Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52003PC0471

Forslag til Rådets forordning om forvaltningsstrukturerne for det europæiske program for satellitbaseret radionavigation

/* KOM/2003/0471 endelig udg. - CNS 2003/0177 */

52003PC0471

Forslag til Rådets forordning om forvaltningsstrukturerne for det europæiske program for satellitbaseret radionavigation /* KOM/2003/0471 endelig udg. - CNS 2003/0177 */


Forslag til RÅDETS FORORDNING om forvaltningsstrukturerne for det europæiske program for satellitbaseret radionavigation

(forelagt af Kommissionen)

BEGRUNDELSE

På grund af det europæiske satellitbaserede radionavigationssystems strategiske karakter og nødvendigheden af at sikre, at offentlighedens interesser forsvares og repræsenteres på passende måde, er det tvingende nødvendigt at overdrage det overordnede tilsyn med systemets etablerings- og ibrugtagningsfase og driftsfase til en offentlig myndighed.

Det foreslås derfor, at der oprettes en tilsynsmyndighed (kapitel 1) og et sikkerhedscenter (kapitel 2).

Tilsynsmyndigheden

I artikel 2 defineres Tilsynsmyndighedens opgaver og de midler, den har til rådighed for at udføre disse opgaver.

Tilsynsmyndigheden indgår koncessionsaftalen med det konsortium, som udvælges efter Galileo-progammets udviklingsfase, i overensstemmelse med den procedure, der er fastsat i artikel 2, nr. 3), i vedtægterne for fællesforetagendet Galileo [1], og den drager omsorg for, at konsortiet overholder sine forpligtelser i henhold til denne aftale.

[1] Rådets forordning (EF) nr. 876/2002 af 21. maj 2002 om oprettelse af fællesforetagendet Galileo (EFT L 138 af 28.5.2002, s. 1-8).

Den forvalter og kontrollerer anvendelsen af de fællesskabsmidler, der afsættes til programmet.

Systemsikkerheden har overordentlig stor betydning, hvorfor Tilsynsmyndigheden sammen med det i artikel 20 omhandlede Sikkerhedscenter og koncessionshaveren fastlægger procedurer, som skal garantere, at reglerne på dette område overholdes.

Uden at ændre de eksisterende regler overdrager de medlemsstater, som har deponeret dokumenter vedrørende anvendelsen af de for systemets drift nødvendige frekvenser hos Den Internationale Telekommunikationsunion, Tilsynsmyndigheden retten til at overdrage den eksklusive brugsret til koncessionshaveren. Tilsynsmyndigheden er koncessionshaverens eneste samtalepartner på dette område og skal sørge for at samordne medlemsstaternes indsats.

Tilsynsmyndigheden skal bistå Kommissionen på de områder, der vedrører satellitbaseret radionavigation, navnlig hvis det viser sig nødvendigt at fastsætte love og bestemmelser.

Artikel 3 fastsætter, at Tilsynsmyndigheden, medmindre andet er bestemt i koncessionsaftalen, er ejer af hele det europæiske satellitbaserede radionavigationssystem, herunder af de goder, som udvikles af koncessionshaveren i etablerings- og ibrugtagningsfasen. Fællesforetagendet, som er ejer af alle materielle og immaterielle formuegenstande, som er skabt, eller som det har fået overdraget i forbindelse med gennemførelsen af udviklingsfasen, jf. artikel 6 i vedtægterne for fællesforetagendet, overdrager ejendomsretten til alle disse goder til Tilsynsmyndigheden, når fællesforetagendet opløses efter udviklingsfasen.

I henhold til artikel 3, stk. 1, i nærværende forordning overdrager Tilsynsmyndigheden brugsretten hertil til koncessionshaveren, men ikke ejendomsretten, som skal forblive på offentlige hænder. Dette begrundes bl.a. med, at programmets definitionsfase og udviklingsfase udelukkende finansieres ved hjælp af offentlige midler, og at alle de således udviklede goder stilles til rådighed for koncessionshaveren. Desuden skal en betydelig del af etablerings- og ibrugtagningsfasen finansieres ved hjælp af fællesskabsmidler.

Artikel 4 vedrører Tilsynsmyndighedens juridiske status. Tilsynsmyndigheden er et fællesskabsorgan med samme status som et reguleringsorgan [2]. Den har status som juridisk person. Den har hjemsted i Bruxelles og kan oprette kontorer uden for sit hjemsted. Det kunne f.eks. vise sig nødvendigt at oprette kontorer der, hvor det for systemets opbygning ansvarlige organ har sit hjemsted, og derefter på det sted, hvor koncessionshaveren har sit hjemsted.

[2] Meddelelse fra Kommissionen af 11. december 2002 (KOM(2002)718 endelig) og Kommissionens forordning (EF, Euratom) nr. 2343/2002 af 19.11.2002.

Artikel 5 og 6 beskriver bestyrelsens sammensætning, funktionsmåde og opgaver. Bestyrelsen er Tilsynsmyndighedens styringsorgan, og direktøren er ansvarlig for den daglige ledelse.

I henhold til artikel 5 består bestyrelsen af tolv medlemmer, hvoraf seks udpeges af Kommissionen og seks af Rådet.

I henhold til artikel 6 leder bestyrelsen Tilsynsmyndigheden:

- Den udnævner direktøren, jf. artikel 7, over hvem den udøver disciplinærmyndighed

- Den vedtager Tilsynsmyndighedens finansforordning

- Den vedtager Tilsynsmyndighedens arbejdsprogram, budget og organigram

- Den vedtager årsrapporten om tilsynsmyndighedens aktiviteter

- Den fastsætter Tilsynsmyndighedens sprogordning; om nødvendigt opretter den et videnskabeligt og teknisk udvalg, som den kan pålægge at gennemføre undersøgelser og foretage ekspertvurderinger

- Den vedtager sin forretningsorden.

Artikel 7 og 8 vedrører Tilsynsmyndighedens direktør. Direktøren, som udnævnes af bestyrelsen på grundlag af en af Kommissionen foreslået liste, er Tilsynsmyndighedens juridiske repræsentant og varetager den daglige ledelse under bestyrelsens kontrol. Direktøren forbereder de beslutninger og dokumenter, som bestyrelsen skal vedtage. Direktøren er ansvarlig for ledelsen og forvaltningen af Tilsynsmyndighedens personale.

Artikel 9 fastsætter, at bestyrelsen kan oprette et videnskabeligt og teknisk udvalg, således at tilsynsmyndigheden kan råde over de bedste eksperter inden for satellitbaseret radionavigation og inden for dermed beslægtede områder og dermed være i stand til at foregribe mulige udviklinger af disse teknologier i fremtiden.

Artikel 10-13 vedrører Tilsynsmyndighedens budget, dvs. dets indhold (artikel 10), proceduren for dets vedtagelse (artikel 11), dets gennemførelse (artikel 12) samt finansforordningen (artikel 13). Artikel 14 vedrører den kontrol, som Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig og Revisionsretten skal udøve med forvaltningen af de midler, som Tilsynsmyndigheden administrerer.

Artikel 15 fastsætter, at protokollen vedrørende De Europæiske Fællesskabers privilegier og immuniteter skal gælde for Tilsynsmyndigheden, da Tilsynsmyndigheden er et fællesskabsorgan (artikel 4).

Artikel 16 omhandler vedtægterne for personalet, som er omfattet af forordningerne for tjenestemænd og øvrige ansatte i Fællesskaberne, idet bestyrelsen fastsætter de nødvendige gennemførelsesbestemmelser i samråd med Kommissionen.

Artikel 17 vedrører ansvar i og uden for kontraktforhold samt de ansattes ansvar.

Artikel 18 fastsætter, at Tilsynsmyndigheden er omfattet af fællesskabslovgivningen om aktindsigt og beskyttelse af personoplysninger.

Artikel 19 tager sigte på at give stater, som ikke er medlemmer af Den Europæiske Union, mulighed for at deltage i Tilsynsmyndighedens arbejde, hvis de har indgået en aftale med Fællesskabet herom. Således skal stater som Norge eller Schweiz have ret til at deltage i Tilsynsmyndighedens arbejde, da de har deltaget i Galileo-programmets foregående faser ved at bidrage til Den Europæiske Rumorganisations Galileo-program.

Sikkerhedscentret

Programmet tager sigte på at etablere et europæisk satellitbaseret radionavigationssystem, som skal betragtes som en sikkerhedskritisk infrastruktur.

Systemsikkerheden skal beskytte systemet mod fjendtlige (eller andre) angreb og hindre, at det anvendes til formål, der strider mod Den Europæiske Unions og dens medlemsstaters interesser.

For at nå dette mål er det nødvendigt at oprette en permanent og operationel beslutningsstruktur (i det følgende benævnt "Sikkerhedscentret"), der kan behandle de forskellige aspekter af denne problematik.

Ved artikel 20 oprettes et permanent og operationelt sikkerhedscenter ved Rådets generalsekretariat, uden at dette berører eventuelle beslutninger, der træffes på den kommende regeringskonference.

I artikel 21 opregnes Sikkerhedscentrets opgaver. Sikkerhedscentret foretager ekspertvurderinger vedrørende systemets sikkerhed og deltager i udarbejdelsen af de fremtidige sikkerhedsbestemmelser, og det drager omsorg for, at de bliver overholdt. Sikkerhedscentret skal endvidere være i stand til i samråd med Tilsynsmyndigheden at træffe de nødvendige foranstaltninger i realtid, navnlig over for operatøren, såfremt der opstår en krise.

I henhold til artikel 22 skal Rådets generalsekretariat sammen med Kommissionen fastsætte de nærmere vilkår for dette center, som skal henhøre under generalsekretariatets ansvarsområde, og hvori Kommissionen skal være repræsenteret.

Ud over dette sikkerhedscenter kan Rådet anmode Coreper om i henhold til artikel 19, stk. 3, i Rådets forretningsorden [3] at oprette et udvalg for det europæiske satellitbaserede radionavigationssystems sikkerhed. Dette udvalg skal behandle sikkerhedsspørgsmål vedrørende det europæiske satellitbaserede radionavigationssystem, som henhører under Rådets kompetence.

[3] EFT L 230 af 28.2.2002, s. 7.

2003/0177 (CNS)

Forslag til RÅDETS FORORDNING om forvaltningsstrukturerne for det europæiske program for satellitbaseret radionavigation

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 308,

under henvisning til forslag fra Kommissionen [4],

[4] EFT C [...] af [...], s. [...].

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet [5], og

[5] EFT C [...] af [...], s. [...].

ud fra følgende betragtninger:

(1) Det Europæiske Råd har på sine møder i Køln (3.-4. juni 1999), Feira (19.-20. juni 2000), Nice (7.-11. december 2000), Stockholm (23.-24. marts 2001), Laeken (14.-15. december 2001), Barcelona (15.-16. marts 2002) og Bruxelles (20.-21. marts 2003) understreget den strategiske karakter af Galileo-programmet for satellitbaseret radionavigation, som finansieres af Den Europæiske Union og Den Europæiske Rumorganisation i fællesskab.

(2) På grund af det europæiske satellitbaserede radionavigationssystems strategiske karakter og nødvendigheden af at sikre, at offentlighedens interesser forsvares og repræsenteres på passende måde, er det tvingende nødvendigt at overvåge systemets etablerings- og ibrugtagningsfase og driftsfase.

(3) Galileo er det første europæiske rumprogram, der finansieres og forvaltes af Den Europæiske Union (sammen med Den Europæiske Rumorganisation). Programmet frembyder talrige anvendelsesmuligheder inden for områder, som har direkte eller indirekte tilknytning til Fællesskabets politikker, f.eks. transport (lokalisering af køretøjer og måling af hastigheden, forsikringer, vejafgifter), retsvæsen (overvågning af sigtede personer, bekæmpelse af kriminalitet), toldvæsen (undersøgelser i marken osv.), landbrug (gødnings- og pesticiddosering efter jordbundens beskaffenhed osv.) og fiskeri (kontrol med fartøjernes bevægelser).

(4) Denne fællesskabsaktion er således nødvendig for at nå disse mål, men i mangel af en specifik rumpolitik fastsætter traktaten ikke de nødvendige specifikke handlingsbeføjelser; følgelig bør artikel 308 anvendes som hjemmel for oprettelsen af denne tilsynsmyndighed og dette sikkerhedscenter.

(5) Rådet har gentagne gange, bl.a. i sine konklusioner af 5. april 2001 og af 26. marts 2002, udtalt, at den private sektor bør deltage i programmets udviklingsfase og driftsfase.

(6) Med henblik herpå kan Tilsynsmyndigheden indgå en koncessionsaftale med det konsortium, som udvælges efter Galileo-programmets udviklingsfase, og drage omsorg for, at konsortiet overholder sine forpligtelser, navnlig sine public service-forpligtelser, i henhold til koncessionsaftalen.

(7) Da Tilsynsmyndigheden i princippet er ejer af systemets forskellige komponenter, skal den overdrage brugsretten til koncessionshaveren i koncessionsperioden.

(8) Det tilkommer Tilsynsmyndigheden at forvalte og kontrollere anvendelsen af de fællesskabsmidler, der afsættes til programmet.

(9) Det er nødvendigt, at de medlemsstater, som har deponeret dokumenter vedrørende anvendelsen af de for systemets drift nødvendige frekvenser hos Den Internationale Telekommunikationsunion, overdrager Tilsynsmyndigheden retten til at overdrage den eksklusive brugsret til koncessionshaveren, således at denne er i stand til at yde de tjenester, der kræves i henhold til koncessionsbetingelserne, og i denne forbindelse kun har at gøre med en enkelt samtalepartner, nemlig Tilsynsmyndigheden.

(10) Tilsynsmyndigheden vil kunne bistå Kommissionen på de områder, der vedrører satellitbaseret radionavigation, navnlig hvis det viser sig nødvendigt at fastsætte love og bestemmelser.

(11) Ved fællesforetagendets afvikling (efter udviklingsfasen) overdrager fællesforetagendet ejendomsretten til hele det europæiske satellitbaserede radionavigationssystem (EGNOS og Galileo), inklusive de elementer, som koncessionshaveren udvikler i etablerings- og ibrugtagningsfasen, til Tilsynsmyndigheden; dette begrundes med, at programmets definitionsfase og udviklingsfase udelukkende finansieres ved hjælp af offentlige midler, og at alle de således udviklede elementer stilles til rådighed for koncessionshaveren; desuden skal en betydelig del af etablerings- og ibrugtagningsfasen finansieres ved hjælp af fællesskabsmidler.

(12) Tilsynsmyndigheden skal have en juridisk status, som gør det muligt for den at handle som juridisk person under udførelsen af sine opgaver.

(13) Bestyrelsen er Tilsynsmyndighedens styringsorgan, hvis daglige ledelse varetages af direktøren.

(14) Det er nødvendigt, at der åbnes mulighed for at oprette et videnskabeligt og teknisk udvalg til at gennemføre undersøgelser og foretage ekspertvurderinger.

(15) Tilsynsmyndighedens direktør skal være Tilsynsmyndighedens juridiske repræsentant og varetage den daglige ledelse under bestyrelsens kontrol.

(16) De for Tilsynsmyndigheden gældende budgetmæssige og finansielle bestemmelser skal være i overensstemmelse med Kommissionens forordning (EF, Euratom) nr. 2343/2002 af 23.12.2002 om rammefinansforordning for de organer, der er omhandlet i artikel 185 i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget.

(17) De midler, der udbetales til Tilsynsmyndigheden, skal kontrolleres af Revisionsretten og af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF).

(18) Protokollen vedrørende De Europæiske Fællesskabers privilegier og immuniteter bør gælde for Tilsynsmyndigheden og dens personale, da Tilsynsmyndigheden er et organ, der henhører under Kommissionen.

(19) Personalet skal være omfattet af de ordninger og forordninger, der gælder for tjenestemænd og øvrige ansatte i De Europæiske Fællesskaber.

(20) Tilsynsmyndigheden skal overholde Fællesskabets bestemmelser om adgang til dokumenter og om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger.

(21) Stater, som ikke er medlemmer af Den Europæiske Union, bør have mulighed for at deltage i Tilsynsmyndighedens arbejde efter aftale med Fællesskabet, navnlig hvis staterne har deltaget i programmets foregående faser ved at bidrage til Den Europæiske Rumorganisations GALILEOSAT-program.

(22) Det europæiske satellitbaserede radionavigationssystem skal betragtes som en sikkerhedskritisk infrastruktur.

(23) Det er nødvendigt at beskytte systemets sikkerhed mod fjendtlige (eller andre) angreb og hindre, at det anvendes til formål, der strider mod Den Europæiske Unions og dens medlemsstaters interesser.

(24) Det er derfor nødvendigt at oprette en permanent og operationel beslutningsstruktur, der kan behandle de forskellige aspekter af denne problematik.

(25) Dette såkaldte sikkerhedscenter skal navnlig være i stand til i realtid at træffe de nødvendige foranstaltninger i krisesituationer, bl.a. ved at give operatøren de nødvendige instrukser (f.eks. støjsending eller signalafbrydelse); centret skal desuden varetage kontakten med sikkerhedsmyndighederne (på EU-plan, i medlemsstaterne, i tredjelandene og i NATO) og med operatøren -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Kapitel 1: Tilsynsmyndigheden

Artikel 1

Formål

Der oprettes en tilsynsmyndighed, som har til opgave at varetage offentlighedens interesser i forbindelse med det europæiske satellitbaserede radionavigationprogram.

Artikel 2

Opgaver

For at virkeliggøre det i artikel 1 fastsatte mål varetager Tilsynsmyndigheden følgende opgaver:

- den handler som koncessionsgivende myndighed over for den private koncessionshaver, som har til opgave at gennemføre og forvalte programmets etablerings- og ibrugtagningsfase og driftsfase; i denne egenskab indgår den koncessionsaftalen med koncessionshaveren; den drager omsorg for, at koncessionshaveren overholder koncessionsaftalen og de dertil knyttede betingelser; den overdrager brugsretten til de i artikel 3, stk. 1, nævnte materielle og immaterielle goder til koncessionshaveren i koncessionsperioden

- den forvalter de til det europæiske satellitbaserede radionavigationprogram afsatte midler i de faser, der følger efter udviklingsfasen

- den bistår det i artikel 22 fastsatte sikkerhedscenter med at kontrollere, at koncessionshaveren overholder sikkerhedsbestemmelserne

- den er depositar for alle de frekvenser, som er nødvendige for systemets drift, og den sikrer samordningen af medlemsstaternes indsats på dette område; den er koncessionshaverens samtalepartner med hensyn til udnyttelsen af disse frekvenser

- den bistår Kommissionen ved at træffe forberedelser til gennemførelsen af det europæiske satellitbaserede radionavigationprogram og ved at yde Kommissionen den tekniske, videnskabelige og administrative støtte, som er nødvendig for, at den kan udføre sine opgaver

- den kan udføre budgetgennemførelsesopgaver, som Kommissionen overdrager den, i tilknytning til det europæiske satellitbaserede radionavigationsprogram, jf. artikel 54, stk. 2, litra b), i finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget.

Artikel 3

Ejendomsret

1. Medmindre andet er bestemt i koncessionsaftalen, er Tilsynsmyndigheden ejer af alle materielle og immaterielle goder, som overdrages den af fællesforetagendet Galileo efter afslutningen af udviklingsfasen, og som skabes eller udvikles af koncessionshaveren under etablerings- og ibrugtagningsfasen og under driftsfasen.

2. De nærmere vilkår for den deraf følgende overdragelse af ejendomsretten fastsættes for fællesforetagendets vedkommende i forbindelse med den afviklingsprocedure, der er fastsat i artikel 21 i vedtægterne for fællesforetagendet Galileo, som er knyttet som bilag til forordning (EF) nr. 876/2002, og, for koncessionshaverens vedkommende, i koncessionsaftalen.

Artikel 4

Juridisk status, hjemsted, lokale kontorer

1. Tilsynsmyndigheden er et fællesskabsorgan. Den har status som juridisk person.

2. Tilsynsmyndigheden har i hver medlemsstat den mest vidtgående rets- og handleevne, som vedkommende stats lovgivning tillægger juridiske personer. Den kan i særdeleshed erhverve og afhænde løsøre og fast ejendom og optræde som part i retssager.

3. Tilsynsmyndigheden har hjemsted i Bruxelles. Tilsynsmyndigheden kan oprette lokale kontorer i medlemsstaterne med disses samtykke.

4. Tilsynsmyndigheden repræsenteres af sin direktør.

Artikel 5

Bestyrelsen

1. Tilsynsmyndigheden har en bestyrelse, som udfører de i artikel 6 nævnte opgaver. Endvidere bistår og kontrollerer bestyrelsen direktøren under udførelsen af de opgaver, der er ham pålagt.

2. Bestyrelsen består af tolv medlemmer. Heraf udpeges seks medlemmer af Kommissionen og seks af Rådet for Den Europæiske Union. Mandatperioden er fem år. Mandatet kan fornyes én gang.

3. Bestyrelsen udpeger en formand og en næstformand blandt sine medlemmer. Næstformanden erstatter formanden, når denne ikke er i stand til at udføre sit hverv. Formandens og næstformandens mandatperiode er to år og seks måneder. Mandatet kan fornyes. Formandens og næstformandens mandat udløber under alle omstændigheder, når deres medlemskab af bestyrelsen ophører.

4. Bestyrelsen mødes efter indkaldelse fra formanden. Tilsynsmyndighedens direktør deltager i drøftelserne. Bestyrelsen afholder mindst to ordinære møder om året. Den mødes desuden på initiativ af formanden eller på anmodning af mindst en tredjedel af medlemmerne. Bestyrelsen kan indbyde enhver, hvis synspunkt kan være af interesse, til at overvære dens møder som observatør. Bestyrelsens medlemmer kan, medmindre andet er bestemt i dens forretningsorden, bistås af rådgivere eller eksperter. Bestyrelsens sekretariatsforretninger varetages af Tilsynsmyndigheden.

5. Bestyrelsen vedtager sine beslutninger med et flertal på to tredjedele af medlemmerne.

Hvert medlem har én stemme. Tilsynsmyndighedens direktør deltager ikke i afstemningen.

Forretningsordenen fastlægger de nærmere afstemningsregler, herunder betingelserne for, at et medlem kan handle på et andet medlems vegne, samt i givet fald bestemmelserne om beslutningsdygtighed.

Artikel 6

Bestyrelsens opgaver

1. Bestyrelsen udnævner direktøren i henhold til artikel 7, stk. 2.

2. Bestyrelsen vedtager inden den 30. september hvert år, efter at have indhentet udtalelse fra Kommissionen, Tilsynsmyndighedens arbejdsprogram for det følgende år og videresender det til Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen; arbejdsprogrammet vedtages med forbehold af den årlige budgetprocedure.

3. Bestyrelsen udøver sine budgetbeføjelser efter artikel 10, 11 og 12.

4. Bestyrelsen træffer beslutning om accept af arv, donationer og tilskud fra andre kilder i Fællesskabet efter at have indhentet Kommissionens samtykke.

5. Bestyrelsen udøver disciplinærmyndighed over direktøren.

6. Bestyrelsen fastlægger Tilsynsmyndighedens organisation og vedtager Tilsynsmyndighedens personalepolitik, jf. artikel 16, stk. 1.

7. Bestyrelsen fastsætter de særbestemmelser, som er nødvendige for udøvelsen af retten til indsigt i Tilsynsmyndighedens dokumenter, jf. artikel 18.

8. Bestyrelsen vedtager årsrapporten om Tilsynsmyndighedens aktiviteter og planer og videresender den senest den 15. juni til Europa-Parlamentet, Rådet, Kommissionen, Det Europa-Økonomiske og Sociale Udvalg og Revisionsretten.

9. Tilsynsmyndigheden sender hvert år alle relevante oplysninger til budgetmyndigheden om resultaterne af evalueringsprocedurerne.

10. Bestyrelsen vedtager selv sin forretningsorden.

11. Bestyrelsen vedtager Tilsynsmyndighedens sprogordning.

Artikel 7

Direktøren

1. Tilsynsmyndigheden ledes af en direktør, som er uafhængig i udøvelsen af sine funktioner. Med forbehold af Kommissionens og bestyrelsens respektive beføjelser må direktøren hverken søge eller modtage instrukser fra nogen regering eller fra noget organ.

2. Direktøren udnævnes af bestyrelsen under hensyntagen til fortjeneste, kompetence og erfaring på grundlag af en af Kommissionen foreslået liste over kandidater, og han afsættes ligeledes af bestyrelsen. Bestyrelsen vedtager sin beslutning med et flertal på tre fjerdedele af sine medlemmer. Direktørens mandatperiode er fem år. Mandatet kan fornyes én gang for en periode af højst fem år.

3. Europa-Parlamentet og Rådet kan opfordre direktøren til at aflægge beretning om udførelsen af sine opgaver.

Artikel 8

Direktørens opgaver

1. Direktøren repræsenterer Tilsynsmyndigheden. Han er ansvarlig for forvaltningen.

2. Direktøren forbereder bestyrelsens arbejde. Han deltager uden stemmeret i bestyrelsens arbejde.

3. Direktøren sikrer gennemførelsen af Tilsynsmyndighedens årlige arbejdsprogram under kontrol af bestyrelsen.

4. Direktøren træffer de nødvendige foranstaltninger, herunder vedtagelse af interne administrative instrukser og offentliggørelse af meddelelser, for at sikre, at Tilsynsmyndigheden fungerer i overensstemmelse med denne forordning.

5. Direktøren udarbejder overslag over Tilsynsmyndighedens indtægter og udgifter i henhold til artikel 11 og gennemfører Tilsynsmyndighedens budget i henhold til artikel 12.

6. Direktøren udarbejder hvert år et udkast til en almindelig rapport og forelægger det for bestyrelsen.

7. Direktøren udøver de i artikel 16 nævnte beføjelser over for Tilsynsmyndighedens personale.

8. Med bestyrelsens samtykke kan direktøren træffe beslutninger om oprettelse af lokale kontorer i medlemsstaterne, jf. artikel 4.

Artikel 9

Det videnskabelige og tekniske udvalg

1. Bestyrelsen kan oprette et videnskabeligt og teknisk udvalg, hvis medlemmer og formand udnævnes blandt eksperter, som er anerkendt inden for de områder, som udvalget skal udtale sig om.

2. På bestyrelsens anmodning kan det videnskabelige og tekniske udvalg få til opgave at:

- afgive udtalelser om tekniske spørgsmål eller om forslag, der indebærer en væsentlig ændring af udformningen af det europæiske satellitbaserede radionavigationssystem

- afgive henstillinger om modernisering af systemet

- udføre enhver anden opgave, som er nødvendig for udviklingen af ekspertisen inden for satellitbaseret radionavigation.

3. Det videnskabelige og tekniske udvalg fastsætter sin forretningsorden, som skal godkendes af bestyrelsen.

Artikel 10

Tilsynsmyndighedens budget

1. Der udarbejdes for hvert regnskabsår, som er sammenfaldende med kalenderåret, overslag over alle Tilsynsmyndighedens indtægter og udgifter, og de opføres på Tilsynsmyndighedens budget.

2. Indtægter og udgifter skal balancere.

3. Tilsynsmyndighedens indtægter omfatter, med forbehold af andre ressourcer og gebyrer, som skal fastlægges nærmere, et tilskud fra Fællesskabet, som er opført på Det Europæiske Fællesskabs almindelige budget med henblik på at sikre, at der er balance mellem indtægter og udgifter.

4. Tilsynsmyndighedens udgifter omfatter bl.a. aflønning af personalet, udgifter til administration og infrastruktur, driftsudgifter og udgifter vedrørende driften af det videnskabelige og tekniske udvalg og vedrørende aftaler om støtte, der indgås af Tilsynsmyndigheden med henblik på gennemførelsen af det europæiske satellitbaserede radionavigationsprogram.

Artikel 11

Opstilling af budgettet

1. Bestyrelsen udarbejder hvert år, på grundlag af et af direktøren udarbejdet udkast, et overslag over Tilsynsmyndighedens indtægter og udgifter for det følgende regnskabsår. Bestyrelsen sender dette overslag, der indbefatter en stillingsfortegnelse, til Kommissionen senest den 31. marts.

2. Kommissionen sender overslaget til Europa-Parlamentet og Rådet (i det følgende benævnt "budgetmyndigheden") sammen med det foreløbige forslag til Den Europæiske Unions almindelige budget.

3. På grundlag af overslaget opfører Kommissionen de overslag, som den finder nødvendige under hensyntagen til stillingsfortegnelsen og størrelsen af tilskuddet fra det almindelige budget, i det foreløbige forslag til Den Europæiske Unions almindelige budget, jf. traktatens artikel 272.

4. Budgetmyndigheden godkender bevillingerne vedrørende tilskuddet til Tilsynsmyndigheden.

Budgetmyndigheden vedtager Tilsynsmyndighedens stillingsfortegnelse.

5. Tilsynsmyndighedens budget vedtages af bestyrelsen. Det bliver endeligt efter den endelige vedtagelse af Den Europæiske Unions almindelige budget. Det justeres om fornødent i overensstemmelse hermed.

Artikel 12

Budgetgennemførelse og -kontrol

1. Direktøren gennemfører Tilsynsmyndighedens budget.

2. Senest den 1. marts efter regnskabsårets afslutning sender Tilsynsmyndighedens regnskabsfører det foreløbige regnskab, ledsaget af beretningen om den budgetmæssige og økonomiske forvaltning i regnskabsåret, til Kommissionens regnskabsfører. Kommissionens regnskabsfører konsoliderer institutionernes og de decentraliserede organers foreløbige regnskaber i overensstemmelse med artikel 128 i den almindelige finansforordning.

3. Senest den 31. marts efter regnskabsårets afslutning sender Kommissionens regnskabsfører Tilsynsmyndighedens foreløbige regnskab, ledsaget af beretningen om den budgetmæssige og økonomiske forvaltning i regnskabsåret, til Revisionsretten. Beretningen om den budgetmæssige og økonomiske forvaltning sendes ligeledes til Europa-Parlamentet og Rådet.

4. Straks efter modtagelsen af Revisionsrettens bemærkninger om Tilsynsmyndighedens foreløbige regnskab opstiller direktøren på eget ansvar Tilsynsmyndighedens endelige regnskab, jf. bestemmelserne i artikel 129 i den almindelige finansforordning, og sender det til bestyrelsen med henblik på udtalelse.

5. Bestyrelsen afgiver udtalelse om Tilsynsmyndighedens endelige regnskab.

6. Direktøren sender senest den 1. juli efter regnskabsårets afslutning dette endelige regnskab, ledsaget af bestyrelsens udtalelse, til Europa-Parlamentet, Rådet, Kommissionen og Revisionsretten.

7. Det endelige regnskab offentliggøres.

8. Direktøren sender senest den 30. september Revisionsretten et svar på dennes bemærkninger. Direktøren sender ligeledes dette svar til bestyrelsen.

9. Hvis Europa-Parlamentet anmoder om det, forelægger direktøren det alle de oplysninger, der er nødvendige for, at dechargeproceduren for det pågældende regnskabsår kan forløbe tilfredsstillende, jf. artikel 146, stk. 3, i den almindelige finansforordning.

10. Efter henstilling fra Rådet, som træffer afgørelse med kvalificeret flertal, meddeler Europa-Parlamentet inden den 30. april i år N + 2 direktøren decharge for gennemførelsen af budgettet for regnskabsåret N.

Artikel 13

Finansforordning

Tilsynsmyndighedens finansielle bestemmelser vedtages af bestyrelsen efter høring af Kommissionen. De må kun afvige fra Kommissionens forordning (EF, Euratom) nr. 2343/2002 af 19. november 2002 om rammefinansforordning for de organer, der er omhandlet i artikel 185 i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget, hvis det er nødvendigt på grund af de særlige forhold, der karakteriserer Tilsynsmyndighedens drift, og hvis Kommissionen på forhånd har givet sit samtykke.

Artikel 14

Bekæmpelse af svig

1. Med henblik på bekæmpelse af svig, bestikkelse og andre ulovlige handlinger finder bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1073/1999 af 25. maj 1999 om undersøgelser, der foretages af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF), ubegrænset anvendelse.

2. Tilsynsmyndigheden overholder den interinstitutionelle aftale af 25. maj 1999 om de interne undersøgelser, der foretages af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF), og vedtager straks de nødvendige bestemmelser, som gælder for alle Tilsynsmyndighedens medarbejdere.

3. Finansieringsafgørelserne og de deraf følgende gennemførelsesaftaler og -instrumenter fastsætter udtrykkeligt, at Revisionsretten og OLAF om nødvendigt kan foretage kontrol på stedet hos modtagerne af Tilsynsmyndighedens midler samt hos de medarbejdere, som er ansvarlige for tildelingen af disse midler.

Artikel 15

Privilegier og immuniteter

Protokollen vedrørende De Europæiske Fællesskabers privilegier og immuniteter gælder for Tilsynsmyndigheden.

Artikel 16

Personale

1. Tilsynsmyndighedens personale er omfattet af Vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber, Ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Fællesskaberne og de regler, som De Europæiske Fællesskabers institutioner har vedtaget i fællesskab med henblik på anvendelsen af denne vedtægt og disse ansættelsesvilkår. Bestyrelsen fastsætter de nødvendige gennemførelsesbestemmelser i samråd med Kommissionen.

2. Med forbehold af artikel 8 udøver Tilsynsmyndigheden over for sine ansatte de beføjelser, som Vedtægten og Ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Fællesskaberne tillægger ansættelsesmyndigheden.

3. Tilsynsmyndighedens personale består af tjenestemænd, som midlertidigt er stillet til rådighed eller udstationeret af Kommissionen eller medlemsstaterne, og af øvrige ansatte, som Tilsynsmyndigheden ansætter efter behov til udførelse af sine opgaver.

Artikel 17

Ansvar

1. Tilsynsmyndighedens ansvar i kontraktforhold bestemmes efter den for den pågældende kontrakt gældende lovgivning. Domstolen har kompetence til at træffe afgørelse i henhold til enhver voldgiftsbestemmelse, der er indeholdt i en af Tilsynsmyndigheden indgået kontrakt.

2. For så vidt angår ansvar uden for kontraktforhold, skal Tilsynsmyndigheden i overensstemmelse med de almindelige retsprincipper, der er fælles for medlemsstaternes retssystemer, erstatte skader forvoldt af dens tjenestegrene eller af dens ansatte under udførelsen af deres hverv. Domstolen har kompetence til at afgøre tvister vedrørende erstatning for sådanne skader.

3. De ansattes personlige ansvar over for Tilsynsmyndigheden bestemmes efter den for de ansatte gældende vedtægt eller ordning.

4. Domstolen har kompetence til at afgøre tvister vedrørende erstatning for de i stk. 3 omhandlede skader.

Artikel 18

Aktindsigt og beskyttelse af personoplysninger

1. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter gælder for de dokumenter, som beror hos Tilsynsmyndigheden.

2. Bestyrelsen vedtager inden seks måneder efter ikrafttrædelsen af forordning (EF) nr. ... om forvaltningsstrukturerne for det europæiske program for satellitbaseret radionavigation de nærmere enkeltheder vedrørende gennemførelsen af forordning (EF) nr. 1049/2001.

3. De afgørelser, som Tilsynsmyndigheden træffer i henhold til artikel 8 i forordning (EF) nr. 1049/2001, kan indklages for ombudsmanden eller for Domstolen på de betingelser, som er fastsat i henholdsvis artikel 195 og artikel 230 i traktaten.

4. Tilsynsmyndighedens behandling af personoplysninger er omfattet af bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger.

Artikel 19

Tredjelandes deltagelse

Tilsynsmyndigheden er åben for deltagelse af stater, som ikke er medlemmer af Den Europæiske Union, og som har indgået aftaler med Fællesskabet herom.

I de relevante bestemmelser i disse aftaler fastsættes arten og omfanget af samt de nærmere vilkår for disse landes deltagelse i Tilsynsmyndighedens arbejde, herunder bestemmelser om finansielle bidrag og personale.

Kapitel 2: Sikkerhedscentret

Artikel 20

Oprettelse af Sikkerhedscentret

Der oprettes et permanent og operationelt sikkerhedscenter ved Rådets generalsekretariat.

Artikel 21

Sikkerhedscentrets opgaver

Sikkerhedscentret har til opgave:

- at give instrukser til Galileo-operatøren med henblik på at sikre systemets sikkerhed, herunder at pålægge operatøren at træffe de nødvendige foranstaltninger til støjsending eller signalafbrydelse i tilfælde af krise

- at bidrage til foranstaltninger, som har tilknytning til sikkerheden i det europæiske system for satellitbaseret radionavigation, herunder at overvåge systemets specifikationer (komponenternes arkitektur og sikkerhed)

- om nødvendigt at yde Kommissionen teknisk bistand under forhandlingerne med tredjelande vedrørende sikkerhedsaspekterne ved det europæiske system for satellitbaseret radionavigation, jf. dog EF-traktatens artikel 300

- at udtale sig om sikkerhedsbilagene til de kontrakter, der er indgået eller skal indgås med henblik på gennemførelsen af systemet

- at udtale sig om PRS-tjenestens (PRS: Public Regulated Service) tekniske specifikationer og om procedurerne og metoderne til identifikation af brugerne

- at definere den kryptologi, som kræver en godkendelse fra regeringen (udvikling, gennemførelse, godkendelse af kryptologiske komponenter)

- at udføre ethvert andet hverv på dette område, som Rådet pålægger det.

Artikel 22

Sikkerhedscentrets sammensætning og drift

Rådets generalsekretariat fastsætter sammen med Kommissionen Sikkerhedscentrets sammensætning og vilkårene for dets drift, herunder Kommissionens mulighed for at blive repræsenteret i centret.

Artikel 23

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft på tiendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat

Udfærdiget i Bruxelles, den

På Rådets vegne

Formand

Bilag 1 FINANSIERINGSOVERSIGT TIL FORSLAGET

Politikområde: ENERGI OG TRANSPORT

Aktiviteter: Galileo-programmets ibrugtagnings- og driftsfase

Titel: Forslag til Rådets forordning om forvaltningsstrukturerne for det europæiske program for satellitbaseret radionavigation

1. BUDGETPOST (nummer og betegnelse)

Under kapitel 06 03: transeuropæiske net

Oprettelse af særlige budgetkonti for Tilsynsmyndigheden (regulerende instans), dvs.:

- oprettelse af en konto 06 03 XX med betegnelsen "Tilsynsmyndighed"

- oprettelse af en konto 06 03 XX XX med betegnelsen "Tilsynsmyndighed" - Tilskud til afsnit 1 og 2

- oprettelse af en konto 06 03 XX XX med betegnelsen "Tilsynsmyndighed" - Tilskud til afsnit 3

Valget af artikel- og kontonumre under kapitel 06 03 vil blive truffet under budgetproceduren for 2006.

2. SAMLEDE TAL

2.1 Samlet rammebevilling: 3,55 mio. EUR om året som forpligtelsesbevilling

Denne årlige ramme er indbefattet i bevillingerne under artikel 06 03 01 for 2006 (finansieringsramme for 2000-2006 fastsat ved forordning) og vil eventuelt blive omfattet af den finansieringsramme, der skal fastsættes for de følgende år.

2.2 Gennemførelsesperiode:

Foranstaltningen har ubegrænset varighed (årligt tilskud).

2.3 Flerårigt skøn over udgifterne:

a) Forfaldsplan for forpligtelses-/betalingsbevillinger (finansieringstilskud)

Mio. EUR

>TABELPOSITION>

2.4 Forenelighed med den finansielle programmering og de finansielle overslag

x Forslaget er foreneligt med den gældende finansielle programmering (2000-2006).

2.5 Virkninger for budgettets indtægtsside

x Ingen

3. BUDGETSPECIFIKATIONER

>TABELPOSITION>

4. RETSGRUNDLAG

EF-traktatens artikel 308

5. BESKRIVELSE OG BEGRUNDELSE

5.1 Behov for EU-foranstaltninger

5.1.1 Mål

På grund af det europæiske satellitbaserede radionavigationssystems strategiske karakter og nødvendigheden af at sikre, at offentlighedens interesser forsvares og repræsenteres på passende måde, er det tvingende nødvendigt, at en offentlig myndighed fører tilsyn med systemets etablerings- og ibrugtagningsfase og driftsfase.

Denne tilsynsmyndighed skal indgå koncessionsaftalen med det konsortium, der udvælges efter Galileo-programmets udviklingsfase, og overvåge at aftaleforpligtelserne opfyldes. Som ejer af systemets forskellige komponenter skal den overdrage brugsretten til koncessionshaveren for koncessionsperioden.

Den forvalter og kontrollerer anvendelsen af fællesskabsbevillingerne til programmet.

Systemets sikkerhed har overordentlig stor betydning, hvorfor Tilsynsmyndigheden sammen med det i artikel 20 omhandlede Sikkerhedscenter og koncessionshaveren skal fastlægge procedurer, der skal garantere, at reglerne på dette område overholdes.

Tilsynsmyndigheden skal samordne medlemsstaternes indsats og de standpunkter, de skal forsvare, når de har indsendt sagsakter til Den Internationale Telekommunikationsunion om anvendelse af de frekvenser, der er nødvendige, for at systemet kan fungere. Desuden skal disse medlemsstater overdrage Tilsynsmyndigheden retten til at tildele koncessions haveren eneret til at benytte frekvenserne.

Endelig skal Tilsynsmyndigheden bistå Kommissionen på områder, der vedrører satellitbaseret radionavigation, navnlig hvis det viser sig nødvendigt at fastsætte love og bestemmelser.

5.1.2 Dispositioner, der er truffet på grundlag af forhåndsevalueringen

Forordningsforslaget er et resultat af mange drøftelser med alle de parter, der er berørt af Galileo-programmet, og ligger inden for de rammer, Rådet fastlagde i transportministrenes konklusioner den 4. og 5. april 2001.

5.2 Indsatsområder og nærmere bestemmelser for støtten

For at opfylde sin målsætning skal Tilsynsmyndigheden varetage følgende opgaver:

- Den skal handle som koncessionsgivende myndighed over for den private koncessionshaver, som har til opgave at gennemføre og forvalte programmets etablerings- og ibrugtagningsfase og driftsfase. I denne egenskab indgår tilsynsmyndigheden koncessionsaftalen med koncessionshaver. Den drager omsorg for, at koncessionshaveren overholder koncessionsaftalen og de dertil knyttede betingelser. Den overdrager brugsretten til de i artikel 3, stk. 1, nævnte materielle og immaterielle goder til koncessionshaveren i koncessionsperioden.

- Den skal forvalte de midler, der er afsat til det europæiske satellitbaserede radionavigationsprogram, i de faser, der følger efter udviklingsfasen.

- Den skal bistå Sikkerhedscentret med at kontrollere, at koncessionshaveren overholder sikkerhedsbestemmelserne.

- Den skal være depositar for alle de frekvenser, som er nødvendige for systemets drift, og den sikrer samordningen af medlemsstaternes foranstaltninger på dette område. Den skal være koncessionshaverens samtalepartner med hensyn til udnyttelsen af disse frekvenser.

- Den skal løse alle andre opgaver, som Kommissionen tildeler den.

For hvert regnskabsår, som er sammenfaldende med kalenderåret, udarbejdes der overslag over alle tilsynsmyndighedens indtægter og udgifter, som opføres på tilsynsmyndighedens budget.

Indtægter og udgifter skal balancere. Tilsynsmyndighedens indtægter omfatter, med forbehold af andre indtægter, som skal defineres, et tilskud fra Fællesskabet, som er opført på Det Europæiske Fællesskabs almindelige budget med henblik på at sikre, at der er balance mellem indtægter og udgifter.

Tilsynsmyndighedens udgifter omfatter bl.a. aflønning af personalet, udgifter til administration og infrastruktur, driftsudgifter og udgifter vedrørende driften af det videnskabelige og tekniske udvalg og vedrørende aftaler, der indgås med institutioner eller selskaber, som har til opgave at gennemføre det europæiske satellitbaserede radionavigationsprogram, Galileo.

5.3 Gennemførelsesmetoder

Tilsynsmyndigheden skal have en juridisk status, der gør det muligt for den at handle som juridisk person under udførelsen af sine opgaver.

1. Dens styringsorgan er en bestyrelse med tolv medlemmer, hvoraf Kommissionen og Rådet hver udpeger seks. Mandatperioden er fem år. Mandatet kan fornyes én gang.

Den ledes af en direktør, som udnævnes af bestyrelsen for en femårig periode, der kan fornyes én gang. Direktøren er Tilsynsmyndighedens juridiske repræsentant.

Desuden er det nødvendigt, at der åbnes mulighed for at oprette et videnskabeligt og teknisk udvalg til gennemføre undersøgelser og yde ekspertbistand. På bestyrelsens anmodning kan det videnskabelige og tekniske udvalg få til opgave at:

- afgive udtalelser om tekniske spørgsmål eller om forslag, der indebærer en væsentlig ændring af udformningen af det europæiske satellitbaserede radionavigationssystem

- afgive henstillinger om modernisering af systemet

- udføre enhver anden opgave, som er nødvendig for udvikling af ekspertisen inden for satellitbaseret radionavigation.

6. FINANSIELLE VIRKNINGER

6.1 Beregningsmetode for foranstaltningens samlede omkostninger (fastlægges senere af GD BUDG og GD ADMIN)

De årlige omkostninger til Tilsynsmyndigheden dækkes af tilskud fra Fællesskabet. Disse omkostninger kan analyseres således:

Personaleomkostninger

Det foreslåede budget modsvarer et personale på anslået 20 medarbejdere [6]. Dette overslag bygger på en sammenligning med andre organer, der er knyttet til forvaltningen af Galileo-programmet (f.eks. "den midlertidige støttestruktur", GISS, og fællesforetagendet Galileo).

[6] Medarbejderne rekrutteres som midlertidigt ansatte efter reglerne for Kommissionens personale.

Overslaget over personaleudgifter bygger på de årlige udgifter til personale i kategori A3, A4-5. A6-7, B2-3 og C1-3. Den store andel af medarbejdere i kategori A afspejler den høje videnskabelige kompetence, som er nødvendig, hvis Tilsynsmyndigheden skal kunne varetage sine opgaver.

>TABELPOSITION>

De samlede årlige udgifter til fuldtidsansatte anslås til 2,2 mio. Euro på grundlag af Europa-Kommissionens gennemsnitlige personaleomkostninger på 0,108 mio. Euro om året, iberegnet bygninger og dertil knyttede administrationsudgifter (post, telekommunikation, it m.v.).

Udgifter til udstyr

Udgifter til anskaffelse af udstyr og dertil knyttede omkostninger bliver ikke særlig store, for alt det udstyr, som er indkøbt til drift af fællesforetagendet Galileo, vil blive overført til Tilsynsmyndigheden. Der afsættes derfor et foreløbigt beløb på 150.000 EUR om året til dækning af supplerende behov.

Udgifter til drift

Disse udgifter går til møder, undersøgelser, oversættelse og udgivelse samt offentlighedsarbejde. Driftsudgifterne anslås foreløbigt til 1 mio. EUR om året.

Udgifter til tjenesterejser

Løsningen af Tilsynsmyndighedens opgaver nødvendiggør rejser i og uden for EU (rejse- og opholdsudgifter). Udgifterne til tjenesterejser anslås til 200.000 EUR om året. Disse overslag bygger på faktiske gennemsnitsomkostninger ved tjenesterejser i GD TREN's regi.

6.2 Fordeling på aktionens elementer (Fastlægges af GD BUDG og GD ADMIN)

Forpligtelsesbevillinger i Euro (løbende priser)

>TABELPOSITION>

6.3 Forfaldsplan for forpligtelser og betalinger

millioner Euro

>TABELPOSITION>

7. RESULTATOPFØLGNING OG EVALUERING

Forvaltningen af Tilsynsmyndighedens bevillinger kontrolleres af Revisionsretten (artikel 12), Parlamentet (artikel 12) og Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (artikel 14).

8. FORHOLDSREGLER MOD SVIG

Se punkt 7.

Top