This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 51999AC0457
Opinion of the Economic and Social Committee on the 'Proposal for a European Parliament and Council Directive on certain legal aspects of electronic commerce in the internal market'
Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om «Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om visse retlige aspekter af elektronisk handel i det indre marked»
Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om «Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om visse retlige aspekter af elektronisk handel i det indre marked»
EFT C 169 af 16.6.1999, p. 36–42
(ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)
Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om «Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om visse retlige aspekter af elektronisk handel i det indre marked»
EF-Tidende nr. C 169 af 16/06/1999 s. 0036 - 0042
Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om "Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om visse retlige aspekter af elektronisk handel i det indre marked"(1) (1999/C 169/14) Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 23. april 1999 under henvisning til EF-traktatens artikel 100 A at anmode om Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om det ovennævnte emne. Det forberedende arbejde henvistes til ØSU's Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som udpegede Harald Glatz til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 15. april 1999. Det Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 363. plenarforsamling af 28.-29. april 1999, mødet den 29. april 1999, følgende udtalelse med 115 stemmer mod 2, mens 6 stemte hverken for eller imod. 1. Indledning 1.1. Elektronisk handel frembyder muligheder for EU's borgere og erhvervsliv: større økonomisk vækst, skabelse af arbejdspladser, chancen for at udvikle nye produkter og markeder, øget konkurrenceevne for europæiske virksomheder og et bredt udbud af varer og tjenesteydelser for de europæiske forbrugere. 1.1.1. Om den elektroniske handel rent faktisk får disse virkninger, f.eks. på beskæftigelsesområdet, afhænger dog af en række forskellige faktorer. ØSU foreslår, at Kommissionen foretager indgående studier i denne problemstilling, især med henblik på de beskæftigelsesmæssige aspekter. 1.1.2. De positive virkninger vil især slå igennem, hvis EU på dette område formår at indtage en stærk position på det globale marked, specielt i forhold til USA. I øjeblikket forholder det sig imidlertid således, at USA ifølge OECD's oplysninger genererer 80 % af den elektroniske handel. Det er derfor afgørende vigtigt, at EU træffer foranstaltninger, der sætter det i stand til fremover at udnytte de muligheder, som den elektroniske handel frembyder, og undgå at blive agterudsejlet af USA. 1.2. For at kunne udnytte de mulige fordele er det nødvendigt at fjerne retlige begrænsninger i den elektroniske handel, men samtidig må man tilvejebringe forudsætningerne for, at de potentielle brugere af den elektroniske handels tjenesteydelser (forbrugere såvel som virksomheder) kan have tillid til denne nye handelsform. Man må finde den optimale balance mellem disse to krav. I betragtning af direktivets vidtrækkende karakter og dets komplekse sammenhæng med andre regelområder er det nødvendigt at anlægge en yderst grundig og ansvarlig indfaldsvinkel. 1.3. Direktivets formål er at fremme udviklingen af den elektroniske handel ved at fjerne retlige handelshindringer. Hvis nye fjernsalgsmetoder skal opnå bred tilslutning hos kunderne (forbrugere og virksomheder), er det imidlertid nødvendigt at sætte målrettet ind på også at sikre, at de forbruger- og databeskyttelsesstandarder, som er opnået inden for den traditionelle handel, bliver fastholdt inden for den elektroniske handel med dens særlige tekniske rammevilkår, og at de kan anvendes i praksis. 1.4. Det er de færreste mennesker, som for øjeblikket har fuld adgang til informationstjenesterne. Visse befolkningsgrupper, specielt ældre mennesker, kan ikke nås ad elektronisk vej eller fortrækker at gøre forretninger gennem personlig kontakt. Det er ØSU's opfattelse, at vigtige tjenester, som udgør en lettelse i dagligdagen (f.eks. styring af bankkonti), også må være tilgængelige ad ikke-elektronisk vej, således at ingen befolkningsgrupper afskæres fra at benytte sig af dem. Det må heller ikke ske, at anvendelsen af nye teknologier skaber barrierer for bestemte befolkningsgrupper, således at disse kun i ringe omfang eller slet ikke får mulighed for at deltage i den elektroniske handel. EU-politikken må derfor sigte mod at hindre, at grupper i befolkningen på grund af manglende tekniske muligheder, utilstrækkelig viden eller dårlig økonomi ikke får adgang til informationssamfundets tjenester. 1.4.1. Også uddannelse og information af forbrugerne er en afgørende forudsætning for, at en bred kreds af forbrugere kan sikres risikofri adgang til informationssamfundets tjenester. 1.5. Distributionsformer, som i kraft af teknologien ubesværet kan overskride nationale grænser, lægger helt klart op til globale løsninger. Dette er årsagen til, at der på det seneste har fundet intensive drøftelser sted på internationalt plan. Spørgsmålet er således blevet behandlet på en række internationale konferencer og seminarer med deltagelse af regeringer og berørte kredse. F.eks. er der grund til at nævne OECD-konferencerne i Turku (november 1997) og Ottawa (oktober 1998), G7-ministerkonferencen i Bruxelles (februar 1995) og ministerkonferencen i Bonn (juli 1997). Der er også blevet igangsat en lang række aktiviteter i WTO-regi. Men selv om der helt sikkert er blevet gjort fremskridt under disse samtaler og forhandlinger, har resultaterne indtil nu ofte været begrænset til generelle principper. 1.6. For at udnytte de økonomiske og sociale muligheder, som byder sig for EU, er det derfor nødvendigt også at tage initiativer på europæisk plan. Det faktum, at elektronisk handel medfører gennemgribende ændringer i forretningsrelationer og samfundsliv, har fået EU til at lancere en række tiltag med særligt henblik på at afstikke klare rammer for videreudviklingen af den elektroniske handel, således at man fremmer investeringer i den elektroniske handels tjenester, som vil få en positiv indvirkning på vækst, konkurrenceevne og beskæftigelse i EU. 1.6.1. Blandt disse tiltag kan nævnes følgende: - Kommissionens meddelelse om et europæisk initiativ inden for elektronisk handel(2); - Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om sikkerhed og tillid i elektronisk kommunikation - Imod europæiske rammer for digitale signaturer og kryptering(3); - Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om en fælles ramme for elektroniske signaturer(4); - Kommissionens meddelelse om globaliseringen og informationssamfundet - Der må stærkere international samordning til(5); - Kommissionens forslag om en handlingsplan til fremme af sikker anvendelse af Internet(6), hvis formål er at øge tilliden til nettene via forskellige foranstaltninger, og som derved indgår i bestræbelserne på at fremme elektronisk handel; - Europa-Parlamentet har i en nylig resolution af 14. maj 1998 ligeledes opfordret Kommissionen til så hurtigt som muligt at fremlægge et forslag til direktiv, som tackler disse problemer på en sammenhængende måde. 2. Kommissionens forslag 2.1. Direktivforslaget har til formål at fjerne de hindringer og uklarheder, som skyldes medlemsstaternes divergerende lovgivning, således at der skal findes løsninger på fem centrale områder. Disse løsninger skal udgøre en sammenhængende ramme for den elektroniske handel. 2.2. Der tales i direktivforslaget om følgende fem områder: 2.2.1. Etablering som tjenesteyder i forbindelse med informationssamfundets tjenester: Etableringsstedet defineres. Særlige godkendelsesordninger for informationssamfundets tjenester skal forbydes. Tjenesteyderne skal opfylde bestemte informationskrav for at sikre gennemsigtighed i forbindelse med deres virksomhed. 2.2.2. Kommerciel kommunikation (f.eks. reklamer og direkte markedsføring): I forslaget fastlægges, hvad der skal forstås ved kommerciel kommunikation. Der fastsættes en række krav om gennemsigtighed i en sådan kommunikation. Kommerciel kommunikation skal være klart genkendelig som sådan, og de personer, på hvis vegne den kommercielle kommunikation foregår, skal klart kunne identificeres. Uopfordret kommerciel kommunikation skal for brugerne være klart genkendelig som sådan. 2.2.3. Kontrakter: Medlemsstaternes lovgivning skal tilpasses på en sådan måde, at navnlig formkrav ikke i praksis gør det umuligt at indgå onlinekontrakter. Endvidere skal man afhjælpe retsusikkerheden ved at klarlægge, på hvilket tidspunkt en kontrakt i bestemte tilfælde er indgået. 2.2.4. Formidleransvar: Det skal klarlægges, i hvilket omfang tjenesteydere af onlinetjenester er ansvarlige for transmission og lagring af oplysninger, der stammer fra tredjemand. Direktivforslaget fastsætter, at tjenesteydere ikke har noget ansvar overhovedet, når der er tale om ren formidling, og at deres ansvar er begrænset, når der er tale om andre former for virksomhed som formidler. 2.2.5. Gennemførelse af forskrifterne: Der skal udarbejdes adfærdskodekser på EU-plan, og det administrative samarbejde medlemsstaterne imellem skal fremmes. Det skal gøres lettere at etablere alternative systemer for bilæggelse af grænseoverskridende tvister. Der skal åbnes mulighed for udenretslig bilæggelse af tvister. 3. Generelle bemærkninger til direktivforslaget 3.1. Divergerende og uklare retlige rammevilkår hæmmer ubestridt den elektroniske handel, således at de positive effekter udebliver. Derfor må man bifalde initiativer, som skaber øget retssikkerhed for udbydere og brugere. 3.1.1. Kommissionen fremlægger sit direktivforslag på et velvalgt tidspunkt, idet retlige transaktioner og handel ad elektronisk vej i de fleste medlemsstater fremtræder som et aktuelt tema i stadig udvikling. Det hænger snævert og indlysende sammen med ikke mindst direktivet om elektroniske signaturer(7). 3.2. Formålet med Kommissionens forslag til direktiv om visse retlige aspekter af elektronisk handel i det indre marked er i første række at fjerne retlige barrierer, som kan hæmme udbredelsen af elektroniske tjenester på europæisk plan. 3.3. De ledsageforanstaltninger (om f.eks. udbyderens oplysningspligt og udenretslig bilæggelse af tvister), som er indeholdt i forslaget, hilses udtrykkeligt velkommen. ØSU finder det afgørende vigtigt, at den elektroniske handel ikke fremmes på bekostning af forbrugerbeskyttelsen. 3.4. Medmindre det er sagligt begrundet, bør der principielt ikke gælde divergerende retlige rammevilkår for på den ene side elektronisk handel og på den anden side traditionelle handelsformer. Rammevilkårene bør være teknologisk neutrale. Da den traditionelle handel i sagens natur kan tænkes at være underkastet specifikke ordninger (bl.a. standard-relaterede regelsæt som f.eks. byggeforskrifter), risikerer der at opstå forskelsbehandling og konkurrenceforvridninger. Efter ØSU's opfattelse må dette aspekt medtænkes i overvejelserne om etablering af bedre rammevilkår for den elektroniske handel. 3.5. Direktivet har det særtræk, at det på den ene side har et meget bredt anvendelsesområde (der bl.a. omfatter kommerciel kommunikation og elektroniske kontrakter), men at det på den anden side kun indfører delvis harmonisering inden for de enkelte områder. Mere vidtrækkende regler kan kun fastlægges nationalt efter en udvalgsprocedure (artikel 22). 3.6. På de områder, som ikke harmoniseres af direktivet, men alligevel falder ind under dets anvendelsesområde, gælder hjemlandsprincippet. Det indebærer, at lovgivningen i det land, hvor tjenesteudbyderen er etableret, finder anvendelse. Denne løsning hviler på en antagelse om, at udbyderen har vanskeligt ved at følge lovgivningen i de lande, hvor hans tjenester udbydes. 3.6.1. Direktivet griber ikke ind i gældende EF-ret. Dette er imidlertid langt fra ensbetydende med, at der ikke kan opstå konflikter med EF-retten, som den er blevet gennemført i medlemsstaterne. Nogle direktiver om forbrugerbeskyttelse fastsætter kun minimumsbestemmelser. F.eks. hjemler artikel 14 i direktivet om forbrugerbeskyttelse ved fjernsalg(8) mulighed for, at medlemsstaterne kan indføre eller fastholde et højere beskyttelsesniveau og herunder navnlig af hensyn til almenhedens interesser forbyde fjernsalg af bestemte varer eller tjenesteydelser (f.eks. lægemidler). 3.6.2. ØSU anerkender principielt tanken bag hjemlandsprincippet, som giver udbyderen af informationssamfundets tjenester færre retsomkostninger, og dermed sikrer ham en fordel, som principielt er ønskelig. Hjemlandsprincippet giver også mulighed for en bedre gennemførelse af beskyttelsesreglerne, idet ansvaret ligger hos hjemlandets myndigheder. 3.6.3. Dog medfører anvendelsen af hjemlandsprincippet, at kunderne - og ikke mindst forbrugerne - konfronteres med forskellige retssystemer, som er afgørende for indhold, kvalitet og retssikkerhed i informationssamfundets tjenester. De divergerende nationale systemer betyder, at de gældende rammevilkår ofte udviser store forskelle. Anvendelsen af hjemlandsprincippet kan derfor skabe en situation, hvor brugerlandets regler reelt mister deres beskyttende effekt, hvilket kan medføre risici for brugerne. 3.6.4. Da forbrugerne i en medlemsstat ikke nødvendigvis er bekendt med deres rettigheder i den anden medlemsstat, hvor tjenesteudbyderen er bosiddende, bør medlemsstaterne og Kommissionen hurtigst muligt drage omsorg for, at der etableres et grænseoverskridende netværk af forbrugerbeskyttelseskontorer eller ombudsmænd, der skal optræde som formidlere og eventuelt gribe mæglende ind, hvis der opstår tvister mellem forbrugere i ét land og tjenesteudbydere bosat i et andet land. Med et sådant netværk kunne man fastholde ideen om det indre marked, samtidig med at forbrugerne fik en enklere, billigere og mere effektiv klageadgang end et egentligt søgsmål, selv om de stadig skulle kunne lægge sag an, hvis de ikke føler at have fået tilstrækkeligt medhold. 3.6.5. Selv om ØSU har fuld forståelse for ønsket om at skabe forenklinger for udbyderen, skal det derfor opfordre til, at man her går frem med stor varsomhed og gennemtænker sagen yderligere, så længe der ikke er foretaget en harmonisering efter en høj fællesnævner. Denne synsmåde finder støtte i direktivforslaget, som opregner områder, hvor det generelle princip ikke følges fuldt ud. 3.6.6. ØSU skal påpege, at der måske kunne være grund til at overveje yderligere undtagelser på områder, hvor medlemsstaternes lovgivning udviser markante forskelle, eller som i særlig grad er i offentlighedens søgelys i de enkelte medlemsstater (f.eks. børnereklamer, præmiespil i reklameøjemed, postordresalg af lægemidler, lovregulerede tjenesteydelser). Hvis f.eks. hjemlandsprincippet fandt universel anvendelse på reklameområdet, kunne forbrugerne komme til at opleve reklamemetoder, som de hidtil ikke havde været udsat for. Specielt på følsomme områder kunne det være problematisk at praktisere "forum shopping" - med valg af placering, alt efter hvor reglerne er mest fordelagtige for udbyderen - og dette så meget desto mere, som denne mulighed kun i begrænset omfang står åben for SMV'er. Der bør derfor udarbejdes principper som rettesnor for fastlæggelsen af områder, hvor hjemlandsprincippet er gældende, og områder hvor dette foreløbig ikke er muligt. Det er klart, at der i denne forbindelse ikke må skabes hindringer i det indre marked. Derudover bør man fremover tilstræbe en harmonisering efter den højest mulige fællesnævner. 3.7. ØSU bemærker, at mange af forslagets bestemmelser er uklare, og at mere præcise formuleringer er påkrævede. 4. Særlige bemærkninger 4.1. Artikel 2 - Definitioner 4.1.1. ØSU gør opmærksom på, at den fremadskridende teknologiske konvergens i visse tilfælde kan føre til hurtig forældelse af definitioner. Som det fremgår af grønbogen om konvergensen mellem telekommunikations-, medie- og IT-sektoren(9), vil de konvergerende markeder frembringe hybride tjenester, som kombinerer en række af de klassiske tjenestekategoriers karakteristika. Multimedie-applikationer som f.eks. tv-apparater med indbyggede internet-browsere, PC'er med tv- eller radiomodtagere, radiotelefoni og internet-baseret taletelefoni vil gradvis gøre det umuligt at trække en klar grænse mellem individuel kommunikation og massekommunikation. ØSU foreslår derfor, at man er opmærksom på denne problematik under den videre behandling af direktivforslaget, og at man medtænker mulige nyskabelser, når definitionerne fastlægges endeligt. På den måde undgår man, at definitionerne forældes alt for hurtigt. 4.1.2. Især definitionen af "informationssamfundets tjenester" rejser en række afgrænsningsspørgsmål, som ikke lader sig løse definitivt, også selv om man medinddrager direktiv 98/48/EF(10) og især bilag V hertil. For at lette forståelsen og undgå uklarheder bør Kommissionen (som i bilag V i det nævnte direktiv) udarbejde negativ- og positivlister for allerede eksisterende tjenester. 4.1.3. Tilsvarende uklarheder gør sig gældende med hensyn til definitionen af "koordineret område", begrebet "kommerciel kommunikation" og begrebet "etableret tjenesteyder". 4.1.4. Begrebet forbruger bør defineres således: enhver fysisk person, der er bosiddende i Fællesskabet, og som i forbindelse med de af nærværende direktiv omhandlede aftaler ikke handler i medfør af sin handelsmæssige eller erhvervsmæssige virksomhed. 4.1.5. Da direktivets anvendelsesområde rejser mange spørgsmål og er af særlig relevans, er det specielt påkrævet med præcision på dette punkt. 4.2. Artikel 3: Det indre marked 4.2.1. Ifølge artikel 3 skal det påses af den medlemsstat, hvori tjenesteyderen er etableret, at denne udøver sine aktiviteter i overensstemmelse med det pågældende lands lovgivning ("hjemlandsprincippet"). Konsekvenserne af hjemlandsprincippet er allerede beskrevet i pkt. 3.6 ovenfor. 4.3. Artikel 4: Princippet om, at der ikke kræves forhåndsgodkendelse 4.3.1. Denne artikel fastsætter, at adgangen til informationssamfundets tjenester ikke er underlagt særlige krav. Som nævnt i direktivforslaget berører dette imidlertid ikke andre generelle godkendelsesregler. 4.4. Artikel 5: Generel oplysningspligt 4.4.1. ØSU bifalder, at der til fjernsalgsdirektivets fortegnelse over pligtige minimumsoplysninger føjes en række vigtige supplerede oplysninger om tjenesteyderen. ØSU forslår, at der medtages en udtrykkelig henvisning til de pligtige minimumsoplysninger i fjernsalgsdirektivet, nærmere bestemt til artikel 4 i direktiv 97/7/EF(11), der opregner samtlige oplysninger, som forbrugeren skal være i besiddelse af, inden aftalen indgås - herunder navnlig også kravet om, at forbrugeren inden aftalens indgåelse skal have nøje og udtømmende besked om, hvilken lovgivning aftalen er underkastet - samt til artikel 6, der sikrer kunden en fortrydelsesret. 4.4.2. ØSU er imidlertid af den opfattelse, at en række yderligere oplysninger ville være hensigtsmæssige, uden at forbrugeren og leverandøren dog må bebyrdes med en overflod af informationer (f.eks. for hvilke regioner, de pågældende tilbud er gyldige, hvor længe tilbuddet er bindende, den forventede leveringstid for ydelsen, forsikring, almindelige forretningsvilkår). 4.4.3. Desuden bør der gives specifikke advarsler vedrørende produktsikkerhed. Forbrugernes orientering om eventuelle risici (f.eks. i form af varedeklarationer eller brugsanvisninger) er en vigtig faktor i købsbeslutninger. 4.4.4. For software-produkters vedkommende bør kunderne endvidere informeres om distributionsbegrænsninger, download-tider (hvor det er muligt) og licensbetingelser. 4.5. Artikel 6: Kommerciel kommunikation 4.5.1. I de traditionelle medier er der et forholdsvis klart skel mellem reklamer og redaktionelt indhold. Dette skel risikerer imidlertid at blive udvisket. Så meget desto mere grund er der til at imødegå sådanne risici i den elektroniske handel. 4.5.2. Køberne (det være sig virksomheder eller endelige forbrugere) kan kun foretage en fyldestgørende vurdering af reklame og markedsføring, hvis det entydigt fremgår, at der er tale om noget sådant. ØSU bifalder derfor udtrykkeligt den oplysningspligt, som fastsættes i artikel 6. 4.6. Artikel 7: Uopfordret kommerciel kommunikation 4.6.1. For modtageren af kommerciel kommunikation spiller det ofte ikke kun en rolle, at den elektroniske reklame kommer uopfordret, men også at den - i kraft af teknologien - kommer i så store mængder, at den belaster både telefonregning og lagerkapacitet. Reklamemængden skaber også problemer for formidleren (Provider). 4.6.2. Direktivforslaget fastsætter, at uopfordret kommerciel kommunikation via elektronisk post skal være angivet som sådan. Dermed får både modtager og formidler mulighed for at frasortere uopfordret e-postreklame ved hjælp af et software-filter ("Opt-out"). Dette kræver dog en aktiv indsats fra modtagerens side. 4.6.3. Disse ordninger er imidlertid ikke perfekte. Med mindre der helt indlysende er tale om "spamming", kan formidlere ikke foretage en filtrering, uden at brugeren har anmodet om det - i modsat fald ville de brugere, som ønsker informationen, ikke modtage den. For det andet kan brugere ikke få adgang til deres ønskede (f.eks. private) post, hvis deres postkasse er blevet fyldt under en længere fraværsperiode. 4.6.4. ØSU foreslår derfor, at man overvejer en anden løsning, nemlig bruger-"Opt-in", hvor brugerne selv udtrykkeligt vælger at ville modtage information. Denne mulighed ("Opt-in") er fastsat for medlemsstaterne (jf. bilag II), men bør gøres til en generel regel. 4.7. Artikel 8: Lovregulerede erhverv 4.7.1. Denne artikel afspejler en udvikling, som generelt kan iagttages inden for de lovregulerede erhverv, nemlig den positive åbning over for informationssamfundets tjenester, og det anerkendes, at der i denne forbindelse fortsat er et reguleringsbehov, som tager højde for den nødvendige beskyttelse af overordnede interesser (forbruger- og partsbeskyttelse, ydelse af tjenester i fortrolighed, forebyggelse af misbrug osv.). Ordningen må principielt hilses velkommen. Dog er det nødvendigt at efterprøve, om medlemsstaternes udtrykkelige lovgivningskompetence og subsidiaritetsprincippet levner plads for EU-tiltag. ØSU skal påpege, at der opstår en lakune, hvis man lader faglige sammenslutninger og organisationer foretage en regulering via adfærdskodekser uden på forhånd at fastlægge kriterierne for disse kodekser. 4.8. Artikel 9: Elektroniske kontrakter 4.8.1. Visse kontrakttyper er underlagt bestemte formkrav i medfør af ikke blot national lovgivning, men også EU-lovgivning [som f.eks. direktivet om forbrugerkredit(12)]. Dette skyldes, at det i nogle tilfælde er nødvendigt at kræve skriftligt udformede kontrakter, enten for at lette bevisførelsen eller for at indskærpe kontraktens betydning over for de involverede parter. Artikel 9 pålægger medlemsstaterne at afskaffe regler, "som er til hinder for den faktiske anvendelse af elektroniske kontrakter" eller medfører, at disse kontrakter "mister deres virkning og retlige gyldighed". 4.8.2. Det er ubestridt, at også elektroniske kontrakter principielt bør have virkning. På følsomme forretningsområder må det imidlertid være muligt at knytte visse betingelser til den retlige gyldighed. Parternes behov for beskyttelse er jo ikke mindre inden for elektronisk handel end ved indgåelse af en traditionel kontrakt. Når det drejer sig om følsomme kontrakter eller erklæringer, som udfærdiges eller afgives elektronisk, skal ØSU derfor understrege nødvendigheden af at fastlægge ordninger svarende til de eksisterende formkrav. 4.8.3. Det er derfor logisk nok, at direktivforslaget om digitale signaturer(13) overhovedet ikke kommer ind på spørgsmålet om kontrakters gyldighed. Medlemsstaterne kan således frit afgøre, om de vil stille bestemte kodningskrav i forbindelse med visse kontrakttyper. Det står også medlemsstaterne frit for generelt at holde bestemte kontrakttyper uden for anvendelsesområdet for direktivet om elektroniske signaturer eller at kræve bestemte andre betingelser opfyldt - som f.eks. en elektronisk signatur med særlige sikkerhedskrav - før de anerkender formelle kontrakter indgået ad elektronisk vej som værende retligt gyldige. Ud over de rammevilkår, som er fastlagt i dette direktiv, er anvendelse af elektronisk underskrift en afgørende forudsætning for at få sat skub i den elektroniske handel. 4.9. Artikel 10: Oplysningspligt 4.9.1. En klar orientering om, hvordan tjenesterne skal benyttes, er med til at fremme gennemsigtigheden og undgå misforståelser - med de uønskede retlige virkninger, som følger heraf. Artiklen må derfor bifaldes. 4.10. Artikel 11: Tidspunktet for kontraktens indgåelse 4.10.1. Som forudsætning for, at kontrakten kan få retsgyldighed, skal tjenesteyderen have afsendt en modtagelsesbekræftelse, og tjenestemodtageren skal have bekræftet modtagelsen af denne. ØSU bifalder de klare regler for, på hvilket tidspunkt en kontrakt skal betragtes som værende indgået, og det samme gælder forslaget om at fastlægge en mekanisme, som sætter tjenestemodtageren i stand til at opdage og korrigere indlæsningsfejl. ØSU skal påpege, at begrebet "tilbud" bør defineres klarere, så der ikke opstår smuthuller. I nogle medlemsstater kan "tilbud" på et website f.eks. forstås som "opfordring til at fremsætte et tilbud" fra kundernes side. Formuleringen bør præciseres. 4.10.2. Det er uklart, hos hvem ansvaret ligger, hvis en meddelelse går tabt som følge af tekniske problemer. Det er under alle omstændigheder tvivlsomt, om de endelige forbrugere på nuværende tidspunkt overhovedet er blevet tilstrækkelig bevidst om, at alle elektroniske terminaler skal checkes regelmæssigt for meddelelser af retlig karakter. 4.11. Artikel 12 til 15: Formidleransvar 4.11.1. Med indførelsen af et gradueret system for ansvarsfritagelser og -undtagelser etableres en fælles ramme, som gør det muligt at foretage en særskilt vurdering af Internet-providernes forskelligartede aktiviteter; vurderingen afhænger af, i hvilket omfang providerne har været med til at udforme det transmitterede indhold, og hvorvidt de har haft mulighed for at kontrollere det. ØSU bifalder forsøget på at skabe klare ansvarsregler for tjenesteydere og informationssamfundets formidlere og er enig i, at det primært må være "producenten" af informationen, som er ansvarlig for indholdet. 4.11.2. I artikel 12-15 fritages formidlere delvist for ansvaret for den transmitterede information. For klarhedens skyld bør det udtrykkeligt anføres, at selv om formidleren under de nævnte omstændigheder ikke kan drages til ansvar for manglende kontrol med indholdet, så kan han fortsat drages til ansvar for overtrædelse af databeskyttelsesreglerne i databeskyttelses- eller telekommunikationslovgivningen. 4.12. Artikel 17: Udenretslig bilæggelse af tvister 4.12.1. Spørgsmålet om klageadgang i tilfælde af tvister er af afgørende betydning for, om den elektroniske handel vinder folks accept. Især i sager vedrørende mindre beløb vil det være ideelt at supplere den normale retsbekyttelse via domstolene med alternative metoder til bilæggelse af tvister. Ved at foreslå udenretslig bilæggelse af tvister imødekommer direktivforslaget et ønske, som vinder kraftigt frem overalt i takt med overbelastningen af domstolene. Ved at fremskynde og billiggøre bilæggelsen af tvister bidrager man i høj grad til, at alle borgere får lige klagemuligheder, men planen kan kun krones med held, hvis der på den ene side sikres en vis minimumskvalitet, og hvis på den anden side hele viften af disponible muligheder udnyttes fuldt ud. 4.12.2. ØSU foreslår endvidere, at de allerede eksisterende europæiske forbrugeroplysningskontorer får en rolle at spille i denne forbindelse. 4.13. Artikel 18: Søgsmålsadgang 4.13.1. Foreløbige kendelser har i praksis vist sig at være et nyttigt instrument. ØSU bifalder, at det også skal bruges på tvister i forbindelse med elektronisk fjernsalg. Det forekommer ligeledes hensigtsmæssigt at udvide anvendelsesområdet for direktivet om forbudskendelser(14), så også overtrædelser af det foreliggende direktivs bestemmelser bliver omfattet. 4.14. Artikel 19: Samarbejde 4.14.1. Medlemsstaterne kan formentlig kun opfylde kravet om at yde bistand og stille ønskede informationer til rådighed inden for rammerne af den gældende lovgivning om fortrolighed eller databeskyttelse. 4.15. Artikel 22: Undtagelser 4.15.1. Forslaget fastsætter forskellige former for undtagelsesordninger. Nationale "foranstaltninger" skal gennemgå en udvalgsprocedure under Kommissionens ledelse. Den foreslåede udvalgsprocedure indebærer, at Kommissionen senere kan ændre direktivets anvendelsesområde uden på ny at skulle sikre en passende inddragelse af medlemsstaterne og Europa-Parlamentet efter medbestemmelsesproceduren i artikel 189 B i EØF-traktaten. Endvidere kan Kommissionens beføjelse til i medfør af artikel 22, stk. 3, litra d), at afgøre, om foranstaltninger er i overensstemmelse med fællesskabsretten, gribe ind i EF-Domstolens kompetence. 4.15.2. Endvidere er kun domstolsafgørelser udtrykkeligt undtaget fra denne ordning. Det bør præciseres, om ordet "foranstaltninger" i stk. 3 sigter til administrative foranstaltninger, eller om også lovgivning er omfattet. 4.16. Bilag 4.16.1. Bilag I bør efterprøves med henblik på at afgøre, om også hasard- og pyramidespil er undtaget fra direktivets, og navnlig artikel 3's anvendelsesområde. 4.16.2. De retsområder, som opregnes i bilag II, er ikke omfattet af hjemlandsprincippet. Dertil hører bl.a. også "kontraktforpligtelser i forbindelse med forbrugerkontrakter". Det bør imidlertid præciseres, at undtagelsen ikke kun gælder de kontraktlige, men også de lovgivningsmæssige forpligtelser i forbindelse med forbrugerkontrakter. Disse omfatter f.eks. pligten til at advare mod risici og til at handle med fornøden omtanke. Imidlertid vil det være nødvendigt at foretage en sondring i forhold til kommerciel kommunikation, hvor kravene ikke er underkastet præ-kontraktuelle forpligtelser i snæver forstand. Bruxelles, den 29. april 1999. Beatrice RANGONI MACHIAVELLI Formand for Det Økonomiske og Sociale Udvalg (1) EFT C 30 af 5.2.1999, s. 4. (2) KOM(97) 157 endelig udg. af 16.4.997; ØSU's udtalelse EFT C 19 af 21.1.1998, s. 72. (3) KOM(97) 503 endelig udg. af 8.10.1997; ØSU's udtalelse EFT C 157 af 25.5.1998, s. 1. (4) KOM(1998) 297 endelig udg. af 13.5.1998, EFT C 325 af 23.10.1998, s. 5; EFT C 40 af 15.2.1999. (5) KOM(1998) 50 endelig udg. af 4.2.1998; ØSU's udtalelse EFT C 284 af 14.9.1998, s. 6. (6) KOM(97) 582 endelig udg., EFT C 48 af 13.2.1998; ØSU's udtalelse EFT C 214 af 10.7.1998, s. 29. (7) KOM(97) 503 endelig udg. af 8.10.1997; ØSU's udtalelse EFT C 157 af 25.5.1998, s. 1, samt KOM(98) 297 endelig udg., EFT C 325 af 23.10.1998, s. 5; ØSU's udtalelse CES 1444/98, EFT C 40 af 15.2.1999, s. 5. (8) Direktiv 97/7/EF af 20. maj 1997, EFT L 144 af 4.6.1997, s. 19; ØSU's udtalelse EFT C 19 af 25.1.1993, s. 11. (9) KOM(97) 623 endelig udg.; ØSU's udtalelse EFT C 214 af 10.7.1998, s. 79. (10) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/48/EF af 20. juli 1998 om ændring af direktiv 98/34 EF om en informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter: EFT L 217 af 5.8.1998, s. 18. (11) Direktiv 97/7/EF af 20. maj 1997, EFT L 144 af 4.6.1997, s. 19. (12) Direktiv 98/7/EF af 16. februar 1998, EFT L 101 af 1.4.1998, s. 17; ØSU's udtalelse EFT C 30 af 30.1.1997, s. 94. (13) KOM(1998) 297 endelig udg.; ØSU's udtalelse 1444/98 af 2. december 1998, EFT C 40 af 15.2.1999. (14) Direktiv 98/27/EF af 19. maj 1998, EFT L 166 af 11.6.1998, s. 51; ØSU's udtalelse EFT C 30 af 30.1.1997, s. 112.