(1)

Den 27. marts 2024 indledte Europa-Kommissionen (»Kommissionen«) en antisubsidieundersøgelse vedrørende importen af mobilt adgangsudstyr med oprindelse i Folkerepublikken Kina (»det pågældende land« eller »Kina«) på grundlag af artikel 10 i grundforordningen. Kommissionen offentliggjorde en indledningsmeddelelse i Den Europæiske Unions Tidende (2) (»indledningsmeddelelsen«).

(2)

Kommissionen indledte undersøgelsen som følge af en klage, der blev indgivet den 13. februar 2024 af »Koalitionen til genskabelse af lige vilkår i EU's sektor for mobilt adgangsudstyr« (»CMAE«) eller (»klageren«). Klagen blev indgivet på vegne af EU-erhvervsgrenen for mobilt adgangsudstyr, jf. grundforordningens artikel 10, stk. 6. Klagen indeholdt beviser for subsidier og deraf følgende skade, som var tilstrækkelige til at berettige indledningen af undersøgelsen.

(3)

Før indledningen af antisubsidieundersøgelsen meddelte Kommissionen den kinesiske regering (»GOC«) (3), at den havde modtaget en behørigt dokumenteret klage og indbød GOC til konsultationer i overensstemmelse med grundforordningens artikel 10, stk. 7. Der blev afholdt konsultationer den 25. marts 2024. Det blev imidlertid ikke nået frem til en gensidigt acceptabel løsning.

(4)

Den 13. november 2024 indledte Kommissionen en særskilt antidumpingundersøgelse af samme vare med oprindelse i Kina (»den særskilte antidumpingundersøgelse«). Den 9. januar 2025 indførte Kommissionen en endelig antidumpingtold og opkrævede endelig midlertidig told på importen af den pågældende vare med oprindelse i Kina (»forordningen om endelig antidumpingtold«) (4). Toldsatsen spændte fra 20,6 % til 54,9 %. Analysen af EU-erhvervsgrenens økonomiske situation i nærværende forordning er med de fornødne ændringer identisk med konklusionerne i den særskilte antidumpingundersøgelse, da definitionen af EU-erhvervsgrenen, de stikprøveudtagne EU-producenter, den betragtede periode og undersøgelsesperioden er den samme i begge undersøgelser.

(5)

Ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2024/2725 af 24. oktober 2024 gjorde Kommissionen importen af den pågældende vare til genstand for registrering for at sikre, at hvis undersøgelsen skulle føre til indførelse af udligningstold, kan denne told, hvis de nødvendige betingelser er opfyldt, opkræves med tilbagevirkende kraft af den registrerede import i overensstemmelse med gældende retlige bestemmelser (»forordningen om registrering«) (5).

(6)

I indledningsmeddelelsen opfordrede Kommissionen interesserede parter til at kontakte Kommissionen med henblik på at deltage i undersøgelsen. Kommissionen underrettede desuden specifikt klageren, andre kendte EU-producenter, de kendte eksporterende producenter, de kinesiske myndigheder og de kendte importører og brugere om indledningen af undersøgelsen og opfordrede dem til at deltage.

(7)

De interesserede parter fik mulighed for at fremsætte bemærkninger til indledningen af undersøgelsen og anmode om en høring med Kommissionen og/eller høringskonsulenten i handelsprocedurer.

(8)

Kommissionen modtog ingen bemærkninger til indledningen af undersøgelsen eller anmodninger om en høring.

(9)

I indledningsmeddelelsen anførte Kommissionen, at den eventuelt ville udtage en stikprøve af interesserede parter i henhold til grundforordningens artikel 27.

(10)

Kommissionen anførte i sin indledningsmeddelelse, at den havde udtaget en foreløbig stikprøve af EU-producenter. Kommissionen udtog stikprøven på grundlag af den største repræsentative salgs- og produktionsmængde af samme vare i Unionen i undersøgelsesperioden, som med rimelighed kunne undersøges inden for den tid, der var til rådighed.

(11)

Stikprøven bestod af tre EU-producenter, som tegnede sig for 55 % af den anslåede samlede produktion i Unionen og 52 % af alle EU-producenters salg af samme vare på EU-markedet. Ved at udvælge de tre største EU-producenter og -sælgere i undersøgelsesperioden i to forskellige medlemsstater dækkede Kommissionen den største repræsentative produktions- og salgsmængde, som med rimelighed kunne undersøges inden for den tid, der var til rådighed, jf. grundforordningens artikel 27, stk. 1. Kommissionen opfordrede alle interesserede parter til at fremsætte bemærkninger til den foreløbige stikprøve. Der blev ikke modtaget nogen bemærkninger. Kommissionen konkluderede, at stikprøven af EU-producenter derfor var repræsentativ for EU-erhvervsgrenen.

(12)

For at afgøre, om det var nødvendigt med stikprøveudtagning, og i bekræftende fald udtage en stikprøve, anmodede Kommissionen ikke forretningsmæssigt forbundne importører om at indgive de oplysninger, der anmodes om i bilag 1 til indledningsmeddelelsen, senest syv dage efter datoen for offentliggørelsen af meddelelsen. Ingen importør indgav oplysningerne og samarbejdede i forbindelse med undersøgelsen.

(13)

For at afgøre om det var nødvendigt med stikprøveudtagning, og i bekræftende fald udtage en stikprøve, anmodede Kommissionen alle eksporterende producenter i Kina om at indgive de oplysninger, der anmodes om i indledningsmeddelelsen. Endvidere anmodede Kommissionen Kinas repræsentation ved Den Europæiske Union om at identificere og/eller kontakte eventuelle andre eksporterende producenter, der kunne være interesseret i at deltage i undersøgelsen.

(14)

16 eksporterende producenter i det pågældende land afgav de ønskede oplysninger og indvilligede i at indgå i stikprøven. I overensstemmelse med grundforordningens artikel 27, stk. 1, udtog Kommissionen en stikprøve bestående af fire (grupper af) virksomheder, som med rimelighed kunne undersøges inden for den tid, der var til rådighed. Udtagningen af stikprøven blev baseret på den største repræsentative produktions-, salgs- og eksportmængde til Unionen i undersøgelsesperioden, som med rimelighed kunne undersøges inden for den tid, der var til rådighed. Kommissionen tog på grundlag af stikprøvebesvarelserne også de eksporterende producentgruppers potentielle berettigelse i betragtning med hensyn til de subsidieordninger, der var anført i notatet om bevisernes tilstrækkelighed (6), og undersøgte derfor ud over eksportsalget også produktionen og hjemmemarkedssalget.

(15)

I overensstemmelse med grundforordningens artikel 27, stk. 2, blev alle kendte eksporterende producenter og myndighederne i det pågældende land hørt om udtagningen af stikprøven. Kommissionen modtog bemærkninger i denne forbindelse fra klageren.

(16)

Klageren hævdede, at: i) stikprøven ikke bør omfatte amerikansk ejede virksomheder, da de sandsynligvis ikke var berettigede til de fleste subsidieordninger, og de angiveligt ville have meget begrænset adgang til det kinesiske hjemmemarked ii) stikprøven afspejlede en overrepræsentation af privatejede kinesiske virksomheder og en underrepræsentation af offentligt ejede kinesiske virksomheder, som angiveligt er mere integrerede, mere til stede på hjemmemarkedet og mere berettigede til finansiering og tilskud.

(17)

Efter nøje at have analyseret bemærkningerne fandt Kommissionen, at stikprøven i tilstrækkelig grad repræsenterede de eksporterende producenter af mobilt adgangsudstyr, der opererer i Kina, og at den var i overensstemmelse med EU- og WTO-lovgivningen. Kommissionen mindede indledningsvis om, at grundforordningens artikel 27 giver vide skønsbeføjelser ved udvælgelsen af stikprøven i henhold til de relevante kriterier, der er anført deri. Navnlig fremgår det klart af artikel 27, stk. 2, at »Den endelige udvælgelse af parter […] påhviler Kommissionen.«

(18)

Med hensyn til klagerens specifikke argumenter bemærkede Kommissionen, at udtagningen af stikprøven var baseret på den største repræsentative produktions-, salgs- eller eksportmængde til Unionen i undersøgelsesperioden, som med rimelighed kunne undersøges inden for den tid, der var til rådighed. Kommissionen besluttede derfor bl.a. at have en amerikansk ejet virksomhed i stikprøven som den største eksporterende producent og at medtage den største kinesiske producent med hensyn til produktion og hjemmemarkedssalg i Kina, selv om denne virksomhed ikke var blandt de største eksportører til Unionen.

(19)

Som nævnt i betragtning 16 var berettigelsen til subsidieordninger et af de elementer, som Kommissionen overvejede ved udtagningen af stikprøven. Kommissionen gjorde imidlertid ikke dette kriterium til det afgørende kriterium for at sikre, at udtagningen af stikprøven ikke var partisk.

(20)

Af samme grund som ovenfor anvendte Kommissionen ikke virksomhedens virksomhedsstatus som kriterium for stikprøveudtagning. Alle typer af virksomheder: udenlandsk ejede, kinesisk privatejede og kinesisk offentligt ejede virksomheder var repræsenteret. På grundlag af stikprøvebesvarelserne fandt Kommissionen desuden ingen begrundelse for påstanden om, at offentligt ejede kinesiske virksomheder generelt er mere integrerede, mere til stede på hjemmemarkedet og mere berettigede til finansiering og tilskud end private virksomheder.

(21)

På baggrund af ovenstående besluttede Kommissionen at bekræfte sin foreløbige stikprøve, som (i antal enheder) tegnede sig for 54 % af produktionen, 47 % af salget på hjemmemarkedet og 59 % af den anslåede samlede eksportmængde til Unionen fra Kina i undersøgelsesperioden. Kommissionen anså stikprøven for at være repræsentativ i henhold til grundforordningens artikel 27.

(22)

Kommissionen fremsendte spørgeskemaer til GOC, de fire grupper af stikprøveudtagne eksporterende producenter, de tre stikprøveudtagne EU-producenter, klageren, de kendte importører og til brugere. Spørgeskemaerne til virksomhederne blev desuden gjort tilgængelige online på dagen for indledningen af undersøgelsen.

(23)

Kommissionen modtog spørgeskemabesvarelser fra GOC, de fire grupper af stikprøveudtagne eksporterende producenter, en gruppe af eksporterende producenter, der anmodede om en individuel undersøgelse, de tre stikprøveudtagne EU-producenter og klageren.

(24)

Kommissionen indhentede og efterprøvede alle de oplysninger, som den anså for nødvendige med henblik på at afgøre, om der fandt subsidiering sted, og fastlægge den deraf følgende skade og Unionens interesser. Der blev gennemført kontrolbesøg i henhold til grundforordningens artikel 26 hos følgende parter:

(25)

Terex (Changzhou) Machinery Co., Ltd., som er en eksporterende producent i Kina, indgav en anmodning om individuel undersøgelse i henhold til grundforordningens artikel 27, stk. 3. Efterfølgende indsendte virksomheden også en spørgeskemabesvarelse sammen med sine forretningsmæssigt forbundne virksomheder i Kina.

(26)

I betragtning af antallet af forretningsmæssigt forbundne virksomheder i Terex-gruppen, som også skulle kontrolleres, og antallet af virksomheder, der allerede var omfattet af stikprøven, konkluderede Kommissionen, at det ville være urimeligt byrdefuldt for en rettidig afslutning af proceduren at acceptere anmodningen om individuel undersøgelse. Anmodningen blev derfor afvist.

(27)

Terex-gruppen anfægtede Kommissionens afgørelse i denne henseende under den høring, der blev anmodet om efter den endelige fremlæggelse af oplysninger. Terex-gruppen fremlagde imidlertid ingen elementer, der kunne begrunde en undersøgelse af dens anmodning om individuel undersøgelse uden at anfægte den rettidige afslutning af undersøgelsen. Desuden blev der ikke efter høringen fremlagt indlæg eller skriftlige bemærkninger. Kommissionens konklusion vedrørende antallet af virksomheder i Terex-gruppen, der potentielt skulle involveres i den individuelle undersøgelsesprocedure, hvilket gjorde analysen af anmodningen urimeligt byrdefuld for en rettidig afslutning af undersøgelsen, blev derfor stadfæstet.

(28)

Undersøgelsen af subsidiering og skade omfattede perioden fra den 1. oktober 2022 til den 30. september 2023 (»undersøgelsesperioden« eller »UP«). Undersøgelsen af udviklingstendenser af relevans for vurderingen af skade omfattede perioden fra den 1. januar 2020 frem til udgangen af undersøgelsesperioden (»den betragtede periode«).

(29)

I henhold til grundforordningens artikel 12, stk. 1, var fristen for indførelse af midlertidige foranstaltninger den 26. december 2024. Den 2. december 2024 underrettede Kommissionen i overensstemmelse med grundforordningens artikel 29a de interesserede parter om, at den ikke havde til hensigt at indføre midlertidige foranstaltninger.

(30)

Kommissionen fortsatte bestræbelserne på at indhente og efterprøve alle de oplysninger, som den anså for nødvendige for at nå frem til de endelige konklusioner.

(31)

Kommissionen tog hensyn til de bemærkninger, som interesserede parter havde fremsat.

(32)

Den 4. marts 2025 orienterede Kommissionen samtlige interesserede parter om de vigtigste kendsgerninger og betragtninger, der ligger til grund for hensigten om at indføre en endelig udligningstold på importen af mobilt adgangsudstyr med oprindelse i Kina (»den endelige fremlæggelse af oplysninger«). Alle parter fik en frist til at fremsætte bemærkninger til den endelige fremlæggelse af oplysninger.

(33)

Efter bemærkninger fra Zoomlion-gruppen om den endelige fremlæggelse af oplysninger justerede Kommissionen beregningen af subsidiesatsen for denne gruppe. De ajourførte beregninger blev fremlagt for Zoomlion-gruppen (»supplerende fremlæggelse af oplysninger«), som fik tid til at fremsætte bemærkninger.

(34)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger modtog Kommissionen bemærkninger fra GOC, China Chamber of Commerce for Import and Export of Machinery and Electronic Products (»CCCME«), Zoomlion-gruppen og CMAE. Kommissionen afholdt høringer med CCCME, CMAE og Terex (Changzou) Machinery Co., Ltd. Ingen interesseret part anmodede om en høring med høringskonsulenten.

(35)

I sine bemærkninger efter den endelige fremlæggelse af oplysninger rejste CCCME visse proceduremæssige spørgsmål vedrørende Kommissionens manglende fremlæggelse af oplysninger om beregningerne af eksterne benchmarks til de interesserede parter. CCCME hævdede også, at dens foreløbige bemærkninger, der blev fremsat den 2. december 2024, ikke blev behandlet i den endelige fremlæggelse af oplysninger.

(36)

Kommissionen afviste disse påstande. Eksterne benchmarks og detaljerede beregninger af subsidiebeløbene blev fremlagt for de stikprøveudtagne kinesiske eksporterende producenter, som også er medlemmer af CCCME. Af klarhedshensyn blev disse benchmarks også føjet til det åbne dossier den 17. marts 2025.

(37)

De bemærkninger, som CCCME fremsatte den 2. december, blev fremsat efter den frist, der var fastsat i indledningsmeddelelsen. CCCME blev underrettet om, at den stadig kunne fremsætte sine bemærkninger igen efter den endelige fremlæggelse af oplysninger, hvilket den gjorde. Disse bemærkninger behandles i denne forordning.

(38)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger fremsatte CCCME bemærkninger svarende til dem, der allerede var fremsat i forbindelse med Kommissionens endelige konklusioner i den særskilte antidumpingundersøgelse vedrørende varedækningen, skadesvurderingen, årsagssammenhængen og Unionens interesser.

(39)

Som anført i afsnit 1.1 er analysen af EU-erhvervsgrenens økonomiske situation i nærværende forordning med de fornødne ændringer identisk med konklusionerne i den særskilte antidumpingundersøgelse, da definitionen af EU-erhvervsgrenen, de stikprøveudtagne EU-producenter, den betragtede periode og undersøgelsesperioden er den samme i begge undersøgelser. Analysen af varedækningen, årsagssammenhængen og Unionens interesser er også forblevet uændret. Kommissionen henviste derfor med henblik på disse bemærkninger fra CCCME til afsnit 2.4 og 5.2.3 i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2024/1915 af 11. juli 2024 om indførelse af en midlertidig antidumpingtold på importen af mobilt adgangsudstyr med oprindelse i Folkerepublikken Kina (7) og til afsnit 2.4, 4.1, 4.5 og 5 i forordningen om endelig antidumpingtold, hvor disse bemærkninger blev nærmere behandlet.

(40)

Den undersøgte vare er mobilt adgangsudstyr beregnet til løft af personer, selvbevægende, med en maksimal arbejdshøjde på 6 m eller derover, og dele dertil samlet på forhånd eller leveret som samlesæt, undtagen enkelte komponenter, hvis disse foreligger særskilt, og undtagen udstyr til løft af personer monteret på køretøjer omfattet af kapitel 86 og 87 i det harmoniserede system (»den undersøgte vare«), i øjeblikket henhørende under KN-kode ex 8427 10 10 , ex 8427 20 19 , ex 8428 90 90 , ex 8431 20 00 og ex 8431 39 00 (Taric-koder: 8427 10 10 10, 8427 20 19 10, 8428 90 90 20, 8431 20 00 60 og 8431 39 00 10).

(41)

Varedækningen omfatter maskiner, der anvendes til løft af personer til en lang række forskellige anvendelsesformål, herunder leddelte bomlifte, teleskopbomlifte, sakselifte og vertikale master.

(42)

Dele dertil, samlet på forhånd eller leveret som samlesæt, består navnlig af fire kategorier: 1) chassis, 2) tårn eller drejeskive, 3) platform eller kurve, 4) løftemekanisme til mobilt adgangsudstyr. Løftemekanismen omfatter bomme (teleskopbomme eller leddelte bomme, med eller uden kranarme) til teleskopbomlifte, leddelte bomlifte eller lodrette master og saksearme til sakselifte. De omfatter ikke individuelle komponenter, når de præsenteres særskilt.

(43)

Den pågældende vare er mobilt adgangsudstyr med oprindelse i Folkerepublikken Kina (»den pågældende vare«).

(44)

Undersøgelsen viste, at følgende varer har samme grundlæggende fysiske og tekniske egenskaber og samme grundlæggende anvendelsesformål:

Kommissionen besluttede, at disse varer derfor er samme vare, jf. grundforordningens artikel 2, litra c).

(45)

Inden den påståede subsidiering i form af subsidier eller subsidieordninger blev undersøgt, vurderede Kommissionen regeringens planer, projekter og andre dokumenter, som var relevante for analysen af de undersøgte subsidieordninger.

(46)

Indledningsvis påpegede Kommissionen, at Kinas overordnede økonomiske struktur er kendetegnet ved, at staten spiller en særlig stærk rolle, og at de statslige myndigheder selv kontrolleres af det kinesiske kommunistparti (»CCP«), som er landets regerende politiske enhed. Som følge heraf opererer virksomheder i Kina i et særligt miljø, der — i modsætning til de vestlige økonomier, hvor markedskræfterne repræsenterer det dominerende organisationsprincip — omfatter en lang række mekanismer, der giver GOC en betydelig grad af kontrol over ethvert aspekt af den økonomiske aktivitet i landet. Denne stramme kontrol forhindrer de økonomiske aktører i at handle som rationelle markedsaktører, der søger at maksimere fortjenesten, og tvinger dem faktisk til at fungere som en del af regeringen i forbindelse med gennemførelsen af dens politikker og planer.

(47)

Følgende elementer er de vigtigste i forbindelse med overførslen af GOC's politikbaserede beslutninger til de erhvervsdrivendes daglige forretningsadfærd: i) doktrinen om socialistisk markedsøkonomi, ii) CCP's lederskab, iii) det industrielle planlægningssystem og iv) det finansielle system.

(48)

Den socialistiske markedsøkonomiske doktrin (8), der er forankret i den kinesiske forfatning, giver staten en iboende og altomfattende kontrol over økonomien, som går langt videre end de traditionelle standarder for fastsættelse af en lovgivningsmæssig ramme, inden for hvilken markedsaktørerne frit kan operere. Forfatningens artikel 6 har bl.a. følgende ordlyd: »Grundlaget for Folkerepublikken Kinas socialistiske økonomiske system er socialistisk offentligt ejerskab af produktionsmidlerne [...]. I socialismens indledende fase støtter staten det grundlæggende økonomiske system, hvor offentligt ejerskab dominerer, og forskellige former for ejerskab udvikler sig side om side og holder sig til det fordelingssystem, hvor fordeling foretaget i henhold til arbejde dominerer, og hvor der eksisterer forskellige former for fordeling side om side.« Desuden fremgår det af forfatningens artikel 15: »Staten praktiserer socialistisk markedsøkonomi. Staten styrker den økonomiske lovgivning, forbedrer makroreguleringen og kontrollen. I henhold til loven forbyder staten organisationer eller enkeltpersoner at forstyrre den socioøkonomiske orden.« Forfatningens artikel 11 tildeler derudover staten en interventionistisk rolle, der går videre end at beskytte de ikkeoffentlige sektorers rettigheder og interesser, idet staten skal »tilskynde, støtte og lede udviklingen af økonomiens ikkeoffentlige sektorer og i henhold til loven udøve tilsyn og føre kontrol med økonomiens ikkeoffentlige sektorer.«

(49)

Disse forfatningsmæssige grundprincipper afspejles i alle relevante retsakter (9), der fremhæver den socialistiske markedsøkonomi som det ledende princip, hvorpå den kinesiske økonomi er baseret. Desuden gør staten under CCP's lederskab i vid udstrækning brug af en række instrumenter — både incitamenter og restriktioner — til at styre økonomien i retning af en socialistisk modernisering, dvs. hen imod mål (også industripolitiske mål), der er fastsat af GOC.

(50)

Selv om CCP's lederskab formelt er nedfældet i landets forfatning (10) samt i den relevante afledte ret og i selve partiets forfatning (11), antager den i praksis forskellige former, navnlig fordi der ikke findes magtadskillelse i Kina, og partiet udøver fuld kontrol over statsapparatets lovgivende (12), udøvende (13) og dømmende (14) grene; desuden fører partiet tilsyn med vigtige områder af økonomien, herunder den finansielle sektor og industrisektorer, der betragtes som strategiske, navnlig gennem ejerskab og/eller ved at udpege og foretage rotationer af nøglepersonale; desuden er det obligatorisk at oprette particeller i alle virksomheder med mere end tre medlemmer af partiet (15), både statsejede og private, og partistrukturer inden for virksomheder har ofte ret til at deltage i virksomheders operationelle beslutningstagning. Alle disse kontrolmekanismer giver CCP et stramt greb om landets økonomi og giver partiet mulighed for at udforme og gennemføre sine økonomiske politikker i overensstemmelse med sine strategiske overvejelser og prioriteter.

(51)

I hvilken retning den kinesiske økonomi bevæger sig er i høj grad fastlagt af et omfattende planlægningssystem, der opstiller prioriteter og fastsætter de mål, som centrale og lokale myndigheder skal fokusere på. Der findes relevante planer på alle forvaltningsniveauer, som dækker alle økonomiske sektorer. De mål, der er fastsat af planlægningsinstrumenterne, er bindende, og myndighederne på hvert administrativt niveau overvåger gennemførelsen af planerne på de tilsvarende lavere myndighedsniveauer. Overordnet set resulterer planlægningssystemet i Kina i, at ressourcerne kanaliseres til sektorer, der af regeringen er udpeget som strategiske eller på anden måde politisk vigtige, i stedet for at blive allokeret i overensstemmelse med markedskræfterne (16).

(52)

For at fordele ressourcer i overensstemmelse med GOC's politikbaserede prioriteter er en instrumentalisering af den finansielle sektor af afgørende betydning for de kinesiske myndigheder. Kinas finansielle system er fortsat domineret af banksektoren, og staten kontrollerer banksektoren (se også afsnit 3.6.1) gennem ejerskab (se betragtning 134-136) og gennem personlige tilknytninger. GOC har derfor i sin egenskab af majoritetsaktionær/kontrollerende aktionær beføjelse til at udpege de vigtigste stillinger i de ledende statsejede og politisk styrede banker (se betragtning 144) samt banker, der helt eller delvist ejes af staten selv eller af statsejede juridiske personer.

(53)

Desuden indeholder vedtægterne for større kinesiske banker regelmæssigt et særligt kapitel om oprettelsen af en partikomité (17). I henhold til vedtægterne for Industrial and Commercial Bank of China (»ICBC«) hedder det f.eks., at »formanden for bankens bestyrelse og sekretæren for partikomitéen skal være den samme person« (18). Artikel 53 indeholder en liste over partikomitéens opgaver, herunder overvågning af den praktiske gennemførelse af partiets og statens beslutninger i banken. Partikomitéen spiller også en rolle i udvælgelsen og evalueringen af personale sammen med bestyrelsen. Endelig skal partikomitéen inddrages i drøftelsen af »større operationelle og ledelsesmæssige spørgsmål og vigtige spørgsmål vedrørende medarbejderinteresser og fremsætte bemærkninger og forslag« (19). Partikomitéen skal i henhold til bestemmelserne om bestyrelsen også høres, inden der træffes afgørelse om væsentlige spørgsmål (20). Vedtægterne for Agricultural Bank of China indeholder enslydende formuleringer om nedsættelse af partikomitéen i artikel 58 og om komitéens deltagelse i drøftelsen af vigtige spørgsmål i artikel 161 (21).

(54)

Ud over GOC's evne til at kontrollere banksektoren gennem ejerskab og organisatorisk opbygning udøver GOC kontrol over sektoren, også i lyset af Kinas gældende lovgivning (se afsnit 3.6.1.4 for analysen af de relevante lovgivningsmæssige dokumenter), som kræver, at bankerne tilpasser sig landets industripolitiske mål, når de træffer finansielle beslutninger.

(55)

Det kan konkluderes, at alle disse elementer viser, at strukturen i det retlige og politiske system i Kina er afhængig af, at regeringen har et stramt greb om alle aspekter af økonomi og handel, da disse områder forvaltes centralt og overvåges af GOC. De økonomiske aktører er en integreret del af dette system, ikke som frie markedsaktører, der ønsker at træffe forretningsmæssige beslutninger, som udelukkende er drevet af økonomisk logik og maksimering af fortjenesten, men snarere som en af de integrerede aktører med henblik på at gennemføre de overordnede politikker og deres specifikke mål, som GOC har fastsat på centralt plan.

(56)

På denne baggrund analyserede Kommissionen en række industripolitiske dokumenter, der er blevet indført successivt i hvert fald siden 2010, og som er anført nedenfor, med henblik på at fastslå, om subsidier eller subsidieordninger, der er under vurdering, indgår i gennemførelsen af GOC's centrale planlægning for at fremme industrien for mobilt adgangsudstyr.

(57)

Mobilt adgangsudstyr er en integreret del af entreprenørmaskinsektoren, sammen med andre typer af udstyr, der primært anvendes til bygge- og infrastrukturarbejde, bl.a. jordarbejdsmaskiner, kraner osv. I Kina bliver entreprenørmaskinsektoren koordineret med aktiviteter vedrørende mobilt adgangsudstyr af China Construction Machinery Association (»CCMA«) i CCMA's gren for platforme til dekorationsopgaver og arbejde i højden. Entreprenørmaskinsektoren kaldes også sektoren for bygge- og anlægsmaskiner (22).

(58)

Desuden henvises der i den 14. femårsplan for udvikling af entreprenørmaskinindustrien (23) til mobilt adgangsudstyr under ingeniørmaskiner. Det samme gælder for planer på provinsplan og kommunalt plan (se nedenfor under betragtning 74-77). På dette grundlag konkluderede Kommissionen, at mobilt adgangsudstyr er en del af bygge- og anlægssektoren/sektoren for bygge- og anlægsmaskiner.

(59)

Afgørelse nr. 40 fra Folkerepublikken Kinas statsråd er et juridisk dokument, der blev udsendt i 2005, og som har til formål at fremme tilpasninger af industristrukturerne i Kina ved at tilskynde til udvikling af højteknologiske industrier og afskaffelse af forældet produktionskapacitet. »Det vejledende katalog for tilpasninger af industriel struktur« (»kataloget«) (24), som er en foranstaltning til gennemførelse af afgørelse nr. 40, fastlægger grundlaget for retningslinjer for investeringer ved at udpege industrisektorer, der bør nyde godt af privilegeret adgang til kredit. Deri udstikkes også retningslinjerne for GOC med hensyn til at forvalte investeringsprojekter og udarbejde og gennemføre politikker for offentlige finanser, beskatning, kredit, jord, import og eksport. Den nationale udviklings- og reformkommission (The National Development and Reform Commission — »NDRC«) offentliggjorde og ændrede efterfølgende et vejledende katalog for tilpasning af industriel struktur i februar 2013 og i 2019. Klageren og Kommissionen identificerede en henvisning i kataloget til sektoren for »store entreprenørmaskiner«, som mobilt adgangsudstyr tilhører.

(60)

I 2015 offentliggjorde GOC sin langsigtede omfattende industristrategi, kendt som »Made in China 2025« (25). Strategien fastsatte milepæle for opgradering af landets udvalgte fremstillingssektorer senest i 2020 og 2025 og gentog GOC's hensigt om i denne forbindelse at anvende forbedrede politikker for finansiel støtte, herunder retningen for finansiering gennem statsejede banker til udvidelse af fremstillingsindustrien i udlandet samt til udvidelse af skatte- og afgiftsrelateret støtte. Det er vigtigt at bemærke, at det fremgår af retningslinjerne i »Made in China«, at »der tildeles finansiering til projekter, der ikke kan opnå finansiering fra markedet, og som har brug for støtte fra centralt hold« Der er dermed udtalt støtte fra regeringen for at fremme udviklingen af identificerede sektorer i økonomien gennem styring af ressourcer i gennemførelsen af politiske mål (26).

(61)

I »Made in China 2025« blev entreprenørmaskinsektoren også specifikt identificeret. Det anføres, at GOC planlægger at »fremskynde forbedringer af produktkvaliteten. Gennemføre en handlingsplan for forbedring af kvaliteten af industriprodukter, der er rettet mod nøgleindustrier såsom... entreprenørmaskiner« (27). Den har også til hensigt at »fremme FoU-aktiviteter og industrialisering af produkter såsom... intelligente entreprenørmaskiner (28)« og tilskynde til »en avanceret udvikling af værdikæden for industrier såsom [...] entreprenørmaskiner [...]« (29).

(62)

I den forbindelse støtter GOC gennem »Made in China 2025«-programmet den hurtige udvikling af entreprenørmaskinindustrien og fremmer samtidig forskning og udvikling og industrialisering af sektoren.

(63)

I betragtning af karakteren af det kinesiske planlægningssystem skal planer på højere niveau — f.eks. de 12., 13. eller 14. nationale femårsplaner — følges op og gennemføres af alle relevante myndigheder. De nationale planer fastsætter eksplicitte forpligtelser i den henseende, som f.eks. artikel LXV i den 14. nationale femårsplan (30), i henhold til hvilken GOC »skal styrke organisationen, koordineringen og tilsynet med gennemførelsen af denne plan og indføre og forbedre mekanismer til planlægning og gennemførelse, overvågning og evaluering, overholdelse af politikker samt vurdering og tilsyn« Myndigheder på lavere niveauer skal derfor »skabe gunstige politiske, institutionelle og retlige rammer. De årlige planer skal gennemføre de udviklingsmål og nøgleopgaver, der foreslås i denne plan.« (31)

(64)

Det afgørende er, at GOC utvetydigt forpligter sig til at yde finansiel støtte samt støtte i form af andre produktionsfaktorer — f.eks. jord — til projekter og sektorer, der er udpeget i planen: »[V]i vil overholde princippet i den plan, der udstikker kursen, med finanspolitiske udgifter som garanti, finansiering som støtte og koordinering med andre politikker. [...] Vi vil fortsat sørge for, at de offentlige finanspolitiske udgifter underkaster sig og tjener den offentlige politik, øger den finansielle støtte til større nationale strategiske opgaver, styrker koordineringen på mellemlang sigt af finansieringsplaner og årlige budgetter, offentlige investeringsplaner og gennemførelsen af denne plan og prioriterer centrale finanspolitiske midler til de større opgaver og større ingeniørprojekter, der er udpeget i denne plan. Vi vil insistere på, at projekterne følger planen, og at midler og produktionsfaktorer følger projekterne, at der udarbejdes en liste over større ingeniørprojekter på grundlag af denne plan, at godkendelsesprocedurerne for projekterne på listen forenkles, og sikre, at der gives prioritet til udvælgelsen af planlægningslokationer, og at tilrådighedsstillelse af jord og kapitalbehov prioriteres. Behovet for jord til individuelle større ingeniørprojekter garanteres af staten på en ensartet måde.« (32)

(65)

Med hensyn til mobilt adgangsudstyr og den sektor, som det tilhører, henviser planen til entreprenørmaskiner eller tekniske maskiner i del III »Fremskyndelse af udviklingen af et moderne industrisystem og konsolidering og styrkelse af grundlaget for realøkonomien«, kapitel VIII »Dybdegående gennemførelse af strategien for at skabe et stærkt land«, afsnit 3 vedrørende »Fremme af optimering og opgradering af fremstillingsindustrien«.

(66)

Kina har også offentliggjort en specifik femårsplan for entreprenørmaskiner. CCMA anførte selv, at »[de]n 8. juli 2021, efter opdrag fra afdelingen for udstyrsindustri under ministeriet for industri og informationsteknologi, offentliggjorde China Construction Machinery Industry Association (den kinesiske industrisammenslutning for entreprenørmaskiner) officielt den 14. femårsplan for udvikling af entreprenømaskinindustrien« (33). I denne plan kategoriseres entreprenørmaskinsektoren som »en af de vigtige søjleindustrier for opbygning af nationaløkonomien« Industrien »vil med alvor gennemføre den centrale partikomités beslutninger og udrulninger i perioden for den »13. femårsplan« og »med stor energi fremme og gennemføre strukturreformer på forsyningssiden.« I denne femårsplan bekræftes målene for entreprenørmaskinsektoren inden for rammerne af den kinesiske økonomi som helhed. Den kinesiske stats topstyring er tydelig, når det f.eks. fremgår af planen, at »(...) graden af internationalisering samt kapaciteten inden for teknologi og innovation, omfang og samlet volumen, kvalitet, omfattende kapacitet i værdikæden og mange andre aspekter er blevet væsentligt forbedret og yder store bidrag til opbygningen af nationaløkonomien.« Planen efterlader ingen mulighed for fri markedsudvikling og sætter tydelige miljømæssige og tekniske mål for industrien: »[d]er er gjort store fremskridt med tilpasningen af industristrukturen. Der bør i industrien skabes betydelige resultater inden for innovation og udvikling, hurtig udvikling af intelligente entreprenørmaskiner, større teknisk udstyr (...), yderligere forbedring af kvalitet, ydeevne og pålidelighed og holdbarhed, udbredt anvendelse af det industrielle internet, fremragende resultater inden for grøn udvikling, solide fremskridt inden for standardisering og gruppestandarder.«

(67)

I planen lægges der særlig vægt på innovation. I den 14. femårsplan for entreprenørmaskiner fremhæves det, at entreprenørmaskinindustrien i den 13. femårsplan (2016-2020) i stort omfang gennemførte den innovationsdrevne udviklingsstrategi. Entreprenørmaskinindustrien »skaber løbende nye gennembrud inden for FoU og fremme af avancerede og intelligente centrale produktteknologier. Den opfylder fuldt ud behovene i forbindelse med store projekter inden for økonomisk opbygning på nationalt plan, og der er opnået en lang række videnskabelige forskningsresultater. Som følge heraf er det blevet en vigtig drivkraft for den fortsatte vækst i industrien.« (34)

(68)

Endelig er planen i høj grad orienteret mod varer i den højere prisklasse — et tilbagevendende tema i subsidieringen af mobilt adgangsudstyr. Under overskriften »Nyt innovativt pilotprojekt for højteknologiske entreprenørmaskiner« fremhæves det i femårsplanen, at GOC »tilskynder virksomheder til at fokusere på varer i den højere prisklasse.« Den er også rettet mod de grundlæggende teknologier og de vigtigste almindelige teknologier på feltet for intelligente entreprenørmaskiner i den højere prisklasse (35). Mere specifikt henviser planen til »arbejdsplatforme« og »løfteplatforme«, når der er tale om »3. Fokus på at støtte og tilskynde til udvikling af entreprenørmaskinprodukter og vigtige komponenter« (36).

(69)

Desuden, for så vidt angår input til entreprenørmaskiner, bemærkes det i den 14. femårsplan for entreprenørmaskiner, at »der er stadigvæk plads til udvidelse, herunder for så vidt angår kernekomponenter til entreprenørmaskiner, f.eks. hydrauliske komponenter, transmissionskomponenter og motorer i de højere prisklasser.« Der udtrykkes også et ønske om at forbedre entreprenørmaskinsektoren ved at skabe »et industrielt innovations- og samarbejdssystem, der omfatter vigtigt motorudstyr og vigtige komponenter, fremskynder gennembrud og industrialisering af kernekomponenter og almindelige nøgleteknologier og opbygger en industriklynge for avancerede entreprenørmaskiner i verdensklasse.« (37)

(70)

GOC hævdede, at mobilt adgangsudstyr ikke er en tilskyndet industri, da varen ikke er opført i »kataloget«, den 14. femårsplan for entreprenørmaskiner eller i dokumentet »Made in China 2025«.

(71)

Af disse grunde fandt GOC, at ordninger vedrørende præferencebehandling ikke burde undersøges på grund af manglende specificitet. GOC bemærkede også, at det forhold, at nogle af industrierne i de forudgående og efterfølgende produktionsled tilhører tilskyndede industrier, ikke har nogen indvirkning på den status, industrien for mobilt adgangsudstyr har, og at ordninger vedrørende levering af inputmaterialer mod utilstrækkeligt vederlag heller ikke bør undersøges.

(72)

Undersøgelsen viste dog, at sektoren for mobilt adgangsudstyr er en del af entreprenørmaskinsektoren, som er en tilskyndet industri som omhandlet i afgørelse nr. 40 (se betragtning 59), dokumentet »Made in China 2025« (se betragtning 61) og i den 14. femårsplan (se betragtning 65). I den 14. femårsplan for entreprenørmaskiner (se betragtning 69) udpeges mobilt adgangsudstyr som en del af sektoren med afsnit vedrørende »arbejdsplatforme« og »løfteplatforme«.

(73)

Der er også henvisninger til, at mobilt adgangsudstyr er en tilskyndet industri, i flere dokumenter på provinsplan og kommunalt plan.

(74)

I Zhejiang-provinsens 14. femårsplan om udvikling af fremstilling af udstyr i den højere prisklasse identificeres »intelligente arbejdsplatforme« som en del af entreprenørmaskinerne (38).

(75)

Ifølge byggeplanen for industriel omstilling og opgradering af demonstrationszonen i Xuzhou, Jiangsu 2019-2025 (39), skal der opbygges »et industricenter til fremstilling af udstyr i verdensklasse« og »fokus på udvikling af entreprenørmaskinindustrien med løfteudstyr«. Udviklingen af Xuzhou-klyngen bekræftes også af pressemeddelelser (40). I henhold til artiklen er Xuzhou-klyngen for entreprenørmaskiner en af seks internationale avancerede produktionsklynger, som Jiangsu-provinsen har fokuseret på at opbygge i løbet af den 14. femårsplan, mens Xuzhous kommunale partikomité og kommunalforvaltningen fastslog, at entreprenørmaskiner var byens »førende industri« og løbende udarbejdede »udviklingsplanen for entreprenørmaskinindustrien i Xuzhou (2021-2030)« og »handlingsplanen for udvikling af entreprenørmaskinindustrien i Xuzhou« (2022-2025) for at »fremme innovativ udvikling af byens entreprenørmaskinindustri, fortsætte med at udvide industriens størrelse, stærkt forbedre industriens konkurrenceevne og indflydelse og sætte et nyt mål for at opbygge en avanceret fremstillingsklynge i verdensklasse for entreprenørmaskiner i Xuzhou«.

(76)

For så vidt angår Hunan-provinsen omhandler Changsha kommunes arbejdsrapport 2024 (41) gennemførelse af klyngestøtte til entreprenørmaskinindustrien og fremme af byggeprojekter såsom Zoomlion Smart Industrial City, Sunny Science and Technology City og Xingbang Intelligent International Smart Manufacturing City. Hunan-provinsens støtte til industrien for mobilt adgangsudstyr bekræftes også af pressemeddelelser: »Forbedringen af stabilitet og ukompliceret drift er et mikrokosmos i den systematiske transformation og opgradering af producenter af løfteplatforme i Hunan. På nuværende tidspunkt fokuserer Hunan på denne fordelagtige industri og styrker genopbygningen af industrigrundlaget samt forskning og udvikling af større teknisk udstyr. Mange virksomheder, der arbejder med arbejdsplatforme, arbejder for at udvikle letvægtsprodukter, der kan tåle store belastninger, har lavt energiforbrug, præcis og intelligent kontrol og har gjort visse gennembrud« (42) .

(77)

Desuden underskrev Zoomlion en strategisk samarbejdsaftale med Xiangtan kommunalforvaltning, og sætter sin lid til Xiangtans fordele inden for specialstål, nye materialer og andre områder, med henblik på i fællesskab at opbygge Zoomlions industripark til støtte heraf (43). Den anden producent af mobilt adgangsudstyr i Hunan modtog finansiel støtte fra den statsejede virksomhed Hunan Chasing Financial Holding (44). Både Zoomlion- og Sinoboom-gruppen er stikprøveudtagne eksporterende producenter i denne undersøgelse.

(78)

Undersøgelsen viste, at Kina yder vigtig støtte til højteknologiske virksomheder og virksomheder inden for ny teknologi, en sektor, der omfatter mobilt adgangsudstyr. Som nærmere forklaret i afsnit 3.10.1 og 3.10.2 var alle stikprøveudtagne eksporterende producenter i besiddelse af et certifikat for ny og højteknologisk virksomhed, hvilket bekræfter, at eksporterende producenter af mobilt adgangsudstyr tilhører en tilskyndet industri.

(79)

Endelig, som anført i betragtning 57, omfatter CCMA's struktur en særskilt afdeling for mobilt adgangsudstyr.

(80)

På grundlag af ovenstående konkluderede Kommissionen, at industrien for mobilt adgangsudstyr, eftersom den er en del af entreprenørmaskinsektoren, er en tilskyndet industri.

(81)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger hævdede CCCME, at de politikdokumenter og planer, som er beskrevet af Kommissionen i afsnit 3.2 og 3.3, var alt for brede og henviste til, at entreprenørmaskinsektoren»... derfor ikke havde den nødvendige specificitet til at påvise konkret statslig indgriben i industrien for mobilt adgangsudstyr«.

(82)

GOC gentog også sit argument om, at det forhold, at mobilt adgangsudstyr er en del af entreprenørmaskinsektoren, ikke automatisk indebærer, at produkter til mobilt adgangsudstyr tilskyndes, selv om entreprenørmaskinsektoren er opført som en tilskyndet industri.

(83)

Kommissionen var ikke enig. Det er blevet påvist, at mobilt adgangsudstyr er en del af entreprenørmaskinsektoren og derfor er en del af den tilskyndede industri. Desuden indeholder flere dokumenter på provinsplan og kommunalt plan, der er citeret i betragtning 74-77, direkte henvisninger til »arbejdsplatforme« eller »entreprenørmaskiner med løftemekanisme«. Provins- og kommunalplaner betragtes som forlængelser af nationale planer, der leder gennemførelse heraf til lokalt niveau. Desuden drager producenter af mobilt adgangsudstyr fordel af reduceret indkomstbeskatning (»EIT«) for virksomheder inden for højteknologi og ny teknologi som beskrevet i afsnit 3.3.1. Hvis disse virksomheder er berettigede til denne reduktion, anses de for at være aktive inden for de højteknologiske områder, der støttes af staten.

(84)

Selv om GOC besvarede visse anmodninger om oplysninger fra Kommissionen i løbet af undersøgelsen, var der betydelige tilfælde af ringe samarbejdsvilje. I sin besvarelse af spørgeskemaet til regeringen undlod GOC specifikt at fremlægge væsentlige oplysninger vedrørende udarbejdelsen, overvågningen og gennemførelsen af forskellige ordninger. Alle disse kritiske elementer blev nøje dokumenteret i artikel 28-brevet til GOC. GOC svarede med bemærkninger, som Kommissionen behandlede i afsnittene nedenfor.

(85)

For at indhente de nødvendige oplysninger fra de finansielle institutioner i Kina og af administrative hensyn anmodede Kommissionen GOC om at fremsende de særlige spørgeskemaer for finansielle institutioner til enhver finansiel institution, der havde ydet lån eller eksportkreditter til de stikprøveudtagne virksomheder.

(86)

GOC fandt, at Kommissionens anmodning til GOC om at fremsende det specifikke spørgeskema var i strid med artikel 12.1 og 12.9 i SCM-aftalen. Den fandt, at forpligtelsen til at gennemføre undersøgelsen og indsamle oplysninger fra finansielle institutioner påhviler undersøgelsesmyndigheden, og den kan ikke anmode GOC om at sende spørgeskemaerne til finansielle institutioner ud fra en formodning om, at disse enheder er offentlige organer. Den fremførte, at denne tilgang baseret på en formodning ikke er i overensstemmelse med artikel 1.1, litra a), nr. 1), i SCM-aftalen. GOC hævdede også, at Kommissionen allerede havde adgang til listen over de stikprøveudtagne eksporterende producenters forretningsbanker, og at den kunne have sendt spørgeskemaerne direkte til de pågældende finansielle institutioner.

(87)

GOC anførte endvidere, at de finansielle institutioner ikke var blevet behørigt underrettet om de oplysninger, der krævedes af dem, ikke fik 30 dage til at fremlægge de ønskede oplysninger og heller ikke fik rig mulighed for at fremlægge de relevante oplysninger skriftligt, jf. artikel 12.1 i SCM-aftalen. Desuden fandt GOC også, at ansatte i disse forretningsbanker ikke må afsløre statshemmeligheder eller forretningshemmeligheder, som de har fået kendskab til i løbet af deres ansættelse i henhold til artikel 53 i loven om forretningsbanker, og derfor ikke kan besvare spørgeskemaet.

(88)

Kommissionen var ikke enig i dette synspunkt. For det første er det Kommissionens opfattelse, at de oplysninger, som de statsejede virksomheder blev anmodet om at fremlægge, er tilgængelige for GOC for alle enheder, hvor GOC er hovedaktionær eller majoritetsaktionær. Derudover antog Kommissionen på ingen måde, at enhederne er offentlige organer, men mente, at GOC også har den nødvendige beføjelse til at indgå i et samspil med de finansielle institutioner, selv når de ikke er statsejede, da de alle hører ind under det nationale finanstilsyns jurisdiktion (»NFRA«), som erstattede Kinas bank- og forsikringsreguleringskommission (»CBIRC«) (45) i 2023. I denne forbindelse er den omstændighed, at Kommissionen kunne have kontaktet de pågældende finansielle institutioner direkte, uden betydning. Formen og de nærmere bestemmelser for indsamling af de nødvendige oplysninger henhører fortsat under efterforskningsmyndighedens skøn (46). Kommissionen bemærkede også, at GOC havde videresendt spørgeskemaet til visse banker i tidligere undersøgelser (47) uden at sætte spørgsmålstegn ved Kommissionens tilgang. Hvad angår de ønskede oplysninger og fristen for indgivelse af en spørgeskemabesvarelse, modtog Kommissionen heller ikke nogen anmodning om præcisering eller en anmodning om forlængelse af fristen fra nogen finansiel institution.

(89)

Kommissionen sendte ikke sit spørgeskema til personalet i de finansielle institutioner, men til institutionerne selv. Under alle omstændigheder er det forhold, at visse oplysninger kan betragtes som stats- eller forretningshemmeligheder, irrelevant i forbindelse med en antisubsidieprocedure i betragtning af den fortrolige behandling, der gives alle indsendte oplysninger, der betragtes som fortrolige. Desuden blev de stikprøveudtagne producenter anmodet om at give en banktilladelse, der udtrykkeligt gav repræsentanterne for Kommissionen tilladelse til at gennemgå alle dokumenter (48) vedrørende lån ydet af individuelle finansielle institutioner. Nogle af de stikprøveudtagne grupper gav den ønskede tilladelse til visse typer lån.

(90)

I mangel af sådanne oplysninger fandt Kommissionen, at den ikke havde modtaget afgørende oplysninger af relevans for dette aspekt af undersøgelsen. Kommissionen underrettede derfor GOC om, at den kunne være nødt til at gøre brug af de foreliggende faktiske oplysninger i henhold til grundforordningens artikel 28, stk. 1, i forbindelse med undersøgelsen af forekomsten og omfanget af den påståede subsidiering i form af præferentiel finansiering. Kommissionen underrettede specifikt GOC om, at den ikke havde modtaget noget svar fra nogen af de kinesiske banker, der havde ydet præferencelån til de stikprøveudtagne producenter. På dette grundlag kunne Kommissionen ikke bekræfte GOC's påstande vedrørende bl.a. kreditværdighed og ydelse af lån eller andre finansieringsinstrumenter, som de stikprøveudtagne producenter havde nydt godt af. Desuden undlod GOC at fremlægge oplysninger om bankernes aktiebeholdning, som blev meddelt af de stikprøveudtagne producenter, og fremlagde heller ikke dokumentation for og underbyggede mekanismen for dannelsen af den primære udlånsrente som forklaret i spørgeskemabesvarelsen.

(91)

Den 21. januar 2025 fremsatte GOC bemærkninger til Kommissionens brev af 15. januar 2025, hvori den tilkendegav, at den havde til hensigt at anvende de foreliggende faktiske oplysninger i overensstemmelse med grundforordningens artikel 28 (»artikel 28-brevet«).

(92)

Som svar på anmodningen om at fremsende tillæg A til de finansielle institutioner hævdede GOC, at Kommissionen burde rette sine anmodninger om oplysninger direkte til de relevante enheder. Desuden hævdede GOC, at finansielle institutioner er uafhængige økonomiske enheder, der ikke er tilknyttet GOC. Endvidere hævdede GOC, at der i tillæg A anmodes om fortrolige og forretningsmæssigt følsomme oplysninger.

(93)

Kommissionen var ikke enig i dette synspunkt. Det er for det første Kommissionens opfattelse, at de oplysninger, som de statsejede enheder blev anmodet om (hvad enten de er virksomheder eller offentlige/finansielle institutioner), er tilgængelige for GOC for alle de enheder, hvor GOC er hovedaktionær eller storaktionær. I henhold til Folkerepublikken Kinas lov om virksomheders statsejede aktiver (49) skal statsejede tilsyns- og administrationsorganer, der er oprettet af Statsrådets tilsyns- og administrationskommission for statsejede aktiver og de lokale folkeregeringer, udføre pligter og påtage sig ansvar for kapitalindskyderen i en virksomhed med statslige investeringer på vegne af regeringen. Disse agenturer har således ret til at modtage afkast på aktiver, deltage i større beslutningsprocesser og vælge ledende personale i virksomheder med statslige investeringer. I henhold til artikel 17 i ovennævnte lov om statsejede aktiver skal virksomheder med statslige investeringer desuden acceptere regeringens administration og tilsyn foretaget af regeringer og relevante statslige tjenester og organer, acceptere offentligt tilsyn og optræde som ansvarlige over for kapitalindskydere.

(94)

Derudover har GOC også den nødvendige beføjelse til at indgå i et samspil med de finansielle institutioner, selv når de ikke er statsejede, da de alle hører ind under den kinesiske banktilsynsmyndigheds jurisdiktion. I henhold til artikel 33 og 36 i banktilsynsloven (50) har NFRA f.eks. beføjelse til at kræve, at alle finansielle institutioner, der er etableret i Kina, skal indgive oplysninger som f.eks. regnskaber, statistiske rapporter og oplysninger om forretningsaktiviteter og ledelse. NFRA kan også pålægge finansielle institutioner at videregive oplysninger til offentligheden.

(95)

Desuden anmodede Kommissionen GOC om blot at fremsende de specifikke spørgeskemaer (tillæg A) til de relevante finansielle institutioner og forelægge Kommissionen bevis for, at GOC videreformidlede ovennævnte specifikke spørgeskemaer. Bilagene indeholdt oplysninger til de pågældende finansielle institutioner om indgivelsesfrister og fremsendelsesmetoder samt behandling af ikkefortrolige data. GOC undlod ganske enkelt at fremsende disse spørgeskemaer.

(96)

Sideløbende hermed anmodede Kommissionen GOC om at demonstrere systemet og den gældende mekanisme, der førte til dannelsen af basisrenten på udlån, med henblik på at vurdere kvaliteten og gennemsigtigheden af den sats, der anvendes af kinesiske finansielle institutioner til at yde lån til sektoren for mobilt adgangsudstyr. GOC nægtede at demonstrere en sådan mekanisme. GOC hævdede at have forklaret mekanismen til dannelse af basisrenter på udlån.

(97)

Kommissionen fandt bemærkningerne ubegrundede. Kommissionen fremsendte gentagne gange specifikke, klare og relevante spørgsmål, som GOC nægtede at fremlægge relevante oplysninger som svar på. GOC fremlagde ikke dokumentation for og demonstrerede ikke mekanismen til dannelse af basisrenten på udlån, hverken i spørgeskemabesvarelsen eller under kontrolbesøget, hvilket gjorde det umuligt at bekræfte, hvordan den bliver fastlagt.

(98)

Da de ønskede oplysninger ikke blev fremsendt, fandt Kommissionen, at den ikke havde modtaget afgørende oplysninger af relevans for dette aspekt af undersøgelsen. Kommissionen konkluderede derfor, at den måtte gøre brug af de foreliggende faktiske oplysninger i forbindelse med sine undersøgelsesresultater vedrørende præferentiel finansiering.

(99)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger gentog CCCME GOC's holdning om, at anvendelsen af grundforordningens artikel 28 ikke kan udledes af GOC's afvisning af at indsamle de oplysninger, som Kommissionen anmodede om, og som Kommissionen vil søge at indhente på egen hånd fra andre parter i undersøgelsen. Denne generelle erklæring anfægtede imidlertid ikke Kommissionens specifikke bemærkninger i betragtning 93-95. Beslutningen om at basere sig på de foreliggende faktiske oplysninger med hensyn til præferentiel finansiering blev derfor fastholdt.

(100)

Kommissionen underrettede i artikel 28-brevet GOC om, at den ikke havde modtaget afgørende oplysninger af relevans for visse undersøgte subsidieordninger såsom tilskud, eksportkreditforsikring og indrømmelse af brugsrettigheder til jord. Kommissionen underrettede derfor GOC om, at den kunne være nødt til at gøre brug af de foreliggende faktiske oplysninger i henhold til grundforordningens artikel 28, stk. 1, i forbindelse med undersøgelse af forekomsten og omfanget af den påståede subsidiering ydet igennem de nævnte ordninger.

(101)

Med hensyn til tilskud fremlagde GOC ikke dokumentation for, at den kontaktede decentrale myndigheder for at anmode om oplysninger om de tilskud, der blev ydet til de stikprøveudtagne producenter. Den indberettede derfor ingen tilskud fra de stikprøveudtagne producenter af mobilt adgangsudstyr eller fremlagde oplysninger om deres støtteberettigelseskriterier eller retsgrundlag.

(102)

Med hensyn til eksportkreditforsikring bemærkede Kommissionen, at Sinosure faktisk var den eneste finansielle institution, der besvarede spørgeskemaet i tillæg A. Svaret var imidlertid mangelfuldt på mange afgørende punkter:

(103)

Ingen af disse dokumenter og oplysninger blev fremlagt af GOC, selv om Kommissionen anmodede om dem under kontrolbesøget.

(104)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger hævdede GOC, at Kommissionen ikke havde bevist, at de manglende oplysninger var nødvendige oplysninger, og anfægtede anvendelsen af artikel 28, stk. 1. I den forbindelse henviste den til panel- og appelorganets rapporter i »US — Supercalendered paper« (51), hvori den konkluderede, at undersøgelsesmyndigheden »først skulle fastslå, at de konstaterede oplysninger var oplysninger, der var nødvendige for at træffe en afgørelse om subsidiering af den undersøgte vare«, og at den »ikke uden yderligere præcisering blot kan udlede, at de manglende oplysninger er »nødvendige« i den i artikel 12.7 omhandlede betydning«. GOC hævdede også, at den havde leveret meget materiale vedrørende eksportkreditforsikringsprogrammet, og at de registrerede oplysninger var tilstrækkelige i forbindelse med undersøgelsen.

(105)

Kommissionen har anført, at oplysninger skal anses for at være »nødvendige« i den i grundforordningens artikel 28, stk. 1, omhandlede betydning hvis de er af en sådan art, at de gør det muligt for Kommissionen at nå frem til passende resultater i forbindelse med en antisubsidieundersøgelse. I den forbindelse mener Kommissionen, at de ønskede oplysninger var nødvendige i denne henseende, navnlig for at vurdere, om Sinosure handlede som et offentligt organ, var under statslig kontrol, handlede i overensstemmelse med markedsprincipper eller var overskudsgivende. Kommissionen fandt også, at de begrænsede oplysninger fra GOC og påstandene i dens spørgeskema ikke kunne verificeres på grundlag af gyldig dokumentation, efter at GOC nægtede at fremlægge de ønskede underliggende dokumenter eller beviser, hvilket førte til en berettiget anvendelse af de foreliggende faktiske oplysninger i denne henseende. På dette grundlag blev disse påstande afvist.

(106)

Med hensyn til brugsrettigheder til jord undlod GOC at fremlægge oplysninger om erhvervelse af jord blandt producenterne/eksportørerne af mobilt adgangsudstyr. GOC var ikke i stand til at forklare, hvordan virksomheder under visse omstændigheder kunne modtage jord gratis. GOC fremlagde ikke data vedrørende mulige benchmarks med hensyn til indrømmelse af brugsrettigheder til jord.

(107)

Med hensyn til elektricitet, indkomststøtte og inputmaterialer modtog Kommissionen ikke flere af de dokumenter og oplysninger, der blev anmodet om. Disse dokumenter fremgår af i artikel 28-brevet til GOC (52). Som nævnt i afsnit 3.11 kunne Kommissionen imidlertid ikke konkludere, om disse programmer var udligningsberettigede.

(108)

I sit svar på Kommissionens artikel 28-brev gjorde GOC indsigelse mod anvendelsen af de foreliggende faktiske oplysninger.

(109)

GOC fremsatte ikke bemærkninger til de manglende fremlæggelse af de ønskede dokumenter og oplysninger vedrørende tilskud og eksportkreditforsikring.

(110)

Med hensyn til brugsrettigheder til jord hævdede GOC, at Kommissionen anmodede om dokumenter og oplysninger, der ikke fandtes.

(111)

Kommissionen var ikke enig i denne påstand. Kommissionen kunne under kontrolbesøget hos GOC fastslå, at den er fuldt ud bekendt med transaktioner vedrørende brugsrettigheder til jord og kunne påvise den pris, der er betalt for brugsrettigheder til jord, som en stikprøveudtagen eksporterende producent har erhvervet. I modsætning til GOC's erklæring viste undersøgelsen, at disse dokumenter findes og var tilgængelige for GOC. Kommissionen kunne navnlig udlede dette af det forhold, at GOC kunne få adgang til oplysningerne om transaktioner vedrørende brugsrettigheder til jord (herunder offentliggørelse af meddelelser og transaktionspris) via en webbaseret platform (53) under kontrolbesøget, mens sådanne oplysninger ikke var blevet fremlagt som led i dens spørgeskemabesvarelse. På dette grundlag fandt Kommissionen, at GOC ikke handlede efter bedste evne, da den behandlede Kommissionens anmodninger om oplysninger og dokumenter.

(112)

Da Kommissionen ikke modtog oplysninger fra GOC vedrørende ovennævnte elementer, fandt Kommissionen, at den ikke havde modtaget nødvendige oplysninger af relevans for undersøgelsen, og at den var nødt til at basere sig på de foreliggende faktiske oplysninger i forbindelse med sine konklusioner vedrørende tilskud, eksportkreditforsikring og indrømmelse af brugsrettigheder til jord mod utilstrækkeligt vederlag.

(113)

På grundlag af oplysningerne i notatet om bevisernes tilstrækkelighed, indledningsmeddelelsen og besvarelserne af Kommissionens spørgeskemaer blev følgende subsidier fra GOC undersøgt:

(114)

Ifølge oplysningerne fra de fire stikprøveudtagne grupper af eksporterende producenter havde de fået lån af 24 finansielle institutioner med hjemsted i Kina. Af disse 24 finansielle institutioner var 20 statsejede. De resterende finansielle institutioner var enten privatejede, eller Kommissionen kunne ikke afgøre, om de var statsejede eller privatejede. Der var ingen af de finansielle institutioner, uanset om de var fuldt ud eller delvist statsejede, der udfyldte det særlige spørgeskema, trods en anmodning til GOC, der omfattede alle finansielle institutioner, som havde ydet lån til de stikprøveudtagne virksomheder.

(115)

Som nævnt i betragtning 86 fremsendte GOC ikke spørgeskemaet til finansielle institutioner og fremlagde ikke oplysninger om ejerskabet af de finansielle institutioner, der ydede lån til de stikprøveudtagne virksomheder. Kommissionen var derfor ikke i stand til at afgøre, om de resterende fire finansielle institutioner var statsejede eller privatejede.

(116)

Kommissionen undersøgte, hvorvidt de statsejede banker fungerede som offentlige organer i henhold til grundforordningens artikel 3 og artikel 2, litra b). Ifølge WTO's relevante retspraksis (54) er et offentligt organ en enhed, der »besidder, udøver eller har fået overdraget statslig myndighed«. En undersøgelse af et offentligt organ skal foretages fra sag til sag under behørig hensyntagen til »den relevante enheds grundlæggende karakteristika og funktioner«, denne enheds »forbindelser til staten« og »de juridiske og økonomiske vilkår, der er gældende i det land, hvor den undersøgte enhed driver forretning«. Afhængigt af de særlige omstændigheder i den enkelte sag kan relevante beviser omfatte: i) beviser for, at »en enhed faktisk udøver statslige funktioner«, navnlig når disse beviser »tyder på en vedvarende og systematisk praksis«; ii) beviser vedrørende »omfanget og indholdet af statslige politikker, der relaterer til den sektor, hvor den undersøgte enhed opererer«, og iii) beviser for, at en stat udøver »reel kontrol med en enhed og dens adfærd«. Når en undersøgelsesmyndighed foretager en undersøgelse af et offentligt organ, skal den »vurdere og tage behørigt hensyn til alle enhedens relevante karakteristika« og undersøge alle former for beviser, der kan være relevante for denne vurdering. Undersøgelsesmyndigheden bør i den forbindelse undgå »udelukkende eller uberettiget at fokusere på en enkelt karakteristik uden at tage behørigt hensyn til andre, der måtte være relevante«.

(117)

I WTO's retspraksis blev det navnlig præciseret, at (55): »Det afgørende er, om en enhed har fået overdraget myndighed til at udøve statslige funktioner, snarere end hvordan dette opnås. Der er mange forskellige måder, hvorpå staten i snæver forstand kan tildele enheder myndighed. Følgelig kan forskellige former for beviser være relevante for at godtgøre, at en sådan myndighed er blevet overdraget en bestemt enhed. Beviser for, at en enhed faktisk udøver statslige funktioner, kan tjene som bevis for, at den er i besiddelse af eller har fået overdraget statslig myndighed, navnlig når disse beviser tyder på en vedvarende og systematisk praksis. Efter vores opfattelse er konsekvensen, at beviser for, at en stat udøver reel kontrol med en enhed og dens ledelse, kan under særlige omstændigheder tjene som bevis for, at den pågældende enhed har statslig myndighed og udøver denne myndighed ved udøvelsen af statslige funktioner. Vi understreger imidlertid, at bortset fra en udtrykkelig delegering af myndighed i et retligt instrument, er det ikke sandsynligt, at forekomsten af udelukkende formelle forbindelser mellem en enhed og staten i snæver forstand rækker til at fastslå den nødvendige besiddelse af statslig myndighed. Således viser f.eks. den blotte omstændighed, at staten ejer aktiemajoriteten i en enhed ikke, at staten udøver en reel kontrol med ledelsen af denne enhed, og i endnu mindre grad, at staten har tildelt enheden statslig myndighed. I visse tilfælde, hvor det imidlertid fremgår af beviserne, at der er mange formelle indicier for statslig kontrol, og der også er bevis for, at denne kontrol har været udøvet reelt, kan sådanne beviser tillade en antagelse af, at den pågældende enhed udøver statslig myndighed.«

(118)

For med rette at kunne karakterisere en enhed som et offentligt organ i konkrete tilfælde kan det være relevant at undersøge, »om [enhedens] funktioner eller adfærd er af en art, der sædvanligvis klassificeres som statslig i det pågældende medlems retsorden« (56), og enheders klassificering og funktioner i WTO's medlemmer generelt. Hvorvidt funktionerne eller adfærden er af en art, der sædvanligvis klassificeres som statslig i det pågældende medlems retsorden, kan således være relevant at tage i betragtning ved afgørelsen af, om en bestemt enhed er et offentligt organ eller ej.

(119)

Der er mange forskellige måder, hvorpå staten i snæver forstand kan tildele enheder myndighed. Følgelig kan forskellige former for beviser være relevante for at godtgøre, at en sådan myndighed er blevet overdraget en bestemt enhed. Beviser for, at en enhed faktisk udøver statslige funktioner, kan tjene som bevis for, at den er i besiddelse af eller har fået overdraget statslig myndighed, navnlig når disse beviser tyder på en vedvarende og systematisk praksis.

(120)

Beviser for, at en stat udøver reel kontrol med en enhed og dens ledelse, kan under særlige omstændigheder tjene som bevis for, at den pågældende enhed har statslig myndighed og udøver denne myndighed ved udøvelsen af statslige funktioner. Selv om statsligt ejerskab af en enhed ikke er et afgørende kriterium, kan dette kriterium sammen med andre elementer tjene som bevis. Det er imidlertid ikke sandsynligt, at forekomsten af udelukkende formelle forbindelser mellem en enhed og staten i snæver forstand rækker til at fastslå, at der foreligger statslig myndighed. Således viser f.eks. den blotte omstændighed, at staten ejer aktiemajoriteten i en enhed, ikke i sig selv, at staten udøver en reel kontrol med denne enheds adfærd, og i endnu mindre grad, at staten har tildelt enheden statslig myndighed. I visse tilfælde, hvor det imidlertid fremgår af beviserne, at der er mange formelle indicier for statslig kontrol, og der også er bevis for, at denne kontrol har været udøvet reelt, kan sådanne beviser tillade en antagelse af, at den pågældende enhed udøver statslig myndighed.

(121)

Det centrale fokus for en undersøgelse af et offentligt organ er ikke, om den adfærd, der påstås at give anledning til et finansielt bidrag, er logisk forbundet med en identificeret »statslig funktion«. I denne henseende foreskriver retsnormen for afgørelsen af, om der er tale om et offentligt organ, i henhold til artikel 1, stk. 1, litra a), nr. 1), i SCM-aftalen ikke, at der nødvendigvis skal fastslås en forbindelse af særlig grad eller art mellem en identificeret statslig funktion og det pågældende finansielle bidrag. Den pågældende undersøgelse afhænger snarere af den enhed, der er involveret i denne adfærd, dens grundlæggende karakteristika og dens forbindelser til staten. Dette fokus på enheden — i modsætning til den adfærd, der påstås at give anledning til et finansielt bidrag — er i overensstemmelse med det forhold, at en »stat« (i snæver forstand) og et »offentligt organ« har en vis »grad af ensartethed eller overlapning, når det gælder deres væsentlige karakteristika« — dvs. at de begge er »statslige«.

(122)

Arten af en enheds adfærd eller praksis kan bestemt udgøre et relevant bevis for en undersøgelse af et offentligt organ. En enheds adfærd — navnlig når der er tegn på en »vedvarende og systematisk praksis« — er en af de forskellige former for beviser, som afhængigt af omstændighederne i hver enkelt undersøgelse kan kaste lys over en enheds grundlæggende karakteristika og dens forbindelser til staten i snæver forstand. Vurderingen af sådanne beviser har imidlertid til formål at besvare det centrale spørgsmål om, hvorvidt enheden selv har de grundlæggende karakteristika og funktioner, der gør det muligt at kvalificere den som et offentligt organ. Oplysninger, der var relevante for vurderingen af, om en enhed er et offentligt organ i forbindelse med kinesiske statsejede forretningsbanker (»statsejede forretningsbanker«) i DS379, omfattede f.eks. oplysninger, som viser, at: i) »[d]e administrerende direktører for de statsejede forretningsbankers hovedsæder er udpeget af staten, og at [CCP] bevarer en betydelig indflydelse på deres valg«, og ii) de statsejede forretningsbanker »stadig mangler tilstrækkelige risikostyrings- og analysefærdigheder«. Disse beviser var ikke begrænset til statsejede forretningsbankers udlånsaktiviteter i sig selv, men vedrørte snarere deres organisatoriske træk, kæder i den beslutningstagende myndighed og overordnede forbindelser til GOC. WTO's appelorgan bemærkede således i DS379, at selv om USA's udenrigsministerium (»USDOC«) havde taget hensyn til beviserne vedrørende de statsejede forretningsbankers adfærd [»långivning«], havde den gjort det i forbindelse med sin undersøgelse af disse enheders grundlæggende karakteristika og deres forbindelser til GOC. Disse statsejede forretningsbanker udøvede statslige funktioner på vegne af GOC.

(123)

Endvidere lagde appelorganet også vægt på, at den pågældende stat ikke samarbejdede i forbindelse med undersøgelsen. Appelorganet bekræftede i DS379 USDOC's konstatering af, at de statsejede forretningsbanker i undersøgelsen vedrørende CFS Paper udgjorde »offentlige organer«, ud fra følgende betragtninger: i) banksektoren i Kina ejes næsten fuldstændigt af staten, ii) i henhold til artikel 34 i loven om forretningsbankers virksomhed skal bankerne »udøve deres lånevirksomhed i henhold til nationaløkonomiens og samfundsudviklingens behov og under ledelse af statens industripolitik«, iii) sagsdokumentation viser, at statsejede forretningsbanker stadig mangler tilstrækkelige risikostyrings- og analysefærdigheder, og iv) den omstændighed, at »[USDOC] i løbet af [denne] undersøgelse ikke modtog den dokumentation, der var nødvendig for på en fyldestgørende måde at dokumentere den proces, hvorved der blev anmodet om, ydet og vurderet lån til papirindustrien« (57).

(124)

For at afgøre, om statsejede banker besidder, udøver eller har fået overdraget statslige beføjelser, tog Kommissionen behørigt hensyn til bankernes centrale karakteristika og funktioner, deres forhold til regeringen og de retlige og økonomiske forhold i det land, hvor den undersøgte enhed opererer. I den forbindelse indhentede Kommissionen således oplysninger om statens ejerskab samt formelle indicier for statslig kontrol i de statsejede banker. Den undersøgte også, om der havde været udøvet reel kontrol i lyset af de gældende normative rammer. Kommissionen måtte i den forbindelse basere sig på de foreliggende faktiske oplysninger på grund af GOC's afslag på at fremsende de relevante spørgeskemaer til de omhandlede finansielle institutioner og forelægge beviser for den beslutningsproces, der havde ført til præferentielle låneordninger, jf. betragtning 3.4.2.

(125)

Den kinesiske banksektor domineres af statsejede banker på grundlag af deres specifikke primære funktioner, der typisk benævnes statsejede forretningsbanker eller statsejede banker (se betragtning 52 og 113).

(126)

Da staten opretholder kontrol over de statsejede banker gennem flere kanaler — ud over aktiebesiddelse sikrer den også, at partistrukturer og deres indflydelse i de finansielle institutioner er til stede, og den giver mandat til visse typer af bankernes kommercielle adfærd ved hjælp af lovgivningsmæssige foranstaltninger (se afsnit 3.6.1.4) — har den mulighed for at gøre brug af finanssektorens ressourcer til at nå sine politikmål (se også betragtning 142-144), herunder det overordnede mål om at »fremme udviklingen af den socialistiske markedsøkonomi«, som fastsat i banklovens artikel 1 (se afsnit 3.6.1.4 for en mere detaljeret analyse af bankloven).

(127)

Derfor er bankinstitutionernes kernefunktioner, navnlig deres udlånspolitikker, udformet med henblik på at tjene politiske formål, og bankernes økonomiske resultater er underordnet kravene i GOC's industripolitikker. Den gældende retlige ramme og den institutionelle struktur sikrer i denne henseende, at når GOC identificerer økonomiske prioriteter, f.eks. udvikling af sektoren for mobilt adgangsudstyr, kanaliseres de nødvendige midler som en prioritet til tilsvarende projekter via den finansielle sektor. Statsejede banker udøver derfor rent faktisk statslige funktioner, for så vidt som deres centrale ledelsespersonale skal være tilknyttet CCP — og derfor primært loyale over for partiet — og deres kerneaktiviteter skal udføres under behørig hensyntagen til de politiske mål, der er fastsat af de statslige myndigheder.

(128)

Som anført i betragtning 86 afslog GOC at fremsende spørgeskemaerne til bankerne med den begrundelse, at denne anmodning var i strid med SCM-aftalen ved uretmæssigt at anmode om oplysninger fra kinesiske finansielle institutioner, fejlklassificere dem som offentlige organer, undlade at underrette dem korrekt og se bort fra fortrolighedshensyn i henhold til kinesisk lovgivning.

(129)

I løbet af undersøgelsen præciserede Kommissionen sin ret til at anmode om data fra kinesiske finansielle institutioner, herunder statsejede enheder, under de kinesiske myndigheders tilsyn, og bekræftede, at alle fortrolige oplysninger vil blive forvaltet i overensstemmelse med relevante fortrolighedsprotokoller. Desuden er kravet om fortrolighed blevet frafaldet, hvilket fremgår af den skriftlige tilladelse fra de stikprøveudtagne virksomheder, idet de udtrykkeligt har givet afkald på deres fortrolighedsrettigheder.

(130)

Som anført i betragtning 128 besvarede ingen af de andre statsejede finansielle institutioner, der ydede lån til de stikprøveudtagne virksomheder, det særlige spørgeskema. Listen over banker omfatter: Agricultural Bank of China, Bank of Beijing (58), Bank of China, Bank of Communications Co. Ltd, Bank of Ningbo, China Construction Bank Corporation, China Industrial Bank Co. Ltd, China Merchants Bank, China Minsheng Bank (59) , Export-Import Bank of China (EXIM bank), Industrial and Commercial Bank (ICBC), Ping An Bank (60),Shanghai Pudong Development Bank Co. Ltd, China Postal Savings Bank Co. Ltd., Bank of Changsha, Bank of Hunan, China Bohai Bank, China Development Bank, China Guangfa Bank, Commercial Bank of China, Hongkong and Shanghai Banking Corporation (HSBC), Huxia Bank og City Bank (China).

(131)

GOC fremlagde ingen oplysninger hverken om ejerskabet af en række banker eller om deres ledelsesstruktur, risikovurdering eller eksempler vedrørende specifikke lån til industrien for mobilt adgangsudstyr.

(132)

Kommissionen besluttede derfor at anvende de foreliggende faktiske oplysninger til at afgøre, om disse statsejede finansielle institutioner kan betragtes som offentlige organer.

(133)

I en tidligere antisubsidieundersøgelse (61) fastslog Kommissionen, at banker, som havde ydet lån til de stikprøveudtagne grupper af eksporterende producenter i den pågældende undersøgelse, var helt eller delvist ejet af staten selv eller af statsejede juridiske personer. Da bankerne ikke besvarede det specifikke spørgeskema, anvendte Kommissionen offentligt tilgængelige oplysninger såsom bankens websted, årsberetninger, oplysninger i bankoversigter eller på internettet. I overensstemmelse med resultaterne af disse tidligere undersøgelser bekræftede arbejdsdokumentet fra Kommissionens tjenestegrene (62), at staten dominerer banksektoren (63) ved at opretholde kontrollerende aktieposter i alle statsejede forretningsbanker samt ved at være majoritetsaktionær i en række forretningsbanker, enten gennem direkte investeringer foretaget af Central Huijin eller indirekte gennem andre statsejede juridiske enheder. Betragtning 130 indeholder en liste over de bankenheder, der er indberettet af de eksporterende producenter, hvori staten ejer en kontrollerende aktiepost, og i mangel af ændringer siden lignende nylige undersøgelser (64) blev det konkluderet, at alle statsejede finansielle institutioner, der ydede finansiering til de stikprøveudtagne eksporterende producenter, var helt eller delvist ejet af staten selv eller af statsejede juridiske personer.

(134)

Hvad angår de formelle indicier for statslig kontrol i forbindelse med statsejede banker, betegnede Kommissionen dem som »vigtige statsejede finansielle institutioner«. I meddelelsen »Interim Regulations on the Board of Supervisors in Key State-owned Financial Institutions« (65), fastsættes det bl.a., at: »De vigtige statsejede finansielle institutioner, der er omhandlet i disse forskrifter, henviser til statsejede banker, forretningsbanker, finansielle porteføljeadministrationsselskaber, værdipapirselskaber, forsikringsselskaber osv. (»statsejede finansielle institutioner«), hvortil statsrådet sender tilsynsråd.«

(135)

Tilsynsrådet i de vigtige statsejede finansielle institutioner udnævnes i henhold til de midlertidige forskrifter »Interim Regulations on Board of Supervisors of Key State-owned Financial Institutions« (midlertidige forskrifter om tilsynsrådet i de vigtige statsejede finansielle institutioner). På grundlag af artikel 3 og 5 i de midlertidige forskrifter fastslog Kommissionen, at medlemmerne af tilsynsrådet udsendes af og er ansvarlige over for Statsrådet, hvilket således illustrerer statens institutionelle kontrol med forretningsaktiviteterne i den samarbejdsvillige statsejede bank.

(136)

Med hensyn til statsejede forretningsbanker bemærkede Kommissionen, at de seks største banker tegnede sig for mere end 40 % af den kinesiske finansielle sektors samlede aktiver ved udgangen af 2022 (66). Mindst to af disse seks statsejede forretningsbanker, nemlig ICBC og ABC, er blandt de finansielle institutioner, der ydede lån til de stikprøveudtagne grupper af eksporterende producenter i denne undersøgelse (se betragtning 130). Staten har aktiemajoriteten i både ICBC (67) og ABC (68). Ud over at kontrollere de seks største statsejede forretningsbanker har staten betydelige andele i en række andre statsejede forretningsbanker, hvor dens involvering oftere er indirekte, f.eks. gennem statsejede virksomheder. Flere af disse statsejede forretningsbanker tegnede sig for ca. 20 % af de samlede aktiver i den kinesiske banksektor i 2021, såsom Shanghai Pudong Development Bank, China Everbright Bank, Ping An Bank, China Minsheng Bank, og de er blandt de finansielle institutioner, der ydede lån til de stikprøveudtagne grupper af eksporterende producenter i denne undersøgelse (se betragtning 130 for en fuldstændig liste) med en varierende grad af statslig aktiebesiddelse, fra ca. 3 % for China Minsheng Bank (69) til over 80 % for China Everbright Bank (70).

(137)

Kommissionen konstaterede også, at de statsejede finansielle institutioner har ændret deres vedtægter i 2017 for at øge CCP's rolle på det højeste beslutningstagende niveau i bankerne (71).

(138)

Det fremgår af de nye vedtægter, at:

(139)

Betragtning 53 indeholder specifikke eksempler på disse ændringer af vedtægterne for så vidt angår ICBC og ABC.

(140)

Kommissionen indhentede også oplysninger om, hvorvidt GOC har udøvet reel kontrol med ledelsen af statsejede finansielle institutioner med hensyn til dennes udlånspolitik og risikovurderingspolitik, når den ydede lån til industrien for optiske fiberkabler. Følgende forskrifter er blevet taget i betragtning i denne forbindelse:

(141)

Ved en gennemgang af disse forskrifter konstaterede Kommissionen, at finansielle institutioner i Kina opererer inden for en retlig ramme, der pålægger dem at tilpasse sig til GOC's industripolitiske målsætninger, der omfatter udviklingen i sektoren for mobilt adgangsudstyr. Mobilt adgangsudstyr anerkendes som en del af entreprenørmaskinindustrien og fremhæves i centrale nationale og regionale planer, herunder »Made in China 2025«, den 14. femårsplan for entreprenørmaskiner og forskellige provinsielle og kommunale udviklingsstrategier i Zhejiang, Jiangsu og Hunan. Disse politikker fremmer finansiel støtte, FoU-incitamenter og industriel klyngedannelse og tilskynder finansielle institutioner til at prioritere finansiering til virksomheder i denne sektor.

(142)

Overordnet set fastlægger banklovens artikel 34, der gælder for alle finansielle institutioner, som udøver virksomhed i Kina, at »forretningsbanker udøver deres udlånsvirksomhed i overensstemmelse med behovene for den nationale økonomiske og sociale udvikling og under vejledning af statens industripolitikker«. I banklovens artikel 4 fastslås det ganske vist, at »i henhold til loven udfører forretningsbanker forretninger uden indblanding fra enheder eller enkeltpersoner. Forretningsbanker påtager sig uafhængigt det civilretlige ansvar med hele den juridiske persons ejendom«, men undersøgelsen viste, at banklovens artikel 4 anvendes med forbehold af banklovens artikel 34, dvs. hvis staten iværksætter en offentlig politik, gennemfører og følger bankerne statens instrukser.

(143)

Desuden er der i artikel 15 i de generelle regler om lån fastsat følgende: »I overensstemmelse med statens politik kan bestemte tjenester subsidiere renter på lån for at fremme væksten af visse industrier og den økonomiske udvikling i nogle områder.«

(144)

På lignende vis pålægger afgørelse nr. 40 alle finansielle institutioner at yde kreditstøtte især til »tilskyndede« projekter. Som allerede forklaret i afsnit 3.3 og særlig i betragtning 72-80 tilhører projekter i industrien for mobilt adgangsudstyr kategorien »tilskyndet«. Afgørelse nr. 40 bekræfter således den tidligere konklusion med hensyn til bankloven, at bankerne udøver statslig myndighed i form af præferencelånstransaktioner. Kommissionen fandt også, at NFRA har omfattende godkendende myndighed hvad angår alle aspekter af forvaltningen af alle finansielle institutioner, der er etableret i Kina (herunder privatejede og udenlandsk ejede finansielle institutioner), såsom (72):

(145)

Bankloven er retligt bindende. Den forpligtende karakter af femårsplanen og afgørelse nr. 40 er blevet fastslået ovenfor i afsnit 3.6.1.4. Den forpligtende karakter af NFRA's forskrifter kan udledes af dens beføjelser som banktilsynsmyndighed. Den forpligtende karakter af andre dokumenter fremgår af de deri indeholdte bestemmelser om tilsyn og evaluering.

(146)

Statsrådets afgørelse nr. 40 pålægger alle finansielle institutioner kun at yde kreditstøtte til investeringsprojekter i den tilskyndede kategori og lover gennemførelsen af »andre præferentielle politikker for projekter vedrørende kategorien tilskyndede industrier«. På dette grundlag skal bankerne yde kreditstøtte til industrien for mobilt adgangsudstyr som en tilskyndet industri.

(147)

Ydermere skal CCP føre tilsyn med selv private forretningsbankers beslutninger, som skal være i overensstemmelse med nationale politikker. Et af statens tre overordnede mål i forbindelse med bankstyring er nu reelt at styrke partiets lederskab i bank- og forsikringssektoren, herunder i forbindelse med driftsmæssige og ledelsesmæssige spørgsmål i virksomheder. I den forbindelse pålægger CBIRC's treårige handlingsplan for 2020-2022 »yderligere at gennemføre den ånd, der kommer til udtryk i generalsekretær Xi Jinpings hovedtale om fremme af reformen af virksomhedsledelse i den finansielle sektor«. Desuden har planens afsnit II til formål at fremme den organisatoriske integration af partiets lederskab i virksomhedsledelse: »vi skal gøre indarbejdelsen af partiets ledelse i virksomhedsledelse mere systematisk, standardiseret og procedurebaseret [...] Større driftsmæssige og ledelsesmæssige spørgsmål skal drøftes af partikomitéen, inden der træffes beslutning herom af bestyrelsen eller den øverste ledelse.«

(148)

GOC har også for nylig fastslået, at selv aktionærer i finansielle institutioner skal lette udøvelsen af GOC's kontrol via institutionens ramme for virksomhedsledelse som følger: »Store aktionærer i bank- og forsikringsinstitutioner skal støtte bank- og forsikringsinstitutionerne i at etablere en uafhængig og sund virksomhedsledelse med effektive kontrolmekanismer og tilskynde og støtte banker og forsikringsinstitutioner til at sikre en organisk integration af partiledelsen i virksomhedsledelse« (73).

(149)

Endelig skal NFRA's kriterier for evaluering af forretningsbankers resultater nu især tage hensyn til, hvordan de finansielle institutioner »bidrager til de nationale udviklingsmål og realøkonomien«, og navnlig hvordan de »bidrager til strategiske industrier og vækstindustrier« (74).

(150)

Kommissionen konkluderede derfor, at GOC har skabt normative rammer, der skal følges af den samarbejdsvillige statsejede banks ledere og tilsynsførende, som er udpeget af GOC og er ansvarlige over for GOC. Derfor støttede GOC sig til disse normative rammer for at udøve reel kontrol med ledelsen af den samarbejdsvillige statsejede bank, når denne ydede lån til industrien for mobilt adgangsudstyr. Den statsejede banks kernefunktioner vedrører de specifikke opgaver, som GOC har tildelt gennem denne normative ramme, hvilket fører til, at den bliver GOC's værktøj til at udføre statslige funktioner.

(151)

I løbet af undersøgelsen henviste GOC til NPC's fortolkning af bankloven og artikel 4 i bankloven og hævdede, at forretningsbanker i Kina opererede som uafhængige juridiske enheder, der »træffer deres egne beslutninger«, »uden indblanding fra nogen enhed eller enkeltperson«, og at »ingen enhed eller enkeltperson kan tvinge en forretningsbank til at yde lån eller stille en garanti«.

(152)

Som forklaret i betragtning 145 konstaterede Kommissionen, at den kinesiske banklov og beslutning nr. 40 er af bindende karakter. Resultaterne af denne undersøgelse samt Kommissionens konklusioner i tidligere undersøgelser vedrørende samme subsidieordning (75) støttede desuden ikke påstanden om, at bankerne ikke tager regeringens politik og planer i betragtning, når der træffes udlånsbeslutninger. Kommissionen konstaterede f.eks., at de fire grupper af stikprøveudtagne eksporterende producenter drog fordel af præferentielle låneordninger til satser under markedsrenten.

(153)

Undersøgelsen fastslog også, at artikel 4 kun finder anvendelse i det omfang, den er i overensstemmelse med artikel 33. Det betyder, at selv om banker kan operere inden for deres generelle retlige rammer, skal ledelsen af dem overholde statens politikker. Selv om banklovens artikel 4 er en del af kapitel I, som fastsætter de generelle bestemmelser, er artikel 33 en del af kapitel IV, som fastsætter de grundlæggende regler for lån. Ordlyden i artikel 33: »forretningsbanker udøver deres lånevirksomhed i henhold til nationaløkonomiens og samfundsudviklingens behov og under ledelse af statens industripolitik«, viser, at denne bestemmelse ikke er vejledende, men snarere har en bindende karakter og giver bankerne en klar instruks om at tage hensyn til statens industripolitik, når de udøver deres lånevirksomhed. Kommissionen bemærkede også, at Statsrådets afgørelse nr. 40 pålægger alle finansielle institutioner kun at yde kreditstøtte til tilskyndede projekter og lover gennemførelsen af »andre præferentielle politikker for projekter i kategorien tilskyndede projekter«. Ifølge artikel 17 i samme afgørelse anmodes bankerne om at overholde kreditprincipperne, men Kommissionen fastslog, at bankerne ikke respekterede kreditprincipperne under undersøgelsen. Kommissionen anmodede om dokumentation for, at de finansielle institutioner overholdt sådanne principper. GOC og de finansielle institutioner fremlagde ikke sådanne oplysninger. Som følge heraf måtte Kommissionen foretage en sådan vurdering på grundlag af de foreliggende faktiske oplysninger. Disse faktiske oplysninger viste, at der blev ydet lån til de eksporterende producenter uanset deres finansielle situation og kreditværdighed. Denne konklusion er ikke ny og blev allerede foretaget i tidligere undersøgelser (76), hvor Kommissionen tidligere har påvist, at artikel 17 ikke reelt omsættes til et kreditprincip for tilskyndede industrier. I løbet af den nuværende undersøgelse kunne Kommissionen ikke fastslå overholdelse på grund af manglende samarbejde, hvilket yderligere forstærkede bekymringerne om gennemsigtighed og overholdelse af korrekte kreditvurderingsprocedurer.

(154)

Endelig viser det forhold, at alle bankens vigtigste drifts- og ledelsesmæssige spørgsmål gennemgås af parten, hvilket er grundigt integreret i bankernes ledelsesstruktur, og det forhold, at bankernes resultater evalueres i overensstemmelse med deres bestræbelser på at bistå strategiske virksomheder og nye virksomheder såsom industrien for mobilt adgangsudstyr, også den stramme og bindende karakter af de lovgivningsmæssige rammer for de finansielle institutioners aktiviteter, jf. betragtning 137-138.

(155)

Da der ikke forelå samarbejde og konkrete beviser for vurderingerne af kreditværdighed, undersøgte Kommissionen derfor de overordnede retlige rammer, som fastsat i betragtning 142-150, i kombination med den samarbejdsvillige statsejede banks adfærd i forbindelse med de lån, der blev ydet til de stikprøveudtagne virksomheder. Denne adfærd stod i modsætning til den officielle holdning, da statsejede banker i praksis ikke handlede ud fra grundige markedsbaserede risikovurderinger.

(156)

I løbet af undersøgelsen konstaterede Kommissionen, at der blev ydet lån til de stikprøveudtagne grupper af eksporterende producenter til rentesatser, der lå under eller tæt på basisrenten på lån (»LPR«), som meddelt af National Interbank Funding Center (NIFC). LPR blev indført den 20. august 2019 og erstatter den tidligere PBOC's centrale bankbenchmark (77). Tilvejebringelsen af finansiering til satser under eller tæt på landets risikofrie rente på interbankmarkedet viser klart, at der ikke blev taget tilstrækkeligt hensyn til risikoen. Da GOC og de finansielle institutioner ikke samarbejdede, måtte Kommissionen anvende de foreliggende faktiske oplysninger og konkluderede derfor, at lånene blev ydet uanset virksomhedernes reelle finansielle situation og kreditrisiko, jf. afsnit 3.6.3. Lånene blev således ydet under markedssatsen sammenlignet med den sats, der svarer til risikoprofilen for de stikprøveudtagne eksporterende producenter.

(157)

På dette grundlag konkluderede Kommissionen, at GOC har skabt normative rammer for udlån til tilskyndede industrier, der skal følges af bankens ledere og tilsynsførende, som er udpeget af GOC og er ansvarlige over for GOC. Disse normative rammer gav ikke bankens ledere og tilsynsførende noget råderum med hensyn til, om de skulle følge disse rammer eller ej i forhold til de stikprøveudtagne eksporterende producenter, hvilket bragte bankens ledelse i en afhængighedssituation.

(158)

Derfor støttede GOC sig til de normative rammer for at udøve reel kontrol med ledelsen af den samarbejdsvillige statsejede bank, når denne ydede lån til industrien for mobilt adgangsudstyr.

(159)

Da der ikke forelå konkrete beviser for kreditrisikovurderinger, undersøgte Kommissionen de overordnede retlige rammer for udlån til tilskyndede industrier såsom industrien for mobilt adgangsudstyr i kombination med den samarbejdsvillige statsejede banks adfærd og fastslog, at banken ikke handlede på grundlag af grundige markedsbaserede kreditrisikovurderinger.

(160)

Som forklaret i betragtning 152 blev der desuden ydet lån til de stikprøveudtagne grupper af eksporterende producenter til en rentesats, der lå under eller tæt på basisrenten for udlån, uanset deres finansielle situation og kreditrisiko. I betragtning af de stikprøveudtagne eksporterende producenters risikoprofil, der er beskrevet i afsnit 3.6.4.3, og da visse eksporterende producenter ifølge Kommissionens risikoanalyse burde have fået en BB-kreditvurdering og andre en B-kreditvurdering og derfor burde have betalt renter, der lå betydeligt over den risikofrie rente, konkluderede Kommissionen, at de pågældende lån blev ydet til rentesatser under markedsrenten.

(161)

Kommissionen konkluderede derfor, at GOC har udøvet reel kontrol med ledelsen af den samarbejdsvillige statsejede bank med hensyn til dens udlånspolitik og risikovurdering vedrørende industrien for mobilt adgangsudstyr.

(162)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger gentog GOC sin påstand om, at artikel 4 i loven om forretningsbanker ikke er underordnet artikel 34, og at artikel 34 ikke må være i strid med bestemmelsen i artikel 4 vedrørende bankernes uafhængighed. Den gjorde også gældende, at bankloven ikke pålægger banker, der ikke overholder artikel 34, sanktioner. Desuden hævdede GOC, at artikel 15 i de generelle regler om lån ikke kunne tjene som grundlag for at hævde, at GOC kræver, at forretningsbanker yder præferencelån, hvilket tyder på en revision af de generelle regler om lån. GOC tilføjede også, at afgørelse nr. 40 ikke finder anvendelse på industrien for mobilt adgangsudstyr, da kun tilskyndede projekter som beskrevet i kataloget kan betragtes som tilskyndede.

(163)

Kommissionen henviste endnu en gang til appelorganets rapport, jf. betragtning 123, som bekræftede, at bankerne er forpligtet til at »udføre deres låneaktiviteter på grundlag af behovene i [den] nationale økonomi og den sociale udvikling og under vejledning af statens industripolitikker«, og bemærkede, at den påståede mangel på sanktionerende konsekvenser var irrelevant i betragtning af, at den kinesiske banksektor hovedsagelig er statsejet, at beslutninger i forretningsbanker skal overvåges af CCP og være i overensstemmelse med de nationale politikker; spørgsmål, der ikke bestrides af nogen interesseret part. For så vidt angår artikel 15 i de generelle regler om lån bemærkede Kommissionen, at GOC ikke fremlagde dokumentation for en sådan fornyet undersøgelse, og at selve loven ikke var blevet ændret eller ophævet, hvorved denne artikel stadig fandt anvendelse, som anført i dens bemærkning til den endelige fremlæggelse af oplysninger fra GOC selv. Kommissionen henviste også til betragtning 59, hvor den havde konkluderet, at sektoren for mobilt adgangsudstyr var en del af sektoren for »store entreprenørmaskiner«, der er opført i kataloget, og som bekræftede, at mobilt adgangsudstyr var en tilskyndet sektor. På grundlag af ovenstående blev disse påstande afvist.

(164)

Kommissionen fastslog, at de statsejede banker gennemførte den ovenfor beskrevne retlige ramme i forbindelse med udøvelsen af statslige funktioner med hensyn til sektoren for mobilt adgangsudstyr. Den fungerede således som offentligt organ, jf. grundforordningens artikel 2, litra b), sammenholdt med grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. i), og i overensstemmelse med WTO's relevante retspraksis.

(165)

Endvidere bemærkes det, at selv hvis de statsejede finansielle institutioner ikke blev betragtet som offentlige organer, fastslog Kommissionen ud fra de samme oplysninger, at de ville blive betragtet, som om de havde fået overdraget eller var blevet pålagt af GOC at udøve funktioner, der normalt udføres af staten, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. iv), af de samme årsager som anført i afsnit 3.6.2. Deres adfærd ville dermed under alle omstændigheder kunne tilskrives GOC.

(166)

Kommissionen fastslog i den foreliggende sag, at følgende banker og private finansielle institutioner, der opererer i Kina, havde ydet lån til de stikprøveudtagne grupper af eksporterende producenter i den foreliggende undersøgelse: Citibank (China) Co., Ltd., China Bohai bank, China Mingsheng bank og HSBS bank.

(167)

Som i tidligere undersøgelser (78), og i overensstemmelse med den tilsvarende analyse i betragtning 140-161, blev det konstateret, at disse banker og private finansielle institutioner har opereret under NFRA's tilsyn (der erstatter CBRC), og har fået overdraget eller er blevet pålagt funktioner af GOC. Da der ikke blev fremlagt oplysninger om det modsatte, fastholdt Kommissionen den samme konklusion i den foreliggende undersøgelse.

(168)

Kommissionen undersøgte, om alle disse finansielle institutioner af GOC havde fået overdraget eller var blevet pålagt at yde subsidier til sektoren for mobilt adgangsudstyr, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. iv).

(169)

Ifølge WTO's appelorgan er der tale om »overdragelse«, når en regering overlader ansvaret til et privat organ, og »pålæg« vedrører situationer, hvor regeringen udøver sin myndighed over for et privat organ (79). I begge tilfælde anvender regeringen et privat organ som stedfortræder med henblik på at udbetale det finansielle bidrag, og »i de fleste tilfælde forventer man, at overdragelse eller pålæg i forhold til et privat organ indebærer en form for trussel eller tilskyndelse« (80). Samtidig giver artikel 3, stk. 1, litra a), nr. iv), ikke medlemmerne mulighed for at indføre udligningsforanstaltninger over for varer, »når regeringen blot udøver sine generelle reguleringsbeføjelser« (81) , eller når regeringens indgriben »eventuelt kan medføre et bestemt resultat, som udelukkende er baseret på de faktiske omstændigheder og aktørernes udøvelse af deres frie valg på dette marked« (82) . Overdragelse eller pålæg indebærer snarere »en mere aktiv rolle fra regeringens side end blot tilskyndelse« (83).

(170)

Kommissionen bemærkede, at de normative rammer for den industri, der er nævnt i betragtning 142-147, gælder for alle finansielle institutioner i Kina, herunder privatejede finansielle institutioner. For at illustrere dette omfatter bankloven og de forskellige bekendtgørelser fra NFRA (tidligere CBIRC) alle kinesisk finansierede banker og banker med udenlandsk investering under ledelse af NFRA.

(171)

Desuden havde de fleste lånekontrakter med private finansielle institutioner næsten de samme betingelser som kontrakterne med statsejede banker, og udlånsrenterne fra de private finansielle institutioner svarede til de rentesatser, der blev fastsat af de statsejede finansielle institutioner. Dette viser, at favorable lånevilkår reelt indrømmes af disse banker i overensstemmelse med GOC's kontrol over banksektoren.

(172)

I mangel af modstridende oplysninger fra de private finansielle institutioner konkluderede Kommissionen, at for så vidt angår industrien for mobilt adgangsudstyr har alle finansielle institutioner (herunder private finansielle institutioner), der er aktive i Kina og underlagt tilsyn af NFRA, af staten fået overdraget eller er blevet pålagt at gennemføre regeringens politik, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. iv), første led, og yde lån til præferencesatser til industrien for mobilt adgangsudstyr (84), dvs. funktioner, der ikke er anderledes end funktioner, der normalt udføres af regeringer.

(173)

I tidligere antisubsidieundersøgelser fastslog Kommissionen allerede, at de indenlandske kreditvurderinger, der var blevet tildelt kinesiske virksomheder, ikke var pålidelige på grundlag af en undersøgelse offentliggjort af Den Internationale Valutafond (IMF) (85), der viste en uoverensstemmelse mellem de internationale og de kinesiske kreditvurderinger. Ifølge IMF vurderes mere end 90 % af de kinesiske obligationer fra AA til AAA af de lokale kreditvurderingsbureauer. Det er ikke sammenligneligt med andre markeder, f.eks. Unionen eller Amerikas Forenede Stater (»USA«). For eksempel nyder mindre end 2 % af virksomhederne godt af sådanne »top-ratings« på det amerikanske marked. I forbindelse med de kinesiske kreditvurderingsbureauer er der således en alvorlig overrepræsentation i den øverste ende af kreditvurderingsskalaen. De har meget brede kreditvurderingsskalaer og har en tendens til at samle obligationer med betydeligt forskellige misligholdelsesrisici i én bred kreditvurderingskategori (86). Ifølge Bloombergs viden om det kinesiske obligationsmarked 2021 (87), dominerer fem kinesiske lokale kreditvurderingsbureauer obligationsmarkedet: China Chengxin, Dagong, Lianhe, Shanghai Brilliance og Golden credit rating, og ca. 90 % af obligationerne er vurderet til AAA af lokale kreditvurderingsbureauer. Mange af udstederne har imidlertid fået en lavere vurdering som globale udstedere, nemlig A og BBB (88), af S&P.

(174)

Desuden anvender udenlandske kreditvurderingsbureauer som f.eks. Standard & Poor's og Moody's, typisk en opgradering af udstederens basiskreditvurdering baseret på et skøn over virksomhedens strategiske betydning for den kinesiske regering og styrken af en eventuel implicit garanti, når kinesiske obligationer udstedes i udlandet (89).

(175)

Som supplement til denne analyse viste tidligere sager, at GOC også kan udøve sin indflydelse på kreditvurderingsmarkedet (90).

(176)

Ifølge oplysningerne fra GOC var der 14 kreditvurderingsbureauer, der var aktive på Kinas obligationsmarked, herunder 12 indenlandske bureauer. For det andet er der ikke fri adgang til det kinesiske kreditvurderingsmarked. Det er i al væsentlighed et lukket marked, eftersom kreditvurderingsbureauer skal godkendes af Kinas kommission for regulering af værdipapirer (China Securities Regulatory Commission —»CSRC«) eller PBOC, inden de kan påbegynde deres aktiviteter (91) .. PBOC meddelte medio 2017, at de udenlandske kreditvurderingsbureauer på visse betingelser ville få lov til at foretage kreditvurderinger af en del af det indenlandske obligationsmarked. Disse kreditvurderingsbureauer følger imidlertid de kinesiske kreditvurderingsskalaer, som derfor ikke er helt sammenlignelige med internationale kreditvurderinger, som forklaret i betragtning 174.

(177)

Endelig bekræfter en undersøgelse fra 2021 foretaget af Allianz Global Investors Kommissionens konklusioner, idet det hedder, at »Kinas onshore-kreditvurderingssystem adskiller sig fra internationale kreditvurderingskonventioner. For eksempel vil onshore-obligationer med AA+-rating typisk blive vurderet som »højt afkast« på internationalt plan« (92).

(178)

Endelig påpegede OECD i 2022, at »[m]angler på markedet for kreditvurdering, herunder oppustede kreditvurderinger og svage varslingssystemer, hindrer en sund udvikling af obligationsmarkedet« (93).

(179)

Desuden har Kommissionen også fastslået (94), at det kinesiske kreditvurderingssystem ikke kan anses for udelukkende at være drevet af markedskræfterne, og at det fungerer på et fordrejet grundlag.

(180)

I lyset af den situation, der er beskrevet i betragtning 173-178, konkluderede Kommissionen, at de kinesiske kreditvurderinger ikke giver et pålideligt skøn over kreditrisikoen ved det underliggende aktiv. Disse vurderinger blev ligeledes gengivet urigtigt med den politiske målsætning om at fremme strategiske nøgleindustrier, som f.eks. industrien for mobilt adgangsudstyr.

(181)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger hævdede GOC, at det kinesiske kreditvurderingssystem er pålideligt, og at virksomhedernes kreditvurderinger bør revurderes. GOC hævdede også, at Kommissionen vilkårligt havde vurderet de stikprøveudtagne virksomheder uden den nødvendige viden og de krævede certifikater og uden en omfattende forståelse af, hvordan de stikprøveudtagne virksomheder fungerede. Desuden hævdede GOC, at ejerskabet til de kreditvurderingsbureauer, der opererer på det kinesiske marked, er mere varieret, idet der er en stigende tilstedeværelse af internationale kreditvurderingsbureauer såsom S&P eller Moody's China Limited, hvilket medfører optimering af vurderingsmetoderne.

(182)

Kommissionen fandt ikke, at den foretog en vilkårlig vurdering af de stikprøveudtagne virksomheders kreditvurdering. Tværtimod handlede Kommissionen i fuld gennemsigtighed og baserede sig på en række finansielle indikatorer for at fastlægge de stikprøveudtagne virksomheders kreditvurdering. Kommissionen fandt også, at udviklingen i markedsstrukturen i Kina ikke havde nogen indvirkning på manglerne vedrørende det kinesiske kreditvurderingsmarked, jf. betragtning 173-180. På dette grundlag blev disse påstande afvist.

(183)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger hævdede CCCME, at eksistensen af 14 kreditvurderingsbureauer, herunder to oversøiske bureauer, gjorde det kinesiske kreditvurderingsmarked robust og uafhængigt. Den tilføjede, at kinesiske lokale kreditvurderingsbureauers anvendelse af forskellige ratingkategorier ikke sætter spørgsmålstegn ved bureauernes uafhængighed og kreditvurderingsresultaternes ægthed. Den fremførte også, at Kommissionens konklusion om, at Kinas kreditvurderingsmarked er »lukket«, er baseret på forældet og ukorrekt fortolket dokumentation, navnlig fandt CCCME, at CSRC's og PBOC's rolle med hensyn til at regulere kreditvurderingsinstitutternes kvalificering var nødvendig for at sikre, at sådanne kreditvurderingsbureauer har den nødvendige ekspertise, og henviste til de lovgivningsmæssige forbedringer, der er anerkendt i OECD's rapport, jf. betragtning 178.

(184)

Kommissionen var ikke enig i disse påstande. Selv om Kommissionen ikke bestrider, at visse udenlandske bureauer opererer på det kinesiske marked, fandt den, at sådanne udenlandske bureauer kun udgør »en lille del af de vurderinger, der foretages på det kinesiske kreditvurderingsmarked« og »følger de samme ratingskalaer som de kinesiske bureauer, og at de anvender en forhøjelse af deres rating med hensyn til virksomhedernes strategiske betydning for GOC og implicitte statsgarantier« (95), hvorved de ikke kan betragtes som uafhængige. Med hensyn til Kommissionens angiveligt forældede beviser bemærkede Kommissionen også, at CCCME selektivt valgte de ældste af Kommissionens beviser og så bort fra adskillige henvisninger fra årene 2021-2022, der blev anvendt i betragtning 177-178, samt henvisningerne til arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene »Staff Working Document on Significant Distortions in the Economy of the People's Republic of China«, som blev udstedt i april 2024 (jf. betragtning 179), hvilket er længe efter at udenlandske kreditvurderingsbureauer blev aktive i Kina. Disse henvisninger viser tydeligt, at situationen på det kinesiske kreditvurderingsmarked ikke har ændret sig væsentligt i undersøgelsesperioden. For så vidt angår CSRC's og PBOC's rolle anfægtede Kommissionen ikke OECD's rapport, og at sådanne enheders rolle omfatter en vurdering af kreditvurderingsbureauernes kvalifikationer. Det fremgik imidlertid, at PBOC's rolle ikke var begrænset til en sådan vurdering, men også omfattede »tilsyn med og forvaltning af kreditvurderinger i hele landet«, jf. artikel 3 i de midlertidige foranstaltninger for administrationen af kreditvurderingssektoren, der blev offentliggjort i fællesskab af People's Bank of China, National Development and Reform Commission, finansministeriet og China Securities Regulatory Commission (bekendtgørelse [2019] nr. 5). Derfor blev disse påstande afvist.

(185)

Kommissionen fastslog, at virksomhederne i alle fire stikprøveudtagne grupper anvendte kortfristede og langfristede lån til at finansiere deres aktiviteter. Disse lån blev hovedsagelig anvendt til den daglige drift, driftskapitalbehov og til særlige projekter og investeringer. En af de stikprøveudtagne grupper af eksporterende producenter anvendte også langfristede eksportkreditter.

(186)

Som det fremgår af betragtning 142-147, pålægges de finansielle institutioner i en række juridiske dokumenter, der især tager sigte på virksomheder i sektoren for mobilt adgangsudstyr, at yde lån til præferencesatser til industrien for mobilt adgangsudstyr. Det fremgår af disse dokumenter, at de finansielle institutioner kun yder præferentiel finansiering til et begrænset antal virksomheder eller industrier, som efterkommer de relevante politikker fra GOC. Kommissionen var af den opfattelse, at henvisningen til industrien for mobilt adgangsudstyr er tilstrækkeligt entydig, da denne industri er identificeret enten ved navn eller ved en klar henvisning til den vare, der fremstilles, eller den industrigruppe, som den tilhører. Desuden havde en af de stikprøveudtagne eksporterende producenter fordel af lån fra China Development Bank Fund, som støtter »projekter i nøglesektorer, der er anerkendt af staten«. Den omstændighed, at GOC støtter en begrænset gruppe af tilskyndede industrier, som omfatter industrien for mobilt adgangsudstyr, gør således dette subsidiebeløb specifikt.

(187)

Kommissionen beregnede det udligningsberettigede subsidiebeløb baseret på den fordel, som modtagerne har opnået i undersøgelsesperioden. Ifølge grundforordningens artikel 6, litra b), er fordelen for modtagerne forskellen mellem det rentebeløb, som virksomheden har betalt for præferencelånet, og det beløb, som virksomheden ville have betalt for et tilsvarende lån på markedsvilkår.

(188)

Som forklaret i afsnit 3.6.1-3.6.2 afspejler lånene fra kinesiske finansielle institutioner en væsentlig statslig indgriben og afspejler ikke de rentesatser, der normalt ville gælde på et fungerende marked.

(189)

De stikprøveudtagne grupper af virksomheder adskilte sig med hensyn til deres generelle finansielle situation. Hver enkelt af dem har haft fordel af forskellige låntyper i undersøgelsesperioden med afvigelser med hensyn til løbetid, sikkerhedsstillelse, garantier og andre betingelser. Af disse to årsager havde den enkelte virksomhed en gennemsnitlig rente baseret på virksomhedens egne lån.

(190)

Kommissionen vurderede individuelt den finansielle situation for hver gruppe af stikprøveudtagne eksporterende producenter for at tage højde for disse særlige forhold. I den forbindelse fulgte Kommissionen beregningsmetoden for præferentiel finansiering i form af lån, der er fastsat i antisubsidieundersøgelsen vedrørende omformningsfolie af aluminium med oprindelse i Kina og antisubsidieundersøgelsen vedrørende varmvalsede flade produkter af stål med oprindelse i Kina, antisubsidieundersøgelserne vedrørende dæk med oprindelse i Kina, undersøgelsen vedrørende visse vævede og/eller stingfæstnede stoffer af glasfiber med oprindelse i Kina, undersøgelsen om optiske fiberkabler med oprindelse i Kina og undersøgelsen af nye batteridrevne elkøretøjer til persontransport med oprindelse i Folkerepublikken Kina (96), som forklaret i nedenstående betragtninger. Som følge heraf har Kommissionen beregnet fordelen ved præferentiel finansiering i form af lånepraksis for hver stikprøveudtagne gruppe af eksporterende producenter på individuelt grundlag og allokeret den undersøgte vare en sådan fordel.

(191)

Som nævnt i betragtning 90 indsendte de kinesiske långivende finansielle institutioner ingen spørgeskemabesvarelser, der kunne præcisere den gennemførte vurdering af kreditværdigheden. For at konstatere, om der var tale om en fordel, måtte Kommissionen derfor vurdere, om rentesatserne for lån til Sinoboom-gruppen var på markedsniveau.

(192)

Sinoboom-gruppen rapporterede om en rentabel finansiel situation med en fortjenstmargen på 12 % ifølge gruppens egne regnskaber for regnskabsåret 2023.

(193)

Sinoboom-gruppen brugte kortfristet og langfristet gæld til at finansiere driften. Kommissionen vurderede gruppens likviditet på kort sigt og solvens på lang sigt.

(194)

Med hensyn til likviditet på kort sigt havde gruppen en gennemsnitlig current ratio på 1,44 i undersøgelsesperioden. Selv om virksomhedens omsætningsaktiver ligger inden for et acceptabelt interval, er den ikke særlig stærk. Dette tyder på, at selv om virksomheden teknisk set kan opfylde sine kortfristede forpligtelser, er dens likviditetsposition kun marginalt tilstrækkelig. I tilfælde af uventet finansielt pres kan virksomheden have svært ved at opretholde driften uden at afvikle aktiver eller optage yderligere gæld. En mere robust likviditetsposition vil være nødvendig for at sikre finansiel stabilitet i lyset af markedsvolatilitet eller uforudsete begivenheder.

(195)

Med hensyn til solvens viser virksomhedens gæld-egenkapital-forhold på 1,98 en alvorlig afhængighed af gæld. Virksomheden er næsten dobbelt så afhængigt af lånte midler, som det er af egenkapitalen, hvilket tyder på en betydelig finansiel risiko. En så høj gearing gør virksomheden sårbar over for stigende rentesatser eller økonomiske tilbageslag, da dens evne til at betale renter og afdrag kan blive belastet. Afhængigheden af gældsfinansiering øger risikoen for insolvens, navnlig hvis indtægtsstigningen eller rentabiliteten aftager. Denne gearing er et alvorligt problem, der kan bringe virksomhedens finansielle sundhed i fare.

(196)

Kommissionen fandt, at gruppens samlede finansielle situation svarer til en BB-rating. Ifølge Standard & Poor's kreditvurderingskoncepter har en debitor med rating »BB« stadig kapacitet til at opfylde sine finansielle forpligtelser under stabile forhold. Negative forretningsmæssige, finansielle eller økonomiske vilkår kan dog svække debitors kapacitet eller vilje til at opfylde sine finansielle forpligtelser. Dette benchmark anses derfor for hensigtsmæssigt for at afspejle gruppens høje gældsniveauer og store afhængighed af gearing.

(197)

Den præmie, der forventedes på obligationer udstedt af virksomheder med denne BB-rating, blev derefter anvendt på benchmarksatsen for udlån som offentliggjort af PBOC eller efter den 20. august 2019 på basisrenten på udlån som offentliggjort af NIFC for at fastslå markedsprisen.

(198)

Dette tillæg blev fastsat ved at beregne det relative spread mellem indekser bestående af virksomhedsobligationer med AA-rating udstedt i USA og virksomhedsobligationer med BB-rating udstedt i USA, baseret på Bloomberg-data for industrielle segmenter. Det således beregnede relative spread blev derefter lagt til PBOC's benchmarksats for udlån, eller efter den 20. august 2019 til basisrenten på udlån som offentliggjort af NICF, på datoen for bevillingen af lånet og med samme løbetid som det pågældende lån. Dette skete individuelt for hvert enkelt lån og for hver enkelt finansiel leasingaktivitet til virksomheden.

(199)

Kommissionen bemærkede, at Zoomlion-gruppen fik tildelt en B-rating af Fitch kreditvurderingsbureau i 2021. Kommissionen var enig i denne kreditvurdering, da den er i overensstemmelse med virksomhedens finansielle profil som vurderet på grundlag af regnskaberne for undersøgelsesperioden.

(200)

Da de långivende institutioner ikke indsendte nogen spørgeskemabesvarelse, der forklarede vurderingen af kreditværdigheden, måtte Kommissionen for at fastslå fordelen vurdere, om rentesatserne for de lån, der blev ydet til Zoomlion-gruppen, var på markedsniveau.

(201)

Zoomlion-gruppen præsenterede sig selv i en generelt rentabel finansiel situation med en fortjenstmargen på ca. 8 % ifølge gruppens egne regnskaber for 2023. Zoomlions rentabilitet er rimelig, men forholdsvis beskeden i forhold til gennemsnittet for virksomhederne i sektoren og kan begrænse dens evne til at geninvestere og håndtere økonomiske udsving.

(202)

Gruppen brugte kortfristet og langfristet gæld til at finansiere driften. Kommissionen vurderede virksomhedens likviditet på kort sigt og solvens på lang sigt.

(203)

Med hensyn til likviditet på kort sigt anvendte Kommissionen current ratio. Dette nøgletal måler virksomhedens evne til at betale kortfristede forpligtelser, herunder kortfristet gæld.

(204)

Virksomhedens current ratio var på 1,17 i undersøgelsesperioden. Det tyder på, at dens likviditet er tilstrækkelig, men usikker, da nøgletallet kun ligger lidt over den acceptable tærskel. Dette viser også, at selv om virksomheden kan opfylde sine kortfristede forpligtelser med sine omsætningsaktiver, kan enhver uventet stigning i gældsforpligtelser eller en opbremsning i konverteringen af aktiver skabe udfordringer. I betragtning af denne indikator for likviditet på kort sigt konkluderede Kommissionen, at den pågældende virksomhed havde en skrøbelig likviditet på kort sigt.

(205)

Kommissionen baserede den langsigtede solvensrisikovurdering på gældskvoten. Dette nøgletal måler virksomhedens evne til at overholde sine langfristede gældsforpligtelser. Det anvendes af långivere og obligationsinvestorer ved vurderingen af virksomhedens kreditværdighed.

(206)

Gældskvoten måler størrelsen af gældsforpligtelserne, navnlig langfristet gæld. Virksomhedens nøgletal på 1,93 viser, at der er stor afhængighed af gæld til finansiering, hvilket øger den finansielle risiko betydeligt. Høj gearing betyder, at virksomheden er udsat for vanskeligheder med at opfylde gældsforpligtelser, navnlig i perioder med faldende indtægter eller stigende rentesatser. Denne afhængighed af gæld understreger behovet for en mere afbalanceret kapitalstruktur.

(207)

Virksomhedens effektivitet med hensyn til at udnytte sine aktiver understøtter ikke en høj kreditvurdering. Et aktivs omsætningshastighed på 0,3 viser, at virksomheden kun genererer ¥ 0,30 i indtægter for hver ¥ 1 aktiver, hvilket afspejler utilstrækkelige resultater med hensyn til mobilisering af ressourcer. Tilsvarende er afkastningsgraden på 2,77 % lav, hvilket tyder på, at virksomheden ikke får væsentlig værdi af sine investeringer. Disse parametre peger i retning af ineffektivitet i forvaltningen af aktiver, der hæmmer virksomhedens evne til at generere indtægter og overskud.

(208)

I betragtning af de likviditets- og solvens- og effektivitetsproblemer, der er beskrevet i betragtning 202-207, fandt Kommissionen derfor, at virksomheden ikke befandt sig i en robust finansiel situation og havde en høj risikoprofil for potentielle långivere og investorer.

(209)

Kommissionen fandt, at gruppens samlede finansielle situation svarer til en B-rating, der ikke kan betegnes som »investment grade«.

(210)

På grundlag af offentligt tilgængelige data fra Bloomberg anvendte Kommissionen som benchmark den præmie, der forventedes for obligationer udstedt af virksomheder med en B-rating, som blev anvendt på PBOC's benchmarksats for udlån, eller efter den 20. august 2019 på basisrenten på udlån som annonceret af NIFC (97) med henblik på at fastsætte markedsrenten.

(211)

Denne præmie blev fastsat ved at beregne det relative spread mellem indekser bestående af virksomhedsobligationer med AA-rating udstedt i USA og virksomhedsobligationer med B-rating udstedt i USA, baseret på Bloomberg-data for industrielle segmenter. Det således beregnede relative spread blev derefter lagt til PBOC's benchmarksats for udlån, eller efter den 20. august 2019 til basisrenten på udlån som offentliggjort af NICF, på datoen for bevillingen af lånet (98) og med samme løbetid som det pågældende lån. Dette skete individuelt for hvert enkelt lån til gruppen af virksomheder.

(212)

Ligesom for lån i fremmed valuta gælder der en tilsvarende situation med hensyn til markedsfordrejninger og manglen på gyldige kreditvurderinger, da disse lån også bevilges af de samme kinesiske finansielle institutioner. Som tidligere konstateret blev virksomhedsobligationer med en B-rating i relevante pålydender, der er udstedt i undersøgelsesperioden, derfor anvendt til at fastlægge et passende benchmark.

(213)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger hævdede Zoomlion-gruppen, at analysen af de finansielle nøgletal ikke retfærdiggjorde en lavere kreditvurdering end for virksomheder som Dingli-gruppen og Sinoboom-gruppen. Efter en omhyggelig sammenlignende analyse af situationen for de forskellige stikprøveudtagne virksomheder bekræftede Kommissionen sin vurdering med den begrundelse, at Zoomlion-gruppen for det meste underpræsterede sammenlignet med de andre stikprøveudtagne virksomheder.

(214)

Som nævnt i betragtning 90 fremlagde de kinesiske finansielle institutioner ingen vurdering af kreditværdigheden. For at konstatere, om der var tale om en fordel, måtte Kommissionen derfor vurdere, om rentesatserne for lån til Dingli-gruppen var på markedsniveau.

(215)

Dingli-gruppen rapporterede om en høj rentabilitet og en solid økonomisk vækst med en høj fortjenstmargen (8-13 %) ifølge dens egne regnskaber for 2023.

(216)

Dingli-gruppen brugte kortfristet og langfristet gæld til at finansiere driften. Kommissionen vurderede gruppens likviditet på kort sigt og solvens på lang sigt.

(217)

Med hensyn til likviditet på kort sigt vil virksomheden, når man ser på den kombinerede situation for forskellige Dingli-enheder, sandsynligvis drage fordel af en blandet likviditetsposition. Dingli Machinery har en stærk current ratio på over 2, hvilket afspejler en solid evne til at opfylde kortfristede gældsforpligtelser. Dingli Leasings current ratio på under 1,2 tyder imidlertid kun på en beskeden evne til at opfylde kortfristede forpligtelser. Gennemsnittet af de to virksomheders current ratio vil sandsynligvis falde mellem disse to tal, hvilket tyder på, at selv om den finansielle stabilitet på kort sigt generelt er acceptabel, vil den konsoliderede enhed skulle forvalte likviditeten omhyggeligt for at undgå mulige finansielle spændinger.

(218)

Med hensyn til langfristet gæld vil gruppen stå over for et højt gearingsniveau som følge af Dingli Leasings høje gæld-egenkapital-forhold på over 2,8, mens Dingli Machinerys konservative nøgletal på under 0,7 reducerer den samlede finansielle risiko. Det kombinerede gæld-egenkapital-forhold vil sandsynligvis være moderat, men stadig i den høje ende, hvilket afspejler en betydelig afhængighed af gæld. Dette indebærer potentielle risici, navnlig under usikre økonomiske forhold.

(219)

Ud fra et effektivitetssynspunkt er Dingli Machinerys omsætning af aktiver på under 0,5 lav, hvilket tyder på en vis ineffektivitet, mens Dingli Leasing's omsætning af aktiver på under 0,15 er ekstremt lav, hvilket viser, at virksomheden genererer meget få indtægter pr. enhed af aktiver. Dette understreger en kombineret ineffektivitet i udnyttelsen af aktiver på tværs af begge virksomheder. Virksomheden skal fokusere på optimering af operationer, afvikling af uudnyttede aktiver eller forbedring af operationelle strategier for at forbedre afkastet.

(220)

Kommissionen fandt, at gruppens samlede finansielle situation svarer til en BB-rating. Ifølge Standard & Poor's kreditvurderingskoncepter har en debitor med rating »BB« stadig kapacitet til at opfylde sine finansielle forpligtelser under stabile forhold. Negative forretningsmæssige, finansielle eller økonomiske vilkår kan dog svække debitors kapacitet eller vilje til at opfylde sine finansielle forpligtelser. Dette benchmark anses derfor for hensigtsmæssigt for at afspejle gruppens høje gældsniveauer og store afhængighed af gearing.

(221)

Den præmie, der forventedes på obligationer udstedt af virksomheder med denne BB-rating, blev derefter anvendt på benchmarksatsen for udlån som offentliggjort af PBOC eller efter den 20. august 2019 på basisrenten på udlån som offentliggjort af NIFC for at fastslå markedsprisen.

(222)

Dette tillæg blev fastsat ved at beregne det relative spread mellem indekser bestående af virksomhedsobligationer med AA-rating udstedt i USA og virksomhedsobligationer med BB-rating udstedt i USA, baseret på Bloomberg-data for industrielle segmenter. Det således beregnede relative spread blev derefter lagt til PBOC's benchmarksats for udlån, eller efter den 20. august 2019 til basisrenten på udlån som offentliggjort af NICF, på datoen for bevillingen af lånet og med samme løbetid som det pågældende lån. Dette skete individuelt for hvert enkelt lån og for hver enkelt finansiel leasingaktivitet til virksomheden.

(223)

Ligesom for lån i fremmed valuta i Kina gælder der en tilsvarende situation med hensyn til markedsfordrejninger og manglen på gyldige kreditvurderinger, da disse lån også bevilges af de samme kinesiske finansielle institutioner. Som tidligere konstateret blev virksomhedsobligationer med en BB-rating i relevante pålydender, der er udstedt i undersøgelsesperioden, derfor anvendt til at fastlægge et passende benchmark.

(224)

Som nævnt i betragtning 90 fremlagde de kinesiske finansielle institutioner ingen vurdering af kreditværdigheden. For at konstatere, om der var tale om en fordel, måtte Kommissionen derfor vurdere, om rentesatserne for lån til JLG-gruppen var på præferenceniveau.

(225)

JLG rapporterede om lav rentabilitet (mindre end 3 %) og afkastningsgrad ifølge sine egne regnskaber for 2023.

(226)

JLG brugte kortfristet og langfristet gæld til at finansiere driften. Kommissionen vurderede gruppens likviditet på kort sigt og solvens på lang sigt.

(227)

Med hensyn til likviditet på kort sigt havde gruppen en gennemsnitlig current ratio på 1,40 i undersøgelsesperioden. Selv om virksomhedens omsætningsaktiver ligger inden for et acceptabelt interval, er den ikke særlig stærk. Dette tyder på, at selv om virksomheden teknisk set kan opfylde sine kortfristede forpligtelser, er dens likviditetsposition kun marginalt tilstrækkelig. I tilfælde af uventet finansielt pres kan virksomheden have svært ved at opretholde driften uden at afvikle aktiver eller optage yderligere gæld. En mere robust likviditetsposition vil være nødvendig for at sikre finansiel stabilitet i lyset af markedsvolatilitet eller uforudsete begivenheder.

(228)

Med hensyn til solvens tyder virksomhedens gæld-egenkapital-forhold på 2,19 på en alvorlig afhængighed af gæld. Virksomheden bruger dobbelt så meget gæld som egenkapital til at finansiere sine aktiviteter, hvilket udsætter den for en betydelig finansiel risiko. En så høj gearing gør virksomheden sårbar over for stigende rentesatser eller økonomiske tilbageslag, da dens evne til at betale renter og afdrag kan blive belastet. Afhængigheden af gældsfinansiering øger risikoen for insolvens, navnlig hvis indtægtsstigningen eller rentabiliteten aftager. Denne gearing er et alvorligt problem, der kan bringe virksomhedens finansielle sundhed i fare.

(229)

Kommissionen fandt, at gruppens samlede finansielle situation svarer til en B-rating. En debitor med rating »B« har stadig kapacitet til at opfylde sine finansielle forpligtelser under stabile forhold. Negative forretningsmæssige, finansielle eller økonomiske vilkår kan dog svække debitors kapacitet eller vilje til at opfylde sine finansielle forpligtelser. Dette benchmark anses derfor for hensigtsmæssigt for at afspejle gruppens høje gældsniveauer og store afhængighed af gearing og dens svage likviditet og rentabilitet.

(230)

Den præmie, der forventedes på obligationer udstedt af virksomheder med denne B-rating, blev derefter anvendt på benchmarksatsen for udlån som offentliggjort af PBOC eller efter den 20. august 2019 på basisrenten på udlån som offentliggjort af NICF for at fastslå markedsprisen.

(231)

Denne præmie blev fastsat ved at beregne det relative spread mellem indekser bestående af virksomhedsobligationer med AA-rating udstedt i USA og virksomhedsobligationer med B-rating udstedt i USA, baseret på Bloomberg-data for industrielle segmenter. Det således beregnede relative spread blev derefter lagt til PBOC's benchmarksats for udlån, eller efter den 20. august 2019 til basisrenten på udlån som offentliggjort af NICF, på datoen for bevillingen af lånet og med samme løbetid som det pågældende lån. Dette skete individuelt for hvert enkelt lån og for hver enkelt finansiel leasingaktivitet til virksomheden.

(232)

Kommissionen fastslog, at alle de stikprøveudtagne grupper af eksporterende producenter havde fordel af præferentiel finansiering i form af lån i undersøgelsesperioden. Da der er tale om et finansielt bidrag, en fordel for de eksporterende producenter og specificitet, anså Kommissionen præferentiel finansiering i form af lån for at være udligningsberettigede subsidier.

(233)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger hævdede CCCME, at det benchmark, som Kommissionen anvendte til at beregne fordelen og subsidiebeløbet, var fejlbehæftet. CCCME hævdede for det første, at Kommissionen ikke burde have anvendt et eksternt benchmark med den begrundelse, at Kommissionen angiveligt ikke påviste, at der ikke fandtes gældende markedsvilkår, jf. grundforordningens artikel 6, litra d). Den hævdede desuden, at Kommissionen ikke forklarede, hvordan den sikrede, at spreadet i forbindelse med amerikanske virksomhedsobligationer i tilstrækkelig grad afspejlede de gældende markedsvilkår i Kina, hvor de stikprøveudtagne producenter af mobilt adgangsudstyr opnåede deres finansiering. For det andet hævdede GOC, at Kommissionen burde have anvendt det absolutte spread snarere end det relative spread med den begrundelse, at det absolutte spread i tilstrækkelig grad var indregnet i risikoeksponeringen mellem virksomhedsobligationer med forskellige kreditvurderinger. CCCME hævdede også, at Kommissionen ikke forklarede, hvorfor det var mere hensigtsmæssigt at anvende det relative spread end at anvende det absolutte spread, og hvordan LPR svarede til en AA-rating.

(234)

Kommissionen fandt, at den havde påvist, at der ikke var gældende markedsvilkår i Kina, hvorved den ikke kunne beregne et passende benchmark på grundlag af de betingelser, der var gældende i Kina. I den forbindelse henviste Kommissionen til konklusionerne i afsnit 3.6.1.4, 3.6.1.5 og 3.6.2., hvor den viste, at GOC baserede sig på en normativ ramme for at udøve reel kontrol over de statsejede og privatejede forretningsbanker, der gennemfører regeringens politik, når de yder finansiering til økonomiske aktører i Kina. Det skal desuden nævnes, at ingen af de forretningsbanker, der ydede finansiering til de stikprøveudtagne producenter, samarbejdede i forbindelse med undersøgelsen, således at Kommissionen ikke kunne få adgang til oplysninger vedrørende producenter af mobilt adgangsudstyr eller andre sektorer, som ikke blev tilskyndet af de kinesiske myndigheder.

(235)

Da ingen kinesiske finansielle institutioner samarbejdede, måtte Kommissionen anvende et eksternt benchmark. Kommissionen fandt, at det amerikanske marked var af tilsvarende størrelse, og at der fandtes tilgængelige repræsentative statistikker for obligationer med forskellige kreditvurderinger. Kommissionen bemærkede også, at ingen interesserede parter foreslog et gyldigt alternativt eksternt benchmark i denne henseende.

(236)

For så vidt angår anvendelse af det relative spread bemærkede Kommissionen for det første, at forretningsbanker normalt anvender et tillæg udtrykt i absolutte tal, og at denne praksis hovedsageligt synes at være baseret på praktiske overvejelser, da renten i sidste ende er et absolut tal. Det absolutte tal var dog udtryk for en risikovurdering, der byggede på en relativ vurdering. Som fastslået i tidligere undersøgelser betød den relative vurdering, at risikoen for misligholdelse for en virksomhed med BB-rating er X % mere sandsynlig end risikoen for en regerings eller en risikofri virksomheds misligholdelse. Det relative spread afspejler ændringer i de underliggende markedsvilkår, som ikke udtrykkes, når man følger et absolut spread (99). For det andet afspejler rentesatserne ikke blot virksomhedsspecifikke risikoprofiler, men også lande- og valutaspecifikke risici. Det relative spread afspejler således ændringer i de underliggende markedsvilkår, som ikke udtrykkes, når man følger logikken i forbindelse med et absolut spread. Som i det foreliggende tilfælde varierer de lande- og valutaspecifikke risici over tid ofte, og udsvingene er forskellige for de forskellige lande. Som følge heraf varierer de risikofrie renter betydeligt over tid og er nogle gange lavere i USA, nogle gange i Kina. Disse forskelle skyldes faktorer som f.eks. konstateret og forventet BNP-vækst, økonomiske forventninger og inflationsniveauer. Da den risikofrie rentesats varierer over tid, kan det samme nominelle absolutte spread betyde en meget anderledes vurdering af risikoen. Fra et investorsynspunkt er det relative spread således en bedre indikator, da det afspejler omfanget af afkastdifferencen og den måde, hvorpå det påvirkes af det grundliggende renteniveau. For det tredje er det relative spread også landeneutralt. Hvis f.eks. den risikofrie rente i USA er lavere end den risikofrie rente i Kina, vil metoden føre til højere absolutte tillæg. På den anden side vil metoden føre til et lavere absolut tillæg, hvis den risikofrie rente i Kina er lavere end i USA.

(237)

For så vidt angår anvendelsen af LPR som udgangspunkt, jf. betragtning 156 og anerkendt af GOC, svarede LPR til den mest fordelagtige udlånsrente, som en forretningsbank tilbød sine hovedkunder (100). På dette grundlag blev ovennævnte påstande afvist.

(238)

Efter den endelige og supplerende fremlæggelse af oplysninger hævdede Zoomlion-gruppen, at Kommissionen fejlagtigt havde beregnet fordelen vedrørende renter for lån og bankveksler på 360 dage i stedet for 365 dage. Kommissionen så bort fra denne påstand med den begrundelse, at 360-dages-grundlaget er en standardberegningspraksis for så vidt angår finansielle institutioner (101). Påstanden blev derfor afvist.

(239)

De subsidiesatser, der blev fastsat for den præferentielle finansiering i form af lån i undersøgelsesperioden for de stikprøveudtagne grupper af virksomheder, er på:

Præferentiel finansiering: lån

(240)

Formålet med en kreditlinje er at fastsætte et loft over låneoptagelsen, som virksomheden på et hvilket som helst tidspunkt kan anvende til finansiering af sine løbende transaktioner, og dermed gøre finansieringen af driftskapital fleksibel og om nødvendigt øjeblikkelig tilgængelig. De aftaler om kreditlinjer, som de stikprøveudtagne grupper blev indrømmet, vedrører flere former for finansiering, som er tilgængelige for virksomheder, der indgår sådanne aftaler, som omfatter alle former for kortfristet finansiering, f.eks. kortfristede lån, bankveksler, remburser mv. Desuden fremgår det af økonomisk litteratur, at kreditlinjer også er udbredte i mange markedsøkonomier. De tegner sig f.eks. for over 80 % af den bankfinansiering, der ydes til amerikanske offentlige virksomheder (102). I Canada, hvor bankveksler er et direkte og ubetinget ansvar for den udstedende bank (som det er tilfældet i Kina), vil bankerne desuden normalt kun acceptere bankveksler fra virksomheder, der optager lån, som har en etableret kreditlinje med den pågældende bank (103). Kommissionen fandt derfor, at de stikprøveudtagne virksomheders samlede kortfristede finansiering, såsom kortfristede lån, bankveksler osv., i princippet bør være omfattet af et kreditlinjeinstrument. (104)

(241)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger hævdede CCCME, at eksistensen af en kreditlinje ikke var en forudsætning for kortfristet låntagning. I sine bemærkninger henviste Kommissionen til den lavere bankfinansieringssats for spanske virksomheder.

(242)

Kommissionen fandt, at situationen på det spanske marked ikke var repræsentativ, og at statistikker vedrørende det amerikanske marked, som er større og mere sammenligneligt med det kinesiske marked, var mere hensigtsmæssige. Under alle omstændigheder viste tidligere og igangværende undersøgelser, at kinesiske erhvervsdrivende er afhængige af sådanne kreditlinjer for at opnå finansiering.

(243)

Kommissionen fastslog, at kinesiske finansielle institutioner ydede kreditlinjer til hver af de stikprøveudtagne grupper i forbindelse med tilvejebringelse af finansiering. Kreditlinjerne var i form af rammeaftaler, i henhold til hvilke bankerne gav de stikprøveudtagne virksomheder mulighed for inden for et bestemt maksimumbeløb at anvende forskellige gældsinstrumenter, såsom driftskapitallån, bankveksler og andre former for handelsfinansiering.

(244)

Som nævnt i betragtning 240 bør al kortfristet finansiering være omfattet af en kreditlinje. Kommissionen sammenlignede derfor beløbet for de kreditlinjer, der var til rådighed for de samarbejdsvillige virksomheder i undersøgelsesperioden, med beløbet for den kortfristede finansiering, som disse virksomheder anvendte i samme periode, for at fastslå, om alle kortfristede finansieringer var omfattet af en kreditlinje. I tilfælde hvor beløbet for den kortfristede finansiering oversteg grænsen for kreditlinjen, forhøjede Kommissionen beløbet for den eksisterende kreditlinje med det beløb, der faktisk blev anvendt af de eksporterende producenter ud over denne kreditlinje.

(245)

Under normale markedsforhold vil sådanne kreditlinjer normalt være omfattet af et såkaldt »aftalegebyr« eller et »tilsagnsgebyr« som kompensation for bankens omkostninger og risici forbundet med at etablere en kreditlinje, samt et »fornyelsesgebyr«, der opkræves årligt, for at forlænge gyldigheden af kreditlinjerne (105). Disse gebyrer dækker administrative omkostninger, såsom omkostninger ved behandling af ansøgningen og sikkerhedskontrol, men også omkostninger som følge af de tilsynsmæssige krav, der pålægges bankerne, eftersom den kapital, der er forpligtet under en kreditlinje, reducerer bankens kapitalprocenter, som den skal opretholde for at sikre sig mod systemiske risici. Kommissionen fandt imidlertid, at de to stikprøveudtagne grupper af virksomheder havde gavn af gebyrfrie kreditlinjer. De undersøgte grupper af virksomheder opnåede derfor en fordel, jf. grundforordningens artikel 6, litra d).

(246)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger hævdede CCCME, at aftale- og fornyelsesgebyrerne ikke altid finder anvendelse på store virksomheder såsom producenter af mobilt adgangsudstyr, som har forretningsforbindelser med store banker. Nærmere bestemt gjorde den gældende, at sådanne gebyrer ofte forhandles bilateralt. CCCME pegede i den forbindelse på visse bankwebsteder, hvor der henvises til en »aftale« eller »drøftelse« af det gebyr, der skal betales. CCCME anerkendte imidlertid, at den ikke kunne fremlægge dokumentation for satsen for sådanne forhandlede gebyrer på grund af kreditlinjeaftalernes fortrolige natur. Kommissionen kunne derfor ikke anse en sådan påstand for underbygget og afviste den.

(247)

Som det fremgår af betragtning 144, skal de finansielle institutioner i henhold til afgørelse nr. 40 yde kreditstøtte til tilskyndede industrier.

(248)

Kommissionen fandt, at eftersom kreditlinjer er uløseligt forbundet med alle typer kortfristet finansiering, der ydes til de stikprøveudtagne virksomheder, bør de betragtes som en form for præferentiel finansiel støtte fra finansielle institutioner til tilskyndede industrier såsom sektoren for mobilt adgangsudstyr. Som anført i afsnit 3.3 er sektoren for mobilt adgangsudstyr blandt de tilskyndede industrier og er derfor berettiget til enhver form for finansiel støtte.

(249)

CCCME hævdede, at ingen kinesisk økonomisk aktør betalte aftale- eller fornyelsesgebyrer, og fandt derfor, at en sådan ordning ikke var specifik for sektoren for mobilt adgangsudstyr.

(250)

For det første bemærkede Kommissionen, at Bank of China's websted peger på opkrævning af gebyrer for eksistensen af kreditlinjer (106). For det andet bemærkede Kommissionen, at CCCME ikke kunne dokumentere, at virksomheder i Kina på lige fod kan drage fordel af de præferencevilkår, der er blevet bemærket, for så vidt angår industrien for mobilt adgangsudstyr. Da kreditlinjer er uløseligt forbundet med andre typer præferentielle låneordninger, såsom lån, og da de er en del af den kreditstøtte, der specifikt ydes til tilskyndede industrier, gjaldt analysen af specificitet i forbindelse med lån, der er beskrevet i afsnit 3.6.4.2, desuden også for kreditlinjer. Påstanden blev derfor afvist.

(251)

I henhold til grundforordningens artikel 6, litra d), nr. ii), anså Kommissionen den fordel, der opstod for modtagerne, for at være forskellen mellem det beløb, virksomheden har betalt for etableringen eller fornyelsen af kreditlinjerne, der er indrømmet af kinesiske finansielle institutioner, og det beløb, som de ville skulle betale for en tilsvarende kommerciel kreditlinje til en ikkefordrejet markedssats.

(252)

Ingen af de stikprøveudtagne virksomheder betalte et gebyr for deres kreditlinje. Kommissionen fandt heller ikke gebyrer for kreditlinjer inden for landets grænser i tidligere undersøgelser. Offentligt tilgængelige oplysninger tyder på, at der i nogle tilfælde opkræves kreditlinjegebyrer for virksomheder i Kina (107) ,, men der blev ikke fundet oplysninger om størrelsen af disse gebyrer. Kommissionen søgte derfor efter et passende benchmarkgebyr uden for Kina. De relevante benchmarks for aftalegebyret og fornyelsesgebyret blev fastsat til henholdsvis 1,75 % og 1,25 % på grundlag af offentligt tilgængelige data (108).

(253)

I princippet betales aftalegebyret og fornyelsesgebyret på grundlag af et fast beløb på tidspunktet for henholdsvis åbningen af en ny kreditlinje eller fornyelsen af en eksisterende kreditlinje. Med henblik på beregningen tog Kommissionen imidlertid hensyn til kreditlinjer, der var blevet åbnet eller fornyet inden undersøgelsesperioden, men som var tilgængelige for de stikprøveudtagne grupper i undersøgelsesperioden, og de kreditlinjer, der blev åbnet i undersøgelsesperioden.

(254)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger hævdede CCCME, at aftale- eller fornyelsesgebyrerne burde finde anvendelse på den gennemsnitlige uudnyttede kreditlinjesaldo eller udestående saldo for kreditloftet på en pro rata temporis-basis. I denne forbindelse henviste CCCME til et bankwebsted, hvor der anmodes om betaling af et aftalegebyr eller et fornyelsesgebyr for det ikkeudbetalte beløb.

(255)

Kommissionen var ikke enig. Det gebyr, der skal betales, svarer ikke til en rentesats, og beregningen heraf bør derfor ikke tage hensyn til periodens varighed. Kommissionen fandt desuden, at den dokumentation, som CCCME havde fremlagt, stammede fra forskellige kilder, der ikke pegede på en fælles ensartet adfærd fra bankernes side, hvorved CCCME's påstand ikke var tilstrækkeligt underbygget af dokumentation og derfor blev anset for ikke at være overbevisende.

(256)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger bemærkede Zoomlion-gruppen, at beregningen af subsidiebeløbet for denne ordning i forhold til den eksporterende producent af mobilt adgangsudstyr var forskellig fra den samme beregning, der blev foretaget for modervirksomheden. I det første tilfælde fordelte Kommissionen nemlig ikke det samlede gebyr, der skulle betales i UP, på grundlag af dagene for hver kreditlinje, der lå i UP.

(257)

Kommissionen afviste denne påstand. Kommissionen fandt, at aftalegebyret og fornyelsesgebyret skal betales på grundlag af et fast beløb som et gebyr på tidspunktet for henholdsvis åbningen af en ny kreditlinje eller fornyelsen af en eksisterende kreditlinje, uanset kreditlinjens løbetid. Kommissionen bemærkede imidlertid også, at metoden til beregning af subsidiebeløbet for modervirksomheden ikke var i overensstemmelse med dette princip. Dette blev korrigeret i overensstemmelse hermed, således at den ovenfor beskrevne metode blev anvendt på alle kreditlinjer og virksomheder. Den 21. marts 2025 blev de korrigerede beregninger igen fremlagt for Zoomlion-gruppen.

(258)

Efter den supplerende fremlæggelse af oplysninger gentog Zoomlion-gruppen sin påstand om, at kreditlinjens løbetid burde tages i betragtning ved beregningen af fordelen. Den henviste til betragtning 245 og arten af gebyrerne (administrationsomkostninger) og til virksomhedsfinansieringslitteraturen (109), ifølge hvilken »et tilsagnsgebyr er et gebyr, som en långiver opkræver af en låntager for at kompensere långiver for at holde en kreditlinje åben. Gebyret sikrer også en långivers løfte om at stille kreditlinjen til rådighed på de aftalte vilkår på specifikke datoer, uanset forholdene på de finansielle markeder. Gebyret kompenserer långiver for de risici, der er forbundet med en åben kreditlinje på trods af usikre fremtidige markedsvilkår og långiverens nuværende manglende evne til at opkræve renter af hovedstolen«, og hævdede, at kreditlinjens løbetid og størrelse havde en indvirkning på den risiko, som finansieringsinstituttet bærer. Zoomlion-gruppen henviste også til, at Kommissionen havde taget kreditlinjer, der blev åbnet før og i løbet af undersøgelsesperioden, i betragtning i sin subsidieberegning og hævdede, at eksistensen af disse »parallelle« kreditlinjer krævede anvendelse af kreditlinjernes løbetid til beregning af subsidiebeløbet. Zoomlion-gruppen mente også, at kreditlinjer var et finansielt instrument, der svarede til terminslån og bankveksler, hvorved fordelen kunne beregnes under hensyntagen til løbetiden.

(259)

Selv om Zoomlion-gruppen indsendte disse yderligere bemærkninger efter udløbet af den fastsatte frist; dvs. at Zoomlion ikke blev opfordret til at fremsætte bemærkninger til spørgsmål, der ikke var omfattet af den supplerende fremlæggelse af oplysninger, overvejede Kommissionen alligevel disse bemærkninger. I henhold til betragtning 245 og den litteratur, som Zoomlion-gruppen har henvist til, er den primære årsag til, at finansielle institutioner opkræver et gebyr, de administrative omkostninger ved at åbne eller holde en kreditlinje åben, uanset de finansielle vilkår på et marked. Sådanne transaktioner indebærer en risiko for de finansielle institutioner, men er adskilt fra løbetiden af den kreditlinje, der stiller midler til rådighed for en erhvervsdrivende, hvor denne normalt vil betale renter ved at låne midler i en given periode gennem forskellige gældsinstrumenter såsom lån, remburser eller bankveksler. For så vidt angår det beløb, der er omfattet af kreditlinjen, tog Kommissionen faktisk dette beløb i betragtning i sine beregninger. For så vidt angår »parallelle« kreditlinjer viste Kommissionens analyse, at der ikke var nogen parallelle eller på hinanden følgende kreditlinjer hos den samme finansielle institution, hvorved alle kreditlinjer, for hvilke der blev beregnet en fordel, kunne betragtes som enkeltstående kreditlinjer, der medførte en fordel for Zoomlion-gruppen i forskellige perioder i undersøgelsesperioden, uanset hvornår de blev ydet. Kommissionen fandt også, at de ekstreme eksempler, som Zoomlion-gruppen beskrev, ikke var repræsentative for dens faktiske situation. Kommissionen fandt også, at kreditlinjer er et finansielt instrument, der adskiller sig fra vilkårene for terminslån eller bankveksler. Når kreditlinjer er en forudsætning, eller der er indgået en rammeaftale for at opnå finansiering, er terminslån eller bankveksler de egentlige finansieringsinstrumenter. Disse påstande blev derfor afvist.

(260)

Zoomlion-gruppen hævdede også, at de gebyrer, der blev betalt ved tildelingen af kreditlinjer, burde fratrækkes beregningen af subsidiebeløbet. Kommissionen bemærkede, at accept af en sådan anmodning ikke ville ændre subsidiesatsen, da de betalte gebyrer var ubetydelige og ikke fandt anvendelse på alle tildelte kreditlinjer.

(261)

Bankveksler er et finansielt produkt, der sigter mod at udvikle et mere aktivt indenlandsk pengemarked ved at udvide kreditfaciliteterne. Det er en form for kortfristet finansiering, der kan »reducere finansieringsomkostningerne og forbedre kapitaleffektiviteten« for trassenten (110). Dertil kommer, som PBOC har anført på sit websted, at »bankveksler kan garantere, at der indgås og gennemføres en aftale mellem køber og sælger, og de kan fremme kapitalomsætningen gennem en kredit fra Bank of China« (111). Desuden annoncerer DBS Bank på sit websted, at bankveksler er et middel til at »forbedre driftskapitalen gennem en udskydelse af betalinger« (112). De generelle betingelser for udstedelse og anvendelse af bankveksler er fastsat i Folkerepublikken Kinas lov om negotiable dokumenter (113).

(262)

Kommissionen fastslog i tidligere undersøgelser, at bankveksler i vidt omfang anvendes som betalingsmiddel i handelstransaktioner i stedet for en pengeordre, hvilket giver trassenten mere fleksibilitet med hensyn til omsætning i kontanter og driftskapital (114).

(263)

Bankveksler kan faktisk kun anvendes til at afvikle egentlige handelstransaktioner, og trassenten skal fremlægge tilstrækkelige beviser herfor, f.eks. ved købs-/salgsaftaler, faktura og følgeseddel osv. Bankveksler kan anvendes som en standardbetalingsmetode i købsaftaler sammen med andre midler såsom overførsler eller anvisninger via bank eller postvæsen.

(264)

Bankvekslen trækkes af ansøgeren (trassenten, som også er køber i den underliggende handelstransaktion), og accepteres af en bank. Ved sin accept af vekslen accepterer banken at foretage en ubetinget betaling af det beløb, der er angivet på vekslen, til remittenten/indehaveren på den fastsatte dato (forfaldsdatoen).

(265)

Generelt indeholder aftaler om bankveksler listen over de transaktioner, der er dækket af vekselbeløbet, med angivelse af betalingstidspunktet over for leverandøren og bankvekslens forfaldsdato.

(266)

Kommissionen fastslog også, at bankveksler i Kina udstedes inden for rammerne af en aftale om bankveksler, som præciserer identiteten af banken, leverandører og køber, bankens og købers forpligtelser og den ydede værdi pr. leverandør, det betalingstidspunkt, der er aftalt med leverandøren, samt bankvekslens forfaldsdato.

(267)

Kommissionen fastslog også, at aftaler om kreditlinjer generelt opfører bankveksler som en mulig anvendelse af finansieringsloftet sammen med andre kortfristede finansielle instrumenter, såsom driftskapitallån.

(268)

Afhængigt af de betingelser, der er fastsat af hver enkelt bank, kan det være nødvendigt for trassenten at deponere et mindre beløb på en særlig konto, afgive tilsagn og betale en acceptprovision. Under alle omstændigheder er trassenten forpligtet til at overføre bankvekslens fulde beløb til den særlige konto senest på bankvekslens forfaldsdato.

(269)

Når banken har godkendt vekslen, påtegner trassenten den og overfører den til remittenten, som også er leverandøren i den underliggende handelstransaktion, som betaling af fakturaen. Som følge heraf annulleres køberens (trassentens) betalingsforpligtelse over for leverandøren (remittenten). Der oprettes en ny betalingsforpligtelse for køberen over for den udstedende bank for det samme beløb (trassenten har pligt til at betale banken kontant inden bankvekslens forfaldsdato). Dette blev yderligere bekræftet af GOC under kontrolbesøget i forbindelse med en tidligere undersøgelse (115), nemlig at når virksomheden betaler leverandøren med bankvekslen, har den ikke længere en forpligtelse over for leverandøren, men over for banken, eftersom den, der har anmodet om bankvekslens udstedelse, skal betale banken fuldt ud på forfaldsdatoen. Udstedelsen af bankveksler har derfor til formål at erstatte trassentens forpligtelse over for dennes leverandør med en forpligtelse over for banken.

(270)

Bankvekslers forfaldsdato varierer afhængigt af de betingelser, der fastsættes af hver bank, og de kan have en varighed på op til et år.

(271)

Remittenten (eller ihændehaveren) af bankvekslen har tre muligheder før forfald:

(272)

Bankvekslens udstedelsesdato svarer generelt til det med leverandøren aftalte betalingstidspunkt, men kan også være en dato forud for eller efter det aftalte betalingstidspunkt. Undersøgelsen viste, at udstedelsesdatoen, for så vidt angår de stikprøveudtagne virksomheder, generelt var på eller omkring det med leverandøren aftalte betalingstidspunkt og i nogle tilfælde endda nogle få dage efter det aftalte betalingstidspunkt. Kommissionen fastslog, at forfaldsdatoen for de stikprøveudtagne virksomheders bankveksler i de fleste tilfælde er fra 1 måned og op til 12 måneder efter betalingstidspunktet for fakturaen.

(273)

Hvad angår den regnskabsmæssige behandling af bankveksler, indregnes de som gældsforpligtelser over for banken i trassenternes regnskaber, dvs. de stikprøveudtagne eksporterende producenter. Kreditbehandlingsafdelingen (Credit Reference Center) i People's Bank of China (»CRCP«) anerkender bankveksler som »udestående kreditbeløb« fra bankerne på niveau med lån, remburser eller handelsfinansiering. Det skal også bemærkes, at CRCP suppleres af finansielle institutioner, der yder forskellige former for lån, og at disse finansielle institutioner således har indregnet bankveksler som gældsforpligtelser over for dem. Endvidere er det anført i de aftaler om bankveksler, der blev indhentet i løbet af undersøgelsen, at hvis køberen ikke indbetaler det fulde beløb på bankvekslens forfaldsdato, vil banken behandle det ikkebetalte beløb som et forfaldent lån til banken.

(274)

Hvad angår kontanter, giver instrumentet derfor trassenten automatisk en betalingshenstand på op til et år, da den faktiske kontantbetaling af transaktionsbeløbet sker på bankvekslens forfaldsdato og ikke på det tidspunkt, hvor trassenten skulle betale sin leverandør. Uden et sådant finansielt instrument ville trassenten enten anvende sin egen driftskapital, hvilket er forbundet med en omkostning, eller optage et kortfristet driftskapitallån hos en bank med henblik på at betale sine leverandører, hvilket også er forbundet med en omkostning. Ved at betale med en bankveksel anvender trassenten faktisk de leverede varer eller tjenesteydelser i en periode på en måned til et år uden at skulle lægge nogen form for kontantbetaling og uden at bære nogen omkostninger.

(275)

Som et eksempel på brugen af bankveksler som erstatning for kortfristede lån fastslog Kommissionen, at nogle stikprøveudtagne virksomheder knap nok havde nogen lån, f.eks. Dingli-gruppen. Bankveksler udstedt af disse virksomheder i undersøgelsesperioden udgjorde imidlertid en betydelig del af deres gældsforpligtelser.

(276)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger fandt CCCME, at bankveksler ikke er en form for kortfristet finansiering med den begrundelse, at producenterne af mobilt adgangsudstyr skulle tilbagebetale bankerne på den aftalte forfaldsdato for bankvekslen.

(277)

Kommissionen var uenig med CCCME af de årsager, der fremgår af betragtning 269-274. Ved anvendelse af en bankveksel overføres forpligtelsen til at betale leverandøren til banken, mens producenten af mobilt adgangsudstyr har en betalingsforpligtelse over for banken som anerkendt i dens regnskaber og af CRCP. Afhængigt af vilkårene i aftalen om bankveksler forlænges den oprindelige betalingsfrist til leverandøren desuden for det meste med flere måneder af banken. Med undtagelse af et minimalt gebyr ydes et sådant kort- til mellemfristet lån til producenterne af mobilt adgangsudstyr uden omkostninger. Påstanden blev derfor afvist.

(278)

Under normale markedsforhold (116) vil bankveksler som et finansielt instrument medføre en finansieringsomkostning for trassenten. Undersøgelsen viste, at alle de stikprøveudtagne virksomheder benyttede bankveksler i undersøgelsesperioden, men kun betalte en provision for den af banken leverede serviceydelse i forbindelse med bankvekslen, som generelt var på 0,05 % af vekslens pålydende værdi (117). Ingen af de stikprøveudtagne virksomheder havde imidlertid omkostninger ved finansiering gennem bankveksler ved at udskyde kontantbetalingen for levering af varer og tjenesteydelser. Kommissionen fandt derfor, at de undersøgte virksomheder nød godt af finansiering i form af bankveksler, for hvilke de ikke havde nogen omkostninger.

(279)

På denne baggrund konkluderede Kommissionen, at ordningen med bankveksler, der er indført i Kina, gav alle stikprøveudtagne eksporterende producenter gratis finansiering af deres løbende transaktioner, hvilket medførte en udligningsberettiget fordel, som beskrevet i betragtning 287-291, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. i), og artikel 3, stk. 2.

(280)

Dette er i overensstemmelse med tidligere undersøgelser, hvor Kommissionen fastslog (118), at bankveksler faktisk har samme formål og virkninger som kortfristede driftskapitallån, da de anvendes af virksomheder til at finansiere deres løbende transaktioner i stedet for at anvende kortfristede driftskapitallån, og at de derfor bør være forbundet med en omkostning, der svarer til finansieringen af kortfristet driftskapital.

(281)

For så vidt angår specificitet, jf. betragtning 144, skal de finansielle institutioner i henhold til afgørelse nr. 40 yde kreditstøtte til tilskyndede industrier.

(282)

Kommissionen fandt, at bankveksler er en anden form for præferencestøtte fra finansielle institutioner til tilskyndede industrier, som f.eks. sektoren for mobilt adgangsudstyr. Som anført i afsnit 3.3 er sektoren for mobilt adgangsudstyr rent faktisk blandt de tilskyndede industrier og er derfor berettiget til enhver form for finansiel støtte. Endvidere er bankveksler ligesom kreditlinjer uløseligt forbundet med andre typer af præferencelåneordninger, såsom lån, og da de er en del af den kreditstøtte, der specifikt tilbydes til de tilskyndede industrier, finder analysen af de offentlige organer og analysen af specificitet som udført i afsnit 3.6.1.1 til 3.6.1.5 samt afsnit 3.6.2.2 for lån derfor også anvendelse på kreditlinjer.

(283)

Dertil kommer, at CBIRC i 2020 udstedte en meddelelse, hvori det anføres, at for at styrke kreditstøtten til virksomheder i de efterfølgende produktionsled i nøglevirksomheder kan banker og finansielle institutioner yde kreditstøtte til virksomheder i de efterfølgende produktionsled for at få varer og betale for varer ved at udstede veksler og indenlandsk remburs, yde forudfinansiering osv. Bankveksler, som er en form for finansiering, er en del af de finansielle institutters præferencestøtteordninger for tilskyndede industrier, såsom industrien for mobilt adgangsudstyr.

(284)

Der blev ikke fremlagt dokumentation for, at virksomheder i Kina (undtagen inden for tilskyndede industrier) kan drage fordel af bankveksler på de samme vilkår og betingelser.

(285)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger hævdede CCCME, at bankveksler blev anvendt af næsten alle erhvervsdrivende i Kina og derfor ikke var specifikke. CCCME tilføjede, at Kommissionen ikke havde godtgjort, at de var specifikke.

(286)

Kommissionen fandt, at denne påstand ikke var underbygget. Nærmere bestemt blev der ikke fremlagt dokumentation for, at virksomheder i Kina (undtagen inden for tilskyndede industrier) kan drage fordel af bankveksler på de samme præferentielle vilkår og betingelser som var gældende for industrien for mobilt adgangsudstyr. Påstanden blev derfor afvist.

(287)

Til beregning af det udligningsberettigede subsidiebeløb vurderede Kommissionen den fordel, som modtageren har opnået i undersøgelsesperioden.

(288)

Som anført i betragtning 275 konstaterede Kommissionen, at de stikprøveudtagne eksporterende producenter benyttede sig af bankveksler for at imødekomme deres behov for kortfristet finansiering uden gebyrbetaling.

(289)

Kommissionen konkluderede derfor, at trassenter af bankveksler skulle betale et gebyr for finansieringsperioden. Kommissionen fandt, at finansieringsperioden begyndte på datoen for udstedelsen af bankvekslen og sluttede på forfaldsdatoen for bankvekslen. For så vidt angår bankveksler udstedt før undersøgelsesperioden og bankveksler med en forfaldsdato efter udløbet af undersøgelsesperioden beregnede Kommissionen kun fordelen for den finansieringsperiode, der var omfattet af undersøgelsesperioden.

(290)

I overensstemmelse med grundforordningens artikel 6, litra b), og i betragtning af at bankveksler er en type kortfristet finansiering, og at de reelt tjener samme formål som kortfristede driftskapitallån, mente Kommissionen, at den fordel, som modtagerne dermed havde opnået, er forskellen mellem det beløb, som virksomheden faktisk havde betalt som finansieringsgebyr for bankvekslerne, og det beløb, som den skulle betale, hvis den havde anvendt en rente for kortfristet finansiering.

(291)

Kommissionen fastsatte den fordel, der opstod som følge af den manglende betaling af en omkostning ved kortfristet finansiering. Kommissionen fandt som ved tidligere undersøgelser (119), at der burde være en omkostning ved bankveksler, der svarer til en kortfristet finansiering af lån. Kommissionen anvendte derfor samme metode som for kortfristet finansiering af lån i RMB, jf. afsnit 3.6.4 ovenfor.

(292)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger hævdede CCCME, at bankveksler ikke burde betragtes som et lån, for hvilket der burde anvendes et rentebenchmark, men snarere som en betalingsgaranti mod et gebyr/en provision. I denne forbindelse henviste den til New York Federal Reserve Banks websted (120), som skaber en analogi mellem bankveksler og bankgarantier.

(293)

Kommissionen var ikke enig. I betragtning af arten af bankveksler, der giver mulighed for en forlænget betalingsfrist gennem et gratis kortfristet lån, fandt Kommissionen, at fordelen burde beregnes på grundlag af et ikkefordrejet rentebenchmark. For så vidt angår henvisningen til New York Federal Reserve Banks websted bemærkede Kommissionen for det første, at det nævnte dokument er forældet (1981). Det kinesiske system med bankveksler adskiller sig også fra det, der er beskrevet deri, i den forstand, at betalingsbetingelserne forlænges ved hjælp af bankveksler. Påstanden blev derfor afvist.

(294)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger bemærkede Zoomlion-gruppen, at Kommissionen fejlagtigt havde beregnet et subsidiebeløb for fordringer på bankveksler. Kommissionen accepterede denne påstand. De korrigerede beregninger blev igen fremlagt for Zoomlion-gruppen.

(295)

Desuden hævdede Zoomlion i sine bemærkninger efter den endelige og supplerende fremlæggelse af oplysninger, at fordelen i forbindelse med bankveksler burde baseres på det foreløbige beløb med fradrag af de garantier, som Zoomlion-gruppen havde stillet, med den begrundelse, at nettobeløbet afspejler det faktiske finansieringsbeløb. Den gentog også, at det gebyr, som Zoomlion-gruppen betalte for bankveksler, skulle fratrækkes ved beregning af fordelen.

(296)

Kommissionen bemærkede, at det er almindelig praksis at stille en garanti i form af et kontant indskud eller en anden form for garanti, og at de finansielle institutioner ikke beregner de renter, der skal opkræves, på grundlag af lånets værdi eksklusive det kontante depositum eller anden garanti ydet af långiveren. Kommissionen bemærkede også, at det gebyr, som Zoomlion-gruppen betalte, ikke kunne betragtes som et rentegebyr. Der er snarere tale om et administrativt gebyr i forbindelse med udstedelsen af bankvekslen. På den baggrund blev disse påstande afvist.

(297)

Én de stikprøveudtagne grupper, Zoomlion, drog fordel af præferentiel finansiering i form af obligationer.

—

Folkerepublikken Kinas lov om værdipapirer (udgave fra 2014) (»værdipapirlovgivning«) (121)

—

Administrative Measures for the Issuance and Trading of Corporate Bonds, Order of the China Securities Regulatory Commission No.113 af 15. januar 2015

—

Forskrifter om forvaltning af virksomhedsobligationer, udstedt af Statsrådet den 18. januar 2011

—

Foranstaltninger om forvaltning af ikkefinansielle virksomheders gældsfinansieringsinstrumenter på interbankmarkedet for obligationer udstedt af Folkerepublikken Kina, bekendtgørelse fra People's Bank of China [2008], nr. 12 af 9. april 2008.

(298)

I overensstemmelse med forskrifterne kan obligationer ikke udstedes eller handles frit i Kina. Udstedelsen af hver enkelt obligation skal godkendes af forskellige statslige myndigheder såsom PBOC, NDRC eller CSRC, afhængigt af hvilken type obligation og udsteder der er tale om. I henhold til forskrifterne om forvaltning af virksomhedsobligationer er der desuden årlige kvoter for udstedelsen af virksomhedsobligationer.

(299)

I henhold til artikel 16 i værdipapirlovgivningen, der var gældende i UP, skal den offentlige udstedelse af virksomhedsobligationer desuden opfylde følgende krav: »formålet med anvendelsen af provenuet skal være i overensstemmelse med statens industripolitikker […]«, og »provenuet fra et offentligt udbud af virksomhedsobligationer må kun anvendes til godkendte formål«. Artikel 12 i forskrifterne om forvaltningen af virksomhedsobligationer gentager, at formålet med de indsamlede midler skal være i overensstemmelse med statens industripolitik. Udstedelsen af obligationer på sådanne betingelser er rettet mod en tilskyndet industri som industrien for mobilt adgangsudstyr og er i overensstemmelse med de finansielle institutioners praksis med støtte til disse industrier (122).

(300)

I henhold til artikel 16, stk. 5, i værdipapirlovgivningen »må kuponrenten for virksomhedsobligationer ikke overstige den kuponrente, der er fastsat af Statsrådet«. Dertil kommer, at artikel 18 i forskrifterne om forvaltning af virksomhedsobligationer yderligere bestemmer, at »renten for enhver virksomhedsobligation må ikke være højere end 40 % af den til hver tid gældende rente, som bankerne har betalt enkeltpersoner for tidsbegrænset opsparingsindskud med samme løbetid«.

(301)

Desuden fastsættes det i artikel 18 i de administrative foranstaltninger for udstedelse af og handel med virksomhedsobligationer, at kun visse obligationer, der opfylder strenge kvalitetskriterier, som f.eks. en AAA-kreditvurdering, kan udstedes offentligt til offentlige investorer eller udstedes offentligt til kvalificerede investorer udelukkende på grundlag af udstederens skøn. Virksomhedsobligationer, der ikke opfylder disse standarder, kan kun udstedes offentligt til kvalificerede investorer. Det betyder derfor, at de fleste virksomhedsobligationer udstedes til kvalificerede investorer, der er godkendt af CSRC, og som er kinesiske institutionelle investorer.

(302)

Selv om de retlige og lovgivningsmæssige rammer for denne alternative finansieringskilde klart blev identificeret, nægtede GOC at fremlægge oplysninger i denne henseende. Konklusionerne blev således baseret på de foreliggende faktiske oplysninger, jf. grundforordningens artikel 28.

(303)

Som en tilskyndet industri i henhold til det vejledende katalog over den industrielle omstrukturering er industrien for mobilt adgangsudstyr berettiget til kreditstøtte fra finansielle institutioner på grundlag af afgørelse nr. 40. Det forhold, at de obligationer, der er udstedt af de stikprøveudtagne virksomheder, har en lav rente, dvs. en rentesats tæt på eller under LPR, er et stærkt tegn på, at finansielle institutioner, som er de største investorer i disse obligationer, er forpligtet til at yde »kreditstøtte« til disse virksomheder og tage andre hensyn end kommercielle hensyn i betragtning, når de træffer investerings- eller finansieringsbeslutninger, f.eks. regeringens politiske mål. En investor, der opererer på markedsvilkår, ville nemlig være mere følsom over for det finansielle afkast af sin investering og ville højst sandsynligt ikke investere i virksomhedsobligationer med meget lav rente. Dette gør sig især gældende for finansielle institutioner, da afkastet af disse obligationer er tæt på eller lavere end den rente, de selv kan opnå midler til fra andre finansielle institutioner.

(304)

Desuden indikerer Kommissionens konklusioner om den finansielle situation for de fire grupper af eksporterende producenter i afsnit 3.6.4 med hensyn til deres likviditets- og solvensprofiler yderligere, at investorer, der opererer på markedsvilkår, ikke ville investere i finansielle instrumenter såsom virksomhedsobligationer med et lavt finansielt afkast, hvor udstederen samtidig udgør en stor likviditets- og solvensrisiko. Kommissionen mener derfor, at kun investorer, der har anden motivation end finansielt investeringsafkast, såsom overholdelse af den retlige forpligtelse til at yde finansiering til virksomheder i tilskyndede industrier, vil foretage en sådan investering.

(305)

Ifølge Bloombergs »China bond market insight 2022« tegner de obligationer, der er noteret på interbankmarkedet for obligationer, sig desuden for 88 % af den samlede obligationshandel (123). Ifølge den samme undersøgelse er de fleste investorer institutionelle investorer, herunder finansielle institutioner. Forretningsbankerne repræsenterer nærmere bestemt 57 % af investorerne, og banker, der følger politiske retningslinjer, udgør 3 % (124). Derfor er investorer, der køber obligationer, hovedsagelig kinesiske banker, herunder statsejede banker.

(306)

På baggrund af ovenstående fandt Kommissionen, at der er en række beviser, ifølge hvilke en stor del af investorerne i virksomhedsobligationer udstedt af de stikprøveudtagne virksomheder er finansielle institutioner, som har en retlig forpligtelse til at yde kreditstøtte til producenter af mobilt adgangsudstyr.

(307)

Som beskrevet i betragtning 299 kræver artikel 16 i værdipapirlovgivningen og artikel 12 i forskrifterne om forvaltning af virksomhedsobligationer, at en offentlig udstedelse af virksomhedsobligationer er i overensstemmelse med statens industripolitik. Det har den virkning, at obligationer kun kan udstedes til formål, der er i overensstemmelse med målene for GOC's planlægning vedrørende tilskyndede industrier. De institutionelle investorer, som i henhold til betragtning 305 i vid udstrækning er forretningsbanker og banker, der følger politiske retningslinjer, skal følge de i afgørelse nr. 40 fastlagte politiske retningslinjer, der sammenholdt med det vejledende katalog over den industrielle omstrukturering giver mulighed for særbehandling af visse projekter inden for visse tilskyndede industrier, herunder industrien for mobilt adgangsudstyr. Denne fordelsbehandling af alle de stikprøveudtagne grupper førte til beslutningen om at investere i virksomhedsobligationer udstedt med en rentesats, der ikke afspejler markedsbaserede kriterier.

(308)

Som beskrevet i afsnit 3.6.1 er disse finansielle institutioner endvidere kendetegnet ved en stærk statslig tilstedeværelse, og GOC har mulighed for at udøve en betydelig indflydelse på dem. Den generelle retlige ramme, inden for hvilken disse finansielle institutioner opererer, gælder også for obligationer.

(309)

I betragtning 164 konkluderede Kommissionen, at statsejede finansielle institutioner er offentlige organer, jf. grundforordningens artikel 2, litra b), sammenholdt med artikel 3, stk. 1, litra a), nr. i), og at de under alle omstændigheder anses for af GOC at have fået overdraget eller være blevet pålagt funktioner, der normalt udføres af staten, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. iv). I afsnit 3.6.2 konkluderede Kommissionen, at private finansielle institutioner også har fået overdraget eller er blevet pålagt funktioner af staten.

(310)

Kommissionen søgte også at få konkrete beviser for udøvelsen af reel kontrol gennem konkrete udstedelser af obligationer. Den undersøgte derfor den generelle retlige ramme, jf. betragtning 298, kombineret med de konkrete undersøgelsesresultater.

(311)

Kommissionen fandt, at obligationerne blev udstedt med en rente, der lå under det niveau, der burde have været forventet i betragtning af virksomhedernes finansielle situation og kreditrisiko, herunder den risikofrie referencesats, der blev offentliggjort af NIFC, som omhandlet i betragtning 316.

(312)

I praksis påvirkes rentesatserne på obligationer af kreditvurderingen på samme måde som for lån. Som Kommissionen konkluderede i betragtning 180 er det lokale kreditvurderingsmarked imidlertid fordrejet, og kreditvurderingerne er upålidelige.

(313)

I lyset af ovenstående konkluderede Kommissionen, at de kinesiske finansielle institutioner fulgte de politiske instrukser i afgørelse nr. 40 og i de relevante retningslinjer for obligationer ved at yde præferentiel finansiering til virksomheder, der tilhører en tilskyndet industri, og således handlede enten som offentlige organer, jf. grundforordningens artikel 2, litra b), eller som organer, der har fået overdraget eller er blevet pålagt funktioner af staten, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. iv).

(314)

Ved at organisere udstedelsen af en obligation med en rente under markedsrenten svarende til udstederens faktiske risikoprofil, jf. betragtning 180, og ved at acceptere at investere i sådanne obligationer gav de finansielle institutioner de stikprøveudtagne producenter en fordel.

(315)

Kommissionen var af den opfattelse, at præferentiel finansiering gennem obligationer er specifik, jf. grundforordningens artikel 4, stk. 2, litra a), da obligationerne ikke kan udstedes uden godkendelse af statslige myndigheder, og værdipapirlovgivningen fastsætter, at udstedelsen af obligationer skal være i overensstemmelse med statens industripolitikker. Som allerede nævnt i betragtning 80 betragtes industrien for mobilt adgangsudstyr som en tilskyndet industri i den 14. femårsplan for udviklingen af bygge- og anlægsindustrien, som blev offentliggjort af China Construction Machinery Association (CCMA) i 2021.

(316)

Da obligationer kort sagt er en anden form for gældsinstrument, som i princippet svarer til lån, og da beregningsmetoden for lån allerede er baseret på en kurv af obligationer, besluttede Kommissionen at følge beregningsmetoden for lån som beskrevet i afsnit 3.6.4. Det betyder, at det relative spread mellem virksomhedsobligationer med AA-rating udstedt i USD og virksomhedsobligationer med B-rating udstedt i USD med samme løbetid anvendes på PBOC's basislånerentesats for at fastsætte en markedsbaseret obligationsrente, som derefter sammenlignes med den af virksomheden faktisk betalte rentesats med henblik på at kunne beregne fordelen.

(317)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger bemærkede Zoomlion-gruppen, at Kommissionen flere gange havde medtaget den samme obligation i beregningen af subsidiebeløbet for modervirksomheden.

(318)

Kommissionen accepterede denne påstand og fjernede de rentefordele, der blev optalt flere gange for de samme obligationer. De korrigerede beregninger blev igen fremlagt for Zoomlion-gruppen.

(319)

Efter den supplerende fremlæggelse af oplysninger fremsatte Zoomlion-gruppen yderligere bemærkninger vedrørende beregningen af fordelene. Disse påstande blev godtaget, og beregningen blev tilpasset i overensstemmelse hermed.

(320)

Kommissionen fastslog, at alle de stikprøveudtagne grupper af eksporterende producenter nød godt af præferentiel finansiering i form af kreditlinjer, bankveksler og konvertible obligationer. Da der er tale om et finansielt bidrag, en fordel for de eksporterende producenter og specificitet, anså Kommissionen disse former for præferentiel finansiering for at være udligningsberettigede subsidier.

(321)

Som følge af de rettelser, der blev foretaget til beregning af subsidiebeløbene vedrørende disse kreditlinjer, bankveksler og virksomhedsobligationer, som forklaret i henholdsvis betragtning 256-260, 294-296 og 317-360, steg den samlede subsidiesats for andre typer præferentiel finansiering for Zoomlion-gruppen fra 4,96 % til 5,46 %.

(322)

Den subsidiesats, der blev fastsat for den præferentielle finansiering beskrevet ovenfor i undersøgelsesperioden for de stikprøveudtagne eksporterende producenter, var på:

Præferentiel finansiering: andre former for finansiering

(323)

Klageren påstod, at Sinosure leverede præferentiel eksportkreditforsikring på lempelige vilkår til tilskyndede industrier såsom industrien for mobilt adgangsudstyr. Sinosure anfører på sit generelle websted, at virksomheden fremmer kinesisk eksport af varer, navnlig eksport af højteknologiske varer. Ifølge en undersøgelse foretaget af Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (»OECD«) modtog den kinesiske højteknologiske industri, som industrien for mobilt adgangsudstyr er en del af, 21 % af den samlede eksportkreditforsikring fra Sinosure (125).. Sinosure har desuden spillet en aktiv rolle med hensyn til at efterkomme »Made in China 2025«-initiativet, vejlede virksomhederne i at anvende nationale kreditressourcer, gennemføre videnskabelig og teknologisk innovation og teknologiske forbedringer og hjælpe »udadvendte« virksomheder med at blive mere konkurrencedygtige på det globale marked (126).

(324)

De stikprøveudtagne grupper af virksomheder havde udestående eksportforsikringsaftaler med Sinosure i løbet af undersøgelsesperioden.

(325)

Som nævnt i betragtning 102 undlod Sinosure at fremlægge oplysninger om de investeringsindtægter, der blev indberettet i virksomhedens årsberetning, dokumentation for spørgsmål vedrørende virksomhedens årsregnskab, såsom driftsudgifter, indtægter, investeringsindtægter, samlet forsikringssum for maskinindustrisektoren, oplysninger om vedtægterne, oplysninger om stikprøveudtagne producenter på trods af relevante virksomhedsgodkendelser og understøttende oplysninger om uafhængigheden af kreditrisikovurderingssystemet.

(326)

Derfor var Kommissionen nødt til at supplere de indkomne oplysninger med de foreliggende faktiske oplysninger.

(327)

Det fremgår af oplysninger fra tidligere antisubsidieundersøgelser (129) og af Sinosures websted (130), at Sinosure er en statsejet politikorienteret forsikringsvirksomhed, der er etableret og støttet af staten med det formål at støtte Kinas økonomiske og handelsmæssige udvikling og samarbejde med udlandet. Virksomheden ejes 100 % af staten. Den har en bestyrelse og et tilsynsråd. Regeringen har beføjelse til at udnævne og afskedige virksomhedens øverste ledelse. På grundlag af disse oplysninger konkluderede Kommissionen, at der er formelle indicier for statslig kontrol med Sinosure.

(328)

Kommissionen indhentede yderligere oplysninger om, hvorvidt GOC har udøvet reel kontrol med ledelsen af Sinosure i forbindelse med industrien for mobilt adgangsudstyr.

(329)

I henhold til meddelelsen om udstedelse af 2006-udgaven af Kinas eksportkatalog nr. 16 over højteknologiske varer kan »varer omfattet af 2006-udgaven af eksportkataloget nyde godt af fordelspolitik, som staten indrømmer for eksport af højteknologiske produkter«. I eksportkataloget over højteknologiske produkter nævnes specifikt entreprenørmaskiner (131).

(330)

I den 14. femårsplan for udvikling af bygge- og anlægsindustrien, der blev offentliggjort af China Construction Machinery Association (CCMA) i 2021, er mobilt adgangsudstyr udtrykkeligt opført i bilaget til denne plan som en tilskyndet kategori af industrivarer. Nærmere bestemt nævnes arbejdsplatforme og beredskabsudstyr under denne klassifikation på side 3 i bilaget. Denne inddragelse understreger den strategiske vægt på at fremme avancerede entreprenørmaskiner og fremhæver den voksende betydning af mobilt adgangsudstyr i industrien.

(331)

Endvidere bør Sinosure i henhold til meddelelsen om gennemførelse af strategien for handelsfremme gennem videnskab og teknologi ved hjælp af eksportkreditforsikring (132) øge sin støtte til nøgleindustrier og -varer ved at øge sin generelle støtte til eksporten af varer i segmentet højteknologi og ny teknologi, herunder også varer i segmentet information og kommunikation. Den bør behandle industrier inden for højteknologi og ny teknologi, som f.eks. industrien for mobilt adgangsudstyr, der er opført i Kinas katalog over eksport af højteknologiske varer, som sit forretningsmæssigt prioriterede område og yde omfattende støtte til procedurer for tegningsgarantier, begrænsede godkendelser, varigheden af sagsbehandling af anmodninger og prisfleksibilitet. Med hensyn til prisfleksibilitet bør den give varerne den maksimale præmienedsættelse inden for det variable interval, der oplyses af kreditforsikringsselskabet. Endvidere hedder det i Sinosures årsrapport for 2022 (133), at »der blev udarbejdet særlige støtteforanstaltninger for sektoren for bygge- og anlægsmaskiner«. I Sinosures årsrapport for 2023 (134) hedder det også, at »tilsynsrådet spillede en rådgivende rolle ved at foretage særlige undersøgelser af erhvervslivets efterspørgsel efter sektoren for bygge- og anlægsmaskiner«.

(332)

På dette grundlag konkluderede Kommissionen, at GOC har skabt normative rammer, der skal følges af ledere og tilsynsførende, som er udpeget af GOC og er ansvarlige over for GOC. Følgelig støttede GOC sig til disse normative rammer for at udøve reel kontrol med ledelsen af Sinosure.

(333)

Kommissionen søgte også at få konkrete beviser for udøvelsen af reel kontrol på baggrund af konkrete forsikringsaftaler. Under kontrolbesøget fastholdt GOC, at Sinosures præmier i praksis var markedsorienterede og baseret på principperne om risikovurdering. Der blev imidlertid ikke fremlagt specifikke eksempler vedrørende industrien for mobilt adgangsudstyr eller de stikprøveudtagne virksomheder, selv om de stikprøveudtagne grupper havde givet relevante tilladelser, der gav adgang til relevant dokumentation.

(334)

Da der ikke forelå konkrete beviser, undersøgte Kommissionen derfor Sinosures konkrete adfærd vedrørende forsikringer til de stikprøveudtagne virksomheder. Denne adfærd stod i modsætning til deres officielle holdning, da de ikke handlede ud fra markedsøkonomiske principper.

(335)

Efter en sammenligning af de samlede betalte fordringer baseret på data i Sinosures årsrapport for 2023 (135) med de samlede forsikrede beløb, konkluderede Kommissionen, at Sinosure i gennemsnit skulle opkræve 0,29 % af det forsikrede beløb som en præmie til dækning af omkostningerne ved fordringerne (uden at tage hensyn til generalomkostninger).

(336)

Desuden bemærkede Kommissionen, at Sinosure havde bogført et nettotab fra sine driftsaktiviteter i 2022 og 2023, dvs. ydelse af eksportkreditforsikring, og at det ville være tabsgivende generelt, hvis den ikke bogførte betydelige indtægter fra investeringsindtægter. Som nævnt i betragtning 102 undlod Sinosure at fremlægge oplysninger om sådanne investeringsindtægter.

(337)

Kommissionen konkluderede derfor, at den ovenfor beskrevne retlige ramme gennemføres af Sinosure i forbindelse med udøvelsen af statslige funktioner over for sektoren for mobilt adgangsudstyr. Sinosure fungerede som et offentligt organ, jf. grundforordningens artikel 2, litra b), sammenholdt med grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. i), og i overensstemmelse med WTO's relevante retspraksis. Desuden fik de stikprøveudtagne eksporterende producenter en fordel, da forsikringen blev ydet til satser under det minimumsbeløb, der var nødvendigt for, at Sinosure kunne dække sine driftsomkostninger.

(338)

Kommissionen fastslog også, at de subsidier, der blev ydet under eksportforsikringsordningen, er specifikke, fordi de ikke kunne opnås uden eksport, og de er således eksportbetingede jf. grundforordningens artikel 4, stk. 4, litra a).

(339)

Da Sinosure havde en dominerende stilling på markedet i undersøgelsesperioden, kunne Kommissionen ikke finde en markedsbaseret indenlandsk forsikringspræmie. I overensstemmelse med tidligere antisubsidieundersøgelser anvendte Kommissionen derfor det bedst egnede eksterne benchmark, for hvilket der forelå let tilgængelige oplysninger, dvs. de præmiesatser, som den amerikanske Export-Import Bank har anvendt over for ikkefinansielle institutioner for eksport til OECD-lande.

(340)

Kommissionen fandt, at fordelen for modtagerne er forskellen mellem det beløb, som virksomheden faktisk havde betalt som forsikringspræmie, og det beløb, den skulle have betalt ved at anvende det eksterne benchmark, der er nævnt i betragtning 291.

(341)

Sinoboom og Zoomlion drog fordel af denne ordning, og selv om deres fordel var ubetydelig, blev den taget i betragtning ved beregningen af deres samlede subsidiemargen. På et mere detaljeret niveau blev den fastlagte subsidiemargen for dem imidlertid fastsat til 0,00 % på grund af afrunding.

(342)

Den subsidiesats, der blev fastsat for denne ordning i undersøgelsesperioden for de stikprøveudtagne eksporterende producenter, er på:

(343)

Tilskuddene blev tildelt af nationale myndigheder, provinsmyndigheder, bymyndigheder eller distriktsmyndigheder. Der blev ikke fremlagt detaljerede oplysninger for Kommissionen om, i henhold til hvilken bestemt lov disse fordele blev ydet, og om der i det hele taget var noget retsgrundlag for dem. Som nævnt i betragtning 101 undlod GOC også at fremlægge sådanne oplysninger.

(344)

Kommissionen konstaterede, at alle fire stikprøveudtagne grupper af virksomheder nød godt af en række forskellige tilskudsordninger. I betragtning af det store antal tilskudsordninger, som Kommissionen konstaterede i regnskaberne hos de stikprøveudtagne virksomheder, findes der kun et sammendrag af de vigtigste resultater i denne forordning. De stikprøveudtagne grupper fremlagde oprindeligt bevis for, og dette blev bekræftet af deres årsregnskaber og under kontrolbesøgene, at der fandtes en lang række tilskud, og at de reelt var blevet tildelt af forskellige kinesiske myndighedsniveauer. Der blev forelagt detaljerede undersøgelsesresultater vedrørende disse tilskud for de enkelte virksomheder i deres specifikke fremlæggelsesdokumenter.

(345)

Disse tilskud udgjorde subsidier, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. i), og artikel 3, stk. 2, i form af en overførsel af midler fra GOC som tilskud til de stikprøveudtagne grupper af virksomheder, hvilket dermed medførte en fordel, der svarede til tilskudsbeløbet.

(346)

Kommissionen vurderede alle de tilskud, som de stikprøveudtagne virksomheder havde modtaget, og konstaterede, at ikke alle tilskuddene var specifikke for produktionen af mobilt adgangsudstyr. Disse tilskud vedrørte teknologi, innovation og udvikling, køb af anlægsaktiver samt industriel støtte og industrifremme og blev betragtet som specifikke, jf. grundforordningens artikel 4, stk. 2, litra a), og artikel 4, stk. 3, da de synes at være begrænset til visse virksomheder, visse industrier eller specifikke projekter i bestemte regioner.

(347)

Disse tilskud opfyldte desuden ikke kravene om ikkespecificitet, jf. grundforordningens artikel 4, stk. 2, litra b), da betingelserne for støtteberettigelse og de faktiske udvælgelseskriterier for, om virksomhederne er støtteberettigede, ikke er gennemsigtige eller objektive og ikke finder automatisk anvendelse.

(348)

Fordelen blev beregnet som det beløb, der blev modtaget i UP eller fordelt på undersøgelsesperioden, hvor beløbet blev afskrevet over brugstiden for det anlægsaktiv, som det tilskud, der blev modtaget før undersøgelsesperioden, vedrørte. På grundlag af retningslinjerne for beregning af subsidiebeløbet i forbindelse med undersøgelser af udligningstold (136) blev ikketilbagevendende subsidier modtaget i UP, som udgjorde mindre end 1 % af værdien, imidlertid udgiftsført, selv når de var knyttet til køb af anlægsaktiver. Denne allokeringsmetode er fuldt ud i overensstemmelse med WTO-rapporten fra den uformelle ekspertgruppe, hvori det hedder, at tilskud, der er bestemt til køb af anlægsaktiver, bør allokeres, hvorimod »det blev anset for hensigtsmæssigt, primært af administrative hensyn, at meget små subsidier udgiftsføres uanset typen eller andre hensyn. Et niveau på under 0,5 % af salget i forbindelse med individuelle subsidier anbefales for denne tærskel« (137).

(349)

Den subsidiesats, der blev fastsat for de ovenfor beskrevne tilskudsordninger i undersøgelsesperioden for de stikprøveudtagne grupper af virksomheder, er på:

Tilskud

(350)

Al jord i Kina ejes enten af staten eller af et kollektiv bestående enten af landsbyer eller byområder, inden ejendomsretten til jorden eller brugsrettigheden til jorden (equitable title) kan patenteres eller overdrages til virksomheder eller individuelle ejere. Al jord i byområder er statsejet, og al jord i landdistrikter er ejet af landsbyer eller byområder.

(351)

I henhold til Kinas forfatning og jordlovgivningen kan virksomheder og enkeltpersoner imidlertid købe »brugsrettigheder til jord«. For jord til industriel anvendelse er lejemålet normalt på 50 år med mulighed for forlængelse i yderligere 50 år.

(352)

GOC anførte, at brugsrettigheder til jord hverken er varer (andre materielle eller løsøre end penge (138)) eller tjenesteydelser, og den påståede ordning udgør derfor ikke »levering af varer eller tjenesteydelser mod utilstrækkeligt vederlag«, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. iii).

(353)

Kommissionen var ikke enig i denne påstand. For det første indeholder manualen om statistikker over international handel med tjenester (»Manualen«), (Manual on Statistics of International Trade in Services), som GOC henholder sig til for at hævde, at brugsrettigheder til jord mod utilstrækkeligt vederlag ikke er tjenesteydelser, en kategori vedrørende »... offentlige tjenester, der ikke er medtaget andetsteds«, som er identificeret som hovedkomponenter i standardtjenester. Desuden forholder det sig ikke desto mindre således, at indrømmelse af brugsrettigheder til jord, uafhængigt af de retlige midler, hvormed jorden erhverves, kort sagt udgør indrømmelse af brugsrettigheder til jord. I den forbindelse har WTO's tvistbilæggelsesorgan allerede bekræftet, at jord betragtes som en »fast« vare, og at SCM-aftalens artikel 1.1, litra a), nr. 1), nr. iii), kan finde anvendelse (139). Indrømmelse af brugsrettigheder til jord er således en levering af varer eller tjenesteydelser.

(354)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger anførte GOC, at en mere specifik definition af »offentlige tjenesteydelser, der ikke er medtaget andetsteds« i manualen viste, at denne kategori ikke kan omfatte brugsrettigheder til jord. På dette grundlag anmodede GOC om afslutning af undersøgelsen af denne ordning.

(355)

Kommissionen bemærkede, at uanset ovenstående punkt var det andet argument i betragtning 353 fortsat gyldigt: »indrømmelse af brugsrettigheder til jord udgør kort sat tilrådighedsstillelse af jord«. Kommissionen fastholdt derfor sin holdning om, at indrømmelse af brugsrettigheder til jord var en levering af »varer og tjenesteydelser«, og afviste påstanden om ophævelse.

(356)

Bestemmelsen om indrømmelse af brugsrettigheder til jord i Kina hører under Folkerepublikken Kinas lov om jordforvaltning (Land Administration Law) (140). Desuden indgår følgende dokumenter også som en del af retsgrundlaget:

(357)

I henhold til artikel 10 i bestemmelsen om tildeling af brugsrettighed til statsejede byggegrunde gennem indkaldelse af bud, auktion og notering fastsætter lokale myndigheder priserne på jord i henhold til ordningen for vurdering af jord i byområder, der kun opdateres hvert tredje år, og til regeringens industripolitik.

(358)

I tidligere undersøgelser (147) har Kommissionen konstateret, at priserne for brugsrettigheder til jord i Kina ikke var repræsentative for en markedspris, der bestemmes af udbud og efterspørgsel på det frie marked, eftersom det blev konstateret, at auktionssystemet var uklart, uigennemsigtigt og ikke fungerer i praksis, og det blev konstateret, at priserne fastsættes vilkårligt af myndighederne. Som nævnt i foregående betragtning fastsætter myndighederne priserne i henhold til ordningen for vurdering af jord i byområder, i henhold til hvilken det kræves, at de blandt andre kriterier også skal tage hensyn til industripolitikken ved prisfastsættelse af jord til industriel anvendelse.

(359)

Ovennævnte beviser er i modstrid med GOC's påstande om, at de priser, der blev betalt for brugsrettigheder til jord i Kina, er repræsentative for en markedspris, som bestemmes ved frit udbud og efterspørgsel på det frie marked.

(360)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger gentog GOC sine påstande om, at prisdannelsesmekanismen for brugsrettigheder til jord og markedet for brugsrettigheder til jord i Kina var klar, gennemsigtig og funktionel. GOC hævdede også, at den under kontrolprocessen udførligt forklarede auktionssystemet og prisevalueringssystemet. GOC hævder, at Kommissionen bør ajourføre og revidere sit synspunkt hvad angår markedet for brugsrettigheder til jord i stedet for at basere sig på forældede resultater fra tidligere undersøgelser.

(361)

Kommissionen bemærkede imidlertid, at resultaterne i tidligere og nylige antisubsidieundersøgelser var tilstrækkeligt underbyggede og vedrører de samme subsidieordninger som dem, der er nævnt i denne undersøgelse. Kommissionen baserede sig i hver af disse forudgående undersøgelser på en lignende retlig ramme for brugsrettigheder til jord i Kina og navnlig på det forhold, at de lokale myndigheder fastsatte jordpriserne i henhold til systemet for vurdering af jord i byområder og regeringens industripolitik. Denne undersøgelse viste ingen mærkbare ændringer i denne henseende, og GOC fremlagde ikke dokumentation for, at denne politik er ophørt.

(362)

Kommissionen mindede også om, at GOC ikke fremlagde oplysninger om erhvervelse af jord blandt producenterne/eksportørerne af mobilt adgangsudstyr. GOC var ikke i stand til at forklare, hvordan virksomheder under visse omstændigheder kunne modtage jord gratis. Som forklaret i betragtning 106 var disse mangler blandt de punkter, der blev rejst i artikel 28-brevet.

(363)

Ud fra de oplysninger, der var tilgængelige i forbindelse med denne undersøgelse, afviste Kommissionen derfor disse påstande.

(364)

Resultaterne af denne undersøgelse bekræfter, at situationen vedrørende køb af brugsrettigheder til jord i Kina er uigennemsigtig, og at priserne blev fastsat vilkårligt af myndighederne.

(365)

I overensstemmelse hermed bør GOC's indrømmelse af brugsrettigheder til jord betragtes som subsidier i henhold til grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. iii), og artikel 3, stk. 2, idet der leveres varer, som medfører en fordel for modtagervirksomhederne. Som forklaret i betragtning 350-351 og 357-359 findes der ikke noget fungerende marked for jord i Kina, og anvendelsen af et eksternt benchmark (jf. betragtning 369) viser, at det beløb, de stikprøveudtagne eksporterende producenter har betalt for brugsrettighederne til jord, ligger et godt stykke under den normale markedspris.

(366)

I forbindelse med præferentiel adgang til jord til industriel anvendelse for virksomheder, der tilhører bestemte industrier, bemærkede Kommissionen, at den pris, der fastsættes af de lokale myndigheder, skal tage hensyn til regeringens industripolitik, jf. betragtning 358. Inden for denne industripolitik er industrien for mobilt adgangsudstyr opført som en tilskyndet industri. I henhold til Statsrådets afgørelse nr. 40 skal de offentlige myndigheder desuden tage hensyn til »det vejledende katalog over industriel omstrukturering« (The Guiding Catalogue of the Industrial Restructuring) og industripolitikken, når de indrømmer jord. Af artikel XVIII i afgørelse nr. 40 fremgår det klart, at industrier, der er begrænset (»restricted«), ikke får adgang til brugsrettigheder til jord. Heraf fremgår, at subsidierne er specifikke i henhold til grundforordningens artikel 4, stk. 2, litra a), og artikel 4, stk. 2, litra c), da bestemmelsen om præference ved indrømmelse af brugsrettigheder til jord er begrænset til virksomheder, der tilhører bestemte industrier, i dette tilfælde industrien for mobilt adgangsudstyr, og regeringens praksis på dette område er uklar og uigennemsigtig.

(367)

Som i de tidligere undersøgelser (148) og i overensstemmelse med grundforordningens artikel 6, litra d), nr. ii), blev jordpriser fra Det Særskilte Toldområde Taiwan, Penghu, Kinmen og Matsu (»Kinesisk Taipei«) anvendt som et eksternt benchmark (149). Den fordel, som modtagerne har opnået, beregnes ved at tage højde for forskellen mellem det beløb, som hver af de stikprøveudtagne eksporterende producenter faktisk havde betalt (dvs. den faktiske pris, der betales i henhold til kontrakten, og eventuelt den pris, der er anført i kontrakten fratrukket godtgørelser/tilskud fra de lokale myndigheder) for brugsrettigheder til jord, og det beløb, som normalt skulle have været betalt på grundlag af benchmarket i Kinesisk Taipei.

(368)

Kommissionen betragter Kinesisk Taipei som et egnet eksternt benchmark af følgende årsager:

(369)

Efter den metode, der blev anvendt i tidligere undersøgelser (150), brugte Kommissionen den gennemsnitlige pris pr. kvadratmeter jord i Kinesisk Taipei korrigeret for inflation og udvikling i BNP fra og med datoerne i de respektive kontrakter om brugsrettigheder til jord. Oplysningerne om priserne på jord til industriel anvendelse fra 2015 blev indhentet på webstedet for Industrial Bureau of the Ministry of Economic Affairs i Taiwan (151). For tidligere år blev priserne rettet til på grundlag af inflation og udvikling i BNP pr. indbygger i løbende priser i USD for Kinesisk Taipei som offentliggjort af IMF for 2015.

(370)

GOC hævdede, at ovennævnte benchmark ikke er korrekt, da Kommissionen sammenligner prisen for ejerskab af jord i Kinesisk Taipei med prisen på brugsrettigheder til jord i den begrænsede periode i Kina.

(371)

Hertil bemærkede Kommissionen, at valget af Kinesisk Taipei som benchmark var baseret på en undersøgelse af en række faktorer, der er anført i betragtning 368. Kommissionen fandt imidlertid, at selv om der var visse forskelle i markedsvilkårene mellem brugsrettigheder til jord på det kinesiske fastland og salg af jord i Kinesisk Taipei, ville disse ikke være af en sådan art, at de kunne afkræfte valget af Kinesisk Taipei som et gyldigt benchmark. Kommissionen kunne ikke i løbet af undersøgelsen identificere nogen anden egnet benchmark- eller justeringsmetode, der i tilstrækkelig grad ville afspejle disse forskelle i markedsvilkårene.

(372)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger gentog GOC sin holdning om, at prisen på ejendomsretten til jord ikke kan være et benchmark for brugsrettighederne til jord. Der blev dog ikke fremført nye argumenter, der kunne afkræfte Kommissionens holdning som udtrykt i betragtning 368 og 371. Kommissionen bemærkede også, at GOC heller ikke var i stand til at fremlægge et pålideligt benchmark, der ville afspejle forskellen mellem brugsrettigheder til jord og ejendomsrettigheder. Dette argument blev derfor afvist.

(373)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger hævdede CCCME, at Kommissionens valg af jordpriser i Kinesisk Taipei som benchmark var uhensigtsmæssigt i betragtning af den betydelige forskel i økonomisk udvikling og BNP pr. indbygger mellem Kinesisk Taipei og Kina (som er endnu større, hvis kun Hunan-provinsen, hvor produktionen af mobilt adgangsudstyr hovedsagelig er beliggende, anvendes til sammenligning). Denne forskel var endnu større tidligere, hvor producenterne af mobilt adgangsudstyr faktisk opnåede brugsrettigheder til jord. CCCME bemærkede også, at justeringer af benchmarket baseret på inflationen og udviklingen i BNP ikke var hensigtsmæssige, da korrektionsindekserne afspejler ændringer i Kinesisk Taipei, som ikke kan sammenlignes med den tilsvarende udvikling i Kina. Endelig hævdede CCCME, at Kommissionen ikke fremlagde detaljerne i beregningen af referenceværdien og dermed fratog CCCME og de virksomheder, som CCCME repræsenterede, retten til at forstå, hvordan subsidiebeløbet blev beregnet.

(374)

Som forklaret i betragtning 371 baserede Kommissionen sig dog på det benchmark, der blev anset for at være det mest hensigtsmæssige, selv i betragtning af forskelle i markedsvilkårene. Kommissionen kunne ikke i løbet af undersøgelsen identificere nogen anden egnet benchmark- eller justeringsmetode, der i tilstrækkelig grad ville afspejle disse forskelle i markedsvilkårene. Dette argument blev derfor afvist.

(375)

Med hensyn til påstanden om utilstrækkelig fremlæggelse af oplysninger bemærkede Kommissionen, at beregningerne af subsidiebeløbet blev fremlagt for de stikprøveudtagne kinesiske eksporterende producenter, som er medlemmer af CCCME. Af klarhedshensyn blev disse benchmarks også føjet til det åbne dossier.

(376)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger hævdede Zoomlion-gruppen, at subsidiebeløbet under denne ordning burde genberegnes under hensyntagen til den påståede unormale udvikling i priserne på jord til industriel anvendelse i Kinesisk Taipei i 2021 og 2022. Virksomheden hævdede, at Kommissionen burde se bort fra prisniveauerne for disse to år og erstatte dem med indeksering i forhold til prisniveauet i de foregående år.

(377)

Kommissionen var ikke enig. Metoden til beregning af subsidiebeløbet under denne ordning og de respektive referenceværdier blev anset for at være nøjagtige, og Kommissionen så derfor ingen grund eller noget faktuelt eller retligt grundlag for en justering, blot fordi visse producenter af mobilt adgangsudstyr opnåede deres brugsrettigheder til jord i specifikke år. Ikke desto mindre bemærkede Kommissionen, at Zoomlion-gruppen ikke fremlagde data eller dokumentation, der underbyggede dens påstand om den »unormale udvikling i priserne på industrijord i Kinesisk Taipei«.

(378)

Den subsidiesats, der blev fastsat for disse subsidier i undersøgelsesperioden for de stikprøveudtagne eksporterende producenter, er på:

Brugsrettigheder til jord mod utilstrækkeligt vederlag

(379)

I henhold til Folkerepublikken Kinas lov om indkomstbeskatning af virksomheder (»EIT-loven«) indrømmes virksomheder inden for højteknologi og ny teknologi — hvortil staten er nødt til at give kraftig støtte — en reduceret virksomhedsskattesats på 15 % i stedet for den normale skattesats på 25 %.

(380)

Retsgrundlaget for denne ordning er artikel 28 i den kinesiske EIT-lov og artikel 93 i gennemførelsesbestemmelserne for EIT-loven (152) samt:

(381)

Kapitel IV i EIT-loven indeholder bestemmelser om »Skattemæssig præferencebehandling«. I artikel 25 i EIT-loven, som er hovedet for kapitel IV, hedder det, at »staten indrømmer indkomstskattefordele for virksomheder, der er aktive inden for industrigrene eller i projekter, hvis udvikling udtrykkeligt støttes og tilskyndes af staten«. EIT-lovens artikel 28 bestemmer, at »indkomstskatten for virksomheder inden for højteknologi og ny teknologi, der har behov for særlig statsstøtte, nedsættes til 15 %«.

(382)

I artikel 93 i gennemførelsesbestemmelserne til EIT-loven præciseres det, at:

»De vigtige virksomheder inden for højteknologi og ny teknologi, der skal støttes af staten«, jf. artikel 28, stk. 2, i EIT-loven, henviser til virksomheder, der ejer vigtige intellektuelle ejendomsrettigheder og opfylder følgende betingelser:

Foranstaltninger til forvaltning vedrørende identifikation af højteknologivirksomheder og centrale statsstøttede områder inden for højteknologi og ny teknologi udarbejdes i fællesskab af afdelingerne for teknologi, finans og beskatning under statsrådet og træder i kraft efter statsrådets godkendelse.«

(383)

Det fremgår klart af ovennævnte bestemmelser, at den reducerede virksomhedsskattesats er forbeholdt »vigtige virksomheder inden for højteknologi og ny teknologi, der støttes af staten«, som ejer centrale intellektuelle ejendomsrettigheder og opfylder visse betingelser, såsom »overholdelse af anvendelsesområdet for vigtige områder inden for højteknologi og ny teknologi«.

(384)

I henhold til artikel 11 i de administrative foranstaltninger til anerkendelse af højteknologiske virksomheder skal en virksomhed for at blive anerkendt som højteknologisk samtidig opfylde visse betingelser, herunder bl.a.: »Den har opnået ejendomsret til intellektuelle ejendomsrettigheder, som spiller en central rolle med hensyn til teknisk støtte til virksomhedens vigtigste produkter (tjenesteydelser) gennem uafhængig forskning, overførsel, tilskud, fusioner og overtagelser osv.«, og »den teknologi, der spiller en central rolle med hensyn til teknisk støtte til virksomhedens vigtigste produkter (tjenesteydelser), ligger inden for det interval, der er fastlagt på forhånd for de »højteknologiske områder, der støttes af staten««.

(385)

Virksomheder, der har fordel af denne foranstaltning, skal indgive deres indkomstselvangivelse og de relevante bilag. Det faktiske beløb, som fordelen repræsenterer, anføres i indkomstselvangivelsen.

(386)

Kommissionen konstaterede, at virksomheder i de stikprøveudtagne eksporterende producentgrupper kvalificerede sig som højteknologiske virksomheder i undersøgelsesperioden og derfor nød godt af en reduceret EIT-sats på 15 %. Det var imidlertid kun i tre af de stikprøveudtagne grupper, at virksomhederne faktisk nød godt af denne ordning i UP.

(387)

Kommissionen var af den opfattelse, at dette skattefradrag er subsidier, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. ii), og artikel 3, stk. 2, da der ydes et finansielt bidrag i form af indtægter, der ikke opkræves af GOC, hvorved de berørte virksomheder opnår en fordel. Fordelen for modtagerne svarer til skattebesparelsen.

(388)

Dette subsidiebeløb er specifikt, jf. grundforordningens artikel 4, stk. 2, litra a), da lovgivningen begrænser anvendelsen af denne ordning til kun at omfatte virksomheder, der agerer inden for visse højteknologiområder, der er prioriteret og udpeget af staten. Industrien for mobilt adgangsudstyr har en sådan høj teknologisk prioritet.

(389)

Den lovgivning i henhold til hvilken den subsidieydende myndighed udøver sin virksomhed, begrænser således udtrykkeligt adgangen til subsidier til visse virksomheder og sektorer.

(390)

GOC hævdede, at denne subsidieordning ikke var specifik, da den lovgivning, i henhold til hvilken den subsidieydende myndighed opererer, fastsætter objektive kriterier eller betingelser for støtteberettigelse og skattenedsættelsens størrelse, og at støtteberettigelsen er automatisk, og at kvalifikationskriterier og -betingelser overholdes strengt.

(391)

Kommissionen var ikke enig i denne påstand. I henhold til grundforordningens artikel 4, stk. 2, litra a), fremgår det, at »når den subsidieydende myndighed eller den lovgivning, i henhold til hvilken den subsidieydende myndighed udøver sin virksomhed, udtrykkeligt begrænser adgangen til subsidier til kun at omfatte visse virksomheder, er sådanne subsidier specifikke«. Den omhandlede subsidieordning har nemlig sit retsgrundlag i EIT-lovens kapitel IV »Skattefordele«. Dette kapitel indeholder i sit navn og indhold udtrykkeligt specifikke bestemmelser om præferencebehandling, som »udtrykkeligt begrænser adgangen til subsidier til visse virksomheder«. Mere specifikt præciseres det i artikel 93 i gennemførelsesbestemmelserne til EIT-loven, at »de vigtige virksomheder inden for højteknologi og ny teknologi, der skal støttes af staten, [skal] opfylde visse betingelser«, f.eks. »1. Overholdelse af anvendelsesområdet for vigtige statsstøttede områder inden for højteknologi og ny teknologi.« Som det klart fremgår af ovenstående, er ikke alle virksomheder eller industrier berettigede til at drage fordel af den samme skattemæssige præferencebehandling. De subsidier, der ydes i henhold til denne skattefritagelse, blev derfor anset for specifikke i henhold til grundforordningens artikel 4, stk. 2, litra a).

(392)

De udligningsberettigede subsidier blev beregnet ud fra den fordel, som modtagerne havde opnået i undersøgelsesperioden. Denne fordel blev beregnet som forskellen mellem den samlede skat, der skal betales i henhold til den normale skattesats, og den samlede skat, der skal betales i henhold til den reducerede skattesats.

(393)

Den subsidiesats, der blev fastsat for disse subsidier i undersøgelsesperioden for de stikprøveudtagne eksporterende producenter, er på:

EIT-reduktion for virksomheder inden for højteknologi og ny teknologi

(394)

Skattefradraget for forskning og udvikling giver virksomheder en skattemæssig præferencebehandling af deres FoU-aktiviteter inden for visse højteknologiområder, der er prioriteret og udpeget af staten, og når visse tærskelværdier for FoU-udgifter er nået.

(395)

Mere specifikt skal de FoU-udgifter, som en virksomhed har afholdt i forbindelse med udøvelse af en FoU-aktivitet, fratrækkes med yderligere 100 % af de faktisk afholdte FoU-udgifter før skattebetaling i tillæg til fradraget af faktiske udgifter som foreskrevet fra den 1. januar 2023, forudsat at de nævnte udgifter ikke omregnes til immaterielle aktiver og medregnes i de aktuelle overskud og tab.

(396)

Hvis de nævnte udgifter er blevet konverteret til immaterielle aktiver, kan sådanne udgifter afskrives med en sats på 200 % af omkostningerne ved de immaterielle aktiver før skattebetaling pr. 1. januar 2023.

(397)

Retsgrundlaget for denne ordning er artikel 30, stk. 1, i den kinesiske EIT-lov og artikel 95 i gennemførelsesbestemmelserne for EIT-loven og følgende meddelelser:

(398)

Kommissionen konstaterede, at virksomhederne i de stikprøveudtagne grupper nød godt af yderligere fradrag for FoU-udgifter afholdt i forbindelse med forskning i og udvikling af nye teknologier, nye varer og nye teknikker.

(399)

Kommissionen var af den opfattelse, at dette skattefradrag er subsidier, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. ii), og artikel 3, stk. 2, da der ydes et finansielt bidrag i form af indtægter, der ikke opkræves af GOC, hvorved de berørte virksomheder opnår en fordel. Fordelen for modtagerne svarer til skattebesparelsen.

(400)

Dette subsidiebeløb er specifikt, jf. grundforordningens artikel 4, stk. 2, litra a), da lovgivningen i sig selv begrænser anvendelsen af denne ordning til kun at omfatte virksomheder, som har FoU-udgifter inden for visse højteknologiområder, der er prioriteret og udpeget af staten, som f.eks. sektoren for mobilt adgangsudstyr. Den lovgivning i henhold til hvilken den subsidieydende myndighed udøver sin virksomhed, begrænser således udtrykkeligt adgangen til subsidier til visse virksomheder og sektorer.

(401)

GOC hævdede, at »bonusfradrag for forskning og udvikling« ikke er specifikke, da dette er en universel skattepolitik med det formål at tilskynde virksomhederne til at øge deres investeringer i FoU-aktiviteter. Ifølge GOC er der objektive kriterier og betingelser for anvendelsen af programmet, og ordningen finder automatisk anvendelse, når de tilsvarende betingelser er opfyldt.

(402)

Kommissionen var ikke enig i GOC's fortolkning af love og gennemførelsesforanstaltninger, som viser, at programmet er begrænset til visse sektorer og virksomheder støttet af GOC ud fra kriterier, der ikke forekommer at være objektive eller neutrale, som f.eks. at de opfylder kriterieret for anvendelsesområdet for vigtige statsstøttede områder inden for højteknologi og ny teknologi. Dette subsidie er specifikt, jf. grundforordningens artikel 4, stk. 2, litra a), da det kun finder anvendelse på virksomheder, der udøver virksomhed inden for visse højteknologiske områder, såsom industrien for mobilt adgangsudstyr. Desuden fastsættes det i artikel 30 i EIT-loven, at virksomhedernes FoU-udgifter til udvikling af nye teknologier, nye produkter og nye teknikker kan fradrages yderligere ved beregningen af den skattepligtige indkomst, og artikel 95 i gennemførelsesbestemmelserne til EIT-loven forklarer, hvad fradraget består af, mens artikel 4 i meddelelsen om forbedring af reduktionen af udgifter til FoU-udvikling opregner de industrier, for hvilke fradraget før skat ikke finder anvendelse (med en vis skønsmargen, da listen slutter med ordlyden »... og andre industrier fastsat af finansministeriet og den statslige skatteforvaltning«).

(403)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger hævdede GOC, at Kommissionens erklæring om, at »ordningen er begrænset til visse sektorer og virksomheder, der støttes af GOC [...], så de er i overensstemmelse med anvendelsesområdet for vigtige områder inden for højteknologi og ny teknologi«, er behæftet med fejl.

(404)

GOC indrømmede imidlertid, at støtteberettigelsen af denne ordning er begrænset til de virksomheder, der har afholdt omkostninger i forbindelse med forskning og udvikling af nye teknologier, nye varer og nye processer. Der blev ikke givet nogen forklaring på, hvordan ordet »ny« skulle defineres i denne sammenhæng. GOC fremsatte heller ikke bemærkninger til myndighedernes klart skønsmæssige mulighed for at udelukke visse industrier fra anvendelsen af dette skattefradrag. Kommissionen var derfor uenig med GOC i, at støtteberettigelsen af denne ordning var »klart og objektivt fastsat ved lov«. Derfor blev denne påstand afvist.

(405)

De udligningsberettigede subsidier blev beregnet ud fra den fordel, som modtagerne havde opnået i undersøgelsesperioden. Denne fordel blev beregnet som forskellen mellem den samlede skat, der skal betales i henhold til den normale skattesats, og den samlede skat, der skal betales efter det yderligere fradrag på 100 % af de faktiske FoU-udgifter.

(406)

Den subsidiesats, der blev fastsat for disse subsidier i undersøgelsesperioden for de stikprøveudtagne eksporterende producenter, er på:

Fradrag før skat for FoU-udgifter

(407)

I henhold til EIT-loven indrømmes der indkomstskattefordele for virksomheder, der er aktive inden for industrigrene eller i projekter, hvis udvikling udtrykkeligt støttes og tilskyndes af staten, og som navnlig er fritaget for indkomstbeskatning af egenkapitalinvesteringer, som f.eks. udbytte og bonus, mellem berettigede virksomheder med hjemsted i Kina.

(408)

Retsgrundlaget for denne ordning er artikel 26, stk. 2, i den kinesiske EIT-lov samt gennemførelsesbestemmelserne for EIT-loven i Kina.

(409)

I artikel 25 i EIT-loven, som er hovedet for kapitel IV »Skattemæssig præferencebehandling«, hedder det, at »staten indrømmer indkomstskattefordele for virksomheder, der er aktive inden for industrigrene eller i projekter, hvis udvikling udtrykkeligt støttes og tilskyndes af staten«. Endvidere præciseres det i artikel 26, stk. 2, at skattefritagelsen finder anvendelse på indtægter fra egenkapitalinvesteringer mellem »berettigede virksomheder med hjemsted i Kina«, hvilket synes at begrænse dens anvendelsesområde til kun at omfatte bestemte virksomheder med hjemsted i Kina.

(410)

Kommissionen konstaterede, at én virksomhed i de stikprøveudtagne grupper fik skattefritagelse for indtægter fra udbytte mellem kvalificerede virksomheder med hjemsted i Kina.

(411)

Kommissionen er af den opfattelse, at denne ordning er subsidier, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. ii), og artikel 3, stk. 2, da der ydes et finansielt bidrag i form af indtægter, der ikke opkræves af GOC, hvorved de berørte virksomheder opnår en fordel. Fordelen for modtagerne svarer til skattebesparelsen.

(412)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger hævdede GOC, at denne ordning havde til formål at undgå dobbeltbeskatning og derfor ikke gav virksomhederne yderligere skattefordele ved at give afkald på eller ikke opkræve indtægter, der ellers var skyldige.

(413)

Selv om Kommissionen var enig i, at afskaffelse af dobbeltbeskatning er en internationalt anerkendt skattepraksis, finder den ikke anvendelse på samme måde i alle lande. GOC har ikke påvist, hvordan det pågældende fradrag specifikt undgår dobbeltbeskatning (nemlig ved at påvise, at det udbytte, der er omfattet af fritagelsen, beskattes andetsteds, og reglen tager kun højde for situationer med dobbeltbeskatning). Påstanden blev derfor afvist.

(414)

Dette subsidiebeløb er specifikt, jf. grundforordningens artikel 4, stk. 2, litra a), da lovgivningen i sig selv begrænser anvendelsen af denne fritagelse til kun at omfatte kvalificerede virksomheder med hjemsted i Kina, der støttes kraftigt af staten, som også tilskynder deres udvikling. Den lovgivning i henhold til hvilken den subsidieydende myndighed udøver sin virksomhed, begrænser således udtrykkeligt adgangen til subsidier til visse virksomheder og sektorer.

(415)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger hævdede GOC, at Kommissionens konklusioner om begrænsningen af denne ordnings støtteberettigelse til kun at omfatte visse virksomheder er forkert, da Kommissionen fejlfortolkede udtrykket »kvalificeret« som anvendt i artikel 26 i EIT-loven. Ifølge GOC blev ordet »kvalificeret« anvendt i forbindelse med »kvalificerede investeringsindtægter« snarere end i forbindelse med »kvalificerede virksomheder med hjemsted i Kina«.

(416)

Kommissionen var ikke enig. EIT's artikel 26, stk. 2, er en del af kapitel IV »Skattepræferencer«, som indeholder bestemmelser om en række skattebegunstigelser, som er undtagelser fra de generelle beskatningsregler. I artikel 25 i EIT-loven, som er hovedet for kapitel IV »Præferencebeskatningspolitikker«, hedder det desuden, at »staten indrømmer indkomstskattefordele for virksomheder, der er aktive inden for industrigrene eller i projekter, hvis udvikling udtrykkeligt støttes og tilskyndes af staten«. Endvidere præciseres det i artikel 26, stk. 2, at skattefritagelsen finder anvendelse på indtægter fra egenkapitalinvesteringer mellem »berettigede virksomheder med hjemsted i Kina«, hvilket synes at begrænse dens anvendelsesområde til kun at omfatte bestemte virksomheder med hjemsted i Kina. Kommissionen fandt derfor, at en sådan politik om skattemæssig præferencebehandling er begrænset til bestemte industrigrene, der specifikt støttes og fremmes af staten, som f.eks. industrien for mobilt adgangsudstyr, og derfor er specifik, jf. grundforordningens artikel 4, stk. 2, litra a). Dette bekræftes også af den engelske kopi af indkomsterklæringen (formular A107010, linje 3), som flere af de stikprøveudtagne grupper har indgivet, og som hedder »(II) Udbytte, bonusser og anden egenkapitalinvesteringsindkomst mellem virksomheder, der er kvalificeret som hjemmehørende, er fritaget for selskabsskat (4 + 5 + 6 + 7 + 8)« i den kinesiske udgave af skatteangivelsen i denne henseende.

(417)

Kommissionen har beregnet subsidiebeløbet ved at anvende den normale skattesats på det udbytte, der er blevet fratrukket den skattepligtige indkomst.

(418)

Den subsidiesats, der blev fastsat for disse subsidier i undersøgelsesperioden for de stikprøveudtagne eksporterende producenter, er på:

Fritagelse for EIT-udbytte

(419)

I notatet om bevisernes tilstrækkelighed var der anført andre ordninger, for hvilke der var tilstrækkelige beviser hos klageren, der tydede på, at der fandtes udligningsberettigede subsidier til rådighed for producenterne af mobilt adgangsudstyr. listen over sådanne ordninger omfatter, men er ikke begrænset til:

(420)

I forbindelse med denne undersøgelse kunne Kommissionen ikke konkludere, om disse programmer var udligningsberettigede. Dette berører ikke Kommissionens undersøgelse af disse foranstaltninger i forbindelse med fremtidige fornyede undersøgelser, herunder fornyede undersøgelser i henhold til grundforordningens artikel 19.

(421)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger anførte CMAE, at notatet om tilstrækkeligheden af beviserne for ovennævnte ordninger viste, at klageren havde fremlagt oplysninger med henblik på at fastsætte subsidieringsniveauet fra undersøgelser i tredjelande. CMAE bemærkede også, at Kommissionen for de fleste af disse ordninger havde underrettet GOC om, at den havde til hensigt at anvende de foreliggende faktiske oplysninger som følge af anvendelsen af grundforordningens artikel 28. CMAE anmodede derfor Kommissionen om at træffe alle nødvendige foranstaltninger for at nå frem til en konklusion om, hvorvidt disse ordninger er udligningsberettigede.

(422)

Kommissionen bemærkede, at selv om der var tilstrækkelige beviser til at indlede undersøgelsen af de pågældende ordninger, kunne den ikke afslutte vurderingen af ovennævnte ordninger i betragtning af en række faktorer såsom antallet af ordninger, der skal undersøges, deres iboende kompleksitet og fristen på 13 måneder i forbindelse med antisubsidieundersøgelser. Som nævnt i betragtning 420 berører dette imidlertid ikke muligheden for at nå frem til konklusioner om disse ordninger i fremtiden, herunder inden for rammerne af revisioner.

(423)

Kommissionen beregnede det udligningsberettigede subsidiebeløb for de samarbejdsvillige grupper af virksomheder i henhold til grundforordningens bestemmelser ved at undersøge de enkelte subsidier eller subsidieordninger og lagde disse tal sammen med henblik på at beregne et samlet subsidiebeløb for hver af de eksporterende producenter i undersøgelsesperioden. For at beregne den samlede subsidiering beregnede Kommissionen først subsidieringsprocenten, nemlig subsidiebeløbet som en procentdel af virksomhedens omsætning eller virksomhedens omsætning for den undersøgte vare. Denne procentsats blev derefter anvendt til at beregne det subsidiebeløb, der blev allokeret på eksporten af den pågældende vare til Unionen i undersøgelsesperioden. Dette subsidiebeløb blev senere udtrykt i procent af cif-værdien (omkostninger, forsikring og fragt) af samme eksport.

(424)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger anfægtede Zoomlion-gruppen den fordelingsnøgle, som Kommissionen anvendte til at fordele de subsidier, som modervirksomheden havde modtaget, på producenten af mobilt adgangsudstyr. Virksomheden hævdede, at omsætningen i forbindelse med transaktioner af et givet input mellem disse virksomheder, udtrykt som en procentdel af gruppens omsætning, burde have været anvendt som fordelingsnøgle. Zoomlion-gruppen anfægtede også beregningen af den konsoliderede omsætning, der blev anvendt som nævner ved beregningen af subsidiesatsen, med den begrundelse, at gruppens omsætning burde have været anvendt i stedet for modervirksomhedens konsoliderede omsætning.

(425)

Kommissionen afviste disse påstande. For det første fandt Kommissionen, at en fordeling baseret på omsætningen var konservativ for så vidt angår en modervirksomhed, da der ikke fandtes en mere hensigtsmæssig fordelingsmetode. Den bemærkede også, at transaktionerne i forbindelse med input ikke var de eneste transaktioner mellem de forretningsmæssigt forbundne virksomheder, da modervirksomheden også var involveret i salget af den undersøgte vare. For det andet fandt Kommissionen, at den konsoliderede omsætning var blevet beregnet korrekt på grundlag af verificerede oplysninger fra Zoomlion-gruppen. Tværtimod blev den omsætning, som Zoomlion-gruppen havde foreslået, hverken fremlagt eller verificeret i løbet af undersøgelsen. Det blev først fremlagt som en tilnærmelse efter den endelige fremlæggelse af oplysninger. Kommissionen fandt også, at oplysningerne fra modervirksomheden var mere relevante end gruppens data, da modervirksomheden havde tovejstransaktioner (både salg af input og køb af den undersøgte vare) med den enhed, der producerer og sælger den undersøgte vare, hvilket viser, at de er indbyrdes forbundne, og begrunder konsolideringen på dens niveau. En allokering baseret på konsolideret omsætning blev derfor anset for at være den mest hensigtsmæssige.

(426)

Efter den supplerende fremlæggelse af oplysninger gentog Zoomlion-gruppen sin påstand om, at Kommissionen fejlagtigt havde anvendt modervirksomhedens omsætning i stedet for gruppens samlede omsætning. Den tilføjede også, at hvis Kommissionen anvender en sådan omsætning som fordelingsnøgle, bør den udelukkende anvende omsætningen til ikke forretningsmæssigt forbundne virksomheder i tælleren som led i tildelingen og ikke medtage omsætningen til forretningsmæssigt forbundne virksomheder.

(427)

Af de grunde, der er nævnt i betragtning 325, og i betragtning af det stærke forhold mellem modervirksomheden og producenten af mobilt adgangsudstyr i form af modervirksomhedens aktiemajoritet i producenten af mobilt adgangsudstyr og tilgængeligheden af en verificeret konsolideret omsætning i undersøgelsesperioden for modervirksomheden som oplyst af Zoomlion-gruppen fandt Kommissionen, at det var mere hensigtsmæssigt at anvende en sådan omsætning til fordeling af fordelene end at anvende en tilnærmelse af gruppens konsoliderede omsætning for undersøgelsesperioden, som hverken blev fremlagt eller kontrolleret forud for den endelige fremlæggelse af oplysninger. For så vidt angår anvendelsen af (en mindre andel af) salget til forretningsmæssigt forbundne virksomheder i tælleren fandt Kommissionen, at en sådan tilgang var til fordel for Zoomlion-gruppen, da den antog, at salget til ikke forretningsmæssigt forbundne kunder normalt ville finde sted til en højere pris end mellem forretningsmæssigt forbundne parter, hvorved tælleren var en smule undervurderet, hvilket førte til en lidt lavere tildeling til den undersøgte vare og lavere subsidiebeløb. Zoomlion-gruppens påstande blev derfor afvist.

(428)

Som følge af korrektionerne i beregningen af subsidiebeløbet for Zoomlion-gruppen, der er sammenfattet i betragtning 321, steg den samlede subsidiesats for gruppen fra 11,14 % til 11,65 %. Zoomlion-gruppen modtog en fuldstændig fornyet fremlæggelse af beregningerne med en forklarende beskrivelse af de foretagne ændringer, herunder små tekniske fejl og skrivefejl, der blev begået i de oprindelige beregninger.

(429)

I overensstemmelse med grundforordningens artikel 15, stk. 3, beregnedes det samlede subsidiebeløb for de samarbejdsvillige eksporterende producenter, der ikke indgår i stikprøven, på grundlag af det samlede vejede gennemsnitlige udligningsberettigede subsidiebeløb for de samarbejdsvillige eksporterende producenter i stikprøven med undtagelse af ubetydelige beløb. Kommissionen mener ret beset, at de foreliggende faktiske oplysninger, som var blevet anvendt i disse sager, ikke i væsentlig grad påvirkede de oplysninger, der er nødvendige for at bestemme omfanget af subsidieringen på en retfærdig måde, således at de eksportører, der ikke var blevet anmodet om at samarbejde i forbindelse med undersøgelsen, ikke vil lide skade ved denne tilgang.

(430)

I betragtning af den udbredte samarbejdsvilje blandt de kinesiske eksporterende producenter og stikprøvens repræsentativitet også med hensyn til subsidieberettigelse fandt Kommissionen det hensigtsmæssigt at fastsætte beløbet for »alle andre virksomheder« til niveauet for det højeste beløb, der var blevet fastsat for de stikprøveudtagne virksomheder. Beløbet for »alle andre virksomheder« blev anvendt på de virksomheder, som ikke samarbejdede i forbindelse med undersøgelsen.

(431)

På dette grundlag er de udligningsberettigede støttebeløb i procent af cif-prisen, Unionens grænse, ufortoldet, som følger:

(432)

Med undtagelse af JLG-gruppen lå subsidiesatserne, der var fastsat for importen fra Kina, over bagatelgrænsen som defineret i grundforordningens artikel 14, stk. 3. JLG-gruppens import var under minimalniveauet og kunne derfor ikke tages i betragtning i skadesanalysen nedenfor, men blev taget i betragtning ved analysen af virkningerne af andre faktorer for EU-erhvervsgrenens skadevoldende situation.

(433)

For at vurdere, om konklusionerne om manglende subsidiering vedrørende JLG-gruppen kunne udvides til at omfatte de eksporterende producenter, der ikke indgik i stikprøven, vurderede Kommissionen mængden af og priserne på JLG-gruppens import sammenlignet med al anden import fra Kina til Unionen i UP.

(434)

I UP udgjorde mængden af ikkesubsidieret import fra JLG-gruppen [20-25 %] af den samlede import fra Kina, og den tegnede sig for ca. [40-45 %] af importen i stikprøven. Kommissionen sammenlignede derefter JLG-gruppens gennemsnitlige cif-eksportpris med de gennemsnitlige cif-eksportpriser for de tre andre stikprøveudtagne eksporterende producenter på grundlag af verificerede data og gennemsnitsprisen for al import fra Kina til Unionen på grundlag af de indsendte stikprøvebesvarelser (154). Kommissionen konstaterede, at JLG-gruppens gennemsnitlige cif-eksportpris i UP var [25-30 %] højere end den gennemsnitlige eksportpris for de andre stikprøveudtagne eksporterende producenter. I samme periode var den gennemsnitlige cif-eksportpris for JLG-gruppen [40-45 %] højere end eksportprisen for alle de andre eksporterende producenter baseret på stikprøvebesvarelserne. Da denne samlede eksport fra alle eksporterende producenter (undtagen JLG-gruppens eksport) tegnede sig for [75-80 %] af den samlede import fra Kina til Unionen i UP, fandt Kommissionen ikke, at den kunne udvide konklusionerne om manglende subsidiering vedrørende JLG-gruppen til at omfatte de eksporterende producenter, der ikke indgik i stikprøven, og til al import fra Kina til Unionen generelt.

(435)

Den undersøgte vare, der er defineret i afsnit 2, omfatter både enheder (hele maskiner) og dele til enhederne. Nedenstående analyse af de forskellige skadesindikatorer fokuserer imidlertid kun på enheder og ikke på de enkelte dele. Selv om EU-erhvervsgrenen fremstillede både enheder og dele i den betragtede periode, hverken solgte eller købte den dele separat. De fremstillede dele anvendes altid til en bestemt maskintype, der normalt fremstilles efter ordre. Skadesanalysen blev derfor kun baseret på enheder.

(436)

Ifølge klageren blev samme vare i undersøgelsesperioden fremstillet af 22 producenter i Unionen. De udgør »EU-erhvervsgrenen« som omhandlet i grundforordningens artikel 4, stk. 1.

(437)

Den samlede EU-produktion i undersøgelsesperioden blev fastsat til ca. 35 000 enheder (komplette maskiner). Kommissionen fastsatte tallet på grundlag af alle tilgængelige oplysninger om EU-erhvervsgrenen, dvs. den efterprøvede spørgeskemabesvarelse fra klageren, om muligt krydstjekket med spørgeskemabesvarelserne fra de stikprøveudtagne EU-producenter.

(438)

Som anført i afsnit 1.4.1 blev tre EU-producenter, der tegnede sig for 56 % af den samlede EU-produktion af samme vare, udtaget til at indgå i stikprøven.

(439)

Kommissionen fastsatte EU-forbruget på grundlag af:

(440)

EU-forbruget udviklede sig som følger:

Tabel 1

EU-forbruget (i enheder)

(441)

I den betragtede periode steg EU-forbruget med 122 %.

(442)

Importen fra Kina blev baseret på data fra de samarbejdsvillige eksporterende producenter, som blev anset for at tegne sig for 100 % af importen til Unionen (157).

(443)

Markedsandelen for importen fra Kina blev fastsat ved at sammenligne importmængderne med forbruget på EU-markedet, jf. tabel 2.

(444)

Importen til Unionen fra det pågældende land udviklede sig som følger:

Tabel 2

Importmængde (i enheder) og markedsandel

(445)

I den betragtede periode steg importmængden af den pågældende vare fra Kina med 214 %, og den tilsvarende markedsandel steg fra 29 % i 2020 til 41 % i UP, hvilket svarer til en stigning på 42 %.

(446)

Kommissionen fastsatte importpriserne på grundlag af data fra de samarbejdsvillige eksporterende producenter, som blev anset for at tegne sig for tæt på 100 % af importen til Unionen (159).

(447)

Den vejede gennemsnitlige importpris ved salg til Unionen fra det pågældende land udviklede sig som følger:

Tabel 3

Importpriser (EUR/enhed)

(448)

I den betragtede periode steg gennemsnitsprisen på importen fra Kina med 54 % og nåede et niveau på 17 008 EUR/enhed i UP.

(449)

Kommissionen fastsatte prisunderbuddet i den nuværende undersøgelsesperiode ved at sammenligne:

(450)

Prissammenligningen blev foretaget for samme varetype for transaktioner i samme handelsled — med passende justeringer, hvor det var nødvendigt. Resultatet af sammenligningen blev udtrykt i procent af de stikprøveudtagne EU-producenters teoretiske omsætning i undersøgelsesperioden. På grundlag af ovenstående blev der fastsat en vejet gennemsnitlig underbudsmargen på 21 % for den kinesiske subsidierede import på EU-markedet.

(451)

Uanset forekomsten af prisunderbud fastslog Kommissionen, at importen fra Kina i væsentlig grad trykkede priserne i EU-erhvervsgrenen, som havde været nødt til at sælge til priser, der lå under omkostningerne i UP.

(452)

I overensstemmelse med grundforordningens artikel 8, stk. 3, omfattede undersøgelsen af den subsidierede imports virkninger for EU-erhvervsgrenen en evaluering af alle de økonomiske indikatorer, der havde en indflydelse på EU-erhvervsgrenens situation i den betragtede periode.

(453)

Som nævnt i afsnit 1.4.1 blev der anvendt stikprøveudtagning med henblik på at konstatere, hvilken skade der eventuelt var blevet forvoldt EU-erhvervsgrenen.

(454)

I forbindelse med konstateringen af skade skelnede Kommissionen mellem makroøkonomiske og mikroøkonomiske skadesindikatorer. Kommissionen evaluerede de makroøkonomiske indikatorer på grundlag af dataene i klagen og klagerens besvarelse af et specifikt spørgeskema. Disse oplysninger vedrørte samtlige EU-producenter. Kommissionen evaluerede de mikroøkonomiske indikatorer på grundlag af spørgeskemabesvarelserne fra de stikprøveudtagne EU-producenter. Begge datasæt blev anset for at være repræsentative for EU-erhvervsgrenens økonomiske situation.

(455)

De makroøkonomiske indikatorer er: produktion, produktionskapacitet, kapacitetsudnyttelse, salgsmængde, markedsandel, vækst, beskæftigelse, produktivitet og subsidiemargenens størrelse.

(456)

De mikroøkonomiske indikatorer er: gennemsnitlige enhedspriser, enhedsomkostninger, arbejdskraftomkostninger, lagerbeholdninger, rentabilitet, likviditet, investeringer, investeringsafkast og evne til at rejse kapital.

(457)

Den samlede produktion, produktionskapacitet og kapacitetsudnyttelse i Unionen udviklede sig i den betragtede periode som følger:

Tabel 4

Produktion, produktionskapacitet og kapacitetsudnyttelse (i enheder)

(458)

I den betragtede periode steg EU-erhvervsgrenens produktion med 100 % og nåede op på mere end 35 000 enheder i UP. Stigningen i produktionen indvirkede positivt på kapacitetsudnyttelsen, som steg med 88 % i den betragtede periode.

(459)

EU-erhvervsgrenens salgsmængde og markedsandel udviklede sig som følger i den betragtede periode:

Tabel 5

Salgsmængde og markedsandel