behov bliver opfyldt bedre, når informationssystemer kan kommunikere indbyrdes.

I den sammenhæng bør de offentlige forvaltninger:

I.måle og formidle de vigtigste fordele, der kan opnås ved at anvende principperne og anbefalingerne i den europæiske interoperabilitetsramme

II.fremme anvendelsen af den europæiske interoperabilitetsramme og de løsninger, der foreslås i den.

Desuden bør virksomheder og borgere som slutbrugere involveres i udformning, analyse vurdering og udvikling af europæiske offentlige tjenester. Derfor omfatter handlingsplanen for interoperabilitet en konkret aktion vedrørende inddragelse af brugerne, nemlig at indsamle virksomhedernes og borgernes (herunder borgere med handicap) synspunkter og behov i en atmosfære af medbestemmelse og samarbejde. Kommissionen og medlemsstaterne bør i videst muligt omfang tage udgangspunkt i brugernes behov ved udformning og udvikling af offentlige tjenester.

4.4Udvikle, vedligeholde og fremme centrale interoperabilitetsfaktorer

I dag håndterer de offentlige forvaltninger store mængder data i forskellige formater med forskellige metoder til datastyring, og de har adskillige kopier liggende i mange forskellige datalagre og offentliggør ofte dataene på portaler over hele EU uden harmonisering af indhold og præsentation. Det forklarer, hvorfor de kun genbruger oplysninger om borgere og virksomheder, som de allerede har, i 48 % af tilfældene 25 . Det gør det ofte besværligt og tidskrævende at yde offentlige tjenester til borgere og virksomheder. Det kan også give anledning til tillidsproblemer i forbindelse med databeskyttelse.

Med sigte på at forbedre kvaliteten af de europæiske offentlige tjenester, der leveres digitalt til slutbrugerne, bør Kommissionen og medlemsstaterne definere, udvikle, forbedre, idriftsætte, vedligeholde og fremme et sæt centrale interoperabilitetsfremmende elementer 26 og samtidig sørge for sikker udveksling af data.

4.5Udvikle, vedligeholde og fremme støtteinstrumenter for interoperabilitet

Medlemsstaterne har til udformning, gennemførelse og anvendelse af interoperabilitetsløsninger brug for praktiske instrumenter, dvs. værktøjer, rammer, retningslinjer og specifikationer, som er nødvendige for at opnå interoperabilitet på nationalt niveau og på tværs af landegrænser. Kommissionen og medlemsstaterne bør fremme genanvendelse af eksisterende instrumenter og udvikle nye, især:

den europæiske referencearkitektur for interoperabilitet samt den europæiske interoperabilitetskartografi 27  

metoder til vurdering af EU-rettens 28 konsekvenser for IKT og til identifikation af lovgivningshuller, som hindrer interoperabiliteten 29  

"rammen for udveksling og genanvendelse af IT-løsninger", som er udviklet inden for ISA²-programmet, for at fremme og forbedre deling, udvikling i samarbejde og genanvendelse af IT-løsninger (herunder opensource) blandt offentlige forvaltninger.

5Finansielle instrumenter

Kommissionen vil støtte, fremme og overvåge gennemførelsen af handlingsplanen for interoperabilitet samt den europæiske interoperabilitetsramme generelt, primært gennem ISA²-programmet.

Planlagte aktioner kan også helt eller delvis finansieres med andre instrumenter, f.eks.:

Horisont 2020 30 kan støtte aktioner vedrørende innovation i den offentlige sektor 31

"Connecting Europe"-faciliteten 32 kan støtte udbredelsen og anvendelsen af centrale modne grænseoverskridende digitale tjenester, f.eks. elektronisk identifikation, udbud og interoperable sundhedstjenester

de europæiske struktur- og investeringsfonde 33 kan støtte aktioner vedrørende digital vækst via udvikling af IKT-produkter og -tjenester 34 samt aktioner til styrkelse af den institutionelle kapacitet og de offentlige forvaltningers kapacitet 35

strukturreformstøtteprogrammet 36 kan støtte de offentlige forvaltningers gennemførelse af den nationale dimension af den europæiske interoperabilitetsramme.

Andre finansielle instrumenter kan støtte gennemførelsen af handlingsplanen for interoperabilitet eller den europæiske interoperabilitetsramme via målrettede aktioner inden for specifikke politikområder.

6Overvågning og rapportering

Det er kun muligt at gennemføre den europæiske interoperabilitetsramme, navnlig handlingsplanen for interoperabilitet, hvis Kommissionen og medlemsstaterne har fælles ejerskab. Kommissionen bør med støtte fra ISA²-programmet styre og samordne gennemførelsen og overvågningen.

Kommissionen vil etablere en integreret ramme for overvågning og vurdering af samt rapportering om fremdriften i gennemførelsen af den europæiske interoperabilitetsramme og handlingsplanen for interoperabilitet. Disse aktiviteter vil blive gennemført som led i arbejdet i observationscentret for interoperabilitet under ISA²-programmet ved hjælp af nøgleresultatindikatorer og målbare mål.

Ved udgangen af 2019 vil Kommissionen evaluere gennemførelsen af den europæiske interoperabilitetsramme. På grundlag af evalueringsresultaterne og i overensstemmelse med principperne om bedre regulering kan Kommissionen vurdere, om de specifikke anbefalinger under den europæiske interoperabilitetsramme skal indgå i et obligatorisk instrument.

7Konklusion

Der er bred enighed blandt interessenterne om, at der er behov for at ajourføre den eksisterende europæiske interoperabilitetsramme. Hvis der ikke gøres noget, vil medlemsstaterne, i deres indsats for hurtigt at imødegå de aktuelle udfordringer, måske vælge individuelle og forskellige tilgange til interoperabilitet. Det ville medføre uforenelige løsninger, som kan øge den digitale opsplitning i hele EU og hindre gennemførelsen af det digitale indre marked.

Den nye europæiske interoperabilitetsramme er udformet i tæt samarbejde med medlemsstaterne og efter bred høring af alle andre relevante interessenter. En vellykket gennemførelse kræver aktiv inddragelse af alle aktører, især de offentlige forvaltninger. De planlagte aktioner sikrer, at den endelige målsætning nås for den nye europæiske interoperabilitetsramme, nemlig interoperable offentlige tjenester i EU med brugeren i centrum.

(1)

En ny start for Europa: Min dagsorden for job, vækst, retfærdighed og demokratisk forandring, Politiske retningslinjer for den næste Europa-Kommission, åbningstale til Europa-Parlamentets plenarforsamling, Strasbourg, 15.7.2014.

(2)

Scoren for e-forvaltning er 55,4 %, som dækker over et betydeligt spænd mellem medlemsstaterne med henholdsvis den højeste og den laveste score.

(3)

Som anført i resultattavlen for det indre marked for 2014 med hensyn til kvikskrankerne.

(4)

I 1999 lancerede Kommissionen et initiativ udelukkende om interoperabilitet: Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 1719/1999/EF af 12.7.1999 om en række retningslinjer, herunder fastlæggelse af projekter af fælles interesse, for transeuropæiske net til elektronisk dataudveksling mellem administrationerne (IDA).

(5)

 KOM(2010) 744 endelig, Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget – Interoperabilitet som forudsætning for europæiske offentlige tjenester, Bruxelles, 16.12.2010.

(6)

 KOM(2010) 744 endelig, bilag 1.

(7)

 KOM(2010) 744 endelig, bilag 2.

(8)

  COM(2015) 192 final, Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget – En strategi for et digitalt indre marked i EU, Bruxelles, 6.5.2015.

(9)

Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 922/2009/EF af 16 september 2009 om interoperabilitetsløsninger for europæiske offentlige myndigheder (ISA).

(10)

Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse (EU) 2015/2240 af 25. november 2015 om indførelse af et program om interoperabilitetsløsninger og fælles rammer for europæiske offentlige forvaltninger, virksomheder og borgere (ISA²-programmet) som et middel til at modernisere den offentlige sektor.

(11)

State of Play of Interoperability in Europe – Report 2014.

(12)

Direktiv 2003/98/EF som ændret ved direktiv 2013/37/EU.

(13)

Direktiv 2007/2/EF af 14. marts 2007 om opbygning af en infrastruktur for geografisk information i Det Europæiske Fællesskab (Inspire).

(14)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 910/2014 af 23. juli 2014 om elektronisk identifikation og tillidstjenester til brug for elektroniske transaktioner på det indre marked og om ophævelse af direktiv 1999/93/EF.

(15)

COM/2016/178 final, Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget – Det europæiske cloudinitiativ – Opbygning af en konkurrencedygtig data- og vidensøkonomi i Europa.

(16)

COM/2016/179 final – Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget – EU-handlingsplan for e-forvaltning 2016-2020 – Fremskyndelse af forvaltningernes digitale omstilling.

(17)

Et initiativ vedrørende det digitale indre marked som led i e-forvaltningsforanstaltningerne.

(18)

Det fremgår af SWD(2017)113, der er knyttet til den sammenfattende rapport om høringsaktiviteterne, at medlemsstaterne og EU-institutionerne nævnte behovet for en ny europæisk interoperabilitetsramme for at i) tage højde for nye teknologiske tendenser (73 %), ii) yde praktisk og mere målrettet vejledning til gennemførelse af interoperabilitetskravene (73 %) og iii) sikre overensstemmelse med EU's strategier, navnlig strategien om det digitale indre marked (65 %).

(19)

I SWD(2017)112 om "Revision of the European Interoperability Framework – Analysis", uddybes stigningen i antallet af anbefalinger samt den ekstra værdi, ajourføringerne tilfører.

(20)

Det fremgår af SWD(2017)113 om den sammenfattende rapport om høringsaktiviteterne, at 87 % af respondenterne var enige i denne vision.

(21)

Interoperabilitetsinitiativer bør forstås som aktioner og løsninger (dvs. rammer, tjenester og værktøjer), som bidrager til forbedring af samspillet mellem europæiske offentlige forvaltninger på alle niveauer, herunder udveksling af oplysninger og viden på tværs af organisationer. Disse initiativer bør dække alle niveauer af interoperabilitet: det retlige, det organisatoriske, det semantiske og det tekniske.

(22)

Ifølge proportionalitetsprincippet er EU's foranstaltninger begrænset til, hvad der er nødvendigt for at nå aftalte politiske mål. Det betyder, at EU vælger løsninger, som giver medlemsstaterne mest mulig frihed.

(23)

Afgørelse (EU) 2015/2240 om ISA², artikel 1, stk. 2.

(24)

Afgørelse (EU) 2015/2240 om ISA², artikel 1 og stk. 3.

(25)

Som omhandlet i afsnit 4.3.2 E-forvaltning i En strategi for et digitalt indre marked i EU (COM(2015) 192 final).

(26)

Som angivet i artikel 2, stk. 14, i den retlige afgørelse om ISA2, betyder "centrale interoperabilitetsfaktorer" interoperabilitetsløsninger (f.eks. tjenester og værktøjer, standarder og specifikationer), der er nødvendige for at muliggøre en effektiv og virkningsfuld elektronisk ydelse af offentlige tjenester på tværs af forvaltninger.

(27)

Afgørelse (EU) 2015/2240 om ISA², artikel 3, litra f).

(28)

Afgørelse (EU) 2015/2240 om ISA², artikel 3, litra c).

(29)

Afgørelse (EU) 2015/2240 om ISA², artikel 3, litra d).

(30)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1291/2013 af 11. december 2013 om Horisont 2020 – rammeprogram for forskning og innovation (2014-2020) og om ophævelse af afgørelse nr. 1982/2006 [Den Europæiske Unions Tidende L 347/104], Bruxelles, 20.12.2013.

(31)

Samfundsmæssig udfordring nr. 6 "Europa i en verden i forandring – rummelige, innovative og reflekterende samfund" i Horisont 2020.

(32)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 283/2014 af 11. marts 2014 om retningslinjer for transeuropæiske net inden for telekommunikationsinfrastruktur og om ophævelse af beslutning nr. 1336/97/EF.

(33)

  http://ec.europa.eu/regional_policy/en/information/legislation/guidance/ .

(34)

Tematisk mål nr. 2, ESIF.

(35)

Tematisk mål nr. 11, ESIF.

(36)

  http://ec.europa.eu/about/srss/index_en.htm .

EUROPA-KOMMISSIONEN

Bruxelles, den 23.3.2017

COM(2017) 134 final

BILAG

MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET, RÅDET, DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG OG REGIONSUDVALGET

Europæiske interoperabilitetsramme - gennemførelsesstrategi


Handlingsplan for interoperabilitet

{SWD(2017) 112 final}
{SWD(2017) 113 final}

Handlingsplan for interoperabilitet

Handlingsplanen for interoperabilitet imødegår årsagerne 1 til eksisterende interoperabilitetsproblemer og er vejledende. Den kan ajourføres, hvis der skal medtages flere aktioner, eller hvis der skal fjernes aktioner. Europa-Kommissionen kan til enhver tid foreslå velbegrundede ændringer, dvs. begrundet med resultaterne af overvågningen af interoperabilitetsaktioner. Kommissionen er ansvarlig for at træffe beslutning om eventuel ajourføring af listen i samråd med ISA²-udvalget eller om nødvendigt med styringsorganerne for initiativer til støtte for handlingsplanen for interoperabilitet.

(1)

Interoperabilitetsproblemernes årsager er nævnt i selve meddelelsen. Der er ikke fuld overensstemmelse mellem fokusområderne og de bagvedliggende årsager, men alle årsagerne imødegås ved en eller flere af de foreslåede aktioner.

EUROPA-KOMMISSIONEN

Bruxelles, den 23.3.2017

COM(2017) 134 final

BILAG

MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET, RÅDET, DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG OG REGIONSUDVALGET

Europæiske interoperabilitetsramme - gennemførelsesstrategi

{SWD(2017) 112 final}
{SWD(2017) 113 final}

Contents

1    Indledning    

1.1    Definitioner    

1.2    Formålet med EIF og dens retlige ramme    

1.3    Anvendelsesområde, læserkreds og anvendelse af EIF    

2    Grundprincipper for europæiske offentlige tjenester    

2.1    Indledning    

2.2    Grundprincip 1: Nærhed og proportionalitet    

2.3    Grundprincip 2: Åbenhed    

2.4    Grundprincip 3: Gennemsigtighed    

2.5    Grundprincip 4: Genanvendelighed    

2.6    Grundprincip 5: Teknologisk neutralitet og dataportabilitet    

2.7    Grundprincip 6: Brugerne i centrum    

2.8    Grundprincip 7: Inklusion og tilgængelighed    

2.9    Grundprincip 8: Sikkerhed og beskyttelse af privatlivets fred    

2.10    Grundprincip 9: Flersprogethed    

2.11    Grundprincip 10: Administrativ forenkling    

2.12    Grundprincip 11: Bevaring af information    

2.13    Grundprincip 12: Vurdering af virkning og effektivitet    

3    Interoperabilitetslag    

3.1    Interoperabilitetsstyring    

3.2    Styring af integrerede offentlige tjenester    

3.3    Retlig interoperabilitet    

3.4    Organisatorisk interoperabilitet    

3.5    Semantisk interoperabilitet    

3.6    Teknisk interoperabilitet    

4    Konceptuel model for tilvejebringelse af integrerede offentlige tjenester    

4.1    Indledning    

4.2    Modeloversigt    

4.3    Basiskomponenter    

5    Konklusion    

6    Bilag    

6.1    Forkortelser    

Figurer

1Indledning

Som anført i Den Europæiske Unions (EU) traktater garanterer EU's indre marked fire "friheder" – den frie bevægelighed af varer, kapital, tjenesteydelser og personer mellem de 28 medlemsstater. Disse friheder sikres ved fælles politikker, der underbygges af sammenkoblede, interoperable net og systemer. Personer kan frit arbejde og flytte til andre medlemsstater, og virksomheder kan frit handle og drive virksomhed i alle EU-medlemsstater. Dermed vil de uundgåeligt komme i elektronisk kontakt med de offentlige forvaltninger i medlemsstaterne.

Med sigte på at sikre at denne kontakt er virkningsfuld og effektiv, rettidig og af høj kvalitet og for at bidrage til at mindske bureaukratiet og omkostningerne samt arbejdsbyrden er medlemsstaterne i gang med at modernisere deres offentlige forvaltninger ved at indføre digitale offentlige tjenester. I denne proces er der imidlertid risiko for, at de kommer til at skabe isolerede digitale miljøer og dermed elektroniske barrierer, som kan hindre indbyrdes forbindelser mellem de offentlige forvaltninger og hindre borgere og virksomheder i at lokalisere og anvende tilgængelige digitale offentlige tjenester i andre lande end deres hjemland. Derfor bør arbejdet med at digitalisere den offentlige sektor samordnes grundigt på EU-plan og nationalt plan med henblik på at undgå digital opsplitning af tjenester og data samt bidrage til et velfungerende digitalt indre marked i EU.

Samtidig kræver de udfordringer, som EU står overfor, en fælles reaktion fra medlemsstaterne og Kommissionen i form af EU-lovgivning, der kræver samspil på tværs af landegrænser og politikområder. Det indebærer også etablering og drift af interoperable systemer. Sådanne systemer, som fremgår af strategien for det digitale indre marked 1 ,har til formål at sikre effektiv kommunikation mellem digitale komponenter som udstyr, netværk og datalagre. Desuden giver de mulighed for mere effektive forbindelser på tværs af landegrænser, mellem samfund og mellem offentlige tjenester og myndigheder.

Den europæiske interoperabilitetsramme (EIF) giver, via en række anbefalinger, vejledning til offentlige forvaltninger i, hvordan de kan forbedre styringen af deres interoperabilitetsaktiviteter, etablere relationer på tværs af organisationer, strømline støtteprocesserne for digitale tjenester fra start til slut og sikre, at eksisterende og ny lovgivning ikke er til hinder for interoperabilitetsindsatsen.

1.1Definitioner

1.1.1Interoperabilitet

I EIF-sammenhæng forstås ved interoperabilitet, at organisationer 2 er i stand til at interagere med henblik på at nå gensidigt fordelagtige fælles mål, herunder også, at organisationerne udveksler information og viden via de forretningsprocesser, de understøtter, gennem dataudveksling mellem deres respektive IKT-systemer.

1.1.2Europæisk offentlige tjeneste

En europæisk offentlig tjeneste omfatter enhver grænseoverskridende tjeneste i den offentlige sektor, som offentlige forvaltninger leverer enten til hinanden eller til virksomheder og borgere i Unionen.

1.1.3Den europæiske interoperabilitetsramme

Den europæiske interoperabilitetsramme er en fælles tilgang til interoperabel ydelse af europæiske offentlige tjenester. Den fastlægger grundlæggende retningslinjer for interoperabilitet i form af fælles principper, modeller og anbefalinger.

1.2Formålet med EIF og dens retlige ramme

Formålet med EIF er at:

inspirere europæiske offentlige forvaltninger i deres arbejde med at udforme og levere europæiske offentlige tjenester gnidningsløst til andre offentlige forvaltninger, borgere og virksomheder, idet tjenesterne så vidt muligt er digitale som standard (dvs. levere tjenester og data primært via digitale kanaler), grænseoverskridende som standard (dvs. tilgængelige for alle borgere i EU) og åbne som standard (dvs. giver mulighed for videreanvendelse, deltagelse/adgang samt gennemsigtighed)

vejlede offentlige forvaltninger med hensyn til udformning og ajourføring af nationale interoperabilitetsrammer (NIF'er) eller nationale politikker, strategier og retningslinjer, som fremmer interoperabilitet

bidrage til etableringen af det digitale indre marked ved at fremme interoperabilitet på tværs af landegrænser og sektorer med hensyn til ydelsen af europæiske offentlige tjenester.

Utilstrækkelig interoperabilitet er en væsentlig hindring for fremskridt med det digitale indre marked. At benytte EIF som forudsætning for europæiske interoperabilitetsinitiativer bidrager til et sammenhængende interoperabelt miljø i EU og gør det nemmere at yde tjenester, som arbejder sammen inden for og på tværs af organisationer og områder.

EIF fremmes og vedligeholdes primært i kraft af ISA²-programmet 3 i tæt samarbejde mellem medlemsstaterne og Kommissionen i ånden fra artikel 26, 170 og 171 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde 4 , hvori der opfordres til oprettelse af interoperable transeuropæiske net, der sætter borgerne i stand til at drage fuld fordel af det europæiske indre marked.

1.3Anvendelsesområde, læserkreds og anvendelse af EIF

EIF er tænkt som en generisk ramme, der finder anvendelse på alle offentlige forvaltninger i EU. Den fastlægger de grundlæggende betingelser for at opnå interoperabilitet og fungerer som fællesnævner for relevante initiativer på alle niveauer, herunder europæisk, nationalt, regionalt og lokalt niveau, og omfatter offentlige forvaltninger, borgere og virksomheder. Dette dokument er rettet mod alle, der er involveret i at fastlægge, udforme, udvikle og yde europæiske offentlige tjenester.

Eftersom medlemsstaterne har forskellige forvaltningssystemer og politiske systemer, skal der tages højde for landespecifikke forhold i gennemførelsen af EIF nationalt. EU-politikker og nationale politikker (f.eks. NIF'er) forventes at bygge på EIF ved at tilføje nye eller finjustere eksisterende elementer. På tilsvarende måde bør områdespecifikke interoperabilitetsrammer (DIF'er) 5 forblive forenelige med og om nødvendigt udvide EIF's anvendelsesområde for at tage højde for de specifikke interoperabilitetskrav for det pågældende område. Det betyder, at nogle EIF-elementer kan kopieres direkte ind i en NIF eller DIF, mens andre evt. skal sættes i sammenhæng og skræddersys yderligere for at imødekomme de pågældende behov.

Figur 1 viser forholdet mellem EIF, NIF'er og DIF'er. EIF bidrager med en fælles kerne af interoperabilitetselementer til europæiske NIF'er og DIF'er. Overholdelse af EIF er garanti for, at NIF'er og DIF'er udarbejdes på en koordineret og samordnet måde og samtidig med den nødvendige fleksibilitet til at tage højde for specifikke krav som følge af nationale eller områdespecifikke krav.

Figur 1: Forholdet mellem EIF, NIF'er og DIF'er

Som udgangspunkt tilfører EIF værdi i to retninger:

nedefra og op: når en NIF i samklang med EIF benyttes til gennemførelse af offentlige tjenester på alle nationale forvaltningsniveauer, skaber den interoperabilitetsbetingelserne for at udvide sådanne tjenesters omfang ud over landegrænser

oppefra og ned: når der tages højde for EIF i EU-retten og på politikområder, enten ved henvisning efter behov eller mere strukturelt ved hjælp af DIF'er, øges potentialet for interoperabilitet i de opfølgende nationale aktioner som følge af gennemførelsen.

I begge tilfælde er slutresultatet udvikling af et økosystem for europæiske offentlige tjenester, hvor ejere og designere af systemer og offentlige tjenester bevidstgøres om interoperabilitetskrav, offentlige forvaltninger er parat til at samarbejde med hinanden og med virksomheder og borgere, og information strømmer gnidningsløst over landegrænserne til støtte for et digitalt indre marked i Europa.

1.3.1Interoperabilitetsområder

EIF's anvendelsesområde dækker tre former for interaktion:

A2A (forvaltning til forvaltning), dvs. samspil mellem offentlige forvaltninger (f.eks. medlemsstater eller EU-institutioner)

A2B (forvaltning til virksomhed), dvs. samspil mellem offentlige forvaltninger (i en medlemsstat eller en EU-institution) og virksomheder

A2C (forvaltning til borger), dvs. samspil mellem offentlige forvaltninger (i en medlemsstat eller en EU-institution) og borgerne.

1.3.2Indhold og opbygning

EIF's indhold og opbygning beskrives nedenfor:

I kapitel 2 beskrives en række principper, der har til hensigt at fastlægge den generelle adfærd med hensyn til interoperabilitet

Kapitel 3 indeholder en lagdelt interoperabilitetsmodel, som lagdeler de forskellige interoperabilitetsaspekter, der skal tages i betragtning ved udformning af europæiske offentlige tjenester

I kapitel 4 skitseres en konceptuel model for interoperable offentlige tjenester. Modellen er samordnet med interoperabilitetsprincipperne og fremmer ideen om "interoperabilitet i udformningen" som standardtilgang til udformning og drift af europæiske offentlige tjenester

Kapitel 5 indeholder konklusionen, giver en oversigt og binder de vigtigste EIF-elementer sammen

De 47 anbefalinger, der skal omsættes i praksis af de offentlige forvaltninger, behandles i de forskellige kapitler.

2Grundprincipper for europæiske offentlige tjenester

2.1Indledning

Interoperabilitetsprincipperne er grundlæggende adfærdsmæssige aspekter, som er drivkraften i interoperabilitetsaktioner. I dette kapitel beskrives overordnede interoperabilitetsprincipper, der er relevante i forbindelse med opbygning af interoperable europæiske offentlige tjenester. Principperne danner baggrund for udformningen og gennemførelsen af europæiske offentlige tjenester og for etableringen af disse tjenester i praksis.

De 12 EIF-grundprincipper 6 er inddelt i fire kategorier:

1.Princip, der danner baggrund for EU-aktioner om interoperabilitet (nr. 1)

2.Centrale interoperabilitetsprincipper (nr. 2-5)

3.Principper vedrørende generiske brugerbehov og -forventninger (nr. 6-9)

4.Grundlæggende principper for samarbejde mellem offentlige forvaltninger (nr. 10-12).

Figur 2: Interoperabilitetsprincipper

2.2Grundprincip 1: Nærhed og proportionalitet

Ifølge nærhedsprincippet skal beslutninger i EU træffes så tæt på borgerne som muligt. Med andre ord træffer EU ikke foranstaltninger, medmindre dette er mere effektivt end at træffe foranstaltningerne på nationalt plan. Ifølge proportionalitetsprincippet skal EU's foranstaltninger begrænse sig til, hvad der er nødvendigt for at nå traktaternes mål.

Hvad angår interoperabilitet, er der behov for en europæisk ramme for at imødegå forskelligartede politikker, som medfører heterogenitet og mangel på interoperabilitet, og som udgør en risiko for det digitale indre marked.

EIF er tænkt som "fællesnævneren" for medlemsstaternes interoperabilitetspolitikker. Medlemsstaterne bør have tilstrækkelig frihed til at udvikle deres NIF'er med respekt for EIF-anbefalingerne. Det forventes, at NIF'erne skræddersys og udbygges således, at der tages passende højde for landespecifikke forhold.

2.3Grundprincip 2: Åbenhed

I forbindelse med interoperable offentlige tjenester vedrører begrebet åbenhed hovedsagelig data, specifikationer og software.

Åbne offentlige data (her omtalt som "åbne data") bunder i ideen om, at alle offentlige data bør være frit tilgængelige for andre til brug og videreanvendelse, medmindre de er underlagt restriktioner, f.eks. om beskyttelse af persondata, fortrolighed eller intellektuelle ejendomsrettigheder. Offentlige forvaltninger indsamler og genererer meget store mængder data. Direktivet om videreanvendelse af den offentlige sektors informationer 7  tilskynder medlemsstaterne til at gøre den offentlige sektors informationer tilgængelige for videreanvendelse som åbne data. Inspire-direktivet 8 stiller desuden krav om udveksling af geodatasæt og -tjenester mellem myndigheder uden restriktioner eller praktiske hindringer for videreanvendelse. Dataene bør offentliggøres med så få restriktioner som muligt og med tydelige licenser for anvendelse heraf for at give mulighed for bedre granskning af forvaltningernes beslutningsprocesser og udmønte gennemsigtighed i praksis. Åbne data behandles mere indgående i afsnit 4.3.4.

Anvendelse af softwareteknologier og -produkter baseret på opensource-løsninger kan bidrage til at spare udviklingsomkostninger, undgå fastlåsningseffekter og give mulighed for hurtig tilpasning til specifikke forretningsbehov, fordi de udviklermiljøer, der understøtter dem, hele tiden tilpasser dem. Offentlige forvaltninger bør ikke alene anvende åben kildekode-software (open source software), men også bidrage til relevante udviklermiljøer, når det er muligt. Åben kildekode er en interoperabilitetsfremmende faktor for EIF-grundprincippet om genanvendelighed.

En specifikation/standards grad af åbenhed er afgørende for genanvendelsen af de softwarekomponenter, der skal til for at implementere specifikationen. Det gælder også, når komponenterne anvendes ved indførelse af nye europæiske offentlige tjenester. Hvis åbenhedsprincippet anvendes fuldt ud:

har alle interesserede parter mulighed for at bidrage til udviklingen af specifikationen, og offentlig bedømmelse er et led i beslutningsprocessen

har alle adgang til at undersøge specifikationen nærmere

udstedes der licens til intellektuel ejendomsret vedrørende specifikationen på retfærdige, rimelige og ikke-diskriminerende vilkår 9 på en måde, der tillader implementering i både leverandørejet software og opensource-software, 10 og helst på royaltyfrit grundlag.

Mange politikerklæringer har slået til lyd for anvendelse af åbne specifikationer på grund af deres positive effekt på interoperabilitet, og der tilskyndes til at anvende dem, når der ydes europæiske offentlige tjenester. Åbne specifikationers positive effekt fremgår også af internetøkosystemet. Imidlertid kan de offentlige forvaltninger vælge at anvende mindre åbne specifikationer, hvis der ikke findes åbne specifikationer, eller hvis de eksisterende åbne specifikationer ikke opfylder de funktionelle behov. Under alle omstændigheder bør de specifikationer, der anvendes, være modne og tilstrækkeligt udbredt på markedet, medmindre de anvendes i forbindelse med udvikling af innovative løsninger.

Endelig betyder åbenhed også, at borgere og virksomheder gives mulighed for at deltage i udformningen af nye tjenester, at bidrage til at forbedre tjenester samt at give feedback om de eksisterende offentlige tjenesters kvalitet.

2.4Grundprincip 3: Gennemsigtighed

Gennemsigtighed i EIF-sammenhæng betyder:

I.at give mulighed for synlighed i en offentlig forvaltnings administrative miljø. Det handler om at sætte andre offentlige forvaltninger, borgere og virksomheder i stand til at se og forstå administrative regler, processer 11 , data, tjenester og beslutningsprocesser

II.at sikre tilgængeligheden af grænseflader med interne informationssystemer. Offentlige forvaltninger driver mange og ofte forskelligartede og adskilte informationssystemer til støtte for deres interne processer. Interoperabilitet afhænger af at kunne sikre tilgængeligheden af grænsefladerne til disse systemer og de data, de behandler. Til gengæld gør interoperabilitet det nemmere at genanvende systemer og data, som således kan integreres i større systemer

III.at sikre retten til beskyttelse af personoplysninger ved at respektere de gældende retlige rammer for de store mængder personoplysninger om borgerne, som ligger hos og behandles af de offentlige forvaltninger.

2.5Grundprincip 4: Genanvendelighed

Genanvendelse betyder, at offentlige forvaltninger, når de står over for et specifikt problem, søger at drage fordel af det arbejde, som andre har udført, ved at undersøge, hvilke løsninger der findes, vurdere løsningernes anvendelighed og relevans i det konkrete tilfælde og eventuelt beslutte sig for løsninger, der har vist deres værd i andre sammenhænge. Det kræver, at de offentlige forvaltninger er villige til at dele interoperabilitetsløsninger, -koncepter, -rammer, -specifikationer, -værktøjer og -komponenter med andre.

Når IT-løsninger (f.eks. softwarekomponenter, brugerflader til programmering af applikationer, standarder), information og data er genanvendelige, fremmes interoperabiliteten, og kvaliteten forbedres, fordi den operationelle anvendelse udvides, og der spares tid og penge. Genanvendeligheden bidrager således væsentligt til udviklingen af et digitalt indre marked i EU. Nogle EU-standarder og -specifikationer forekommer også i DIF'erne og bør udbredes mere. F.eks. fastlægger Inspire-direktivet interoperabilitetsstandarder for adresser, matrikler, veje og mange andre dataemner, som er relevante for mange offentlige forvaltninger. Disse eksisterende standarder og specifikationer kan og bør i højere grad udbredes ud over det område, hvortil de oprindeligt var udviklet.

Adskillige offentlige forvaltninger og regeringer i hele EU fremmer allerede udveksling og genanvendelse af IT-løsninger ved at indføre nye forretningsmodeller, fremme anvendelsen af opensource-software til vigtige IKT-tjenester og under etablering af infrastruktur for digitale tjenester. 

Med hensyn til udveksling og genanvendelse af IT-løsninger er der imidlertid væsentlige udfordringer på teknisk, organisatorisk og retligt niveau samt med hensyn til kommunikation. ISA²-rammen for udveksling og genanvendelse af IT-løsninger 12 fastlægger anbefalinger for offentlige forvaltninger for at hjælpe dem med at imødegå disse udfordringer og udveksle/genanvende fælles it-løsninger. Genanvendelse og udveksling kan finde effektiv støtte i samarbejdsplatforme. 13

2.6Grundprincip 5: Teknologisk neutralitet og dataportabilitet

Når de offentlige forvaltninger opbygger europæiske offentlige tjenester, bør de fokusere på de funktionelle behov og udsætte beslutninger om teknologi så længe som muligt for at minimere afhængigheden af teknologi, undgå at tvinge de forskellige delsystemer til at anvende bestemte teknologiske implementeringer eller produkter og for at være i stand til at tilpasse sig til den hurtige teknologiske udvikling.

Offentlige forvaltninger bør sørge for adgang til og genanvendelse af deres offentlige tjenester og data, uanset hvilke specifikke teknologier eller produkter der anvendes.

For at det digitale indre marked kan fungere, kræves det, at data nemt kan overføres mellem forskellige systemer for at undgå fastlåsning og støtte den frie bevægelighed af data. Dette krav vedrører dataportabilitet – evnen til nemt at flytte data mellem og videreanvende disse i forskellige applikationer og systemer, hvilket er en endnu større udfordring på tværs af grænser.

2.7Grundprincip 6: Brugerne i centrum

Det forudsættes, at brugerne af europæiske offentlige tjenester er offentlige forvaltninger, borgere eller virksomheder, som tilgår og drager fordel af at benytte disse tjenester. Når det afgøres, hvilke offentlige tjenester der bør tilbydes, og hvordan de bør ydes, bør der tages hensyn til brugernes behov.

Derfor bør udformningen og udviklingen af offentlige tjenester så vidt muligt tage udgangspunkt i brugernes behov og krav i overensstemmelse med følgende forventninger:

Ydelse af tjenester via flere forskellige kanaler, hvilket indebærer, at der kan opnås adgang til en tjeneste via flere forskellige fysiske og digitale kanaler, er en vigtig del af udformningen af offentlige tjenester, fordi brugerne kan foretrække forskellige kanaler alt efter omstændighederne og deres behov

Der bør være et fælles kontaktpunkt for brugerne for at skjule intern administrativ kompleksitet og lette adgangen til offentlige tjenester, f.eks. når flere organer skal samarbejde om at tilbyde en offentlig tjeneste

Feedback fra brugerne bør systematisk indsamles, vurderes og bruges til at udforme nye offentlige tjenester og forbedre de eksisterende offentlige tjenester yderligere

Så vidt muligt og i henhold til gældende lovgivning bør brugerne kun skulle give oplysninger en gang, og forvaltningerne bør være i stand til at hente og udveksle disse data i brugerens interesse i overensstemmelse med reglerne om databeskyttelse

Brugerne bør kun anmodes om at give de oplysninger, der er absolut nødvendige for at tilgå en given offentlig tjeneste.

2.8Grundprincip 7: Inklusion og tilgængelighed

Inklusion handler om, at alle kan udnytte de muligheder fuldt ud, som nye teknologier giver for at få adgang til og benytte europæiske offentlige tjenester og samtidig overvinde sociale og økonomiske forskelle og eksklusion.

Tilgængelighed sikrer, at handicappede, ældre og andre ugunstigt stillede grupper kan benytte offentlige tjenester med samme serviceniveau som det, der tilbydes andre borgere 14 .

Inklusion og tilgængelighed skal tages i betragtning i hele udviklingscyklussen for en europæisk offentlig tjeneste, både i forbindelse med udformning, informationsindhold og ydelse. Den bør følge specifikationer for e-tilgængelighed, der er alment anerkendt på europæisk eller internationalt plan 15 .

Normalt indebærer inklusion og tilgængelighed, at tjenesterne tilbydes via flere forskellige kanaler. Det kan således også være nødvendigt at tilbyde tjenester på traditionel vis, dvs. via papirdokumenter eller ansigt-til-ansigt, side om side med den elektroniske ydelse.

Man kan også opnå øget inklusion og tilgængelighed ved at udforme informationssystemerne således, at tredjemand kan handle på vegne af en person, der enten permanent eller midlertidigt er ude af stand til selv at gøre direkte brug af offentlige tjenester.

2.9Grundprincip 8: Sikkerhed og beskyttelse af privatlivets fred

Borgere og virksomheder må kunne have tillid til, at deres kommunikation med offentlige forvaltninger finder sted under sikre og pålidelige forhold og i fuld overensstemmelse med de gældende regler, f.eks. forordningen og direktivet om databeskyttelse 16 og forordningen om elektronisk identifikation og tillidstjenester 17 . De offentlige forvaltninger skal garantere, at borgernes privatliv beskyttes, og at oplysninger fra borgere og virksomheder behandles fortroligt, at deres ægthed og integritet beskyttes, og at de ikke videregives. Sikkerhed og beskyttelse af privatlivets fred behandles mere indgående i afsnit 4.3.7.

2.10Grundprincip 9: Flersprogethed

Europæiske offentlige tjenester kan potentielt benyttes af alle i alle medlemsstater. Behovet for flersprogethed skal overvejes nøje i forbindelse med udformningen af europæiske offentlige tjenester. Borgere over hele Europa har ofte problemer med at tilgå og bruge digitale offentlige tjenester, når de ikke foreligger på deres eget sprog.

Der må findes en balance mellem borgernes og virksomhedernes forventning om at blive betjent på deres eget sprog eller deres foretrukne sprog og medlemsstaternes offentlige forvaltningers kapacitet til at tilbyde tjenester på samtlige officielle EU-sprog. En passende balance kunne være, at europæiske offentlige tjenester tilbydes på de forventede slutbrugeres sprog, dvs. antallet af sprog fastlægges på grundlag af brugernes behov, f.eks. i hvor høj grad tjenesten er kritisk for gennemførelsen af det digitale indre marked eller nationale politikker, eller den relevante målgruppes størrelse.

Flersprogethed spiller ikke blot en rolle i forbindelse med brugergrænsefladen, men på alle niveauer i udformningen af europæiske offentlige tjenester. F.eks. bør de valg, der foretages vedrørende datarepræsentation i en elektronisk database, ikke begrænse muligheden for at understøtte forskellige sprog.

Det flersproglige aspekt af interoperabilitet bliver også relevant, når europæiske offentlige tjenester kræver udveksling af data mellem informationssystemer på tværs af sproggrænserne, og hvor det er vigtigt, at de udvekslede oplysninger bevarer deres betydning.

2.11Grundprincip 10: Administrativ forenkling

Offentlige forvaltninger bør om muligt bestræbe sig på at strømline og forenkle deres administrative processer ved at forbedre dem eller fjerne det, der ikke giver værdi for offentligheden. Administrativ forenkling kan bistå virksomheder og borgere med at mindske den administrative byrde ved at overholde EU-lovgivningen eller nationale forpligtelser. Tilsvarende bør de offentlige forvaltninger indføre elektronisk understøttede europæiske offentlige tjenester, herunder hvad angår deres interaktion med andre offentlige forvaltninger, borgere og virksomheder.

Digitalisering af offentlige tjenester bør ske i overensstemmelse med følgende begreber:

Digital som standard, når det er hensigtsmæssigt, så der mindst er en digital kanal til rådighed for adgang til og brug af en given europæisk offentlig tjeneste.

Digital først, som betyder, at brug af offentlige tjenester via digitale kanaler prioriteres, under anvendelse af princippet om ydelse via flere kanaler og princippet om, at der ikke skal være nogen forkerte døre (no wrong door-princippet), så fysiske og digitale kanaler eksisterer side om side.

2.12Grundprincip 11: Bevaring af information

Ifølge lovgivningen skal beslutninger og data lagres og kan tilgås i en nærmere angivet periode. Det betyder, at dataposter 18 og information i elektronisk form til dokumentation af offentlige forvaltningers procedurer og beslutninger skal bevares og efter behov konverteres til nye medier, når gamle medier bliver forældet. Målet er at sikre, at dataposter og andre former for information bevarer deres læsbarhed, pålidelighed og integritet, og at de er tilgængelige så længe der er brug for det, idet kravene om sikkerhed og beskyttelse af privatlivets fred opfyldes.

For at garantere langtidsopbevaring af elektroniske dataposter og andre typer information bør der vælges formater, som sikrer tilgængelighed på langt sigt, herunder bevaring af elektroniske signaturer eller segl. I den forbindelse kan kvalificerede bevaringstjenester, som det fremgår af forordning (EU) nr. 910/2014, sikre langtidsopbevaring af information.

Når der er tale om informationskilder, der ejes og forvaltes af nationale myndigheder, er bevaringen et rent nationalt anliggende. Når det gælder information, der ikke er af ren national karakter, bliver bevaringen et europæisk spørgsmål. I sådanne tilfælde bør den pågældende medlemsstat indføre en passende "bevaringspolitik" for at imødegå eventuelle vanskeligheder, der måtte opstå, hvis den relevante information bruges i andre retskredse.

2.13Grundprincip 12: Vurdering af virkning og effektivitet

Hvor stor værdi interoperable europæiske offentlige tjenester skaber, kan vurderes på mange måder, f.eks. ved at undersøge aspekter som afkast af investeringer, samlede ejerskabsomkostninger, fleksibilitetsniveau, nedsat administrativ byrde, effektivitet, nedsat risiko, gennemsigtighed, forenkling, forbedrede arbejdsmetoder samt niveauet af brugertilfredshed.

Forskellige teknologiske løsninger 19 bør vurderes i indsatsen for at sikre en europæisk offentlig tjenestes virkning og effektivitet.

3Interoperabilitetslag

I dette kapitel beskrives en interoperabilitetsmodel, som gælder alle digitale offentlige tjenester, og som også kan betragtes som et integreret element i paradigmet interoperabilitet i udformningen. Den omfatter:

fire lag af interoperabilitet: det retlige, det organisatoriske, det semantiske og det tekniske

en tværgående komponent af de fire lag, "styring af integrerede offentlige tjenester"

et baggrundslag, "interoperabilitetstyring".

Modellen illustreres nedenfor:

Figur 3: Interoperabilitetsmodel

3.1Interoperabilitetsstyring

Interoperabilitetsstyring indebærer beslutninger om interoperabilitetsrammer, institutionelle ordninger, organisatoriske strukturer, roller og ansvarsområder, politikker, aftaler og andre aspekter af at sikre og overvåge interoperabilitet på nationalt plan og EU-plan.

Den europæiske interoperabilitetsramme, handlingsplanen for interoperabilitet (bilag 1 til meddelelsen) samt den europæiske interoperabilitetsarkitektur (EIRA) er centrale elementer i interoperabilitetsstyringen på EU-plan.

Inspire-direktivet er et vigtigt områdespecifikt eksempel 20 på en interoperabilitetsramme, inkl. retlig interoperabilitet, samordningsstrukturer og tekniske interoperabilitetsordninger.

Europæiske offentlige tjenester fungerer i et komplekst miljø i forandring. Der kræves politisk støtte til en sektor- og/eller grænseoverskridende indsats for at lette samarbejdet mellem offentlige forvaltninger. 21 Et effektivt samarbejde forudsætter, at alle berørte parter har en fælles vision, er enige om målene og tidsfristerne og samordner deres prioriteter. Interoperabilitet mellem offentlige forvaltninger på forskellige administrative niveauer kan kun lykkes, hvis regeringerne i tilstrækkelig grad prioriterer og tildeler ressourcer til deres respektive interoperabilitetsindsatser. 22  

Mangel på de nødvendige interne kompetencer er også en barriere for gennemførelsen af interoperabilitetspolitikker. Medlemsstaterne bør tage interoperabilitetskompetencer med i betragtning i deres interoperabilitetsstrategier, idet de anerkender, at interoperabilitet har mange dimensioner, og at dette kræver opmærksomhed og kompetencer på det retlige, organisatoriske, semantiske og tekniske niveau.

Gennemførelse og ydelse af en given europæisk offentlig tjeneste er ofte afhængig af komponenter, der er fælles for mange forskellige europæiske offentlige tjenester. Holdbarheden af disse komponenter, der er resultatet af interoperabilitetsaftaler indgået uden for rammerne af en bestemt europæisk offentlig tjeneste, bør også garanteres på et varigt grundlag. Det er grundlæggende, da interoperabilitet bør garanteres på en holdbar måde og ikke som et engangsmål eller -projekt. Da de fælles komponenter og interoperabilitetsaftaler er et resultat af aktiviteter, der udføres af offentlige forvaltninger på forskellige niveauer (lokalt, regionalt, nationalt, EU-plan), er der brug for en helhedsstrategi for koordinering og overvågning.

Interoperabilitetsstyring er nøglen til en helhedsstrategi for interoperabilitet, fordi det samler alle de nødvendige instrumenter.

Samordning, kommunikation og overvågning har afgørende betydning for vellykket styring. Via ISA2-programmet støtter Europa-Kommissionen et observationscenter for nationale interoperabilitetsrammer, National Interoperability Framework Observatory (NIFO). NIFO's hovedformål er at oplyse om nationale interoperabilitetsrammer (NIF'er) og relaterede strategier/politikker med hensyn til interoperabilitet og det digitale, at bistå offentlige forvaltninger med at udveksle og genanvende erfaringer, og at støtte den nationale "gennemførelse" EIF. En NIF kan bestå af et eller flere dokumenter, som fastlægger rammer, politikker, strategier, retningslinjer og handlingsplaner om interoperabilitet i en medlemsstat.

3.1.1Identifikation og valg af standarder og specifikationer

Standarder og specifikationer er grundlæggende for interoperabilitet. Der er seks trin i behørig styring heraf:

identificere de standarder og specifikationer, der kunne være relevante, på grundlag af specifikke behov og krav

vurdere de standarder og specifikationer, der kunne være relevante, ved hjælp af standardiserede, gennemsigtige, retfærdige og ikke-diskriminerende metoder 23

implementere standarderne og specifikationerne i overensstemmelse med planer og praktiske retningslinjer

overvåge overholdelsen 24 af standarderne og specifikationerne

styre ændringer ved hjælp af hensigtsmæssige procedurer

dokumentere standarder og specifikationer i åbne kataloger med en standardiseret beskrivelse 25 .

Standarder og specifikationer kan kortlægges i henhold til EIRA og katalogiseres i den europæiske kartografi for interoperabilitet (EIC).

I visse tilfælde vil de offentlige forvaltninger muligvis konstatere, at der ikke er nogen egnede standarder/specifikationer til rådighed for et specifikt behov inden for et bestemt område. Aktiv deltagelse i standardiseringsprocessen afhjælper bekymringer om forsinkelser, og medfører, at standarderne og specifikationerne indrettes bedre efter den offentlige sektors behov, og kan hjælpe de offentlige forvaltninger til at holde trit med den teknologiske udvikling.

3.2Styring af integrerede offentlige tjenester

Europæiske offentlige tjenester kræver ofte samarbejde mellem forskellige offentlige forvaltninger for at opfylde slutbrugernes behov og tilbyde integrerede offentlige tjenester. Hvor flere organisationer er involveret, er der behov for samordning og styring ved de myndigheder, der har mandat til at planlægge, implementere og drive europæiske offentlige tjenester. Formålet med tjenestestyring er at sikre integration, gnidningsløs udførelse, genanvendelse af tjenester og videreanvendelse af data samt udvikling af nye tjenester og moduler 26 . "Integrerede offentlige tjenester" er beskrevet nærmere i afsnit 4.3.1.

Her er fokus på styringsdelen, og dette bør dække alle lagene: det retlige, det organisatoriske, det semantiske og det tekniske. At sikre interoperabilitet ved udarbejdelse af de retlige instrumenter, organisatoriske forretningsprocesser, informationsudvekslinger, tjenester og komponenter, der danner grundlag for europæiske offentlige tjenester, er en vedvarende opgave, for interoperabiliteten bliver regelmæssigt sat på spil, når der sker ændringer i vilkårene, dvs. i lovgivningen, virksomhedernes eller borgernes behov, de offentlige forvaltningers opbygning, forretningsprocesserne eller teknologierne, og når der udvikles nye teknologier. Det kræver bl.a. organisatorisk opbygning og roller og ansvarsområder for ydelse og drift af offentlige tjenester, serviceleveranceaftaler, indgåelse og forvaltning af interoperabilitetsaftaler, procedurer for forandringsledelse samt planer for forretningskontinuitet og datakvalitet.

Styring af integrerede offentlige tjenester bør som minimum omfatte:

definition af organisatoriske strukturer, roller og ansvarsområder samt beslutningsprocessen hos de berørte parter

indførelse af krav om:

oaspekter af interoperabilitet, herunder kvalitet, skalerbarhed og tilgængelighed af genanvendelige moduler inklusive informationskilder (basisregistre, åbne dataportaler osv.) og andre indbyrdes forbundne tjenester

oekstern information/eksterne tjenester, som er omsat i tydelige serviceleveranceaftaler (herunder om interoperabilitet)

en plan for forandringsledelse med henblik på at definere de procedurer og processer, der er behov for at håndtere og kontrollere ændringer

en plan for forretningskontinuitet/beredskabsplan for at sikre, at de digitale offentlige tjenester og deres moduler fortsat fungerer i en række forskellige situationer, f.eks. cyberangreb eller modulsvigt.

3.2.1Interoperabilitetsaftaler

Organisationer, der er involveret i europæiske offentlige tjenester, bør indgå formelle aftaler om samarbejde, dvs. interoperabilitetsaftaler. Indgåelse og forvaltning af sådanne aftaler indgår i styringen af offentlige tjenester.

Aftalerne bør være tilstrækkeligt detaljerede til at opfylde deres formål, nemlig at udbyde europæiske offentlige tjenester, og samtidig sikre den enkelte organisation mest mulig intern og national selvbestemmelse.

På det semantiske og tekniske niveau, men også i nogle tilfælde på det organisatoriske niveau, omfatter interoperabilitetsaftaler normalt standarder og specifikationer. På det retlige niveau gøres interoperabilitetsaftaler specifikke og bindende via lovgivning på EU-plan og/eller nationalt plan eller via bilaterale og multilaterale aftaler.

Interoperabilitetsaftalerne kan suppleres med andre typer aftaler om driftsmæssige forhold. F.eks. aftalememoranda, serviceleveranceaftaler (SLA'er), støtte-/eskaleringsprocedurer og kontaktoplysninger, som efter behov indeholder henvisninger til underliggende aftaler på semantisk og teknisk niveau.

Eftersom tilvejebringelse af en europæisk offentlig tjeneste er resultatet af en fælles indsats, hvor forskellige parter frembringer eller forbruger dele af tjenesten, er det afgørende at medtage passende forandringsledelsesprocedurer i interoperabilitetsaftalerne for at sikre korrektheden, pålideligheden og kontinuiteten og udviklingen i den tjeneste, der tilbydes andre offentlige forvaltninger, virksomheder og borgere.

3.3Retlig interoperabilitet

Hver offentlig forvaltning, der bidrager til tilvejebringelsen af en europæisk offentlig tjeneste, arbejder inden for sine egne nationale retlige rammer. Retlig interoperabilitet handler om at sikre, at organisationer, der arbejder under forskellige retlige rammer, politikker og strategier, kan arbejde sammen. Det kan indebære krav om, at lovgivningen ikke blokerer opbygningen af europæiske offentlige tjenester inden for og mellem medlemsstaterne, og at der findes tydelige aftaler om, hvordan grænseoverskridende forskelle i lovgivningen skal håndteres, herunder muligheden for at indføre ny lovgivning.

Det første skridt hen imod at tage hånd om retlig interoperabilitet er at gennemføre "interoperabilitetskontrol" ved at screene eksisterende lovgivning for at identificere barrierer for interoperabilitet: sektormæssige eller geografiske restriktioner for brug og lagring af data, forskellige og vage datalicensmodeller, alt for restriktive forpligtelser til at benytte bestemte digitale teknologier eller metoder til ydelse af offentlige tjenester, modstridende krav vedrørende en forretningsproces eller lignende forretningsprocesser, forældede behov vedrørende sikkerhed og databeskyttelse osv.

Sammenhængen mellem retsakter, med sigte på at sikre interoperabilitet, bør vurderes inden vedtagelsen, og det bør regelmæssigt vurderes, hvordan de fungerer, når de er trådt i kraft.

I lyset af den tydelige hensigt om, at europæiske offentlige tjenester – blandt andet – skal tilvejebringes via digitale kanaler, skal IKT tages med i betragtning så tidligt som muligt i lovgivningsprocessen. Lovforslaget skal navnlig gå gennem en "digital kontrol":

for at sikre, at det ikke alene passer til den fysiske, men også den digitale verden (f.eks. internettet)

for at identificere eventuelle hindringer for digital udveksling og

for at identificere og vurdere dets virkning for de berørte parter, hvad angår IKT.

Det fremmer interoperabiliteten mellem offentlige tjenester på de lavere niveauer (det semantiske og det tekniske) og øger samtidig potentialet for at genanvende eksisterende IKT-løsninger, hvilket sparer omkostninger og tid.

Den retlige gyldighed af oplysninger, der udveksles mellem medlemsstater, bør bevares på tværs af landegrænser, og databeskyttelseslovgivningen i både afsender- og modtagerlandet bør overholdes. Det kan kræve yderligere aftaler for at imødegå eventuelle vanskeligheder i gennemførelsen af den relevante lovgivning.

3.4Organisatorisk interoperabilitet

Organisatorisk interoperabilitet handler om, hvordan offentlige forvaltninger samordner deres forretningsprocesser, ansvarsområder og forventninger for at nå deres indbyrdes aftalte mål, som er til gavn for alle parter. I praksis indebærer organisatorisk interoperabilitet at dokumentere og integrere eller samordne forretningsprocesser og relevant information, der udveksles. Organisatorisk interoperabilitet har også til formål at opfylde brugernes behov ved, at der stilles let identificerbare, lettilgængelige og brugerorienterede tjenester til rådighed.

3.4.1Samordning af forretningsprocesser

For at forskellige forvaltningsenheder kan samarbejde effektivt og virkningsfuldt om at tilbyde europæiske offentlige tjenester, kan det være nødvendigt, at de samordner deres eksisterende forretningsprocesser eller fastlægger og iværksætter nye forretningsprocesser.

Samordning af forretningsprocesser indebærer, at processerne dokumenteres på en aftalt måde og med almindeligt anerkendte modelleringsmetoder, herunder de oplysninger, der udveksles i forbindelse hermed, så alle offentlige forvaltninger, der bidrager til tilvejebringelsen af europæiske offentlige tjenester, kan forstå den samlede proces (fra start til slut) og deres rolle heri.

3.4.2Organisatoriske forbindelser

Den konceptuelle model for offentlige tjenester er tjenesteorienteret. Det betyder, at forholdet mellem tjenesteudbydere og tjenesteforbrugere skal være klart defineret.

Det indebærer at finde instrumenter til at formalisere gensidig bistand, fælles tiltag og indbyrdes forbundne forretningsprocesser, der vedrører tilvejebringelsen af tjenester, f.eks. aftalememoranda og serviceleveranceaftaler (SLA'er) mellem de deltagende offentlige forvaltninger. Når der er tale om tiltag på tværs af grænserne, bør der fortrinsvis anvendes multilaterale eller globale europæiske aftaler.

3.5Semantisk interoperabilitet

Semantisk interoperabilitet sikrer, at de udvekslede oplysninger har et præcist format og en præcis betydning, der forstås og bevares i udvekslinger mellem parterne, med andre ord "det, der sendes, er det, der forstås". I forbindelse med EIF omfatter semantisk interoperabilitet både semantiske og syntaktiske aspekter:

Det semantiske aspekt handler om dataelementernes betydning og forholdet mellem dataelementerne. Det indebærer, at der skal fastlægges en terminologi og en skematisk struktur til beskrivelse af dataudveksling, og det skal sikres, at alle de kommunikerende parter forstår dataelementerne på samme måde.

Det syntaktiske aspekt handler om præcist at beskrive formatet for de oplysninger, som skal udveksles, for så vidt angår grammatik og format.

Et udgangspunkt for forbedring af den semantiske interoperabilitet er at se data og information som et værdifuldt offentligt aktiv.

Der bør udarbejdes en informationsstyringsstrategi, som koordineres på det højest mulige niveau (koncern eller virksomhed) for at undgå opsplitning, og prioriteter bør fastlægges.

F.eks. er aftaler om referencedata, i form af taksonomier, kontrolleret terminologi, tesaurusser, kodelister 27 og genanvendelige datastrukturer/modeller 28 , centrale forudsætninger for semantisk interoperabilitet. F.eks. er datadrevet udformning, sammen med teknologier med sammenkædede data innovative metoder til væsentlig forbedring af semantisk interoperabilitet.

På samme måde som tekniske standarder nu i årtier har fremmet teknisk interoperabilitet (f.eks. netforbindelser), er der behov for robuste, sammenhængende og bredt anvendelige informationsstandarder og -specifikationer med henblik på brugbar informationsudveksling blandt europæiske offentlige organisationer. 29  

I betragtning af de forskellige sproglige, kulturelle, retlige og administrative rammer i medlemsstaterne indebærer dette interoperabilitetslag betydelige udfordringer. Hvis ikke standardiseringsindsatsen modnes inden for det semantiske interoperabilitetslag, er det svært at sikre gnidningsløs informationsudveksling, fri bevægelighed af data samt dataportabilitet mellem medlemsstaterne for at støtte et digitalt indre marked i EU.

3.6Teknisk interoperabilitet

Teknisk interoperabilitet handler om de applikationer og infrastrukturer, der kæder systemer og tjenester sammen. Aspekter af teknisk interoperabilitet omfatter grænsefladespecifikationer, sammenkoblingstjenester, dataintegrationstjenester, datafremvisning og -udveksling samt sikre kommunikationsprotokoller.

Nedarvede systemer udgør en væsentlig hindring for interoperabilitet. I et historisk perspektiv blev de offentlige forvaltningers applikationer og informationssystemer udviklet nedefra og op i et forsøg på at løse områdespecifikke og lokale problemer. Resultatet var fragmenterede IKT-øer, som gør det vanskeligt at opnå interoperabilitet.

På grund af de offentlige forvaltningers størrelse og opsplitningen af IKT-løsninger udgør de mange nedarvede systemer en yderligere hindring inden for det tekniske lag.

Teknisk interoperabilitet bør så vidt muligt sikres ved hjælp af formelle tekniske specifikationer.

4Konceptuel model for tilvejebringelse af integrerede offentlige tjenester

4.1Indledning

I dette kapitel foreslås en konceptuel model for integrerede offentlige tjenester som vejledning til medlemsstaternes planlægning, udvikling, drift og vedligeholdelse af offentlige tjenester. Den er relevant for alle forvaltningsniveauer, lige fra lokalt plan til EU-plan. Modellen er modulbaseret og omfatter løst sammenkoblede tjenestekomponenter 30 , som er forbundet via en fælles infrastruktur.

Offentlige forvaltninger skal identificere, forhandle om og aftale en fælles tilgang til sammenkobling af tjenestekomponenter. Det sker på forskellige niveauer af den nationale forvaltning i overensstemmelse med hvert enkelt lands organisationsstruktur. Grænser for adgang til tjenester og information bør fastlægges gennem grænseflader og adgangsbetingelser.

Der er velkendte og vidt udbredte tekniske løsninger f.eks. webtjenester, til dette formål, men hvis de skal indføres på EU-plan, kræver det en samordnet indsats fra de offentlige forvaltningers side, herunder fælles eller forenelige modeller, standarder og aftaler om en fælles infrastruktur.

4.2Modeloversigt

I den konceptuelle model slås der til lyd for tanken om interoperabilitet i udformningen. Det betyder, at de europæiske offentlige tjenester for at være interoperable bør udformes i overensstemmelse med den foreslåede model, idet der tages højde for visse krav om interoperabilitet og genanvendelighed 31 . Modellen fremmer genanvendelighed som en drivkraft for interoperabilitet, idet det anerkendes, at de europæiske offentlige tjenester bør genanvende information og tjenester, der allerede eksisterer, og som kan stamme fra forskellige kilder inden eller uden for de offentlige forvaltningers organisatoriske grænser. Det bør være muligt at hente information og tjenester, som bør stilles til rådighed i interoperable formater.

Grundelementerne in den konceptuelle model vises nedenfor:

Figur 4: Konceptuel model for integrerede offentlige tjenester

Modelstrukturen omfatter:

"ydelse af integrerede tjenester" baseret på en "koordineringsfunktion" med sigte på at gøre det nemmere for slutbrugeren

en "ingen forkert dør"-politik for levering af tjenester for at give alternative muligheder og kanaler for levering af tjenester og samtidig sikre, at de digitale kanaler er til rådighed (digital som standard)

genanvendelse af data og tjenester for at reducere omkostningerne og øge tjenestens kvalitet og interoperabilitet

kataloger, der beskriver genanvendelige tjenester og andre aktiver for at gøre det nemmere at finde og bruge dem

styring af integrerede offentlige tjenester

sikkerhed og beskyttelse af privatlivets fred.

4.3Basiskomponenter

4.3.1Koordineringsfunktion

Koordineringsfunktionen sikrer, at behovene afdækkes, og at passende tjenester kortlægges og sættes i spil for at tilvejebringe en europæisk offentlig tjeneste. Denne funktion bør vælge de hensigtsmæssige kilder og tjenester og integrere dem. Koordineringen kan være automatisk eller manuel. De følgende procesfaser indgår i "tilvejebringelse af integrerede offentlige tjenester" og udføres af koordineringsfunktionen.

I.Afdækning af behov: Iværksættes efter en anmodning fra en borger eller virksomhed vedrørende en offentlig tjeneste.

II.Planlægning: Omfatter identifikation af de tjenester og informationskilder, der er behov for, idet de tilgængelige kataloger anvendes, og aggregering heraf i en enkelt proces, idet der tages højde for specifikke brugerbehov (f.eks. personalisering).

III.Udførelse: Omfatter indsamling og udveksling af information, under anvendelse af forretningsregler (i henhold til relevant lovgivning og relevante politikker) for at give eller afvise adgang til en tjeneste og derefter tilbyde den anmodede tjeneste til borgere eller virksomheder.

IV.Evaluering: Efter levering af tjenesten indsamles og evalueres feedback fra brugerne.

4.3.2Interne informationskilder og tjenester

Offentlige forvaltninger producerer en lang række tjenester, som de stiller til rådighed, og samtidig vedligeholder og styrer de mange forskellige informationskilder. Disse informationskilder er ofte ukendte uden for en bestemt forvaltning (og undertiden endda inden for forvaltningen). Det medfører dobbeltarbejde og utilstrækkelig udnyttelse af de tilgængelige ressourcer og løsninger.

Informationskilder (basisregistre, åbne dataportaler og andre autoritative informationskilder) og tjenester, der ikke kun er tilgængelige inden for det administrative system, men også i det eksterne miljø, kan anvendes som moduler i opbygningen af integrerede offentlige tjenester. Moduler (informationskilder og tjenester) bør omfatte data eller funktionalitet, som er gjort tilgængelig ved hjælp af en tjenesteorienteret tilgang.

Offentlige forvaltninger bør fremme politikker til udveksling af tjenester og informationskilder efter tre hovedprincipper.

I.Genanvende: I udformningen af nye tjenester eller ved revidering af eksisterende tjenester bør det første skridt være at undersøge, om eksisterende tjenester og informationskilder kan genanvendes.

II.Offentliggøre: I udformningen af nye tjenester og informationskilder eller ved revidering af de eksisterende bør genanvendelige tjenester og informationskilder stilles til rådighed for andre med henblik på genanvendelse.

III.Aggregere: Når passende tjenester og informationskilder er identificeret, bør de aggregeres til en integreret proces for tilvejebringelse af tjenester. Modulerne bør have indbyggede kombinationsegenskaber ("interoperabilitet i udformningen"), så de er klar til mash-up i forskellige miljøer, hvor de skal skræddersys mindst muligt. Aggregeringen er relevant for information, tjenester og andre interoperabilitetsløsninger (f.eks. software).

En hensigtsmæssig anvendelse af tilgangen med genanvendelige moduler er at kortlægge løsninger i forhold til de begrebsmæssige moduler i en referencearkitektur 32 , da det giver mulighed for at finde ud af, hvilke komponenter der kan genanvendes, og det fremmer også rationalisering. Resultatet af denne kortlægning er en kartografi 33 af løsninger, herunder deres moduler, som kan genanvendes til at opfylde fælles forretningsbehov og sikre interoperabilitet.

Nærmere bestemt omfatter den konceptuelle model to former for genanvendelse for at undgå dobbeltarbejde, ekstra omkostninger og yderligere problemer med interoperabilitet og samtidig øge kvaliteten af de tjenester, der tilbydes.

Genanvendelse af tjenester: Forskellige typer tjenester kan genanvendes. Eksempler er grundlæggende offentlige tjenester, f.eks. udstedelse af en fødselsattest, samt fælles tjenester som elektronisk identifikation og elektronisk signatur. Fælles tjenester kan udbydes af den offentlige sektor, den private sektor eller under OPP-modeller (offentligt-privat partnerskab).

Genanvendelse af information: Offentlige forvaltninger lagrer allerede store mængder information, der potentielt kan genanvendes. Eksempler herpå er: stamdata fra basisregistre som autoritative data, der anvendes af flere forskellige applikationer og systemer, åbne data ifølge åbne licenser, der er offentliggjort af offentlige organisationer, andre typer autoritative data, som valideres og styres i offentlige forvaltningers regi. Basisregistre og åbne data beskrives nærmere i det følgende afsnit.

4.3.3Basisregistre

Basisregistre er hjørnestenen i ydelse af europæiske offentlige tjenester. Et basisregister er en pålidelig og autoritativ kilde til information, som kan og bør genanvendes digitalt af andre, hvor en organisation er ansvarlig for indsamling, anvendelse, ajourføring og bevaring af information. Basisregistre udgør pålidelige kilder til grundlæggende information om emner som personer, selskaber, køretøjer, tilladelser, bygninger, lokaliteter og veje. Sådanne oplysninger udgør "stamdata" for offentlige forvaltninger og ydelse af europæiske offentlige tjenester. Ved "autoritativ" forstås her, at et basisregister betragtes som "kilden" til information, dvs. det viser den korrekte status, er ajourført og har den højest mulige kvalitet og integritet.

Hvis registrene er centraliserede, er det en bestemt organisatorisk enhed, der er ansvarlig for at sikre datakvaliteten og for at have faciliteter til at sikre dataenes korrekthed. Sådanne registre er under de offentlige forvaltningers retlige kontrol, mens drift og vedligeholdelse heraf kan outsources til andre organisationer efter behov. Der er flere forskellige typer basisregistre, f.eks. befolkning, virksomheder, køretøjer og matrikler. For forvaltningerne er det vigtigt at få et grundigt overblik over driften af basisregistre og de data, der lagres heri (et register over registre).

Hvis registrene er fordelt, skal der være én organisatorisk enhed, som er ansvarlig for alle dele af registret. Endvidere skal der være én enhed, som er ansvarlig for samordning af alle dele af det fordelte register.

En basisregisterramme "beskriver de aftaler og den infrastruktur, der skal til for at drive basisregistre, samt forbindelserne med andre enheder".

Adgang til basisregistre bør være reguleret for at overholde reglerne om beskyttelse af privatlivets fred samt andre regler, og basisregistre er underlagt "information stewardship"-principperne.

En "information steward" er det organ (eller den enkeltperson), der er ansvarligt for at indsamle. anvende, ajourføre, vedligeholde og slette information. Det omfatter at definere den tilladte anvendelse af information, at overholde regler om beskyttelse af privatlivets fred samt sikkerhedspolitikker, at sikre, at informationen er aktuel, samt at sikre, at dataene er tilgængelige for autoriserede brugere.

Basisregistre bør omfatte udarbejdelse og gennemførelse af en plan for kvalitetssikring af data for at beskytte kvaliteten af registrenes data. Borgere og virksomheder bør kunne kontrollere nøjagtigheden, korrektheden og fuldstændigheden af deres data i basisregistrene.

Der bør som information stilles en vejledning til den anvendte terminologi og/eller et glossar med relevante termer, der anvendes i hvert enkelt basisregister, til rådighed, som kan læses af både mennesker og maskiner.

4.3.4Åbne data

Direktivet om videreanvendelse af den offentlige sektors informationer tilvejebringer en fælles retlig ramme for videreanvendelse af den offentlige sektors data. Der er fokus på at frigive maskinlæsbare data til brug for andre for at stimulere gennemsigtighed, fair konkurrence, innovation og en datadrevet økonomi. Med henblik på at sikre lige konkurrencevilkår skal åbning og videreanvendelse af data være ikke-diskriminerende. Det betyder, at dataene skal være interoperable, så de kan findes, afdækkes og behandles.

I dag er der mange barrierer for anvendelse af åbne data. Data offentliggøres ofte i forskellige formater eller formater, som gør dem vanskelige at bruge, eller der kan være mangel på passende metadata, selve dataenes kvalitet kan være ringe osv. Ideelt set bør basismetadata 34 og semantikken i åbne datasæt beskrives i et maskinlæsbart standardformat.

Offentliggørelse af åbne data bør tage højde for, at data kan anvendes på forskellige måder og til forskellige formål. Ikke desto mindre kan brugerne få problemer med datasæt eller kan kommentere datakvaliteten eller foretrækker måske andre offentliggørelsesmetoder. Feedbackprocesser kan give større forståelse for, hvordan datasæt bruges, og hvordan offentliggørelsen heraf kan forbedres.

Retlig interoperabilitet og vished er afgørende for, at potentialet for videreanvendelse af åbne data kan udnyttes fuldt ud. Derfor bør det kommunikeres tydeligt i alle medlemsstaterne, at enhver har ret til at videreanvende åbne data, og retlige ordninger til fremme af videreanvendelse af data, f.eks. licenser, bør så vidt muligt fremmes og standardiseres.

4.3.5Kataloger

Kataloger kan gøre det lettere for andre at finde genanvendelige ressourcer (f.eks. tjenester, data, software, datamodeller). Der findes flere forskellige typer kataloger, f.eks. fortegnelser over tjenester, biblioteker med softwarekomponenter, åbne dataportaler, registre over basisregistre, metadatakataloger, kataloger over standarder, specifikationer og retningslinjer. For at sikre interoperabilitet mellem kataloger er der behov for fælles aftalte beskrivelser af de tjenester, data og interoperable løsninger, der står i katalogerne 35 . En bestemt slags katalog er den europæiske kartografi for interoperabilitet (EIC) over de interoperabilitetsløsninger, der er tilgængelige for genanvendelse og udveksling.

4.3.6Eksterne informationskilder og tjenester

Offentlige forvaltninger skal udnytte tjenester, der leveres af tredjemand uden for deres organisatoriske grænser, f.eks. betalingstjenester, som leveres af finansielle institutioner, eller konnektivitetstjenester, der leveres af teleselskaber. De skal også udnytte eksterne informationskiler som åbne data og data fra internationale organisationer, handelskamre osv. Endvidere kan "Internet of Things" (f.eks. sensorer) samt sociale webapplikationer være nyttige til indsamling af data.

4.3.7Sikkerhed og beskyttelse af privatlivets fred

Sikkerhed og beskyttelse af privatlivets fred er vigtige forhold, når det handler om at tilbyde offentlige tjenester. Offentlige forvaltninger bør sikre, at:

de følger principperne om indbygget beskyttelse af privatlivets fred og indbygget sikkerhed i hele deres infrastruktur og alle deres moduler 

tjenesterne ikke er sårbare over for angreb, som kan give driftsafbrydelser eller medføre datatyveri eller -skade, og

de overholder retlige krav og forpligtelser vedrørende databeskyttelse og beskyttelse af privatlivets fred og anerkender samtidig de risici vedrørende beskyttelse af privatlivets fred, som avanceret databehandling og analyse kan give anledning til.

De bør også sikre, at kontrollører overholder lovgivningen om databeskyttelse ved at sørge for følgende.

"Risikostyringsplaner" med sigte på at identificere risici, vurdere den potentielle indvirkning heraf, og planlægge afhjælpende foranstaltninger ved hjælp af passende tekniske og organisatoriske midler. Under hensyn til den seneste teknologiske udvikling skal disse foranstaltninger garantere et sikkerhedsniveau, der svarer til risikoens omfang.

"Planer for forretningskontinuitet" og "Backup- og genopretningsplaner" med sigte på at fastlægge de procedurer, der er nødvendige, for at funktionerne kan fungere efter en katastrofehændelse, og genoprette alle funktioner til normal så hurtigt som muligt.

En "dataadgangs- og -autoriseringsplan", som bestemmer, hvem der har adgang til hvilke data og under hvilke betingelser for at sikre beskyttelse af privatlivets fred. Uautoriseret adgang og brud på sikkerheden bør overvåges, og der bør træffes passende foranstaltninger for at hindre gentagne brud.

Anvendelse af kvalificerede tillidstjenester i overensstemmelse med eIDAS-forordningen 36 med sigte på at sikre dataenes integritet, autenticitet og fortrolighed samt at de ikke videregives.

Når offentlige forvaltninger og andre enheder udveksler officielle oplysninger, skal oplysningerne, alt efter sikkerhedskravene, overføres via et sikkert, harmoniseret, styret og kontrolleret net 37 . Overførselsmekanismer bør lette udvekslingen af oplysninger mellem forvaltninger, virksomheder og borgere, som er:

registreret og verificeret, så både afsender og modtager er identificeret og autentificeret ved hjælp af aftalte procedurer og mekanismer

krypteret, så fortroligheden af de udvekslede data er garanteret

tidsstemplet for at føre nøjagtig protokol over tidspunkterne for overførsel af og adgang til elektroniske dataposter

logget, således at elektroniske dataposter arkiveres og efterlader et retligt auditspor.

Passende mekanismer bør danne grundlag for sikker udveksling af elektronisk verificerede meddelelser, dataposter, formularer og andre former for information mellem forskellige systemer. Mekanismerne bør tage højde for specifikke sikkerhedskrav og elektroniske identifikations- og tillidstjenester som f.eks. oprettelse og verificering af elektroniske signaturer/segl, og de bør danne grundlag for overvågning af trafikken for at kunne opdage indtrængen, ændring af data og andre typer angreb.

Desuden skal oplysningerne beskyttes på passende måde under transmission, behandling og lagring ved forskellige sikkerhedsprocesser som f.eks.:

fastlæggelse og anvendelse af sikkerhedspolitikker

sikkerhedsuddannelse og -bevidsthed

fysisk sikkerhed (herunder adgangskontrol)

sikkerhed i udvikling

sikkerhed i drift (herunder sikkerhedsovervågning, håndtering af hændelser, styring af sårbarhed)

sikkerhedsgennemgang (herunder audits og teknisk kontrol).

Eftersom data fra forskellige medlemsstater kan være undergivet forskellige principper for gennemførelse af databeskyttelse, bør der fastlægges et sæt fælles krav til databeskyttelse, inden den aggregerede tjeneste kan stilles til rådighed.

Tilvejebringelse af sikker dataudveksling kræver også en række forvaltningsfunktioner, bl.a.:

tjenesteforvaltning, der omfatter tilsyn med al kommunikation om identifikation, autentifikation, autorisation, datatransport mv., herunder adgangstilladelser, inddragelse af tilladelser og audit

tjenesteregistrering, der indebærer, at der kun gives adgang, på grundlag af en behørigt udstedt tilladelse, til eksisterende tjenester efter en forudgående lokalisering og verifikation af, at tjenesterne er troværdige

tjenestelogning, der har til formål at sikre, at alle dataudvekslinger registreres til fremtidig reference og om nødvendigt arkiveres.

5Konklusion

I de seneste årtier har europæiske offentlige forvaltninger investeret i IKT for at modernisere deres interne operationer, reducere omkostningerne og forbedre de tjenester, de tilbyder borgere og virksomheder. Trods de betydelige fremskridt og fordele, der allerede er opnået, står forvaltningerne stadig over for væsentlige barrierer, hvad angår udveksling af information samt elektronisk samarbejde. Det er f.eks. retlige barrierer, uforenelige forretningsprocesser og informationsmodeller samt de mange forskellige former for teknologi, der anvendes. Det skyldes, at de offentlige forvaltninger før i tiden oprettede informationssystemer uafhængigt af hinanden og ikke samordnet. De mange forskellige institutionelle konfigurationer over hele Europa tilføjer endnu et lag af kompleksitet på EU-plan.

Interoperabilitet er en forudsætning for elektronisk kommunikation og udveksling af information mellem offentlige forvaltninger. Det betyder, at interoperabilitet også er en forudsætning for realisering af det digitale indre marked. EU's interoperabilitetsprogrammer har udviklet sig med tiden. Først vedrørte de interoperabilitet inden for bestemte områder, derefter vedrørte de opbygning af en fælles infrastruktur. På det seneste er programmerne begyndt at behandle interoperabilitet på det semantiske niveau. Styring, retsgrundlagenes forenelighed, samordning af forretningsprocesser samt sikker adgang til datakilder er nogle af de emner, der står for tur, med sigte på at tilvejebringe komplette offentlige tjenester.

EIF fremmer elektronisk kommunikation mellem europæiske offentlige forvaltninger via en række fælles modeller, principper og anbefalinger. EIF anerkender og understreger, at interoperabilitet ikke kun vedrører IKT, fordi interoperabilitet har flere lag af konsekvenser lige fra retlige til tekniske. Det er stadig en udfordring at anlægge en helhedsorienteret tilgang i alle disse lag og på forskellige administrative niveauer lige fra lokalt plan til EU-plan. EIF afdækker fire lag af udfordringer inden for interoperabilitet (det retlige, det organisatoriske, det semantiske og det tekniske) og understreger samtidig, at styring er afgørende for at sikre samordning af relevante aktiviteter på tværs af alle niveauer og sektorer i forvaltningen.

EIF's konceptuelle model for offentlige tjenester omfatter udformning, planlægning, udvikling, drift og vedligeholdelse af integrerede offentlige tjenester på alle forvaltningsniveauer lige fra lokalt plan til EU-plan. De principper, der er angivet her, er vejledende for beslutningsprocessen om opbygning af interoperable europæiske offentlige tjenester. Desuden omfatter EIF praktiske værktøjer i form af en række brugbare anbefalinger.

EIF's komponenter vises i figur 5.

Figur 5: Forbindelser i EIF's konceptuelle model

Den reviderede EIF er et centralt instrument for opbygning af interoperable digitale offentlige tjenester på regionalt, nationalt og EU-plan og bidrager således til realisering af det digitale indre marked.

6Bilag

6.1Forkortelser

(1) COM(2015)192 endelig, Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget – En strategi for et digitalt indre marked i EU, Bruxelles, 6.5.2015.  

(2) Ved "organisationer" forstås her offentlige forvaltningsenheder eller enhver enhed, der handler på deres vegne, eller EU-institutioner eller -organer.

(3) Fastlagt ved Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse (EU) 2015/2240 af 25.11.2015.

(4) http://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/PDF/?uri=CELEX:12012E/TXT&from=DA  .

(5) F.eks. direktiv 2007/2/EF om opbygning af en infrastruktur for geografisk information i Det Europæiske Fællesskab (Inspire) samt de relevante gennemførelsesforordninger og -retningslinjer.

(6) Principperne er næsten de samme som i den foregående EIF. Inddelingen og det nøjagtige omfang af hver anbefaling er ajourført for at afspejle den seneste udvikling på politik- og teknologiområdet.

(7) Direktiv 2003/98/EF og som ændret ved direktiv 2013/37/EF.

(8) Direktiv 2007/2/EF om opbygning af en infrastruktur for geografisk information i Det Europæiske Fællesskab (Inspire). Ifølge den seneste REFIT-evaluering (COM(2016)478 og SWD(2016)273) er der stadig væsentlige hindringer for princippet om åbenhed i hele EU.

(9) På engelsk FRAND, som står for "fair, reasonable and non-discriminatory".

(10) Dette fremmer konkurrencen, da udbydere med forskellige forretningsmodeller kan konkurrere om at levere produkter, teknologier og tjenester, der bygger på sådanne specifikationer.

(11) F.eks. med oprettelsen af den fælles digitale portal, Digital Single Gateway, som led i det digitale indre marked.

(12) https://joinup.ec.europa.eu/community/isa/document/sharing-and-reuse-framework-fostering-collaboration-among-public-administrati.   

(13) https://joinup.ec.europa.eu/ På EU-plan er Joinup-platformen () oprettet med sigte på udveksling af opensource-softwarekomponenter, semantiske aktiver, moduler og bedste praksis. Europa-Kommissionen har også indført EUPL-licensen for at gøre det lettere at udveksle softwarekomponenter.

(14) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/2102 af 26.10.2016 om tilgængeligheden af offentlige organers websteder og mobile applikationer samt Kommissionens arbejde med en europæisk retsakt om tilgængelighed.

(15) Se også EU's standardiseringsmandat nr. 376 om udvikling af europæiske standarder for offentlige indkøb af IKT-produkter og -tjenester.

(16) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger.Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/680 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med de kompetente myndigheders behandling af personoplysninger med henblik på at forebygge, efterforske, opdage eller retsforfølge strafbare handlinger eller fuldbyrde strafferetlige sanktioner.

(17) Forordning (EU) nr. 910/2014 om elektronisk identifikation og tillidstjenester til brug for elektroniske transaktioner på det indre marked.

(18) Som defineret i anden version af standardkravene til forvaltning af elektroniske dataposter (MoReq2): Ved en datapost forstås information, der udarbejdes, modtages eller vedligeholdes som dokumentation og information af en person under opfyldelse af retlige forpligtelser eller som led i en forretningsgang.

(19) F.eks. cloudcomputing, tingenes internet, bigdata og software, der udbydes som tjenesteydelse.

(20) I henhold til artikel 1 er Inspire-direktivets anvendelsesområde begrænset til "brug for Fællesskabets miljøpolitik og for politikker eller aktiviteter, der kan få virkninger for miljøet".

(21) ISA²-programmet er et eksempel på en sådan politisk støtte.

(22) Jf. f.eks. Rapport fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet om gennemførelse af direktiv 2007/2/EF af 14.3.2007 om opbygning af en infrastruktur for geografisk information i Det Europæiske Fællesskab (Inspire) i henhold til artikel 23, 2016.

(23) F.eks. den fælles vurderingsmetode for standarder og specifikationer (CAMSS), som er udviklet i forbindelse med ISA-programmet.

(24) Overholdelsesmodeller bør omfatte muligheder som obligatorisk, følg eller forklar (comply-or-explain), god at have (good-to-have), valgfri osv.

(25) F.eks. det metadataskema for aktivbeskrivelse (ADMS), som er udviklet i forbindelse med ISA-programmet.

(26) Et modul er en selvstændig, interoperabel og udskiftelig enhed, der omfatter en intern struktur.

(27) F.eks. Eurovoc-tesaurussen og ESCO-taksonomien.

(28) Kerneperson, kernevirksomhed, kernebeliggenhed og offentlig kernetjeneste, som er udviklet under ISA-programmet, er eksempler på sektoroverskridende, genanvendelige datamodeller.

(29) Peristeras V., "Semantic Standards: Preventing Waste in the Information Industry", IEEE Intelligent Systems, nr. 4, juli-aug. 2013, vol. 28, s. 72-75.

(30) Tjenesteorienteret arkitektur (Service Oriented Architecture, SOA) er et konkret eksempel på dette koncept.

(31) IMM-modellen for modenhed vedrørende interoperabilitet, som blev udviklet i forbindelse med ISA-programmet, kan benyttes til at vurdere, om en tjeneste er parat til interoperabilitet.

(32) F.eks. EIRA.

(33) På europæisk plan er EIC, der er tilgængelig via Joinup-platformen, et værdifuldt værktøj til identifikation af genanvendelige interoperabilitetsløsninger.

(34) F.eks. som i DCAT-AP-specifikationen, der er udviklet i forbindelse med ISA-programmet.

(35) DCAT-AP, Core Public Service Vocabulary og Asset Description Metadata Schema er eksempler på specifikationer, der anvendes til at beskrive henholdsvis åbne data, offentlige tjenester og interoperabilitetsløsninger. F.eks. er GeoDCAT-AP en udvidelse af DCAT-AP til beskrivelse af geodatasæt, datasætserier og tjenester. Den giver en RDF-syntaksbinding for den forening af metadataelementer, der er defineret i kerneprofilen i ISO 19115:2003, og de metadataelementer, der er defineret inden for rammerne af Inspire-direktivet.

(36) Forordning (EU) nr. 910/2014. 

(37) F.eks. det sikrede TestaNG-net.