29.8.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 285/11

—

der henviser til artikel 290 og 291 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser (1),

—

der henviser til den fælles forståelse om delegerede retsakter, som godkendtes af Formandskonferencen den 3. marts 2011,

—

der henviser til rammeaftalen om forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og Kommissionen (2), navnlig punkt 15 og bilag 1,

—

der henviser til Domstolens dom af 5. september 2012 i sag C-355/10, Parlamentet mod Rådet (endnu ikke trykt), og den verserende sag C-427/12, Kommissionen mod Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union,

—

der henviser til sin beslutning af 5. maj 2010 om beføjelse til delegation af lovgivning (3),

—

der henviser til informationsrapport af 19. september 2013 fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om en bedre lovgivning: gennemførelsesretsakter og delegerede retsakter,

—

der henviser til skrivelse af 26. november 2012 fra Parlamentets formand til Udvalgsformandskonferencens formand om de generelle principper for brugen af delegerede retsakter i lovgivningsdossierer vedrørende den flerårige finansielle ramme (FFR), som Formandskonferencen godkendte på sit møde den 15. november 2012,

—

der henviser til skrivelse af 8. februar 2013 fra Parlamentets formand til Rådets og Kommissionens formænd om de manglende fremskridt i Rådet med hensyn til tilpasningsforslagene inden for landbrug og fiskeri,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Retsudvalget og udtalelser fra Udviklingsudvalget, Økonomi- og Valutaudvalget, Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender, Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed, Udvalget om Industri, Forskning og Energi, Transport- og Turismeudvalget, Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter, Fiskeriudvalget og Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender (A7-0435/2013),

A.

der henviser til, at der ved Lissabontraktaten blev indført mulighed for, at Parlamentet og Rådet (under et »lovgiver«) delegerer en del af sine beføjelser til Kommissionen i en lovgivningsmæssig retsakt (»basisretsakten«); der henviser til, at en delegation er en delikat manøvre, hvorigennem Kommissionen pålægges at udøve en beføjelse, der er uløselig forbundet med lovgivers egen rolle; der henviser til, at det derfor er nødvendigt at sikre, at traktaten anvendes korrekt, for at garantere en tilstrækkelig grad af demokratisk legitimitet også for delegerede retsakter; der henviser til, at der ved behandlingen af spørgsmålet om delegation derfor altid bør tages udgangspunkt i lovgivers frihed; der henviser til, at det ifølge fast retspraksis er forbeholdt lovgiver at vedtage regler, som er af væsentlig betydning for det pågældende område, hvorfor vedtagelse af bestemmelser, hvis vedtagelse kræver politiske beslutninger, der henhører under lovgivers ansvarsområde, ikke kan delegeres; der henviser til, at delegerede beføjelser derfor kun kan bestå i at udbygge eller ændre dele af en lovgivningsmæssig retsakt, som ikke er væsentlige; der henviser til, at de delegerede retsakter, som Kommissionen vedtager, vil være ikke-lovgivningsmæssige retsakter af almen gyldighed; der henviser til, at basisretsakten udtrykkeligt skal afgrænse delegationens formål, indhold, omfang og varighed, og den skal fastlægge de betingelser, der gælder for delegationen;

B.

der henviser til, at Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen med det formål at sikre en gnidningsfri udøvelse af delegerede beføjelser, og at Europa-Parlamentet og Rådet kan føre en effektiv kontrol med disse beføjelser, har indgået aftale om en fælles forståelse om delegerede retsakter, der skal omfatte praktiske foranstaltninger, præciseringer og præferencer i forbindelse med delegation af lovgivningsbeføjelser i henhold til artikel 290 TEUF;

C.

der henviser til, at medlemsstaterne ifølge traktaterne skal træffe alle nationale foranstaltninger, der er nødvendige for at gennemføre Unionens juridisk bindende retsakter; der henviser til, at når det er nødvendigt med ensartede betingelser for gennemførelse af Unionens juridisk bindende retsakter, skal disse retsakter imidlertid tildele Kommissionen (og i visse særlige tilfælde Rådet) gennemførelsesbeføjelser, jf. artikel 291 TEUF; der henviser til, at hvis basisretsakten kræver, at Kommissionens vedtagelse af gennemførelsesretsakter skal være underlagt medlemsstaternes kontrol, bør basisretsakten tildele Kommissionen disse gennemførelsesbestemmelser i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 182/2011; der henviser til, at Kommissionen i en erklæring i et bilag til denne forordning gav et vigtigt tilsagn om at afslutte den presserende tilpasning af den gældende EU-ret til det nye system med delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter i løbet af den nuværende valgperiode, herunder basisretsakter, der henviser til forskriftsproceduren med kontrol;

D.

der henviser til, at det er lovgiver, der fra sag til sag afgør, hvor detaljeret den enkelte retsakt skal være, og dermed også er lovgiver, der beslutter, om der til Kommissionen skal delegeres beføjelser til at vedtage delegerede retsakter, samt om der vil være behov for beføjelser for at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af retsakten; der henviser til, at overdragelse af delegerede beføjelser eller gennemførelsesbeføjelser aldrig er et krav, men at overdragelse af sådanne beføjelser bør overvejes, hvis der er behov for fleksibilitet og effektivitet, og dette ikke kan opnås ved hjælp af den almindelige lovgivningsprocedure; der henviser til, at afgørelsen om, hvorvidt der skal tildeles delegerede beføjelser eller gennemførelsesbeføjelser, skal bygge på objektive kriterier, der muliggør domstolskontrol med den vedtagne løsning; der henviser til, at fraværet af retspraksis om artikel 290 og de deri indeholdte kriterier har gjort det vanskeligere for Europa-Parlamentet og Rådet at nå til enighed om en afgrænsning mellem gennemførelsesretsakter og delegerede retsakter;

E.

der henviser til, at delegation af beføjelser til Kommissionen ikke kun er et teknisk anliggende, men kan angå spørgsmål af væsentlig politisk betydning for EU's borgere og forbrugere, virksomheder og hele sektorer på grund af deres potentielle samfundsøkonomiske, miljømæssige og sundhedsmæssige indvirkning;

F.

der henviser til, at de lovgivningsmæssige forhandlinger i mange sager har vist divergerende fortolkninger blandt institutionerne angående bestemte spørgsmål; der henviser til, at Parlamentets udvalg ifølge forretningsordenens artikel 37a kan anmode om en udtalelse fra Retsudvalget, når de behandler et forslag, der delegerer beføjelser til Kommissionen; der henviser til, at Formandskonferencen den 13. januar 2012 godkendte en fælles linje og den 19. april 2012 godkendte en horisontal tilgang, der skal følges af de enkelte udvalg med henblik på at overvinde meningsforskelle; der henviser til, at denne fælles linje bør udbygges, idet Parlamentet bør fastlægge sine egne kriterier for anvendelsen af artikel 290 og 291 TEUF og forsøge at nå til enighed med Rådet og Kommissionen om disse kriterier;

1.

mener, at Parlamentet skal følge nedenstående ikke-bindende kriterier ved anvendelsen af artikel 290 og 291 TEUF; listen over kriterier skal ikke betragtes som udtømmende:

2.

opfordrer indtrængende Kommissionen og Rådet til at indlede forhandlinger med Europa-Parlamentet med henblik på at nå til enighed om de ovennævnte kriterier; mener, at dette kan opnås inden for rammerne af en revision af den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning, der omfatter sådanne kriterier;

3.

gentager de beslutninger, der blev truffet af Formandskonferencen på mødet den 13. januar 2011 og den 19. april 2012 i forbindelse med delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter, og understreger, at Parlamentet altid bør kræve anvendelse af delegerede retsakter for de beføjelser, der delegeres til Kommissionen, og som opfylder kriterierne i artikel 290 TEUF, og at sager, hvor Parlamentets institutionelle rettigheder med hensyn til medtagelse af delegerede retsakter ikke er sikret, ikke bør sættes under afstemning på plenarmødet, hvis det kan føre til en afgørelse; understreger, at Parlamentet allerede ved indledningen af forhandlingerne bør gøre opmærksom på, at spørgsmålet om delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter er af afgørende betydning for Parlamentet;

4.

opfordrer Kommissionen til fremover udtrykkeligt og eftertrykkeligt at begrunde, hvorfor den foreslår en delegeret retsakt eller gennemførelsesretsakt i et givet lovforslag, og hvorfor den betragter dens bestemmelser som ikkevæsentlige; minder om, at det af bestemmelserne i artikel 290 og 291 TEUF tydeligt fremgår, at delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter imødekommer forskellige behov og derfor ikke kan erstatte hinanden;

5.

mener, at Parlamentet for at styrke sine ordføreres position under lovgivningsmæssige forhandlinger i højere grad bør gøre brug af muligheden for at anmode om en udtalelse fra Retsudvalget under forretningsordenens artikel 37a;

6.

udtrykker alvorlig bekymring over, at tilpasningen af den gældende EU-ret til Lissabontraktaten kun delvis er en realitet fire år efter traktatens ikrafttræden; glæder sig over forelæggelsen af Kommissionens nye forslag om tilpasning af de resterende retsakter, der indebærer brug af forskriftsproceduren med kontrol; understreger imidlertid nødvendigheden af at indlede forhandlinger om disse forslag snarest muligt, så dette arbejde kan afsluttes inden udgangen af den nuværende valgperiode; mener, at som minimum bør alle sager, der tidligere blev behandlet efter forskriftsproceduren med kontrol, nu tilpasses artikel 290 TEUF, da foranstaltningerne under forskriftsproceduren med kontrol også er generelle foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i en basisretsakt, f.eks. ved at lade nogle af disse bestemmelser udgå eller ved at supplere med nye ikke-væsentlige bestemmelser; opfordrer samtidig Rådet til at gøre fremskridt i forhandlingerne om de specifikke tilpasningsforslag, som Rådet stadig ikke har afsluttet sin behandling af, herunder forslagene på landbrugs- og fiskeriområdet;

7.

er bekymret for, at en systematisk fastholdelse af alle politiske elementer i basisretsakten, der ganske vist kan være en god løsning i visse tilfælde, med tiden kan fratage artikel 290 TEUF sin værdi som et nyttigt middel til rationalisering af lovgivningsprocessen, hvilket var det oprindelige formål med bestemmelsen for at undgå mikroforvaltning og en tung og langsommelig fælles beslutningsprocedure; understreger, at dette princip vil kunne være yderst vanskeligt at fastholde i nogle tilfælde, f.eks. i sektorer, hvor der stadig foregår udvikling af teknologier;

8.

understreger, at Parlamentets forhandlingsteam i sager, hvor det er blevet besluttet at anvende gennemførelsesretsakter, nøje bør overveje, hvilken form for kontrol medlemsstaterne har behov for, og om der bør anvendes rådgivningsprocedure eller undersøgelsesprocedure; understreger, at Parlamentets forhandlingsteams i tilfælde, hvor undersøgelsesproceduren anvendes, kun bør acceptere den såkaldte »ingen udtalelse-klausul« i behørigt begrundede tilfælde, da den forhindrer Kommissionen i at vedtage udkastet til gennemførelsesretsakt, hvis der ikke kommer en udtalelse fra udvalget bestående af repræsentanter fra medlemsstaterne og under forsæde af Kommissionen;

9.

henstiller til Kommissionen ikke at misbruge delegerede retsakter til at genåbne diskussion om emner, som der ved trilog er opnået en politisk overenskomst om; påpeger, at Kommissionen fortrinsvis kun bør overdrages beføjelse til at vedtage delegerede akter for en begrænset periode;

10.

opfordrer sine udvalg til at følge nøje med i anvendelsen af delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter inden for deres respektive ansvarsområder; opfordrer i denne forbindelse Kommissionen til at forbedre sine administrative procedurer for fremsendelse og registrering af dokumenter vedrørende delegerede retsakter, herunder forberedende dokumenter, for som minimum at sikre samme niveau med hensyn til information og gennemsigtighed som i det eksisterende register for gennemførelsesretsakter, og at Europa-Parlamentet og Rådet som medlovgivere modtager oplysningerne samtidigt;

11.

mener, at der er gjort betydelige fremskridt med at sikre, at de delegerede retsakter hurtigt fremsendes til de ansvarlige udvalg, hvilket yderligere har haft en positiv indvirkning på medlemmernes udøvelse af deres kontrolret;

12.

minder om lovgivers politiske ansvar og nødvendigheden af regelmæssigt og rettidigt at inddrage Parlamentet i den forberedende fase i forbindelse med delegerede retsakter; opfordrer Kommissionen til at holde Parlamentet, herunder den ansvarlige ordfører for en given sag, fuldt informeret om den påtænkte tidsplan, planlagte møder for ekspertgrupper og indholdet i påtænkte delegerede retsakter, herunder ved at give adgang til Kommissionens relevante databaser, f.eks. CIRCA;

13.

opfordrer indtrængende Kommissionen til fuldt ud at overholde stk. 15 i rammeaftalen om forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og Kommissionen, bl.a. ved at forenkle procedurerne for indbydelse af Parlamentets eksperter til møder med nationale eksperter, hvis det ansvarlige parlamentsudvalg anmoder herom; erkender, at Kommissionen som et resultat af Parlamentets deltagelse i disse møder kan blive indbudt til møder i Parlamentet med henblik på yderligere drøftelser om udarbejdelsen af delegerede retsakter; tilskynder Kommissionen til også at anvende stk. 15 i rammeaftalen for de dele af møder mellem medlemsstaterne og Kommissionen, hvor der drøftes andre emner end gennemførelsesretsakter som defineret i forordning (EU) nr. 182/2011;

14.

mener, at tidsfristen mellem fremsendelsen af endelige udkast til gennemførelsesretsakter og Kommissionens vedtagelse af dem ofte er for kort og ikke giver Parlamentet mulighed for at foretage den fornødne kontrol; opfordrer derfor Kommissionen til fuldt ud at respektere Parlamentets ret til at disponere over en måned til at kontrollere endelige udkast til gennemførelsesretsakter i overensstemmelse Parlamentets og Kommissionens aftale fra 2008 om komitologiprocedurer;

15.

kræver, at der afsættes tilstrækkelige tekniske og personalemæssige ressourcer til delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter for bl.a. at sikre en effektiv intern informationsudveksling; mener, at rundsendelse af delegerede retsakter til medlemmerne ved hjælp af et nyhedsbrev letter kontrollen med sådanne retsakter og giver medlemmerne mulighed for at gøre indsigelse i rette tid;

16.

henstiller, at der i alle udvalg udpeges faste ordførere for delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter for at sikre kohærens i det enkelte udvalg og i forholdet til andre udvalg; mener, at beslægtede emner bør behandles på en kohærent facon, samtidig med at den fornødne fleksibilitet skal opretholdes;

17.

hilser det velkomment, at der gives Kommissionens eksperter mulighed for at deltage i orienteringsmøder sammen med Parlamentets medlemmer, idet afholdelsen af sådanne møder i god tid før vedtagelsen af delegerede retsakter kan medvirke til at tydeliggøre centrale aspekter af retsakterne og lette Parlamentets arbejde med at vurdere de pågældende retsakter;

18.

opfordrer fortsat medlemmerne af forhandlingsteams til at være særlig opmærksomme på delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter i forbindelse med rapporteringen til det kompetente udvalg efter hver trilogforhandling, jf. artikel 70, stk. 4, i Europa-Parlamentets forretningsorden;

19.

beklager, at tilpasningen af vigtig landbrugs- og fiskerilovgivning blev blokeret af Rådet efter de fejlslagne forhandlinger under uformelle triloger og Parlamentets førstebehandling; understreger, at denne situation ofte skyldes Rådets manglende vilje til at gøre brug af delegerede retsakter; bemærker, at det kun i forbindelse med de fulde lovgivningsprocedurer vedrørende reformen af den fælles landbrugspolitik og den fælles fiskeripolitik har været muligt at finde en løsning angående tilpasningen, der var acceptabel for begge parter, selv om der kun kunne opnås enighed om visse bestemmelser på betingelse af, at de ikke ville danne præcedens; opfordrer indtrængende Rådet til at komme videre med de udestående tilpasningsdossierer, således at procedurerne kan afsluttes inden udgangen af den nuværende valgperiode;

20.

erindrer, at Parlamentet særligt i forbindelse med instrumentet til finansiering af udviklingssamarbejde (DCI) siden 2006 har praktiseret en proces med demokratisk kontrol i form af en politisk dialog med Kommissionen om udkast til foranstaltninger; bemærker imidlertid, at Parlamentets erfaringer med denne praksis har været blandede, og at dens indflydelse på Kommissionens beslutninger har været begrænset;

21.

påpeger, at gennemførelsesretsakter på området udviklingssamarbejde ofte bygger på forudgående høringer af tredjeparter, hvilket gør ændringer på et sent trin i den formelle komitologiprocedure vanskeligere; understreger derfor, at en tidligere underretning af og dialog med Parlamentet ville kunne sætte Parlamentet i stand til at udnytte sine kontrolbeføjelser mere effektivt;

22.

påpeger, at forordningerne om de europæiske tilsynsmyndigheder (ESA'er) på området for finansielle tjenesteydelser indfører reguleringsmæssige tekniske standarder og tekniske gennemførelsesstandarder, ifølge hvilke tilsynsmyndighederne skal forelægge Kommissionen udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder og tekniske gennemførelsesstandarder med henblik på Kommissionens vedtagelse heraf; mener i betragtning af tilsynsmyndighedernes tekniske ekspertise og specialkendskab, at delegerede retsakter bør tage form af reguleringsmæssige tekniske standarder frem for almindelige delegerede retsakter, når dette er muligt; er desuden af den opfattelse, at Kommissionen, før den vedtager almindelige delegerede retsakter, bør søge teknisk rådgivning hos den relevante tilsynsmyndighed om indholdet af disse retsakter;

23.

påpeger, at perioden for kontrol af reguleringsmæssige tekniske standarder i henhold til visse retsakter kan forlænges med yderligere en måned som følge af deres volumen og kompleksitet, og mener, at denne form for fleksibilitet bør gøres til en generel regel; påpeger desuden, at lovgiver har fastsat en kontrolfrist på tre måneder, som kan forlænges med tre måneder, for alle delegerede retsakter på området for finansielle tjenesteydelser, og mener, at denne praksis bør udvides til andre områder af kompleks karakter;

24.

understreger, at aftalerne om, at der ikke kan indgives delegerede retsakter til Parlamentet under dets pauser, også bør gælde reguleringsmæssige tekniske standarder;

25.

mener, at indkaldelsen af interessenter til deltagelse i tilsynsmyndighedernes interessentgrupper bør være af tilstrækkelig varighed (mindst to måneder), offentliggøres gennem en række forskellige kanaler og følge en klar og strømlinet procedure for at sikre, at der modtages ansøgninger fra en bred vifte af kandidater; minder om behovet for afbalancerede ESA-interessentgrupper i overensstemmelse med bestemmelserne i de pågældende forordninger;

26.

minder om, at Parlamentet for at værne om sine beføjelser på området beskæftigelse og sociale anliggender har anfægtet gyldigheden af EURES-afgørelsen ved Domstolen;

27.

opfordrer Kommissionen til i sit arbejdsprogram at medtage forslag om ændring af alle retsakter under den tidligere tredje søjle for at bringe dem i overensstemmelse den nye rangorden for retsreglerne og for at respektere Europa-Parlamentets beføjelser, kompetencer og ret til underretning i forbindelse med delegation af beføjelser til Kommissionen under Lissabontraktaten; understreger, at dette vil kræve en individuel vurdering af hver enkelt retsakt for at kunne identificere afgørelser, der — som væsentlige elementer — skal træffes af lovgiver, navnlig når de vedrører grundlæggende rettigheder for de berørte personer, og afgørelser, der kan betragtes som ikke-væsentlige elementer (se Domstolens dom i sag C-355/10);

28.

gør opmærksom på, at Rådet stadig vedtager retsakter på grundlag af bestemmelserne i den tidligere tredje søjle, længe efter at Lissabontraktaten er trådt i kraft, hvilket har nødsaget Parlamentet til at anlægge sag ved Domstolen;

29.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og medlemsstaternes parlamenter.