This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 52011PC0132
Joint proposal for a COUNCIL REGULATION concerning restrictive measures directed against certain persons, entities and bodies in view of the situation in Egypt
Fælles forslag til RÅDETS FORORDNING om restriktive foranstaltninger mod visse personer, enheder og organer under hensyn til situationen i Egypten
Fælles forslag til RÅDETS FORORDNING om restriktive foranstaltninger mod visse personer, enheder og organer under hensyn til situationen i Egypten
/* KOM/2011/0132 endelig udg.- NLE 2011/0056 */
/* KOM/2011/0132 endelig udg.- NLE 2011/0056 */ Fælles forslag til RÅDETS FORORDNING om restriktive foranstaltninger mod visse personer, enheder og organer under hensyn til situationen i Egypten
[pic] | EUROPA-KOMMISSIONEN | UNIONENS HØJTSTÅENDE REPRÆSENTANT FOR UDENRIGSANLIGGENDER OG SIKKERHEDSPOLITIK | Bruxelles, den 10.3.2011 KOM(2011) 132 endelig 2011/0056 (NLE) Fælles forslag til RÅDETS FORORDNING om restriktive foranstaltninger mod visse personer, enheder og organer under hensyn til situationen i Egypten BEGRUNDELSE 1. I Rådets afgørelse 2011/[…]/FUSP er der truffet bestemmelse om, at der skal vedtages restriktive foranstaltninger over for de personer, der er ansvarlige for uretmæssig tilegnelse af den egyptiske stats midler, og som derved berøver det egyptiske folk udbyttet af den bæredygtige udvikling af dets økonomi og samfund og samtidig underminerer udviklingen af demokrati i landet. 2. Disse foranstaltninger består i at indefryse pengemidler og økonomiske ressourcer tilhørende de personer, der er opført på listen i bilaget til FUSP-afgørelsen. EU's højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og Kommissionen foreslår at give disse foranstaltninger virkning med en forordning med hjemmel i artikel 215, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF). 2011/0056 (NLE) Fælles forslag til RÅDETS FORORDNING om restriktive foranstaltninger mod visse personer, enheder og organer under hensyn til situationen i Egypten RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR — under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 215, stk. 2, under henvisning til Rådets afgørelse 2011/[…]/FUSP af […] om restriktive foranstaltninger mod visse personer, enheder og organer under hensyn til situationen i Egypten, under henvisning til fælles forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og Kommissionen, efter høring af Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse, og ud fra følgende betragtninger: 3. I Rådets afgørelse 2011/[…]/FUSP er der truffet bestemmelse om, at der skal indefryses pengemidler og økonomiske ressourcer tilhørende visse personer, der er ansvarlige for uretmæssig tilegnelse af den egyptiske stats midler, og som derved berøver det egyptiske folk udbyttet af den bæredygtige udvikling af dets økonomi og samfund og underminerer udviklingen af demokrati i landet, og over for personer med tilknytning til dem. Disse fysiske og juridiske personer, enheder og organer er opført på listen i bilaget til afgørelsen. 4. Da disse foranstaltninger falder ind under anvendelsesområdet for traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, er lovgivning på EU-plan nødvendig for deres gennemførelse, navnlig for at sikre, at de økonomiske aktører i alle medlemsstaterne anvender dem ensartet. 5. I denne forordning overholdes de grundlæggende rettigheder og de principper, som bl.a. Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder anerkender, herunder retten til adgang til effektive retsmidler og til en retfærdig rettergang og retten til beskyttelse af personoplysninger. Denne forordning bør anvendes i overensstemmelse med disse rettigheder og principper. 6. For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af denne forordning, bør gennemførelsesbeføjelserne overdrages til Kommissionen. 7. Med henblik på gennemførelsen af denne forordning og for at skabe størst mulig retssikkerhed i Unionen bør navne og andre relevante oplysninger om fysiske og juridiske personer, enheder og organer, hvis pengemidler og økonomiske ressourcer skal indefryses i overensstemmelse med denne forordning, gøres offentligt tilgængelige. Enhver behandling af personoplysninger bør ske i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og fri udveksling af sådanne oplysninger[1] samt Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger[2]. 8. For at sikre, at foranstaltningerne i denne forordning er effektive, bør den træde i kraft straks — VEDTAGET DENNE FORORDNING: Artikel 1 I denne forordning forstås ved: a) "pengemidler": finansielle aktiver og midler af enhver art, herunder, men ikke begrænset til: i) kontanter, checks, pengefordringer, veksler, anvisninger og andre betalingsinstrumenter ii) indeståender i finansieringsinstitutter eller andre enheder, saldi på konti, tilgodehavender og tilgodehavendebeviser iii) børsnoterede og unoterede værdipapirer og gældsinstrumenter, herunder aktier og andre ejerandele, værdipapircertifikater, obligationer, gældsbeviser, warrants, usikrede værdipapirer og derivatkontrakter iv) renter, udbytte eller andre indtægter eller værdier hidrørende fra aktiver v) kreditter, modregningsrettigheder, garantier, opfyldelsesgarantier eller andre finansielle forpligtelser vi) remburser, konnossementer, løsørepantebreve vii) dokumenter, der godtgør en andel i eller krav på pengemidler eller økonomiske ressourcer b) "indefrysning af pengemidler": hindring af enhver bevægelse, overførsel, ændring og brug af, adgang til eller omgang med pengemidler på en hvilken som helst måde, der vil føre til en ændring i omfang, beløb, placering, ejerforhold, besiddelse, art og bestemmelse eller anden ændring, som vil gøre det muligt at anvende de pågældende pengemidler, herunder porteføljeforvaltning c) "økonomiske ressourcer": aktiver af enhver art, både materielle og immaterielle, og såvel løsøre som fast ejendom, som ikke er pengemidler, men som kan benyttes til at opnå pengemidler, varer eller tjenesteydelser d) "indefrysning af økonomiske ressourcer": hindring af, at sådanne aktiver på nogen måde anvendes til at opnå pengemidler, varer eller tjenesteydelser, herunder også ved salg, leje eller pantsætning e) "Unionens område": de af medlemsstaternes områder, hvor traktaten finder anvendelse på de betingelser, der er fastsat i traktaten, herunder deres luftrum. Artikel 2 1. Alle pengemidler og økonomiske ressourcer, som tilhører eller ejes, besiddes eller kontrolleres af de fysiske og juridiske personer, enheder og organer, der er opført på listen i bilag I, indefryses. 2. Pengemidler og økonomiske ressourcer må hverken direkte eller indirekte stilles til rådighed for de fysiske og juridiske personer, enheder og organer, der er opført på listen i bilag I, eller stilles til rådighed til fordel for dem. 3. Bevidst og forsætlig deltagelse i aktiviteter, der direkte eller indirekte har til formål eller til følge at omgå de i stk. 1 og 2 omhandlede foranstaltninger, er forbudt. Artikel 3 1. Bilag I omfatter de fysiske og juridiske personer, enheder og organer, som Rådet i henhold til artikel 1, stk. 1, i Rådets afgørelse 2011/[…]/FUSP af […] har konstateret er ansvarlige for uretmæssig tilegnelse af den egyptiske stats midler, og fysiske eller juridiske personer, enheder og organer med tilknytning til dem. 2. Bilag I må udelukkende indeholde følgende oplysninger om de fysiske personer, der er opført på listen: a) til identifikation: fysiske personers efternavn og fornavne (herunder eventuelle kaldenavne og titler), fødselsdato og fødested, nationalitet, pasnummer og identitetskortnummer, skatteregistreringsnummer og socialsikringsnummer, køn, adresse eller andre oplysninger om, hvor vedkommende opholder sig; stilling eller erhverv b) datoen, hvor den fysiske eller juridiske person, enheden eller organet er blevet optaget i bilaget c) begrundelsen for opførelsen på listen. 3. Bilag I kan også indeholde oplysninger om familiemedlemmer til personerne på listen, men kun hvis sådanne oplysninger anses for at være nødvendige i den konkrete sag med henblik på at kontrollere identiteten af den fysiske person på listen. Artikel 4 1. Uanset artikel 2 kan medlemsstaternes kompetente myndigheder, jf. webstederne angivet i bilag II, give tilladelse til frigivelse af visse indefrosne pengemidler eller økonomiske ressourcer eller til, at visse indefrosne pengemidler eller økonomiske ressourcer stilles til rådighed på de vilkår, som de finder hensigtsmæssige, når de har konstateret, at pengemidlerne eller de økonomiske ressourcer: a) er nødvendige for at dække vitale behov for de personer, der er opført på listen i bilag I, og for de familiemedlemmer, de har forsørgelsespligt over for, herunder til betaling af fødevarer, husleje eller hypoteklån, medicin og lægebehandling, skatter, forsikringspræmier og offentlige forbrugsafgifter b) udelukkende er bestemt til betaling af rimelige honorarer eller godtgørelse af afholdte udgifter i forbindelse med juridisk bistand c) alene er bestemt til betaling af afgifter eller administrationsgebyrer for rutinemæssig opbevaring eller forvaltning af indefrosne pengemidler eller økonomiske ressourcer, eller d) er nødvendige til at dække ekstraordinære udgifter, dog kun hvis medlemsstaten har meddelt de øvrige medlemsstater og Kommissionen, hvorfor den finder, at der bør gives en sådan særlig tilladelse, mindst to uger før meddelelsen af tilladelsen. 2. Den pågældende medlemsstat underretter de øvrige medlemsstater og Kommissionen om alle tilladelser, der gives i henhold til stk. 1. Artikel 5 1. Uanset artikel 2 kan medlemsstaternes kompetente myndigheder, jf. webstederne angivet i bilag II, give tilladelse til frigivelse af visse indefrosne pengemidler og økonomiske ressourcer, hvis følgende betingelser er opfyldt: a) pengemidlerne eller de økonomiske ressourcer er omfattet af en retslig eller administrativ afgørelse eller en voldgiftsafgørelse om tilbageholdsret, der er truffet inden den dato, hvor personen, enheden eller organet i artikel 2 blev optaget i bilag I, eller af en dom, en administrativ afgørelse eller en voldgiftskendelse, der er afsagt før denne dato b) pengemidlerne eller de økonomiske ressourcer skal udelukkende anvendes til at indfri fordringer, der er sikret ved en sådan tilbageholdelsesret eller er anerkendt som gyldige ved en sådan dom, inden for de begrænsninger, som er fastsat i gældende love og administrative bestemmelser om sådanne fordringshaveres rettigheder c) tilbageholdelsesretten eller dommen, afgørelsen eller kendelsen er ikke til fordel for personer, enheder eller organer, der er opført i bilag I, og d) anerkendelse af afgørelsen om tilbageholdelsesret eller dommen er ikke i strid med grundlæggende retsprincipper i den pågældende medlemsstat. 2. Den pågældende medlemsstat underretter de øvrige medlemsstater og Kommissionen om alle tilladelser, der gives i henhold til stk. 1. Artikel 6 1. Artikel 2, stk. 2, finder ikke anvendelse på beløb, der tilføres indefrosne konti, i form af: a) renter og andre indtægter af disse konti eller b) forfaldne beløb i henhold til kontrakter, aftaler eller forpligtelser, som er indgået eller opstået forud for den dato, hvor den fysiske eller juridiske person, enheden eller organet, jf. artikel 2, blev optaget i bilag I, forudsat at disse renter, andre indtægter og forfaldne beløb indefryses i henhold til artikel 2, stk. 1. 2. Artikel 2, stk. 2, er ikke til hinder for, at finansierings- eller kreditinstitutioner i Unionen, der modtager pengemidler til en konto tilhørende en fysisk eller juridisk person, en enhed eller et organ, krediterer de indefrosne konti med disse beløb, forudsat at alle beløb, der tilføres disse konti, også indefryses. Finansierings- eller kreditinstitutterne underretter straks den kompetente myndighed om sådanne transaktioner. Artikel 7 Uanset artikel 2 kan medlemsstaternes kompetente myndigheder, jf. webstederne i bilag II, når en person, en enhed eller et organ opført i bilag I skal betale forfaldne beløb i henhold til kontrakter, aftaler eller forpligtelser, den pågældende person eller enhed eller det pågældende organ har indgået eller pådraget sig inden den dato, hvor den pågældende person eller enhed eller det pågældende organ blev optaget på listen, tillade frigivelse af visse indefrosne pengemidler eller økonomiske ressourcer på de vilkår, de finder hensigtsmæssige, hvis følgende betingelser er opfyldt: a) den kompetente myndighed har fastslået: i) at pengemidlerne eller de økonomiske ressourcer skal anvendes til en betaling, der skal foretages af en person, en enhed eller et organ, som er opført på listen i bilag I ii) at betalingen ikke er i strid med artikel 2, stk. 2, b) den pågældende medlemsstat mindst to uger, før tilladelsen gives, har meddelt de andre medlemsstater og Kommissionen, at dens kompetente myndighed har fastslået, at betingelserne i litra a) er opfyldt, og at den påtænker at give en tilladelse. Artikel 8 1. Fysiske og juridiske personer, enheder og organer, som implementerer forordningen, herunder disses ledelse og personale, kan ikke på nogen måde drages til ansvar for at have indefrosset pengemidler og økonomiske ressourcer eller for at have afvist at stille pengemidler eller økonomiske ressourcer til rådighed, når det er gjort i god tro i forvisning om, at det er i overensstemmelse med denne forordning, medmindre det godtgøres, at indefrysningen eller tilbageholdelsen er sket som følge af forsømmelighed. 2. Forbuddet i artikel 2, stk. 2, medfører ikke nogen form for ansvar for de berørte fysiske eller juridiske personer, enheder og organer, som har stillet disse pengemidler eller økonomiske ressourcer til rådighed, hvis disse ikke vidste og ikke havde rimelig grund til at formode, at deres handling ville være i strid med det pågældende forbud. Artikel 9 1. Med forbehold af gældende regler vedrørende indberetning, fortrolighed og tavshedspligt skal fysiske og juridiske personer, enheder og organer: a) øjeblikkeligt videregive oplysninger, der kan fremme overholdelsen af denne forordning, herunder oplysninger om konti og beløb, som er indefrosset i medfør af artikel 2, til den kompetente myndighed, jf. webstederne i bilag II, i den medlemsstat, hvor de pågældende er bosat eller befinder sig, og direkte eller via medlemsstaterne fremsende oplysningerne til Kommissionen, og b) samarbejde med den kompetente myndighed om kontrol af disse oplysninger. 2. Alle oplysninger, som gives eller modtages i henhold til denne artikel, må kun anvendes til de formål, hvortil de er givet eller modtaget. Artikel 10 Kommissionen og medlemsstaterne underretter straks hinanden om de foranstaltninger, der træffes i henhold til denne forordning, og udveksler andre relevante oplysninger, som de råder over, og som har relation til denne forordning, navnlig oplysninger om overtrædelser, håndhævelsesproblemer og domme afsagt af nationale domstole. Artikel 11 1. Kommissionen bemyndiges til: a) at ændre bilag I på grundlag af afgørelser vedrørende bilag I til Rådets afgørelse 2011/[…]/FUSP, og b) at ændre bilag II på grundlag af oplysninger fra medlemsstaterne. 2. Kommissionen angiver grundene til opførelsen på listen i afgørelserne truffet i henhold til stk. 1, litra a), og meddeler sin afgørelse til den fysiske eller juridiske person, den enhed eller det organ, der er omhandlet i bilag I, enten individuelt, eller hvis adressen ikke er kendt, ved offentliggørelse af en bekendtgørelse, der giver den pågældende fysiske eller juridiske person, enheden eller organet mulighed for at fremsætte bemærkninger. 3. Hvis der fremsættes bemærkninger, tager Kommissionen bilag I op til fornyet overvejelse, og oplyser personerne, enhederne eller organerne herom. 4. Kommissionen behandler personoplysninger med henblik på udførelsen af sine opgaver i henhold til denne forordning. Disse opgaver omfatter: a) udarbejdelse af ændringer af bilag I til denne forordning b) indførelse af indholdet af dette bilag i den elektroniske, konsoliderede liste, som findes på Kommissionens hjemmeside, over personer, grupper og enheder, der er omfattet af EU's finansielle sanktioner[3] c) behandling af oplysninger om konsekvensen af foranstaltningerne i denne forordning, såsom værdien af de indefrosne pengemidler og oplysninger om tilladelser givet af de kompetente myndigheder. 6. Kommissionen kan kun behandle relevante oplysninger om lovovertrædelser, der er begået af fysiske personer på listen, og om straffedomme eller sikkerhedsforanstaltninger, der vedrører disse personer, når en sådan behandling er nødvendig for at udarbejde bilag I til denne forordning. Sådanne oplysninger må hverken offentliggøres eller udveksles. 7. Med henblik på denne forordning udpeges det kontor i Kommissionen, der er anført i bilag II, som "registeransvarlig" for Kommissionen, jf. artikel 2, litra d), i forordning (EF) nr. 45/2001, for at sikre, at de berørte fysiske personer kan udøve deres rettigheder i henhold til forordning (EF) nr. 45/2001. Artikel 12 1. Medlemsstaterne fastsætter bestemmelser om sanktioner for overtrædelse af denne forordning og træffer alle nødvendige foranstaltninger til at sikre gennemførelsen heraf. Sanktionerne skal være effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsernes grovhed og have afskrækkende virkning. 2. Medlemsstaterne giver Kommissionen meddelelse om disse bestemmelser straks efter denne forordnings ikrafttræden og underretter den om senere ændringer. Artikel 13 Når denne forordning indeholder krav om, at der skal gives meddelelse eller underretning til Kommissionen eller på anden måde kommunikeres med den, skal der bruges den adresse og øvrige kontaktoplysninger, der er angivet i bilag II. Artikel 14 Denne forordning finder anvendelse: a) på Unionens område, herunder dens luftrum b) om bord på fly og skibe under en medlemsstats jurisdiktion c) på alle personer inden for eller uden for Unionens område, som er statsborgere i en medlemsstat d) på alle juridiske personer, enheder og organer, der er oprettet eller stiftet i henhold til en medlemsstats lovgivning e) på alle juridiske personer, enheder og organer med hensyn til enhver erhvervsaktivitet, som helt eller delvis finder sted inden for Unionen. Artikel 15 Denne forordning træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende . Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat. Udfærdiget i Bruxelles, den [...]. På Rådets vegne […] Formand BILAG I Liste over fysiske og juridiske personer, enheder og organer, jf. artikel 2, stk. 1 (udfyldes af Rådet) ________________ BILAG II Liste over medlemsstaternes kompetente myndigheder, jf. artikel 4, stk. 1, artikel 5, stk. 1, artikel 7 og artikel 8, stk. 1, samt adresse til brug ved meddelelser til Europa-Kommissionen (Udfyldes af medlemsstaterne) A. Kompetente myndigheder i hver medlemsstat: BELGIEN BULGARIEN TJEKKIET DANMARK TYSKLAND ESTLAND IRLAND GRÆKENLAND SPANIEN FRANKRIG ITALIEN CYPERN LETLAND LITAUEN LUXEMBOURG UNGARN MALTA NEDERLANDENE ØSTRIG POLEN PORTUGAL RUMÆNIEN SLOVENIEN SLOVAKIET FINLAND SVERIGE DET FORENEDE KONGERIGE B. Adresse, hvortil meddelelser til Europa-Kommissionen skal sendes: Europa-KommissionenTjenesten for Udenrigspolitiske InstrumenterCHAR 12/1061049 BruxellesBelgienE-mail: relex-sanctions@ec.europa.euTlf.: (32 2) 295 55 85Fax: (32 2) 299 08 73 [1] EFT L 8 af 12.1.2001, s. 1. [2] EFT L 281 af 23.11.1995, s. 31. [3] http://ec.europa.eu/external_relations/cfsp/sanctions/consol-list_en.htm.