30.4.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 110/104

1.1.

Med forordningsforslaget (1) lægger Europa-Kommissionen op til en revision af Rådets forordning nr. 1626/94 (EF) af 27. juni 1994 om tekniske foranstaltninger til bevarelse af fiskeressourcerne i Middelhavet (2) under hensyntagen til hovedelementerne i Kommissionens meddelelse til Rådet og Europa-Parlamentet om en EU-handlingsplan for bevarelse og bæredygtig udnyttelse af fiskeressourcerne i Middelhavet som led i den fælles fiskeripolitik (3).

1.2.

I den forbindelse foreslår Kommissionen desuden at ændre Rådets forordning (EØF) nr. 2847/93 af 12. oktober 1993 om indførelse af en kontrolordning under den fælles fiskeripolitik (4) og Rådets forordning (EF) nr. 973/2001 af 14. maj 2001 om tekniske bevarelsesforanstaltninger for visse bestande af stærkt vandrende fiskearter (5).

1.3.

I sit forordningsforslag, som består af 26 indledende betragtninger, 11 kapitler og fem bilag, foreslår Kommissionen en række forvaltningsforanstaltninger til bæredygtig udnyttelse af fiskeressourcerne i Middelhavet. Forvaltningsforanstaltningerne omfatter regulering af arter, habitater og fredningsområder, fastlæggelse af begrænsninger for fiskeredskaber, fastsættelse af mindstemål for nogle arter, regulering af ikke-erhvervsmæssigt fiskeri, muligheden for fastlæggelse af forvaltningsplaner, fastlæggelse af kontrolforanstaltninger, fastsættelse af betingelser for fiskeri efter stærkt vandrende arter samt fastlæggelse af bestemmelser for farvandene omkring Malta.

2.1

EØSU har i tidligere udtalelser (6) givet udtryk for sin holdning til, hvordan fiskeressourcerne i Middelhavet bør forvaltes. Da de konklusioner, som EØSU drog i sin udtalelse fra 1998 om forvaltning af fiskeressourcerne i Middelhavet, stadig er af interesse og betydning, og idet de beskriver fiskeressourcerne i Middelhavet og alle stadig gør sig gældende, finder Udvalget det hensigtsmæssigt at gentage dem i denne udtalelse:

2.2

I afsnit 2.6 i udtalelsen CESE 402/2003 tilkendegiver EØSU, at »en integreret fiskeriforvaltning forudsætter en analyse af de biologiske, økonomiske og sociale aspekter, vilje til at finde frem til passende forvaltningsinstrumenter samt en dialog mellem fiskerne, de offentlige instanser og forskerne«.

2.3

Ifølge EØSU har Kommissionen med forordningsforslaget hverken levet op til de forventninger, der blev skabt med Kommissionens handlingsplan (7), eller de retningslinjer, som EØSU har angivet i tidligere udtalelser, og det påpeger bl.a. følgende:

2.3.1

Kommissionen giver i forordningsforslaget ingen analyse af de grunde, som den mener giver basis for en ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1626/94. EØSU mener ikke, at foranstaltningerne i nævnte forordning har haft den tilsigtede virkning. Dette skyldes bl.a., at der er gjort talrige undtagelser fra forordningen, hvilket har ført til forskelsbehandling af landene og sektorerne og samtidigt bevirket, at man ikke har haft en egentlig fælles fiskeripolitik for Middelhavet.

2.3.2

De foreslåede tekniske foranstaltninger er ikke velfunderede set fra et videnskabeligt synspunkt. Det fremgår ikke, hvilke videnskabelige og tekniske undersøgelser Kommissionen har baseret sine forslag på.

2.3.3

Kommissionen glemmer igen at nævne og tage hensyn til de økonomiske og arbejdsmarkedsmæssige aspekter forbundet med fiskeriet i Middelhavet, idet der slet ikke refereres til de virkninger, som de foreslåede foranstaltninger kan have for de virksomheder, arbejdstagere og kystområder, der er stærkt afhængige af fiskeriet.

2.3.4

Forordningsforslaget lægger ikke tilstrækkelig vægt på forvaltningsordninger baseret på handelskontrol, ej heller nævnes problemerne omkring handlen med fangster fra fartøjer under bekvemmelighedsflag, som fisker ulovligt i Middelhavet. Der fastlægges heller ingen procedurer for kontrol med overvågningen af fiskevarers hygiejniske kvalitet.

2.3.5

Kommissionen nævner ikke betydningen af det øgede multilaterale samarbejde gennem GFCM (8), som tager sigte på, at de bestemmelser, der fastsættes for EU's medlemsstater, også skal kunne finde anvendelse på tredjelandes flåder i Middelhavet.

I denne forbindelse opfordrer EØSU Kommissionen til at styrke FAO's regionale projekter, såsom COPEMED og ADRIAMED.

2.3.6

Kommissionen har valgt kun at tilpasse allerede eksisterende tekniske foranstaltninger, som gøres mere restriktive, uden at finde frem til mulige, innovative alternativer til disse foranstaltninger gennem en undersøgelse af mere selektive ordninger.

2.4.1

Om bestemmelserne i kapitel IV, der vedrører begrænsninger for fiskeredskaber, mener EØSU følgende:

2.4.1.1

Artiklernes ordlyd er tvetydig og uklar og giver mulighed for undtagelser, der kunne bevirke, at foranstaltningerne igen ikke fik den tilsigtede virkning, idet de ikke ville udgøre en egentlig fælles fiskeripolitik. EØSU mener, at artiklerne bør formuleres mere klart, og at mulighederne for undtagelser bør elimineres, således at der satses på harmoniserede foranstaltninger for EU, der samtidigt kan harmoniseres med tredjelande, som driver fiskeri i Middelhavet.

2.4.1.2

Definitionerne af de forskellige fiskeredskaber er uklare. De regulerede segmenter bør defineres i henhold til internationale standarder, som f.eks. FAO's ISCFG (9) fra 1980, hvorved der i det mindste opnås en opdeling mellem trukne redskaber og omslutningsnet, som hører til de mindre redskaber. Samtidigt bør de forskellige trukne netredskaber reguleres for sig, for at de generelle foranstaltninger, der gælder for trawlredskaber, ikke skal have indflydelse på andre tilsvarende redskaber med et mere lokalt præg, såsom strandvod.

2.4.1.3

Artiklen om forbudte fiskeredskaber og fangstmetoder omfatter ikke brugen af drivgarn. EØSU mener, at brugen af drivgarn og især dem, der bruges til fiskeri efter stærkt vandrende arter, specifikt bør forbydes under denne artikel.

2.4.1.4

Hvad angår mindstemaskestørrelser, er forslagene ikke baseret på solide videnskabelige rapporter, og den praktiske gennemførelse af Kommissionens forslag vil kunne betyde, at mange virksomheder og arbejdstagere, der beskæftiger sig med fiskeri, vil forsvinde som følge af, at deres aktiviteter ikke længere er rentable. EØSU foreslår derfor, at Kommissionen udbygger de videnskabelige undersøgelser, før den træffer afgørende beslutning om mindstemaskestørrelsen, med henblik på at forbedre kendskabet til materialetyper og herigennem efterprøve mindstemaskernes selektivitet, hvorved der sikres kontinuitet i fiskeriet fremover.

2.4.1.5

Mindstestørrelsen på kroge til fiskeri efter spidstandet blankesten er ubegrundet. EØSU anbefaler, at krogene skal have en længde på 3,95 cm og en bredde på 1,65 cm i henhold til aktuelle videnskabelige rapporter, som er baseret på erfaringer med kroges selektivitet, og forholdet mellem krog og artens størrelse, når den er udvokset. Desuden mener EØSU, at det er det samlede antal kroge på langliner til bundfiskeri og flydeliner, der bør begrænses, og ikke redskabernes samlede længde. Således bør kroge på langliner til bundfiskeri begrænses til 3 000 og kroge på flydeliner til mellem 2 000 ved fiskeri efter sværdfisk og 10 000 ved fiskeri efter andre arter.

2.4.1.6

Med hensyn til Kommissionens foreslåede mindsteafstande og -dybder for anvendelse af fiskeredskaber, mener EØSU atter, at artiklens ordlyd er tvetydig og forvirrende. Gennemførelsen af Kommissionens forslag vil helt sikkert bevirke, at skaldyrsfiskeri fra fartøj forsvinder i en stor del af Middelhavets kystområder. EØSU mener, at begrænsningen af fiskeriet som følge af mindsteafstandene kan have negative følger pga. kontinentalsoklens uensartede form i Middelhavet. EØSU er derfor tilhænger af at begrænse fiskeriet ud fra mindstedybder. Således foreslår EØSU, at trawl forbydes på en vanddybde under 50 m, og at snurpenot forbydes på en vanddybde under 35 m.

2.4.2

Angående Kapitel V, som regulerer mindstemål for marine organismer og udsætning, har EØSU følgende kommentarer:

2.4.2.1

Kommissionen fremfører ikke videnskabelige argumenter til underbyggelse af de foreslåede mål. Kommissionens forslag er i nogle tilfælde - såsom kulmulen, hvor det foreslås at reducere målet fra 20 til 15cm - hverken logiske eller forsvarlige, uanset om de betragtes fra et biologisk, videnskabelig eller økonomisk synspunkt. I andre tilfælde, som f.eks. sværdfisken, foreslår Kommissionen et mål på trods af, at ICCAT (10) endnu ikke har anbefalet dette mål. I atter andre tilfælde, såsom stribet venusmusling, har Kommissionen besluttet at afskaffe mindstemålet uden at tage hensyn til de alvorlige konsekvenser, det kan have for markedet.

2.4.2.2

Efter EØSU's mening, er det, at fangst af sardinyngel undtagelsesvist tillades, en uhensigtsmæssig foranstaltning set fra et biologisk synspunkt og et dårligt eksempel, der i øvrigt strider mod forslaget om at øge mindstemålet generelt.

2.4.3.

Der er ikke videnskabelig basis for at vedtage foranstaltningerne vedrørende stærkt vandrende fiskearter, som foreslås i kapitel IX. Da der er tale om forvaltningsforanstaltninger, der vedrører internationale ressourcer, som reguleres af ICCAT, mener EØSU, at det er denne organisation, der bør regulere foranstaltningerne gennem sine henstillinger. ICCAT har ikke givet nogen konkret henstilling for sværdfisken i Middelhavet, hvorfor Kommissionens forslag om fastsættelse af mindstemål for kroge på langliner, fire måneders forbud mod fiskeri med pelagiske langliner samt mindstemål for sværdfisken bør forkastes. Hvis disse forslag blev vedtaget, ville det betyde, at langlinefiskeriet efter disse arter ikke længere ville kunne overleve.

2.5.1

Kapitel II regulerer beskyttede arter og habitater og forbyder fiskeri hen over posidonia-bevoksninger (Posidonia oceanica) eller andre marine frøplanter. EØSU hilser dette forbud velkommen, selvom det mener, at forbudet også bør gælde for fiskeri hen over koralbanker eller havbund med kalkrødalger.

2.5.2

Både nationale og Fællesskabets fredningsområder reguleres i Kapitel III. EØSU er tilfreds med fastlæggelse heraf som instrument til beskyttelse af unge individer og gydende fisk.

2.5.3

EØSU er enigt i, at der er behov for at regulere det rekreative fiskeri eller fiskeri uden fortjeneste for øje, sådan som Kommissionen foreslår i Kapitel VI. EØSU mener dog, at man bør tilføje et forbud mod brug af bundsatte langliner, og at det skal gøres obligatorisk for alle medlemsstater at have et nationalt licenssystem, der kan give et reelt billede af omfanget af denne type fiskeri. Desuden forbydes markedsføring af marine organismer, der fanges ved rekreativt fiskeri. EØSU mener, at man undtagelsesvist bør tillade markedsføring af fiskerivarer, som stammer fra sportsfiskerikonkurrencer, når overskuddet fra salget skal gå til velgørenhed for at undgå sortbørshandel og fremme sundhedskontrollen.

2.5.4

Kapitel VII regulerer EF-forvaltningsplanerne og de nationale forvaltningsplaner. EØSU mener, at forvaltningsplanerne kan være et godt instrument som kombineret med indsatsforvaltningen og specifikke tekniske foranstaltninger imødekommer de særlige kendetegn ved mange fiskerier i Middelhavet. EØSU advarer dog mod den risiko, der ligger i, at man kan bruge forvaltningsplanerne til undtagelsesvist at ophæve nogle af forordningens generelle bestemmelser, hvorfor forordningsforslaget bør tilføje den forpligtende omstændighed, at de foreslåede forvaltningsplaner skal være mere restriktive end forordningens forvaltningsplaner. Dvs. at det skal gøres helt klart, at forvaltningsplanerne ikke må omfatte foranstaltninger, der er mindre restriktive end forordningens foranstaltninger med hensyn til selektivitet, genudsætning og fiskeriindsats.

2.5.5

EØSU mener, at kontrolforanstaltningerne i Kapitel VIII er nødvendige, men samtidig også, at de bør omfatte fangster foretaget med bundsatte langliner og bundsat garn i den gruppe, hvor fangster kun må landes og markedsføres for første gang i havne, der er udpeget af medlemsstaterne. EØSU mener desuden, at kravet om, at enhver mængde på over 10 kg levende vægt af bestemte fisk skal anføres i logbogen, kan medføre et unødvendigt tungt bureaukratisk arbejde, hvorfor EØSU foreslår, at man for fartøjer, der har base i havne, hvor de landede fangster bogføres og med det samme overdrages til de relevante myndigheder, bestemmer, at kvitteringer for direkte salg er lige så gyldige som noteringen i logbogen, hvorved dette krav kan slettes.

2.6.

EØSU har ikke vurderet indholdet i Kapitel X »Farvandene omkring Malta«, da der er tale om bestemmelser, der efterkommer foranstaltningerne i traktaten om Maltas tiltrædelse af Den Europæiske Union af 2003.

3.1

I lyset af ovenstående og den generelle modstand, som forordningsforslaget har givet anledning til blandt fiskerne i de fire EU-medlemsstater, der grænser op til Middelhavet, anbefaler EØSU Kommissionen at trække sit forslag tilbage.

3.2

Under henvisning til EØSU's indtrængende ønske om hurtigst muligt at få gennemført effektive forvaltningsforanstaltninger til bæredygtig udnyttelse af fiskeressourcerne i Middelhavet opfordrer EØSU Kommissionen til straks at omformulere sit forordningsforslag i henhold til denne udtalelses bemærkninger.