This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 52012PC0449
Proposal for a REGULATION OF THE EUROPEAN PARLIAMENT AND OF THE COUNCIL on the allocation of tariff-rate quotas applying to exports of wood from the Russian Federation to the European Union
Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING om tildelingen af toldkontingenter for eksporten af træ fra Den Russiske Føderation til Den Europæiske Union
Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING om tildelingen af toldkontingenter for eksporten af træ fra Den Russiske Føderation til Den Europæiske Union
/* COM/2012/0449 final - 2012/0217 (COD) */
Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING om tildelingen af toldkontingenter for eksporten af træ fra Den Russiske Føderation til Den Europæiske Union /* COM/2012/0449 final - 2012/0217 (COD) */
BEGRUNDELSE I forbindelse med Den Russiske Føderations tiltrædelse
af Verdenshandelsorganisationen (WTO) har Den Russiske Føderation accepteret at
sænke de gældende eksportafgiftssatser på produkter af råtræ. For visse typer
af træ, nemlig visse nåletræsarter (dvs. rødgran og skovfyr), har Rusland
accepteret at åbne toldkontingenter for eksport af disse varer og tildele Unionen
en særlig kontingentandel. Eksporttoldsatserne inden for toldkontingenterne vil
blive væsentligt lavere (dvs. 13 % for rødgran og 15 % for skovfyr i modsætning
til den gældende ubundne eksporttoldsats uden for toldkontingenterne på 25 %,
men ikke under 15 EUR/m³). Disse særlige tilsagn fra Den Russiske Føderation er
opført på WTO's liste over indrømmelser fra Den Russiske Føderation som bilag
til listens del V. En bilateral aftale i form af brevveksling (i
det følgende benævnt "aftalen") fastsætter de generelle bestemmelser
om gennemførelsen af de særlige kontingentandele, der er tildelt Unionen.
Aftalen indeholder især bestemmelser om, at mængderne af EU's toldkontingentandel
skal administreres af Unionen, og at Den Russiske Føderation skal udstede
eksportlicenser baseret på den relevante importdokumentation udstedt af Unionen. Aftalen indeholder også bestemmelser om EU's
og Den Russiske Føderations udarbejdelse af mere detaljerede tekniske
betingelser for administrationen af toldkontingenterne, når aftalen træder i
kraft. Disse tekniske betingelser er indeholdt i en protokol, som er forhandlet
mellem Unionen og Den Russiske Føderations regering (i det følgende benævnt
"protokollen"). Protokollen fastlægger reglerne for administrationen
af eksporttoldkontingenterne og eksporten inden for disse kontingenter,
herunder også bestemmelser om det samarbejde mellem de kompetente myndigheder i
Den Europæiske Union og Den Russiske Føderations regering, som er nødvendigt
for at sikre, at ordningen fungerer tilfredsstillende. Unionen har stor interesse i
toldkontingenterne, som indebærer væsentlige fordele ved eksport af træ fra
Rusland, idet satserne inden for kontingenterne er betydeligt lavere
sammenlignet med (ubundne) toldsatser uden for kontingenterne. EU's
skovbrugsindustri og brugerne på de efterfølgende trin, f.eks. papir-, bygge-
og anlægs- samt møbelindustrien, har lidt under de på hinanden følgende
forhøjelser af eksporttolden på træ, som Den Russiske Føderation har foretaget
siden 2007. De økonomiske aktører i Unionen er nu ivrige efter at få adgang til
disse råmaterialer på væsentligt bedre vilkår, og toldkontingenterne er
hovedsagelig i deres interesse. For at sikre, at administrationsordningen i
aftalen og protokollen anvendes effektivt på det tidspunkt, hvor Den Russiske
Føderation tiltræder WTO, anvendes både aftalen og protokollen midlertidigt fra
datoen for Den Russiske Føderations tiltrædelse. Artikel 3 i Rådets afgørelse 2012/105/EU
af 14. december 2011 om undertegnelse på Unionens vegne og om midlertidig
anvendelse af aftalen og protokollen bekræfter, at både aftalen og protokollen
anvendes midlertidigt indtil afslutningen af procedurerne for aftalens
indgåelse. Kommissionen bør have beføjelse til ved hjælp
af en gennemførelsesretsakt at vedtage de nødvendige bestemmelser i forbindelse
med administrationen af mængderne af de toldkontingenter, der er tildelt
eksporten til Unionen. I henhold til artikel 4 i Rådets afgørelse 2012/105/EU af 14. december
2011 om undertegnelse på Unionens vegne og om midlertidig anvendelse af aftalen
og protokollen tillægges Kommissionen beføjelse til at vedtage detaljerede
bestemmelser om, hvordan kvotetilladelser tildeles i henhold til protokollens
artikel 5, stk. 2, og alle andre bestemmelser, der er nødvendige for Den
Europæiske Unions administration af mængderne af de toldkontingenter, der er
tildelt eksporten til Den Europæiske Union. Derfor indeholder Kommissionens
gennemførelsesforordning (EU) nr. 498/2012 af 12. juni 2012 de nødvendige
midlertidige gennemførelsesbestemmelser for på den måde at sikre en fuldt
operationel administration i Unionen af dens andel af toldkontingenterne på det
tidspunkt, hvor Den Russiske Føderation tiltræder WTO. Men Kommissionens
gennemførelsesforordning (EU) nr. 498/2012 ophører med at finde anvendelse på
den dato, fra hvilken protokollen ikke længere anvendes midlertidigt (jf.
artikel 20, stk. 2, i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr.
498/2012). Kommissionen bør derfor tillægges beføjelse til ved hjælp af en
forordning vedtaget af Europa-Parlamentet og Rådet efter den almindelige
lovgivningsprocedure at vedtage de nødvendige endelige gennemførelsesbestemmelser.
For at sikre en gnidningsfri administration i Unionen
af dens andel af toldkontingenterne på det tidspunkt, hvor Den Russiske
Føderation tiltræder WTO, indeholder kapital 7 i Kommissionens
gennemførelsesforordning (EU) nr. 498/2012 bestemmelser om visse forberedelser,
som skal træffes umiddelbart efter den midlertidige gennemførelsesforordnings
ikrafttrædelse. Forberedelserne er nødvendige for at kunne beregne de maksimale
importmængder (såkaldte "lofter") for de virksomheder, der kan kræve
at få status som "traditionelle" importører i de tre første
kontingentperioder under aftalens og protokollens anvendelse (jf. artikel 5,
stk. 4, i protokollen). Retsvirkningen af de forberedelser, der
træffes i henhold til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 498/2012,
bør derfor bibeholdes ved hjælp af den nye gennemførelsesforordning, som
Kommissionen skal vedtage for at sikre økonomiske aktører retssikkerhed og
kontinuitet. 2012/0217 (COD) Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING om tildelingen af toldkontingenter for
eksporten af træ fra Den Russiske Føderation til Den Europæiske Union EUROPA-PARLAMENTET
OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR — under henvisning
til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 207, under henvisning
til forslag fra Europa-Kommissionen, efter
fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale
parlamenter, efter den
almindelige lovgivningsprocedure[1],
og ud fra følgende
betragtninger: (1) I
betragtning af den økonomiske betydning for Den Europæiske Union af importen af
råtræ og den betydning, som den Russiske Føderation har for Den Europæiske
Union som leverandør af råtræ, har Kommissionen forhandlet med Den Russiske
Føderation om tilsagn fra Den Russiske Føderation om at mindske eller afskaffe
de eksportafgifter, som den i øjeblikket anvender på råtræ. (2) Disse
tilsagn, som vil blive opført på Verdenshandelsorganisationens (WTO's) liste
over indrømmelser fra Den Russiske Føderation, når den tiltræder WTO, omfatter
toldkontingenter for eksporten af bestemte typer nåletræer, hvoraf en del er
blevet tildelt eksporten til Den Europæiske Union. (3) I
forbindelse med forhandlingerne om Den Russiske Føderations tiltrædelse af WTO
har Kommissionen på Unionens vegne forhandlet med Den Russiske Føderation om en
aftale i form af brevveksling om administrationen af disse toldkontingenter for
eksporten af visse typer af nåletræer fra Den Russiske Føderation til Unionen[2] (i det følgende benævnt
"aftalen"). (4) Som
anført i aftalen har Unionen og Den Russiske Føderation også forhandlet om
detaljerede tekniske betingelser for administrationen af toldkontingenterne,
som er en del af en aftale i form af en protokol, der er forhandlet mellem
Unionen og Den Russiske Føderations regering[3]
(i det følgende benævnt "protokollen"). (5) Den
14. december 2011 vedtog Rådet afgørelse 2012/105/EU[4] om undertegnelse af aftalen og
protokollen og midlertidig anvendelse heraf fra datoen for den Russiske
Føderations tiltrædelse af WTO. Aftalen og protokollen blev undertegnet den 16.
december 2011. (6) I
overensstemmelse med aftalen administrerer Unionen den andel af
toldkontingenterne, der blev tildelt Unionen, gennem EU's interne procedurer. I
henhold til afgørelse 2012/105/EU vedtager Kommissionen detaljerede bestemmelser
om, hvordan kvotetilladelser tildeles i henhold til protokollen, og alle andre
bestemmelser, der er nødvendige for EU's administration af mængderne af de toldkontingenter,
der er tildelt eksporten til Unionen. Kommissionens gennemførelsesforordning
(EU) nr. 498/2012 af 12. juni 2012 om tildelingen af toldkontingenter for
eksporten af træ fra Den Russiske Føderation til Den Europæiske Union[5] indeholder de nødvendige
midlertidige gennemførelsesbestemmelser for på den måde at sikre en fuldt
operationel administration i Unionen af dens andel af toldkontingenterne på det
tidspunkt, hvor Den Russiske Føderation tiltræder WTO. Nævnte forordning finder
ikke længere anvendelse, når aftalen og protokollen vedtages og træder i kraft.
(7) For
at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af aftalen og protokollen
efter ikrafttrædelsen bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser.
Disse beføjelser bør udøves i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og
principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse
af gennemførelsesbeføjelser[6]. (8) Undersøgelsesproceduren
bør anvendes i forbindelse med vedtagelsen af gennemførelsesretsakterne med bestemmelser
om, hvordan kvotetilladelser tildeles, og alle andre bestemmelser, som er
nødvendige for administrationen i Unionen af mængderne af de toldkontingenter,
der tildeles eksporten til Unionen, ved gennemførelse af aftalen og
protokollen, i betragtning af at disse retsakter vedrører den fælles
handelspolitik og derfor hører ind under artikel 2, stk. 2, litra b), nr. iv),
i forordning (EU) nr. 182/2011. (9) For
at sikre økonomiske aktører retssikkerhed og kontinuitet bør retsvirkningen af
de forberedelser, der allerede er truffet i henhold til
gennemførelsesforordning (EU) nr. 498/2012, bibeholdes ved hjælp af nye
gennemførelsesretsakter, der skal vedtages i henhold til denne forordning, som
om nævnte forberedelser var blevet truffet i henhold til den tilsvarende bestemmelse
i nævnte nye gennemførelsesretsakter ‑ VEDTAGET DENNE FORORDNING: Artikel 1 1. Ved gennemførelse af aftalen
mellem Den Europæiske Union og Den Russiske Føderation om administrationen af
toldkontingenter for eksporten af træ fra Den Russiske Føderation til Den
Europæiske Union og af protokollen om tekniske betingelser i henhold til
aftalen vedtager Kommissionen detaljerede bestemmelser om, hvordan
kvotetilladelser tildeles i henhold til protokollens artikel 5, stk. 2, og alle
andre bestemmelser, der er nødvendige for EU's administration af mængderne af de
toldkontingenter, der er tildelt eksporten til Unionen. Disse
gennemførelsesretsakter vedtages i overensstemmelse med undersøgelsesproceduren
i artikel 2. 2. De gennemførelsesretsakter,
der er omhandlet i stk. 1, bibeholder retsvirkningen af de forberedelser, der
er truffet i henhold til gennemførelsesforordning (EU) nr. 498/2012. Artikel 2 Kommissionen bistås af det træudvalg, der er
nedsat ved artikel 5 i afgørelse 2012/105/EF. Nævnte udvalg er et udvalg som
omhandlet i forordning (EU) nr. 182/2011. Udvalget kan undersøge ethvert
spørgsmål vedrørende anvendelsen af aftalen og protokollen, som rejses af
Kommissionen eller efter anmodning fra en medlemsstat. Når der henvises til denne artikel, finder
artikel 5 i forordning (EU) nr. 182/2011 anvendelse. Artikel 3 Denne forordning træder i kraft på dagen for
offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende. Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i
hver medlemsstat. Udfærdiget i Bruxelles, den […]. På Europa-Parlamentets vegne På
Rådets vegne
Formand Formand [1] Europa-Parlamentets udtalelse af [XXX] og Rådets
afgørelse af [XXX]. [2] EUT L 57 af 29.2.2012, s. 3. [3] EUT L 57 af 29.2.2012, s. 5. [4] EUT L 57 af 29.2.2012, s. 1. [5] EUT L 152 af 13.6.2012, s. 28. [6] EUT L 55 af 28.2.2011, s. 13.