(1)

I overensstemmelse med Rådets afgørelse (EU) 2025/2307 (2) blev De Forenede Nationers konvention om bekæmpelse af cyberkriminalitet – styrkelse af det internationale samarbejde om bekæmpelse af visse former for kriminalitet begået ved hjælp af informations- og kommunikationsteknologisystemer og om udveksling af elektronisk bevismateriale vedrørende grov kriminalitet (»konventionen«) undertegnet på Unionens vegne den 25. oktober 2025 i Hanoi, Vietnam, med forbehold af indgåelse af konventionen.

(2)

Konventionen er i overensstemmelse med Unionens sikkerhedsmål som omhandlet i artikel 67, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), nemlig at sikre et højt sikkerhedsniveau ved hjælp af foranstaltninger til forebyggelse og bekæmpelse af kriminalitet, ved koordinerings- og samarbejdsforanstaltninger mellem politimyndigheder, strafferetlige myndigheder og øvrige kompetente myndigheder samt ved indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes straffelovgivning.

(3)

Konventionen finder anvendelse på specifikke strafferetlige efterforskninger eller retssager vedrørende strafbare handlinger, der er fastsat i overensstemmelse med konventionen, samt på udveksling af elektronisk bevismateriale vedrørende grov kriminalitet (lovovertrædelser, der kan straffes med en maksimumstraf på mindst fire års frihedsberøvelse eller en strengere straf), og tillader kun udveksling af oplysninger til disse formål.

(4)

Konventionen harmoniserer et begrænset sæt klart definerede lovovertrædelser, samtidig med at den giver deltagerstaterne den nødvendige fleksibilitet til at undgå kriminalisering af lovlig adfærd.

(5)

Konventionen fastsætter kun minimumsregler for juridiske personers ansvar for de deltagelse i de lovovertrædelser, der er fastsat i overensstemmelse med konventionen. Den kræver ikke, at deltagerstaterne vedtager sådanne foranstaltninger, der måtte være nødvendige for at fastlægge et ansvar for juridiske personer på en måde, der ville være uforenelig med deres retsprincipper.

(6)

Konventionen er også i overensstemmelse med Unionens mål om beskyttelse af personoplysninger, privatlivets fred og grundlæggende rettigheder i overensstemmelse med artikel 16 i TEUF og Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (»chartret«).

(7)

Konventionen indeholder robuste menneskerettighedsbetingelser og -garantier, som er en del af konventionens formål og hensigt og er uløseligt forbundet med de beføjelser og procedurer, som konventionen fastsætter. Som sådan kan disse betingelser og garantier ikke gøres til genstand for forbehold. Konventionen udelukker enhver fortolkning, der ville føre til undertrykkelse af menneskerettigheder eller grundlæggende frihedsrettigheder, navnlig ytringsfrihed, samvittighedsfrihed, meningsfrihed, religionsfrihed eller trosfrihed, forsamlingsfrihed og foreningsfrihed. Disse garantier sikrer også, at internationalt samarbejde kan nægtes, hvis dette internationale samarbejde ville være i strid med deltagerstaternes nationale lovgivning, eller hvis en sådan nægtelse er nødvendig for at undgå enhver form for forskelsbehandling.

(8)

Med hensyn til beføjelser og procedurer både på nationalt og internationalt plan fastsætter konventionen horisontale betingelser og garantier, der sikrer beskyttelse af menneskerettighederne i overensstemmelse med deltagerstaternes forpligtelser i henhold til international menneskerettighedslovgivning. Deltagerstaterne skal indarbejde proportionalitetsprincippet i deres nationale lovgivning. Sådanne betingelser og garantier skal bl.a. omfatte. domstolsprøvelse eller anden uafhængig prøvelse, retten til effektive retsmidler, begrundelser for anvendelse samt begrænsning af sådanne beføjelsers og procedurers omfang og varighed.

(9)

Konventionen indeholder en særlig bestemmelse om beskyttelse af personoplysninger, som sikrer, at vigtige databeskyttelsesprincipper, herunder formålsbegrænsning, dataminimering, proportionalitet og nødvendighed anvendes i overensstemmelse med chartret, før personoplysninger kan videregives til en anden deltagerstat.

(10)

Med sin deltagelse i forhandlingerne på Unionens vegne sikrede Kommissionen, at konventionen var forenelig med de relevante EU-regler.

(11)

En række forbehold er relevante for at sikre konventionens forenelighed med Unionens lovgivning og politikker samt for en ensartet anvendelse af konventionen blandt medlemsstaterne i deres forbindelser med deltagerstater uden for EU og for en effektiv anvendelse af konventionen.

(12)

Forbehold berører ikke eventuelle andre forbehold, som medlemsstaterne måtte ønske at fremsætte individuelt, hvor det er tilladt.

(13)

Eftersom konventionen indeholder procedurer, der forbedrer den grænseoverskridende adgang til elektronisk bevismateriale og et højt beskyttelsesniveau, vil det at blive part i konventionen fremme konsekvensen i Unionens indsats for at bekæmpe cyberkriminalitet og andre former for kriminalitet på globalt plan. Det vil lette samarbejdet mellem de EU-stater, der deltager i konventionen, og deltagerstater uden for EU, samtidig med at der sikres et højt beskyttelsesniveau for enkeltpersoner.

(14)

Unionens hurtige indgåelse af konventionen vil desuden sikre, at Unionen får en meningsfuld stemme tidligt i gennemførelsen af denne nye globale ramme for bekæmpelse af cyberkriminalitet.

(15)

I henhold til konventionens artikel 64, stk. 3, skal konventionen ratificeres, accepteres eller godkendes af stater og regionale organisationer for økonomisk integration såsom Unionen.

(16)

Unionen bør blive part i konventionen sammen med sine medlemsstater, da Unionen og dens medlemsstater er kompetente på de områder, der er omfattet af konventionen. Unionens indgåelse af konventionen berører ikke medlemsstaternes kompetence med hensyn til ratifikation, accept eller godkendelse af konventionen i overensstemmelse med deres interne procedurer. Konventionen bør indgås på Unionens vegne for så vidt angår spørgsmål, der falder inden for Unionens kompetence, for så vidt konventionen kan berøre fælles regler eller ændre deres rækkevidde. På området med delt kompetence bevarer medlemsstaterne deres kompetence, for så vidt konventionen ikke berører fælles regler eller ændrer deres rækkevidde.

(17)

I overensstemmelse med konventionen skal Unionen i sit instrument for ratifikation, accept, godkendelse eller tiltrædelse erklære omfanget af Unionens kompetence med hensyn til de forhold, der er omfattet af konventionen. Unionen definerede omfanget af Unionens kompetence med hensyn til de forhold, der er omfattet af konventionen, i Den Europæiske Unions kompetenceerklæring afgivet i overensstemmelse med artikel 64, stk. 3 og 4, i De Forenede Nationers konvention om bekæmpelse af cyberkriminalitet – styrkelse af det internationale samarbejde om bekæmpelse af visse former for kriminalitet begået ved hjælp af informations- og kommunikationsteknologisystemer og om udveksling af elektronisk bevismateriale vedrørende grov kriminalitet (»kompetenceerklæringen«).

(18)

Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse er blevet hørt i overensstemmelse med artikel 42, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 (3) og afgav udtalelse den 4. september 2025.

(19)

I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 21 om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling for så vidt angår området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union (TEU) og til TEUF, og med forbehold af artikel 4 i samme protokol, deltager Irland ikke i vedtagelsen af denne afgørelse, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Irland.

(20)

I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til TEU og til TEUF, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne afgørelse, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark.

(21)

Konventionen, de vedlagte forbehold og kompetenceerklæringen bør godkendes —