This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 52014PC0055
Proposal for a COUNCIL IMPLEMENTING DECISION amending Implementing Decision 2011/344/EU on granting Union financial assistance to Portugal
Forslag til RÅDETS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE om ændring af gennemførelsesafgørelse 2011/344/EU om tildeling af finansiel støtte fra Unionen til Portugal
Forslag til RÅDETS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE om ændring af gennemførelsesafgørelse 2011/344/EU om tildeling af finansiel støtte fra Unionen til Portugal
/* COM/2014/055 final - 2014/0028 (NLE) */
Forslag til RÅDETS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE om ændring af gennemførelsesafgørelse 2011/344/EU om tildeling af finansiel støtte fra Unionen til Portugal /* COM/2014/055 final - 2014/0028 (NLE) */
BEGRUNDELSE Efter anmodning
fra Portugal tildelte Rådet den 17. maj 2011 finansiel bistand til Portugal
(gennemførelsesafgørelse 2011/344/EU) til støtte for et solidt økonomisk
reformprogram, som skulle genoprette tilliden, muliggøre en tilbagevenden til
holdbar økonomisk vækst og sikre finansiel stabilitet i Portugal, euroområdet
og EU. I overensstemmelse med artikel 3, stk. 10, i
gennemførelsesafgørelse 2011/344/EU har Kommissionen sammen med IMF og i samråd
med ECB foretaget den tiende gennemgang af, hvordan gennemførelsen af de
aftalte foranstaltninger skrider frem, og af foranstaltningernes effektivitet
og deres økonomiske og sociale virkninger. I betragtning af den seneste økonomiske,
finanspolitiske og finansielle udvikling og de politiske foranstaltninger, der
er blevet truffet, finder Kommissionen, at der for at nå programmets
målsætninger er behov for visse ændringer af de økonomisk-politiske vilkår, der
knytter sig til bistanden, som forklaret i betragtningerne i de foreslåede
ændringer til Rådets gennemførelsesafgørelse. 2014/0028 (NLE) Forslag til RÅDETS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE om ændring af gennemførelsesafgørelse
2011/344/EU om tildeling af finansiel støtte fra Unionen til Portugal RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR - under henvisning til traktaten om Den
Europæiske Unions funktionsmåde, under henvisning til Rådets forordning (EU)
nr. 407/2010 af 11. maj 2010 om oprettelse af en europæisk
finansiel stabiliseringsmekanisme[1],
særlig artikel 3, stk. 2, under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,
og ud fra følgende betragtninger: (1) Den 17. maj 2011 ydede Rådet
finansiel bistand til Portugal på dets anmodning ved Rådets
gennemførelsesafgørelse 2011/344/EU[2].
En sådan finansiel bistand blev ydet til støtte for et solidt økonomisk og finansielt
reformprogram (»programmet«), der tager sigte på at genoprette tilliden og gøre
det muligt igen at sikre en holdbar økonomisk vækst og finansiel stabilitet i
Portugal, euroområdet og Unionen. (2) I overensstemmelse med
artikel 3, stk. 10, i gennemførelsesafgørelse 2011/344/EU har Kommissionen
sammen med Den Internationale Valutafond (IMF) og i samråd med Den Europæiske
Centralbank (ECB) i perioden fra den 4. december til den 16. december 2013
foretaget en tiende gennemgang af de portugisiske myndigheders fremskridt med
gennemførelsen af de aftalte foranstaltninger i henhold til programmet. (3) Den kvartalsvise BNP-vækst
fortsatte med at være positiv i tredje kvartal af 2013, og de kortsigtede
indikatorer tyder på, at det forventede økonomiske opsving vil komme. På
årsbasis forventes real BNP dog at ville være faldet med 1,6 % i 2013, men
at det vil bevæge sig ind på et positivt område i 2014 og 2015 med en vækst på
henholdsvis 0,8 % og 1,5 %. Udsigterne for arbejdsmarkedet er også
blevet bedre, men arbejdsløsheden er fortsat høj og forventes at nå op på
16,8 % i 2014 for derefter gradvis at falde. Der er fortsat nedadgående
risici for de makroøkonomiske udsigter, da det forventede opsving i afgørende
grad hænger sammen med en positiv udvikling i handelen og på det finansielle
marked, hvilket også afhænger af udsigterne for Europa som helhed. (4) Frem til november 2013 blev
underskuddet på statsbudgettet forbedret med 0,25 % af BNP (ekskl.
ekstraordinære faktorer) i forhold til samme periode i det foregående år,
hvilket skyldtes, at indtægtsvæksten oversteg udgiftsvæksten. Stigningen i
skatteindtægtsvæksten er en afspejling af genopretningen af økonomisk aktivitet
inden for de seneste måneder og af en mere effektiv skatteadministration, især
hvad angår bekæmpelse af svig. På udgiftssiden er budgetgennemførelsen generelt
på linje med målene for det andet tillægsbudget. (5) Målet om et offentligt
underskud på 5,5 % af BNP (ekskl. bankkapitaliseringer) i 2013 vil
sandsynligvis blive nået, og underskuddet vil endog kunne komme til at ligge
under målet. Det skyldes de positive risici, der har
vist sig i de sidste måneder af året, hvor de fleste af de negative risici er
forsvundet. Det forventes navnlig, at skatteopkrævningen vil overskride
de implicitte mål i det andet tillægsbudget. Desuden var provenuet af den
engangsordning for gældsregulering af udestående skat og socialsikringsbidrag,
der blev lanceret i slutningen af 2013, omkring 0,3 % af BNP højere end
forudset. Absorberingen af EU-midler forventes også at være bedre end tidligere
anslået. Desuden er de negative risici fra genforhandlingerne af
offentlig-private partnerskaber blevet mere afdæmpede. Nogle af de negative
risici er der dog stadig, især er indtægterne fra ejendomsskatter lavere end
forventet, og det ikke kan udelukkes, at der vil være overskridelser for
specifikke udgiftsområder, især personaleomkostninger, forbrug i produktionen
og pensionsydelser. (6) Statens budget for 2014 og
anden støttelovgivning holder sig inden for målet om et underskud på 4 %
af BNP i 2014. For at nå målet er der ved at blive gennemført
konsolideringsforanstaltninger, der beløber sig til ca. 2,3 % af BNP, hvor
der også er indkalkuleret pres på budgettet og nødvendigheden af at genopbygge
den foreløbige budgettildeling for 2014. Foranstaltningerne er overvejende af
permanent art og hviler hovedsagelig på udgiftsbesparelser.
Hovedparten af konsolideringen i 2014 – ca. 1,8 % af BNP – kommer fra den revision
af de offentlige udgifter, som er blevet foretaget i det forløbne år for at
gøre gennemførelsen af sociale overførsler og offentlige tjenester mere
retfærdig og effektiv. De vigtigste foranstaltninger, der følger af revisionen
de offentlige udgifter, er inden for tre hovedakser: a) en begrænsning af udgifterne til lønninger
i den offentlige sektor ved at mindske antallet af ansatte og ændre
sammensætningen heraf i retning af mere højt kvalificeret personale, bl.a.
gennem et omskolingsprogram og en frivillig fratrædelsesordning; yderligere
tilpasning mellem arbejdsreglerne i den offentlige og i den private sektor og
revision af lønskalaen samt en strømlining af løntillæggene; forhøjelse af
modtagernes bidrag til de særlige sundhedsforsikringsordninger for at gøre
disse systemer selvfinansierende b) begrænsning af det offentliges udgifter
til pension, eftersom det er nødvendigt at revurdere bæredygtigheden heraf i
lyset af den demografiske udvikling, men dog samtidig beskyttelse af de laveste
pensioner ved at forhøje den lovbestemte pensionsalder gennem ændringer i
bæredygtighedsfaktoren; omjustering af det "ekstraordinære
solidaritetsbidrag" ved at sænke minimumsgrænsen for anvendelse af den
progressive sats og grænserne for anvendelse af højere satser; strømlining af
efterladtepensioner i både CGA og den almindelige pensionsordning; reduktion af
livsvarig pension til politikere c) besparelser på forbrug i produktionen og
udgiftsprogrammer på tværs af fagministerierne. (7) Andre mindre
indtægtsrelaterede permanente foranstaltninger, der beløber sig til 0,4 %
af BNP, og som skal gøre den nuværende skatte- og ydelsesstruktur mere effektiv
og retfærdig, supplerer pakken vedrørende revision af de offentlige udgifter,
således at målet om et underskud på 4 % af BNP kan nås. Desuden vil der
blive gennemført en række engangsforanstaltninger svarende til i alt 0,2 %
af BNP, som mere end opvejer de omkostninger, der følger af de engangsbeløb,
som skal udbetales i forbindelse med indførelsen af en fratrædelsesordning
efter fælles overenskomst i den offentlige sektor. (8) De fleste af de ovennævnte
foranstaltninger blev vedtaget med budgetloven for 2014 eller ved ændringer til
særlovgivning. Nogle af de påtænkte konsolideringsforanstaltninger er der endnu
ikke blevet fuldt ud lovgivet om. Det gælder blandt andet opstramning af
betingelserne for ret til efterladtepension (ud over ændringen af
dækningsgraden i tilfælde af akkumulering med andre pensioner); salg af
licenser til onlinespil; overførsel af postvæsenets sundhedsfond til det
offentlige og salg af havnekoncessioner. (9) I december 2013 godkendte
parlamentet en gennemgribende reform af selskabsskatten, der skulle fremme
forenkling såvel som internationalisering og konkurrenceevne hos portugisiske
selskaber, og den trådte i kraft den 1. januar 2014. Et af hovedtrækkene i reformen
er en nedsættelse af selskabsskattesatsen fra 25 % til 23 % og en
reduceret sats på 17 % for de første 15 000 EUR af den skattepligtige
indkomst for SMV'er. Ud over de nuværende tillægsskatter vil der blive pålagt
en tredje tillægsskat på 7 % af skattepligtigt overskud, der overstiger 35
mio. EUR. Andre vigtige bestemmelser i reformen omhandler bedre
skatteincitamenter, ændring af rente- og kapitalgevinstbeskatning,
koncernbeskatning og regler for immaterielle aktiver, indførelse af en ordning
om skattefritagelse for kapitalandele, en udvidelse af den periode, hvor tab
kan overføres, og en yderligere begrænsning af rentefradragsmuligheden. (10) Gældskvoten forventes at nå op
på under 129,5 % i 2013, hvorefter den forventes at falde.
Budgetgennemførelsen har været bedre end forventet, men alligevel er
gældsprofilen opjusteret i forhold til den samlede ottende og niende
gennemgang, hvilket i vid udstrækning skyldes en væsentlig stigning i
statskassens likviditetsbeholdning og udsættelsen til 2014 af nogle kortfristede
transaktioner til nedbringelse af gælden for den finansielle stabiliseringsfond
for social sikring. Derfor anslås det, at nettogælden – ekskl. IGCP's
likviditetsbeholdning – vil nå op på 120 % af BNP, hvilket er lidt under
det niveau, der var tale om i den foregående gennemgang. Det forventede fald i
statens gældskvote fra og med 2014 vil blive understøttet af det forventede
økonomiske opsving samt af et fald i likviditetsbeholdningen og gennemførelsen
af socialsikringens kortfristede transaktioner til nedbringelse af gælden. (11) Budgetjusteringen suppleres af
en række finanspolitiske strukturelle foranstaltninger, der kan fremme
kontrollen med de offentlige udgifter og forbedre inkasseringen af indtægter.
Den gennemgribende reform af budgetrammeloven skrider frem på en række vigtige
områder. Men i betragtning af omfanget af reformen og nødvendigheden af at
foretage en bredt baseret høring af alle relevante interessenter forventes det
at processen vil skulle foregå i to trin. Det nye system til kontrol af
forpligtelser er begyndt at give resultater, idet der bliver færre restancer,
men implementeringen heraf må overvåges nøje for at sikre, at der er disponible
midler til at dække forpligtelserne. Der vil blive oprettet en taskforce, som
skal evaluere og forbedre denne proces. Der er ved at blive gennemført reformer
inden for den offentlige forvaltning for at få moderniseret og rationaliseret arbejde
og enheder i den offentlige sektor. Reformerne hen imod en moderne model for
risikostyring af indtægtsforvaltningen fortsætter. Der er for nylig blevet
oprettet et nyt kontor for risikovurdering, som snart vil blive operationelt,
og det vil i første omgang fokusere på en bedre regeloverholdelse hos visse
grupper af skattepligtige som f.eks. selvstændige og meget velhavende personer.
Nogle af de andre reformer som f.eks. reduktionen af lokale skattekontorer er
blevet udsat. Der er gjort fremskridt med genforhandlingen af offentlig-private
partnerskaber, men det har ikke været muligt at afslutte den inden udgangen af
2013. Der forventes dog betydelige besparelser for 2014 og fremefter. De
statsejede virksomheder havde i gennemsnit nået en driftsmæssig balance inden
udgangen af 2012, og der er planer om yderligere reformer for at undgå, at
deres resultater igen forværres. Der er gjort gode fremskridt med
privatiseringen, endog mere end hvad der var målsat i programmet. Reformerne
inden for sundhedssektoren giver store besparelser, og gennemførelsen heraf går
fortsat alt i alt som planlagt. (12) Politikgennemførelsen og
reformerne inden for sundhedssektoren går fortsat fremad og giver besparelser
takket være større effektivitet. Det konsoliderede underskud for sektoren er
blevet betydeligt reduceret siden 2010. Men de tilbageværende restancer, den
stramme budgetpost og de højere arbejdsomkostninger som følge af genindførelsen
af de 13. og 14. bonusudbetalinger gjorde, at myndighederne måtte sætte mere
fart i de igangværende reformer. De omfattende restancer skyldes i høj grad
(men ikke alene) en vedvarende underfinansiering af de statsejede hospitaler i
forhold til de ydelser, der skal leveres. Myndighederne vil fortsætte med den
igangværende hospitalsreform og finjusteringen af foranstaltninger, der vedrører
lægemidler, centraliserede indkøb og primær pleje. (13) Bankernes kapitalprocent lå
fortsat pænt i forhold til de af Den Europæiske Banktilsynsmyndighed krævede
kapitalbuffere og programmålet om en kernekapital (Core Tier 1) på 10 %.
Denne kapitalbuffer er stadig tilstrækkelig over hele linjen, når man bruger
reglerne i det nye kapitalkravsdirektiv IV til at vurdere bankernes
egenkapital. Disse nye kapitalregler gælder fra januar 2014 og fremefter, og der
er fastsat en tærskel for egentlig kernekapital (Common Equity Tier 1) på
7 %. Forholdet mellem udlån og indlån er på 120,7 % og vil
sandsynligvis fortsætte med at falde indtil slutningen af 2014. Nogle af
bankerne befinder sig dog allerede under denne tærskel. Bestræbelserne på at
diversificere finansieringskilderne til erhvervssektoren bliver hele tiden intensiveret.
På grundlag af henstillingerne fra 2013 fra den eksterne revision af de
eksisterende statsfinansierede kreditlinjer er myndighederne ved at gennemføre
foranstaltninger, der skal forbedre resultaterne og styringen af disse
instrumenter, herunder risikostyringskapacitet og -praksis. Der er nu en
juridisk ramme på plads for nye gældsomlægningsværktøjer, som er rettet mod
husholdninger, og som sigter mod en frivillig gældssanering, og den er fuldt ud
operationel. Også indvirkningen af ændringerne i loven om insolvens for
virksomheder og inddrivelse er ved at blive evalueret, da de nye mekanismer for
gældsomlægning og gældsinddrivelse nu fungerer. Krisestyringsredskaberne er ved
at være klar. Bankafviklingsfonden fungerer, beføjelser til tidlig indgriben er
blevet indført og rekapitaliseringsloven er blevet ændret for at afspejle
Kommissionens meddelelse om statsstøttereglernes anvendelse på
støtteforanstaltninger til fordel for banker i forbindelse med finanskrisen[3]. Køreplanen for en
forbedring af effektiviteten og styringen af det nationale garantisystem er ved
at blive gennemført for bedre at kunne tilgodese SMV'ers finansieringsbehov. (14) Der er gjort yderligere
fremskridt med gennemførelsen af strukturreformer til fremme af vækst og
konkurrenceevne. Myndighederne har vedtaget ekstra foranstaltninger for at
nedbringe arbejdsløsheden og gøre arbejdsmarkedet mere effektivt, bl.a. gennem
bedre aktiveringstiltag og en plan for gennemførelse af ungdomsgarantien. Der
er ved at blive udarbejdet ændringer, som påvirker definitionen af fair
afskedigelser i arbejdsloven, efter at den er blevet erklæret for
forfatningsstridig. Der er vedtaget yderligere foranstaltninger på
uddannelsesområdet, hvor fremskridtene alt i alt er tilfredsstillende. (15) Regeringen har godkendt et nyt
gebyr for energioperatører for 2014, og det skal overvåges nøje for at undgå
fordrejninger i systemet. For at fjerne energitarifgælden og sikre systemets
bæredygtighed er det nødvendigt med yderligere reformer. (16) Inden for telekommunikationssektoren
og postsektoren er der gennemført tiltag, således at EU-reglerne vil kunne blive
overholdt og programmålene nået. Valget af de forsyningspligtige udbydere og
revisionen af den eksisterende kontrakt med nuværende bevillingshaver er en
positiv udvikling i retning af den fulde gennemførelse af
forsyningspligtdirektivet. Med offentliggørelsen af lovgivning om rammerne for
koncessionskontrakter med den nationale udbyder af postbefordring vil den
nuværende koncessionsperiode blive mindsket, hvilket kan øge konkurrencen.
Myndighederne er fortsat pligtige til at øge bæredygtighed og effektivitet i
transportsektoren. (17) Tilpasningen af den
sektorspecifikke lovgivning til tjenesteydelsesdirektivet skrider fremad, dog
med visse forsinkelser med hensyn til vedtagelsen af den reguleringsmæssige
ramme for byggesektoren, de ændrede vedtægter for faglige organisationer og
interne regler for vedtagelse af den horisontale rammelov om offentlige faglige
sammenslutninger. Myndighederne er forpligtede til at forbedre den måde, som
deres kvikskranker fungerer på. (18) Vurderingen af reformen af
lejemål i byområder er undervejs, efter at den nye lovramme er blevet fuldt ud
gennemført. Myndighederne vil øge deres bestræbelser på at bekæmpe
skatteunddragelse på udlejningsmarkedet. (19) Det går fremad med den nye
ramme for de nationale tilsynsmyndigheder, og de relevante vedtægter er ved at
blive ændret og forventes at blive vedtaget om kort tid. Offentliggørelsen af
et nyt dekret om fastsættelse af tilsynsmyndighedernes bidrag for 2014 er
blevet udskudt. (20) Reformerne af retsvæsenet går
fremad som planlagt. Der er gjort fremskridt med gennemførelsen af
retsplejeloven, der skal strømline domstolssystemet; der er blevet
offentliggjort en lov, som skal styrke retshåndhævende personale og kuratorer;
og der er ved at blive færdiggjort en ny udenretslig procedure, som giver
mulighed for at løse en tvist, uden at sagen bliver indbragt for retten. Det
går fremad med de foranstaltninger, som skal forbedre licenssystemet og mindske
de administrative byrder, idet der er vedtaget lovbestemmelser, som strømliner
licenstildeling inden for turisme, industri og fysisk planlægning. Der er
lovgivning om handelslicenser undervejs, og lovreglerne for byplanlægning og
byggeri er ved at blive revideret. (21) I lyset af denne udvikling bør
gennemførelsesafgørelse 2011/344/EU ændres — VEDTAGET DENNE AFGØRELSE: Artikel 1 I artikel 3 i gennemførelsesafgørelse
2011/344/EU affattes stk. 8 og 9 således: "8. I overensstemmelse med
specifikationerne i aftalememorandummet træffer Portugal følgende
foranstaltninger i løbet af 2014: 1) det offentlige underskud må ikke
overstige 4 % af BNP i 2014. Ved beregningen af dette underskud tages der
ikke hensyn til de mulige budgetomkostninger, der er forbundet med foranstaltningerne
til støtte for banksektoren inden for rammerne af regeringens strategi for den
finansielle sektor. For at nå dette mål indfører Portugal
konsolideringsforanstaltninger, som har en værdi af 2,3 % af BNP, sådan
som det er fastlagt i budgetloven for 2014 og hertil hørende lovgivning, som er
vedtaget med dette som formål 2) ud over de senest vedtagne
pensionsforanstaltninger, ændres pensionsordningen for offentligt ansatte inden
udgangen af marts 2014 for at sikre, at de nye regler om bæredygtighedsfaktoren
og dermed den højere tilbagetrækningsalder i praksis og gælder for denne
ordning; Portugal udvikler også nye, omfattende foranstaltninger som led i den
igangværende strukturreform af pensioner i løbet af 2014 med henblik på at
sikre deres bæredygtighed og samtidig opnå retfærdighed 3) for at kontrollere mulige
udgiftsoverskridelser overvåger regeringen nøje sine udgiftslofter gennem
månedlige rapporter til Ministerrådet 4) Portugal fastlægger og implementerer
snarest de påtænkte ændringer i betingelserne for tildeling af
efterladtepensioner og betingelserne for salg af licenser til onlinespil.
Derudover tager Portugal afgørende skridt for at få gennemført salget af
havnekoncessioner 5) den omfattende reform af selskabsskatten
gennemføres inden for den eksisterende budgetramme, således at de
finanspolitiske konsolideringsmål bliver overholdt 6) standstill-reglen for skatteudgifter på
centralt, regionalt og lokalt plan skal fortsat gælde. Bestræbelserne på
at bekæmpe skatteunddragelse og skattesvig for forskellige former for skatter
og afgifter styrkes yderligere, blandt andet gennem overvågning af det nye
e-faktureringssystem. En undersøgelse af skyggeøkonomien på boligmarkedet
gennemføres i første kvartal af 2014 for at finde en måde at mindske
skatteunddragelse for lejeindtægter på; 7) hvis der skulle vise sig utilsigtede
retlige eller budgetmæssige risici, indfører Portugal kompenserende
foranstaltninger af høj kvalitet for at opfylde underskudsmålet 8) efter 2014 må Portugal have et statsunderskud
på højst 2,5 % af BNP i 2015 og skal standse akkumuleringen af indenlandske restancer.
Den strategi, der skal føre til målet, skal tage udgangspunkt i dokumentet om
statsreformen, som fokuserer på bæredygtighed inden for social sikring, reform
af den offentlige forvaltning, større effektivitet inden for sundhed og
uddannelse og miljøbeskatning. Der er brede høringer i gang af politiske parter
og arbejdsmarkedets parter for at fremskynde og få fastlagt reformer. De
fremskridt, der gøres inden for denne proces, vil blive analyseret under den
ellevte gennemgang, og identificerede foranstaltninger skal fremgå af
dokumentet om finanspolitisk strategi for 2014. For at opfylde kravene i EU's
budgetramme skal der i dette dokument også gøres nærmere rede for de
mellemsigtede budgetplaner 9) Portugal træffer ekstra foranstaltninger
for yderligere at styrke sit offentlige finansielle forvaltningssystem.
Fragmenteringen af budgettet reduceres, ved at antallet af budgetposter
begrænses og klassifikationen af egne indtægter revideres. Den strategi, der
benyttes til validering og afvikling af restancer, skal fortsat anvendes, og
loven om kontrol af forpligtelser skal fuldt ud håndhæves inden for alle
offentlige instanser for at forhindre, at der opstår nye restancer. Portugal
reviderer budgetrammeloven, således at al relevant EU-lovgivning bliver
gennemført i portugisisk lovgivning. Derudover foretager Portugal en mere
omfattende revision af sin budgetrammelov for at strømline
budgetbevillingsstrukturen, skærpe ansvarligheden og fastlåse de offentlige
finanser yderligere inden for en mellemsigtet ramme. Portugal sørger for, at de
foranstaltninger, hvormed den nye budgetramme skal gennemføres på centralt
regeringsplan, også bliver anvendt på regionalt og lokalt plan 10) Portugal fortsætter med sin
reformdagsorden for en moderne og mere effektiv indtægtsforvaltning på linje
med bedste praksis på internationalt plan. Portugal reducerer antallet af
skattekontorer med mindst 25 % i første kvartal af 2014 og med yderligere 25 %
inden maj 2014. Antallet af ansatte, der skal foretage revision i
skatteadministrationen, øges med mindst 30 % af hele personalet. Inden for
skatteadministrationen oprettes der en ny serviceafdeling for skatteborgere,
hvor de forskellige serviceydelser vedrørende skat bliver samlet under ét.
Risikostyringskontoret skal være fuldt operationelt i første kvartal af 2014 og
skal i starten fokusere på målrettede projekter, der kan forbedre
regeloverholdelsen hos selvstændige og meget velhavende personer. Overholdelsen
af skattereglerne skal løbende overvåges 11) Portugal fortsætter med at gennemføre
reformer inden for den offentlige forvaltning. Efter en omfattende gennemgang
af lønskalaerne i den offentlige sektor i den tolvte gennemgang opstilles der i
første halvdel af 2014 en enkelt lønskala, som kan give rationalisering og
sammenhæng i aflønningen for alle karriereforløb, og den skal ligge færdig ved
udgangen af 2014. Den træder i stedet for den lønrevision, der indgår i
budgetloven for 2014. Efter en undersøgelse af kontanttillæg udarbejder
Portugal desuden en rapport om den omfattende reform af løntillæg. Ved den
ellevte gennemgang forelægges der et udkast til lovgivning om en enkelt
tillægsskala 12) Portugal færdiggør gennemførelsen af
strategien for fælles tjenester i den offentlige forvaltning 13) Portugal gennemfører fuldt ud de nye
juridiske og institutionelle rammer for offentlig-private partnerskaber. Der
foretages genforhandling af offentlig-private partnerskaber i forskellige
sektorer for at dæmme op for deres budgetmæssige indvirkning. I henhold til den
nye rammelov om statsejede virksomheder oprettes der et teknisk kontor for
overvågning af statsejede virksomheder, som afspejler finansministeriets større
rolle som aktionær. Regeringen fortsætter med det omfattende
omstruktureringsprogram for statsejede virksomheder for at opnå en bæredygtig
driftsmæssig balance. Den portugisiske regering fortsætter med den
privatisering, der allerede er igangsat 14) Portugal fremlægger en rapport med det
formål: i.) at kortlægge overlappende tjenester og
jurisdiktioner og andre kilder til ineffektivitet mellem det centrale og det
lokale myndighedsniveau, og ii) at omorganisere ministeriernes net af
decentrale tjenester, især gennem netværket af »Lojas do Cidadão« (kvikskranke
for forvaltningen og forsyningsselskaber) og andre tiltag, herunder mere
effektive geografiske områder og øget brug af fælles tjenester og digital
forvaltning 15) Portugal sørger for effektivitet og
nyttevirkning i sundhedssystemet ved at forsætte med rationel brug af tjenester
og kontrol af udgifter, at reducere de offentlige udgifter til lægemidler og at
fjerne ventetider på behandlinger 16) Portugal fortsætter med at omorganisere og
rationalisere hospitalsvæsenet gennem specialisering, koncentration og
nedskæring af hospitalstjenesternes størrelse og fælles forvaltning og fælles
drift af hospitaler og sørger for, at den flerårige handlingsplan for
omorganisering af hospitalerne gennemføres 17) efter vedtagelsen af ændringerne til lov
6/2006 om nye lejemål i byområder og bekendtgørelsen, som forenkler den
administrative procedure for renoveringer, iværksætter Portugal en omfattende
gennemgang af, hvordan boligmarkedet fungerer 18) under iagttagelse af forfatningsdomstolens
afgørelse af 20. september 2013 lægger Portugal en plan for og implementerer
alternative muligheder for arbejdsmarkedsreformen med ens virkninger 19) Portugal fremmer en lønudvikling, der er i
overensstemmelse med målsætningerne om at skabe nye arbejdspladser og forbedre
virksomhedernes konkurrenceevne for at korrigere makroøkonomiske ubalancer.
Over programperioden forhøjes mindstelønnen kun, hvis den økonomiske udvikling
og udviklingen på arbejdsmarkedet retfærdiggør dette 20) Portugal fortsætter med at gøre de aktive
arbejdsmarkedspolitikker mere effektive ud fra resultaterne i vurderingsrapporten
og den handlingsplan, der skal forbedre den måde, som de offentlige
arbejdsformidlinger fungerer på 21) Portugal fortsætter med at gennemføre de
foranstaltninger, der er beskrevet i handlingsplanerne til forbedring af
kvaliteten af uddannelse på sekundærtrinnet og erhvervsuddannelserne;
regeringen fremlægger navnlig planer, der skal gøre finansieringsrammen for
skolerne mere effektiv, og det fastsættes, hvilke erhvervsskoler der skal tjene
som referenceskoler 22) Portugal færdiggør vedtagelsen af de
tilbageværende sektormæssige ændringer, som er nødvendige for fuldt ud at få gennemført
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123/EF 23) Portugal offentliggør kvartalsrapporter om
inddrivelsesprocenter, varighed af og omkostninger til sager om insolvente
virksomheder, varighed af og omkostninger til skattesager og
sagsafslutningskvoten for fuldbyrdelsessager ved domstolene 24) Portugal forbedrer vilkårene for
erhvervslivet ved at færdiggøre de igangværende reformer, der skal reducere de
administrative byrder (fuldt operationelle kvikskranker i henhold til direktiv
2006/123/EF og projekter, der ikke kræver forhåndsgodkendelse), ved at tilnærme
beskrivelserne af regulerede erhverv til EU-direktiverne og ved at foretage
yderligere forenkling af de eksisterende licensprocedurer, reguleringer og
andre administrative byrder i økonomien, som udgør en stor hindring for
udviklingen af økonomiske aktiviteter. 25) Portugal færdiggør reformen af lovgivningen
om systemet til forvaltning af havne, og foretager en gennemgang af
koncessioner til havnedrift 26) Portugal implementerer foranstaltninger,
som kan forbedre den måde, som transportsystemet fungerer på 27) Portugal fortsætter med at gennemfører EU-jernbanepakkerne
i national lovgivning 28) Portugal gennemfører planen om at oprette
et uafhængigt selskab, der udbyder logistikydelser vedrørende gas og elektricitet 29) Portugal implementer passende
foranstaltninger, der kan fjerne energitarifgælden og sikre det nationale
elsystems bæredygtighed 30) regeringen forelægger de ændrede vedtægter
for de faglige organisationer for det portugisiske parlament 31) Portugal godkender de tilsvarende
ændringer i vedtægterne for de nationale tilsynsmyndigheder 32) Portugal fortsætter med at fjerne
barrierer for markedsadgang, at opbløde eksisterende bevillingskrav og at
mindske de administrative byrder i servicesektoren 33) Portugal offentliggør kvartalsrapporter om
inddrivelsesprocenter, varighed af og omkostninger til sager om insolvente
virksomheder, varighed af og omkostninger til skattesager og
sagsafslutningskvoten for fuldbyrdelsessager ved domstolene 34) Portugal vedtager byggelove og andre
sektormæssige ændringer for fuldt ud at gennemføre tjenesteydelsesdirektivet 35) Portugal vurderer virkningen af den
frivillige kasseregnskabsordning for moms 36) Portugal foretager en opgørelse over og en
analyse af omkostningerne ved forskrifter, der må forventes at have en større
indvirkning på den økonomiske aktivitet. "9. Med henblik på at genskabe tilliden
til den finansielle sektor stræber Portugal efter at opretholde et
tilstrækkeligt kapitalniveau i banksektoren og nedgearer den på forsvarlig vis
i overensstemmelse med de frister, der er fastsat i aftalememorandummet. I den
forbindelse gennemfører Portugal den strategi for den portugisiske banksektor,
som den har udarbejdet i samråd med Kommissionen, ECB og IMF, med henblik på at
bevare den finansielle stabilitet. Portugal skal især: 1) overvåge bankernes overgang til de nye
kapitalregler, som er fastlagt i kapitalkravsdirektiv IV (CRD IV-pakken)
og sikre, at kapitalbufferne er forenelige med de vanskelige driftsforhold 2) rådgive bankerne til at styrke deres
sikkerhedsbuffere på et holdbart grundlag 3) fortsat være indstillet på at yde
yderligere støtte til banksystemet, hvis der er behov for det, og tilskynde
bankerne til at søge private løsninger, også selv om der er adgang til midler
fra solvensstøttefaciliteten for banker på linje med de for nyligt ændrede
EU-statsstøtteregler til at støtte levedygtige banker med, dog ud fra stringente
betingelser 4) sikre en afbalanceret og forsvarlig
nedgearingsproces i banksektoren, hvilket fortsat er af afgørende betydning for
varigt af kunne eliminere ubalancer i finansieringen og begrænse afhængigheden
af eurosystemets finansieringsordninger på mellemlang sigt. Bankernes
finansierings- og egenkapitalplaner gennemgås hvert kvartal 5) fortsætte med at styrke Banco de
Portugals tilsynsorganisation, optimere dens tilsynsprocedure og udvikle og
implementere nye tilsynsmetoder og -værktøjer. Banco de Portugal skal revidere
standarderne for misligholdte lån, således at der opnås konvergens med de
kriterier, der fremgår af den relevante EBA-tekniske standard, efter den
tidsramme, der er fastsat på EU-plan 6) fortsætte med kvartalvis at overvåge
bankernes potentielle kapitalbehov og vurdere fremtidsudsigterne under
stressvilkår, også ved at integrere den nye top-down stresstest under
kvalitetssikringen, hvorefter der kan foretages en evaluering af, hvilke drivkræfter
der primært ligger bag resultaterne 7) fortsætte med at strømline den statsejede
koncern Caixa Geral de Depósitos 8) outsource forvaltningen af de Banco
Português de Negócios' kreditter, som på nuværende tidspunkt indehaves af
Parvalorem, til de virksomheder, der er udvalgt gennem en udbudsprocedure, med
mandat til gradvis at inddrive aktiverne; og sikre rettidig afhændelse af
datterselskaberne og aktiverne i de to andre statsejede SPV-selskaber 9) analysere bankernes genopretningsplaner
og udstede retningslinjer for systemet med genopretningsplaner på linje med de
relevante (udkast til) EBA-tekniske standarder og det kommende EU-direktiv om
genopretning og afvikling af kreditinstitutter og udarbejde afviklingsplaner på
grundlag af de rapporter, som bankerne indsender 10) færdiggøre implementeringen af de rammer,
der skal tilskynde de finansielle institutioner til at tilbyde husholdninger
udenretslig gældsomlægning, og gøre gennemførelsen af omstruktureringen af
virksomhedernes gæld mere smidig 11) udarbejde kvartalsrapporter om
gennemførelsen af de nye omstruktureringsværktøjer; på grundlag af den nyligt
gennemførte undersøgelse udforske alternativer, som kan øge chancerne for at genoprette
virksomheder, der tilslutter sig PER (den særlige genoplivningsprocedure for
virksomheder, der er i alvorlige finansielle vanskeligheder) og SIREVE
(virksomhedernes system for genopretning gennem udenretlige aftaler for
virksomheder, der befinder sig i en vanskelig økonomisk situation, er tæt på
insolvens eller er faktisk insolvente) 12) fortsætte med at overvåge den høje
gældsætning i virksomhedssektoren og husholdningssektoren gennem kvartalsrapporter
og også gennemførelsen af den nye gældsomlægningsramme for at sikre, at den
fungerer så effektivt som muligt 13) med udgangspunkt i de fremsatte forslag
tilskynde til diversificering af finansieringsalternativer for erhvervssektoren,
udvikle og gennemføre løsninger, som kan være finansieringsalternativer til
traditionel bankkredit for erhvervssektoren gennem en bred vifte af
foranstaltninger, der kan forbedre adgangen til kapitalmarkederne 14) forbedre resultaterne og styringen af de
eksisterende statsfinansierede kreditlinjer ud fra resultaterne af den seneste
eksterne revision. Implementere den senest reviderede køreplan, der skal
forbedre styringen af det nationale garantisystem og gøre disse ordninger mere
effektive, samtidig med at risiciene for staten blive mindst mulige 15) oprette et finansielt institut for
udvikling (DFI), der kan strømline og centralisere forvaltningen af den del i
de finansielle instrumenter i EU-strukturfondene for programmeringsperioden
2014-2020, der skal tilbagebetales. Instituttet må ikke acceptere indlån eller
andre midler fra offentligheden, der skal tilbagebetales, og heller ikke
beskæftige sig med direkte udlån. Artikel 2 Denne afgørelse er rettet til Portugal. Artikel 3 Denne afgørelse offentliggøres i Den
Europæiske Unions Tidende. Udfærdiget i Bruxelles, den […]. På
Rådets vegne Formand [1] EUT L 118 af 12.5.2010, s. 1. [2] Rådets gennemførelsesafgørelse 2011/344/EU af 17. maj
2011 om tildeling af finansiel støtte fra Unionen til Portugal (EUT L 159 af
17.6.2011, s. 88). [3] EUT C 216
af 30.7.2013, s. 1.