Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32025R0196

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2025/196 af 3. februar 2025 om ændring af gennemførelsesforordning (EU) 2022/996 for så vidt angår akkrediteringen af certificeringsorganer og om berigtigelse af bilag VII til nævnte forordning

C/2025/23

EUT L, 2025/196, 4.2.2025, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2025/196/oj (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2025/196/oj

European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

L-udgaven


2025/196

4.2.2025

KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2025/196

af 3. februar 2025

om ændring af gennemførelsesforordning (EU) 2022/996 for så vidt angår akkrediteringen af certificeringsorganer og om berigtigelse af bilag VII til nævnte forordning

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/2001 af 11. december 2018 om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder (1), særlig artikel 30, stk. 8, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Korrekt og ensartet certificering ved hjælp af frivillige ordninger er afgørende for at fastslå, om biobrændstoffer, flydende biobrændsler, biomassebrændsler, vedvarende flydende eller gasformige transportbrændstoffer, der ikke er af biologisk oprindelse, og genanvendte kulstofbrændstofbrændsler opfylder kravene i direktiv (EU) 2018/2001. For at sikre retssikkerheden med hensyn til de regler, der gælder for økonomiske aktører og frivillige ordninger, er der ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2022/996 (2) fastsat harmoniserede regler, som gælder hele certificeringsprocessen.

(2)

I forbindelse med gennemførelsen af kravene til medlemsstaterne for så vidt angår akkreditering af certificeringsorganer som omhandlet i artikel 11, stk. 1, i gennemførelsesforordning (EU) 2022/996, blev det konkluderet, at hvis medlemsstaterne skal sikre en ordentlig forberedelse af akkrediteringsprogrammerne, vil det kræve meget længere forberedelsestid, og derfor er anvendelsen nævnte krav allerede blev udskudt med et år ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2024/805 (3).

(3)

I det efterfølgende forberedende arbejde, der blev udført af medlemsstaterne for at anvende bestemmelserne vedrørende akkreditering af certificeringsorganer, blev det konstateret, at medlemsstaternes akkrediteringsorganer havde behov for mere tid til at udarbejde og vedtage akkrediteringsprogrammerne, og at der var behov for at præcisere de standarder, på grundlag af hvilke programmerne skulle udarbejdes. For at lette udarbejdelsen af akkrediteringsprogrammerne, som udføres af medlemsstaternes kompetente myndigheder, bør der også indføres en obligatorisk proces til vurdering af, hvorvidt de frivillige og nationale ordningers certificeringsstandarder er egnet til akkreditering. Denne vurdering bør være en del af den samlede vurdering af ordningerne, som foretages, inden de anerkendes af Kommissionen, og bør gennemføres i samråd med medlemsstaternes nationale akkrediteringsorganer inden for rammerne af Den Europæiske Organisation for Akkrediterings koordinerende rolle.

(4)

Definitionen af »certificeringsorgan« i artikel 2, nr. 14), i gennemførelsesforordning (EU) 2022/996 bør også ændres for at tilpasse indholdet til de nye bestemmelser vedrørende akkreditering.

(5)

For at sikre forretningskontinuiteten og undgå risici for forstyrrelser af certificeringsmarkedet er det nødvendigt at fastsætte en overgangsperiode, som skal finde anvendelse på certificeringsorganer, der udfører certificeringsaktiviteter på vegne af en frivillig eller national ordning, som er blevet anerkendt af Kommissionen ved udgangen af overgangsperioden. Det bør være tilladt for sådanne certificeringsorganer at fortsætte deres aktiviteter indtil den 31. december 2026 uden at skulle akkrediteres i henhold til artikel 11, stk. 1, i gennemførelsesforordning (EU) 2022/996.

(6)

Desuden er det også nødvendigt at berigtige en åbenlys fejl i bilag VII til gennemførelsesforordning (EU) 2022/996. Værdierne for kvælstofgødning er ved en fejl blevet byttet om med værdierne for urinstofgødninger. Nævnte værdier bør derfor berigtiges.

(7)

Gennemførelsesforordning (EU) 2022/996 bør derfor ændres og berigtiges.

(8)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Udvalget om Biobrændstoffers, Flydende Biobrændslers og Biomassebrændslers Bæredygtighed —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

I gennemførelsesforordning (EU) 2022/996 foretages følgende ændringer:

1)

Artikel 2, nr. 14), affattes således:

»14)

»certificeringsorgan«: et uafhængigt akkrediteret overensstemmelsesvurderingsorgan, der indgår en aftale med en frivillig eller national ordning, som er anerkendt af Europa-Kommissionen i overensstemmelse med artikel 30, stk. 4-6, i direktiv (EU) 2018/2001, om at levere certificeringstjenester for råmaterialer eller brændstoffer ved at foretage kontroller af økonomiske aktører og udstede certifikater på vegne af de frivillige eller nationale ordninger ved hjælp af den frivillige eller nationale ordnings certificeringssystem«.

2)

I artikel 11 foretages følgende ændringer:

a)

Titlen affattes således:

» Krav til certificeringsorganer og deres inspektører «

b)

Stk. 1 affattes således:

»1.   Et certificeringsorgan skal være akkrediteret i henhold til EN ISO/IEC 17065.

Når et certificeringsorgan udfører certificeringsaktiviteter, enten med sine interne ressourcer eller med andre ressourcer, som er under certificeringsorganet direkte kontrol, opfylder det også de gældende krav i EN ISO/IEC 17029 og EN ISO 14065. Til verifikationsaktiviteter anvender certificeringsorganet kun andre ressourcer fra akkrediterede organer, som opfylder de gældende krav i EN ISO/IEC 17029 og EN ISO 14065.

Akkrediteringen af et certificeringsorgan udføres af et nationalt akkrediteringsorgan i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 765/2008 og dækker den frivillige eller nationale ordnings specifikke anvendelsesområde inden for rammerne af anvendelsesområdet for direktiv (EU) 2018/2001.

Som led i vurderingen af frivillige eller nationale ordninger i overensstemmelse med artikel 30, stk. 4, 5 og 6, i direktiv (EU) 2018/2001 vurderer Kommissionen desuden, efter høring af Den Europæiske Organisation for Akkreditering, om metoderne, reglerne og protokollerne i de frivillige eller nationale ordninger er egnede til akkreditering med henblik på denne artikel. Konklusionen af vurderingen af, hvorvidt de frivillige og nationale ordninger er egnede til akkreditering, medtages i de tekniske vurderingsrapporter, som udarbejdes af Kommissionen og forelægges for medlemsstaterne som led i processen til anerkendelse af frivillige og nationale ordninger i overensstemmelse med artikel 30, stk. 4 og 6, i direktiv (EU) 2018/2001.

Metoderne, reglerne og protokollerne i de frivillige og nationale ordninger, som er blevet anerkendt af Kommissionen den 24. februar 2025 eller tidligere, vurderes af Kommissionen senest den 31. december 2025 efter høring af Den Europæiske Organisation for Akkreditering for at sikre, at de er egnede til akkreditering i overensstemmelse med dette stykke.«

3)

Artikel 28, tredje afsnit, affattes således:

»Artikel 11, stk. 1, finder anvendelse fra den 1. januar 2027.«

Artikel 2

Bilag VII til gennemførelsesforordning (EU) 2022/996 berigtiges som angivet i bilaget til nærværende forordning.

Artikel 3

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 3. februar 2025.

På Kommissionens vegne

Ursula VON DER LEYEN

Formand


(1)   EUT L 328 af 21.12.2018, s. 82, ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/2018/2001/oj.

(2)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2022/996 af 14. juni 2022 om regler for verifikation af bæredygtigheds- og drivhusgasemissionsbesparelseskriterier og kriterier for lav risiko for indirekte ændringer i arealanvendelsen (EUT L 168 af 27.6.2022, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2022/996/oj).

(3)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2024/805 af 7. marts 2024 om ændring af gennemførelsesforordning (EU) 2022/996 for så vidt angår datoen for anvendelse af nævnte forordnings artikel 11, stk. 1 (EUT L, 2024/805, 8.3.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2024/805/oj).


BILAG

I punkt 1.4.1 i bilag VII til gennemførelsesforordning (EU) 2022/996 affattes andet punktum således:

»For nitratgødninger skal emissionerne fra neutralisering af kvælstofgødninger i jorden være 0,806 kg CO2/kg N. For urinstofgødninger skal neutraliseringsemissionen være 0,783 kg CO2/kg N.«


ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2025/196/oj

ISSN 1977-0634 (electronic edition)


Top