Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32025D2379

Rådets afgørelse (FUSP) 2025/2379 af 24. november 2025 om en bistandsforanstaltning inden for rammerne af den europæiske fredsfacilitet til støtte for Tchads væbnede styrker

ST/12848/2024/INIT

EUT L, 2025/2379, 25.11.2025, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2025/2379/oj (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force: This act has been changed. Current consolidated version: 15/06/2026

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2025/2379/oj

European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

L-udgaven


2025/2379

25.11.2025

RÅDETS AFGØRELSE (FUSP) 2025/2379

af 24. november 2025

om en bistandsforanstaltning inden for rammerne af den europæiske fredsfacilitet til støtte for Tchads væbnede styrker

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 28, stk. 1, og artikel 41, stk. 2,

under henvisning til forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Rådets afgørelse (FUSP) 2021/509 (1) etablerede den europæiske fredsfacilitet (EPF) til medlemsstaternes finansiering af EU-aktioner under den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik med henblik på at bevare fred, forebygge konflikter og styrke den internationale sikkerhed i henhold til traktatens artikel 21, stk. 2, litra c). I henhold til artikel 1, stk. 2, i afgørelse (FUSP) 2021/509 skal EPF navnlig anvendes til at finansiere bistandsforanstaltninger såsom aktioner til at styrke tredjelandes og regionale og internationale organisationers kapaciteter vedrørende militær- og forsvarsanliggender.

(2)

Tchad spiller en vigtig rolle i centrale regionale, europæiske og internationale initiativer, der sigter på at styrke freden og udviklingen i Sahel, herunder Unionens integrerede strategi i Sahel, Sahelkoalitionen, partnerskabet for sikkerhed og stabilitet i Sahel (P3S) og Sahelalliancen. Det internationale samfund, herunder Unionen, har for nylig gjort en betydelig indsats for at støtte Tchad i dets kamp mod terrorisme. Unionen er fast besluttet på at opretholde tætte forbindelser til støtte for stabilisering i Tchad, herunder i perioden efter valget.

(3)

I Sahelregionen er Tchad et vigtigt land for Unionen i kampen mod terrorisme. Unionen har et stærkt partnerskab med regeringen med det formål at opnå langsigtet udvikling gennem en omfattende og integreret tilgang.

(4)

Den 26. juli 2022 modtog Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik en anmodning fra Tchad om, at Unionen bistår Tchads væbnede styrker i forbindelse med indkøb af nøgleinfrastruktur, -udstyr og -tjenester.

(5)

Bistandsforanstaltningerne skal gennemføres under hensyntagen til principperne og kravene i afgørelse (FUSP) 2021/509, navnlig overholdelse af Rådets fælles holdning 2008/944/FUSP (2), og i overensstemmelse med reglerne for gennemførelse af indtægter og udgifter, der finansieres inden for rammerne af EPF.

(6)

Rådet bekræfter på ny, at det er fast besluttet på at beskytte, fremme og overholde menneskerettighederne, de grundlæggende frihedsrettigheder og de demokratiske principper og styrke retsstatsprincippet og god regeringsførelse i overensstemmelse med De Forenede Nationers pagt, med verdenserklæringen om menneskerettighederne og med folkeretten, navnlig den internationale menneskerettighedslovgivning og den humanitære folkeret —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Oprettelse, mål, anvendelsesområde og varighed

1.   Der oprettes herved en bistandsforanstaltning til fordel for Tchad (»modtageren«), som skal finansieres inden for rammerne af den europæiske fredsfacilitet (EPF) (»bistandsforanstaltningen«).

2.   Bistandsforanstaltningens mål er at styrke Tchads væbnede styrkers kapaciteter med henblik på at beskytte Tchads og dets civilbefolknings territoriale integritet og suverænitet mod interne og eksterne trusler.

3.   For at nå det i stk. 2 omhandlede mål finansierer bistandsforanstaltningen følgende typer ikkedødbringende udstyr og følgende forsyninger og tjenester, herunder teknisk uddannelse, hvor det er nødvendigt:

a)

infrastrukturarbejder og renovering af École nationale des sous-officiers d'active de Koundoul (ENSOA-K)

b)

undervisningsudstyr til ENSOA-K

c)

ændring af undervisningsplanerne for ENSOA-K

d)

et program for uddannelse af undervisere på ENSOA-K.

4.   Bistandsforanstaltningens varighed er 42 måneder fra datoen for vedtagelsen af denne afgørelse.

Artikel 2

Finansielle ordninger

1.   Det finansielle referencebeløb til dækning af udgifterne i forbindelse med bistandsforanstaltningen udgør 14 500 000 EUR.

2.   Alle udgifter forvaltes i overensstemmelse med afgørelse (FUSP) 2021/509 og i overensstemmelse med reglerne for gennemførelse af indtægter og udgifter, der finansieres inden for rammerne af EPF.

Artikel 3

Ordninger med modtageren

1.   Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (»den højtstående repræsentant«) indgår de nødvendige ordninger med modtageren for at sikre dens overholdelse af de krav og betingelser, der er fastsat ved denne afgørelse, som en betingelse for ydelse af støtte inden for rammerne af bistandsforanstaltningen.

2.   De ordninger, der er omhandlet i stk. 1, skal omfatte bestemmelser, som forpligter modtageren til at sikre:

a)

at de enheder i Tchads væbnede styrker, der ydes støtte inden for rammerne af bistandsforanstaltningen, overholder relevant folkeret, navnlig den internationale menneskerettighedslovgivning og den humanitære folkeret

b)

korrekt og effektiv anvendelse af aktiver, der stilles til rådighed inden for rammerne af bistandsforanstaltningen, til de formål, hvortil de er stillet til rådighed

c)

tilstrækkelig vedligeholdelse af aktiver, der stilles til rådighed inden for rammerne af bistandsforanstaltningen, for at sikre, at de er anvendelige og operationelt disponible i hele deres livscyklus

d)

at aktiver, som stilles til rådighed inden for rammerne af bistandsforanstaltningen, ikke går tabt eller bliver overført til andre personer eller enheder end dem, der er udpeget i disse ordninger.

3.   De ordninger, der er omhandlet i stk. 1, skal omfatte bestemmelser om suspension og ophør af støtte inden for rammerne af bistandsforanstaltningen, i tilfælde af at det konstateres, at modtageren tilsidesætter de i stk. 2 fastsatte forpligtelser.

Artikel 4

Gennemførelse

1.   Den højtstående repræsentant er ansvarlig for at sikre gennemførelsen af denne afgørelse i overensstemmelse med afgørelse (FUSP) 2021/509 og i overensstemmelse med reglerne for gennemførelse af indtægter og udgifter, der finansieres inden for rammerne af EPF, og med den integrerede metodologiske ramme for vurdering og fastlæggelse af de krævede foranstaltninger og kontroller med henblik på bistandsforanstaltninger inden for rammerne af EPF.

2.   Gennemførelsen af de aktiviteter, der er omhandlet i denne afgørelses artikel 1, stk. 3, varetages af administratoren for bistandsforanstaltninger, herunder gennem administrative ordninger med Economat des Armées i overensstemmelse med artikel 37 i afgørelse (FUSP) 2021/509.

Artikel 5

Overvågning, kontrol og evaluering

1.   Den højtstående repræsentant overvåger modtagerens overholdelse af de forpligtelser, der er fastsat i artikel 3. Denne overvågning skal anvendes til at skabe bevidsthed om konteksten og risiciene for tilsidesættelse af de forpligtelser, der er fastsat i artikel 3, og til at bidrage til at forebygge sådanne tilsidesættelser, herunder krænkelser af den internationale menneskerettighedslovgivning og den humanitære folkeret begået af enheder i Tchads væbnede styrker, som modtager støtte inden for rammerne af bistandsforanstaltningen.

2.   Kontrol af udstyr og forsyninger efter afsendelse tilrettelægges som følger:

a)

leveringsverifikation, hvorved EPF-leveringsattester skal undertegnes af slutbrugerstyrkerne ved overdragelsen af ejendomsretten

b)

rapportering om aktiviteterne, hvorved modtageren årligt skal aflægge rapport om de aktiviteter, der udføres med det udstyr, de forsyninger og de tjenester, der leveres inden for rammerne af bistandsforanstaltningen, indtil Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité (PSC) ikke længere finder en sådan rapportering nødvendig

c)

besøg på stedet, hvorved modtageren efter anmodning skal give den højtstående repræsentant og EPF-revisorer adgang til at foretage kontrol på stedet og EPF-revisioner.

3.   Den højtstående repræsentant foretager en endelig evaluering, når bistandsforanstaltningen er afsluttet, for at vurdere, om bistandsforanstaltningen har bidraget til at nå målet i artikel 1, stk. 2.

Artikel 6

Rapportering

I gennemførelsesperioden forelægger den højtstående repræsentant halvårlige rapporter om gennemførelsen af bistandsforanstaltningen for PSC i overensstemmelse med artikel 63 i afgørelse (FUSP) 2021/509. Administratoren for bistandsforanstaltninger orienterer regelmæssigt det ved afgørelse (FUSP) 2021/509 nedsatte facilitetsudvalg om modtagelsen af indtægter og afholdelsen af udgifter i overensstemmelse med nævnte afgørelses artikel 38, herunder ved at give oplysninger om de involverede leverandører og underleverandører.

Artikel 7

Suspension og ophævelse

1.   PSC kan beslutte helt eller delvis at suspendere gennemførelsen af bistandsforanstaltningen i overensstemmelse med artikel 64 i afgørelse (FUSP) 2021/509.

2.   PSC kan henstille til, at Rådet ophæver bistandsforanstaltningen.

Artikel 8

Ikrafttræden

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Udfærdiget i Bruxelles, den 24. november 2025.

På Rådets vegne

L. LØKKE RASMUSSEN

Formand


(1)  Rådets afgørelse (FUSP) 2021/509 af 22. marts 2021 om oprettelse af en europæisk fredsfacilitet og om ophævelse af afgørelse (FUSP) 2015/528 (EUT L 102 af 24.3.2021, s. 14, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2021/509/oj).

(2)  Rådets fælles holdning 2008/944/FUSP af 8. december 2008 om fælles regler for kontrol med eksport af militærteknologi og -udstyr (EUT L 335 af 13.12.2008, s. 99, ELI: http://data.europa.eu/eli/compos/2008/944/oj).


ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2025/2379/oj

ISSN 1977-0634 (electronic edition)


Top