Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52012JC0032

Fælles forslag til RÅDETS FORORDNING om ændring af Rådets forordning (EU) nr. 270/2011 af 21. marts 2011 om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Egypten

/* JOIN/2012/032 final - 2012/0317 (NLE) */

52012JC0032

Fælles forslag til RÅDETS FORORDNING om ændring af Rådets forordning (EU) nr. 270/2011 af 21. marts 2011 om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Egypten /* JOIN/2012/032 final - 2012/0317 (NLE) */


BEGRUNDELSE

(1) Den 21. marts 2011 vedtog Rådet afgørelse 2011/172/FUSP om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Egypten.

(2) Ved Rådets afgørelse 2012/…/FUSP af …. indføres en ændring af de i artikel 1 anførte undtagelser med henblik på at udvide deres anvendelsesområde for at tillade frigivelse af pengemidler eller økonomiske ressourcer, hvor dette er nødvendigt for at efterkomme en retslig eller administrativ afgørelse, der er truffet i EU, eller en retslig afgørelse, der kan fuldbyrdes i en medlemsstat.

(3) Det er nødvendigt at ændre forordning (EU) nr. 270/2011 af 21. marts 2011 om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situation i Egypten for at give denne afgørelse virkning.

(4) Artikel 9 i forordning (EU) nr. 270/2011 vedrører personers, enheders og organers udveksling af oplysninger for at fremme overholdelsen af forordningen. I overensstemmelse med artikel 9, stk. 2, må oplysninger, der afgives eller modtages, kun benyttes til de formål, til hvilke de er afgivet eller modtaget. Ændringen præciserer, at denne bestemmelse ikke forhindrer medlemsstaterne i at udveksle oplysninger med Egypten og andre medlemsstater i henhold til national lovgivning for at bidrage til inddrivelsen af uretmæssigt tilegnede aktiver under visse omstændigheder.

(5) Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og Europa-Kommissionen foreslår at ændre Rådets forordning (EF) nr. 270/2011 af 21. marts 2011 i overensstemmelse hermed.

2012/0317 (NLE)

Fælles forslag til

RÅDETS FORORDNING

om ændring af Rådets forordning (EU) nr. 270/2011 af 21. marts 2011 om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Egypten

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 215,

under henvisning til Rådets afgørelse 2011/172/FUSP af 21. marts 2011 om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Egypten[1].

under henvisning til fælles forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)       Foranstaltningerne i Rådets afgørelse 2011/172/FUSP får virkning ved Rådets forordning (EU) nr. 270/2011 af 21. marts 2011 om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Egypten[2].

(2)       Ved Rådets afgørelse 2012/…/FUSP af …. indføres en ændring af Rådets afgørelse 2011/172/FUSP for at gøre det muligt at frigive pengemidler eller økonomiske ressourcer, når det er nødvendigt for at efterkomme en retslig eller administrativ afgørelse, der er truffet i EU, eller en retslig afgørelse, der kan fuldbyrdes i en medlemsstat.

(3)       Artikel 9 i Rådets forordning (EU) nr. 270/2011 vedrører oplysninger, som personer, enheder og organer skal udveksle med de kompetente myndigheder i medlemsstaterne, og som skal fremsendes til Kommissionen, for at fremme overholdelsen af forordningen. I overensstemmelse med artikel 9, stk. 2, må oplysninger, der afgives eller modtages, kun benyttes til de formål, til hvilke de er afgivet eller modtaget. Dette forhindrer ikke medlemstaterne i at udveksle sådanne oplysninger med Egypten og andre medlemsstater i henhold til national lovgivning, når det er nødvendigt og udelukkende har til formål at bidrage til inddragelsen af uretmæssigt tilegnede aktiver.

(4)       Forordning (EU) nr. 270/2011 bør der ændres i overensstemmelse hermed —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Rådets forordning (EF) nr. 270/2011 ændres således:

1)           Artikel 5 affattes således:

"Artikel 5

1. Uanset artikel 2 kan medlemsstaternes kompetente myndigheder, jf. webstederne angivet i bilag II, give tilladelse til frigivelse af visse indefrosne pengemidler og økonomiske ressourcer, hvis følgende betingelser er opfyldt:

a) pengemidlerne eller de økonomiske ressourcer er omfattet af en voldgiftsmæssig afgørelse, der er truffet forud for den dato, hvor de fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer, der er omhandlet i artikel 2, blev opført på listen i bilag I, eller af en judiciel eller administrativ afgørelse, der er truffet i EU, eller en judiciel afgørelse, der kan fuldbyrdes i den pågældende medlemsstat, forud for eller efter den dato

b) pengemidlerne eller de økonomiske ressourcer skal udelukkende anvendes til at opfylde fordringer, der er sikret ved en sådan afgørelse eller er anerkendt som gyldige ved en sådan afgørelse, inden for de grænser, som er fastsat ved gældende lovgivning og administrative bestemmelser om sådanne fordringshaveres rettigheder

c) afgørelsen er ikke til fordel for en fysisk eller juridisk person eller enhed eller et organ, der er opført på listen i bilag I

d) anerkendelse af afgørelsen er ikke i strid med almindelige retsprincipper i den pågældende medlemsstat.

2. Den kompetente myndighed underretter den kompetente myndighed i de andre medlemsstater og Kommissionen om alle tilladelser, der gives i henhold til denne artikel."

Artikel 2

2)           I artikel 9 indsættes følgende som stk. 3:

3.         Artikel 2 forhindrer ikke medlemstaterne i at udveksle sådanne oplysninger med Egypten og andre medlemsstater i henhold til deres nationale lovgivning, når det er nødvendigt og udelukkende har til formål at bidrage til inddragelsen af uretmæssigt tilegnede aktiver.

Artikel 3

Denne forordning træder i kraft på dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den […].

                                                                       På Rådets vegne

                                                                       Formand

[1]               EUT L 76 af 22.3.2011, s. 63.

[2]               EUT L 76 af 22.3.2011, s. 4.

Top