This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 52013DC0711
COMMUNICATION FROM THE COMMISSION TO THE EUROPEAN PARLIAMENT, THE COUNCIL, THE EUROPEAN ECONOMIC AND SOCIAL COMMITTEE AND THE COMMITTEE OF THE REGIONS Long term infrastructure vision for Europe and beyond
MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET, RÅDET, DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG OG REGIONSUDVALGET Langsigtet vision for infrastrukturen i og uden for Europa
MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET, RÅDET, DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG OG REGIONSUDVALGET Langsigtet vision for infrastrukturen i og uden for Europa
/* COM/2013/0711 final */
MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET, RÅDET, DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG OG REGIONSUDVALGET Langsigtet vision for infrastrukturen i og uden for Europa /* COM/2013/0711 final */
MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL
EUROPA-PARLAMENTET, RÅDET, DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG OG
REGIONSUDVALGET Langsigtet vision for infrastrukturen i og
uden for Europa 1. Indledning: status og
udfordringer Hensigtsmæssige, integrerede og pålidelige
energinet er en afgørende forudsætning for, at EU kan nå sine energipolitiske
mål, og for EU's økonomiske strategi. Ved at udvikle
sin energiinfrastruktur vil EU blive i stand til at sikre et velfungerende
indre energimarked, forbedre forsyningssikkerheden, gøre det muligt at
integrere vedvarende energikilder, forøge energieffektiviteten og give
forbrugerne fordel af nye teknologier og intelligent energiudnyttelse.
Energiinfrastruktur er også nødvendig for at sikre overgangen til en
konkurrencedygtig lavemissionsøkonomi. Det europæiske energisystem befinder sig i en
overgangsfase. Selv om prioriteten på kort sigt er fuldt ud at gennemføre
det indre energimarked ved at etablere de manglende sammenkoblinger, få en
række medlemsstater ud af deres isolation og fjerne interne flaskehalse, skal
den energiinfrastruktur, der er planlægges nu, samtidig være forenelig med en
række langsigtede politiske valg. Forskellige dekarboniseringsscenarier indebærer, at der vælges forskellige sammensætninger af energiforsyninger
og dermed forskellige krav til infrastrukturen. I energikøreplan 2050 skitseres
de forskellige scenarier for, hvordan der kan sikres et mere konkurrencedygtigt
og sikkert energisystem, samtidig med at der tages hånd om udfordringerne i
forbindelse med mindskelsen af CO2-emissionerne med 80 % frem til 2050. Energikøreplanen
sender et stærkt politisk signal. Heri indkredses der desuden en række
investeringer i stadig mere intelligente og fleksible infrastrukturer som en
af "no regrets"-mulighederne. Kommissionen er ved at udarbejde
konkrete forslag til en ramme for klima‑ og energipolitikken efter 2020. Det er langt billigere at tage udfordringerne
i forbindelse med de stadig mere forskelligartede energikilder, der afgiver
begrænsede mængder kulstof til miljøet, op og samtidig opretholde høje
standarder for forsyningssikkerheden, hvis det gøres på europæisk plan via
integrerede markeder, for hvilke det er en forudsætning, at der findes
hensigtsmæssig infrastruktur, i forhold til, hvad fragmenterede nationale
politikker ville koste i alt. På lang sigte er det nødvendigt at udvikle nye
teknologier til transport af højspændingselektricitet over lange afstande og
til oplagring af el og dermed gøre det muligt at integrere den stigende andel
af vedvarende energi fra EU og dets nabolande. Det er også vigtigt at forbedre diversificeringen
af gasleverancerne, således at der ikke er nogen medlemsstater, der er
afhængige af en enkelt forsyningskilde. Derudover er det vigtigt i væsentlig
grad at øge gassystemernes fleksibilitet og modstandsdygtighed på kort og
mellemlang sigt for at støtte gassens rolle som reservebrændsel for
forskellige former for elfremstilling, samtidig med at EU's langsigtede dekarboniseringsmål
ikke glemmes, men også at gøre det muligt at drage nytte af den seneste
udvikling på LNG-markederne og inden for biogas og ikkekonventionelle
ressourcer, navnlig i USA. Et velintegreret gasnet udgør også den
bedste garanti, hvis den største gasinfrastruktur i en medlemsstat skulle
svigte. Det var en obligatorisk standard, der blev indført ved forordningen om
gasforsyningssikkerhed[1]. Det skønnes, at frem til 2020 vil der være
behov for ca. 200 mia. EUR i investeringer for at opgradere og
udvide de europæiske energinet, således at de vil kunne være med til at nå alle
vores politiske mål på mellemlang og lang sigt. Dette imponerende tal kan dog
fra 2030 give store besparelser på op til 40-70 mia. EUR[2] om året på udgifterne til
energifremstilling og mere konkurrencedygtige engrospriser på gas, hvilket
giver besvarelser på 7-12 EUR på de månedlige regninger. Det kan i
høj grad opveje de stigende energipriser og forbedre konkurrenceevnen i EU's
erhvervsliv. Den langsigtede energistrukturpolitik blev
første gang skitseret i meddelelsen om prioriteringer på energiinfrastrukturområdet
for 2020 og derefter - en plan for et integreret europæisk energinet[3] og derefter stadfæstet i den
nyligt vedtagne forordning om retningslinjer for den transeuropæiske
energiinfrastruktur[4]
(retningslinjerne for TEN-E), hvori der indkredses ni strategiske prioriterede
energiinfrastrukturkorridorer på el‑, gas‑ og olieområdet og tre prioriterede
infrastrukturområder på EU-plan[5]
for elmotorveje, intelligente net og infrastruktur til transport af kuldioxid
og olie, hvis gennemførelse udgør EU's fælles kort‑ og langsigtede
prioritet. I denne meddelelse skitseres der en langsigtet
vision for en tværeuropæisk energiinfrastruktur. Det første sæt
projekter af fælles interesse udgør et vigtigt skridt hen imod en bedre
integration af medlemsstaternes net og sikring af, at ingen medlemsstat er
isoleret ved at lette integrationen af vedvarende energikilder på tværs af EU,
diversificere gasforsyningskilderne ved at åbne op for nye gaskorridorer og
tilbyde alternativer til medlemsstater, der er afhængige af en enkelt olie‑
og gasforsyningskilde. Der mangler dog stadig at blive gjort meget
mere. Den første EU-liste over projekter af fælles interesse udgør kun det
første skridt hen imod gennemførelsen af en langsigtet vision på
infrastrukturområdet. Listen over projekter af fælles interesse vil blive
gennemgået hvert andet år med henblik på at integrere nye projekter, således at
foranstaltningerne i forbindelse med de tolv prioriterede korridorer og områder
fuldt ud gennemføres i overensstemmelse med den langsigtede vision om
tværeuropæisk integration af markederne og overgangen til en
lavemissionsøkonomi. EU skal navnlig sikre, at de resterende energiøer
integreres snarest muligt, men også at det offshorenet i de nordlige have, der
er ved at blive skabt, udvides og via elmotorveje udvikles yderligere, så det
bliver et reelt tværeuropæisk elnet. Samtidig skal EU sikre, at nabolandene
integreres med EU på effektiv vis gennem hensigtsmæssige infrastrukturnet og
lovgivningsrammer, der er i overensstemmelse med strategien i meddelelsen om
energiforsyningssikkerhed og internationalt samarbejde[6]. 2. EU-listen over projekter af
fælles interesse Kommissionen har
som første skridt hen imod gennemførelsen af retningslinjerne for TEN-E inden
for rammerne af proceduren for delegerede retsakter vedtaget EU-listen over
250 projekter af fælles interesse[7],
hvad angår el‑ og gastransmission og ‑lagring og LNG samt
intelligente net og olie. Den første liste er baseret på det intensive arbejde,
der er udført i tolv regionale grupper, der bestod af repræsentanter for
medlemsstaterne, de nationale regulerende myndigheder, projektiværksættere og
det europæiske net af transmissionssystemoperatører for elektricitet og gas
(ENTSO-E og ENTSOG), Agenturet for Samarbejde mellem Energireguleringsmyndigheder
og Kommissionen. De fleste af projekterne af fælles interesse
findes på elområdet, fortrinsvis transmissionslinjer, 14 lagringsprojekter
og to projekter vedrørende intelligente net. De vil på samme tid bidrage til en
bedre integration af det indre elmarked, øge nettets kapacitet til at
transportere stigende mængder energi fra forskellige vedvarende energikilder og
sikre systemstabiliteten. Selv om EU kom tættere på at nå målet om en
sammenkobling af elnettet på 10 %, som der blev talt for på Det Europæiske
Råds møde i Barcelona i 2002, er det nødvendigt at indkredse stadig flere
projekter for at sikre en reel integration af Den Iberiske Halvø på det
europæiske marked. Gennemførelsen af projekterne af fælles
interesse på gasområdet vil gøre det muligt for EU at diversificere sine
gaskilder, gøre op med flere medlemsstaters afhængighed af en enkelt
energikilde og samtidig øge valgmulighederne og mindske usikkerheden på
markedet. Åbningen af den sydlige gaskorridor via den transadriatiske rørledning
fra 2018 udgør en vigtig milepæl. Det skal ske ved en rettidig gennemførelse af
andre indkredsede projekter, navnlig den transanatolske rørledning, for derved
at øge forsyningssikkerheden i hele regionen og gennem en yderligere
diversificering ved at udnytte gasressourcerne i det sydøstlige
Middelhavsområde. En rettidig gennemførelse af projekterne af
fælles interesse udgør en fælles prioritet. Det er
derfor, at der i retningslinjerne for TEN-E indføres strenge krav til
proceduren for udstedelse af tilladelser i forbindelse med projekter af fælles
interesse, bl.a. bindende frister for gennemførelsen af proceduren for
udstedelse af tilladelser (generelt 3,5 år), oprettelsen af en national
central instans for udstedelse af tilladelser, effektive offentlige høringer på
et tidligt tidspunkt og krav til medlemsstaterne om at forenkle
miljøvurderingsprocedurerne. Disse krav har til formål at fremme procedurerne
for udstedelse af tilladelser, samtidig med at de høje miljøstandarder i
EU-retten respekteres. De tjenestegrene i Kommissionen, der tager sig af energi‑
og miljøforhold, har i fællesskab udarbejdet et vejledende dokument[8] for derved at støtte
medlemsstaterne med at fastsætte hensigtsmæssige lovgivningsmæssige og andre
foranstaltninger for at forenkle miljøvurderingsprocedurerne og sikre en
sammenhængende anvendelse af disse procedurer i forbindelse med projekter af
fælles interesse, således som det kræves i EU-retten EU-listen indeholder projekter af fælles
interesse, der befinder sig i forskellige udviklingsfaser. Nogle af dem er
stadig i de indledende faser, hvorfor det stadig er nødvendigt med
undersøgelser for at vise, at de kan gennemføres. Medtagelsen af sådanne
projekter på EU-listen over projekter af fælles interesse påvirker ikke er
resultatet af procedurerne for miljøvurderinger og udstedelse af tilladelser.
Hvis det viser sig, at projekter, der er medtaget på EU-listen over projekter
af fælles interesse, ikke overholder EU-retten, skal de fjernes fra listen. En forudsætning for udviklingen af
infrastruktur er, at der er en tilstrækkelig attraktiv ramme for den
langsigtede finansiering, herunder passende lovgivningsmæssige incitamenter
og langsigtet lovgivningsmæssig sikkerhed (herunder omkostningsfordeling på
tværs af grænserne). Sektoren er grundlæggende ved at ændre sig og har brug
for øgede investeringer, hvilket skaber et stort likviditetsbehov.
Investorernes evalueringsmetoder vil skulle tilpasses for fuldt ud at kunne
udnytte disse investeringsmuligheder og bidrage til fremtiden. Connecting
Europe-faciliteten kommer til at spille en vigtig rolle med at fremme den
nødvendige private og offentlige finansiering. De næste faser i forbindelse med projekterne af fælles interesse: • Indlede en dialog med investorerne for at fremme investeringerne i europæisk infrastruktur og derved tiltrække den nødvendige finansiering fra de globale kapitalmarkeder. • Overvåge udpegelsen af de nationale centrale instanser (fra december 2013). • Første indkaldelse af bud inden for rammerne af Connecting Europe-faciliteten i 2014. • Overvåge gennemførelsen af foranstaltningerne i forbindelse med udstedelsen af tilladelser. • Nøje overvåge gennemførelsen af projekterne af fælles interesse (første rapport i 2015). 3. Resterende udfordringer og en
langsigtet vision på infrastrukturområdet De projekter af fælles interesse, der blev
indkredset i denne første runde, fokuserer hovedsageligt på at færdiggøre det
grænseløse indre energimarked, idet der kun er få projekter af fælles
interesse, der vedrører nabolande og andre lande. Når de indre flaskehalse er
blevet fjernet, kan EU reelt samarbejde om og sikre et større marked for
energi, der fremstilles og forbruges i EU og nabolandene. Hvert andet år
vil der blive iværksat en projektindkredsningsprocedure for at medtage nye projekter,
der er gearet til at dække de fremtidige behov. Der må i højere grad fokuseres på
integrationen af den stadig stigende andel af energien, som stammer fra
vedvarende energikilder, samtidig med at forsyningssikkerheden opretholdes, og
risikoen for strandede aktiver minimeres. Hvad angår el, er der i 2020 brug for
ca. 40 % større transmissionskapacitet i forhold til 2010 for fuldt
ud at udnytte fordelene ved integrationen, og det forventes ikke at komme til
at gå langsommere i de efterfølgende årtier (der er brug for 105-146 %
større kapacitet i forhold til 2010 afhængigt af det politiske scenarie)[9]. En af hovedudfordringerne på
mellemlang og lang sigt er at forstå og yderligere planlægge samspillet mellem
de forskellige net, el og gassystemer samt transporten af kuldioxid og at
forbedre koordineringen og optimering på tværs af sektorerne. Vi ved, at den
stigende variation i elfremstillingen på grundlag af vedvarende energikilder
også udgør en udfordring for gassystemet, hvad angår fleksibiliteten, hvilket
kan sikre ikke blot en omfattende backup-produktion, men også en storstilet
elektricitetslagring fremover. Der skal tages hensyn til dette samspil i
forbindelse med den fremtidige tværeuropæiske planlægning af infrastrukturen.
Et af EU's mål er yderligere at forbedre
sammenkoblingerne med nabolande. Denne første liste af projekter af fælles
interesse omfatter allerede visse forbindelser til lande uden for EU, men der
er fremover stigende mulighed for at indkredse flere og flere projekter som
enten projekter af fælles interesse eller projekter af gensidig interesse.
For sidstnævnte er der endnu behov for at udnytte og udvikle strategien og om
nødvendigt den retlige ramme. I lighed med projekterne af fælles interesser
i EU, er Energifællesskabet også i gang med at indkredse såkaldte projekter,
der er af interesse for Energifællesskabet, som det er planlagt skal
vedtages af Ministerrådet i oktober 2013. De potentielle projekter til denne
liste er blevet indsamlet via en offentlig indkaldelse af forslag og er blevet
vurderet af en særlig taskforce fra Energifællesskabet på grundlag af et sæt
kriterier, der i høj grad ligner dem, der anvendes i forbindelse med projekter
af fælles interesse (forsyningssikkerhed, markedsintegration, øget konkurrence
og lettere brug af vedvarende energi). Energifællesskabet spiller en vigtig
rolle i forbindelse med EU's infrastrukturplanlægning som følge af den
geostrategiske betydning af dets kontraherende parter og dets fortsatte
bestræbelser for at sikre integration på det indre energimarked. Ministerrådets
afgørelse vedrørende listen over projekter af interesse for Energifællesskabet
vil tilvejebringe den hårdt tiltrængte politiske støtte med henblik på at lette
reguleringen heraf og sende et positivt signal til potentielle investorer.
Færdiggørelsen af projekterne af interesse for Energifællesskabet er afgørende
for markedsåbningen, forsyningssikkerheden og bæredygtigheden i regionen som
helhed. I maj 2012 blev "MED-TSO"
oprettet som en platform for samarbejde mellem transmissionssystemoperatører
omkring Middelhavet, således at de bedre kan arbejde hen imod målet om en
masterplan for et integreret net i syd og for sammenkoblingen af elsystemerne
på begge sider af Middelhavet ad tre ruter i det vestlige, det centrale og det
østlige Middelhavsområde. Denne masterplan for infrastruktur, som også vil
omfatte indkredsningen af et sæt prioriterede infrastrukturprojekter, som vil
være til gavn for målet om mere integrerede elsystemer i Middelhavet, vil blive
fremlagt på Euro-Middelhavsministermødet om energi i december 2013. a) Resterende prioriteter på
elektricitetsområdet Hvad angår el, er de områder, hvor der
kræves yderligere projekter og teknologisk udvikling som følger: –
En øget grad af sammenkobling mellem Den
Iberiske Halvø og resten af kontinentet for fuldt ud at drage nytte en
optimal fordeling af elfremstillingen på grundlag af vedvarende energikilder.
På længere sigt skal mulighederne for yderligere sammenkoblinger med landene i
Nordafrika udnyttes. –
Gennemførelse af planen for sammenkobling af
det baltiske energimarked, med den fremtidige synkronisering af det
baltiske elsystem med ENTSO-E-systemet. –
Yderligere udvidelse af det finmaskede offshorenet
i de nordlige have. Selv om den nuværende liste over projekter af fælles interesse
indeholder ca. 20 sammenkoblinger og relevante interne forstærkninger, er
der kun en netklar offshoreplatform, der som forløber for det fremtidige
integrerede offshorenet involverer proaktive investeringer. Store producenter
på dette område er allerede i gang med at løse de teknologiske problemer. Man
mangler endnu at udforme og sikre en koordineret udvikling og forvaltning af
løsningerne i forbindelse med det fremtidige finmaskede net og oplagringen samt
hensigtsmæssige reguleringsmæssige og finansielle løsninger. Der skal også ses
nærmere på de rigelige geotermiske oplagringsressourcer i Island på lang sigt. –
Det vil blive nødvendigt at transportere mere og
mere el over stadig større distancer inden for Europa og fra uden for Europa.
At fjerne eller forhindre flaskehalse ved at etablere elmotorveje med
høj kapacitet vil fortsat være i fokus fremover. Sådanne elmotorveje kan
omfatte kabler ud over EU's grænser, som kobler Energifællesskabet, Tyrkiet,
Rusland og landene i Nordafrika og omkring Middelhavet sammen med EU samt
kabler til på længere sigt at importere el fra området syd for Sahara, samtidig
med at der tages hensyn til den mulige udvikling i den decentrale fremstilling
og efterspørgsel efter el. Selv om nogle af projekterne af fælles interesse
såsom de tyske nord-syd-forbindelser kan anses som en forløber på dette
prioriterede område, mangler vi endnu at løse problemerne i forbindelse med
udformningen og den koordinerede udvikling af elmotorveje i EU og at tage de
teknologiske udfordringer op. –
Det første sæt projekter af fælles interesse
omfatter kun to projekter på området intelligente elnet, som på
intelligent vis udvider forbrugsområdet, så det er bedre tilpasset den
fremstillede mængde energi og dermed viser, at det er muligt at nedbringe spændingen
i elnettet gennem et samarbejde mellem distributionssystemoperatører og
transmissionssystemoperatører og samtidig skabe bro over de nationale grænser.
Det er en ny udfordring for hidtil lokalt orienterede og
distributionscentrerede udviklere af intelligente net at etablere et vertikalt
(på distributions‑ og transmissionsniveau) samarbejde og samtidig arbejde
på tværs af de nationale grænser. Der er brug for større beslutsomhed i
forbindelse med udbredelsen af teknologien bag intelligente net, da intelligente
net giver lovende resultater, hvad angår forvaltningen af decentral og variabel
elfremstilling på grundlag af vedvarende energikilder, og nye tjenesteydelser
til kunderne som supplement til den traditionelle infrastruktur. Horisont 2020-rammeprogrammet for forskning
og innovation omfatter aktiviteter med henblik på at
fremme udviklingen af et tværeuropæisk elnet, som vil blive gennemført i
betydelig synergi med EU's elinfrastrukturpolitik. I forbindelse med disse
aktiviteter vil bl.a. de teknologiske udfordringer, som infrastrukturbehovene
skaber på mellemlang og lang sigt, blive taget op, navnlig udvikling,
demonstration og markedsføring af innovative netteknologier til støtte for
gennemførelsen af den prioriterede offshorenetkorridor i de nordlige have,
elmotorvejene og de intelligente net. Connecting Europe-faciliteten kan
med held bidrage til udbredelsen i industriel målestok af sådanne teknologier. b) Resterende prioriteter på
gasområdet Hvad angår gas, er de langsigtede mål
stadig en tilstrækkelig diversificeret gasinfrastruktur, der skal fremme
forsyningssikkerheden i EU under attraktive rammebetingelser. Selv om investeringerne
i de nuværende projekter af fælles interesse i vidt omfang kan dække de
langsigtede infrastrukturbehov, vil det alligevel være nødvendigt med visse udvidelser: –
EU er nødt til at fortsætte sine bestræbelser for
at diversificere sine forsyningskilder og yderligere udvide den sydlige
gaskorridor for derved at øge diversificeringen af forsyningerne, navnlig i
det sydøstlige Europa, og nå det politiske mål på mellemlang sigt om at dække
ca. 10 % af efterspørgslen i Europa via import fra området omkring Det
Kaspiske Hav og Mellemøsten. –
Gassystemet skal yderligere øge fleksibiliteten
for at dække behovene i forbindelse med varierende gasanvendelse, bl.a. ved
etablering af flere LNG-terminaler og ‑lagre. –
Europa er nødt til at fremme den interne
produktion og i første omgang vurdere, hvordan de interne energikilder onshore
og offshore mere systematisk kan udnyttes med henblik på en sikker, bæredygtig
og omkostningseffektiv udnyttelse heraf, uanset om der er tale om nye felter i
det østlige Middelhav, biogas eller ikkekonventionelle kilder, for så vidt som
de opfylder de høje standarder i EU-retten på miljøområdet. Alle muligheder for
at transportere gas fra det østlige Middelhav til EU skal holdes åbne, fra de
allerede eksisterende projekter af fælles interesse, der består i at bringe
cypriotisk gas som flydende naturgas eller via en rørledning til Europa. Alle
potentielle ruter skal overvejes og vurderes både ud fra et
energisikkerhedsmæssigt synspunkt og på grundlag af de relative økonomiske
omkostninger og fordele herved. c) Langsigtede kuldioxidnet Som følge af de gunstige markedsbetingelser
for kul og kulfyrede kraftværker stiger kuls andel i EU's energimix igen. Den
seneste udvikling inden for CO2-opsamling og ‑lagring har været mindre
opmuntrende, da flere projekter vedrørende CO2-opsamling og ‑lagring
synes at stå i stampe på grund af ugunstige økonomiske forhold. EU skal fortsætte
sine bestræbelser for at udforme en tværeuropæisk vision for et kuldioxidtransportnet
og indkredse de første grænseoverskridende projekter, også i samarbejde med
Norge. De næste faser af gennemførelsen af en langsigtet infrastrukturvision: • Forberede indkredsningen af projekter af fælles interesse med henblik på revideringen af EU-listen i 2015 og senere. • Fortsætte drøftelserne med nabolandene om yderligere integration af nettene og hensigtsmæssige lovgivningsmæssige rammer, navnlig inden for rammerne af Energifællesskabet og MED-TSO. • Sikre en passende støtte til projekter af fælles interesse og andre projekter, der skønnes at være af gensidig interesse inden for EU's finansielle rammer. • Undersøge, hvordan begrebet projekter af gensidig interesse bedst kan føres ud i livet. 4. Konklusioner Den første liste over projekter af fælles
interesse er kun første skridt hen imod en mere langsigtet infrastrukturvision.
EU, herunder landene i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde skal arbejde
sammen om at gennemføre det indre energimarked, fjerne alle hindringer for
energitransmission, herunder fra vedvarende energikilder og samtidig opretholde
høje standarder for forsyningssikkerheden. EU's vision på energiområdet og
derved for infrastrukturen på energiområdet rækker langt ud over det indre
marked. Det tætte samarbejde med medlemmerne af Energifællesskabet, nabolande
og strategiske partnere på energiområdet bør forsætte med henblik på at udvikle
projekter af gensidig interesse. Redskaberne findes allerede (tredje pakke og
retningslinjerne for TEN-E), og alt dette kan nås skridt for skridt inden for
en stabil og attraktiv langfristet ramme for investeringer i infrastruktur. Bilag I –
PRIORITEREDE ENERGIINFRASTRUKTURKORRIDORER OG ‑OMRÅDER[10] 1. PRIORITEREDE ELKORRIDORER 1) Offshoreelnettet i de nordlige have
("NSOG"): udvikling af et integreret offshoreelnet og de dermed
forbundne sammenkoblinger i Nordsøen, Det Irske Hav, Den Engelske Kanal,
Østersøen og de omkringliggende have til at transportere elektricitet fra
vedvarende offshore-energikilder til forbrugscentre og lagre, og til at øge
udveksling af el på tværs af landegrænser. 2) Nord-syd elsammenkoblinger i Vesteuropa
("NSI vest elektricitet"): sammenkoblinger mellem medlemsstaterne i
regionen og med Middelhavsområdet, herunder Den Iberiske Halvø, navnlig for at
integrere elektricitet fra vedvarende energikilder og styrke de interne
netinfrastrukturer for at fremme markedsintegration i regionen. 3) Nord-syd elsammenkoblinger i det centrale
Øst- og Sydøsteuropa ("NSI øst elektricitet"): sammenkoblinger og
interne linjer i nord-sydgående og øst-vestgående retning for at fuldføre det
indre marked og integrere elfremstilling på grundlag af vedvarende
energikilder. 4) Sammenkoblingsplan for det baltiske energimarked
("BEMIP elektricitet"): sammenkoblinger mellem medlemsstaterne i
Østersøområdet og tilsvarende styrkelse af de interne netinfrastrukturer for at
standse de baltiske landes isolation og fremme markedsintegrationen, bl.a. ved
at arbejde hen imod integration af vedvarende energikilder i regionen. 2. PRIORITEREDE GASKORRIDORER 5) Nord-syd gassammenkoblinger i det vestlige
Europa ("NSI vest gas"): gasinfrastruktur til nord-syd gasstrømme i
Vesteuropa med sigte på yderligere diversificering af forsyningsveje og for at
øge den kortfristede gasforsyningskapacitet. 6) Nord-syd gassammenkoblinger i det centrale
Øst- og Sydøsteuropa ("NSI øst gas"): gasinfrastrukturer til
regionale forbindelser mellem og i Østersøen og Adriaterhavet, Det Ægæiske Hav,
det østlige Middelhavsområde og Sortehavet, og til at opnå større
diversificering og bedre gasforsyningssikkerhed. 7) Den sydlige gaskorridor ("SGC"):
infrastruktur til transmission af gas fra området omkring Det Kaspiske Hav,
Centralasien, Mellemøsten og det østlige Middelhavsområde til Unionen for at
opnå en større diversificering af gasforsyningerne. 8) Sammenkoblingsplan for det baltiske
energimarked ("BEMIP gas"): gasinfrastruktur, som skal standse
isolationen af de tre baltiske lande og Finland og deres afhængighed af en
enkelt leverandør med henblik på at styrke de interne netinfrastrukturer i
overensstemmelse hermed, og skabe større diversificering af og sikkerhed for
gasforsyninger i Østersøregionen. 3. PRIORITEREDE OLIEKORRIDORER 9) Olieforsyningsforbindelser i det centrale
Østeuropa ("OSC"): interoperabilitet i olierørnettet i det centrale
Østeuropa for at øge forsyningssikkerheden og mindske miljørisici. 4. PRIORITEREDE TEMATISKE OMRÅDER 10) Intelligente net: indførelse af
intelligente forsyningsnetteknologier i Unionen med sigte på en effektiv
integration af alle elnetbrugeres adfærd og handlinger, herunder også
produktionen af store mængder elektricitet fra vedvarende energikilder eller
distribuerede energiressourcer og brugernes efterspørgselsreaktion. 11) Elmotorveje: første elmotorveje i 2020 med
henblik på at skabe et elmotorvejssystem, som dækker hele Unionen, og som er i
stand til: a) at rumme den stadig stigende
overskudsproduktion af vindenergi i og omkring de nordlige have og Østersøen og
den stigende produktion af vedvarende energi i Østeuropa og Sydeuropa og
ligeledes i Nordafrika b) at forbinde disse nye produktionscentre til
store lagerfaciliteter i de nordiske lande og Alperne og andre regioner med
store forbrugscentre, og c) at klare et stadig mere variabelt og
decentraliseret udbud af el og en fleksibel efterspørgsel efter el. 12) Grænseoverskridende kuldioxidnet:
udvikling af kuldioxidtransportinfrastruktur mellem medlemsstaterne og med
tilgrænsende tredjelande med henblik på indførelse af CO2-opsamling og
-lagring. BILAG II
- Kort over projekter af fælles interesse Bilag III: Målet om 10 %
sammenkoblinger på elområdet før og efter gennemførelsen af projekterne af
fælles interesse Bilag III:
Diversificering af forsyningskilderne før og efter gennemførelsen af
projekterne af fælles interesse på gasområdet Antal forsyningskilder, et land potentielt
har adgang til via infrastruktur
(mindst en andel på 5 %). Forsyningskilder: Aserbajdsjan, Algeriet,
Libyen, Norge, Rusland, national produktion, af forenklingshensyn er LNG
afbildet som en kilde, men mønstret viser, hvilke lande der har adgang til LNG.
Denne graf foregriber ikke nogen handelsaftaler. Kilde: ENTSO-G TYNDP 2013, Kommissionen. Bilag IV: Overholdelse af
N-1-infrastrukturstandarden før og efter gennemførelsen af projekterne af
fælles interesse Henvisning: Artikel 9 i forordning (EU)
nr. 994/2010. [1] N-1-standarden, se forordning (EU) nr. 994/2010 (EUT L
295 af 12.11.2010, s. 1-22). [2] Undersøgelse af fordelene ved et integreret europæisk
energimarked, 2012, Booz&Co;
http://ec.europa.eu/energy/infrastructure/studies/doc/20130902_energy_integration_benefits.pdf. [3] KOM(2010) 677 endelig. [4] Forordning (EU) nr. 347/2013 (EUT L 115 af 25.4.2013,
s. 39). [5] Se bilag I. [6] KOM(2011) 539 endelig. [7] C(2013) 6766 final. [8] http://ec.europa.eu/energy/infrastructure/pci/doc/20130724_pci_guidance.pdf. [9] Undersøgelse af fordelene ved et integreret europæisk
energimarked, 2012, Booz&Co. [10] Uddrag fra bilag I til forordning (EU)
nr. 347/2013 om TEN-E.