EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS

DIREKTIV 2014/…/EU

om forsikringsformidling

(omarbejdning)

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR –

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 53, stk. 1, og artikel 62,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg,

efter den almindelige lovgivningsprocedure,

ud fra følgende betragtninger:

(1)	Der skal foretages ændringer af Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 2002/92/EF (1). Der foreslås derfor en omarbejdning af direktivet ▌.

(2)

Da dette forslags hovedformål og genstand er at harmonisere nationale bestemmelser på de nævnte områder, bør det baseres på artikel 53, stk. 1, og artikel 62 i TEUF. Det bør ske i form af et direktiv, således at gennemførelsesbestemmelserne på de områder, det dækker, om nødvendigt kan tilpasses de særlige karakteristika ved hver medlemsstats marked og retssystem. Dette direktiv bør også tage sigte på at koordinere nationale bestemmelser om adgang til at udøve forsikrings– og genforsikringsformidling, ▌og er derfor baseret på artikel 53, stk. 1, i TEUF. Da det drejer sig om en sektor, som udbyder tjenesteydelser i hele Unionen, er dette direktiv endvidere også baseret på artikel 62 i TEUF.

(3)	Forsikrings- og genforsikringsformidlere spiller en central rolle i forbindelse med salget af forsikrings- og genforsikringsprodukter i Unionen.

(4)	Forskellige typer personer og institutioner, f.eks. agenter, mæglere og kombinerede udbydere af bank- og forsikringsydelser (»bancassurance«), forsikringsselskaber, rejsebureauer og biludlejningsfirmaer, kan formidle tilbud om forsikringsprodukter.▌

(4a)

For at garantere, at det samme beskyttelsesniveau gælder, og at forbrugeren kan drage fordel af sammenlignelige standarder, er det afgørende, at dette direktiv fremmer lige vilkår og konkurrence på lige vilkår mellem formidlere, uanset om de er bundet til et forsikringsselskab eller ej. Det er en fordel for forbrugerne, hvis forsikringsprodukterne formidles gennem forskellige kanaler og formidlere med forskellige former for samarbejde med forsikringsselskaber, forudsat at de skal anvende de samme regler om forbrugerbeskyttelse. Det er vigtigt, at medlemsstaterne tager højde for disse aspekter i gennemførelsen af direktivet.

(5)

Anvendelsen af direktiv 2002/92/EF har vist, at der er nødvendigt at uddybe en række bestemmelser for at lette forsikrings- og genforsikringsformidling, og at det af hensyn til forbrugerbeskyttelsen er nødvendigt at udvide nævnte direktivs anvendelsesområde til at omfatte alle former for salg af forsikringsprodukter som hovederhverv , uanset om det sker gennem forsikringsformidlere eller forsikringsselskaber. Med hensyn til salg, eftersalgsservice og behandling af skadestilfælde bør forsikringsselskaber, som sælger forsikringsprodukter direkte, nu medtages under det nye direktivs anvendelsesområde på samme grundlag som forsikringsagenter og -mæglere.

▐

(8)

Der er stadig betydelige forskelle mellem medlemsstaternes bestemmelser, hvilket skaber hindringer for mulighederne for at optage og udøve forsikrings- og genforsikringsformidling på det indre marked. Det er nødvendigt at styrke det indre marked yderligere og skabe et reelt indre marked i EU for livs- og skadesforsikringsprodukter og -tjenesteydelser.

(9)

Den seneste tids uro på de finansielle markeder har tydeligt vist, hvor vigtigt det er at sikre effektiv forbrugerbeskyttelse i alle finansielle sektorer. Kundernes tillid bør derfor styrkes, og reglerne vedrørende salg af forsikringsprodukter bør gøres mere ensartede for at sikre tilstrækkelig kundebeskyttelse i hele Unionen. Forbrugerbeskyttelsesniveauet bør øges i forhold til direktiv 2002/92/EF med henblik på at mindske behovet for forskellige nationale foranstaltninger. Det er vigtigt at tage hensyn til forsikringsaftalers specifikke karakter sammenlignet med investeringsprodukter, der reguleres i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/…/EU [MiFID]  (2) . Salg af forsikringsaftaler, herunder de såkaldte forsikringsinvesteringsprodukter, bør derfor reguleres i henhold til nærværende direktiv og tilnærmes direktiv 2014/…/EU [MiFID]. Minimumsstandarderne bør hæves, hvad angår bestemmelserne vedrørende salg og opnåelse af lige vilkår for alle forsikringsinvesteringspakkeprodukter. Foranstaltningerne til beskyttelse af kunder bør være højere for »ikke-professionelle« kunder end for »professionelle« kunder .

(10)

Dette direktiv bør finde anvendelse på enhver person, hvis virksomhed består i at levere forsikrings — eller genforsikrings formidlerydelser til tredjemand på erhvervsmæssigt grundlag mod et vederlag enten i form af penge eller i en anden form for aftalt økonomisk fordel, der er knyttet til disse ydelser.

(11)

Dette direktiv bør finde anvendelse på personer, hvis virksomhed består i at give oplysninger om en eller flere forsikrings- eller genforsikringsaftaler ud fra kriterier, som kunden har valgt, uanset om det sker via et websted eller med andre midler, eller at foretage en rangordning af forsikrings- eller genforsikringsprodukter eller rabat på aftalens pris, når kunden ved afslutningen af denne proces kan indgå en forsikringsaftale direkte; det bør ikke finde anvendelse på indledende virksomhed, som blot består i formidling af data og oplysninger om potentielle forsikringstagere til forsikrings- eller genforsikringsformidlere eller -selskaber eller af oplysninger om forsikringsprodukter eller en forsikrings- eller genforsikringsformidler eller et forsikrings- eller genforsikringsselskab til potentielle forsikringstagere.

(12)

Anvendelsesområdet bør ikke omfatte personer inden for andre erhverv, f.eks. skatteeksperter eller revisorer, som rådgiver om forsikringsdækning lejlighedsvis i forbindelse med udøvelsen af denne anden erhvervsvirksomhed, eller personer, der blot formidler generelle oplysninger om forsikringsprodukter, når formålet ikke er at bistå kunden med at indgå eller opfylde en forsikrings- eller genforsikringsaftale Det bør ikke finde anvendelse på erhvervsmæssig administration af skadestilfælde på vegne af et forsikrings eller genforsikringsselskab eller skadesafregning eller taksation.

(13)	Dette direktiv bør ikke finde anvendelse på personer, der udøver forsikringsformidling som accessorisk virksomhed med visse begrænsninger med hensyn til police, navnlig den viden, der kræves for at sælge den, de dækkede risici og præmiebeløbet.

(14)	Dette direktiv indeholder en definition af »bundne forsikringsformidlere« for at tage hensyn til kendetegnene ved visse markeder i medlemsstaterne og opstille betingelser, der kan anvendes på disse formidlere.

(15)

Forsikrings- og genforsikringsformidlere, som er fysiske personer, bør registreres hos den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvor de har deres bopæl. Formidlere, som er juridiske personer, bør registreres hos den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvor de har deres vedtægtsmæssige hjemsted (eller, hvis de i henhold til national lovgivning ikke har et vedtægtsmæssigt hjemsted, deres hovedkontor), forudsat at de opfylder strenge faglige krav til deres kompetence, gode omdømme, erhvervsansvarsforsikring og finansielle kapacitet. Forsikringsformidlere, som allerede er registreret i medlemsstater, skal ikke registreres igen i henhold til dette direktiv.

(16)

Forsikrings- og genforsikringsformidlere bør kunne benytte bestemmelserne i TEUF om etableringsfrihed og fri udveksling af tjenesteydelser. Registrering i eller en erklæring til deres hjemland bør derfor give forsikrings- og genforsikringsformidlere ret til at udøve deres virksomhed i andre medlemsstater i henhold til principperne om etableringsfrihed og fri udveksling af tjenesteydelser, forudsat at der har fundet behørig underretning sted mellem de kompetente myndigheder.

▌

(18)

For at forbedre gennemsigtigheden og lette grænseoverskridende handel bør Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger (EIOPA), der er nedsat ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1094/2010  (3) oprette, offentliggøre og løbende opdatere en fælles elektronisk database med oplysninger om forsikrings- og genforsikringsformidlere, som har meddelt, at de har til hensigt at udnytte deres ret til etablering og fri udveksling af tjenesteydelser. Medlemsstaterne bør omgående give EIOPA relevante oplysninger, for at sætte myndigheden i stand til at gøre dette. Databasen bør have hyperlinks til de relevante kompetente myndigheder i medlemsstaterne. De kompetente myndigheder i medlemsstaterne bør have hyperlinks til databasen på deres websted.

(19)

Hjem- og værtslandenes relative rettigheder og forpligtelser i forhold til at føre tilsyn med forsikrings- og genforsikringsformidlere, som de har registreret, eller som udøver forsikrings- eller genforsikringsformidling på deres område i forbindelse med udnyttelse af deres ret til etablering og fri udveksling af tjenesteydelser, bør fastlægges entydigt.

▐

(21)	Forsikringsformidleres manglende mulighed for at udøve deres virksomhed frit i hele Unionen hæmmer det indre forsikringsmarkeds rette funktion. Dette direktiv er et vigtigt skridt hen imod et øget forbrugerbeskyttelsesniveau og markedsintegration i det indre marked.

(21a)

En forsikrings- eller genforsikringsformidler udøver forsikrings- eller genforsikringsformidling inden for rammerne af den frie udveksling af tjenesteydelser, hvis han eller hun udøver forsikrings- eller genforsikringsformidling for en forsikringstager eller potentiel forsikringstager, som bor eller har hjemsted i en anden medlemsstat end formidlerens hjemland, og enhver risiko, som skal forsikres, befinder sig i en anden medlemsstat end formidlerens hjemland. En forsikrings- eller genforsikringsformidler udøver forsikrings- eller genforsikringsformidling inden for rammerne af etableringsfriheden, hvis den opretholder en permanent tilstedeværelse i en anden medlemsstat end sit hjemland.

(22)

Det er vigtigt at sikre en høj grad af professionalisme og kompetencer blandt forsikrings- og genforsikringsformidlere og ansatte i forsikringsselskaber med direkte salg til kunder, som er involveret i arbejdet forud for, under og efter salg af forsikringspolicer. Derfor skal formidlere og ansatte i forsikringsselskaber med direkte salg til kunder have faglig viden, som svarer til aktiviteternes kompleksitet. Der bør sikres efteruddannelse. Form, indhold og dokumentationspligt bør reguleres af medlemsstaterne. Brancherelaterede eller organisationers egne uddannelsessystemer bør i denne forbindelse certificeres.

(22a)

Medlemsstaterne bør sikre, at en formidlers ansatte, der rådgiver om eller sælger forsikringsinvesteringsprodukter til detailkunder, har et passende viden- og kompetenceniveau i forhold til de tilbudte produkter. Dette er navnlig vigtigt i lyset af den øgede kompleksitet og den fortsatte innovation i udformningen af forsikringsinvesteringsprodukter. Køb af forsikringsinvesteringsprodukter er forbundet med en vis risiko, og investorerne bør kunne stole på de oplysninger og kvaliteten af de vurderinger, der forelægges. Endvidere er det nødvendigt, at de ansatte får tilstrækkelig tid og tilstrækkelige ressourcer til at kunne give kunderne alle relevante oplysninger om de produkter, de tilbyder.

(23)

En samordning af medlemsstaternes bestemmelser om faglige kvalifikationskrav til og registrering af personer, der optager og udøver forsikrings — eller genforsikrings formidling, kan både bidrage til virkeliggørelsen af det indre marked for finansielle tjenesteydelser og til forbedringen af forbrugerbeskyttelsen på dette felt.

(24)	For at fremme grænseoverskridende handel bør der indføres principper for gensidig anerkendelse af formidleres viden og kunnen.

(25)

Værtslandet bør acceptere nationale kvalifikationer på niveau 3 eller derover i henhold til den europæiske referenceramme for kvalifikationer, der blev etableret i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets henstilling af 23. april 2008 om etablering af den europæiske referenceramme for kvalifikationer for livslang læring, som dokumentation for, at forsikrings- eller genforsikringsformidleren opfylder de krav til viden og kunnen, som er en betingelse for registrering i overensstemmelse med dette direktiv. Denne referenceramme er til hjælp for medlemsstater, uddannelsesinstitutioner, arbejdsgivere og borgere, som ønsker at sammenligne kvalifikationer, der er erhvervet i forskellige europæiske uddannelsessystemer. Dette redskab er en forudsætning for at kunne udvikle et arbejdsmarked, som dækker hele Unionen. Denne ramme skal ikke erstatte de enkelte nationale kvalifikationssystemer, men supplere medlemsstaternes tiltag ved at fremme samarbejdet mellem disse.

(26)

Til trods for de eksisterende systemer med et fælles pas for forsikringsselskaber og formidlere er det europæiske forsikringsmarked fortsat meget opsplittet. For at fremme grænseoverskridende forretninger og forbedre gennemsigtigheden for forbrugerne skal medlemsstaterne sikre offentliggørelse af de bestemmelser om samfundsmæssige interesser, som finder anvendelse på deres område, og et fælles elektronisk register bør gøres offentligt tilgængeligt sammen med information om alle medlemsstaternes bestemmelser om samfundsmæssige interesser, som finder anvendelse på forsikrings- og genforsikringsformidling.

(27)	Samarbejde og informationsudveksling mellem de kompetente myndigheder er afgørende for at beskytte forbrugerne og sikre et sundt forsikrings- og genforsikringsformidlererhverv på det indre marked.

(28)

Der er behov for hensigtsmæssige og effektive udenretslige klage- og tvistbilæggelsesprocedurer i medlemsstaterne med henblik på bilæggelse af tvister mellem forsikringsformidlere eller -selskaber og deres kunder, i givet fald ved brug af eksisterende procedurer. Der bør findes effektive udenretslige klage- og tvistbilæggelsesprocedurer med henblik på at bilægge tvister vedrørende rettigheder og forpligtelser i henhold til dette direktiv mellem forsikringsselskaber eller personer, som sælger eller udbyder forsikringsprodukter, og kunder. I tilfælde af alternativ tvistbilæggelse (ATB) bør bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/11/EU  (4) også være bindende i dette direktiv. For at gøre de udenretslige tvistbilæggelsesprocedurer for klager indgivet af kunder mere effektive bør dette direktiv indeholde bestemmelser om, at forsikringsselskaber eller personer, som sælger eller udbyder forsikringsprodukter, skal deltage i tvistbilæggelsesprocedurer og de afgørelser , som efter udtrykkelig anmodning kan være bindende for formidleren og kunden , og som indledes af kunder mod dem vedrørende rettigheder og forpligtelser i henhold til dette direktiv. Sådanne udenretslige tvistbilæggelsesprocedurer skal sigte mod at nå frem til en hurtigere og mindre omkostningsbelastende bilæggelse af tvister mellem forsikringsselskaber eller personer, som sælger eller udbyder forsikringsprodukter, og kunder, og at lette retssystemets byrde. ▐ Uden at dette berører kundernes ret til at indbringe en sag for domstolene, bør medlemsstaterne sikre, at ATB-instanser, der bilægger tvister som omhandlet i dette direktiv, indgår i et samarbejde med henblik på løsningen af grænseoverskridende tvister. Medlemsstaterne bør tilskynde ATB-instanser, som bilægger sådanne tvister, til at blive en del af klagenetværket for finansielle tjenesteydelser (FIN-NET).

(29)

Det stigende antal forskellige aktiviteter, som mange forsikringsformidlere og -selskaber udøver samtidig, har øget risikoen for interessekonflikter mellem disse forskellige aktiviteter og deres kunders interesser. Det er derfor nødvendigt, at medlemsstaterne fastsætter bestemmelser, der sikrer, at der tages hensyn til kundernes interesser.

(30)

Kunderne bør på forhånd gives entydige oplysninger om den status, som de personer, der sælger forsikringsproduktet, har. Det bør overvejes at indføre obligatorisk offentliggørelse af den status, som europæiske forsikringsformidlere og forsikringsselskaber har. Disse oplysninger bør gives til forbrugerne forud for indgåelse af aftale. De har til formål at orientere om forholdet mellem forsikringsselskabet og formidleren, hvis det er relevant. ▌

(31)

For at begrænse interessekonflikter mellem sælger og køber af et forsikringsprodukt er det nødvendigt at sikre, at der offentliggøres tilstrækkelige oplysninger om forsikringssælgerens vederlag. ▌Formidlere og ansatte hos forsikringsformidlere eller i forsikringsselskaber bør efter anmodning være forpligtet til at informere kunderne om arten af og kilden til deres vederlag forud for salget og vederlagsfrit .

(32)

For at give kunderne sammenlignelige oplysninger om de leverede forsikringsformidlingstjenesteydelser, uanset om kunderne køber dem gennem en formidler eller direkte fra et forsikringsselskab, og for at undgå konkurrenceforvridning ved at tilskynde forsikringsselskaber til at sælge direkte til kunderne frem for via formidlere for at undgå oplysningskravene, bør forsikringsselskaber også være forpligtet til at informere de kunder, som de leverer forsikringsformidlingstjensteydelser til direkte, om det vederlag, de modtager for salg af forsikringsprodukter.

(32a)

Hvis omkostningerne i forbindelse med gebyrer og incitamenter ikke kan fastslås, inden rådgivningen ydes, oplyses beregningsmetoden på generel, præcis og forståelig vis i dokumenterne om centrale tjenesteydelser, idet de samlede omkostninger og indvirkningen på afkastet af rådgivningen oplyses til kunden hurtigst muligt derefter. Hvis investeringsrådgivningen ydes løbende, skal oplysningerne om omkostningerne for investeringsrådgivningen, herunder incitamenterne, gives med regelmæssige mellemrum og mindst én gang om året. Den periodiske rapport skal indeholde oplysninger om alle incitamenter, der er betalt eller modtaget i den forløbne periode.

(32b)

Personer, der sælger forsikringsprodukter, og som ikke er produktudvikleren, bør i et særskilt dokument om centrale tjenesteydelser oplyse detailinvestorer om deres omkostninger og tjenesteydelser i overensstemmelse med nærværende direktiv og direktiv 2014/…/EU [MiFID] samt om yderligere forhold, der er relevante i forbindelse med den private investors vurdering af, om forsikringsproduktet opfylder dennes behov, og som ikke kan leveres af investeringsproduktudvikleren.

(32c)

Det er en fordel for forbrugerne, hvis forsikringsprodukterne sælges gennem forskellige kanaler og formidlere med forskellige former for samarbejde med forsikringsselskaber, forudsat at de anvender de samme regler om forbrugerbeskyttelse og gennemsigtighed.

(33)	Det nuværende forslag tager sigte på at forbedre forbrugerbeskyttelsen, og derfor finder nogle af bestemmelserne kun anvendelse på »virksomhed til forbruger-« (B2C-) forhold, navnlig dem, der regulerer god forretningsskik hos forsikringsformidlere eller andre, som sælger forsikringsprodukter.

▐

(34a)

Medlemsstaterne bør kræve af forsikringsformidlere og forsikringsselskaber, at deres vederlagspolitikker ikke forhindrer deres ansatte eller repræsentanter i at handle i kundernes bedste interesse. Medlemsstaterne bør pålægge forsikringsformidlere og forsikringsselskaber at sikre, at selskabets vederlag til ansatte, der rådgiver om eller sælger forsikringsinvesteringsprodukter til kunder, ikke påvirker de ansattes objektivitet med hensyn til at levere hensigtsmæssige anbefalinger, foretage relevante salg eller præsentere oplysningerne på en måde, som er reel, klar og ikke-vildledende. Vederlaget i sådanne situationer bør ikke udelukkende afhænge af salgsmål eller indtjeningen til selskabet fra et specifikt produkt.

(35)	Det er vigtigt for forbrugeren at vide, om den formidler, han/hun har med at gøre, yder kunden rådgivning om produkter fra en bred vifte af forsikringsselskaber eller om produkter, der udbydes af et begrænset antal forsikringsselskaber.

(36)

Da forbrugerne i stadig større grad er afhængige af personlige anbefalinger, er det hensigtsmæssigt at medtage en definition af rådgivning. Kvaliteten af rådgivningen er afgørende, og al rådgivning bør stemme overens med kundens personlige karakteristika. Inden der ydes rådgivning, bør forsikringsformidleren eller -selskabet vurdere kundens behov, forventninger og finansielle situation. Erklærer formidleren, at der ydes rådgivning om produkter fra en bred vifte af forsikringsselskaber, bør der gennemføres en objektiv og bred analyse af et tilstrækkeligt stort antal af de på markedet disponible forsikringsprodukter . Derudover bør alle forsikrings formidlere og forsikringsselskaber redegøre for bevæggrundene for den rådgivning, de yder , og anbefale passende forsikringsprodukter, der stemmer overens med kundens præferencer, behov, finansielle situation og personlige forhold .

(37)

Forud for aftalens indgåelse bør kunden, uanset om der ydes rådgivning, gives de relevante informationer om forsikringsproduktet, således at kunden kan træffe en informeret beslutning. Forsikringsformidleren bør forklare kunden de vigtigste karakteristika ved de forsikringsprodukter, der sælges, og derfor bør dens ansatte have passende tid og ressourcer til at udføre denne opgave .

(38)

Der bør indføres ensartede bestemmelser med henblik på at lette valget af det medium, der anvendes til at give forbrugeren de foreskrevne oplysninger, idet der kan anvendes elektroniske meddelelser, hvis det er passende under hensyntagen til transaktionens omstændigheder. Kunden bør dog have mulighed for at modtage oplysningerne på papir. Af hensyn til forbrugerens adgang til information bør alle oplysninger, som formidles forud for indgåelse af aftale, stilles gratis til rådighed .

(39)	Der er mindre behov for at kræve, at denne information gives, hvis forbrugeren ønsker genforsikring eller forsikring af kommercielle og industrielle risici eller er en professionel kunde ▌.

(40)

Dette direktiv bør præcisere forsikringsselskabers og forsikringsformidleres minimumspligt til at give kunderne information. En medlemsstat bør i den forbindelse kunne opretholde eller vedtage strengere bestemmelser, der uanset bestemmelserne i formidlernes og selskabernes hjemland kan pålægges forsikringsformidlere og forsikringsselskaber, som udøver deres forsikringsformidlervirksomhed på dens område, såfremt disse strengere bestemmelser er i overensstemmelse med EU-retten, herunder Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF (5). Medlemsstater, som påtænker at anvende eller anvender retsforskrifter for forsikringsformidlere og salg af forsikringsprodukter i tillæg til dem, der er omhandlet i nærværende direktiv, bør sikre, at den administrative byrde i forbindelse med disse retsforskrifter begrænses .

(41)	Krydssalg er en almindelig og passende strategi blandt udbydere af finansielle detailtjenesteydelser i hele Unionen. ▐

(41a)

Hvis forsikring tilbydes sammen med en anden tjenesteydelse eller et andet produkt som del af en pakke eller en betingelse for den samme aftale eller pakke, er den omfattet i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF  (6) . Nærværende direktiv giver også en række former for sikkerhed for kunder, der køber en forsikring som del af en pakke. Medlemsstaterne kan kræve, at de kompetente nationale myndigheder vedtager eller opretholde yderligere foranstaltninger til at behandle krydssalg, som er skade til for forbrugerne.

(42)

Forsikringsaftaler, som omfatter investeringer, stilles ofte til rådighed for kunder som et eventuelt alternativ eller en eventuel erstatning for investeringsprodukter, som er omfattet af direktiv 2014…/EU [MiFID]. For at yde ensartet investorbeskyttelse og undgå risikoen for regelarbitrage er det vigtigt, at detailinvesteringsprodukter (forsikringsinvesteringsprodukter som defineret i forordningen vedrørende dokumenter med central information om investeringsprodukter) er omfattet af de samme standardbestemmelser om god forretningsskik: De omfatter formidling af passende information, krav om egnet rådgivning og begrænsning af incitamenter samt krav om håndtering af interessekonflikter og yderligere begrænsninger med hensyn til vederlag . Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed) (ESMA), der er oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1095/2010 (7) og EIOPA bør samarbejde om ved hjælp af retningslinjer at opnå så megen overensstemmelse som muligt mellem standardbestemmelserne om god forretningsskik for detailinvesteringsprodukter, som er omfattet af enten direktiv 2014/…/EU [MiFID] eller af nærværende direktiv. De særlige forhold, der kendetegner ikke-livsforsikringsprodukter, bør tages med i betragtning i forbindelse med disse retningslinjer. I overensstemmelse med principperne i direktiv 2014/…/EU[MiFID] bør det endvidere overvejes at indføre en lignende ordning for forsikringsselskaber, når dette direktiv gennemføres på nationalt plan, og i det fælles udvalgs retningslinjer. For forsikringsinvesteringsprodukter bør der gælde udvidede standardbestemmelser om god forretningsskik, der erstatter standarderne i nærværende direktiv, som finder anvendelse på generelle forsikringsaftaler ▌. Derfor bør personer, som udøver forsikringsformidling i forbindelse med forsikringsinvesteringsprodukter, overholde de udvidede standarder , som finder anvendelse på sådanne produkter .

(42a)

Europa-Parlamentet tilstræber af sikre overensstemmelse mellem nærværende direktiv og direktiv 2014/…./EU [MIFID II] under forhandlingerne med Rådet. [Ænd. 5]

(42b)

Dette direktiv fastsætter regler for, hvordan fysiske og juridiske personer, der er eller ønsker at blive etableret i en medlemsstat, kan optage og udøve forsikrings- og genforsikringsformidling. Bestemmelser i andre EU-retsakter, der afviger eller supplerer, disse regler bør ikke finde anvendelse på forsikrings- og genforsikringsformidling.

(43)

For at sikre, at forsikringsselskaber og personer, som udøver forsikringsformidling, overholder bestemmelserne i dette direktiv, og for at sikre, at de behandles ens i hele Unionen, bør det pålægges medlemsstaterne at indføre administrative sanktioner og andre foranstaltninger, som er effektive, er forholdsmæssige og har afskrækkende virkning. I Kommissionens meddelelse af 8. december 2010 om udvidelse af sanktionsordningerne i sektoren for finansielle serviceydelser foretages der en gennemgang af de eksisterende beføjelser og anvendelsen heraf i praksis med det formål at forbedre konvergensen i sanktionerne og de andre foranstaltninger. Derfor bør de administrative sanktioner og andre foranstaltninger, som medlemsstaterne har fastlagt, opfylde en række væsentlige krav vedrørende adressaterne, de kriterier, der skal tages hensyn til ved anvendelsen af en sanktion eller foranstaltning, offentliggørelsen og de vigtigste beføjelser til at pålægge sanktioner.

(44)	Især bør de kompetente myndigheder have beføjelse til at pålægge bøder, der er tilstrækkeligt store til at opveje de fordele, der kan forventes opnået, og være afskrækkende selv for større institutter og deres ledere.

(45)

For at sikre konsekvent anvendelse af sanktionerne i alle medlemsstater bør medlemsstaterne sikre, at de kompetente myndigheder ved valget af arten af administrative sanktioner eller andre foranstaltninger og fastsættelse af størrelsen af de administrative bøder tager højde for alle relevante omstændigheder. Medlemsstaterne er imidlertid ikke forpligtet til at indføre administrative sanktioner, hvis den nationale lovgivning omfatter sanktioner inden for strafferetssystemet.

(46)

For at sikre, at sanktionerne virker endnu mere afskrækkende på offentligheden som helhed, og oplyse om overtrædelse af regler, som kan skade forbrugerbeskyttelsen, bør sanktioner og foranstaltninger altid offentliggøres, undtagen i visse velafgrænsede tilfælde. For at sikre, at proportionalitetsprincippet overholdes, bør sanktioner og andre foranstaltninger offentliggøres anonymt, såfremt offentliggørelse ville forvolde de involverede parter uforholdsmæssig stor skade.

(47)

For at kunne afdække potentielle overtrædelser bør de kompetente myndigheder have de nødvendige undersøgelsesbeføjelser og bør fastlægge effektive mekanismer, der tilskynder til at indberette potentielle eller faktiske overtrædelser, og som sikrer en passende beskyttelse af dem, der indberetter sådanne overtrædelser . I direktivet er det imidlertid ikke fastsat, at medlemsstaterne skal tillægge de nationale forvaltningsmyndigheder beføjelse til at foretage strafferetlig efterforskning.

(48)	Dette direktiv bør henvise til både administrative sanktioner og andre foranstaltninger, uanset om de i henhold til national lovgivning betragtes som sanktioner eller som andre foranstaltninger.

(49)	Dette direktiv bør ikke berøre bestemmelser i medlemsstaternes lovgivning vedrørende strafferetlige sanktioner.

(49a)

Informanter giver de kompetente myndigheder nye oplysninger, som hjælper dem med at afsløre og sanktionere tilfælde af insiderhandel og kursmanipulation. Indberetning af uregelmæssigheder kan imidlertid hindres på grund af frygten for repressalier eller mangel på passende procedurer for indberetning af overtrædelser. Dette direktiv bør derfor sikre, at der er passende foranstaltninger til rådighed for at tilskynde informanter til at advare de kompetente myndigheder om mulige overtrædelser af dette direktiv og beskytte dem mod repressalier. Medlemsstaterne bør også sikre, at de ordninger for rapportering af uregelmæssigheder, som de implementerer, omfatter mekanismer, der giver tilstrækkelig beskyttelse af en indberettet person, især med hensyn til retten til beskyttelse af personoplysninger og procedurer, der sikrer den indberettede person retten til forsvar og til at blive hørt, inden der træffes en afgørelse, som vedrører denne, samt retten til at have adgang til effektive retsmidler for en domstol i forhold til en afgørelse, som vedrører den pågældende person.

(50)

For at opfylde dette direktivs målsætninger bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i traktaten, der uddyber begreber som ▌håndtering af interessekonflikter, forpligtelser med hensyn til god forretningsskik i forbindelse med forsikringsdetailinvesteringspakkeprodukter og procedurer og formularer til indgivelse af oplysninger i relation til sanktioner. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau. Kommissionen bør i forbindelse med forberedelsen og udarbejdelsen af delegerede retsakter sørge for samtidig, rettidig og hensigtsmæssig fremsendelse af relevante dokumenter til Europa-Parlamentet og Rådet.

(51)

Tekniske standarder for finansielle tjenesteydelser bør sikre konsekvent harmonisering og passende beskyttelse af forbrugere i hele Unionen. Da EIOPA råder over ekspertviden, men samtidig har begrænsede kapaciteter, kan det kun få til opgave at udarbejde udkast til forslag, som ikke nødvendigvis indebærer politikbeslutninger, og som skal forelægges for Kommissionen og Europa-Parlamentet .

(52)

Kommissionen bør i medfør af artikel 290 og 291 i TEUF og i overensstemmelse med artikel 10-15 i forordning (EU) nr. 1094/2010 […], tillægges Kommissionen beføjelse til at vedtage retsakter, der uddyber begreber i dette direktiv som ▌håndtering af interessekonflikter og forpligtelser med hensyn til god forretningsskik i forbindelse forsikringsdetailinvesteringspakkeprodukter, samt gennemførelsesmæssige tekniske standarder for procedurer og formularer til indgivelse af oplysninger i relation til sanktioner. EIOPA bør udarbejde udkast til disse delegerede retsakter og gennemførelsesmæssige tekniske standarder.

(53)	Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF […] (8), og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 […] (9) finder anvendelse på behandlingen af personoplysninger i EIOPA i forbindelse med denne forordning, under tilsyn af Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse.

(54)	Dette direktiv respekterer de grundlæggende rettigheder og overholder de principper, som anerkendes i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder som anført i traktaten.

(55)

I henhold den fælles politiske erklæring af 28. september 2011 fra medlemsstaterne og Kommissionen om forklarende dokumenter (10) har medlemsstaterne forpligtet sig til i begrundede tilfælde at lade meddelelsen af gennemførelsesforanstaltninger ledsage af et eller flere dokumenter, der forklarer forholdet mellem et direktivs bestanddele og de tilsvarende dele i de nationale gennemførelsesinstrumenter. I forbindelse med dette direktiv finder lovgiver, at fremsendelse af sådanne dokumenter er berettiget.

(55a)

Medlemsstaternes tilsynsmyndigheder bør have alle nødvendige beføjelser til at sikre, at forsikringsformidlere og genforsikringsselskaber udøver deres virksomhed på betryggende vis i hele Unionen, hvad enten det sker i henhold til reglerne om etableringsfrihed eller reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser. For at sikre et effektivt tilsyn bør alle tilsynsmyndighedernes tiltag være proportionale med arten, omfanget og kompleksiteten af de risici, der er forbundet med et forsikringsselskabs eller et genforsikringsselskabs virksomhed, uanset hvilken betydning det omhandlede selskab har for den overordnede finansielle stabilitet på markedet.

(55b)

Dette direktiv bør ikke være for belastende for små og mellemstore forsikringsselskaber. Et redskab til at nå dette mål er korrekt anvendelse af proportionalitetsprincippet. Dette princip bør både anvendes på kravene, der stilles til forsikrings- og genforsikringsselskaber, og på udøvelsen af tilsynsbeføjelser.

(56)

Dette direktiv bør tages op til revision tre år efter datoen for dette direktivs ikrafttrædelse for at tage hensyn til markedsudviklingen samt udviklingen inden for andre områder af EU-lovgivningen eller medlemsstaternes erfaringer med gennemførelse af EU-lovgivningen, navnlig med hensyn til produkter, der er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/41/EF (11).

(57)	Direktiv 2002/92/EF bør derfor ophæves.

(58)	Forpligtelsen til at gennemføre dette direktiv i national ret bør kun omfatte de bestemmelser, hvori der er foretaget indholdsmæssige ændringer i forhold til direktiv 2002/92/EF. Forpligtelsen til at gennemføre de bestemmelser, hvori der ikke er foretaget ændringer, følger af direktiv 2002/92/EF.

(59)	Dette direktiv bør ikke berøre medlemsstaternes forpligtelser med hensyn til fristerne for gennemførelse i national ret af direktiv 2002/92/EF –

VEDTAGET DETTE DIREKTIV:

KAPITEL I

ANVENDELSESOMRÅDE OG DEFINITIONER

Artikel 1

Anvendelsesområde

1.   Dette direktiv fastsætter regler for, hvordan fysiske og juridiske personer, der er eller ønsker at blive etableret i en medlemsstat, kan optage og udøve forsikrings- og genforsikringsformidling ▌.

2.   Dette direktiv finder ikke anvendelse på personer, som udøver forsikringsformidling, når alle følgende betingelser er opfyldt:

a)	Forsikringsaftalen forudsætter kun viden om den forsikringsdækning, der tilbydes.

b)	Forsikringsaftalen er ikke en livsforsikringsaftale.

c)	Forsikringsaftalen omfatter ingen ansvarsdækning.

d)	Den pågældende person udøver ikke forsikringsformidling som hovederhverv.

e)	Forsikringen udgør et supplement til leveringen af varer af en given leverandør, såfremt forsikringen dækker risikoen for driftsfejl ved, tab eller beskadigelse af de varer, der leveres af den pågældende leverandør.

f)	Det årlige præmiebeløb for forsikringsaftalen, beregnet på årsbasis, overstiger ikke 600 EUR.

3.   Dette direktiv finder ikke anvendelse på forsikrings- og genforsikringsformidlerydelser, der leveres i forbindelse med risici og forpligtelser uden for Unionen.

Dette direktiv berører ikke en medlemsstats lovgivning om forsikrings- og genforsikringsformidling, der udøves af forsikrings- og genforsikrings selskaber eller -formidlere, som er etableret i et tredjeland, og som leverer ydelser på denne medlemsstats område ifølge princippet om fri udveksling af tjenesteydelser, forudsat at der sikres ligebehandling af alle personer, som udøver eller har tilladelse til at udøve forsikrings — og genforsikrings formidling på dette marked.

Dette direktiv vedrører ikke forsikrings- eller genforsikringsformidling, der udøves i tredjelande.

Medlemsstaterne underretter Kommissionen om eventuelle generelle vanskeligheder, som deres forsikringsformidlere møder i forbindelse med etablering eller udøvelse af forsikringsformidlingsvirksomhed i tredjelande.

3a.     Dette direktiv skal garantere, at den samme grad af beskyttelse finder anvendelse, og at forbrugeren kan drage fordel af sammenlignelige standarder. Dette direktiv skal fremme lige vilkår og konkurrence på lige fod mellem formidlere, uanset om de er tilknyttet et forsikringsselskab eller ej. Det er en fordel for forbrugerne, hvis forsikringsprodukterne formidles gennem forskellige kanaler og formidlere med forskellige former for samarbejde med forsikringsselskaber, forudsat at de skal anvende tilsvarende regler om forbrugerbeskyttelse. Medlemsstaterne tager højde herfor i forbindelse med gennemførelsen af dette direktiv.

Artikel 2

Definitioner

1.    I dette direktiv forstås ved:

1)	»forsikringsselskab«: et forsikringsselskab som omhandlet i artikel 13, nr. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF  (12)

2)	»genforsikringsselskab«: et genforsikringsselskab som defineret i artikel 13, nr. 4, i direktiv 2009/138/EF

3)

»forsikringsformidling«: virksomhed, der består i at rådgive om, foreslå eller udføre det indledende arbejde i forbindelse med indgåelse af forsikringer at indgå sådanne aftaler eller at medvirke ved administrationen og opfyldelsen af sådanne aftaler ▌. Rådgivningen, forelæggelse af forslag og indgåelsen af aftaler anses også for forsikringsformidling , hvis de foretages af en ansat i et forsikringsselskab, der er i direkte kontakt med den forsikrede uden forsikringsformidleres medvirken . Forelæggelse af oplysninger om en eller flere forsikringsaftaler i overensstemmelse med kundernes valgte kriterier via et websted eller andre medier og udarbejdelse af en prioriteret liste over forsikringsprodukter, herunder pris og produktsammenligninger eller rabat på præmier, hvis kunden efter dette er i stand til direkte at indgå en forsikringsaftale ved at bruge et websted eller andre medier anses for at være forsikringsformidling. I dette direktiv anses ingen af følgende virksomhed for forsikringsformidling: a) virksomhed, der består i lejlighedsvis rådgivning af kunder om forsikring i forbindelse med udøvelsen af anden erhvervsvirksomhed, forudsat at leverandøren ikke træffer yderligere foranstaltninger til at bistå kunden med at indgå eller opfylde en forsikringsaftale b) formidling blot af data og oplysninger om potentielle forsikringstagere til forsikringsformidlere eller forsikringsselskaber eller af oplysninger om forsikringsprodukter eller en forsikringsformidler eller et forsikringsselskab til potentielle forsikringstagere

4)

» forsikringsbaseret investeringsprodukt«: et forsikringsprodukt, som tilbyder en løbetids- eller tilbagekøbsværdi, og hvor denne løbetids- eller tilbagekøbsværdi er helt eller delvist direkte eller indirekte afhængig af markedsudsving, som ikke omfatter: a) skadesforsikringsprodukter som anført til bilag 1 i direktiv 2009/138/EF, (skadesforsikringsklasser) b) livsforsikringsaftaler, hvor de i aftalen fastsatte ydelser alene udbetales ved dødsfald eller på grund af uarbejdsdygtighed som følge af skade, sygdom eller invaliditet c) »pensionsprodukter«: produkter, som i henhold til national lovgivning anses for at have til hovedformål at sikre investorer en pensionsindkomst, og som berettiger investor til visse fordele d) arbejdsmarkedspensionsordninger, som officielt er anerkendt og som er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2003/41/EF eller direktiv 2009/138/EF e) individuelle pensionsprodukter, hvor arbejdsgiverens finansielle bidrag er et krav i henhold til national lovgivning, og hvor arbejdsgiveren eller den ansatte ikke har et valg med hensyn til pensionsprodukt eller udbyder.

5)	»forsikringsformidler«: en fysisk eller juridisk person, som ikke er et forsikringsselskab og dets ansatte , der mod vederlag optager eller udøver forsikringsformidling

6)

»genforsikringsformidling«: virksomhed, der består i at rådgive om, foreslå eller udføre det indledende arbejde i forbindelse med indgåelse af forsikrings- eller genforsikringsaftaler, at indgå sådanne aftaler eller at medvirke ved administrationen og opfyldelsen af sådanne aftaler, navnlig i skadestilfælde , herunder når dette gøres af genforsikringsselskaber uden genforsikringsformidleres medvirken ▌. I dette direktiv anses følgende virksomhed ikke for genforsikringsformidling: a) virksomhed, der består i lejlighedsvis rådgivning om genforsikring i forbindelse med udøvelsen af anden erhvervsvirksomhed, når formålet ikke er at bistå kunden med at indgå eller opfylde en genforsikringsaftale aa) erhvervsmæssig administration af et genforsikringsselskabs skadestilfælde eller skadesafregning eller taksation b) formidling blot af data og oplysninger om potentielle forsikringstagere til genforsikringsformidlere eller genforsikringsselskaber eller af oplysninger om genforsikringsprodukter eller en genforsikringsformidler eller et genforsikringsselskab til potentielle forsikringstagere.

7)	»genforsikringsformidler«: en fysisk eller juridisk person, som ikke er et genforsikringsselskab og dets ansatte , der mod vederlag optager eller udøver genforsikringsformidling

8)

»bunden forsikringsformidler«: enhver person, der formidler forsikringer på vegne af et eller - hvis forsikringsprodukterne ikke konkurrerer med hinanden - flere forsikringsselskaber eller forsikringsformidlere, som dog hverken modtager præmierne eller de beløb, som tilkommer kunderne, og som udelukkende handler på forsikringsselskabernes eller forsikringsformidlernes ansvar, forudsat at forsikringsformidlerne, på hvis ansvar personen handler, ikke selv handler på et andet forsikringsselskabs eller en anden forsikringsformidlers ansvar ved en bunden forsikringsformidler forstås også en person, der handler på et eller flere forsikringsselskabers ansvar for så vidt angår deres respektive produkter, og som udøver forsikringsformidling i tilknytning til sit hovederhverv, hvis forsikringen udgør et supplement til varer eller tjenesteydelser, der leveres i forbindelse med dette hovederhverv

9)	»rådgivning«: en personlig anbefaling til en kunde, enten efter anmodning fra kunden eller på forsikringsselskabets eller forsikringsformidlerens foranledning

10)	»betinget provision«: ▌ vederlag i form af provision ▌, på betingelse af at de på forhånd aftalte mål eller tærskler er nået for omfanget af de forretninger, som formidleren har overdraget til forsikringsselskabet

11)	»store risici«: store risici som defineret i artikel 13, nr. 27, i direktiv 2009/138/EF

12)

»hjemland«: a) hvis formidleren er en fysisk person: den medlemsstat, hvor formidleren har sin bopæl b) hvis formidleren er en juridisk person: den medlemsstat, hvor den juridiske person har sit vedtægtsmæssige hjemsted, eller, hvis den i henhold til denne medlemsstats lovgivning ikke har noget vedtægtsmæssigt hjemsted, den medlemsstat, hvor dens hovedkontor er beliggende

13)	»værtsland«: den medlemsstat, hvor forsikrings- eller genforsikringsformidleren har en permanent tilstedeværelse eller et fast driftssted eller leverer tjenesteydelser, og som ikke er formidlerens hjemland

14)	»varigt medium«: et varigt medium som defineret i artikel 2, litra m), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF (13)

▐

16)	»snævre forbindelser«: en situation som omhandlet i artikel 13, nr. 7) , i direktiv 2009/138/EF

17)	»primært forretningssted«: det sted, hvorfra hovedaktiviteterne administreres

18)	»vederlag«: provision, gebyrer, afgifter eller anden betaling, herunder enhver form for økonomiske fordele eller pengeydelser, samt andre former for incitamenter , som tilbydes eller gives i forbindelse med forsikringsformidling

19)	»kombinationssalg«: tilbud om eller salg af et forsikringsprodukt i en pakke med andre særskilte accessoriske produkter eller tjenesteydelser, hvor forsikringsproduktet ikke stilles separat til rådighed for forbrugeren

20)

»pakkesalg«: tilbud om eller salg af et forsikringsprodukt i en pakke med andre særskilte accessoriske produkter eller tjenesteydelser, hvor forsikringsproduktet også kan sælges til forbrugeren separat, men ikke nødvendigvis på de samme vilkår og betingelser, som når ydelsen eller produktet tilbydes i en pakke med de accessoriske tjenesteydelser

20a)	»produkt«: en forsikringsaftale, som dækker en eller flere risici

20b)	»detail«: ikke-professionel.

2.     For at sikre, at det samme beskyttelsesniveau gælder, og at forbrugeren kan drage fordel af sammenlignelige standarder, er det afgørende, at dette direktiv fremmer lige vilkår og konkurrence på lige vilkår mellem formidlere, uanset om de er bundet til et forsikringsselskab eller ej. Medlemsstaterne tager hensyn til betydningen af at fremme lige vilkår og konkurrence på lige vilkår i forbindelse med gennemførelsen af dette direktiv.

KAPITEL II

REGISTRERINGSKRAV

Artikel 3

Registrering

1.   Forsikrings- og genforsikringsformidlere skal i deres hjemland registreres hos en kompetent myndighed jf. artikel 10, stk. 2 . Forsikrings- og genforsikringsselskaber registreret i medlemsstater i henhold til Rådets direktiv 73/239/EØF (14), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/83/EF (15) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/68/EF (16) og deres ansatte skal ikke registreres igen i henhold til dette direktiv.

Uden at det berører første afsnit, kan medlemsstaterne fastsætte, at forsikrings- og genforsikringsselskaber og andre organer kan samarbejde med de kompetente myndigheder med henblik på registrering af forsikrings- og genforsikringsformidlere og i forbindelse med anvendelsen af kravene i artikel 8 på sådanne formidlere. Navnlig kan bundne forsikringsformidlere registreres hos et forsikringsselskab, en sammenslutning af forsikringsselskaber eller en forsikrings- eller genforsikringsformidler under en kompetent myndigheds kontrol.

Medlemsstaterne kan fastsætte, at hvis en forsikrings- eller genforsikringsformidler handler på et forsikrings- eller genforsikringsselskabs ▌ansvar, skal forsikringsformidleren ikke være forpligtet til at fremsende de i artikel 3, stk. 7, litra a) og b), krævede oplysninger til den kompetente myndighed, og det ansvarlige forsikringsselskab skal sørge for, at forsikringsformidlerne opfylder betingelserne for registrering samt andre bestemmelser i henhold til dette direktiv . Medlemsstaterne kan også fastsætte, at den person eller det foretagende, der påtager sig ansvaret for formidleren, registrerer denne formidler.

Medlemsstaterne er ikke forpligtet til at anvende kravet i første og andet afsnit på alle de fysiske personer, som arbejder i et forsikrings- eller genforsikrings selskab eller hos en registreret forsikrings- eller genforsikringsformidler, og som udøver forsikrings- eller genforsikringsformidling.

Medlemsstaten sikrer registrering af juridiske personer og anfører endvidere i registret navnene på de fysiske personer i ledelsen, der er ansvarlige for forsikringsformidlingen.

2.   Medlemsstaterne kan oprette mere end ét register for forsikrings- og genforsikringsformidlere, forudsat at de fastlægger kriterier for, hvordan formidlerne skal registreres.

Medlemsstaterne opretter et onlineregistreringssystem, der består af én fælles registreringsformular, som findes på et websted, der bør være lettilgængeligt for forsikringsformidlere og –selskaber, og som kan udfyldes direkte online.

3.   Medlemsstaterne sikrer, at der oprettes et fælles kontaktsted, der giver nem og hurtig adgang til oplysninger fra de forskellige registre, der oprettes elektronisk og opdateres løbende. Dette kontaktsted skal desuden indeholde oplysningerne om medlemsstaternes kompetente myndigheder, jf. stk. 1, første afsnit. Det skal endvidere fremgå af registrene, i hvilket land eller hvilke lande de enkelte formidlere udøver virksomhed i henhold til bestemmelserne om etableringsfrihed eller fri udveksling af tjenesteydelser.

4.   EIOPA opretter, offentliggør på sit websted og opdaterer et fælles elektronisk register med oplysninger om forsikrings- og genforsikringsformidlere, som har meddelt, at de har til hensigt at udøve grænseoverskridende virksomhed i overensstemmelse med kapital IV. Medlemsstaterne giver omgående EIOPA relevante oplysninger for at sætte myndigheden i stand til at gøre dette. Registret skal have links til de relevante kompetente myndigheder i medlemsstaterne. Registret skal have links til og være tilgængeligt fra medlemsstaternes kompetente myndigheders websteder. EIOPA har adgang til de data, der opbevares i det. EIOPA og de kompetente myndigheder har ret til at ændre disse data. Datasubjekter, hvis personlige oplysninger kan opbevares og udveksles, har ret til adgang og til passende oplysning.

EIOPA opretter et websted med hyperlinks til de forskellige fælles kontaktsteder, som medlemsstaterne opretter i henhold til artikel 3, stk. 3.

Medlemsstaterne sikrer, at registreringen af forsikrings- og genforsikringsformidlere, herunder bundne forsikringsformidlere, gøres betinget af, at de opfylder de faglige kvalifikationskrav i artikel 8.

Medlemsstaterne sikrer også, at forsikrings- og genforsikringsformidlere, herunder bundne forsikringsformidlere, som ikke længere opfylder disse krav, omgående slettes af registeret. Den kompetente myndighed efterprøver regelmæssigt, om betingelserne for registreringen fortsat er opfyldt. Hvis det er nødvendigt, underretter hjemlandet værtslandet om en sådan slettelse af registret.

5.   Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder ikke registrerer en forsikrings- eller genforsikringsformidler, medmindre formidleren opfylder kravene i artikel 8, eller at en anden formidler eller et andet selskab påtager sig ansvaret for at sikre, at formidleren opfylder disse krav i overensstemmelse med artikel 3, stk. 1, afsnit 3.

5a.     Registrerede forsikrings- og genforsikringsformidlere skal kunne optage og udøve forsikrings- og genforsikringsformidling i Unionen i henhold til bestemmelserne om etableringsfrihed og fri udveksling af tjenesteydelser.

En forsikringsformidler har mulighed for at levere tjenesteydelser, hvis den vil levere en forsikringsaftale vedrørende en risiko i en anden medlemsstat end den, hvor forsikringsformidleren har hjemsted, til en forsikringstager, der er etableret i et andet land end det, hvor forsikringsformidleren er hjemsted.

De kompetente myndigheder kan udstede et bevis til forsikrings- eller genforsikringsformidlere, således at alle interesserede parter ved konsultation af et hvilket som helst af de i stk. 2 omhandlede registre kan kontrollere, at formidlerne er behørigt registreret.

Dette bevis skal mindst indeholde de i artikel 16, litra a) , nr. i) og iii) og litra b) , nr. i) og iii) , omhandlede oplysninger og, hvis det drejer sig om en juridisk person, navnet eller navnene på den eller de fysiske personer, der er nævnt i stk. 1, fjerde afsnit, i nærværende artikel.

Medlemsstaten skal kræve, at beviset returneres til den udstedende kompetente myndighed, når forsikrings- eller genforsikringsformidleren ophører med at være registreret.

6.   Medlemsstaterne fastsætter, at ansøgninger fra formidlere om optagelse i registret behandles inden for to måneder efter indgivelsen af en komplet ansøgning, og at ansøgeren omgående får meddelelse om afgørelsen.

Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder har truffet passende foranstaltninger for at kunne kontrollere, om forsikrings- og genforsikringsformidlere til enhver tid opfylder registreringskravene i dette direktiv.

7.   Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder som en betingelse for registrering anmoder forsikrings- og genforsikringsformidlere om bevis for følgende, undtagen for bundne formidlere og formidlere, hvor et andet forsikringsselskab vil påtage sig ansvaret for at sikre, at formidleren opfylder disse krav, i henhold til artikel 3, stk. 1, afsnit 3:

a)	at oplyse de kompetente myndigheder om identiteten af de aktionærer eller selskabsdeltagere, både fysiske og juridiske personer, som besidder andele hos formidleren på over 10 %, samt størrelsen heraf

b)	at oplyse de kompetente myndigheder om identiteten af de personer, som har snævre forbindelser med forsikrings- eller genforsikringsformidleren

c)	at godtgøre på tilfredsstillende måde, at andelene eller de snævre forbindelser ikke forhindrer den kompetente myndighed i at foretage effektiv overvågning.

Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder stiller krav om, at forsikrings- og genforsikringsformidlere, som er omfattet af artikel 3, stk. 7, uden unødig forsinkelse underretter dem, såfremt oplysningerne i henhold til artikel 3, stk. 7, litra a) og b), ændres.

8.   Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder afviser at foretage registrering, hvis de love eller administrative bestemmelser i et tredjeland, der gælder for en eller flere fysiske eller juridiske personer, som forsikrings- eller genforsikringsformidleren har snævre forbindelser med, eller de problemer, som er forbundet med håndhævelse af disse love eller administrative bestemmelser, forhindrer dem i at foretage effektiv overvågning.

8a.     Medlemsstaterne kan bestemme, at personer, som inden den 1. januar 2014 udøvede forsikringsformidling, og som var optaget i et register og havde et uddannelses- og erfaringsniveau, og som kan sidestilles med det niveau, der kræves i dette direktiv, automatisk optages i det register, der skal oprettes, når kravene i artikel 4, stk. 3 og 4, er opfyldt.

KAPITEL III

FORENKLET REGISTRERINGSPROCEDURE — AKTIVITETSERKLÆRING

Artikel 4

Erklæringsprocedure for accessorisk forsikringsformidling; erhvervsmæssig administration af skadestilfælde eller taksation

1.   Registreringskravene i artikel 3 finder ikke anvendelse på en forsikringsformidler, der formidler forsikringer som en accessorisk aktivitet, forudsat at aktiviteterne opfylder følgende betingelser:

a)	forsikringsformidleren udøver ikke forsikringsformidling som hovederhverv

b)	forsikringsformidleren formidler kun visse forsikringsprodukter, som supplerer et produkt eller en tjenesteydelse, og angiver dem tydeligt i erklæringen

c)	de pågældende forsikringsprodukter omfatter ikke livs- eller ansvarsforsikring, medmindre denne er et supplement til det produkt eller den tjenesteydelse, som formidleren tilbyder som hovederhverv

ca)	formidleren arbejder under en registreret formidlers ansvar.

 

3.   Forsikringsformidlere, som er omfattet af stk. 1 og 2, afgiver en erklæring til den kompetente myndighed i hjemlandet, hvorved den kompetente myndighed informeres om formidlerens identitet, adresse og erhvervsaktiviteter.

4.   Formidlere, som er omfattet af stk. 1 og 2, er omfattet af bestemmelserne i kapitel I, III, IV, V, VIII, IX og artikel 15 og 16.

4a.     Medlemsstaterne kan gøre brug af registreringskravene i artikel 3 for forsikringsformidlere inden for rammerne af artikel 4, hvis de anser det for nødvendigt af hensyn til forbrugerbeskyttelsen.

KAPITEL IV

FRI UDVEKSLING AF TJENESTEYDELSER OG ETABLERINGSFRIHED

Artikel 5

Udnyttelse af retten til fri udveksling af tjenesteydelser

1.   En forsikrings- eller genforsikringsformidler, der agter at udøve aktiviteter for første gang på en anden medlemsstats område i henhold til bestemmelserne om fri udveksling af tjenesteydelser eller etableringsfrihed, giver sit hjemlands og den anden medlemsstats kompetente myndighed følgende oplysninger:

a)	formidlerens navn, adresse og registreringsnummer

b)	i hvilken eller hvilke medlemsstater formidleren agter at udøve virksomhed

c)	formidlerkategorien og, hvis det er relevant, navnet på eventuelt repræsenterede forsikrings- eller genforsikringsselskaber

d)	den relevante forsikringsklasse, hvis det er relevant

e)	dokumentation for faglige kundskaber og færdigheder.

2.   Den kompetente myndighed i hjemlandet videresender senest en måned efter modtagelsen de oplysninger, der er omhandlet i stk. 1, til den kompetente myndighed i værtslandet, som omgående bekræfter modtagelsen. Hjemlandet underretter skriftligt forsikrings- eller genforsikringsformidleren om, at værtslandet har modtaget oplysningerne, og at forsikrings- eller genforsikringsselskabet kan påbegynde sin virksomhed i værtslandet.

Når værtslandet modtager de oplysninger, der er omhandlet i stk. 1, accepteres tidligere erfaring med forsikrings- eller genforsikringsformidling, dokumenteret ved bevis for registrering eller erklæring i hjemlandet, som dokumentation for de krævede kundskaber og færdigheder.

3.   Beviset for tidligere registrering eller erklæring gives i form af dokumentation for registrering udstedt af den kompetente myndighed eller organisation i ansøgerens hjemland, eller erklæring modtaget af den kompetente myndighed eller organisation i ansøgerens hjemland, som den pågældende skal fremlægge til støtte for sin ansøgning til værtslandet.

4.   Hvis der sker ændringer i de oplysninger, der er afgivet i henhold til stk. 1, underretter forsikrings- eller genforsikringsformidleren mindst en måned, inden de foretages, skriftligt den kompetente myndighed i hjemlandet herom. Den kompetente myndighed i hjemlandet underretter også den kompetente myndighed i værtslandet om denne ændring så hurtigt som muligt og senest en måned efter den dato, hvor den kompetente myndighed i hjemlandet modtog oplysningerne.

4a.     En registreret forsikrings- eller genforsikringsformidler udøver forsikringsformidling i henhold til den »frie udveksling af tjenesteydelser«, hvis:

a)	denne udøver forsikrings- eller genforsikringsformidling med eller for en forsikringstager, som bor eller har hjemsted i en anden medlemsstat end formidlerens værtsland

b)	enhver risiko, som skal forsikres, befinder sig i en anden medlemsstat end formidlerens værtsland

c)	forsikringsformidlingen overholder stk. 1 og 4.

Artikel 6

Udnyttelse af retten til etableringsfrihed

1.   Medlemsstaterne stiller krav om, at investerings- eller geninvesteringsformidlere, som agter at udnytte deres ret til etableringsfrihed og oprette en filial på en anden medlemsstats område, først giver hjemlandets kompetente myndighed meddelelse herom samt afgiver følgende oplysninger til denne:

a)	formidlerens navn, adresse og registreringsnummer (hvis det er relevant)

b)	i hvilken medlemsstat formidleren har til hensigt at oprette en filial eller en permanent tilstedeværelse

c)	formidlerkategorien og, hvis det er relevant, navnet på eventuelt repræsenterede forsikrings- eller genforsikringsselskaber

d)	den relevante forsikringsklasse, hvis det er relevant

e)	en driftsplan med en beskrivelse af forsikrings- eller genforsikringsformidlingen og driftsstedets organisatoriske struktur, herunder en angivelse af agenternes identitet, hvis formidleren har til hensigt at anvende sådanne

f)	en adresse i værtslandet, hvorfra dokumenter kan rekvireres

g)	navnet på eventuelle personer, som er ansvarlige for administrationen af driftsstedet eller den permanente tilstedeværelse.

1a.     En forsikringsformidler udøver virksomhed i henhold til etableringsfriheden, hvis denne udøver virksomhed i et værtsland i en ubegrænset periode gennem en permanent tilstedeværelse i den pågældende medlemsstat.

2.   Medmindre den kompetente myndighed i hjemlandet har grund til at anse forsikrings- eller genforsikringsformidlerens organisatoriske struktur eller økonomiske situation for at være utilstrækkelig i betragtning af den tilsigtede formidling, videresender den senest en måned efter modtagelsen de oplysninger, der er omhandlet i stk. 1, til den kompetente myndighed i værtslandet, som omgående bekræfter modtagelsen. Hjemlandet underretter skriftligt forsikrings- eller genforsikringsformidleren om, at værtslandet har modtaget oplysningerne, og at forsikrings- eller genforsikringsselskabet kan påbegynde sin virksomhed i værtslandet.

3.   Nægter den kompetente myndighed i hjemlandet at videresende oplysningerne til den kompetente myndighed i værtslandet, skal den begrunde dette afslag over for forsikrings- eller genforsikringsformidleren senest en måned efter modtagelsen af alle de oplysninger, der er omhandlet i stk. 1.

4.   Hvis der sker ændringer i de oplysninger, der er afgivet i henhold til stk. 1, underretter forsikrings- eller genforsikringsformidleren mindst en måned, inden de foretages, skriftligt den kompetente myndighed i hjemlandet herom. Den kompetente myndighed i hjemlandet underretter også den kompetente myndighed i værtslandet om denne ændring så hurtigt som muligt og senest en måned efter den dato, hvor den kompetente myndighed i hjemlandet modtog oplysningerne.

Artikel 7

Kompetencefordeling mellem hjem- og værtsland

1.   Hvis en forsikringsformidlers primære forretningssted er beliggende i en anden medlemsstat, kan den kompetente myndighed i den anden medlemsstat aftale med den kompetente myndighed i hjemlandet, at den handler, som om den var den kompetente myndighed i hjemlandet i forhold til de forpligtelser, der er omhandlet i kapitel VI, VII og VIII. I tilfælde af en sådan aftale underretter den kompetente myndighed i hjemlandet omgående forsikringsformidleren og EIOPA herom.

2.   Den kompetente myndighed i værtslandet påtager sig ansvaret for at sikre, at de tjenesteydelser, som driftsstedet leverer på dette lands område, er i overensstemmelse med de forpligtelser, der er fastsat i kapitel VI og VII, og foranstaltninger vedtaget i medfør heraf.

Den kompetente myndighed i værtslandet har ret til at gennemgå etableringsordninger og til at kræve de ændringer, der er strengt nødvendige for at gøre det muligt for den kompetente myndighed at håndhæve forpligtelserne i henhold til kapitel VI og kapitel VII og foranstaltninger vedtaget i medfør heraf i forhold til de tjenesteydelser eller aktiviteter, som driftsstedet leverer eller udfører på dette lands område.

3.   Hvis værtslandet har grund til at tro, at en forsikrings- eller genforsikringsformidler, der udøver virksomhed på dets område i henhold til reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser eller gennem et driftssted, har tilsidesat forpligtelser i dette direktiv, forelægger værtslandet disse grunde for den kompetente myndighed i hjemlandet, som træffer de nødvendige foranstaltninger. Hvis forsikrings- eller genforsikringsformidleren trods de foranstaltninger, der træffes af den kompetente myndighed i hjemlandet, fortsætter med at optræde på en måde, der klart skader værtslandets forbrugeres interesser eller forsikrings- eller genforsikringsmarkedernes ordentlige funktion, gøres forsikrings- eller genforsikringsformidleren til genstand for følgende foranstaltninger:

a)

Den kompetente myndighed i værtslandet træffer, efter at have underrettet den kompetente myndighed i hjemlandet herom, alle nødvendige foranstaltninger for at beskytte forbrugerne og sikre, at forsikrings- og genforsikringsmarkederne fungerer korrekt, og forhindrer, at de overtrædende forsikrings- eller genforsikringsformidlere iværksætter yderligere transaktioner på dette lands område; den kompetente myndighed i værtslandet underretter omgående Kommissionen om sådanne foranstaltninger.

b)

Den kompetente myndighed i værtslandet kan forelægge sagen for EIOPA og anmode denne om hjælp, jf. artikel 19 i forordning (EU) nr. 1094/2010; i så fald kan EIOPA i tilfælde af uenighed mellem de kompetente myndigheder i værts- og hjemlandet handle inden for rammerne af de beføjelser, den er tillagt i henhold til nævnte artikel.

4.   Hvis de kompetente myndigheder i værtslandet konstaterer, at en forsikrings- eller genforsikringsformidler, der har et driftssted på dette lands område, ikke overholder de lov- eller reguleringsbestemmelser, som værtslandet har vedtaget i medfør af de af dette direktivs bestemmelser, som tillægger værtslandets myndigheder kompetence, skal de anmode den pågældende forsikrings- eller genforsikringsformidler om at bringe forholdet til ophør.

Hvis forsikrings- eller genforsikringsformidleren trods de foranstaltninger, der træffes af den kompetente myndighed i værtslandet, fortsætter med at optræde på en måde, der klart skader værtslandets forbrugeres interesser eller forsikrings- eller genforsikringsmarkedernes ordentlige funktion, gøres forsikrings- eller genforsikringsformidleren til genstand for følgende foranstaltninger:

a)

Den kompetente myndighed i værtslandet træffer, efter at have underrettet den kompetente myndighed i hjemlandet herom, alle nødvendige foranstaltninger for at beskytte forbrugerne og sikre, at markederne fungerer korrekt, og forhindrer, at de overtrædende forsikrings- eller genforsikringsformidlere iværksætter yderligere transaktioner på dette lands område; den kompetente myndighed i værtslandet underretter omgående Kommissionen om sådanne foranstaltninger.

b)

Den kompetente myndighed i værtslandet kan forelægge sagen for EIOPA og anmode denne om hjælp, jf. artikel 19 i forordning (EU) nr. 1094/2010; i så fald kan EIOPA i tilfælde af uenighed mellem de kompetente myndigheder i værts- og hjemlandet handle inden for rammerne af de beføjelser, den er tillagt i henhold til nævnte artikel.

KAPITEL V

ANDRE ORGANISATORISKE KRAV

Artikel 8

Faglige og organisatoriske kvalifikationskrav

1.   Forsikrings- og genforsikringsformidlere, ▌og ansatte i forsikringsselskaber, som udøver forsikringsformidling, skal besidde passende viden og kunnen som fastsat af formidlerens eller selskabets hjemland, således at de kan varetage deres opgaver og opfylde deres forpligtelser tilfredsstillende ▌.

Medlemsstaterne sikrer, at ▌ansatte hos forsikrings- og genforsikringsformidlere og forsikringsselskaber , som udøver forsikringsformidling som hovederhverv, regelmæssigt opdaterer deres viden og kunnen svarende til den funktion, de udøver og det relevante marked.

For at sikre, at disse bestemmelser overholdes, skal kravet om efteruddannelse samt tilstrækkelig og hensigtsmæssig uddannelse af deres ansatte af mindst 200 timers varighed i en femårsperiode, eller et tilsvarende antal, hvis det ikke er deres hovederhverv, opfyldes. Medlemsstaterne offentliggør ligeledes de kriterier, de har fastlagt, med henblik på at sikre, at ansatte hos formidlere lever op til medlemsstaternes kompetencekrav. Disse kriterier skal indeholde en liste over alle anerkendte kvalifikationer.

Med henblik herpå indfører medlemsstaterne mekanismer til at kontrollere, vurdere og certificere deres viden og færdigheder gennem uafhængige organer.

Medlemsstaterne skal tilpasse kravene til viden og kunnen efter forsikrings- og genforsikringsformidlerens specifikke virksomhed og de aftaler, der formidles, særlig hvis formidleren har et andet hovederhverv end forsikringsformidling. ▌Medlemsstaterne kan fastsætte, at forsikringsselskabet eller -formidleren i forbindelse med de i artikel 3, stk. 1, andet afsnit, omhandlede tilfælde og for ansatte i forsikringsselskaber, som udfører forsikringsformidling , skal kontrollere, at de pågældende formidleres viden og kunnen er i overensstemmelse med kravene i første afsnit i nærværende stykke, og om nødvendigt tilbyde sådanne formidlere en uddannelse, der modsvarer kravene i forbindelse med de aftaler, de formidler.

Medlemsstaterne er ikke forpligtet til at anvende kravet i første afsnit på alle de fysiske personer i et forsikrings selskab eller hos en forsikrings- eller genforsikringsformidler, der udøver forsikrings- eller genforsikringsformidling. Medlemsstaterne sikrer, at en rimelig del af de personer i ledelsen i sådanne selskaber, der er ansvarlige for formidling af forsikrings — og genforsikrings produkter, samt alle andre personer, som er direkte beskæftiget med forsikrings- eller genforsikringsformidling, godtgør, at de besidder den viden og kunnen, der er nødvendig for udførelsen af deres opgaver.

2.   Forsikrings- og genforsikringsformidlere og ansatte i forsikringsselskaber, som udøver forsikringsformidling, skal have et godt omdømme. Dem, der direkte er involverede i markedsføringen eller salget af produktet, skal som et minimum have en ren straffeattest eller en anden tilsvarende national attest for så vidt angår alvorlige strafbare handlinger i forbindelse med formueforbrydelser eller anden kriminalitet vedrørende finansielle aktiviteter ▌.

Medlemsstaterne kan i henhold til artikel 3, stk. 1, andet afsnit, tillade, at forsikringsselskabet undersøger forsikringsformidleres omdømme.

Medlemsstaterne er ikke forpligtet til at anvende kravet i første afsnit på alle de fysiske personer i et forsikrings selskab eller hos en forsikrings- og genforsikringsformidler, som udøver forsikrings- eller genforsikringsformidling. Medlemsstaterne sikrer imidlertid, at ledelsen i sådanne selskaber og alle ansatte, som er direkte beskæftiget med forsikrings- eller genforsikringsformidling, opfylder kravet.

3.   Forsikrings- og genforsikringsformidlere skal have en erhvervsansvarsforsikring eller en anden tilsvarende garanti, der dækker hele Unionens område, mod erstatningsansvar for pligtforsømmelse på mindst  1 250 000 EUR pr. skadestilfælde og på sammenlagt  1 850 000 EUR for alle skadestilfælde i løbet af et år, medmindre en sådan forsikring eller tilsvarende garanti i forvejen ydes af et forsikrings- eller genforsikringsselskab eller et andet selskab, på hvis vegne forsikrings- eller genforsikringsformidleren handler eller er bemyndiget til at handle, eller medmindre et sådant selskab har påtaget sig det fulde ansvar for formidlerens handlinger.

4.   Medlemsstaterne træffer alle nødvendige foranstaltninger for at beskytte kunderne mod forsikringsformidleres manglende evne til at overføre præmiebeløbet til forsikringsselskabet eller til at overføre erstatningsbeløbet eller en bonus til den forsikrede.

Disse foranstaltninger skal antage en eller flere af følgende former:

a)	bestemmelser fastsat ved lov eller aftale, hvorefter penge betalt af kunden til formidleren betragtes som værende betalt til selskabet, hvorimod penge betalt af selskabet til formidleren ikke betragtes som værende betalt til kunden, før kunden faktisk modtager dem

b)	et krav til forsikringsformidlere om, at de skal have en finansiel kapacitet, der til enhver tid skal være på 4 % af de samlede modtagne årlige præmiebeløb, dog mindst  18 750 EUR

c)	et krav om, at kundens betroede midler skal overføres via strengt adskilte kunde konti, og at disse konti ikke må benyttes til at fyldestgøre andre kreditorer i tilfælde af konkurs

d)	et krav om, at der skal oprettes en garantifond.

5.   Udøvelse af forsikrings- og genforsikringsformidling forudsætter, at de faglige kvalifikationskrav i denne artikel til enhver tid er opfyldt.

6.   Medlemsstaterne kan skærpe eller supplere kravene i denne artikel for forsikrings- og genforsikringsformidlere, der er registreret på deres område.

7.   EIOPA reviderer de i stk. 3 og 4 omhandlede beløb regelmæssigt for at tage hensyn til udviklingen i det europæiske forbrugerprisindeks, der offentliggøres af Eurostat. Den første revision finder sted fem år efter datoen for dette direktivs ikrafttræden, og de følgende revisioner finder sted fem år efter den foregående revision.

EIOPA udarbejder udkast til reguleringsmæssige standarder, således at det grundbeløb i euro, der er omhandlet i stk. 3 og 4, tilpasses med den procentvise ændring af ovennævnte indeks for perioden fra datoen for dette direktivs ikrafttræden til datoen for den første revision eller fra datoen for den seneste revision til den nye revision og rundes op til nærmeste hele euro.

EIOPA forelægger disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for Kommissionen fem år efter datoen for dette direktivs ikrafttræden og resultaterne af de følgende revisioner, som finder sted fem år efter den foregående revision.

Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.

8.    Medlemsstaterne uddyber

a)	begrebet formidlerens og forsikringsformidleres ansattes passende viden og kunnen i forbindelse med udøvelse af forsikringsformidling for kunder, som omhandlet i stk. 1

b)	passende kriterier til fastlæggelse navnlig af de erhvervsmæssige kvalifikationer, erfaringer og kompetencer, som er nødvendige for at udøve forsikringsformidling

c)	de foranstaltninger, som forsikrings- og genforsikringsformidleres ansatte med rimelighed kan forventes at træffe med henblik på at opdatere deres viden og kunnen gennem efteruddannelse for at bevare et passende præstationsniveau.

8a.     Hvis et hjemland registrerer en forsikringsformidler, som har opnået faglige kvalifikationer eller erfaring i en anden medlemsstat, tager den hensyn til kvalifikationerne og erfaringen under hensyntagen til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/36/EF  (17) og niveauet, der er fastsat i den europæiske referenceramme for kvalifikationer for livslang læring, i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets henstilling  (18).

Artikel 9

Offentliggørelse af bestemmelser om almene hensyn

1.   Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de kompetente myndigheder på passende måde offentliggør de relevante nationale lovbestemmelser om almene hensyn, som finder anvendelse på udøvelse af forsikrings- og genforsikringsformidling på deres område.

2.   Medlemsstater, som påtænker at anvende eller anvender lovbestemmelser, som regulerer forsikringsformidlere og salg af forsikringsprodukter, i tillæg til dem, der er omhandlet i dette direktiv, sikrer, at den administrative byrde i forbindelse med disse lovbestemmelser står i et rimeligt forhold til forbrugerbeskyttelsen. Medlemsstaterne fører regelmæssigt tilsyn med disse lovbestemmelser for at sikre, at det fortsat forholder sig sådan.

3.   EIOPA forelægger et standardiseret informationsblad vedrørende bestemmelser om almene hensyn, som skal udfyldes af de kompetente myndigheder i medlemsstaterne. Det skal omfatte links til de kompetente myndigheders websteder, hvor der offentliggøres oplysninger om bestemmelserne om almene hensyn. Sådanne oplysninger opdateres regelmæssigt af de nationale kompetente myndigheder, og EIOPA offentliggør disse oplysninger på engelsk, fransk og tysk på sit websted sammen med alle de nationale bestemmelser om almene hensyn fordelt på forskellige relevante lovgivningsområder.

4.   Medlemsstaterne opretter et fælles kontaktpunkt, som er ansvarligt for at formidle oplysninger om bestemmelser vedrørende almene hensyn i de respektive medlemsstater. Kontaktpunktet bør være en passende kompetent myndighed.

5.   EIOPA gennemgår i en rapport de bestemmelser om almene hensyn, som medlemsstaterne offentliggør i henhold til denne artikel, med henblik på at sikre, at dette direktiv og det indre marked fungerer korrekt, og underretter Kommissionen herom senest den … [tre år efter dette direktivs ikrafttræden].

Artikel 10

Kompetente myndigheder

1.   Medlemsstaterne udpeger de kompetente myndigheder, som har til opgave at sikre gennemførelsen af dette direktiv. De underretter Kommissionen herom med angivelse af en eventuel kompetencefordeling.

2.   De i stk. 1 omhandlede myndigheder skal være enten offentlige myndigheder eller organer, der er anerkendt i den nationale lovgivning eller anerkendt af en offentlig myndighed, som udtrykkeligt har beføjelse hertil efter den nationale lovgivning. De må ikke være forsikrings- eller genforsikringsselskaber eller sammenslutninger, hvis medlemmer direkte eller indirekte omfatter forsikrings- eller genforsikringsselskaber eller forsikrings- eller genforsikringsformidlere .

3.   De kompetente myndigheder skal have alle de beføjelser, der er nødvendige for at varetage deres opgaver. Hvis der er to eller flere kompetente myndigheder på en medlemsstats område, sørger medlemsstaten for at fremme et tæt samarbejde mellem disse myndigheder, således at de er i stand til at varetage deres respektive opgaver effektivt.

Artikel 11

Udveksling af oplysninger mellem medlemsstaterne

1.   De kompetente myndigheder i de forskellige medlemsstater samarbejder for at sikre, at dette direktiv anvendes korrekt.

2.   De kompetente myndigheder udveksler oplysninger om forsikrings- og genforsikringsformidlere, der er blevet pålagt en sanktion, jf. kapital XIII, som vil kunne føre til sletning af registret over disse formidlere. Desuden kan en kompetent myndighed efter anmodning fra en anden kompetent myndighed udveksle enhver relevant oplysning med denne.

3.   Enhver, der modtager eller videregiver oplysninger i henhold til dette direktiv, har tavshedspligt som fastsat i artikel 16 i Rådets direktiv 92/49/EØF (19) og i artikel 15 i Rådets direktiv 92/96/EØF (20).

Artikel 12

Klage

Medlemsstaterne sikrer, at der indføres procedurer, hvorved kunder og andre berørte parter, navnlig forbrugerorganisationer, kan indbringe klager over forsikrings- og genforsikringsformidlere og -selskaber. I alle tilfælde skal klager besvares.

Artikel 13

Udenretslig bilæggelse af tvister

1.    I overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv …/…/EU  (21) og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. …/…  (22) sikrer medlemsstaterne, at der indføres hensigtsmæssige, effektive uvildige og uafhængige udenretslige klage- og tvistbilæggelsesprocedurer i forbindelse med tvister mellem forsikringsformidlere og deres kunder og mellem forsikringsselskaber og deres kunder, hvor det er hensigtsmæssigt ved brug af eksisterende organer. Medlemsstaterne sikrer endvidere, at alle forsikringsselskaber og forsikringsformidlere deltager i procedurerne for udenretslig tvistbilæggelse, forudsat at ▐ proceduren fører ▌til ▌afgørelser , som kan være bindende for formidleren og/eller forsikringsselskabet samt kunden.

▐

2.   Medlemsstaterne sikrer, at disse organer samarbejder om bilæggelse af grænseoverskridende tvister.

2a.     Medlemsstaterne sikrer, at forsikringsformidlere, der er etableret på deres område, oplyser forbrugerne om navn, adresse og websted for de ATB-instanser, de hører under, og som er kompetente til at behandle potentielle tvister mellem dem og forbrugerne.

2b.     Forsikringsformidlere inden for Unionen, som deltager i online og grænseoverskridende salg, oplyser forbrugerne om ATB-platformen, hvis det er relevant, og om deres e-mailadresse. Oplysningerne skal være varigt tilgængelige på en nem, direkte og fremtrædende måde på forsikringsformidlernes websteder, og, hvis tilbuddet fremsættes i en e-mail, eller tekstmeddelelsen sendes ad elektronisk vej, i den pågældende meddelelse. De skal omfatte et elektronisk link til ATB-platformens hjemmeside. Forsikringsformidlere oplyser endvidere forbrugerne om ATB-platformen, når forbrugerne indgiver klager til forsikringsformidleren, en forbrugerklageordning, der drives af forsikringsformidleren, eller en virksomhedsombudsmand.

2c.     Hvis en kunde indleder en alternativ tvistbilæggelsesprocedure under national lovgivning mod en forsikringsformidler eller et forsikringsselskab vedrørende rettigheder og forpligtelser under dette direktiv, skal forsikringsformidleren eller forsikringsselskabet deltage i denne procedure.

2d.     Med henblik på dette direktivs anvendelse samarbejder de kompetente myndigheder med hinanden og med de organer, som er ansvarlige for de udenretslige klage- og tvistbilæggelsesprocedurer, der er omhandlet i denne artikel, og i det omfang, det er tilladt i henhold til gældende EU-retsakter.

Artikel 14

Begrænsning af brugen af formidlere

Medlemsstaterne skal sikre, at forsikrings- og genforsikringsselskaberne og — formidlerne, når de benytter tjenesteydelser fra forsikrings- eller genforsikringsformidlere, der er etableret i Unionen, kun benytter forsikrings- og genforsikringsformidlerydelser fra registrerede forsikrings- og genforsikringsformidlere eller de i artikel 1, stk. 2, omhandlede personer eller personer, som er i overensstemmelse med erklæringsproceduren i artikel 4.

KAPITEL VI

INFORMATIONSKRAV OG REGLER OM GOD FORRETNINGSSKIK

Artikel 15

Generelt princip

1.   Medlemsstaterne stiller krav om, at forsikringsformidlere og forsikringsselskaber, når de udøver forsikringsformidling med eller for kunder, altid handler ærligt, redeligt , pålideligt, værdigt og professionelt i deres kunders bedste interesse.

2.   Alle oplysninger, herunder markedsføringsmateriale, som forsikringsformidleren eller forsikringsselskabet sender til kunder eller potentielle kunder, skal være reelle, klare og ikke-vildledende. Markedsføringsmaterialet skal altid tydeligt fremstå som sådant.

Artikel 16

Forsikringsformidlerens og forsikringsselskabets generelle informationspligt

Medlemsstaterne indfører bestemmelser, som sikrer, at

a)

forsikringsformidlere — herunder bundne forsikringsformidlere — forud for indgåelse af forsikringsaftaler , eller hvis der er sket grundlæggende ændringer af oplysningerne vedrørende formidleren efter indgåelsen af forsikringsaftalen, giver kunden information om følgende: i) navn og adresse, og at der er tale om en forsikringsformidler ii) om formidleren yder rådgivning om de solgte forsikringsprodukter iii) de i artikel 12 omhandlede procedurer, hvorefter kunder og andre berørte parter kan indbringe klager over forsikrings- og genforsikringsformidlere, samt de i artikel 13 omhandlede udenretslige klage- og tvistbilæggelsesprocedurer iv) det register, som den pågældende er optaget i, med angivelse af, hvordan det kan kontrolleres, at den pågældende er registreret og v) om formidleren repræsenterer kunden eller handler for eller på vegne af forsikringsselskabet

b)

forsikringsselskaber forud for indgåelse af forsikringsaftaler giver kunden information om følgende: i) navn og adresse, og at der er tale om et forsikringsselskab ii) om selskabet yder rådgivning om de solgte forsikringsprodukter iii) de i artikel 12 omhandlede procedurer, hvorefter kunder og andre berørte parter kan indbringe klager over forsikringsselskaber, samt de i artikel 13 omhandlede udenretslige klage- og tvistbilæggelsesprocedurer.

Artikel 17

Interessekonflikter og gennemsigtighed

1.   Inden indgåelse af enhver forsikringsaftale skal en forsikringsformidler ▌mindst give kunden information om følgende:

a)	om formidleren har en direkte eller indirekte andel på over 10 % af stemmerettighederne eller kapitalen i et bestemt forsikringsselskab

b)	om et bestemt forsikringsselskab eller moderselskabet til et bestemt forsikringsselskab har en direkte eller indirekte andel på over 10 % af stemmerettighederne eller kapitalen i forsikringsformidlerselskabet

c)

i forbindelse med den aftale, der foreslås, om: i) formidleren yder uafhængig rådgivning på basis af en objektiv og personlig analyse, eller ii) formidleren har en kontraktlig forpligtelse til udelukkende at benytte et eller flere forsikringsselskaber. I så fald skal denne meddele navnene på disse forsikringsselskaber, eller iii) formidleren ikke har en kontraktlig forpligtelse til udelukkende at benytte et eller flere forsikringsselskaber og ikke yder rådgivning på basis af en objektiv og personlig analyse. I så fald skal denne meddele navnene på de forsikringsselskaber, denne kan benytte og faktisk benytter

▐

e)	om formidleren i forhold til forsikringsaftalen arbejder: i) på basis af et gebyr, som er det vederlag, kunden betaler direkte, eller ii) på basis af en form for provision, som er det vederlag, der indgår i forsikringspræmien, eller iii) på basis af en kombination af både i) og ii)

▐

ea)	om kilden til vederlaget i forbindelse med forsikringsaftalen er: i) forsikringstageren ii) forsikringsselskabet iii) en anden forsikringsformidler iv) en kombination af i), ii) og iii) Medlemsstaterne kan anmode om yderligere oplysninger i overensstemmelse med artikel 17a.

▐

2.    Forbrugeren har ret til at anmode om yderligere detaljerede oplysninger, jf. stk. 1, litra ea).

3.   Forsikringsselskaber skal , når det sælger forsikringer direkte til kunder, informere kunden om, hvorvidt et variabelt vederlag betales til ansatte for at formidle og administrere det pågældende forsikringsprodukt ▌.

▐

5a.     I tilfælde af interessekonflikter og for at fremme fair konkurrence modtager forbrugeren oplysninger om relevante kvantitative elementer med hensyn til begreberne som omhandlet i denne artikels stk. 1, litra ea), og stk. 3, og på de samme betingelser. EIOPA udarbejder i overensstemmelse med artikel 16 i forordning (EU) nr. 1094/2010 inden den 31. december 2015 og ajourfører regelmæssigt retningslinjer for at sikre en konsekvent anvendelse af denne artikel.

Artikel 17a

Videregivelse af oplysninger

Medlemsstaterne kan foreskrive eller bevare mere vidtgående oplysningspligter for forsikringsformidlere og forsikringsselskaber vedrørende størrelsen af vederlag, gebyrer, provisioner og naturalieydelser i tilknytning til ydelse af formidling, under forudsætning af at medlemsstaten sikrer lige vilkår mellem alle salgskanaler, at konkurrencen ikke forvrides, og at EU-lovgivningen overholdes, og at der er et rimeligt forhold mellem de heraf følgende administrative byrder og den tilsigtede forbrugerbeskyttelse.

Artikel 18

Rådgivning og standarder for salg ▌

1.    Når der ydes rådgivning, inden en konkret forsikringsaftale indgås, angiver forsikringsformidleren — herunder bundne formidlere — eller forsikringsselskabet, på basis af kundens egne oplysninger:

a)	kundens krav og behov

b)	begrundelsen for den rådgivning, kunden gives vedrørende et bestemt forsikringsprodukt .

2.   De oplysninger, der er omhandlet i stk. 1, litra a) og b), afpasses efter kompleksiteten af det forsikrings produkt, der foreslås, og den finansielle risiko, som kunden udsættes for, uanset hvilken salgskanal der vælges .

3.   Når forsikringsformidleren eller forsikringsselskabet yder rådgivning på grundlag af en objektiv analyse , er den forpligtet til at yde denne rådgivning på grundlag af en objektiv analyse af et så stort antal af de på markedet disponible forsikringsaftaler, at de er i stand til ud fra faglige kriterier at fremkomme med en personlig anbefaling i kundens bedste interesse om, hvilken forsikringsaftale der ville være bedst egnet til at opfylde kundes behov.

4.   Inden aftalens indgåelse skal forsikringsformidleren eller forsikringsselskabet, uanset om der ydes rådgivning, forelægge kunden de relevante informationer om forsikringsproduktet i en form, som er forståelig, under hensyntagen til forsikringsproduktets kompleksitet og kundetypen, således at kunden kan træffe en informeret beslutning. Den skal gives i en standardiseret informationsformular via et produktinformationsdokument på et forståeligt sprog. Den skal mindst indeholde følgende oplysninger:

a)	oplysninger om forsikringstypen

b)	en beskrivelse af de forsikrede risici og ikke-medtagne risici

c)	betingelser for indbetaling af præmier, herunder over hvilken årrække

d)	undtagelser

e)	forpligtelser ved aftalens begyndelse

f)	forpligtelser i løbet af aftalens varighed

g)	forpligtelser i tilfælde af skadestilfælde

h)	aftalens varighed herunder begyndelse og datoen for aftalens udløb

i)	betingelserne for opsigelse af aftalen.

4a.     Stk. 4 finder ikke anvendelse på:

a)	investeringsprodukter, jf. artikel 4a i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. …/…  (23) eller

b)	salg af forsikringsinvesteringsprodukter, jf. kapitel VII i dette direktiv.

Artikel 19

Undtagelser fra informationspligten og fleksibilitetsbestemmelse

1.   Forsikringsformidlere eller forsikringsselskaber, der udøver virksomhed i forbindelse med forsikring af store risici, er ikke forpligtet til at forelægge den i artikel 16, 17 og 18 omhandlede information; det samme gælder genforsikringsformidlere og genforsikringsselskaber og i forhold til professionelle kunder, som omhandlet i bilaget.

2.   Medlemsstaterne kan opretholde eller indføre bestemmelser om strengere krav til den i artikel 16, 17 og 18 omhandlede information, forudsat at disse bestemmelser er forenelige med EU-retten. Medlemsstaterne underretter EIOPA og Kommissionen om sådanne bestemmelser.

2a.     Medlemsstater, som opretholder eller vedtager strengere bestemmelser, der gælder for forsikringsformidlere, sikrer, at disse bestemmelser respekterer principperne om lige vilkår, og at den administrative byrde i forbindelse med disse bestemmelser står i et rimeligt forhold til forbrugerbeskyttelsesfordelene.

3.   For på enhver hensigtsmæssig måde at skabe en høj grad af gennemsigtighed sikrer EIOPA, at de oplysninger, den modtager om medlemsstaternes bestemmelser, også gøres tilgængelige for forbrugere, forsikringsformidlere og forsikringsselskaber.

Artikel 20

Informationskrav

1.   Enhver form for information i henhold til artikel 16, 17 og 18 skal gives til kunderne:

a)

på papir

b)	på en tydelig og nøjagtig måde, der er forståelig for kunden, og

c)	på et officielt sprog i den medlemsstat, hvor risikoen befinder sig, eller den medlemsstat, hvor forpligtelsen indgås, eller ethvert andet sprog, som aftales mellem parterne. Informationen gives gratis.

2.   Uanset stk. 1, litra a), kan den i artikel 16, 17 og 18 omhandlede information gives til kunden på et af følgende medier:

a)	ved brug af et andet varigt medium end papir, forudsat at betingelserne i stk. 4 er opfyldt, eller

b)	ved hjælp af et websted, forudsat at betingelserne i stk. 5 er opfyldt.

3.   Hvis den i artikel 16, 17 og 18 omhandlede information gives ved brug af et andet varigt medium end papir eller ved hjælp af et websted, gives kunden dog efter anmodning en papirudgave gratis.

4.   Den i artikel 16, 17 og 18 omhandlede information kan gives ved brug af et andet varigt medium end papir, forudsat af følgende betingelser er opfyldt:

a)	brugen af det varige medium er passende i forbindelse med de forretninger, der gennemføres mellem formidleren eller forsikringsselskabet og kunden, og

b)	kunden har fået valget mellem information på papir eller det varige medium og har vagt dette andet medium.

5.   Den i artikel 16, 17 og 18 omhandlede information kan gives ved hjælp af et websted, forudsat at informationen sendes til kunden personligt, eller forudsat at følgende betingelser er opfyldt:

a)	formidling af den i artikel 16, 17 og 18 omhandlede information ved hjælp at et websted er passende i forbindelse med de forretninger, der gennemføres mellem formidleren eller forsikringsselskabet og kunden

b)	kunden er indforstået med formidling af den i artikel 16, 17 og 18 omhandlede information ved hjælp af et websted

c)	kunden er underrettet elektronisk om webstedets adresse og om, hvor på webstedet der er adgang til den i artikel 16, 17 og 18 omhandlede information

d)	det sikres, at der er adgang til den i artikel 16, 17 og 18 omhandlede information på webstedet, så længe kunden med rimelighed kan forventes at have behov herfor.

6.   Med hensyn til stk. 4 og 5 anses formidling af information ved brug af et andet varigt medium end papir eller ved hjælp af et websted for passende i forbindelse med de forretninger, der gennemføres mellem formidleren eller forsikringsselskabet og kunden, forudsat at der er belæg for, at kunden regelmæssigt har adgang til internettet. Opgiver kunden en e-mail-adresse med henblik på disse forretninger, anses det for at være et sådant belæg.

7.   I tilfælde af telefonsalg skal forudgående information, som gives til kunden, være i overensstemmelse med EU-reglerne for fjernsalg af finansielle tjenesteydelser. Desuden skal informationen gives til kunden , efter at kunden har besluttet at modtage informationen på et andet medium end papir jf. stk. 4, i overensstemmelse med stk. 1 eller 2 umiddelbart efter indgåelsen af forsikringsaftalen.

▌

Artikel 21a

Kombinations- og pakkesalg

1.     Når forsikring tilbydes sammen med en anden tjenesteydelse eller et accessorisk produkt som del af en pakke eller den samme aftale eller pakke, skal forsikringsformidleren eller forsikringsselskabet meddele og tilbyde kunden, at de forskellige komponenter i pakken kan købes samlet eller separat, og fremlægge dokumentation for præmier eller priser for hver enkelt komponent. Dette skal ikke forhindre formidling af forsikringsprodukter med forskellige niveauer for forsikringsdækning eller policer for flere forsikringsrisici.

2.     Hvis risiciene som følge af en sådan aftale eller pakke, som tilbydes til en kunde, sandsynligvis adskiller sig fra de risici, der er forbundet med de separate dele, skal forsikringsformidleren eller forsikringsselskabet på kundens anmodning forelægge en præcis beskrivelse af de forskellige dele i aftalen eller pakken og af måden, hvorpå dens interaktion ændrer risiciene.

3.     EIOPA udarbejder i samarbejde med den europæiske tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed) ESMA via Det Fælles Udvalg af Europæiske Tilsynsmyndigheder senest den … [18 måneder efter datoen for dette direktivs ikrafttræden] og ajourfører regelmæssigt retningslinjer for vurdering af og tilsyn med krydssalg, der navnlig angiver situationer, hvor krydssalg ikke er i overensstemmelse med artikel 15, stk. 1.

4.     Medlemsstaterne skal sikre, at hvis en forsikringsformidler eller et forsikringsselskab yder rådgivning, sikrer de, at den samlede pakke af forsikringsprodukter opfylder kundens krav og behov.

5.     Medlemsstaterne kan opretholde eller vedtage yderligere strengere foranstaltninger eller gribe ind fra sag til sag for at forbyde salg af forsikring sammen med en anden ydelse eller et andet produkt eller som en betingelse for den samme aftale eller pakke, hvis de kan dokumentere, at denne praksis er til skade for forbrugerne.

KAPITEL VII

SUPPLERENDE KRAV TIL KUNDEBESKYTTELSE I FORHOLD TIL FORSIKRINGSINVESTERINGSPRODUKTER

Artikel 22

Anvendelsesområde

Med dette kapitel stilles der ▌ krav til forsikringsformidling , der supplerer dem i artikel 15, 16, 17 og 18 , når den udøves i forbindelse med salg af forsikringsbaserede investeringsprodukter , der sælges af følgende :

a)	forsikringsformidlere

b)	forsikringsselskaber.

Artikel 23

Interessekonflikter

1.   Medlemsstaterne stiller krav om, at forsikringsformidlere og forsikringsselskaber træffer alle relevante forholdsregler for at kunne påvise interessekonflikter mellem dem selv, herunder deres ledere, ansatte og bundne forsikringsformidlere eller enhver anden person, der direkte eller indirekte er forbundet med dem ved et kontrolforhold, og deres kunder, eller mellem kunderne indbyrdes, som opstår ved udførelse af enhver form for forsikringsformidling.

2.   Hvis de forholdsregler og administrative foranstaltninger , som forsikringsformidleren eller forsikringsselskabet har truffet i overensstemmelse med artikel 15, 16 og 17 for at styre interessekonflikter, ikke er tilstrækkelige til med rimelig sikkerhed at kunne sikre forebyggelse af risikoen for, at kunders ▌interesser skades, skal forsikringsformidleren eller forsikringsselskabet i givet fald klart oplyse kunden om interessekonflikternes generelle karakter og kilder, inden de påtager sig opgaver for dens regning.

2a.     Oplysningerne i stk. 2 skal:

a)	gives på et varigt medium; og

b)	være tilstrækkeligt detaljerede i betragtning af kundetypen, så kunden kan tage en informeret beslutning med hensyn til den forsikringsformidling, som interessekonflikten opstår omkring.

3.   Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 33 for at :

a)	definere de forholdsregler , som , forsikringsformidlere eller forsikringsselskaber med rimelighed kan forventes at træffe for at påvise, forhindre, styre og oplyse om interessekonflikter, når de udøver forsikringsformidling

b)	indføre passende kriterier for at bestemme de interessekonflikttyper, som kan skade forsikringsformidlerens eller forsikringsselskabets kunders eller potentielle kunders interesser.

Artikel 24

Generelle principper og oplysninger til kunder

1.   Medlemsstaterne sikrer , at en forsikringsformidler eller et forsikringsselskab, når de udøver forsikringsformidling med eller for kunder, handler ærligt, redeligt og professionelt i deres kunders bedste interesse, og navnlig overholder de i denne artikel og i artikel 25 omhandlede principper.

2.   Alle oplysninger, herunder markedsføringsmateriale, som forsikringsformidleren eller forsikringsselskabet sender til kunder eller potentielle kunder, skal være reelle, klare og ikke-vildledende. Markedsføringsmaterialet skal tydeligt fremstå som sådant.

3.   Der skal gives relevante oplysninger til kunder eller potentielle kunder om følgende :

a)

forsikringsformidleren eller forsikringsselskabet og deres tjenesteydelser: Når der ydes rådgivning, skal det af oplysningerne fremgå, om rådgivningen ydes på uafhængigt grundlag, og om den er baseret på en generel eller en mere begrænset analyse af markedet, samt om forsikringsformidleren eller forsikringsselskabet vil give kunderne en løbende vurdering af de anbefalede forsikringsbaserede investeringsprodukters egnethed

b)	forsikringsbaserede investeringsprodukter og foreslåede investeringsstrategier: Dette bør omfatte relevant vejledning og relevante advarsler om de risici, der er forbundet med investering i de pågældende instrumenter eller i forbindelse med særlige investeringsstrategier

ba)

alle omkostninger og tilknyttede gebyrer i forbindelse med forsikringsmægling eller accessoriske tjenesteydelser, som skal omfatte udgifterne til rådgivning, hvor det er relevant, omkostningerne ved det finansielle instrument, som anbefales eller afsættes til kunden, og oplysninger om, hvordan kunden kan betale for det, herunder betalinger til tredjemand.

3a.     Oplysningerne om samtlige omkostninger og gebyrer, herunder omkostninger og gebyrer i forbindelse med formidlingstjenesteydelsen og forsikringsproduktet, som ikke skyldes underliggende markedsrisici, skal sammenfattes, så kunden kan få et overblik over de samlede omkostninger og den samlede virkning på afkastet af investeringen og med angivelse af de enkelte poster, hvis kunden ønsker det. Sådanne oplysninger fremlægges i givet fald regelmæssigt og mindst én gang om året for kunden under investeringens løbetid.

De i det foregående afsnit og i stk. 6a omhandlede oplysninger fremlægges på en forståelig måde, så kunder og potentielle kunder i rimeligt omfang kan forstå en forsikringsinvesteringstjenesteydelses art og risici, og hvilken form for forsikringsinvesteringsprodukt der bliver tilbudt, og dermed har mulighed for at træffe et velovervejet valg. Medlemsstaterne kan tillade, at sådanne oplysninger fremlægges i et standardiseret format.

4.   De i stk. 2 og 3 omhandlede oplysninger skal gives i en form, som er forståelig, på en sådan måde, at kunder eller potentielle kunder i rimeligt omfang kan forstå det specifikke tilbudte forsikringsbaserede investeringsprodukts art og risici og dermed træffe informerede investeringsbeslutninger. Disse oplysninger kan gives i et standardiseret format i overensstemmelse med artikel 18, stk. 4 .

5.    Medlemsstaterne skal kræve, at når forsikringsformidleren eller forsikringsselskabet meddeler kunden, at forsikringsrådgivningen ydes på uafhængigt grundlag, skal forsikringsformidleren eller forsikringsselskabet meddele kunden, hvilken form for vederlag, der modtages i forbindelse med forsikringsaftalen :

a)	den vifte af forsikringsprodukter, som anbefalingen baseres på, og navnlig om udbuddet er begrænset til forsikringsprodukter, der udstedes eller udbydes af enheder, som har tætte forbindelser med den forsikringsformidler, som repræsenterer kunden.

5a.     Medlemsstaterne kan desuden forbyde eller yderligere begrænse tilbuddet om eller accepten af gebyrer, provisioner eller naturalieydelser fra tredjepart i forbindelse med investeringsrådgivning. Dette kan omfatte krav om, at sådanne gebyrer, provisioner eller naturalieydelser skal returneres til kunden eller modregnes gebyrer betalt af kunden.

Medlemsstaterne kan desuden kræve, at når forsikringsformidleren meddeler kunden, at rådgivningen ydes uafhængigt, skal forsikringsformidleren vurdere et tilstrækkeligt stort antal forsikringsprodukter på markedet, og at disse er tilstrækkeligt forskelligartede med hensyn til type og udstedere eller produktudbydere for at sikre, at kundens mål opfyldes og ikke begrænses til forsikringsprodukter, der udstedes eller udbydes af enheder, som har tætte forbindelser med forsikringsformidleren ▌.

5b.     En forsikringsformidler skal indføre og anvende effektive organisatoriske og administrative ordninger, som gør det muligt at tage alle rimelig skridt for at forhindre, at interessekonflikter som defineret i artikel 23skader kundens interesser.

Et forsikringsselskab, som fremstiller finansielle instrumenter til salg til kunder, indfører, anvender og kontrollere en godkendelsesproces at hvert enkelt forsikringsprodukt eller for væsentlige tilpasninger af eksisterende forsikringsprodukter, inden det markedsføres og leveres til kunderne.

Godkendelsesprocessen for produktet skal angive det tilsigtede målmarked af endelige kunder inden for den relevante kundekategori for hvert produkt og sikre, at alle relevante risici på sådanne målmarkeder vurderes, og at den tilsigtede afsætningsstrategi er i overensstemmelse med det tilsigtede målmarked.

Forsikringsselskabet skal også regelmæssigt revidere finansielle instrumenter, der udbydes eller markedsføres af selskabet, under hensyntagen til eventuelle begivenheder, som materielt kunne påvirke de potentielle risici på det tilsigtede målmarked, i det mindste vurdere, om produktet stadig opfylder behovene på det tilsigtede målmarked. og om den tilsigtede distributionsstrategi stadig er hensigtsmæssig.

6.   EIOPA udarbejder senest … [18 måneder efter datoen for dette direktivs ikrafttræden] og ajourfører regelmæssigt retningslinjer for vurdering af og tilsyn med krydssalg, der navnlig angiver situationer, hvor krydssalg ikke er i overensstemmelse med forpligtelserne i stk. 1.

▐

7.   Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 33 for at fastsætte de principper, som forsikringsformidlere og forsikringsselskaber skal overholde , når de udøver forsikringsformidling med deres kunder. De delegerede retsakter skal tage hensyn til :

a)	▌de til kunden eller den potentielle kunde tilbudte eller leverede tjenesteydelsers art, idet der tages hensyn til transaktionernes type, genstand, omfang og hyppighed

b)	arten af de produkter, der tilbydes eller påtænkes, herunder de forskellige typer forsikringsbaserede investeringsprodukter .

Artikel 25

Egnetheds- og hensigtsmæssighedsvurdering og rapportering til kunder

1.   Når forsikringsformidleren eller forsikringsselskabet yder rådgivning, skal de indhente de nødvendige oplysninger om kundens eller den potentielle kundes kendskab til og erfaring på det investeringsområde , som er relevant for den specifikke type produkt ▌, kundens eller den potentielle kundes finansielle situation og investeringsmål, for at forsikringsformidleren eller forsikringsselskabet kan anbefale kunden eller den potentielle kunde de forsikringsformidlingsaktiviteter eller forsikringsbaserede investeringsprodukter , der egner sig for vedkommende.

2.   Medlemsstaterne sikrer, at forsikringsformidlere og forsikringsselskaber, som udøver forsikringsformidling , der ikke er omhandlet i stk. 1, udbeder sig oplysninger fra kunden eller den potentielle kunde om dennes kendskab til og erfaring på det investeringsområde, som er relevant for den specifikke type forsikringsbaseret investeringsprodukt ▌ , der udbydes eller efterspørges, så forsikringsformidleren eller forsikringsselskabet kan vurdere, om den påtænkte forsikringsformidling eller det påtænkte forsikringsbaserede produkt er hensigtsmæssig(t) for kunden.

Finder forsikringsformidleren eller forsikringsselskabet på grundlag af de oplysninger modtaget i medfør af første afsnit, at det forsikringsbaserede investeringsprodukt ikke er hensigtsmæssig for kunden eller den potentielle kunde, advarer forsikringsformidleren eller forsikringsselskabet kunden eller den potentielle kunde. Denne advarsel kan gives i et standardiseret format.

Vælger kunderne eller de potentielle kunder ikke at give de oplysninger, der er omhandlet i første afsnit, eller giver de utilstrækkelige oplysninger om deres kendskab og erfaringer, skal forsikringsformidleren eller forsikringsselskabet advare dem om, at de ikke er i stand til at afgøre, om det forsikringsbaserede investeringsprodukt er hensigtsmæssig(t) for vedkommende. Denne advarsel kan gives i et standardiseret format.

2a.     Medlemsstaterne tillader, at forsikringsformidlere og forsikringsselskaber, som udøver forsikringsformidling, der kun består i at udføre kunders ordrer, at yde denne tjeneste til deres kunder uden at skulle skaffe oplysningerne eller foretage vurderingen i henhold til stk. 2, såfremt alle følgende betingelser er opfyldt:

a)

aktiviteterne vedrører et af følgende forsikringsbaserede investeringsprodukter: i) aftaler, som kun medfører finansiel eksponering over for finansielle instrumenter, der anses for at være ikke-komplekse i henhold til direktiv …/…/EU [MiFID] og ikke indebærer en struktur, som gør det vanskeligt for kunden at forstå de involverede risici eller ii) andre ikke-komplekse forsikringsbaserede investeringer med henblik på anvendelsen af dette stykke.

b)	forsikringsformidlingen udøves på kundens eller den potentielle kundes foranledning

c)

kunden eller den potentielle kunde er klart blevet informeret, enten i et standardiseret format om, at forsikringsformidleren eller forsikringsselskabet ikke ved ydelsen af denne forsikringsformidling er forpligtet til at vurdere, hvorvidt det forsikringsbaserede produkt eller den forsikringsformidlingsaktivitet, der leveres eller tilbydes, er hensigtsmæssigt, og at kunden eller den potentielle kunde ikke nyder godt af den tilsvarende beskyttelse i henhold til de relevante regler om god forretningsskik.

d)	forsikringsformidleren eller forsikringsselskabet opfylder forpligtelserne i artikel 23.

3.   Forsikringsformidleren eller forsikringsselskabet registrerer kunden i sit kundekartotek med det eller de dokumenter ▌ eller deres og kundens aftale, hvori er anført parternes rettigheder og forpligtelser samt de øvrige betingelser, som gælder for forsikringsformidlerens eller forsikringsselskabets udøvelse af forsikringsformidling over for kunden. Parternes kontraktlige rettigheder og forpligtelser kan medtages ved henvisning til andre dokumenter eller lovtekster.

4.   ▌Forsikringsformidleren eller forsikringsselskabet forelægger kunden fyldestgørende rapporter om den forsikringsformidling, der udøves. Rapporterne skal omfatte periodiske meddelelser til kunderne, hvori der tages hensyn til de involverede forsikringsbaserede investeringsprodukts type og kompleksitet og karakteren af den forsikringsformidling , der udøves for kunden, og skal desuden, hvor det er relevant, omfatte omkostninger i forbindelse med de aktiviteter , der er gennemført for kundens regning. ▐

Når forsikringsformidleren eller forsikringsselskabet yder rådgivning, skal de, inden det forsikringsbaserede investeringsprodukt er aftalt med kunden, give en erklæring på et varigt medium om hensigtsmæssigheden, hvori den ydede rådgivning specificeres, og hvordan denne rådgivning opfylder kundens præferencer, mål og andre karakteristika.

Hvis aftalen indgås ved hjælp af fjernkommunikation, som forhindrer den forudgående afgivelse af erklæringen om hensigtsmæssighed, kan forsikringsformidleren eller forsikringsselskabet afgive den skriftlige erklæring om hensigtsmæssighed på et varigt medium umiddelbart efter, at kunden er bundet af en aftale.

5.   Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 33 for at fastsætte de principper, som forsikringsformidlere og forsikringsselskaber skal overholde , når de udøver forsikringsformidling til deres kunder. De delegerede retsakter skal tage hensyn til :

a)	▌de til kunden eller den potentielle kunde tilbudte eller leverede tjenesteydelsers art, idet der tages hensyn til transaktionernes type, genstand, omfang og hyppighed

b)	arten af de produkter, der tilbydes eller påtænkes, herunder de forskellige typer finansielle instrumenter og bankindskud, der er nævnt i artikel 1, stk. 2, i direktiv …/…/EU [MiFID]

ba)	om kunden eller den potentielle kunde er detailinvestor eller professionel investor.

5a.     EIOPA udarbejder senest … [18 måneder efter datoen for dette direktivs ikrafttræden] og ajourfører regelmæssigt retningslinjerne for vurdering af forsikringsbaserede investeringsprodukter, der indebærer en struktur, som gør det vanskeligt for kunden at forstå de involverede risici i overensstemmelse med stk. 3, litra a).

KAPITEL VIII

SANKTIONER OG FORANSTALTNINGER

Artikel 26

Administrative sanktioner og foranstaltninger

1.   Medlemsstaterne sikrer, at deres administrative sanktioner og andre foranstaltninger er effektive, forholdsmæssige og har afskrækkende virkning.

2.   Medlemsstaterne sikrer, hvor forpligtelser er gældende for forsikrings- eller genforsikringsselskaber eller forsikrings- eller genforsikringsformidlere, at der ved misligholdelse kan anvendes administrative sanktioner og andre foranstaltninger over for medlemmerne af deres ledelsesorganer samt enhver anden fysisk eller juridisk person, som i henhold til national ret er ansvarlig for en overtrædelse.

3.   De kompetente myndigheder tillægges alle de undersøgelsesbeføjelser, der er nødvendige for, at de kan varetage deres funktioner. De kompetente myndigheder iværksætter et tæt samarbejde ved udøvelsen af deres beføjelser til at pålægge sanktioner for at sikre, at sanktionerne eller de andre foranstaltninger får de ønskede virkninger, ligesom de koordinerer deres indsats i forbindelse med sager på tværs af grænserne , samtidigt med at de sikrer, at betingelserne for korrekt databehandling overholdes i overensstemmelse med direktiv 95/46/EF og forordning (EF) nr. 45/2001 . De kompetente myndigheder kan anmode om dokumenter og andre oplysninger i henhold til en formel afgørelse, der angiver retsgrundlaget for anmodningen om oplysninger, fristen for overholdelse og modtagerens ret til at ansøge om domstolsprøvelse af afgørelsen.

Artikel 27

Offentliggørelse af sanktioner

Medlemsstaterne sikrer, at den kompetente myndighed kun ▌ offentliggør sanktioner eller andre foranstaltninger, der er pålagt som følge af overtrædelse af nationale bestemmelser vedtaget til gennemførelse af dette direktiv, herunder også oplysninger om overtrædelsens type og art og identiteten af de ansvarlige personer , såfremt sanktionen eller foranstaltningen er blevet endelig og ikke er genstand for appel eller domstolsprøvelse . Såfremt offentliggørelsen ville forvolde de involverede parter uforholdsmæssig stor skade offentliggør de kompetente myndigheder sanktionerne anonymt.

Artikel 28

Overtrædelser

1.   Denne artikel finder anvendelse på:

a)	forsikrings- eller genforsikringsformidlere, der ikke er registreret i en medlemsstat, og som ikke er omfattet af artikel 1, stk. 2, eller artikel 4

b)	personer, som varetager accessoriske forsikringsopgaver uden at have indgivet en erklæring som omhandlet i artikel 4, eller som har indgivet en sådan erklæring, der dog ikke opfylder kravene i artikel 4

c)	forsikrings- eller genforsikringsselskaber eller forsikrings- eller genforsikringsformidlere, der benytter en forsikrings- eller genforsikringsformidler, som hverken er registreret i en medlemsstat eller omhandlet i artikel 1, stk. 2, og som ikke har indgivet en erklæring i henhold til artikel 4

d)	forsikrings- eller genforsikringsformidlere, der har opnået registrering ved at afgive urigtige erklæringer eller på anden ulovlig vis, hvilket er i strid med artikel 3

e)	forsikrings- eller genforsikringsformidlere eller forsikringsselskaber, som ikke opfylder bestemmelserne i artikel 8

f)	forsikringsselskaber eller forsikrings- eller genforsikringsformidlere, som ikke opfylder kravene til god forretningsskik i overensstemmelse med kapitel VI og VII.

2.   Medlemsstaterne sikrer, at de administrative sanktioner og andre foranstaltninger, der kan anvendes i de tilfælde, der er omhandlet i stk. 1, mindst omfatter følgende:

a)	en offentlig meddelelse, hvori nævnes den fysiske eller juridiske person og overtrædelsens art

b)	en afgørelse, hvorefter det pålægges den fysiske eller juridiske person at bringe den udviste handlemåde til ophør og at afholde sig fra at gentage en sådan handlemåde

c)	for forsikrings- eller genforsikringsformidlere, inddragelse af formidlerens registrering i henhold til artikel 3

d)

et midlertidigt forbud mod varetagelse af hverv hos forsikringsformidlere eller genforsikringsformidlere eller i forsikrings- eller genforsikringsselskaber ▌, som pålægges et hvilket som helst medlem af forsikrings- eller genforsikringsformidlerens eller forsikrings- eller genforsikringsselskabets ledelsesorgan, der anses for at være ansvarlig

e)

for juridiske personer, administrative bøder på op til 10 % af den juridiske persons samlede årsomsætning i det forudgående forretningsår; er den juridiske person et datterselskab af et moderselskab, er den relevante samlede årsomsætning den samlede årsomsætning, som fremgår af det øverste moderselskabs konsoliderede regnskab for det foregående forretningsår

f)	for fysiske personer, administrative bøder på op til 5 000 000 EUR eller i medlemsstater, hvor euroen ikke er den officielle valuta, den tilsvarende værdi i national valuta på datoen for dette direktivs ikrafttræden.

Når den fortjeneste, der er opnået ved overtrædelsen, kan beregnes, sikrer medlemsstaterne, at maksimumsbeløbet ikke er mindre end det dobbelte af fortjenestebeløbet.

Artikel 29

Effektiv anvendelse af sanktioner

1.   Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder ved valget af arten af administrative sanktioner eller andre foranstaltninger og fastsættelsen af størrelsen af de administrative bøder tager højde for alle relevante omstændigheder , herunder eventuelt :

a)	overtrædelsens grovhed og varighed

b)	den ansvarlige fysiske eller juridiske persons grad af ansvar

c)	den ansvarlige fysiske eller juridiske persons finansielle styrke med udgangspunkt i den ansvarlige juridiske persons samlede omsætning eller den ansvarlige fysiske persons årsindkomst

d)	den ansvarlige fysiske eller juridiske persons fortjeneste eller undgåede tab, såfremt disse beløb kan beregnes

e)	tabene for tredjeparter, som kan tilskrives overtrædelsen, såfremt de kan beregnes

f)	den ansvarlige fysiske eller juridiske persons vilje til at samarbejde med den kompetente myndighed

g)	overtrædelser, som den ansvarlige fysiske eller juridiske person tidligere har begået.

▐

3.   Dette direktiv berører ikke værtslandets beføjelse til at træffe passende forholdsregler med henblik på at forebygge eller straffe uregelmæssigheder begået på dets område, som strider mod love eller administrative bestemmelser, der er vedtaget af almene hensyn. Dette omfatter ret til at forhindre forsikrings- eller genforsikringsformidlere, der overtræder bestemmelserne, i at påbegynde yderligere virksomhed på dets område.

Artikel 30

Indberetning af overtrædelser

1.   Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder indfører effektive ordninger, som tilskynder til at indberette overtrædelser af nationale bestemmelser til gennemførelse af dette direktiv til de kompetente myndigheder.

2.   Disse ordninger skal mindst omfatte:

a)	særlige procedurer for modtagelse af indberetninger om overtrædelser og opfølgningen heraf

b)	passende beskyttelse, herunder anonymitet, hvor dette er relevant, for personer, som indberetter overtrædelser inden for selskaberne eller hos formidlerne, og

c)	beskyttelse af personoplysninger både hvad angår den person, som indberetter overtrædelserne, og den fysiske person, som formodes at være ansvarlig, i overensstemmelse med principperne i direktiv 95/46/EF.

Identiteten af de personer, som indberetter, og af dem, som formodes at være ansvarlige for overtrædelsen, skal beskyttes i alle sagens faser, med mindre national ret kræver, at de offentliggøres i forbindelse med efterfølgende undersøgelser eller retssager.

Artikel 31

Fremsendelse af oplysninger om sanktioner til EIOPA

1.   Medlemsstaterne giver årligt EIOPA sammenfattede oplysninger vedrørende alle administrative foranstaltninger og administrative sanktioner, der er iværksat i henhold til artikel 26.

De kompetente myndigheder giver årligt EIOPA sammenfattede oplysninger vedrørende alle administrative foranstaltninger og administrative sanktioner, der er iværksat i henhold til artikel 26 .

2.   Har den kompetente myndighed offentliggjort oplysninger om en administrativ foranstaltning eller administrativ sanktion, underretter den samtidig EIOPA herom.

3.   EIOPA udarbejder udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for de procedurer og formularer til fremsendelse af de oplysninger, der er omhandlet i denne artikel.

EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest den … [seks måneder efter dette direktivs ikrafttræden].

Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.

KAPITEL IX

AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 32

Databeskyttelse

1.   Medlemsstaterne anvender direktiv 95/46/EF på behandlingen af personoplysninger i medlemsstaterne i medfør af dette direktiv.

2.   Forordning (EF) nr. 45/2001 finder anvendelse på EIOPA's behandling af personoplysninger i medfør af dette direktiv.

Artikel 33

Delegerede retsakter

Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel ▌23, 24 og 25.

Artikel 34

Udøvelse af de delegerede beføjelser

1.   Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i denne artikel fastlagte betingelser.

2.   Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter, jf. artikel ▌23, 24 og 25 tillægges Kommissionen for en ubegrænset periode fra datoen for dette direktivs ikrafttræden.

3.   Den i artikel ▌23, 24 og 25 omhandlede delegation af beføjelser kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet. En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning dagen efter offentliggørelsen af afgørelsen i Den Europæiske Unions Tidende eller på et senere tidspunkt, der angives i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af delegerede retsakter, der allerede er i kraft.

4.   Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, giver den samtidigt Europa-Parlamentet og Rådet meddelelse herom.

5.   En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel ▌23, 24 og 25 træder kun i kraft, hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en frist på tre måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt til Europa-Parlamentet og Rådet, eller hvis Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist begge har informeret Kommissionen om, at de ikke agter at gøre indsigelse. Fristen forlænges med tre måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ.

Artikel 34a

Yderligere bestemmelser til udkast til forskriftsmæssige tekniske standarder

1.     Uanset tidsfristen for fremsendelse af udkast til forskriftsmæssige tekniske standarder til Kommissionen, skal Kommissionen fremsende sine udkast inden for intervaller af 12, 18 og 24 måneder.

2.     Kommissionen tillægges ikke beføjelse til at vedtage forskriftsmæssige tekniske standarder, hvis Europa-Parlamentets indsigelsesperiode begrænses til mindre end to måneder, herunder en enhver forlængelse som følge af ferie.

3.     De europæiske tilsynsmyndigheder kan høre Europa-Parlamentet i forbindelse med udarbejdelsen af udkast til forskriftsmæssige tekniske standarder, navnlig hvis der opstår tvivl om anvendelsesområdet for denne forordning.

4.     Hvis Europa-Parlamentets kompetente udvalg har forkastet de forskriftsmæssige tekniske standarder, og der er under to uger, inden det næste plenarmøde, kan Europa-Parlamentet forlænge sin indsigelsesperiode, indtil det efterfølgende plenarmøde.

5.     Hvis de forskriftsmæssige tekniske standarder er blevet forkastet og de identificerede problemer er af begrænset omfang, kan Kommissionen vedtage en fremskyndet tidsplan for fremsendelse af et ændret udkast til forskriftsmæssige tekniske standarder.

6.     Kommissionen sikrer, at alle forespørgsler fra Europa-Parlamentets, som formelt rejses af det kompetente udvalgs formand, besvares omgående og inden vedtagelsen af udkastet til reguleringsmæssige tekniske standarder.

Artikel 35

Revision og evaluering

1.   Kommissionen undersøger senest … [fem år efter datoen for dette direktivs ikrafttræden], hvordan bestemmelserne i dette direktiv finder anvendelse i praksis, idet der tages hensyn til udviklingen på markederne for detailinvesteringsprodukter samt erfaringer indhøstet i forbindelse med den praktiske anvendelse af dette direktiv og forordning …/…/EU [om dokumenter med central information til investeringsprodukter] og direktiv …/…/EU [MIFID II]. ▌ Undersøgelsen omfatter også en særlig analyse af konsekvenserne af artikel 17, stk. 2, under hensyntagen til konkurrencen på markedet for formidlingstjenesteydelser i forbindelse med andre aftaler end aftaler i de klasser, der er omhandlet i bilag I til direktiv 2002/83/EF, og konsekvenserne af de forpligtelser, der er omhandlet i artikel 17, stk. 2, for forsikringsformidlere, som er små og mellemstore virksomheder.

2.   Kommissionen hører Det Fælles Udvalg af Europæiske Tilsynsmyndigheder og forelægger derefter sine resultater for Europa-Parlamentet og Rådet.

▐

5.    Kommissionen undersøger , om de i artikel 10, stk. 1, omhandlede kompetente myndigheder har de nødvendige beføjelser og tilstrækkelige ressourcer til at varetage deres opgaver.

▐

Artikel 36

Gennemførelse

1.   Medlemsstaterne vedtager og offentliggør senest den … [18 måneder efter dette direktivs ikrafttræden] de love og administrative bestemmelser i kraft, der er nødvendige for at efterkomme dette direktiv. De tilsender straks Kommissionen disse love og bestemmelser.

Hvis de dokumenter, der ledsager medlemsstaternes underretning om gennemførelsesforanstaltninger, ikke er tilstrækkelige til fuldt ud at vurdere disse foranstaltningers overholdelse af visse bestemmelser i dette direktiv, kan Kommissionen efter EIOPA's anmodning og med henblik på udførelsen af dens opgaver i henhold til forordning (EU) nr. 1094/2010 eller på eget initiativ pålægge medlemsstaterne at fremlægge mere detaljerede oplysninger om gennemførelsen af dette direktiv og gennemførelsen af disse foranstaltninger.

1a.     Medlemsstaterne anvender de stk. 1, omhandlede foranstaltninger fra den … [18 måneder efter datoen for dette direktivs ikrafttræden].

Disse foranstaltninger skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De skal også indeholde oplysning om, at henvisninger i gældende love og administrative bestemmelser til det direktiv, der ophæves ved nærværende direktiv, gælder som henvisninger til nærværende direktiv. Medlemsstaterne fastsætter de nærmere regler for henvisningen og træffer bestemmelse om affattelsen af den nævnte oplysning.

2.   Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

Artikel 37

Ophævelse

Direktiv 2002/92/EF ophæves med virkning fra … den [ 18 måneder efter dette direktivs ikrafttræden ], uden at dette berører medlemsstaternes forpligtelser med hensyn til fristen for gennemførelse i national ret af direktivet.

Henvisninger til det ophævede direktiv gælder som henvisninger til nærværende direktiv.

Artikel 38

Ikrafttræden

Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 39

Adressater

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/92/EF af 9. december 2002 om forsikringsformidling (EFT L 9 af 15.1.2003, s. 3).

(2)   Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/…/EU om markeder for finansielle instrumenter og ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/39/EF (EUT L …, s. …).

(3)   Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1094/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger), om ændring af afgørelse nr. 716/2009/EF og om ophævelse af Kommissionens afgørelse 2009/79/EF (EUT L 331 af 15.12.2010, s. 48).

(4)   Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/11/EU af 21. maj 2013 om alternativ tvistbilæggelse i forbindelse med tvister på forbrugerområdet og om ændring af forordning (EF) nr. 2006/2004 og direktiv 2009/22/EF (EUT L 165 af 18.6.2013, s. 63).

(5)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det indre marked (»direktivet om elektronisk handel«) (EFT L 178 af 17.7.2000, s. 1).

(6)   Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11. maj 2005 om virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det indre marked og om ændring af Rådets direktiv 84/450/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF, 98/27/EF og 2002/65/EF og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2006/2004 (direktivet om urimelig handelspraksis) (EUT L 149 af 11.6.2005, s. 22).

(7)   Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1095/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed), om ændring af afgørelse nr. 716/2009/EF og om ophævelse af Kommissionens afgørelse 2009/77/EF (EUT L 331 af 15.12.2010, s. 84).

(8)   Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger under tilsyn af medlemsstaternes kompetente myndigheder, især de uafhængige offentlige myndigheder, der er af udpeget af medlemsstaterne (EFT L 281 af 23.11.1995, s. 31).

(9)   Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EFT L 8 af 12.1.2001, s. 1).

(10)   EUT C 369 af 17.12.2011, s. 14.

(11)   Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/41/EF af 3. juni 2003 om arbejdsmarkedsrelaterede pensionskassers aktiviteter og tilsynet hermed (EUT L 235 af 23.9.2003, s. 10).

(12)   Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) (EUT L 335 af 17.12.2009, s. 1).

(13)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) (EUT L 302 af 17.11.2009, s. 32).

(14)   Rådets første direktiv 73/239/EØF af 24. juli 1973 om samordning af de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om adgang til udøvelse af direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring (EFT L 228 af 16.8.1973, s. 3).

(15)   Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/83/EF af 5. november 2002 om livsforsikring (EFT L 345 af 19.12.2002, s. 1).

(16)   Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/68/EF af 16. november 2005 om genforsikringsvirksomhed og om ændring af Rådets direktiv 73/239/EØF og 92/49/EØF samt direktiv 98/78/EF og 2002/83/EF (EUT L 323 af 9.12.2005, s. 1).

(17)   Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/36/EF af 7. september 2005 om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer (EUT L 255 af 30.9.2005, s. 22).

(18)   Europa-Parlamentets og Rådets henstilling af 23. april 2008 om etablering af den europæiske referenceramme for kvalifikationer for livslang læring (EUT C 111 af 6.5.2008, s. 1).

(19)  Rådets direktiv 92/49/EØF af 18. juni 1992 om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring og om ændring af direktiv 73/239/EØF og 88/357/EØF (tredje skadesforsikringsdirektiv) (EFT L 228 af 11.8.1992, s. 1).

(20)  Rådets direktiv 92/96/EØF af 10. november 1992 om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende direkte livsforsikringsvirksomhed og om ændring af direktiv 79/267/EØF og 90/619/EØF (tredje livsforsikringsdirektiv) (EFT L 360 af 9.12.1992, s. 1).

(21)   Europa-Parlamentets og Rådets direktiv …/…/EU af … om alternativ tvistbilæggelse i forbindelse med tvister på forbrugerområdet og om ændring af forordning (EF) nr. 2006/2004 og direktiv 2009/22/EF (direktivet om alternativ tvistbilæggelse på forbrugerområdet) (EUT …).

(22)   Europa-Parlamentets og forordning (EU) nr. …/… af … onlinetvistbilæggelse på forbrugerområdet (forordningen om onlinetvistbilæggelse på forbrugerområdet) (EUT …).

(23)   Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. …/… af … om dokumenter med central information til investeringsprodukter (EUT …).