19.1.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 18/100

1.1

Udvalget glæder sig over Kommissionens initiativ, som for første gang giver udtryk for bekymring med hensyn til håndhævelse af gældende fællesskabsret om forbrugerbeskyttelse.

1.2

Bemærker imidlertid, at håndhævelsen af EU-ret i forbindelse med forbrugerrettigheder rent juridisk betragtet ikke adskiller sig synderligt fra håndhævelse af EU-ret i almindelighed og minder i den forbindelse om udvalgets mange udtalelser på området.

1.3

Erkender imidlertid, at den ufordelagtige situation, som forbrugerne ud fra en social synsvinkel befinder sig i, og som gør dem til den »svage part« i et retsforhold, der er naturligt ubalanceret, retfærdiggør en særlig opmærksomhed over for, hvordan man kontrollerer gennemførelsen i de respektive nationale bestemmelser.

1.4

Konstaterer også ud fra et økonomisk synspunkt, at den klare forskel i måden, hvorpå denne lovgivning finder anvendelse i de respektive medlemsstater, kan risikere at skabe forvridninger på det indre marked og skade en sund og fair konkurrence.

1.5

Til trods for de fremskridt, der henvises til i punkterne 2.1, 3.14, 4.2, 4.3, 4.4, 4.5 og 4.6 beklager udvalget, at Kommissionen ikke har grebet denne chance for at fremlægge en informativ og struktureret tekst om den konkrete situation vedrørende anvendelse af EU-lovgivningen på forbrugerbeskyttelsesområdet og klart og præcist definere de grundlæggende parametre for lovgivningens anvendelse og gøre fremskridt med en liste af forslag til veldefinerede og gennemførlige foranstaltninger, der kan forbedre situationen i nærmeste fremtid.

1.6

Udvalget er skuffet over, at Kommissionen end ikke har konkluderet, at der er alvorlige mangler i anvendelsen af EU-lovgivningen på området, som den hverken sætter tal på eller beskriver, og for hvilken den end ikke anfører eller analyserer årsagerne.

1.7

Udvalget er også skuffet over at konstatere, at Kommissionen i stedet har begrænset sig til klichéer og forbigår en politisk mulighed ved at fremføre en række ubegrundede udtalelser, som ikke har noget praktisk formål og på uforklarlig vis undlader at bebude nye initiativer og ikke forholder sig til de nødvendige finansielle midler.

1.8

Selv i de positive udviklinger, som allerede er blevet defineret i tidligere strategidokumenter, mangler en kurslinje, der kunne skabe kohærens. Man har navnlig forsømt at tage højde for de positive resultater i forbindelse med anvendelse af forordningen (EF) 2006/2004 (1), samt den velskrevne gennemførelsesrapport, der er vigtig for at forstå meddelelsen.

1.9

EØSU beklager, at Kommissionen ikke har benyttet sig af muligheden for at tage fat på den ofte fremsatte anmodning, om at henstillinger vedrørende de principper, der gælder for de ansvarlige instanser for udenretslig bilæggelse af forbrugertvister, omdannes til direktiver eller forordninger, som er obligatoriske.

1.10

Udvalget opfordrer indtrængende Kommissionen til inden for nærmeste fremtid at vende tilbage til dette spørgsmål om anvendelse af EU-forbrugerlovgivningen, men inden for meget bredere rammer af et instrument, der tager udgangspunkt i en grundig undersøgelse og høring af alle interessenter (stakeholders). Det kunne f.eks. være en hvidbog, for derved at komme med en grundig definition af en egentlig politisk EU-strategi på området.

2.1

Det ser ud til, at Kommissionen ved at henlede opmærksomheden på håndhævelse af gældende fællesskabsret om forbrugerbeskyttelse, for første gang placerer spørgsmålet om lovgivningens effektivitet centralt, hvilket er meget positivt. Det viser, at Kommissionen ikke bare er interesseret i »Law in the books« men også »law in action«, dvs. den måde hvorpå juridiske standarder accepteres, fortolkes og anvendes af de berørte parter, nemlig offentlige myndigheder — især domstolene — erhvervslivet og borgerne generelt.

2.2

Dette problem har i mange år været et centralt emne i adskillige EØSU-udtalelser, som gentagne gange har henledt opmærksomheden på dette og fremsat henstillinger og forslag til tiltag (2), herunder dem, der er i følgende initiativudtalelse: »Forbrugerpolitikken efter EU's udvidelse« (3), »Metoder til at forbedre EU-lovgivningens gennemførelse og håndhævelse« (4) og »Proaktiv ret: endnu et skridt mod bedre lovgivning på EU-niveau« (5).

2.3

I den forbindelse er det afgørende at skelne mellem på den ene side den frivillige overholdelse af lovgivningen af dem, for hvem lovgivningen er tiltænkt — og som kan have meget forskellige grunde til at være motiverede og tilskyndede til at overholde reglerne — og på den anden side lovgivningens tvangsfuldbyrdelse gennem domstolen som juridisk instans, men også andre administrative instanser med beføjelser til at pålægge sanktioner, såfremt lovgivningen ikke overholdes.

2.4

De forskellige beskrevne situationer fortjener etisk set at blive behandlet forskelligt ud fra en social, økonomisk men også juridisk synsvinkel, idet de indeholder vidt forskellige adfærdsmæssige komponenter, som man ikke kan se bort fra, når man skal foretage en overordnet evaluering af en hvilken som helst forgrening af lovgivningen navnlig den europæiske forbrugerlovgivning.

2.5

EØSU er enig med Kommissionen i, at en af målsætningerne — men ikke den eneste — for en forbrugerpolitik er »at skabe et miljø, hvor forbrugerne sikkert og uden hensyntagen til nationale grænser kan købe varer og tjenesteydelser«. EØSU mener dog hverken, at forbrugerpolitikken træder i stedet for gennemførelsen af det indre marked, eller at forbrugerne blot er instrumenter til »at sikre, at det indre marked fungerer«. I modsætning til Kommissionen har EØSU derfor allerede gjort gældende, at direktivet om illoyal handelspraksis faktisk er et godt eksempel på, hvordan man laver »dårligere lovgivning« (6) i en sådan grad, at det har ført til en kaotisk håndhævelse i medlemsstaterne. EØSU beklager faktisk, at man har fulgt dette »eksempel« i de seneste direktiver om forbrugerkredit og »time-share«, og at det stadig følges i direktivet om »forbrugerrettigheder«.

2.6

Det er ud fra dette perspektiv, der placerer definitionen af forbrugerrettighederne inden for de bredere rammer af borgerrettighederne, hvor EØSU — og Kommissionen — mener, at »den effektive anvendelse af lovgivningen (EU-lovgivningen om forbrugerbeskyttelse) derfor udgør en prioritet inden for forbrugerpolitikken« i det omfang, at det kun er den effektivt anvendte lovgivning, der kan gennemføre de værdier, der underbygger og retfærdiggør lovgivningen.

3.1

I modsætning til, hvad man ved første læsning af titlen kunne foranlediges til at tro, omhandler meddelelsen dels den endelige gennemførelse af EU-lovgivningen og nærmere betegnet måden, hvorpå de offentlige myndigheder overholder og gennemfører national lovgivning, som følger af implementering eller indarbejdelse af EU-lovene i national lovgivning, dels den rolle, Kommissionen kan spille på dette plan.

3.2

Endvidere bør nærværende meddelelse — for rigtigt at forstå den — ses i lyset af den velskrevne beretning, der udkom samme dag om »gennemførelse af forordning (EF) nr. 2006/2004 (…) vedrørende samarbejde mellem nationale myndigheder med ansvar for håndhævelse af lovgivning om forbrugerbeskyttelse (7),« som imidlertid ikke er blevet fremsendt til udvalget med henblik på en udtalelse, men som alligevel bør betragtes som et udgangspunkt for meddelelsen. Det er vigtigt at understrege den positive virkning af lovgivningens gennemførelse i medlemsstaterne.

3.3

Selvom der tages højde for meddelelsens begrænsede anvendelsesområde, mener EØSU, at Kommissionen - for at afstikke de korrekte rammer for undersøgelsen - burde have fremlagt konkrete data om gennemførelsen og anvendelsen af EU-lovgivningen i medlemsstaterne, på samme måde, som det er tilfældet i årsberetningerne for kontrol med gennemførelsen af fællesskabsretten (8), samt i separate meddelelser vedrørende visse direktiver (9), hvor der findes referencer til, hvordan de er blevet gennemført og anvendt.

3.4

På den anden side ville det også have været relevant, at Kommissionen i stedet for blot at opremse de eksisterende mekanismer, havde foretaget en kritisk og dybdeborende analyse af EU-lovgivningens funktionsmåde og dens resultater i lyset af de informationer, Kommissionen råder over, navnlig dem, der er indsamlet af evalueringspanelet vedrørende forbrugermarkeder (10) eller dem, der findes i den endelige rapport fra GD for sundhed og forbrugere: »Ex-post evaluation of the impact of the Consumer Policy Strategy 2002-2006 on national consumer policy« fra den 22. december 2006  (11) ifølge retningslinjerne fra Kommissionens egen: »Meddelelse om bedre kontrol med gennemførelsen af fællesskabsretten«. (12) Det fremgår desuden ikke klart af teksten, om Kommissionen mener, at der findes et anvendelsesunderskud for EU-lovgivningen, som kræver nye tiltag og i så fald hvilke.

3.5

Tvært imod mener udvalget, at der er en generelt mangelfuld håndhævelse af EU-lovgivningen i medlemsstaterne, hvilket EØSU flere gange har henvist til og som følgende årsager bidrager til:

3.6

EØSU har på dette område gentagne gange henledt opmærksomheden på, at man i forbindelse med (manglende) gennemførelse af EU-lovgivning bør lægge vægten på frivillig overholdelse af lovgivningen — enten af egen drift eller efter tilskyndelse.

3.7

Det betyder, at Kommissionen først og fremmest inden for sit kompetenceområde bør sætte kræfterne ind på en bedre information og oplysning af forbrugere og producenter og se nærmere på deres motivation og incitament for at overholde EU-lovgivningen.

3.8

Kommissionens tiltag bør først og fremmest koncentrere sig om information og uddannelse af de nationale offentlige myndigheder, navnlig dem, der har det største ansvar for EU-lovgivningens anvendelse i medlemsstaterne. På dette område bør man koncentrere oplysning og uddannelse af dommere og andre aktører inden for retsvæsenet, som i sidste ende er dem, der har ansvaret for at fortolke og anvende lovgivningen i konkrete sager, hvor der er opstået tvister.

3.9

I modsætning til Kommissionen mener EØSU dog ikke, at information er tilstrækkelig til reelt at stille forbrugerne stærkt nok (empowerment). Derimod har EØSU gjort opmærksom på, at der er behov for, at forbrugerne bliver udstyret med effektive midler og værktøjer, så man sikrer en effektiv anvendelse af lovgivningen og gennemførelse af forbrugernes rettigheder.

3.10

I lyset af ovenstående spiller selvregulering og navnlig medregulering en stadig vigtigere rolle, så man kan garantere og sikre troværdigheden af interessenternes indbyrdes accepterede eller frivilligt forhandlede systemer på en måde, som alle parter har tillid til.

3.11

Mæglings-, voldgifts- og forligsinstitutioner, som supplerer retssystemet bør også tilegnes særlig opmærksomhed fra Kommissionen, og deres troværdighed og effektivitet bør konsolideres. Det er i den forbindelse underligt, at Kommissionen stadig ikke har taget fat på EØSU's anmodning om, at henstillinger vedrørende gældende principper for de instanser, der er ansvarlige for bilæggelsen af forbrugertvister (16) uden for domstolene, bliver gjort til alment gældende direktiver eller forordninger. Situationen bliver særlig alvorlig, når der som følge af manglende harmonisering og pga. medlemsstaternes forskellige retlige traditioner opstår en meget forskelligartet udvikling, når det gælder udformningen af alternative metoder til konfliktløsning.

3.12

Det er dog inden for det civilprocesretlige område, at de fleste mangler findes i Kommissionens initiativ til trods for de fremskridt, der er opnået gennem arbejdet i GD for retlige og indre anliggender (17), navnlig for så vidt angår procedurer, der tager højde for forbrugernes kollektive rettigheder og interesser. Grønbøger og hvidbøger om manglende overholdelse af antitrust-reglerne (18) har efter mere end 20 års »undersøgelser« og »høringer« ikke kunnet råde bod på dette. Derudover er der med den seneste grønbog om kollektivt søgsmål for forbrugere (19) endnu mindre udsigt til politisk vilje til at gå videre, hvilket klart fremgik af EØSU's seneste udtalelse (20).

3.13

Det var derfor vigtigt, at Kommissionen i kraft af sin rolle som traktatens vogter, lægger særligt vægt på, hvordan den udøver sine skønsmæssige (21), men ikke vilkårlige beføjelser, når den skal behandle overtrædelser iht. artikel 211 i traktaten navnlig »interne organisatoriske foranstaltninger, der er nødvendige for effektivt og upartisk at udføre denne opgave i overensstemmelse med traktaten« (22) især prioriteringskriterier, evalueringsmekanismer, behandling af klager, Kommissionens muligheder for på eget initiativ at afsløre traktatbrud, værktøjer til at forbedre de nationale domstoles og andre supplerende instrumenters funktionsmåde (SOLVIT, FIN-NET, ECC-NET, som er alternative og udenretslige midler)

3.14

Uden dog at være en direkte indikator for, hvordan lovgivningen gennemføres, udgør forbrugernes klager på samme måde en vigtig indikator for, hvordan lovgivningen opfattes af de berørte parter, hvilket klart fremgår af »anden resultattavle for forbrugermarkederne« (23) Derfor er EØSU glad for Kommissionens initiativ, der er på linje med EØSU's tidligere henstillinger om at indlede udarbejdelsen af en harmoniseret metode til behandling af reklamationer og klager fra forbrugerne (24).

4.1

EØSU konstaterer, at Kommissionen i sin meddelelse gentager allerede eksisterende prioriteter og ikke fremsætter nogen nyheder i forhold til, hvad der allerede er defineret i de prioriterede handlingsprogrammer for perioden 2005-2010 (25), men nøjes med at bekræfte, hvad der allerede står i EU's strategi for forbrugerpolitik 2007-2013 (26) uden at fremsætte forslag til nye instrumenter. EØSU kan for så vidt blot bekræfte, hvad det har sagt i tidligere udtalelser (27).

4.2

EØSU glæder sig over den kendsgerning, at Kommissionen endelig synes rede til at gøre brug af artikel 153 i traktaten til nye initiativer til at konsolidere samarbejdstiltag medlemsstaterne imellem. Udvalget kan imidlertid ikke gennemskue, hvilke nye initiativer, der er planer om, bortset fra dem, der allerede er blevet indledt, og som EØSU har kommenteret, nemlig direktivet om produktsikkerhed i almindelighed og de nye lovgivningsrammer (28) samt RAPEX-systemet, navnlig for så vidt angår legetøj (29); især skal der henvises til den ugentlige offentliggørelse af listen over farlige forbrugerprodukter, der er registreret under RAPEX.

4.3

For så vidt angår CPC-netværket kan EØSU tilslutte sig Kommissionens udmærkede beretning om ovennævnte emne såvel som de identificerede problemer, konklusionerne samt resultaterne fra det andet evalueringspanel vedrørende forbrugermarkeder navnlig for så vidt angår »enforcement«  (30).

4.4

Et aspekt, der bør konsolideres er den PR, der gives de tiltag, som Kommissionen og nationale myndigheder udfører for at overvåge, at offentlige og private instanser, som er lovgivningens målgruppe, overholder de gennemførte love, med henblik på at synliggøre forbrugerbeskyttelsespolitikken, skride ind over for skadelig praksis og give forbrugerne en bedre følelse af sikkerhed.

4.5

EØSU ville hilse et initiativ velkommen, der går ud på at indføre nye metoder til bedre at informere forbrugerne om markedet gennem ansvarlige beslutninger. Det kunne være interessant, hvis Kommissionen kunne oplyse, hvorledes dette initiativ skal gennemføres. Udvalget afventer spændt den lovede database om urimelig handelspraksis. Man må blot håbe på, at den ikke kommer til at lide samme skæbne som CLAB-databasen (om urimelige vilkår i forbrugeraftaler).

4.6

For så vidt angår den foreslåede definition af »standardfortolkninger« af EU-lovgivningen til brug for »de nationale retshåndhævende myndigheder« glæder EØSU sig over den forklaring, som Kommissionens repræsentant gav på studiegruppemøderne, sådan at forstå, at dette initiativ udelukkende er møntet på administrative og ikke juridiske myndigheder, og at det ikke stiller spørgsmålstegn ved Den Europæiske Domstols enekompetence under den præjudicielle procedure for fastlæggelse af EU-lovgivningens fortolkning.

4.7

På området for internationalt samarbejde med tredjelande mangler meddelelsen ikke blot konkrete data for, hvad der tidligere er sket, men undlader også at identificere en strategi for fremtiden, navnlig dens udvidelse til at omfatte andre internationale organer og organisationer vedrørende regional økonomisk integration. EØSU er således bekymret for, om der kan føres effektivt tilsyn med håndhævelsen af EU's regelværk over for produkter fra tredjelande, og over den manglende synlighed af dette tilsyn og gennemsigtigheden af resultaterne.

4.8

Endelig er EØSU bekymret for, om de finansielle midler, Kommissionen råder over til dette formål, er hensigtsmæssige, eftersom forbrugerpolitikkens budget er reduceret. Situationen forværres måske af Kommissionens nye funktionelle struktur, fordi disse emner fordeles på to forskellige generaldirektorater.