(1)

I sin meddelelse af 11. februar 2025 med titlen »Et enklere og hurtigere Europa: Meddelelse om gennemførelse og forenkling« fremlagde Kommissionen en vision for en gennemførelses- og forenklingsdagsorden, der giver hurtige og synlige forbedringer for mennesker og erhvervslivet i praksis. Dette kræver mere end en trinvis tilgang, og det er nødvendigt, at Unionen skrider til dristig handling for at nå dette mål. Det er nødvendigt, at Kommissionen, Europa-Parlamentet, Rådet, medlemsstaternes myndigheder på alle niveauer og interessenter arbejder sammen om at strømline og forenkle regler på EU-plan og nationalt og regionalt plan samt om at gennemføre politikker på mere effektiv vis.

(2)

I forbindelse med Kommissionens tilsagn om at reducere rapporteringsbyrden og øge konkurrenceevnen er det nødvendigt at ændre Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/43/EF (3), 2013/34/EU (4), (EU) 2022/2464 (5) og (EU) 2024/1760 (6), samtidig med at de politiske mål i Kommissionens meddelelse af 11. december 2019 med titlen »Den europæiske grønne pagt« (»den europæiske grønne pagt«) og Kommissionens meddelelse af 8. marts 2018 med titlen »Handlingsplan for finansiering af bæredygtig vækst« (»handlingsplan om bæredygtig finansiering«) opretholdes.

(3)

I betragtning af ændringen af omfanget af virksomheder, der er underlagt krav om bæredygtighedsrapportering, vil det være uforholdsmæssigt at kræve, at revisionsfirmaer, der ønsker at udføre erklæringsopgaven om bæredygtighedsrapportering, skal være omfattet af godkendelseskrav svarende til dem, der gælder for revisionsfirmaer, der udfører revision af regnskaber. Sådanne godkendelseskrav vedrører fysiske personer, der udfører arbejdet på revisionsfirmaets vegne, flertallet af stemmerettighederne, der indehaves af revisionsfirmaet, og flertallet af medlemmerne af revisionsfirmaets bestyrelse eller direktion. Revisionsfirmaer, der ønsker at udføre erklæringsopgaven om bæredygtighedsrapportering, bør kun skulle sikre, at de udpeger mindst én ledende bæredygtighedspartner, som opfylder betingelserne med henblik på godkendelse, og som er godkendt som revisor i den pågældende medlemsstat.

(4)

I henhold til artikel 26a, stk. 1, i direktiv 2006/43/EF skal medlemsstaterne sikre, at revisorer og revisionsfirmaer udfører erklæringsopgaven om bæredygtighedsrapportering i overensstemmelse med standarder for erklæringsopgaver med begrænset sikkerhed, der skal vedtages af Kommissionen. senest den 1. oktober 2026. Virksomheder har udtrykt betænkeligheder ved det arbejde, der udføres af udbydere af erklæringsydelser, og har givet udtryk for, at der er behov for fleksibilitet i tilknytning til håndteringen af specifikke risici og kritiske problematikker, der er identificeret med hensyn til erklæringsopgaver om bæredygtighedsrapportering. Kommissionen bør tage hensyn til disse betænkeligheder, når den arbejder på standarderne for erklæringsopgaver med begrænset sikkerhed. Manglen på harmoniserede standarder for erklæringsopgaver bidrager til de problemer, som virksomheder er udsat for, og det er derfor vigtigt, at Kommissionen vedtager en passende delegeret retsakt. For at give tilstrækkelig tid til at udarbejde standarderne for erklæringsopgaver med begrænset sikkerhed bør fristen for deres vedtagelse udsættes til den 1. juli 2027.

(5)

Ved artikel 26a, stk. 3, andet afsnit, i direktiv 2006/43/EF tillægges Kommissionen beføjelser til at vedtage standarder for erklæring med høj grad af sikkerhed senest den 1. oktober 2028 efter en vurdering af gennemførligheden heraf for revisorer og for virksomheder. For at undgå en stigning i virksomhedernes omkostninger ved erklæringsopgaver bør kravet om at vedtage standarder for erklæring med høj grad af sikkerhed ophæves.

(6)

I henhold til artikel 45 i direktiv 2006/43/EF skal en medlemsstats kompetente myndigheder registrere tredjelandsrevisorer og -revisionsfirmaer, der udsteder erklæringer om bæredygtighedsoplysninger for tredjelandsvirksomheder, hvis værdipapirer er optaget til handel på et reguleret marked i den pågældende medlemsstat. Betingelserne for en sådan registrering vedrører de krav, som flertallet af medlemmerne af tredjelandsrevisionsfirmaets bestyrelse eller direktion skal opfylde, de krav, som tredjelandsrevisoren skal opfylde, de erklæringsstandarder, der skal anvendes, og tredjelandsrevisionsfirmaets offentliggørelse af en årlig beretning om gennemsigtighed. Derudover skal medlemsstaterne underlægge registrerede tredjelandsrevisorer og -revisionsfirmaer deres tilsyns-, kvalitetssikrings-, undersøgelses- og sanktionssystemer. Under hensyntagen til det nuværende internationale landskab for regulering af bæredygtighedsrapportering og erklæringsopgaver herom og i betragtning af, at registreringen er nødvendig for gyldigheden af disse erklæringer i Unionen, vil det være uforholdsmæssigt at kræve, at disse registreringsbetingelser skal være opfyldt i de første år af anvendelsen af ordningen for bæredygtighedsrapportering. Desuden afhænger tilsynet med registrerede tredjelandsrevisorer og -revisionsfirmaer af, om der foreligger afgørelser om ækvivalens eller tilstrækkelighed. Der bør derfor i en overgangsperiode indføres forenklede registreringsbetingelser og en fritagelse for tilsyn for tredjelandsrevisorer og -revisionsfirmaer, der udsteder erklæringer om bæredygtighedsoplysninger for tredjelandsvirksomheder, hvis værdipapirer er optaget til handel på et reguleret marked i en medlemsstat. Forenklet registrering bør være mulig på betingelse af, at visse oplysninger gives til den pågældende medlemsstats kompetente myndigheder. De kompetente myndigheder bør afvise registrering, hvis disse oplysninger ikke gives.

(7)

I henhold til artikel 19a, stk. 1, i direktiv 2013/34/EU skal store virksomheder og små og mellemstore virksomheder, undtagen mikrovirksomheder, hvis værdipapirer er optaget til handel på et reguleret marked i Unionen, udarbejde og offentliggøre bæredygtighedsrapportering på individuelt niveau. I rapporten med titlen »Fremtiden for den europæiske konkurrenceevne« peges der på rammen for bæredygtighedsrapportering som »en stor kilde til den reguleringsmæssige byrde«, og det konkluderes i den forbindelse, at der er »behov for at tage bedre hensyn til størrelsen af de virksomheder, der er berørt af reguleringen«. For at mindske virksomhedernes rapporteringsbyrde og for at nå rapporteringsmålene på en mere forholdsmæssig måde bør forpligtelsen til at udarbejde og offentliggøre bæredygtighedsrapportering på individuelt niveau begrænses til virksomheder med en nettoomsætning på over 450 000 000 EUR og mere end 1 000 medarbejdere i gennemsnit i løbet af regnskabsåret som fastsat i de nationale foranstaltninger til gennemførelse af direktiv 2013/34/EU. Dette mere målrettede anvendelsesområde, som også bør gælde for koncerner og udstedere, vil sikre, at byrden ved obligatorisk bæredygtighedsrapportering begrænses til de største virksomheder, koncerner og udstedere. Sådanne virksomheder, koncerner og udstedere har de største miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige indvirkninger (ESG). Samtidig er de bedst i stand til at absorbere de omkostninger, der er forbundet med ESG-rapporteringen. Virksomheder, koncerner og udstedere under de angivne tærskler kan fortsat vælge at aflægge frivillig bæredygtighedsrapportering, hvilket lettes betydeligt med de standarder for bæredygtighedsrapportering til frivillig brug, der indføres ved nærværende direktiv.

(8)

I artikel 1, stk. 3, i direktiv 2013/34/EU præciseres det, at forsikringsselskaber og kreditinstitutter, der er store virksomheder eller små og mellemstore virksomheder, undtagen mikrovirksomheder, og hvis værdipapirer er optaget til handel på et reguleret marked i Unionen, er omfattet af de krav om bæredygtighedsrapportering, der er fastsat i nævnte direktiv, uanset deres retlige form. Eftersom anvendelsesområdet for bæredygtighedsrapportering på individuelt niveau begrænses ved nærværende direktiv, bør en sådan begrænsning af anvendelsesområdet også gælde for forsikringsselskaber og kreditinstitutter.

(9)

Med henblik på at sikre sammenhæng på tværs af lovgivningen om bæredygtig finansiering er det vigtigt at overveje, om krav vedrørende ESG eller bæredygtighed for den finansielle sektor, herunder sektorspecifik lovgivning om finansielle tjenesteydelser, europæiske tilsynsmyndigheders (ESA'ers) forventninger og de tilsynsmæssige forventninger på nationalt plan skal udformes eller tilpasses på en måde, der sikrer overensstemmelse med de forpligtelser til bæredygtighedsrapportering, der er fastsat i direktiv 2013/34/EU. Opretholdelse af sammenhæng, herunder for så vidt angår virksomheder, der ikke er omfattet af artikel 19a og 29a i direktiv 2013/34/EU, vil kræve nøje opmærksomhed og kunne kræve handling fra Europa-Parlamentets, Rådets, Kommissionens og ESA'ernes side.

(10)

Selv om den europæiske finansielle stabilitetsfacilitet (EFSF), der er oprettet ved EFSF-rammeaftalen, er undtaget fra den ordning for bæredygtighedsrapportering, der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/109/EF (7), i henhold til nævnte direktivs artikel 8, er EFSF underlagt kravene om bæredygtighedsrapportering i direktiv 2013/34/EU. Selv om EFSF er en stor virksomhed, der er stiftet i en retlig form, der indgår på listen i nævnte direktiv, råder EFSF over et mandat, som stort set svarer til det mandat, der gælder for den europæiske stabilitetsmekanisme (ESM), nemlig at sikre finansiel stabilitet i Unionen ved at yde midlertidig finansiel bistand til medlemsstater, der har euroen som valuta. ESM er imidlertid ikke underlagt krav om bæredygtighedsrapportering. For at EFSF kan nyde godt af samme behandling som ESM for så vidt angår bæredygtighedsrapportering og med henblik på at sikre overensstemmelse med undtagelsesordningen i direktiv 2004/109/EF, bør EFSF derfor undtages fra den ordning for bæredygtighedsrapportering, der er fastsat i direktiv 2013/34/EU.

(11)

I henhold til artikel 19, stk. 1, fjerde afsnit, i direktiv 2013/34/EU skal store virksomheder og små og mellemstore virksomheder, undtagen mikrovirksomheder, hvis værdipapirer er optaget til handel på et reguleret marked i Unionen, nemlig de virksomheder, der er omfattet af obligatorisk bæredygtighedsrapportering, medtage oplysninger om immaterielle nøgleressourcer og deres rolle i forbindelse med virksomhedens forretningsmodel og værdiskabelse. For at sikre overensstemmelse med det nye anvendelsesområde og for at nå målene om en sådan rapportering på en mere forholdsmæssig måde bør dette krav kun gælde for virksomheder med en nettoomsætning på over 450 000 000 EUR og mere end 1 000 medarbejdere i gennemsnit i løbet af regnskabsåret.

(12)

I henhold til artikel 19a, stk. 3, i direktiv 2013/34/EU skal virksomheder rapportere oplysninger om deres egne aktiviteter og om deres værdikæde. Der er dokumentation for, at virksomheder i værdikæden, herunder små og mellemstore virksomheder, modtager uforholdsmæssige anmodninger om oplysninger fra rapporterende virksomheder, uanset de eksisterende begrænsninger, der er fastsat i nævnte direktiv. Det er derfor nødvendigt at indføre beskyttelse for virksomheder i værdikæden, der ikke overskrider et gennemsnitligt antal medarbejdere på 1 000 i løbet af det foregående regnskabsår, for at begrænse byrden for sådanne virksomheder (»de beskyttede virksomheder«). Rapporterende virksomheder bør kunne forlade sig på en egenerklæring udstedt af virksomheder i deres værdikæde med henblik på at fastsætte disse virksomheders størrelse. Det bør ikke være nødvendigt, at den rapporterende virksomhed foretager yderligere kontrol. Den rapporterende virksomhed bør imidlertid ikke forlade sig på en selvdeklareret størrelse, som den ved eller med rimelighed kan forventes at vide, er åbenlyst forkert. Når rapporterende virksomheder søger at indhente oplysninger om deres værdikæde, bør de forbydes at kræve oplysninger, der overskrider visse grænser, fra beskyttede virksomheder. Disse grænser bør afspejle de grænser, der er fastsat i de standarder for bæredygtighedsrapportering til frivillig brug, der skal vedtages af Kommissionen. Samtidig bør beskyttede virksomheder i de rapporterende virksomheders værdikæde have en lovbestemt ret til at nægte at give oplysninger, der rækker ud over disse grænser. For at sikre effektiviteten af denne ret og for at undgå at pålægge mindre virksomheder en byrde med hensyn til proaktivt at vurdere, om denne ret finder anvendelse, bør rapporterende virksomheder, der vælger at anmode om oplysninger, der går ud over disse grænser, være forpligtet til at sikre, at beskyttede virksomheder informeres om, hvilke yderligere oplysninger der anmodes om, og om deres lovbestemte ret til at afslå at give dem. For at sikre proportionalitet bør omfanget af dette »værdikædeloft« begrænses på følgende måder. For det første bør det ikke forbyde udveksling af oplysninger på frivillig basis såsom oplysninger, der normalt udveksles mellem virksomheder i en given sektor. For det andet bør det ikke berøre eventuelle forpligtelser, der måtte eksistere, uanset om det er kontraktligt eller i henhold til EU-ret eller national ret, til at give oplysninger, der ikke overstiger de oplysninger, der er angivet i den frivillige standard. For det tredje bør værdikædeloftet kun finde anvendelse på indhentning af oplysninger foretaget med henblik på rapportering af bæredygtighedsoplysninger som krævet i direktiv 2013/34/EU. Det bør ikke vedrøre Unionens krav om at gennemføre en due diligence-proces eller om indhentning af oplysninger foretaget til andre formål såsom med henblik på den rapporterende virksomheds risikostyring. Virksomheder, der rapporterer i overensstemmelse med disse begrænsninger, bør anses for at opfylde forpligtelsen til at rapportere værdikædeoplysninger som krævet i direktiv 2013/34/EU. Det er vigtigt, at de rapporterende virksomheder kun anmoder om oplysninger fra virksomheder i deres værdikæde, i det omfang det er nødvendigt. Det er navnlig vigtigt, at de anmoder om færre oplysninger end dem, der er angivet i standarderne til frivillig brug, hvis de ikke har brug for alle oplysningerne i disse standarder. Udbydere af erklæringsydelser bør udarbejde deres udtalelse om erklæringsopgaver under overholdelse af den beskyttelse, der ydes til virksomheder i værdikæden. I erkendelse af at alle de nødvendige oplysninger måske ikke altid er tilgængelige fra virksomheder i værdikæden, bør den rapporterende virksomhed desuden kunne opfylde rapporteringskravene for værdikædeoplysninger ved at anvende oplysninger, der er indhentet direkte fra virksomheder i dens værdikæde, eller skøn over disse oplysninger, alt efter hvad der er relevant.

(13)

I betragtning af ændringen af de anvendelsesdatoer, der er fastsat i direktiv (EU) 2022/2464, bør direktiv 2013/34/EU ændres for at forenkle den treårige overgangsperiode og præcisere, at den begynder på det tidspunkt, hvor en virksomhed bliver forpligtet til at rapportere bæredygtighedsoplysninger i overensstemmelse med direktiv 2013/34/EU og (EU) 2022/2464.

(14)

Med forbehold af erklæringsopgaver er der omstændigheder, hvor virksomheder bør kunne udelade visse oplysninger ved anvendelse af krav til bæredygtighedsrapportering. Disse omstændigheder bør udvikles og præciseres. For det første kan offentliggørelse af bæredygtighedsoplysninger i visse tilfælde i væsentlig grad skade en virksomheds handelsmæssige position. I sådanne tilfælde bør virksomheden have mulighed for at udelade sådanne oplysninger, forudsat at særlige betingelser for udeladelsen er opfyldt for at sikre, at sådanne tilfælde forbliver undtagelsestilfælde, og at der også er tilstrækkelig beskyttelse af interesserne hos brugerne af de rapporterede bæredygtighedsoplysninger. I den forbindelse udgør det ikke væsentlig skade for den rapporterende virksomheds handelsmæssige position, at tredjelandsvirksomheder ikke er forpligtet til at rapportere de samme oplysninger. For det andet bør virksomheder kunne udelade oplysninger som intellektuel kapital, intellektuel ejendom, knowhow, teknologiske oplysninger eller resultaterne af innovation, der kan betragtes som en forretningshemmelighed som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/943 (8). For det tredje bør virksomheder kunne udelade klassificerede informationer. Endelig kunne der være oplysninger, som bør holdes fortrolige af årsager, der ikke vedrører handelsmæssig skade, forretningshemmeligheder eller klassificering. Virksomheder bør navnlig frit kunne udelade oplysninger, der skal beskyttes mod uautoriseret adgang eller offentliggørelse i henhold til andre EU-retsakter eller national ret. Desuden bør kravene om bæredygtighedsrapportering ikke forpligte virksomheder til at offentliggøre oplysninger, der vil være til skade for fysiske personers privatliv eller fysiske eller juridiske personers sikkerhed. Dette er særlig vigtigt i den aktuelle geopolitiske situation. Navnlig forsvarsvirksomheder har behov for at have en skønsbeføjelse til at kunne tilbageholde følsomme oplysninger, hvis offentliggørelse kan være til skade for deres egen eller andre juridiske personers, herunder medlemsstaternes, sikkerhed.

(15)

Ved artikel 29c, stk. 1, i direktiv 2013/34/EU gives Kommissionen beføjelser til at vedtage begrænsede standarder for bæredygtighedsrapportering, der angiver de oplysninger, der skal rapporteres af små og mellemstore virksomheder, hvis værdipapirer er optaget til handel på et reguleret marked i Unionen, små og ikkekomplekse institutter, captive-forsikringsselskaber og captive-genforsikringsselskaber, som gør brug af undtagelsen om begrænset bæredygtighedsrapportering i nævnte direktivs artikel 19a, stk. 6. Eftersom nærværende direktiv udelukker små og mellemstore virksomheder, hvis værdipapirer er optaget til handel på et reguleret marked i Unionen, fra ordningen for bæredygtighedsrapportering, bør Kommissionens beføjelse til at vedtage delegerede retsakter med henblik på at fastsætte standarder for bæredygtighedsrapportering for disse små og mellemstore virksomheder ophæves. Henvisninger til artikel 29c i direktiv 2013/34/EU bør derfor udgå af nævnte direktiv.

(16)

Ved artikel 19a, stk. 7, i direktiv 2013/34/EU gives små og mellemstore virksomheder, undtagen mikrovirksomheder, hvis værdipapirer er optaget til handel på et reguleret marked i Unionen, mulighed for at fravælge ordningen for bæredygtighedsrapportering i de første to år af dens anvendelse. Eftersom nærværende direktiv udelukker små og mellemstore virksomheder fra ordningen for bæredygtighedsrapportering, bør bestemmelsen om den toårige fravalgsmulighed udgå.

(17)

I henhold til artikel 29a, stk. 1, i direktiv 2013/34/EU skal modervirksomheder i koncerner af en vis størrelse udarbejde og offentliggøre bæredygtighedsrapportering på konsolideret niveau. Det er imidlertid hensigtsmæssigt at øge fleksibiliteten i forbindelse med holdingvirksomheder. Navnlig når en koncern af denne størrelse kun eksisterer som følge af en holdingvirksomheds forskellige investeringer, kunne konsolideret rapportering give anledning til praktiske vanskeligheder og byrder og være af begrænset nytte for andre markedsdeltagere. Holdingvirksomheder, der er modervirksomheder i sådanne koncerner, bør derfor have mulighed for at vælge, om de vil rapportere konsoliderede bæredygtighedsoplysninger, eller om de vil udelade sådanne oplysninger. Denne mulighed bør være strengt begrænset på grund af dens mål. Den bør kun finde anvendelse, hvis modervirksomheden opfylder definitionen af en holdingvirksomhed, herunder kravet om ikke at involvere sig direkte eller indirekte i dattervirksomhedernes ledelse, med forbehold af de rettigheder, som holdingvirksomheder besidder i deres egenskab af selskabsdeltager. Disse rettigheder omfatter stemmeret på generalforsamlinger, som afhængigt af de nationale selskabsretlige regler bl.a. vil kunne vedrøre udnævnelse af medlemmer af ledelses-, administrations- og tilsynsorganerne i de virksomheder, hvori der besiddes kapitalandele, med henblik på at sikre en passende kontrol med og beskyttelse af disse investeringer. Desuden bør holdingvirksomheder kun have denne mulighed, hvis de har besiddelser i virksomheder, hvis forretningsmodeller og operationer er uafhængige af hinanden. Dette udelukker tilfælde, hvor en holdingvirksomheds dattervirksomheder er tæt forbundne gennem deres forretningsaktiviteter, f.eks. når en dattervirksomheds aktiviteter muliggør eller direkte støtter en anden dattervirksomheds aktiviteter. Endelig bør denne mulighed ikke berøre eventuelle rapporteringsforpligtelser, der måtte gælde for andre virksomheder i koncernen, f.eks. hvis en virksomhed i koncernen i sig selv er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 19a eller 29a i direktiv 2013/34/EU.

(18)

I henhold til direktiv (EU) 2022/2464 skal visse virksomheder rapportere bæredygtighedsoplysninger i overensstemmelse med obligatoriske europæiske standarder for bæredygtighedsrapportering (ESRS). I juli 2023 vedtog Kommissionen det første sæt ESRS. For hurtigt at opnå resultater med hensyn til forenkling og strømlining af bæredygtighedsrapporteringen vil Kommissionen inden for seks måneder fra nærværende direktivs ikrafttræden vedtage en delegeret retsakt for at revidere det første sæt ESRS med henblik på en væsentlig reform af ESRS ved at: i) fjerne de datapunkter, der anses for at være mindst vigtige for generel bæredygtighedsrapportering, ii) prioritere i videst muligt omfang kvantitative datapunkter frem for beskrivende tekst, iii) sondre yderligere mellem obligatoriske og frivillige datapunkter, iv) give klare instrukser om, hvordan væsentlighedsprincippet skal anvendes, for at sikre, at virksomheder kun pålægges at rapportere væsentlige oplysninger, og for at mindske risikoen for, at udbydere af erklæringsydelser på utilsigtet vis tilskynder virksomheder til at rapportere unødvendige oplysninger eller afsætte uforholdsmæssigt store ressourcer til væsentlighedsvurderingsprocessen, v) forbedre overensstemmelsen med anden EU-lovgivning, herunder lovgivning om finansielle tjenesteydelser, og vi) i det videst mulige omfang tage hensyn til interoperabilitet med globale standarder for bæredygtighedsrapportering. Ændringen vil præcisere bestemmelser, der anses for at være uklare, og forenkle strukturen og præsentationen af standarderne. Den vil også omfatte andre ændringer, der kan anses for nødvendige i betragtning af de opnåede erfaringer med anvendelsen af det første sæt ESRS. Standarderne for bæredygtighedsrapportering bør også tage højde for de vanskeligheder, som virksomheder kunne støde på i forbindelse med indsamling af oplysninger fra aktører i hele deres værdikæde, især fra dem, der ikke er underlagt kravene om bæredygtighedsrapportering, og fra leverandører på nye markeder og i vækstøkonomier.

(19)

Hvis sammensætningen af en koncern ændres i løbet af regnskabsåret som følge af erhvervelse eller fusion af virksomheder, kunne det tage yderligere tid og skabe administrative udfordringer at integrere disse virksomheder i processen for bæredygtighedsrapportering for det samme regnskabsår. Det er derfor hensigtsmæssigt at give den modervirksomhed, der er omfattet af konsoliderede krav om bæredygtighedsrapportering, mulighed for at udsætte bæredygtighedsrapporteringen for sådanne nyerhvervede eller fusionerede virksomheder til det efterfølgende regnskabsår. Når en virksomhed forlader en koncern i løbet af regnskabsåret, ville det desuden være uforholdsmæssigt at kræve, at den modervirksomhed, der er omfattet af konsoliderede krav om bæredygtighedsrapportering, skal fremlægge bæredygtighedsoplysninger om den pågældende virksomhed for det samme regnskabsår. Det er derfor hensigtsmæssigt, at modervirksomheden har mulighed for ikke at medtage bæredygtighedsoplysninger om den virksomhed, der forlod koncernen, i den konsoliderede ledelsesberetning for det pågældende regnskabsår. I betragtning af at visse begivenheder, der påvirker de virksomheder, der blev erhvervet eller fusioneret, eller som forlod koncernen, ikke desto mindre kunne have en indvirkning på koncernens virkninger, risici eller muligheder i forbindelse med bæredygtighedsspørgsmål, bør det kræves, at den modervirksomhed, der vælger ikke at fremlægge bæredygtighedsoplysninger om disse virksomheder for et regnskabsår, angiver disse væsentlige begivenheder i sin konsoliderede ledelsesberetning.

(20)

Ved artikel 29b, stk. 1, tredje afsnit, i direktiv 2013/34/EU tillægges Kommissionen beføjelser til ved hjælp af delegerede retsakter at vedtage sektorspecifikke rapporteringsstandarder, idet det første sæt af sådanne standarder skal vedtages senest den 30. juni 2026. For at undgå en stigning i antallet af foreskrevne datapunkter, som virksomhederne er forpligtet til at rapportere, bør denne beføjelse udgå. Afhængigt af efterspørgslen fra virksomheder, der er omfattet af kravene om bæredygtighedsrapportering fastsat i direktiv 2013/34/EU, kan Kommissionen støtte virksomhederne ved at yde sektorspecifik vejledning, der illustrerer og letter anvendelsen af ESRS inden for en given sektor, herunder retningslinjer for gennemførelsen af vurderingen af dobbelt væsentlighed, der har til formål at identificere bæredygtighedsspørgsmål, der kan forventes at være væsentlige for en typisk virksomhed, der opererer i den pågældende sektor. Sådanne retningslinjer bør udarbejdes i samråd med relevante interessenter. Hvor det er relevant, vil der kunne tages hensyn til relevante internationale standarder.

(21)

I henhold til artikel 29b, stk. 4, i direktiv 2013/34/EU skal standarder for bæredygtighedsrapportering ikke angive oplysningskrav, der ville kræve, at virksomheder indhenter oplysninger fra små og mellemstore virksomheder i deres værdikæde, der rækker ud over de oplysninger, der skal fremlægges i henhold til standarderne for bæredygtighedsrapportering for små og mellemstore virksomheder, hvis værdipapirer er optaget til handel på et reguleret marked i Unionen. Eftersom nærværende direktiv udelukker små og mellemstore virksomheder, hvis værdipapirer er optaget til handel på et reguleret marked i Unionen, fra ordningen for bæredygtighedsrapportering, og for at reducere rapporteringsbyrden for virksomheder i værdikæden, som ikke er forpligtet til at rapportere om deres bæredygtighed, bør standarderne for bæredygtighedsrapportering ikke angive oplysningskrav, som ville kræve, at virksomheder indhenter oplysninger fra virksomheder i deres værdikæde med op til 1 000 medarbejdere i gennemsnit i løbet af regnskabsåret, der rækker ud over de oplysninger, der skal fremlægges i henhold til standarderne for bæredygtighedsrapportering til frivillig brug for virksomheder, der ikke er forpligtet til at rapportere om deres bæredygtighed.

(22)

Kommissionen bør tillægges beføjelser til at vedtage en delegeret retsakt for at fastsætte standarder for bæredygtighedsrapportering til frivillig brug for beskyttede virksomheder. Disse standarder bør stå i et rimeligt forhold til målet og være relevante for disse virksomheders kapaciteter og særlige kendetegn og stå i et rimeligt forhold til deres aktiviteters omfang og kompleksitet. Andre virksomheder, der ikke er forpligtet til at rapportere bæredygtighedsoplysninger, bør også kunne vælge at gøre brug af disse standarder. Standarderne for bæredygtighedsrapportering til frivillig brug bør anvende et forenklet sprog og tage hensyn til princippet om at »tænke småt først« ved at anvende modularitet, der giver mulighed for fleksibilitet og udvikling i oplysningerne. I videst muligt omfang bør standarderne for bæredygtighedsrapportering til frivillig brug tage hensyn til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1221/2009 (9). Hvor det er muligt, bør disse standarder også angive den struktur, der skal anvendes til at fremlægge disse oplysninger. Indtil Kommissionen vedtager standarder for bæredygtighedsrapportering til frivillig brug, kan virksomheder, der frivilligt rapporterer bæredygtighedsoplysninger, frit gøre dette i overensstemmelse med Kommissionens henstilling (EU) 2025/1710 (10), som er baseret på den frivillige standard for SMV'er (VSME), der er udarbejdet af EFRAG. For at sikre kontinuitet og proportionalitet bør de standarder for bæredygtighedsrapportering til frivillig brug, som Kommissionen vedtager ved hjælp af en delegeret retsakt, baseres på denne henstilling.

(23)

For at sikre, at standarderne for bæredygtighedsrapportering til frivillig brug fortsat er i overensstemmelse med den udvikling, der er relevant for bæredygtighedsrapportering, bør Kommissionen revidere disse standarder mindst hvert fjerde år. I forbindelse med denne gennemgang bør Kommissionen tage behørigt hensyn til den udvikling, der er relevant for bæredygtighedsrapportering, samt til, om standarderne sætter virksomhederne i stand til at nå relevante mål, herunder: i) tilvejebringelse af oplysninger, der opfylder databehovene hos virksomheder, der anmoder om bæredygtighedsoplysninger fra deres leverandører, ii) tilvejebringelse af oplysninger, der opfylder finansielle institutioners og investorers databehov og dermed letter virksomhedernes adgang til finansiering, iii) forbedring af forvaltningen af bæredygtighedsspørgsmål, herunder, hvor det er relevant, miljømæssige og sociale aspekter såsom forurening og arbejdsstyrkens sundhed og sikkerhed på en måde, der styrker virksomheders konkurrenceevne og modstandsdygtighed, og iv) bidrage til en mere bæredygtig og inkluderende økonomi. Hvis disse mål ikke er nået, bør Kommissionen ændre standarderne i overensstemmelse hermed.

(24)

I henhold til artikel 29d i direktiv 2013/34/EU skal virksomheder, der er underlagt kravene i nævnte direktivs artikel 19a og 29a, udarbejde deres ledelsesberetninger eller konsoliderede ledelsesberetninger, alt efter tilfældet, i det fælles elektroniske rapporteringsformat, der er angivet i artikel 3 i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2019/815 (11), og opmærke deres bæredygtighedsrapportering, herunder oplysningerne til fremlæggelse fastlagt i artikel 8 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2020/852 (12), i overensstemmelse med det elektroniske rapporteringsformat, der er angivet i nævnte delegerede forordning. For at give virksomhederne klarhed bør det præciseres, at indtil sådanne regler om opmærkning af bæredygtighedsrapportering er vedtaget ved hjælp af Kommissionens delegerede forordning (EU) 2019/815, bør virksomheder ikke være forpligtet til at opmærke deres bæredygtighedsrapportering.

(25)

I henhold til artikel 33, stk. 1, i direktiv 2013/34/EU har medlemmerne af en virksomheds administrations-, ledelses- og tilsynsorganer et kollektivt ansvar for at sikre, at visse dokumenter udarbejdes og offentliggøres i overensstemmelse med kravene i nævnte direktiv. For at give virksomhederne fleksibilitet og reducere deres rapporteringsbyrde bør medlemsstaterne kunne foreskrive, at det kollektive ansvar, der påhviler medlemmerne af en virksomheds administrations-, ledelses- og tilsynsorganer, for at sikre overholdelse af kravene i nævnte direktiv for så vidt angår digitalisering af ledelsesberetningen, er begrænset til dens offentliggørelse i det fælles elektroniske rapporteringsformat, herunder opmærkning af den deri indeholdte bæredygtighedsrapportering.

(26)

I henhold til artikel 40a, stk. 1, fjerde og femte afsnit, i direktiv 2013/34/EU skal visse af en tredjelandsvirksomheds dattervirksomheder i Unionen, der har en nettoomsætning på over 150 000 000 EUR i Unionen, eller, hvis sådanne dattervirksomheder ikke findes, en tredjelandsvirksomheds filialer i Unionen, der har en nettoomsætning på over 40 000 000 EUR, offentliggøre og tilgængeliggøre bæredygtighedsoplysninger på koncernniveau, eller, hvis det ikke er relevant, på individuelt niveau for tredjelandsvirksomheden. For at lette byrden for tredjelandsvirksomheder i et omfang, der svarer til reduktionen af byrden for virksomheder, der er omfattet af nævnte direktivs artikel 19a og 29a, bør nettoomsætningstærsklen for tredjelandsvirksomheden hæves fra 150 000 000 EUR til 450 000 000 EUR. Af hensyn til reduktion af byrden bør den størrelse af tredjelandsvirksomheders dattervirksomheder og tredjelandsvirksomheders filialer, der bestemmer, om sådanne dattervirksomheder for filialer så vidt angår bæredygtighedsrapportering er omfattet af direktiv 2013/34/EU, desuden også justeres. Nettoomsætningstærsklen for en tredjelandsvirksomheds dattervirksomhed og en tredjelandsvirksomheds filial bør fastsættes til 200 000 000 EUR. Rapporteringskravene for tredjelandsvirksomhedens dattervirksomhed eller tredjelandsvirksomhedens filial i henhold til artikel 40a er forskellige fra rapporteringskravene for virksomheder i henhold til artikel 19a og 29a. Tredjelandsvirksomhedens dattervirksomhed eller tredjelandsvirksomhedens filial, der er omfattet af artikel 40a, er kun forpligtet til at offentliggøre og stille bæredygtighedsrapporten fra tredjelandsvirksomheden til rådighed, mens virksomheder, der er omfattet af artikel 19a og 29a, er forpligtet til at rapportere på egne vegne. Det er derfor ikke nødvendigt at anvende de samme tærskler ved fastlæggelsen af, hvilke dattervirksomheder eller filialer, der er omfattet af rapporteringskravene i artikel 40a, og hvilke virksomheder, der er omfattet af rapporteringskravene i artikel 19a og 29a. For at sikre lige vilkår bør modervirksomheder i tredjelande, der er holdingvirksomheder, hvis dattervirksomheders forretningsmodeller og aktiviteter er uafhængige af hinanden, derudover have mulighed for ikke at offentliggøre og ikke at gøre en bæredygtighedsrapport tilgængelig i overensstemmelse med artikel 40a.

(27)

For at sikre, at virksomheder kan få adgang til praktiske oplysninger om anvendelsen af de obligatoriske og frivillige standarder for bæredygtighedsrapportering som fastsat i direktiv 2013/34/EU, og for at lette byrden ved at anvende disse standarder for bæredygtighedsrapportering bør Kommissionen oprette en særlig onlineportal. Denne særlige onlineportal bør give adgang til oplysninger, vejledning og støtte, herunder relevante skabeloner, vedrørende disse standarder for bæredygtighedsrapportering. Den særlige onlineportal bør sammenkobles med onlinestøtteforanstaltninger, der stilles til rådighed af medlemsstaterne, hvis sådanne findes, for at tage hensyn til nationale forhold.

(28)

For at mindske den administrative byrde, der følger af opfyldelsen af kravene om bæredygtighedsrapportering, der hovedsagelig knytter sig til virksomheders dataindsamling, databehandling og deling af data med andre virksomheder, bør Kommissionen forelægge en rapport om initiativer, der gør det muligt for virksomheder at indsamle, behandle og udveksle data på en sikker, gnidningsløs og automatiseret måde. Dette bør omfatte: tilvejebringelse af harmoniserede, standardiserede og strukturerede digitale dataformater til effektiv deling af aktivitetsdata mellem virksomheder såsom elektroniske fakturaer eller digitale VSME-rapporter; fastsættelse af tekniske minimumskrav til digitale systemer, der anvendes til forvaltning og rapportering af bæredygtighedsdata, for at sikre interoperabilitet; sikring af adgang til pålidelige og kvalificerede data; og sikring af muligheden for at dele data gennem en åben og fælles EU-dataudvekslingsinfrastruktur.

(29)

For at tilpasse tærsklerne for nettoomsætning for virksomheder, der er underlagt krav om bæredygtighedsrapportering, da inflation med tiden vil udhule deres reelle værdi, bør beføjelsen til at vedtage retsakter i overensstemmelse med artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde delegeres til Kommissionen. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder også på ekspertniveau, og at disse høringer gennemføres i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning (13). For at sikre lige deltagelse i forberedelsen af delegerede retsakter modtager Europa-Parlamentet og Rådet navnlig alle dokumenter på samme tid som medlemsstaternes eksperter, og deres eksperter har systematisk adgang til møder i Kommissionens ekspertgrupper, der beskæftiger sig med forberedelse af delegerede retsakter.

(30)

I artikel 5, stk. 2, første afsnit, i direktiv (EU) 2022/2464 fastsættes de datoer, fra hvilke medlemsstaterne skal anvende de krav om bæredygtighedsrapportering, der er fastsat i direktiv 2013/34/EU, med forskellige datoer afhængigt af den pågældende virksomheds størrelse. I betragtning af at kun virksomheder med en nettoomsætning på over 450 000 000 EUR og mere end 1 000 ansatte i gennemsnit i løbet af regnskabsåret, alt efter hvad der er relevant, på koncernniveau skal være underlagt krav om bæredygtighedsrapportering, bør kriterierne for fastsættelse af anvendelsesdatoerne tilpasses, og henvisningen til små og mellemstore virksomheder, hvis værdipapirer er optaget til handel på et reguleret marked i Unionen, udgå.

(31)

Det er vigtigt at sikre retssikkerheden med hensyn til begrænsningen af omfanget af virksomheder, der er underlagt krav om bæredygtighedsrapportering, særligt med hensyn til det personelle anvendelsesområde for de relevante bestemmelser på ethvert tidspunkt. Artikel 5, stk. 2, første afsnit, litra a), i direktiv (EU) 2022/2464, der vedrører den første gruppe af virksomheder, der er omfattet af nævnte direktiv, bør derfor ændres for at begrænse dets anvendelse til tre regnskabsår fra den 1. januar 2024. For regnskabsår, der begynder den 1. januar 2027 eller derefter, bør artikel 5, stk. 2, første afsnit, litra b), i direktiv (EU) 2022/2464, der vedrører den anden gruppe af virksomheder, der er omfattet af nævnte direktiv, finde anvendelse. Virksomheder, der er omfattet af anvendelsesområdet for nævnte direktivs artikel 5, stk. 2, første afsnit, litra a), men ikke af anvendelsesområdet for litra b), som ændret ved nærværende direktiv, vil derfor falde uden for nærværende direktivs anvendelsesområde fra og med de regnskabsår, der begynder den 1. januar 2027 eller derefter. Med henblik på at reducere byrden så hurtigt som muligt bør medlemsstaterne ikke desto mindre kunne undtage sådanne virksomheder fra rapporteringsforpligtelserne for regnskabsår, der begynder mellem den 1. januar 2025 og den 31. december 2026. Medlemsstaterne er forpligtet til at gennemføre denne undtagelse på en måde, der sikrer overholdelse af retssikkerhedsprincippet.

(32)

I artikel 5, stk. 2, tredje afsnit, i direktiv (EU) 2022/2464 fastsættes de datoer, fra hvilke medlemsstaterne skal anvende de krav om bæredygtighedsrapportering, der er fastsat i direktiv 2004/109/EF, med forskellige datoer afhængigt af den pågældende udsteders størrelse. I betragtning af at kun virksomheder med en nettoomsætning på over 450 000 000 EUR og mere end 1 000 ansatte i gennemsnit i løbet af regnskabsåret, alt efter hvad der er relevant, på koncernniveau skal være underlagt krav om bæredygtighedsrapportering, bør kriterierne for fastsættelse af anvendelsesdatoerne tilpasses, og henvisningen til små og mellemstore virksomheder, hvis værdipapirer er optaget til handel på et reguleret marked i Unionen, udgå.

(33)

Det er vigtigt at sikre retssikkerheden med hensyn til begrænsningen af omfanget af udstedere, der er underlagt krav om bæredygtighedsrapportering, særligt med hensyn til det personelle anvendelsesområde for de relevante bestemmelser på ethvert tidspunkt. Artikel 5, stk. 2, tredje afsnit, litra a), i direktiv (EU) 2022/2464, der vedrører den første gruppe af udstedere, der er omfattet af nævnte direktiv, bør derfor ændres for at begrænse dets anvendelse til tre regnskabsår fra den 1. januar 2024. For regnskabsår, der begynder den 1. januar 2027 eller derefter, bør artikel 5, stk. 2, tredje afsnit, litra b), i direktiv (EU) 2022/2464, der vedrører den anden gruppe af udstedere, der er omfattet af nævnte direktiv, finde anvendelse. Udstedere, der er omfattet af anvendelsesområdet for nævnte direktivs artikel 5, stk. 2, første afsnit, litra a), men ikke af anvendelsesområdet for litra b), som ændret ved nærværende direktiv, vil derfor falde uden for nærværende direktivs anvendelsesområde fra og med de regnskabsår, der begynder den 1. januar 2027 eller derefter. Med henblik på at reducere byrden så hurtigt som muligt bør medlemsstaterne ikke desto mindre kunne undtage sådanne udstedere fra rapporteringsforpligtelserne for regnskabsår, der begynder mellem den 1. januar 2025 og den 31. december 2026. Medlemsstaterne er forpligtet til at gennemføre denne undtagelse på en måde, der sikrer overholdelse af retssikkerhedsprincippet.

(34)

På grund af ændringen i omfanget af virksomheder, der er omfattet af forpligtelser om bæredygtighedsrapportering, bør bestemmelserne om revision og rapportering i direktiv (EU) 2022/2464 tilpasses. For at sikre, at Unionens mål om at muliggøre offentliggørelse af tilstrækkelige data om virksomheders bæredygtighed opfyldes, bør Kommissionen vurdere hensigtsmæssigheden af det nye anvendelsesområde for direktiv (EU) 2022/2464 som ændret ved nærværende direktiv. Det er hensigtsmæssigt, at denne vurdering navnlig baseres på en analyse af behovet for bæredygtighedsdata for at mobilisere private investeringer henimod målene i den europæiske grønne pagt på den ene side og bæredygtighedsrapporteringens indvirkning på EU-virksomhedernes konkurrenceevne på den anden side. Det er også vigtigt, at revisionen tager hensyn til den bedste praksis, der er udviklet, og virksomhedernes faktiske beredskab med hensyn til at fremlægge bæredygtighedsoplysninger i henhold til direktiv (EU) 2022/2464. Med henblik herpå og i lyset af proportionalitetsprincippet er det vigtigt, at Kommissionen, når den overvejer en eventuel udvidelse af anvendelsesområdet, overvejer, om denne udvidelse skal afvejes mod muligheden for at indføre en forenklet rapporteringsordning.

(35)

Direktiv (EU) 2024/1760 skal ikke udgøre en begrundelse for at sænke beskyttelsesniveauet for visse rettigheder og interesser i henhold til national ret eller kollektive overenskomster, der var gældende på tidspunktet for vedtagelsen af nævnte direktiv. Dette bør dog ikke forhindre medlemsstaterne i at tilpasse national lovgivning om virksomheders due diligence i forbindelse med bæredygtighed, der var gældende på tidspunktet for vedtagelsen af direktiv (EU) 2024/1760, når de gennemfører nævnte direktiv, med henblik på at øge eller sikre dens tilpasning til det, navnlig dens anvendelsesområde.

(36)

Direktiv (EU) 2024/1760 har ikke til formål at tilvejebringe en omfattende ramme for beskyttelse af menneskerettighederne eller miljøet i forbindelse med virksomheders aktiviteter. Det har i stedet til formål at harmonisere national ret vedrørende generelle due diligence-forpligtelser for sådanne virksomheder og ansvar i denne henseende og dermed sikre, at virksomheder, der er aktive på det indre marked, bidrager til bæredygtig udvikling. Due diligence-processer supplerer snarere end erstatter de specifikke retlige forpligtelser, der har til formål direkte eller indirekte at beskytte menneskerettighederne eller miljøet. Disse specifikke retlige forpligtelser omfatter dem, der stammer fra, blandt mange andre eksempler, arbejdsret og ret om arbejdstid og ligestilling, ret om sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen, herunder håndtering af farlige materialer, byggestandarder og byggeplanlægningsret og ret, som regulerer produkt- eller fødevaresikkerhed. Alle sådanne retlige forpligtelser falder uden for anvendelsesområdet for direktiv (EU) 2024/1760, medmindre og i det omfang de omfatter generelle due diligence-forpligtelser. For at øge retssikkerheden og sikre, at den nødvendige lovgivningsmæssige frihed udtrykkeligt bevares, bør direktiv (EU) 2024/1760 ændres for yderligere at præcisere grænserne for nævnte direktivs anvendelsesområde.

(37)

Direktiv (EU) 2024/1760 pålægger visse virksomheder vidtrækkende due diligence-forpligtelser. Som følge heraf er dets anvendelsesområde begrænset til særligt store virksomheder. Alligevel peges der i rapporten med titlen »Fremtiden for den europæiske konkurrenceevne« på due diligence-rammen som »en stor kilde til den reguleringsmæssige byrde«, og det konkluderes i den forbindelse, at der er »behov for at tage bedre hensyn til størrelsen af de virksomheder, der er berørt af reguleringen«. Derudover kan direktiv (EU) 2024/1760 bedst nå sine mål for så vidt angår de allerstørste virksomheder, som har størst indflydelse på deres værdikæder, den største indvirkning på menneskerettighederne og miljøet og de fleste ressourcer til at gennemføre grundig due diligence. Af alle disse grunde og i overensstemmelse med det afgørende mål om forenkling bør anvendelsesområdet for direktiv (EU) 2024/1760 reduceres. Omsætningstærsklen på 450 000 000 EUR bør hæves til 1 500 000 000 EUR, og tærsklen på 1 000 ansatte bør hæves til 5 000 ansatte. I overensstemmelse hermed bør tærsklerne vedrørende virksomheder, der har indgået franchise- eller licensaftaler, hæves til 75 000 000 EUR for så vidt angår royalties og 275 000 000 EUR for så vidt angår omsætning.

(38)

I henhold til artikel 4, stk. 1, i direktiv (EU) 2024/1760 må medlemsstaterne ikke i deres nationale ret indføre bestemmelser på det område, der er omfattet af nævnte direktiv, om due diligence-forpligtelser på menneskerettigheds- og miljøområdet, som afviger fra dem, der er fastsat i nævnte direktivs specifikke bestemmelser. For at sikre, at medlemsstaterne ikke går videre end nævnte direktiv, og for at undgå, at der skabes et fragmenteret lovgivningsmæssigt landskab, der resulterer i retsusikkerhed og unødvendige byrder, bør bestemmelserne om fuld harmonisering i direktiv (EU) 2024/1760 udvides til at omfatte yderligere bestemmelser, der regulerer de centrale aspekter af due diligence-processen. Det omfatter navnlig identifikationsforpligtelsen, forpligtelsen til at prioritere negative indvirkninger, forpligtelserne til at imødegå negative indvirkninger, der er blevet eller burde have været identificeret, forpligtelsen til at indføre en klage- og underretningsmekanisme, forpligtelsen til at overvåge due diligence-foranstaltninger og forpligtelsen til at rapportere om de spørgsmål, der er omfattet af nævnte direktiv. Samtidig bør medlemsstaterne fortsat have mulighed for at indføre skærpede bestemmelser om andre aspekter eller bestemmelser om due diligence, der er mere specifikke med hensyn til målet eller det omfattede område. Sådanne bestemmelser omfatter nationale retsregler, som regulerer specifikke negative indvirkninger eller specifikke aktivitetssektorer, med henblik på at opnå et andet niveau af beskyttelse af menneskerettigheder, beskæftigelsesmæssige og sociale rettigheder, miljøet eller klimaet. For at øge retssikkerheden og sikre den nødvendige lovgivningsmæssige frihed, navnlig med hensyn til nye specifikke risici, for hvilke due diligence-forpligtelser kunne være vigtige bør det præciseres, at sådanne bestemmelser omfatter due diligence-forpligtelser vedrørende specifikke produkter, tjenesteydelser eller situationer. Omvendt udgør nationale regler, der går videre end et specifikt mål eller område, f.eks. ved at regulere due diligence-processen generelt eller ved at regulere due diligence i en hel sektor, ikke sådanne bestemmelser.

(39)

Ved artikel 5 i direktiv (EU) 2024/1760 forpligtes medlemsstaterne til at sikre, at store virksomheder over en vis størrelse gennemfører due diligence på menneskerettigheds- og miljøområdet. I henhold til nævnte direktivs artikel 8 skal disse virksomheder træffe passende foranstaltninger til at identificere og vurdere negative indvirkninger under hensyntagen til relevante risikofaktorer. Virksomheder bør foretage en scopingøvelse på grundlag af rimeligt tilgængelige oplysninger for at fastlægge generelle områder på tværs af deres egne aktiviteter, deres dattervirksomheders aktiviteter og, hvis de er knyttet til deres aktivitetskæder, deres forretningspartneres aktiviteter, hvor der er sandsynlighed for, at der forekommer negative indvirkninger. Når virksomhederne foretager scopingøvelsen, er de ikke forpligtet til systematisk at identificere negative indvirkninger på enhedsniveau, men skal snarere dække generelle områder. I scopingøvelsen bør virksomhederne udelukkende basere sig på oplysninger, som med rimelighed er tilgængelige for dem, hvilket som hovedregel vil udelukke anmodninger om oplysninger fra forretningspartnere. Ikke desto mindre har virksomhederne fleksibilitet til at vurdere, hvilke oplysninger, som med rimelighed er tilgængelige for dem.

(40)

På grundlag af resultaterne af scopingøvelsen bør virksomheder være forpligtet til at foretage en dybdegående vurdering på de områder, hvor det vurderes, at der er størst sandsynlighed for, at der forekommer negative indvirkninger, og hvor de vurderes at være mest alvorlige. Virksomheder bør ikke være forpligtet til at anmode om oplysninger fra forretningspartnere, hvis der ikke er identificeret nogen sandsynlige og alvorlige risici. Den dybdegående vurdering bør have til formål at indhente nøjagtige og pålidelige oplysninger, navnlig om arten og omfanget af, årsagerne til, alvoren af og sandsynligheden for de identificerede negative indvirkninger, for at sætte virksomheden i stand til at foretage, hvor det er relevant, prioriteringen af de identificerede faktiske og potentielle negative indvirkninger i overensstemmelse med direktiv (EU) 2024/1760 og vedtage passende foranstaltninger til at imødegå dem i overensstemmelse med nævnte direktiv. For at give virksomhederne yderligere fleksibilitet bør en virksomhed, hvor den har identificeret negative indvirkninger, der er lige så sandsynlige eller lige så alvorlige på flere områder, kunne prioritere vurderingen af negative indvirkninger, der involverer direkte forretningspartnere. Virksomhederne er kun forpligtet til at træffe passende foranstaltninger til at identificere negative indvirkninger. De er således ikke forpligtet til at identificere enhver negativ indvirkning i deres aktiviteter, deres dattervirksomheders og deres forretningspartneres aktiviteter. I nogle tilfælde kan dette føre til, at en sådan indvirkning ikke identificeres og derfor ikke forhindres, afbødes, bringes til ophør eller minimeres, selv om virksomheden fuldt ud har opfyldt sine forpligtelser i henhold til direktiv (EU) 2024/1760. Det følger heraf, at virksomheder ikke vil blive straffet i henhold til nævnte direktiv for en sådan indvirkning.

(41)

For at begrænse den afsmittende virkning på andre virksomheder, herunder små og mellemstore virksomheder og små midcapselskaber, når det drejer sig om den dybdegående vurdering af forretningspartnere, bør virksomheder, der er omfattet af direktiv (EU) 2024/1760, kun anmode om oplysninger fra forretningspartnere, hvis disse oplysninger er nødvendige. Det er vigtigt, at enhver anmodning er målrettet, rimelig og forholdsmæssig. I tilfælde af forretningspartnere med færre end 5 000 ansatte bør virksomhederne kun anmode om oplysninger, hvis oplysningerne ikke med rimelighed kan indhentes på anden vis såsom fra oplysninger, de har, eller andre kilder.

(42)

I henhold til artikel 8, stk. 3, i direktiv (EU) 2024/1760 skal medlemsstaterne sikre, at virksomhederne med henblik på at identificere og vurdere de negative indvirkninger har ret til at gøre brug af passende ressourcer, herunder uafhængige rapporter og oplysninger, der er indsamlet gennem den underretningsmekanisme og den klageprocedure, der er fastsat i nævnte direktiv. For at lette overholdelsesbyrden for virksomhederne og de relevante forretningspartnere bør det præciseres, at digitale løsninger, industri- og multiinteressentinitiativer også kan udgøre passende ressourcer. Virksomhederne bør derfor kunne indhente de nødvendige oplysninger gennem industri- og multiinteressentinitiativer for at undgå overlappende anmodninger. Virksomhederne kan dog også frit indhente oplysningerne individuelt.

(43)

Da negative indvirkninger bør prioriteres efter deres alvor og sandsynlighed og håndteres gradvist, bør en virksomhed ikke straffes i henhold til direktiv (EU) 2024/1760, hvis det ikke er muligt at håndtere alle de negative indvirkninger, den har identificeret, på samme tid og i fuldt omfang.

(44)

Virksomheder vil kunne befinde sig i situationer, hvor deres produktion i høj grad er afhængig af inputmaterialer fra en eller flere specifikke leverandører. Hvis en sådan leverandørs forretningsaktiviteter er forbundet med alvorlige negative indvirkninger, herunder børnearbejde eller betydelig miljøskade, og virksomheden uden held har udtømt alle due diligence-foranstaltninger til at imødegå sådanne indvirkninger, bør virksomheden navnlig som en sidste udvej suspendere forretningsforbindelsen og samtidig fortsat samarbejde med leverandøren om at finde en løsning, om muligt ved hjælp af en eventuel øget indflydelse som følge af suspensionen. Suspensionen bør ophøre, når den negative indvirkning er håndteret.

(45)

For at mindske byrderne for virksomhederne, og for at gøre samarbejde med interessenter mere forholdsmæssigt afpasset, bør virksomhederne kun være forpligtet til at samarbejde med arbejdstagere, deres repræsentanter, herunder fagforeninger, og enkeltpersoner og samfundsgrupper, hvis rettigheder eller interesser er berørt eller kan blive direkte berørt af virksomhedens, dens dattervirksomheders og dens forretningspartneres produkter, tjenesteydelser og aktiviteter, og som har tilknytning til den specifikke fase i den due diligence-proces, der gennemføres. Dette omfatter enkeltpersoner eller samfundsgrupper i nærheden af anlæg, der drives af forretningspartnere, når disse enkeltpersoner eller samfundsgrupper er direkte berørt af forurening, eller oprindelige folk, hvis ret til jord eller ressourcer påvirkes direkte af, hvordan en forretningspartner erhverver, udvikler eller på anden måde gør brug af jord, skove eller vandområder. Desuden bør samarbejde med interessenter kun være påkrævet i forbindelse med visse dele af due diligence-processen, nemlig i identifikationsfasen, med henblik på udviklingen af handlingsplaner og forbedrede handlingsplaner og på udformningen af afhjælpende foranstaltninger.

(46)

For at mindske virksomhedernes administrative byrder bør Kommissionen vedtage generelle retningslinjer for due diligence senest den 26. juli 2027. Sideløbende hermed bør fristen for anvendelse af direktiv (EU) 2024/1760 for samtlige virksomheder udsættes til den 26. juli 2029. Dette toårige interval bør give virksomhederne tilstrækkelig tid til at tage hensyn til den praktiske vejledning og bedste praksis i Kommissionens retningslinjer, når de gennemfører due diligence-foranstaltninger.

(47)

Bestemmelserne i direktiv (EU) 2024/1760 om omstillingsplanen for klimaændringer er blevet anset for at være uforholdsmæssige, navnlig på grund af den administrative byrde for virksomheder og tilsynsmyndigheder, og kan føre til retsusikkerhed. Det er nødvendigt at ophæve disse bestemmelser for at strømline forpligtelserne og støtte en mere målrettet og effektiv gennemførelse af nævnte direktiv.

(48)

I henhold til artikel 27, stk. 1, i direktiv (EU) 2024/1760 skal medlemsstaterne fastsætte sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning. I henhold til nævnte direktivs artikel 27, stk. 2, skal medlemsstaterne, når de beslutter, om der skal pålægges sanktioner, og når de fastlægger deres art og et passende niveau herfor, tage behørigt hensyn til en række faktorer, der afgør overtrædelsens grovhed og skærpende eller formildende faktorer. I henhold til nævnte direktivs artikel 27, stk. 4, skal medlemsstaterne, når de pålægger økonomiske sanktioner, basere dem på den pågældende virksomheds nettoomsætning på verdensplan. Dette krav forekommer imidlertid unødvendigt og kan fejlfortolkes, som om det kræver, at økonomiske sanktioner udelukkende eller hovedsagelig baseres på nettoomsætningen på verdensplan. I overensstemmelse med kravet om, at sanktioner skal være effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning, er tilsynsmyndighederne i stedet forpligtet til at tage passende hensyn til nettoomsætningen på verdensplan eller, hvis der er tale om virksomheder, som tilhører en koncern, det øverste moderselskabs konsoliderede nettoomsætning på verdensplan, sammen med den række af faktorer, der er fastsat i nævnte direktivs artikel 27, stk. 2. I overensstemmelse hermed bør kravet om, at økonomiske sanktioner skal baseres på nettoomsætningen på verdensplan, ophæves. For at sikre lige vilkår i hele Unionen og i overensstemmelse med målet om harmonisering bør medlemsstaterne omvendt pålægges at fastsætte en ensartet maksimumsgrænse for økonomiske sanktioner på 3 % af nettoomsætningen på verdensplan. Anvendelsen af denne maksimumsgrænse på virksomheder, der tilhører koncerner, bør præciseres. For at øge overensstemmelsen mellem håndhævelsespraksis i hele Unionen bør Kommissionen desuden i samarbejde med medlemsstaterne udarbejde retningslinjer for at bistå tilsynsmyndighederne med at fastsætte sanktionsniveauet.

(49)

For bedre at kunne gennemføre nærhedsprincippet bør den specifikke EU-dækkende ansvarsordning, der i øjeblikket er fastsat i direktiv (EU) 2024/1760, ophæves. Samtidig bør medlemsstaterne i henhold til både folkeretten og EU-retten være forpligtet til at sikre, at ofre for negative indvirkninger har effektiv adgang til domstolsprøvelse, og til at garantere deres ret til effektive retsmidler som fastsat i artikel 2, stk. 3, i den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, artikel 8 i verdenserklæringen om menneskerettigheder, artikel 9, stk. 3, i konventionen om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet (Århuskonventionen) og artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Hvis en virksomhed holdes ansvarlig for manglende overholdelse af de due diligence-krav, der er fastsat i direktiv (EU) 2024/1760, og hvis en sådan undladelse har forvoldt skade, bør medlemsstaterne derfor sikre, at ofre kan modtage fuld erstatning. Denne erstatning bør ydes i overensstemmelse med principperne om effektivitet og ækvivalens. I betragtning af de forskellige regler og traditioner, der findes på nationalt plan, når det drejer sig om at tillade repræsentative søgsmål, bør det specifikke krav i denne henseende i direktiv (EU) 2024/1760 udgå. Det forhold, at et sådant krav udgår, berører ikke nogen af bestemmelserne i gældende national ret, der giver en fagforening, en ikkestatslig menneskerettigheds- eller miljøorganisation, en anden ikkestatslig organisation eller en national menneskerettighedsinstitution bemyndigelse til at anlægge søgsmål for at håndhæve den påståede skadelidtes rettigheder eller give støtte i sådanne sager, der anlægges direkte af en sådan part. Kravet om, at medlemsstaterne skal sikre, at reglerne om civilretligt ansvar finder overordnet præceptiv anvendelse, i tilfælde hvor den ret, der finder anvendelse på krav i denne henseende, ikke er en medlemsstats nationale ret, bør af samme grund udgå. Det forhold, at et sådant krav udgår, begrænser ikke medlemsstaternes mulighed for at fastsætte, at de bestemmelser i national ret, der gennemfører direktiv (EU) 2024/1760, er overordnede præceptive bestemmelser som omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 864/2007 (14), i tilfælde hvor den ret, der finder anvendelse på krav herom, ikke er en medlemsstats nationale ret.

(50)

I medfør af artikel 36, stk. 1, i direktiv (EU) 2024/1760 er Kommissionen forpligtet til senest den 26. juli 2026 at forelægge Europa-Parlamentet og Rådet en rapport om nødvendigheden af at fastsætte yderligere krav om due diligence i forbindelse med bæredygtighed, der er skræddersyet til regulerede finansielle virksomheder med hensyn til levering af finansielle tjenesteydelser og udøvelse af investeringsaktiviteter, og mulighederne for sådanne due diligence-krav og deres indvirkninger. Da fristen for denne revision ikke giver tilstrækkelig tid til at tage hensyn til erfaringerne med den nyligt fastlagte generelle due diligence-ramme, bør bestemmelserne om revision og rapportering i direktiv (EU) 2024/1760 ændres.

(51)

Gennemførelsesfristen bør udsættes med et år, og de datoer, fra hvilke medlemsstaterne skal anvende direktiv (EU) 2024/1760, bør være ensartede for alle de virksomheder, der er omfattet af nævnte direktivs anvendelsesområde, for at give virksomhederne mere tid til at forberede sig på kravene i nævnte direktiv. Desuden bør flere andre datoer i nævnte direktiv ændres for at afspejle denne etårige udsættelse samt den udsættelse, der er fastsat i direktiv (EU) 2025/794.

(52)

Målene for dette direktiv kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af handlingens omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(53)

Direktiv 2006/43/EF, 2013/34/EU, (EU) 2022/2464 og (EU) 2024/1760 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

1)

Artikel 3, stk. 4, affattes således:

2)

Artikel 24b, stk. 1, andet afsnit, affattes således:

»Medlemsstaterne sikrer, at revisionsfirmaet udpeger mindst én ledende bæredygtighedspartner, som mindst skal opfylde betingelserne i artikel 4 og 6-12 og skal være godkendt som revisor i den pågældende medlemsstat, når erklæringsopgaven om bæredygtighedsrapportering udføres af et revisionsfirma. Den ledende bæredygtighedspartner kan være den eller en af de ledende revisionspartnere. Revisionsfirmaet giver den eller de ledende bæredygtighedspartnere tilstrækkelige ressourcer samt personale, der har de nødvendige kompetencer og evner til at udføre deres opgaver korrekt.«

3)

Artikel 26a, stk. 3, affattes således:

4)

I artikel 45 foretages følgende ændringer:

5)

Artikel 48a, stk. 2, andet afsnit, affattes således:

»Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter, jf. artikel 26a, stk. 3, tillægges Kommissionen for en ubegrænset periode.«

1)

I artikel 1 foretages følgende ændringer:

2)

Artikel 3, stk. 13, affattes således:

3)

Artikel 19, stk. 1, fjerde afsnit, affattes således:

»Virksomheder, som på balancetidspunktet overskrider en nettoomsætning på 450 000 000 EUR og et gennemsnitligt antal medarbejdere på 1 000 i løbet af regnskabsåret, skal medtage oplysninger om immaterielle nøgleressourcer og redegøre for, hvordan virksomhedens forretningsmodel grundlæggende afhænger af sådanne ressourcer, og for, hvorledes sådanne ressourcer er en kilde til værdiskabelse for virksomheden.«

4)

I artikel 19a foretages følgende ændringer:

5)

I artikel 29a foretages følgende ændringer:

6)

I artikel 29b foretages følgende ændringer:

7)

Artikel 29c udgår.

8)

Følgende artikel indsættes:

(*4)  Kommissionens henstilling (EU) 2025/1710 af 30. juli 2025 om en frivillig standard for bæredygtighedsrapportering for små og mellemstore virksomheder (EUT L, 2025/1710, 5.8.2025, ELI: http://data.europa.eu/eli/reco/2025/1710/oj).« "

9)

Artikel 29d affattes således:

(*5)  Kommissionens delegerede forordning (EU) 2019/815 af 17. december 2018 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/109/EF for så vidt angår reguleringsmæssige tekniske standarder til præcisering af et fælles elektronisk rapporteringsformat (EUT L 143 af 29.5.2019, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_del/2019/815/oj).« "

10)

Følgende kapitel indsættes:

11)

Artikel 33, stk. 1, affattes således:

12)

I artikel 34 foretages følgende ændringer:

13)

I artikel 40a, stk. 1, foretages følgende ændringer:

14)

I artikel 49 foretages følgende ændringer:

1)

Artikel 5, stk. 2, ændres således:

2)

I artikel 6, stk. 1, foretages følgende ændringer:

1)

I artikel 1 foretages følgende ændringer:

2)

I artikel 2 foretages følgende ændringer:

3)

I artikel 3, stk. 1, foretages følgende ændringer:

4)

Artikel 4 affattes således:

5)

I artikel 6 foretages følgende ændringer:

6)

Artikel 8 ændres således:

7)

I artikel 9 tilføjes følgende stykke:

8)

Artikel 10, stk. 6, affattes således:

9)

Artikel 11, stk. 7, affattes således:

10)

I artikel 13, stk. 3, foretages følgende ændringer:

11)

Artikel 15 affattes således:

12)

Artikel 16, stk. 3, affattes således:

»Senest den 31. marts 2029 vedtager Kommissionen delegerede retsakter i henhold til artikel 34 for at supplere dette direktiv ved at fastsætte indholdet af og kriterierne for rapporteringen i henhold til stk. 1 med angivelse af navnlig tilstrækkelig detaljerede oplysninger om beskrivelsen af due diligence, identificerede faktiske og potentielle negative indvirkninger og passende foranstaltninger, der er truffet i forbindelse med disse indvirkninger. Når Kommissionen udarbejder disse delegerede retsakter, tager den behørigt hensyn til og tilpasser dem, hvor det er relevant, til de standarder for bæredygtighedsrapportering, der er vedtaget i henhold til artikel 29b og 40b i direktiv 2013/34/EU.

Når Kommissionen vedtager de i første afsnit omhandlede delegerede retsakter, sikrer den, at der ikke er nogen overlapning af rapporteringskravene for de virksomheder, der er omhandlet i artikel 3, stk. 1, litra a), nr. iii), og som er underlagt rapporteringskrav i henhold til artikel 4 i forordning (EU) 2019/2088, samtidig med at de minimumsforpligtelser, der er fastsat i dette direktiv, bibeholdes fuldt ud.«

13)

I artikel 17 foretages følgende ændringer:

14)

Artikel 18 affattes således:

15)

I artikel 19 foretages følgende ændringer:

16)

Artikel 22 udgår.

17)

I artikel 24 foretages følgende ændringer:

18)

Artikel 25, stk. 1, affattes således:

19)

Artikel 27, stk. 4, affattes således:

20)

I artikel 29 foretages følgende ændringer:

21)

I artikel 36 foretages følgende ændringer:

22)

Artikel 37, stk. 1, affattes således: