EUROPA-KOMMISSIONEN

Bruxelles, den 18.11.2015

COM(2015) 574 final

RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET

Vurdering af de fremskridt, som medlemsstaterne har gjort med at nå de nationale mål for energieffektivitet inden 2020 og med at gennemføre direktiv 2012/27/EU om energieffektivitet i henhold til dette direktivs artikel 24, stk. 3

{SWD(2015) 245 final}

Indholdsfortegnelse

1.    Indledning    

2.    Fremskridt med EU's energieffektivitetsmål for 2020    

3.    Nationale mål    

4.    Energiforbrugstendenser og vurdering af nationale foranstaltninger for hver sektor    

4.1.    Industri    

4.2.    Husholdningssektoren    

4.3.    Servicesektoren    

4.4.    Den offentlige sektor    

4.5.    Transportsektoren    

4.6.    Elproduktionssektoren    

4.7.    Status over gennemførelsen af energieffektivitetsdirektivet    

4.8.    Finansiering    

4.9.    Endelige energibesparelser i 2016 i henhold til direktiv 2006/32/EF om energitjenester    

5.    KONKLUSION    

Bilag I    

Bilag II    

1.Indledning

Energiunionsstrategien 1 krævede, at begrebet energieffektivitet grundlæggende skulle omdefineres som en energikilde i sig selv, der repræsenterer værdien af den sparede energi. Opfattelsen af energieffektivitet som en måde at begrænse energiefterspørgslen på medvirker til opfyldelsen af målsætningerne om forsyningssikkerhed, konkurrenceevne og bæredygtighed og medfører omkostningsbesparelser for forbrugere og erhvervsliv.

Energiunionsstrategien bekræftede energieffektivitetsmålet på 20 % senest i 2020, hvilket vil sige under 1086 Mtoe i endeligt energiforbrug eller under 1483 Mtoe i primærenergiforbrug. Dette er baggrunden for at hæve nedbringelsesmålet til mindst 27 % inden 2030. Inden 2020 skal dette tal dog revideres med tanke på et mål på 30 %.

I 2014 konkluderede Kommissionen i sin meddelelse om energieffektivitet (COM(2014) 520 final), at EU ville opnå energibesparelser på 18-19 % i 2020. Siden da har medlemsstaterne gjort en større indsats for at gennemføre EU's energieffektivitetslovgivning og har fastsat mere ambitiøse energieffektivitetsmål (nu i alt 17,6 % primærenergibesparelser i 2020 mod sidste års samlede mål på kun 16,4 %). På denne baggrund ser Kommissionen fortsat optimistisk på opnåelsen af målet på 20 %, forudsat at den eksisterende EU-lovgivning er fuldt ud gennemført, at medlemsstaterne hæver deres ambitionsniveau, og at investeringsbetingelserne for energieffektivitet fortsat forbedres i hele EU.

I denne rapport gives en vurdering af de fremskridt, der er gjort med at nå målet og med at gennemføre direktiv 2012/27/EU om energieffektivitet. Den indeholder et antal anbefalinger til medlemsstaterne 2 og bygger på medlemsstaternes årlige rapporter og de nationale handlingsplaner for energieffektivitet. Denne rapport ledsages af et arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene 3 med en detaljeret beskrivelse af de anvendte resultatindikatorer.

2.Fremskridt med EU's energieffektivitetsmål for 2020

Der er sket betydelige fremskridt med at nedbringe energiforbruget på EU-plan. I alt faldt energiforbruget med 7 % fra 2005 til 2013. Primærenergiforbruget faldt med 8 % i samme periode, og de foreløbige skøn viser en fortsat faldende tendens med 1516 Mtoe i 2014 4 .

Det endelige energiforbrug 5 i EU28 faldt fra 1186 Mtoe i 2005 til 1102 Mtoe i 2012, men steg igen til 1105 Mtoe i 2013. Stigningen i 2013 skyldtes primært stigninger i Belgien, Den Tjekkiske Republik, Tyskland, Irland, Frankrig, Ungarn, Nederlandene, Østrig, Slovakiet og Det Forenede Kongerige 6 .

Industriens energiforbrug faldt i absolutte tal fra 327 Mtoe i 2005 til 275 Mtoe i 2012 (16 %). Overordnet set har den økonomiske krise, virkningerne af omstruktureringen i de europæiske økonomier og energieffektivitetsforanstaltninger bidraget væsentligt til denne faldende tendens. Ikke desto mindre steg energiforbruget i industrien til 277 Mtoe i 2013. Dette skyldtes en stigning i flere industrielle delsektorer, hvoraf råstofindvindingssektoren havde den største stigning på 6 %.

I husholdningssektoren faldt det endelige energiforbrug med 3 % i 2013 sammenlignet med niveauet i 2005.

I servicesektoren steg det endelige energiforbrug med 6 % fra 2005 til 2013, men sektorens merværdi steg med 11 % i samme periode, hvilket forbedrede energiintensiteten.

Det endelige energiforbrug i transportsektoren faldt med 6 % i denne periode. I 2013 stod transportsektoren for den største andel af det endelige energiforbrug (32 %). Derefter fulgte husholdningssektoren med 27 %, industrien med 25 % og servicesektoren med 14 %. De øvrige sektorer udgjorde de resterende 2 %.

Primærenergiforbruget 7 i EU28 faldt fra 1709 Mtoe i 2005 til 1567 Mtoe i 2013. De foreløbige skøn viser, at primærenergiforbruget fortsat faldt i 2014 til 1516 Mtoe 8 . Imidlertid havde Belgien, Danmark, Tyskland, Estland, Frankrig, Polen, Portugal og Slovakiet stigninger i primærenergiforbruget i 2013 sammenlignet med 2012.

I alt skyldtes faldet i primærenergiforbruget i EU28 fra 2005 til 2013 primært et fald i det endelige energiforbrug og blev også påvirket af den strukturelle omstilling i elproduktionssektoren til øget brug af vedvarende energikilder. Energiforbruget i energisektoren faldt med 13 %, og distributionstabene faldt med 8 % i samme periode.

Varme produceret i kraftvarmeværker i EU28 faldt med 9 % fra 46 Mtoe i 2005 til 42 Mtoe i 2013.

3.Nationale mål

I 2013 fastsatte medlemsstaterne nationale vejledende mål for energieffektivitet 9 . Siden har Østrig, Bulgarien, Kroatien, Cypern, Grækenland, Ungarn, Italien, Slovakiet og Spanien sat sig mere ambitiøse mål i deres nationale energieffektivitetshandlingsplaner for 2014 for det endelige energiforbrug med fokus på et større fald i efterspørgslen i husholdnings-, service-, industri- og transportsektoren. Kun Malta og Polen har anmeldt mindre ambitiøse mål for det endelige energiforbrug til Kommissionen. Formålet med energieffektivitet er at afkoble energiforbruget fra økonomisk vækst takket være effektivitetsgevinster. I denne forbindelse er niveauet for de vejledende mål, som Kroatien, Cypern, Finland, Grækenland, Italien, Portugal og Rumænien har fastsat, ikke ambitiøst nok, idet det endelige energiforbrug ifølge prognoser forventes at være højere end udviklingen i BNP fra 2014 til 2020 10 .

Med hensyn til primærenergiforbruget har Cypern, Frankrig, Grækenland, Ungarn, Irland, Malta, Spanien og Sverige fastsat mere ambitiøse vejledende mål i deres nationale energieffektivitetshandlingsplaner for 2014 end de oprindelige mål. Især Østrig, Belgien, Frankrig, Tyskland, Malta, Nederlandene, Sverige og Det Forenede Kongerige har sat sig ambitiøse mål i lyset af den forventede BNP-vækst for perioden 2014-2020. Bulgarien, Kroatien og Slovakiet har nedsat deres ambitionsniveau. For Kroatien, Finland, Grækenland og Rumænien giver de vejledende 2020-mål for primærenergiforbruget plads til en større stigning i primærenergiforbruget end deres forventede gennemsnitlige BNP-vækst i 2014-2020 11 .

Samlet set har medlemsstaterne ikke fastsat nationale energieffektivitetsmål, der er ambitiøse nok til at nå det fælles samlede EU-mål på 20 %. Summen af de nationale vejledende mål svarer til 17,6 % i primærenergibesparelser sammenlignet med prognoserne for 2020. Selv om dette er en velkommen forbedring i forhold til det første sæt af anmeldte mål, er det stadig ikke nok til at nå EU-målet om at spare 20 % primærenergi sammenlignet med prognoserne for 2020. Men oplysninger om de seneste fremskridt tyder på, at der kan drages en mere optimistisk konklusion.

4.Energiforbrugstendenser og vurdering af nationale foranstaltninger for hver sektor

For at vurdere medlemsstaternes fremskridt med at nå deres vejledende energieffektivitetsmål analyserede Kommissionen deres nationale energieffektivitetshandlingsplaner, årlige rapporter og det sæt af indikatorer, som er beskrevet nærmere i det ledsagende arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene 12 . Analysen viser, at de fleste medlemsstater fra 2005 til 2013 nedbragte deres primærenergiforbrug og endelige energiforbrug med en større andel end den, der er nødvendig i 2005-2020, for at de kan nå deres mål for primærenergiforbrug og endeligt energiforbrug senest i 2020. Det gælder dog ikke Belgien, Estland, Frankrig, Tyskland, Nederlandene, Polen og Sverige (med hensyn til primærenergiforbrug) og Østrig, Belgien, Estland, Frankrig, Tyskland, Litauen, Malta og Slovakiet (med hensyn til endeligt energiforbrug) 13 .

Primærenergiintensiteten 14 for den samlede økonomi faldt i alle medlemsstater i gennemsnit fra 2005 til 2013 undtagen i Estland.

4.1.Industri

Industriens endelige energiforbrug faldt i absolutte tal fra 327 Mtoe i 2005 til 277 Mtoe i 2013 (-15 %). Faldet mellem 2008 og 2012 kan forklares ved et fald i den industrielle aktivitet og strukturændringer i industrien. Men energieffektivitetsforbedringerne bidrog mest til denne positive tendens med en næsten tre gange større virkning 15 .

Da der forventes økonomisk vækst i de fleste medlemsstater i de kommende år, vil der blive brug for en større indsats for at sikre afkoblingen af energiforbruget fra den økonomiske vækst. Desuden kunne lavere olie- og gaspriser forringe incitamentet til energieffektivitetsinvesteringer i denne sektor, da tilbagebetalingstiden bliver længere.

Der er en betydelig forskel på industriens energiintensitet i de forskellige medlemsstater. Således har Bulgarien en syv gange så høj energiintensitet som de mindst energiintensive medlemsstater Danmark og Irland. De fleste medlemsstater sænkede deres energiintensitet i industrien og byggesektoren fra 2005 til 2013 med undtagelse af Grækenland, Ungarn, Irland og Letland.

Det europæiske emissionshandelssystem har været en vigtig katalysator for energieffektivitetsinvesteringer i de energiintensive industrier. Endvidere støtter de fleste medlemsstater energieffektiviteten i industrien gennem finansielle incitamenter og finanspolitiske foranstaltninger. Frivillige aftaler er et andet almindeligt politisk virkemiddel i industrisektoren. Ni medlemsstater har indgået sådanne aftaler med industrielle aktører: Belgien, Danmark, Finland, Irland, Luxembourg, Nederlandene, Portugal, Sverige og Det Forenede Kongerige. Energibesparelser i industrisektoren opnås også ved hjælp af markedsbaserede instrumenter, f.eks. i Italien gennem "hvid attest"-ordningen og i Danmark gennem ordninger for energispareforpligtelser.

Gennemførelsen af artikel 8, stk. 4, i energieffektivitetsdirektivet, som kræver, at store selskaber foretager energisyn fra 2015 og frem, kan hjælpe industrisektoren med at identificere omkostningseffektive energieffektivitetsforanstaltninger. Men omkring halvdelen af medlemsstaterne har endnu ikke informeret Kommissionen om, at de har vedtaget love, der omsætter dette krav i energieffektivitetsdirektivet i national ret. Kommissionen har derfor indledt overtrædelsesprocedurer mod disse lande.

Medlemsstaterne bør også rette deres politikker mod små og mellemstore virksomheder for at fjerne markedshindringer og gøre det muligt for dem at udnytte et eventuelt uudnyttet potentiale til energieffektivitet.

4.2.Husholdningssektoren

Husholdningssektorens endelige energiforbrug faldt i absolutte tal fra 306 Mtoe i 2005 til 296 Mtoe i 2013 (-3 %), om end det steg en smule igen fra 2012 til 2013. Det samlede fald skyldtes primært energieffektivitetsforanstaltninger, især vedrørende energiforbruget til rumopvarmning 16 .

Energiforbruget pr. kvm faldt i alle medlemsstater fra 2005 til 2013, undtagen i Italien, hvor det steg med 10 %, og i Estland, hvor det var uændret 17 . Det lavere energiforbrug pr. kvm kunne forklares med strengere krav til energieffektiviteten i bygninger, elektriske apparater og opvarmningsteknologier, til dels på grund af den gradvise gennemførelse af direktivet om bygningers energimæssige ydeevne.

Medlemsstaterne udarbejdede for nylig den første langsigtede renoveringsstrategi for deres samlede bygningsmasse i medfør af artikel 4 i energieffektivitetsdirektivet 18 . Selv om nogle strategier manglede visse oplysninger, f.eks. om bygninger med andre formål end beboelse, investeringsomkostninger og finansieringskilder, forventes kvaliteten af de langsigtede renoveringsstrategier at blive bedre i næste ajourføring, der ventes i 2017.

For at forbedre renoveringskvaliteten skal installatører og håndværkere uddannes, og deres færdigheder inden for nye og mere effektive teknologier, som kunne erstatte eksisterende udstyr og processer inden for byggeri og renovering, skal udbygges. Gennemførelsen af nationale opkvalificerings- og uddannelseskøreplaner, der er udarbejdet i henhold til EU's BUILD UP Skills-projekt, er allerede påbegyndt i 21 medlemsstater i 2013 og 2014 19 . Desuden har medlemsstaterne beskrevet andre nationale uddannelsesforanstaltninger i deres energieffektivitetshandlingsplaner, men der er brug for en yderligere og mere målrettet indsats på dette område.

Energieffektivitet i husholdningssektoren bakkes op af en bred vifte af politiske tiltag såsom lovgivningsmæssige og finansielle/finanspolitiske foranstaltninger foruden oplysningskampagner og bevidstgørende foranstaltninger, frivillige aftaler, infrastrukturinvesteringer (udrulning af intelligente målere), markedsbaserede instrumenter m.v. Lovgivningsforanstaltningerne vedrører som regel gennemførelsen af direktivet om bygningers energimæssige ydeevne, herunder mindstekrav til energimæssig ydeevne og certifikater til nye og eksisterende bygninger og inspektion af varmtvandskedler og klimaanlæg, og af direktivet om miljøvenligt design, herunder energieffektivitetsstandarder for elektriske apparater og udstyr.

Finansielle og finanspolitiske foranstaltninger, som støtter forbedringer af energieffektiviteten, dækker også tilskud og støtteordninger. Nogle få medlemsstater (Frankrig, Tyskland, Grækenland, Nederlandene og Portugal) tilbyder låneprogrammer. Der meldes om skattelettelser til husholdningerne for energieffektiviseringer i Danmark, Finland, Frankrig, Tyskland, Grækenland, Italien, Nederlandene og Portugal. Seks medlemsstater (Østrig, Danmark, Estland, Tyskland, Nederlandene og Sverige) har indført energiafgifter med sigte på adfærdsændringer og investeringer i energieffektivitet. Der udrulles intelligente målere til privatkunder i Østrig, Cypern, Danmark, Finland, Frankrig, Grækenland, Irland, Letland, Malta og Det Forenede Kongerige.

Ordninger for energispareforpligtelser er primært rettet mod husholdningssektoren med henblik på at nå 1,5 % energibesparelser hos slutbrugerne i henhold til artikel 7 i energieffektivitetsdirektivet. I alt har 16 lande vedtaget eller planlagt at vedtage en ordning for energispareforpligtelser. De fleste medlemsstater har valgt at anvende de tilladte undtagelser til at nå den maksimalt tilladte nedbringelse på 25 % (undtagen Danmark, Portugal og Sverige) 20 . Dette nedsætter mængden af energibesparelser, der bliver opnået inden 2020. Kommissionen erkender også den beskedne gennemførelse af denne artikel i visse lande, fordi mange medlemsstater bruger gamle foranstaltninger, gennemførelsen af de anmeldte foranstaltninger er forsinket, de forventede besparelser er blevet overvurderet, eller fordi der ikke er taget korrekt hensyn til overlappende virkninger af forskellige politikker. Derfor vil Kommissionen følge den yderligere gennemførelse af denne artikel nøje.

Medlemsstaterne skal informere forbrugerne bedre om energieffektivitetsmulighederne og forbedre investeringsbetingelserne endnu mere for private forbrugere for at fremskynde den på nuværende tidspunkt meget beskedne renoveringsindsats i den eksisterende bygningsmasse i Europa. Der er brug for målrettede foranstaltninger i denne sektor, da husholdningerne ikke reagerer så kraftigt på stigende energipriser som f.eks. energiintensive industrier. Desuden er der brug for mere målrettede foranstaltninger til gavn for sårbare forbrugere, så brændstoffattigdom kan bekæmpes effektivt, og levestandarden forbedres. Således ville foranstaltninger som rentefrie lån og forbedring af forholdet mellem lejer og udlejer være gavnligt.

4.3.Servicesektoren

Det endelige energiforbrug i servicesektoren steg i absolutte tal fra 144 Mtoe i 2005 til 153 Mtoe i 2013 (6 %). Energiforbruget steg dog langsommere end merværdien i samme periode (11 %). Samlet set faldt energiintensiteten i EU's servicesektor (korrigeret med graddagetallet) med 4 % fra 2005 til 2013, primært i Østrig (20 %), Ungarn (26 %), Irland (37 %) og Portugal (21 %), hvilket er en meget positiv tendens. Imidlertid havde Bulgarien, Kroatien, Finland, Grækenland, Italien, Luxembourg og Spanien øget deres energiintensitet i 2013 sammenlignet med 2005.

De fleste lovgivningsmæssige foranstaltninger i husholdningssektoren finder også anvendelse i servicesektoren.

Da servicesektoren forventes at vokse, vil medlemsstaterne skulle håndtere flere og større udfordringer gennem egnede foranstaltninger for at videreføre den positive tendens med faldende energiintensitet i hele EU.

4.4.Den offentlige sektor

Artikel 5, stk. 1, i energieffektivitetsdirektivet kræver, at medlemsstaterne renoverer 3 % af det samlede etageareal i opvarmede og afkølede bygninger, som staten ejer og bruger, eller opnår tilsvarende besparelser pr. år. I alt 18 medlemsstater vil gennemføre kravene i artikel 5 ved hjælp af alternative foranstaltninger (såsom foranstaltninger, der skaber incitamenter til beboerne til at ændre adfærd). De øvrige har valgt standardtilgangen med renovering af 3 % af det samlede etageareal. Medlemsstaterne er forpligtede til i deres årsrapporter at rapportere det samlede etageareal i bygninger, som ikke opfyldte kravene i artikel 5, stk. 1, i energieffektivitetsdirektivet, og det renoverede etageareal eller de samlede energibesparelser, man nåede det foregående år i henhold til artikel 5, stk. 1 og 6, i energieffektivitetsdirektivet. De fleste medlemsstater gav en del oplysninger om dette i deres årsrapport for 2015. Derimod gav Grækenland, Frankrig, Ungarn, Nederlandene og Slovenien ingen oplysninger herom 21 . Der blev i de fleste tilfælde opgivet data om det samlede etageareal i bygninger, som ikke opfyldte kravene i artikel 5 til energimæssig ydeevne, men data om besparelser gennem renovering af bygninger (eller alternative foranstaltninger) ejet af staten, som blev obligatorisk fra 1. januar 2014, manglede eller var uklare i de fleste årsrapporter. Derfor er det endnu ikke muligt at vurdere, om medlemsstaterne opfyldte deres forpligtelser i 2014 i overensstemmelse med artikel 5 i energieffektivitetsdirektivet, men Kommissionen vil følge nøje op på den korrekte gennemførelse.

I henhold til artikel 6 i energieffektivitetsdirektivet skal medlemsstaterne sikre, at statslige myndigheder kun køber produkter, tjenesteydelser og bygninger, som har en høj energieffektivitet. Alle medlemsstater har præsenteret de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at dette overholdes, men i Belgiens, Italiens og Spaniens energieffektivitetshandlingsplan manglede der foranstaltninger til at tilskynde andre offentlige organer til at gøre det samme. Kommissionen har igangsat en undersøgelse til vurdering af effektiviteten af denne bestemmelse. Foreløbige resultater viser, at energieffektivitetskravene i forbindelse med offentlige indkøb ikke er forstået fuldt ud hos alle indkøbsansvarlige, og at kravene i artikel 6 i energieffektivitetsdirektivet endnu ikke er gennemført fuldt ud i visse lande. Ifølge medlemsstaterne er der bl.a. følgende hindringer: myndighedernes manglende færdigheder og praktiske viden om energieffektive offentlige indkøb, mangel på klar vejledning og praktiske værktøjer og uklare kriterier for vurderinger i forbindelse med offentlige indkøb. Kommissionen vil derfor se på, hvordan den kan yde medlemsstaterne bedre bistand med gennemførelsen af denne bestemmelse.

4.5.Transportsektoren

Det endelige energiforbrug i transportsektoren 22 i EU28 faldt fra 370 Mtoe i 2005 til 349 Mtoe i 2013 (-6 %). Heri indgår en stigning på 4 % i 2005-2007 og et hurtigt fald siden da (-9 % i 2007-2013).

Ca. 40 % af nedbringelsen i 2007-2013 skønnes at skyldes den økonomiske krise med stabilisering af passagertrafikken og et fald i godstrafikken. De resterende 60 % hidrører primært fra forbedringer i energieffektiviteten i personbiler takket være strengere CO2-standarder og målrettede transportpolitikker i medlemsstaterne (som også blev anmeldt i visse tilfælde som transportforanstaltninger i henhold til artikel 7 i energieffektivitetsdirektivet til at nedbringe det endelige energiforbrug) 23 .

De største nedbringelser af det endelige energiforbrug i transportsektoren blev registreret i Grækenland, Irland og Spanien i perioden 2005-2013. Forbruget steg en smule i Kroatien, Finland og Tyskland, mens der blev registreret en betydelig stigning i Litauen, Malta, Polen, Rumænien, Slovakiet og Slovenien 24 .

I 2013 steg den kollektive trafiks andel i halvdelen af medlemsstaterne: Østrig, Belgien, Kroatien, Den Tjekkiske Republik, Finland, Grækenland, Ungarn, Luxembourg, Nederlandene, Det Forenede Kongerige, Portugal, Slovenien, Spanien og Sverige. I resten af medlemsstaterne steg personbilernes andel 25 . Med hensyn til godstransport havde Østrig, Belgien, Danmark, Finland, Tyskland, Italien, Nederlandene, Portugal, Rumænien, Sverige og Det Forenede Kongerige øget den andel, der foregår ad jernbane og indre vandveje, i 2013 sammenlignet med 2005.

Medlemsstaterne støtter effektivitet i både privat og offentlig transport gennem forbedringer i køretøjers effektivitet og reducerede CO2-udledninger, der stemmer overens med EU's CO2-standarder, skift til mere miljøvenlige transportformer (f.eks. jernbane eller offentlige transportmidler) og forbrugerinformation og -adfærd. 

Med hensyn til offentlig transport indberettede Bulgarien, Den Tjekkiske Republik, Danmark, Frankrig, Italien, Letland, Portugal, Sverige og Det Forenede Kongerige foranstaltninger, der var målrettet jernbanetransport i deres energieffektivitetshandlingsplaner. Der er indført energieffektivitetskrav til taxaer i Danmark. Metrotransport er udvidet ifølge indberetninger fra Bulgarien, Den Tjekkiske Republik, Danmark, Grækenland og Italien. Fremme af trafikoverflytning og tilskyndelse til brug af offentlig transport eller cykling og gang er blevet nævnt af Belgien, Irland og Portugal. Foranstaltninger rettet mod private transportformer er f.eks. forbedringer af personbilparkens effektivitet, foranstaltninger til støtte for brug af el- eller brintbiler eller brændstoføkonomiske biler, anlæggelse af cykelstier osv. Der gives finansielle incitamenter til at købe energieffektive køretøjer i Kroatien, Luxembourg og Spanien (til elbiler) og Nederlandene, mens Danmark tilbyder skattemæssige incitamenter til el- og brintbilejere og ejere, som skifter til biler med lavere brændstofforbrug. Adfærdsændrende foranstaltninger nævnes også i Finland, Nederlandene (undervisning af fører) og Det Forenede Kongerige. I Frankrig planlægges også flytning af godstransport til mere miljøvenlige former som jernbane, søvejen og indre vandveje.

4.6.Elproduktionssektoren

Faldet i primærenergiforbruget de seneste år skyldes et fald i det endelige energiforbrug, gennemførelsen af EU's emissionshandelssystem og en strukturel ændring af elproduktionssektoren. Navnlig har der de seneste år fundet strukturelle ændringer sted fra varmeproduktion til mere brug af vedvarende energikilder.

Effektiviteten i produktionssektoren er afgørende for at nå 2020-målene for energieffektivitet. Energieffektivitet i produktionssektoren bidrager stærkt til forsyningssikkerhed og dekarbonisering. Ud over det europæiske emissionshandelssystem kan målrettede energieffektivitetspolitikker øge energieffektiviteten i denne sektor, f.eks. gennem forøgelse af andelen af varme og el produceret i højeffektive kraftvarmeværker, fjernvarme og fjernkøling og vedvarende energikilder.

Medlemsstaterne har øget deres indsats med hensyn til vedvarende energi de seneste år. I 2013 nåede EU's samlede andel af vedvarende energi op på 15 %, og den skønnes at nå op på 15,3 % i 2014, hvilket bidrager til en nedbringelse i primærenergiforbruget, idet de fleste vedvarende energikilder er 100 % omdannelseseffektive 26 .

Artikel 24, stk. 6, i energieffektivitetsdirektivet kræver, at medlemsstaterne giver oplysninger om varme og el produceret i termiske kraftværker og især kraftvarmeværker. I EU28 faldt den mængde varme, der blev produceret i kraftvarmeværker fra 46 Mtoe i 2005 med 9 % til 42 Mtoe i 2013. Takket være effektivitetsgevinsterne og bidragene til industriens produktivitet er der brug for yderligere bestræbelser fra medlemsstaternes side for at øge andelen af navnlig højeffektive kraftvarmeværker.

I artikel 14 i energieffektivitetsdirektivet fastlægges en ramme, der skal igangsætte investeringer i effektiv fjernvarme og fjernkøling. Der kan iagttages en positiv tendens i ni medlemsstater, hvor omdannelsesoutputtet fra fjernvarmeværker i gennemsnit steg fra 2005 til 2013. Ikke desto mindre ses der en faldende tendens i de resterende 12 medlemsstater med fjernvarme 27 . For at udnytte energieffektivitetspotentialet i produktionssektoren fuldt ud er det derfor meget vigtigt, at artikel 14 gennemføres fuldt ud, og at medlemsstaterne foretager de omfattende vurderinger, som de inden udgangen af 2015 har pligt til at levere (analyse af deres potentiale til at anvende højeffektiv kraftvarmeproduktion og effektiv fjernvarme og fjernkøling).

Tekstboks 1: Gode eksempler i medlemsstaterne