52001PC0113

Forslag til RÅDETS FORORDNING OM INDFØRELSE AF EN ENHEDSMEKANISME FOR MELLEMFRISTET BETALINGSBALANCESTØTTE TIL MEDLEMSSTATERNE

(forelagt af Kommissionen)

BEGRUNDELSE

Indledning

Den nuværende finansielle støttemekanisme for mellemfristet betalingsbalancestøtte til medlemsstaterne blev indført ved Rådets forordning (EØF) nr. 1969/88 af 24. juni 1988. Denne forordning samlede to finansielle fællesskabsmekanismer, nemlig finansiel støtte på mellemlang sigt [1] og mekanismen med fællesskabslån til støtte af medlemsstaternes betalingsbalancer [2], i en enhedsmekanisme for mellemfristet finansiel støtte.

[1] Rådets beslutning 71/143/EØF (EFT L 73 af 27.3.1971), senest ændret ved beslutning 86/656/EØF (EFT L 382 af 31.12.1986).

[2] Rådets forordning (EØF) nr. 682/81 (EFT L 73 af 19.3.1981), ændret ved forordning (EØF) nr. 1131/85 (EFT L 118 af 1.5.1985).

Det Europæiske Råd vedtog den 16. juni 1997 en resolution om etablering af en valutakursmekanisme i tredje fase af Den Økonomiske og Monetære Union. Denne mekanisme skulle give mulighed for at sikre, om de medlemsstater, der ønskede at indføre euroen efter den 1. januar 1999, opfyldte bestemte konvergenskriterier i traktatens artikel 121. Den Europæiske Centralbank og de nationale centralbanker i de medlemsstater, der ikke deltager i eurozonen, indgik den 1. september 1998 en aftale med henblik på at fastsætte de nærmere regler for en valutakursmekanisme i tredje fase af Den Økonomiske og Monetære Union.

Den finansielle støttemekanisme kan iværksættes af Rådet, enten på initiativ af en medlemsstat, der har vanskeligheder eller alvorligt trues af vanskeligheder med hensyn til betalingsbalancens løbende poster eller kapitalposter, eller på initiativ af Kommissionen i kraft af den rolle, der er tillagt den i traktatens artikel 119, der forbliver i kraft i tredje fase Den Økonomiske og Monetære Union for medlemsstater med dispensation [3].

[3] Jf. EF-traktatens artikel 122.

Efter en undersøgelse af situationen i den pågældende medlemsstat kan Rådet træffe afgørelse om ydelse af et lån eller en passende finansieringsfacilitet, beløbets størrelse, den gennemsnitlige løbetid og de nærmere økonomisk-politiske betingelser, der er knyttet til den finansielle støtte på mellemlang sigt. Rådet beslutter ligeledes, om medlemsstaterne eventuelt skal finansiere hele eller en del af den mellemfristede finansielle støtte. Den finansielle støttemekanisme giver ikke blot mulighed for hurtigt at yde en betydelig finansiel bistand, men også for, via de betingelser, der er knyttet til lånet, at styrke de finansielle markeders tillid til det berørte lands evne til at sanere situationen.

Siden ikrafttrædelsen af Rådets forordning af 24. juni 1988 er enhedsmekanismen blevet anvendt to gange i forbindelse med to forskellige medlemsstater. Den første gang, i 1991, blev der ydet et lån på 2,2 mia. EUR til udbetaling i tre rater (hvoraf kun den første rate på 1 mia. EUR blev udbetalt), og den anden gang, hvor Rådet traf beslutning på grundlag af forordningen, var i januar 1993 og drejede sig om ydelse af et lån på 8 mia. EUR til udbetaling i fire rater (hvoraf kun de to første på hver 2 mia. EUR blev udbetalt).

Gennemgang af den finansielle enhedsmekanisme for støtte

I henhold til bestemmelserne i den nuværende forordnings artikel 12 har Rådet flere gange siden 1988 på grundlag af en rapport fra Kommissionen, efter udtalelse fra Det Økonomiske og Finansielle Udvalg [4] og efter høring af Europa-Parlamentet undersøgt, hvorvidt de principper, retningslinjer og lofter, der gælder for den indførte mekanisme, fortsat er i overensstemmelse med de behov, der gav anledning til dens indførelse.

[4] Siden 1.1.1999 har Det Økonomiske og Finansielle Udvalg erstattet Det Monetære Udvalg.

Ved undersøgelsen i oktober 1997 af Kommissionens rapport om undersøgelsen af den finansielle støttemekanisme drog Rådet den konklusion [5], at mekanismen fortsat er tilpasset de behov, der førte til dens oprettelse, og Rådet anførte endvidere, at det ønskede, at spørgsmålet på ny undersøges i lyset af tredje fase af Den Økonomiske og Monetære Union.

[5] Samling 2032 i ØKOFIN-Rådet, 13.10.1997.

Kommissionen gav i sin rapport [6] fra november 1999 til Rådet og Europa-Parlamentet om undersøgelsen af enhedsmekanismen for mellemfristet betalingsbalancestøtte til medlemsstaterne udtryk for, at instrumentet burde opretholdes, men fandt dog, at bestemmelsen om rådsbeslutning om, hvorvidt medlemsstaterne eventuelt skal finansiere hele eller en del af den mellemfristede finansielle støtte, burde ophæves, og at det nuværende loft på 16 mia. EUR burde nedsættes til 12 mia. EUR.

[6] KOM(1999) 628 endelig udg. af 26.11.1999.

Det Økonomiske og Finansielle Udvalg erklærede i sin udtalelse [7], fremsendt den 14. juli 2000, om Kommissionens rapport, at det kunne tilslutte sig Kommissionens synspunkter.

[7] Dok. EFC/ECFIN/312 endelig udg. af 31. maj 1999.

Europa-Parlamentet gik i forbindelse med undersøgelsen [8] af Kommissionens rapport også ind for det finansielle støtteinstrument og for ændringen af mekanismens juridiske referenceramme for at tage hensyn til iværksættelsen af den tredje fase i Den Økonomiske og Monetære Union. Parlamentet støttede Kommissionens forslag om at nedsætte det nuværende låneloft på 16 mia. EUR til 12 mia. EUR og opfordrede sideløbende Kommissionen til at undersøge muligheden af at skabe en hensigtsmæssig mekanisme for betalingsbalancestøtte til ansøgerlandene, som kan integreres i førtiltrædelsesstrategien.

[8] Rapport fra Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål af 11. oktober 2000 (A5-0277/2000 FINAL).

Rådet undersøgte det finansielle støtteinstrument i lyset af Kommissionens rapport og de udtalelser, der blev fremsat af Det Økonomiske og Finansielle Udvalg og Europa-Parlamentet, og formulerede sine konklusioner på samlingen den 14. december 2000. Rådet gik ind for at opretholde instrumentet og for at tilpasse den juridiske referenceramme. Det ønskede en ændring af den nuværende forordning, som udelukkende åbner mulighed for at fremskaffe kapital til mekanismen på de internationale kapitalmarkeder, og fandt, at mekanismens rammebeløb burde reduceres fra 16 mia. EUR til 12 mia. EUR. Det opfordrede Kommissionen til i rette tid at fremlægge forslag om ændringer af forordning (EØF) nr. 1969/88 i overensstemmelse med disse retningslinjer.

Bemærkninger til de enkelte artikler

Artikel 1 vedrører følgende ændringer:

- Siden indledningen af tredje fase af Den Økonomiske og Monetære Union (1.1.1999) har mekanismen kun været gældende for medlemsstater med dispensation, for så vidt angår deres deltagelse i Den Økonomiske og Monetære Union.

- I betragtning af den betydelige reduktion af antallet af medlemsstater, der kan drage fordel af mekanismen, reduceres låneloftet fra 16 mia. EUR til 12 mia. EUR.

- Udviklingen i de finansielle teknikker, der benyttes på kapitalmarkederne og af de finansielle institutioner, samt bestræbelserne på at minimere finansieringsomkostningerne for den begunstigede medlemsstat gør det ønskeligt at udvide Kommissionen bemyndigelse til også at omfatte 'gælds- og/eller renteswaps').

Artikel 2 tager nu specielt sigte på medlemsstater med dispensation og præciserer en af de funktioner, som Det Økonomiske og Finansielle Udvalg skal varetage i forbindelse med iværksættelse af mekanismen (dette udvalg har siden indledningen af tredje fase af Den Økonomiske og Monetære Union erstattet Det Monetære Udvalg, jf. traktatens artikel 114, stk. 2).

Artikel 3 og 4 præciserer anvendelsen af mekanismen med henvisning til den nye nummerering i traktaten, der blev indført med ratifikationen af Amsterdam-traktaten.

Artikel 5 præciserer henholdsvis Kommissionens og Det Økonomiske og Finansielle Udvalgs rolle i forbindelse med kontrollen af de økonomisk-politiske foranstaltninger, der skal iværksættes af den medlemsstat, som drager fordel af et lån fra Fællesskabet.

Artikel 6 indfører det princip, at lån, der ydes på grundlag af mekanismen, kan supplere en meget kortfristet finansieringsfacilitet, som eventuelt ydes af Den Europæiske Centralbank. Denne facilitet blev indført ved den aftale af 1. september 1998 mellem Den Europæiske Centralbank og de nationale centralbanker i medlemsstaterne uden for eurozonen, som fastsætter, hvordan valutakursmekanismen skal fungere i tredje fase af Den Økonomiske og Monetære Union.

Artikel 7 præciserer de nærmere bestemmelser for lånoptagelses- og långivningstransaktioner i henhold til mekanismen og supplerer de bestemmelser, der fandtes i forordning (EØF) nr. 1969/88, på følgende måde:

- artikel 1 i dette forslag udvider Kommissionens bemyndigelse til også at omfatte gælds- og/eller renteswaps. Hvis Kommissionen vælger at omdanne de lån, den har optaget ved hjælp af gælds- og/eller renteswaps, for at få en mere fordelagtig finansieringsomkostning, opstår der en kommerciel risiko ved finansieringstransaktionerne i forbindelse med lånene. Denne kommercielle risiko skyldes udelukkende, at der kan være risiko for, at modparten i swaptransaktionen, som Kommissionen har indgået, ikke kan opfylde sine forpligtelser. Det skal noteres, at denne risiko er større, når swaptransaktionerne består i en kapitalomlægning (valutaswap), end når transaktionerne udelukkende består i renteændringer (renteswap).

For at begrænse denne risiko til et minimum for Det Europæiske Fællesskab udvælger Kommissionen modparterne i swaptransaktionerne med omhu på grundlag af kreditrisikoanalyser (dvs. solvens- og likviditetsanalyser af modparterne), der foretages af specialiserede kreditvurderingsselskaber (f.eks.: Standard&Poor's, Moody's). På grundlag af de analyser, der foretages af disse verdenskendte selskaber, udvælger Kommissionen udelukkende de swap-modparter, der har en meget høj kreditværdighed ('credit rating').

- i henhold til artikel 3, stk. 2, i forordningen træffer Rådet afgørelse om ydelse af et lån eller en passende finansieringsfacilitet, beløbets størrelse, den gennemsnitlige løbetid og de successive rater, der giver den begunstigede medlemsstat mulighed for at benytte hele beløbet. Rådets fastlæggelse af de nærmere bestemmelser giver en vis manøvremargen for så vidt angår karakteristikaene ved låneraterne, specielt med hensyn til valuta, løbetid og rentetypen.

Når den begunstigede medlemsstat ønsker at trække en rate på det lån, som Fællesskabet har ydet i henhold til mekanismen, kan medlemsstaten underrette Kommissionen om ønskerne med hensyn til ovennævnte karakteristika, og Kommissionen vil derefter drage omsorg for at opnå en finansiering, der bedst muligt svarer til medlemsstatens behov. Hvis disse ønsker skulle vise sig at være uhensigtsmæssige eller uigennemførlige med hensyn til de tekniske begrænsninger på markederne, forbeholder Kommissionen sig ret til at meddele den begunstigede medlemsstat dette og at foreslå alternative finansieringsløsninger.

Artikel 8 definerer beregningsmetoden for de beløb, der skal modregnes i de lånelofter, der gælder i henhold til mekanismen.

Artikel 9 præciserer beslutningsprocessen i forbindelse med de lån, der skal ydes i henhold til mekanismen.

Artikel 10 fastsætter, at lånene forvaltes af Kommissionen.

Ifølge forordning (EØF) nr. 1969/88 varetog Den Europæiske Fond for Monetært Samarbejde forvaltningen af lånene. Ved indledningen af anden fase af Den Økonomiske og Monetære Union blev Den Europæiske Fond for Monetært Samarbejde opløst i henhold til traktatens artikel 117, stk. 2, og de funktioner, den varetog, blev overtaget af Det Europæiske Monetære Institut, der blev oprettet ved samme artikel i traktaten.

Traktatens artikel 123, stk. 2, fastsætter, at så snart den europæiske centralbank er oprettet, overtager den om nødvendigt Det Europæiske Monetære Instituts opgaver, og Det Europæiske Monetære Institut træder samtidig i likvidation. I henhold til disse bestemmelser har Den Europæiske Centralbank siden sikret forvaltningen af de lån, der er ydet inden for rammerne af mekanismen. I betragtning af at Den Europæiske Centralbank i det væsentlige har en administrativ karakter, udgør forvaltningen af lånene ikke en af de vigtigste opgaver, der er tillagt Den Europæiske Centralbank. Af forenklings- og effektivitetshensyn (og da den tilsvarende låneoptagelse forvaltes af Kommissionen på Det Europæiske Fællesskabs vegne) anbefales det også at overlade forvaltningen af lånene til Kommissionen.

Artikel 11 fastsætter, hvor tit Kommissionen skal fremlægge en rapport om, hvorvidt de principper, retningslinjer og lofter, der gælder for den indførte mekanisme, fortsat er i overensstemmelse med de behov, der foranledigede dens indførelse. Ændringerne i forhold til forordning (EØF) nr. 1969/88 er følgende:

- Mens forordningen fastsatte den dato, på hvilken Kommissionens første rapport om mekanismen skulle fremlægges, er det Rådet, der har fastsat tidspunkterne for de efterfølgende rapporter. Det forekommer imidlertid mere hensigtsmæssigt at fastsætte i forordningen, hvornår Kommissionens rapporter fremover skal fremlægges.

- Forordningen fastsætter i øjeblikket, at Kommissionens rapport om mekanismen skal være genstand for en udtalelse fra Det Økonomiske og Finansielle Udvalg og en høring af Europa-Parlamentet, inden Rådet kan foretage sin undersøgelse. I betragtning af at Kommissionens rapport i det væsentlige har en teknisk karakter, forekommer det af effektivitetshensyn hensigtsmæssigt, at der kun foretages en høring af Det Økonomiske og Finansielle Udvalg inden forelæggelsen for Rådet.

Artikel 12 ophæver forordning (EØF) nr. 1969/88.

2001/0062 (CNS)

Forslag til RÅDETS FORORDNING OM INDFØRELSE AF EN ENHEDSMEKANISME FOR MELLEMFRISTET BETALINGSBALANCESTØTTE TIL MEDLEMSSTATERNE

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 308,

under henvisning til forslag fra Kommissionen [9], forelagt efter høring af Det Økonomiske og Finansielle Udvalg,

[9] EFT C af , s. .

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet [10],

[10] EFT C af , s. .

under henvisning til udtalelse fra Den Europæiske Centralbank, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) I henhold til traktatens artikel 119, stk. 1, andet afsnit, træffer Rådet efter henstilling fra Kommissionen og efter høring af Det Økonomiske og Finansielle Udvalg afgørelse om gensidig bistandsydelse i tilfælde af, at en medlemsstat har vanskeligheder eller alvorligt trues af vanskeligheder med hensyn til sin betalingsbalance. Artikel 119 definerer ikke det instrument, der skal bruges i forbindelse med den nævnte gensidige bistand.

(2) En långivningstransaktion bør kunne iværksættes så betids, at den begunstigede medlemsstat rettidigt under velordnede valutakursforhold kan træffe økonomisk-politiske foranstaltninger, som kan hindre, at der opstår en akut betalingsbalancekrise, og støtte medlemsstatens bestræbelser for at tilvejebringe konvergens.

(3) I forbindelse med hver transaktion vedrørende långivning til en medlemsstat bør denne stat vedtage økonomisk-politiske foranstaltninger, som kan genskabe eller sikre en holdbar betalingsbalancesituation, og som er afpasset efter, hvor alvorlig situationen er, og hvorledes den udvikler sig.

(4) Det er vigtigt på forhånd at fastsætte passende procedurer og instrumenter, som giver Fællesskabet og medlemsstaterne mulighed for om nødvendigt at iværksætte en mellemfristet finansiel støtte med kort varsel, særlig såfremt omstændighederne kræver en øjeblikkelig handling.

(5) For at sikre finansieringen af den støtte, der bevilges, bør Fællesskabet kunne udnytte sit gode omdømme til selv at tilvejebringe midler, som det derefter stiller til rådighed for medlemsstaterne i form af lån. Transaktioner af denne art er nødvendige for at virkeliggøre Fællesskabets mål, således som de er fastsat i traktaten, særlig for så vidt angår den harmoniske udvikling af de økonomiske aktiviteter i Fællesskabet som helhed.

(6) Ved Rådets forordning (EØF) nr. 1969/88 blev der til dette formål indført en enhedsmekanisme for mellemfristet betalingsbalancestøtte til medlemsstaterne [11].

[11] EFT L 178 af 8.7.1988.

(7) Siden den 1. januar 1999 kan de medlemsstater, der deltager i den fælles valuta, ikke længere drage fordel af den mellemfristede finansielle støtte. Den finansielle støttemekanisme bør imidlertid opretholdes, ikke blot for at tilfredsstille de potentielle behov hos de nuværende medlemsstater med dispensation med hensyn til deltagelse i den tredje fase af Den Økonomiske og Monetære Union, men også for at tilfredsstille behovene hos de nye medlemsstater, indtil de indfører den fælles valuta.

(8) Indførelsen af den fælles valuta har medført en betydelig reduktion i antallet af medlemsstater, der kan bruge instrumentet. Dette berettiger, at det nuværende rammebeløb på 16 mia. EUR justeres nedad. Långivningsloftet bør ikke desto mindre opretholdes på et tilstrækkeligt højt niveau, sådan at det på en hensigtsmæssig måde kan dække flere medlemsstaters behov på samme tid. For at dække sådanne behov vil det imidlertid være passende at nedsætte långivningsrammebeløbet fra 16 mia. EUR til 12 mia. EUR.

(9) Den åbenbare uligevægt mellem antallet af lande, der potentielt kan tildeles lån i tredje fase af Den Økonomiske og Monetære Union, og antallet af lande, der kan finansiere dem, gør det vanskeligt at opretholde den direkte finansiering af lån, der ydes af alle de andre medlemsstater. Lånene bør derfor udelukkende finansieres via kapitalmarkederne eller de finansielle institutioner, idet disse kapitalkilder nu har nået et udviklingsstade og modenhed, der sætter dem i stand til at løse en sådan finansieringsopgave.

(10) De nærmere betingelser for at benytte mekanismen bør desuden præciseres i lyset af den indhøstede erfaring, og der bør tages hensyn til de internationale finansmarkeders udvikling samt til de tekniske muligheder og begrænsninger, der er forbundet med at anvende disse finansieringskilder.

(11) Det påhviler Rådet at træffe afgørelse om et lån eller en passende finansieringsfacilitet, den gennemsnitlige løbetid, det samlede beløb og størrelsen af de successive rater. Karakteristikaene ved raterne, særlig valutaen, løbetiden og rentetypen, bør imidlertid fastsættes ved fælles overenskomst mellem den begunstigede medlemsstat og Kommissionen. Hvis Kommissionen finder, at de lånekarakteristika, som den pågældende medlemsstat ønsker, indebærer en finansiering, der er uforenelig med de tekniske begrænsninger, der fastsættes af kapitalmarkederne eller de finansielle institutioner, bør den kunne foreslå alternative finansieringsbetingelser.

(12) For at finansiere lån, der ydes i henhold til denne forordning, skal Kommissionen på Det Europæiske Fællesskabs vegne bemyndiges til at optage lån på kapitalmarkederne eller hos finansielle institutioner. Udviklingen i de finansieringsteknikker, der benyttes på disse markeder eller af disse institutioner, har medført, at der i vid udstrækning anvendes afledte produkter, bl.a. gælds- og/eller renteswaps. Hvis lån, der ydes efter denne mekanisme, skal kunne effektueres til de mest fordelagtige finansieringsomkostninger, skal Kommissionen også være i stand til at benytte sådanne finansielle produkter.

(13) Den finansielle støttemekanisme, der blev indført ved forordning (EØF) nr. 1969/88, bør følgelig tilpasses. For at opnå klarhed bør nævnte forordning erstattes.

(14) For så vidt angår vedtagelsen af denne forordning, der udelukkende åbner mulighed for ydelse af fællesskabslån via kapitalfremskaffelse på kapitalmarkederne, idet de ikke skal finansieres af de andre medlemsstater, indeholder traktaten ingen anden hjemmel end traktatens artikel 308.

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

1. Der indføres en fællesskabsmekanisme for mellemfristet finansiel støtte, der giver mulighed for at yde lån til en eller flere medlemsstater, som har vanskeligheder eller alvorligt trues af vanskeligheder med hensyn til betalingsbalancens løbende poster eller kapitalposter. Kun medlemsstater med dispensation, for så vidt angår deltagelse i tredje fase af Den Økonomiske og Monetære Union, jf. traktatens artikel 122, kan omfattes af denne fællesskabsmekanisme.

Den samlede hovedstol for de lån, der kan ydes medlemsstaterne i henhold til denne mekanisme, er begrænset til 12 mia. EUR.

2. Med henblik herpå er Kommissionen bemyndiget til på Det Europæiske Fællesskabs vegne i overensstemmelse med den afgørelse, som Rådet træffer i henhold til artikel 3 og efter høring af Det Økonomiske og Finansielle Udvalg, at optage lån på kapitalmarkederne eller i finansielle institutioner og indgå gælds- og/eller renteswaps med henblik på at omdanne disse lån.

Artikel 2

Hvis en medlemsstat med dispensation overvejer at tilvejebringe midler uden for Fællesskabet, hvortil der er knyttet økonomisk-politiske betingelser, hører den først Kommissionen og de øvrige medlemsstater for bl.a. at undersøge de muligheder, som fællesskabsmekanismen for mellemfristet finansiel støtte frembyder. Denne høring finder sted i Det Økonomiske og Finansielle Udvalg.

Artikel 3

1. Mekanismen for mellemfristet finansiel støtte kan bringes i anvendelse af Rådet på foranledning af:

(a) Kommissionen, som handler i henhold til traktatens artikel 119 og efter samråd med den medlemsstat, som ønsker at få adgang til en fællesskabsfinansiering

(b) en medlemsstat, som har vanskeligheder eller alvorligt trues af vanskeligheder med hensyn til betalingsbalancens løbende poster eller kapitalposter.

2. Efter en undersøgelse af situationen i den medlemsstat, som ønsker at få adgang til mellemfristet finansiel støtte, og af det genopretnings- eller ledsageprogram, som medlemsstaten forelægger til støtte for sin anmodning, træffer Rådet, i princippet under samme samling, afgørelse om:

(a) ydelse af et lån eller en passende finansieringsfacilitet, beløbets størrelse samt den gennemsnitlige løbetid

(b) de økonomisk-politiske betingelser, der knyttes til den mellemfristede finansielle støtte med henblik på at genskabe eller sikre en holdbar betalingsbalancesituation

(c) de vilkår, der knyttes til lånet eller finansieringsfaciliteten, som i princippet udbetales eller aktiveres successivt, idet frigørelsen af hver rate er betinget af, at der foretages en kontrol af de resultater, der er opnået i forbindelse med iværksættelsen af programmet i forhold til de fastsatte mål.

Artikel 4

Hvis der i den periode, hvori der ydes finansiel støtte, indføres eller genindføres restriktioner for kapitalbevægelserne i henhold til traktatens artikel 120, tages de betingelser og nærmere bestemmelser, der er knyttet til den finansielle støtte, op til fornyet overvejelse i henhold til traktatens artikel 119.

Artikel 5

Kommissionen træffer de nødvendige foranstaltninger for med regelmæssige mellemrum og i samarbejde med Det Økonomiske og Finansielle Udvalg at kontrollere, at den økonomiske politik i den medlemsstat, som har modtaget et lån fra Fællesskabet, er i overensstemmelse med genopretnings- eller ledsageprogrammet og eventuelle andre betingelser, der er vedtaget af Rådet i henhold til artikel 3. Med henblik herpå stiller medlemsstaten alle nødvendige oplysninger til rådighed for Kommissionen. Afhængigt af resultaterne af denne kontrol træffer Kommissionen, efter at have indhentet udtalelse fra Det Økonomiske og Finansielle Udvalg, afgørelse om de successive udbetalinger af raterne.

Rådet træffer afgørelse om eventuelle tilpasninger af de oprindeligt fastsatte økonomisk-politiske betingelser.

Artikel 6

De lån, der ydes som mellemfristet finansiel støtte, kan anvendes til konsolidering af en støtte, der er ydet af Den Europæiske Centralbank som en meget kortfristet finansieringsfacilitet.

Artikel 7

1. De i artikel 1 omhandlede lånoptagelsestransaktioner og tilsvarende långivningstransaktioner sker med samme valørdato og må for Fællesskabet hverken indebære nogen ændring af forfaldsdagen eller risici i tilknytning til valutakurs- og renteudvikling eller nogen anden kommerciel risiko.

Hvis lån, som Fællesskabet har optaget, bliver genstand for en gælds- eller renteswap, skal den kommercielle risiko, der er forbundet med en transaktion af denne type, minimeres ved inddragelse af en modpart med en meget høj kreditværdighed ('credit rating').

Hvis lån angives, udbetales eller tilbagebetales i en dispensationsmedlemsstats valuta, kan de først optages efter høring af denne medlemsstats kompetente myndigheder.

Karakteristikaene ved successive rater, som Fællesskabet udbetaler i henhold til den finansielle støttemekanisme, forhandles mellem medlemsstaten og Kommissionen. Hvis Kommissionen finder, at de karakteristika, som medlemsstaten ønsker, medfører en fællesskabsfinansiering, der ikke passer med de tekniske begrænsninger på de finansielle markeder, eller som kan forringe Fællesskabets omdømme som låntager på disse markeder, forbeholder den sig ret til at nægte at godkende disse karakteristika og til at foreslå en alternativ løsning.

Hvis en medlemsstat modtager et lån, hvortil der er knyttet en klausul om indfrielse før forfald, og beslutter at gøre brug af denne mulighed, træffer Kommissionen de nødvendige foranstaltninger.

2. På anmodning af debitormedlemsstaten kan Kommissionen, hvis omstændighederne tillader en forbedring af udlånsrentesatsen, foretage en refinansiering eller ændre de finansielle betingelser for sin oprindelige lånoptagelse eller dele heraf.

En sådan refinansiering eller ændring skal finde sted på de vilkår, som er fastsat i stk. 1, og må ikke resultere i en forlængelse af den gennemsnitlige løbetid for de berørte lån eller i en forhøjelse af restgælden, opgjort til den løbende valutakurs på datoen for disse transaktioner.

3. Fællesskabets udgifter i forbindelse med iværksættelsen og gennemførelsen af hver transaktion afholdes af den begunstigede medlemsstat.

4. Det Økonomiske og Finansielle Udvalg holdes løbende underrettet om gennemførelsen af de i stk. 1, tredje afsnit, og stk. 2, første afsnit, omhandlede transaktioner.

Artikel 8

Ved anvendelsen af det loft, der er fastsat i artikel 1, stk. 1, andet afsnit, bogføres långivningstransaktionerne til den valutakurs, der gælder på datoen for lånets optagelse. Tilbagebetalingerne bogføres til den valutakurs, der var gældende på datoen for optagelsen af det tilsvarende lån.

Artikel 9

De i artikel 3 og 5 omhandlede afgørelser træffes af Rådet med kvalificeret flertal på forslag af Kommissionen, forelagt efter høring af Det Økonomiske og Finansielle Udvalg.

Artikel 10

Kommissionen træffer de nødvendige foranstaltninger med henblik på at sikre forvaltningen af lånene.

Artikel 11

Rådet undersøger hvert tredje år på grundlag af en rapport fra Kommissionen, efter udtalelse fra Det Økonomiske og Finansielle Udvalg, om de principper, retningslinjer og lofter, der gælder for den indførte mekanisme, fortsat er i overensstemmelse med de behov, der gav anledning til dens indførelse.

Artikel 12

Forordning (EØF) nr. 1969/88 ophæves.

Artikel [13...]

Denne forordning træder i kraft den dagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den .

På Rådets vegne

Formand