(1)

I henhold til artikel 3, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) omfatter Unionen et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed uden indre grænser, hvor der er fri bevægelighed for personer, kombineret med passende foranstaltninger vedrørende grænsekontrol ved de ydre grænser, asyl, indvandring og forebyggelse og bekæmpelse af kriminalitet.

(2)

Skabelsen af et område, hvor personer er sikret fri bevægelighed på tværs af de indre grænser, udgør et af Unionens vigtigste resultater. Det er vigtigt, at den normale funktion og styrkelse af dette område, som er baseret på tillid og solidaritet, er et fælles mål for Unionen og de medlemsstater, som har accepteret at deltage i det. I denne henseende bør den midlertidige genindførelse af grænsekontrol ved de indre grænser være en undtagelse og kun anvendes som en sidste udvej, hvor det er hensigtsmæssigt og under forudsætning af høring og samarbejde mellem de berørte medlemsstater og Kommissionen som traktaternes vogter.

(3)

I Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/399 (Schengengrænsekodeksen) (4) fastsættes regler for persontrafik til og fra området uden grænsekontrol ved de indre grænser (»Schengenområdet«) samt mellem de medlemsstater, der er med i Schengenområdet.

(4)

I de senere år har Schengenområdet været udsat for hidtil usete udfordringer, som på grund af deres art ikke var begrænset til en enkelt medlemsstats område. Disse udfordringer understregede, at det er et fælles ansvar at opretholde den offentlige orden og sikkerhed i Schengenområdet, hvilket kræver en fælles og koordineret indsats mellem medlemsstaterne og på EU-plan. De tydeliggjorde også hullerne i de eksisterende regler for Schengenområdets funktion ved både de ydre og de indre grænser og behovet for at skabe en stærkere og mere robust ramme, som giver mulighed for en mere effektiv reaktion på de udfordringer, Schengenområdet står over for med henblik på at styrke den gensidige tillid og solidaritet og sikre, at personer uanset deres nationalitet ikke kontrolleres, når de passerer de indre grænser, samtidig med at medlemsstaterne sættes i stand til at reagere effektivt på de udfordringer, som de står over for.

(5)

Grænsekontrol ved de ydre grænser er ikke kun af interesse for de medlemsstater, ved hvis ydre grænse grænsekontrol foretages, men af interesse for alle de medlemsstater, der har ophævet grænsekontrol ved de indre grænser, og for Unionen som helhed. Medlemsstaterne skal sikre høje standarder for forvaltningen af deres ydre grænser, blandt andet gennem øget samarbejde mellem grænsevagter, politi, toldmyndigheder og andre relevante myndigheder. Unionen yder aktiv støtte ved gennem de relevante EU-agenturer at stille finansiering til rådighed og forestå forvaltningen af Schengenevaluerings- og overvågningsmekanismen, der er indført ved Rådets forordning (EU) 2022/922 (5). Det er nødvendigt at skærpe reglerne for de ydre grænser for derved i højere grad at kunne reagere på de nye udfordringer, der for nylig er opstået ved de ydre grænser.

(6)

Integreret europæisk grænseforvaltning er baseret på den firestrengede model for adgangskontrol, der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1896 (6). Grænsekontrol, herunder foranstaltninger til at lette lovlig grænsepassage, udgør en central del af den integrerede europæiske grænseforvaltning. For at forhindre og afsløre grænseoverskridende kriminalitet ved de ydre grænser, navnlig migrantsmugling, menneskehandel og terrorisme, bør medlemsstaterne sammen med Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning oprettet ved forordning (EU) 2019/1896 gennemføre den integrerede europæiske grænseforvaltning baseret på den firestrengede model for adgangskontrol.

(7)

Covid-19-pandemien har vist, at trusler mod den offentlige sundhed kan kræve ensartede regler for rejserestriktioner for tredjelandsstatsborgere, der indrejser i Unionen. Vedtagelsen af inkonsekvente og divergerende foranstaltninger ved de ydre grænser for at imødegå sådanne trusler har en negativ indvirkning på hele Schengenområdets funktion, skaber mindre forudsigelighed for rejsende fra tredjelande og mindsker de mellemfolkelige kontakter med tredjelande. For at forberede Schengenområdet på fremtidige udfordringer af et omfang, der kan sammenlignes med covid-19-pandemien, bør der oprettes en ny mekanisme, som vil muliggøre rettidig vedtagelse og ophævelse af koordinerede foranstaltninger på EU-plan. Den nye mekanisme ved de ydre grænser bør anvendes i tilfælde af en større krise for den offentlige sundhed med en alvorlig grænseoverskridende sundhedstrussel, der er anerkendt af Kommissionen på EU-plan, uden at det berører Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2022/2371 (7), under hensyntagen til oplysninger fra de kompetente nationale myndigheder.

(8)

I tilfælde af en større krise for den offentlige sundhed bør mekanismen give mulighed for vedtagelse af en gennemførelsesforordning om fastsættelse af midlertidige rejserestriktioner, herunder indrejserestriktioner og midlertidige sundhedsrelaterede minimumsrestriktioner, samt betingelserne for ophævelse af dem. Da sådanne restriktioner, som vedrører retten til indrejse på medlemsstaternes område, er af politisk følsom karakter, bør Rådet tillægges gennemførelsesbeføjelser til at vedtage en sådan gennemførelsesforordning (»gennemførelsesforordningen«) på forslag af Kommissionen.

(9)

Det er vigtigt at bemærke, at i overensstemmelse med de gældende forpligtelser i henhold til EU-retten og folkeretten bør unionsborgere og tredjelandsstatsborgere, som inden for rammerne af aftaler mellem Unionen og dens medlemsstater på den ene side, og disse tredjelande på den anden side er omfattet af samme ret til fri bevægelighed som unionsborgere og deres respektive familiemedlemmer, altid have ret til indrejse i Unionen. Fastboende i Unionen bør altid have ret til at rejse tilbage til Unionen og navnlig til den medlemsstat, hvor de opholder sig lovligt. Gennemførelsesforordningen bør fastsætte midlertidige sundhedsrelaterede minimumsrestriktioner, som disse personer kan være omfattet af. For så vidt angår tredjelandsstatsborgere, der opholder sig lovligt i Irland, bør medlemsstaterne på gensidigt grundlag tillade disse personer at vende tilbage til Irland ved transit gennem medlemsstaternes område. Irland opfordres til at tilpasse sin nationale politik til restriktionerne for rejser til Den Europæiske Union. Denne gennemførselsforordning bør indeholde alle de elementer, der er nødvendige for at sikre, at rejserestriktionerne er effektive, målrettede og ikkeforskelsbehandlende og forholdsmæssige i forhold til udviklingen i den epidemiologiske situation. Hvis karakteren af den større krise for den offentlige sundhed kræver det, bør det angives hvilke kategorier af personer, der foretager væsentlige rejser, som er opført i bilag XI, del B, der bør være fritaget for indrejserestriktioner, og fastsætte betingelserne under hvilke, det undtagelsesvis bør være muligt at indføre rejserestriktioner for disse rejsende. Derudover eller alternativt bør gennemførelsesforordningen fastsætte eventuelle geografiske områder eller tredjelande, hvorfra det bør være muligt at gøre rejsen til genstand for særlige foranstaltninger, og at fastlægge en procedure for regelmæssig gennemgang af situationen og rejserestriktionerne, på grundlag af en objektiv metode og objektive kriterier, der gælder for denne procedure, herunder navnlig den epidemiologiske situation. I gennemførelsesforordningen kan de betingelser, hvorunder rejser kan tillades, angives, f.eks. testning, karantæne, selvisolering eller andre passende foranstaltninger såsom kravet om at udfylde en kontaktopsporingsformular eller at anvende andre kontaktopsporingsværktøjer og under henvisning til navnlig eventuelle EU-systemer, der udvikles for at gøre det lettere at rejse under sikre forhold, f.eks. digitale certificeringssystemer. I givet fald kan der med gennemførelsesforordningen også indføres en mekanisme, der gør det muligt, at der kan træffes supplerende foranstaltninger i tilfælde af, at den epidemiologiske situation forværres drastisk i et eller flere geografiske områder.

(10)

Effektiviteten af restriktioner for rejser til Unionen forudsætter, at der anvendes ensartede regler for tredjelande og tredjelandsstatsborgere. Anvendelsen af ensartede regler ved hjælp af gennemførelsesforordningen bør sikre beskyttelse af den offentlige sundhed og dermed bevare funktionen af området uden grænsekontrol ved de indre grænser. Medlemsstaterne kan vedtage strengere midlertidige sundhedsrestriktioner og andre relaterede restriktioner end dem, der er fastsat i en gennemførelsesforordning, forudsat at sådanne restriktioner ikke har negativ indvirkning på funktionen af området uden grænsekontrol ved de indre grænser. Desuden kan medlemsstaterne vedtage rejserestriktioner, hvis der ikke foreligger en gennemførelsesforordning fra Rådet. Gennemførelsesforordningen bør tage hensyn til den særlige situation i de oversøiske lande og territorier, der er omhandlet i artikel 355, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) og opregnet i bilag II dertil.

(11)

Transit inden for Unionen for unionsborgere og deres familiemedlemmer samt for visse kategorier af personer, der af tvingende grunde er nødt til at rejse, bør ikke være omfattet af midlertidige sundhedsrelaterede rejserestriktioner på vej til deres endelige bestemmelsessted. Eventuelt anvendte midlertidige sundhedsrelaterede restriktioner bør anvendes ved ankomsten til det endelige bestemmelsessted.

(12)

Det er også nødvendigt at skærpe reglerne og styrke garantierne i EU-retten for at gøre det muligt for medlemsstaterne at handle hurtigt for at imødegå tilfælde af instrumentalisering. En sådan instrumentalisering bør forstås i den forstand, hvori begrebet er anvendt i artikel 1, stk. 4, litra b), første punktum, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1359 (8). Situationer, hvor fjendtlige ikkestatslige aktører er involveret i organiseret kriminalitet, navnlig migrantsmugling, bør ikke betragtes som instrumentalisering af migranter, når der ikke er noget mål om at destabilisere Unionen eller en medlemsstat. Endvidere bør humanitære bistandsaktioner ikke betragtes som instrumentalisering af migranter, når der ikke er noget mål om at destabilisere Unionen eller en medlemsstat.

(13)

For så vidt angår Cypern fastsætter Rådets forordning (EF) nr. 866/2004 (9) specifikke regler, der finder anvendelse på linjen mellem de områder af Republikken Cypern, hvor regeringen for Republikken Cypern udøver faktisk kontrol, og de områder, hvor den ikke udøver faktisk kontrol. Skønt denne linje ikke udgør en ydre grænse, skal en situation, hvor et tredjeland eller en fjendtlig ikkestatslig aktør tilskynder tredjelandsstatsborgere til eller gør det lettere for dem at passere denne linje, betragtes som instrumentalisering.

(14)

I tilfælde af instrumentalisering bør det navnlig være muligt for den berørte medlemsstat at begrænse grænsetrafikken til et minimum ved midlertidigt at lukke visse grænseovergangssteder, når det er nødvendigt, samtidig med at der sikres reel og effektiv adgang til procedurerne for international beskyttelse. I forbindelse med alle sådanne beslutninger bør der tages hensyn til, om Det Europæiske Råd har anerkendt, at Unionen eller en eller flere af dens medlemsstater står over for et tilfælde af instrumentalisering af migranter. I forbindelse med alle sådanne begrænsninger bør der desuden fuldt ud tages hensyn til de rettigheder, som unionsborgere, tredjelandsstatsborgere, der er omfattet af retten til fri bevægelighed i medfør af en international aftale, og tredjelandsstatsborgere, som er fastboende udlændinge i henhold til national ret eller EU-retten, eller som er indehavere af visa til længerevarende ophold, og deres respektive familiemedlemmer har. Sådanne begrænsninger bør også anvendes på en måde, der sikrer, at forpligtelser vedrørende adgang til international beskyttelse, navnlig princippet om nonrefoulement, overholdes.

(15)

Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning bistår medlemsstaterne med at gennemføre de operationelle aspekter af forvaltningen af de ydre grænser, herunder informationsudveksling, levering af udstyr, kapacitetsopbygning og uddannelse af nationale grænsevagter, målrettet information og risikoanalyse, indsættelse af Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtnings stående korps samt bistand ved eftersøgnings- og redningsoperationer for personer i havsnød, der iværksættes og foretages i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 656/2014 (10). Agenturets nye mandat giver medlemsstaterne betydelige muligheder for at modtage bistand i deres grænsekontrolopgaver, herunder bl.a. med hensyn til screening og i tilbagesendelsesoperationer.

(16)

Tekniske midler for at forhindre ulovlige grænsepassager kan omfatte moderne teknologier såsom droner og bevægelsessensorer samt mobile enheder, og, hvor det er relevant, alle typer stationær og mobil infrastruktur. Brugen af sådanne tekniske midler, navnlig teknologier, der kan indsamle personoplysninger, skal ske på grundlag af og gennemføres i overensstemmelse med klart definerede bestemmelser i national ret.

(17)

Beføjelsen til at vedtage retsakter i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF bør delegeres til Kommissionen for at supplere forordning (EU) 2016/399 for så vidt angår tilføjelse til bilag XI, del B, af yderligere kategorier af personer, der foretager væsentlige rejser, og for så vidt angår yderligere foranstaltninger vedrørende overvågning, herunder udvikling af fælles minimumsstandarder for grænseovervågning. Disse fælles minimumsstandarder bør tage hensyn til grænsetype, dvs. land-, sø- eller luftgrænser, de indvirkningsniveauer, der er fastsat for hvert afsnit af de ydre grænser, jf. artikel 34 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1896, og andre relevante faktorer såsom geografiske særtræk. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau, og at disse høringer gennemføres i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning (11). For at sikre lige deltagelse i forberedelsen af delegerede retsakter modtager Europa-Parlamentet og Rådet navnlig alle dokumenter på samme tid som medlemsstaternes eksperter, og deres eksperter har systematisk adgang til møder i Kommissionens ekspertgrupper, der beskæftiger sig med forberedelse af delegerede retsakter.

(18)

Inden for området uden grænsekontrol ved de indre grænser bør personer — uanset deres nationalitet — kunne færdes frit og i sikkerhed mellem medlemsstaterne. Det bør i den forbindelse præciseres, at forbuddet mod grænsekontrol ved de indre grænser ikke berører medlemsstaternes kompetence til at foretage kontrol på deres område, herunder ved deres grænseområder, til andre formål end grænsekontrol. Det bør navnlig præciseres, at de kompetente nationale myndigheder, herunder sundhedsmyndighederne eller de retshåndhævende myndigheder, i princippet stadig har ret til at udøve offentlige beføjelser i henhold til national ret, forudsat at virkningen af disse beføjelser ikke svarer til ind- og udrejsekontrol.

(19)

Forbuddet mod grænsekontrol ved de indre grænser omfatter også kontrol, der har tilsvarende virkninger, men medlemsstaternes kompetente myndigheders kontrol bør ikke anses for at svare til ind- og udrejsekontrol, når dens formål ikke er grænsekontrol, når den er baseret på generelle politioplysninger og -erfaringer eller oplysninger om den offentlige sundhed vedrørende mulige trusler mod den offentlige sikkerhed eller den offentlige orden, når den navnlig har til formål at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet, nedbringe ulovlig immigration eller dæmme op for spredningen af en infektionssygdom med epidemisk potentiale som påvist af Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme, når den er udformet og foretages på en måde, der klart adskiller sig fra systematisk personkontrol ved grænserne, og når den foretages ved transportknudepunkter såsom havne, tog- eller busstationer og lufthavne samt fragtterminaler eller direkte om bord på personbefordringsmidler, og når den er baseret på en risikoanalyse.

(20)

Nedbringelse af ulovlig immigration eller ulovlig grænseoverskridende kriminalitet i forbindelse hermed såsom menneskehandel, migrantsmugling og dokumentfalsk samt andre former for grænseoverskridende kriminalitet kan omfatte foranstaltninger, der muliggør kontrol af personers identitet, nationalitet og opholdsstatus, forudsat at denne kontrol ikke er systematisk og foretages på grundlag af en risikoanalyse.

(21)

Brugen af moderne teknologi til overvågning af trafikstrømme, navnlig på motorveje og andre vigtige veje, som udvælges af medlemsstaterne, kan medvirke til at bekæmpe trusler mod den offentlige orden eller den interne sikkerhed. Forbuddet mod grænsekontrol ved de indre grænser bør ikke forstås som en hindring for lovlig udøvelse af politimæssige eller andre offentlige beføjelser til at foretage kontrol i områder ved de indre grænser. Dette omfatter kontrol, som indebærer brug af de overvågnings- og kontrolteknologier, som generelt anvendes i området, eller som er baseret på en risikovurdering med henblik på at beskytte den interne sikkerhed.

(22)

For at sådanne teknologier kan være effektive, bør det være muligt at anvende forholdsmæssige fartbegrænsninger ved vejkryds.

(23)

I forbindelse med medlemsstaternes kompetente myndigheders udøvelse af politimæssige eller andre offentlige beføjelser på deres område, navnlig i deres grænseområder, er det vigtigt, at udøvelsen af disse beføjelser ikke har en uforholdsmæssigt stor indvirkning på den smidige afvikling af vejtrafikken ved overgangsstederne ved de indre grænser, især ved at føre til urimeligt lange ventetider. I en ånd af dialog og samarbejde er det vigtigt, at medlemsstaterne underretter nabomedlemsstaterne om deres handlinger, navnlig når handlingerne forventes at have en større indvirkning på trafikken på tværs af grænserne.

(24)

Forbuddet mod grænsekontrol ved de indre grænser bør ikke begrænse foretagelsen af anden form for kontrol i henhold til EU-retten. Reglerne i denne forordning berører derfor ikke de gældende regler for foretagelsen af kontrol af passageroplysninger i relevante databaser forud for passagerernes ankomst.

(25)

Det er nødvendigt at sikre, at den kontrol, som medlemsstaterne foretager i forbindelse med udøvelsen af deres nationale kompetencer, fortsat fuldt ud er i overensstemmelse med et område, hvor der ikke er grænsekontrol ved de indre grænser. Jo flere tegn der er på, at den kontrol, som medlemsstaterne udfører i deres grænseområder, har samme virkning som grænsekontrol, når der henses til formålet med denne kontrol, dens territoriale omfang og de mulige forskelle sammenlignet med den kontrol, der foretages på resten af den pågældende medlemsstats område, desto større er behovet for, at betingelserne for medlemsstaternes udøvelse politimæssige beføjelser i et grænseområde reguleres strengere og i detaljer samt begrænses, jf. EU-Domstolens retspraksis.

(26)

For at styrke Schengenområdets funktion bør medlemsstaterne kunne træffe yderligere foranstaltninger for at bekæmpe irregulære bevægelser mellem medlemsstaterne. Hvis en medlemsstats nationale retshåndhævende myndigheder pågriber tredjelandsstatsborgere uden opholdsret i den medlemsstat i grænseområder i forbindelse med kontrol, som foretages af de kompetente myndigheder inden for rammerne af et bilateralt samarbejde, som navnlig kan omfatte fælles politipatruljeringer, bør det være muligt for disse myndigheder at overføre tredjelandsstatsborgerne til den medlemsstat, hvorfra de indrejste til den overførende medlemsstat, forudsat at tredjelandsstatsborgerne ikke har opholdsret i den overførende medlemsstat. Den medlemsstat, hvorfra pågrebne tredjelandsstatsborgere er kommet direkte, bør til gengæld være forpligtet til at tage imod dem.

(27)

Overførselsproceduren bør ikke finde anvendelse på tredjelandsstatsborgere, der er indehavere af en EU-opholdstilladelse for fastboende udlændinge og deres familiemedlemmer i overensstemmelse med Rådets direktiv 2003/109/EF (12), tredjelandsstatsborgere, der er familiemedlemmer til unionsborgere, som har ret til fri bevægelighed i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF (13), tredjelandsstatsborgere, der er i besiddelse af et gyldigt visum til længerevarende ophold, og deres familiemedlemmer i overensstemmelse med national ret, tredjelandsstatsborgere, der er indehavere af et gyldigt visum til kortvarigt ophold, tredjelandsstatsborgere, der har ret til visumfri rejse inden for Schengenområdet i en periode på 90 dage inden for en periode på 180 dage, for så vidt som de ikke har overskredet denne 90 dages periode, ansøgere som defineret i artikel 3, nr. 13), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1348 (14) og personer med international beskyttelse som defineret i artikel 3, nr. 4), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1347 (15). For så vidt angår ansøgere, der er blevet pågrebet inden for rammerne af et bilateralt samarbejde, bør de relevante bestemmelser i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1351 (16) finde anvendelse.

(28)

Proceduren for, at en medlemsstat bør kunne overføre pågrebne tredjelandsstatsborgere uden opholdsret til den medlemsstat, hvorfra de kom direkte, bør gennemføres hurtigt, men være underlagt beskyttelsesforanstaltninger og foretages under fuld overholdelse af de grundlæggende rettigheder og princippet om ikkeforskelsbehandling, der er nedfældet i artikel 21 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (»chartret«), for at forhindre racemæssig profilering. Det bør være muligt for myndighederne at foretage kontrol af de relevante oplysninger vedrørende de pågældende personers bevægelser, som umiddelbart er tilgængelige for myndighederne. Disse oplysninger kan omfatte objektive elementer, som gør det muligt for myndighederne at konkludere, at en person for nylig er rejst fra en anden medlemsstat, f.eks. hvis den pågældende er i besiddelse af dokumenter, herunder kvitteringer eller fakturaer, der dokumenterer den nylige rejse fra en anden medlemsstat. Tredjelandsstatsborgere, som er omfattet af overførselsproceduren, bør gives en skriftlig begrundet afgørelse. Selv om afgørelsen bør kunne fuldbyrdes straks, bør tredjelandsstatsborgere have adgang til effektive retsmidler til at klage over eller søge prøvelse af afgørelsen om overførsel. Dette retsmiddel bør ikke have opsættende virkning.

(29)

Den overførselsprocedure, der er fastsat i denne forordning, er fakultativ og berører ikke medlemsstaternes eksisterende mulighed for at tilbagesende tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold i overensstemmelse med bilaterale aftaler eller ordninger, jf. artikel 6, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF (17) (»direktivet om tilbagesendelse«), når sådanne personer afsløres et sted uden for grænseområderne.

(30)

Når medlemsstaterne gør brug af overførselsproceduren i denne forordning, bør de fastlægge praktiske ordninger inden for rammerne af deres bilaterale samarbejder, herunder med henblik på som hovedregel at undgå anvendelsen af denne overførselsprocedure, navnlig på de afsnit af de indre grænser, hvor grænsekontrol er blevet midlertidigt genindført eller forlænget.

(31)

Hvis en tredjelandsstatsborger, der har været genstand for en afgørelse om overførsel, bringes til grænsen af en transportvirksomhed, kan den kompetente myndighed i overensstemmelse med national ret indgå ordninger med transportvirksomheden, således at tredjelandsstatsborgeren straks overføres til den modtagende medlemsstat.

(32)

I forbindelse med uanmeldte besøg i henhold til artikel 4, stk. 3, i forordning (EU) 2022/922 er det vigtigt, at Kommissionen er særligt opmærksom på gennemførelsen af overførselsproceduren.

(33)

I et område, hvor personer er i stand til frit at bevæge sig uden indre grænser, hvilket udgør et af Unionens vigtigste resultater i henhold til artikel 3, stk. 2, i TEU, bør genindførelsen af grænsekontrol ved de indre grænser kun ske undtagelsesvis og bør kun være en sidste udvej. Undtagelser til og fravigelser fra princippet om den frie bevægelighed for personer skal fortolkes strengt. For ikke at kompromittere selve princippet om, at der ikke må foretages grænsekontrol ved de indre grænser, som fastsat i artikel 3, stk. 2, i TEU og gentaget i artikel 67, stk. 2, i TEUF, bør genindførelse af grænsekontrol ved de indre grænser på grund af samme trussel finde sted i tydeligt angivne perioder i overensstemmelse med denne forordning.

(34)

I ekstraordinære tilfælde kan det for at imødegå trusler mod Schengenområdet være nødvendigt, som en sidste udvej, for medlemsstaterne at træffe foranstaltninger ved de indre grænser. Da den frie bevægelighed for personer påvirkes af en midlertidig genindførelse af grænsekontrol ved de indre grænser, bør alle beslutninger om at genindføre en sådan grænsekontrol træffes i overensstemmelse med fælles aftalte kriterier og meddeles behørigt til Kommissionen, Parlamentet og Rådet eller henstilles af en EU-institution. Medlemsstaterne har fortsat kompetence til at afgøre, om der er behov for en midlertidig genindførelse eller forlængelse af grænsekontrol. I henhold til de gældende regler kan der i et begrænset tidsrum genindføres grænsekontrol ved de indre grænser under omstændigheder, hvor der viser sig en alvorlig trussel mod den indre sikkerhed eller den offentlige orden. Navnlig terrorisme og organiseret kriminalitet, større kriser for den offentlige sundhed eller større eller højt profilerede internationale begivenheder såsom sports- eller handelsbegivenheder eller politiske begivenheder kan udgøre en alvorlig trussel mod den offentlige eller den indre sikkerhed.

(35)

Endvidere vil en alvorlig trussel mod den offentlige orden eller den indre sikkerhed også kunne skyldes tredjelandsstatsborgeres pludselige ulovlige bevægelser i stort omfang mellem medlemsstaterne, hvis dette skaber en situation, hvor der lægges betydeligt pres på velforberedte kompetente myndigheders samlede ressourcer og kapacitet, og som sandsynligvis vil bringe den overordnede funktion af området uden grænsekontrol ved de indre grænser i fare, og hvor de øvrige midler, der er fastsat bestemmelse om i denne forordning, ikke er tilstrækkelige til at håndtere disse strømme og bevægelser. Medlemsstaterne bør i den forbindelse kunne henholde sig til objektive og kvantificerede rapporter om ulovlige bevægelser, når der foreligger sådanne, navnlig når de regelmæssigt udarbejdes af de relevante EU-agenturer i overensstemmelse med deres respektive mandater.

(36)

Covid-19-pandemien viste, at der er behov for en EU-dækkende mekanisme, der kan finde anvendelse på situationer, hvor en større krise for den offentlige sundhed inden for Schengenområdet berører adskillige medlemsstater på samme tid og bringer et velfungerende Schengenområde i fare. Den nye beskyttelsesmekanisme for Schengenområdet bør muliggøre koordinerede løsninger til beskyttelse af de personers interesser, som har ret til at drage fordel af området uden grænsekontrol ved de indre grænser, og ved at maksimere effektiviteten af de foranstaltninger, der er truffet, samtidig med at deres negative bivirkninger minimeres.

(37)

Den nye beskyttelsesmekanisme for Schengenområdet bør gøre det muligt for Rådet på forslag af Kommissionen at vedtage en afgørelse om bemyndigelse til midlertidig genindførelse eller forlængelse af grænsekontrol ved de indre grænser, når en større krise for den offentlige sundhed er blevet anerkendt på EU-plan. I lyset af den politisk følsomme karakter af en sådan afgørelse, som regulerer medlemsstaternes mulighed for under særlige omstændigheder at genindføre eller forlænge grænsekontrol ved de indre grænser, bør Rådet tillægges gennemførelsesbeføjelser til på forslag af Kommissionen at vedtage en afgørelse. Denne afgørelse bør omfatte alle passende afbødende foranstaltninger.

(38)

Indførelsen af den nye beskyttelsesmekanisme for Schengenområdet bør ikke berøre medlemsstaternes ret til forudgående at træffe ensidige foranstaltninger i overensstemmelse med denne forordning, når situationen kræver det. Når EU-foranstaltningen er vedtaget, bør den imidlertid blive det eneste grundlag for en koordineret reaktion på den konstaterede trussel.

(39)

For at sikre overholdelsen af proportionalitetsprincippet bør Rådets afgørelse vedtages for en begrænset periode på op til seks måneder, som kan forlænges med forbehold af regelmæssig gennemgang på forslag af Kommissionen, så længe den større krise for den offentlige sundhed varer ved. Den oprindelige afgørelse bør omfatte en vurdering af den forventede virkning af de vedtagne foranstaltninger, herunder deres negative bivirkninger, med henblik på at fastslå, hvorvidt grænsekontrol ved de indre grænser er berettiget, eller hvorvidt der i stedet på effektiv vis kunne anvendes mindre restriktive foranstaltninger. I forbindelse med efterfølgende afgørelser bør der tages hensyn til udviklingen af truslen mod den offentlige sundhed. Medlemsstaterne bør straks underrette Parlamentet Kommissionen og de øvrige medlemsstater om genindførelsen af grænsekontrol ved de indre grænser i overensstemmelse med Rådets afgørelse.

(40)

Genindførelsen af grænsekontrol ved de indre grænser har alvorlige konsekvenser for Schengenområdets funktion og retten til fri bevægelighed, uanset om det sker på grundlag af ensidige afgørelser truffet af medlemsstaterne eller på EU-plan. For at sikre at alle afgørelser om genindførelse af grænsekontrol kun træffes, når det er nødvendigt som en sidste udvej, bør en afgørelse om midlertidig genindførelse eller forlængelse af grænsekontrol baseres på fælles kriterier og være strengt nødvendig og forholdsmæssig.

(41)

I overensstemmelse med EU-Domstolens retspraksis skal en undtagelse fra det grundlæggende princip om fri bevægelighed for personer fortolkes snævert, og begrebet offentlig orden forudsætter, at der foreligger en reel, tilstedeværende og tilstrækkelig alvorlig trussel, der påvirker en af de grundlæggende interesser i samfundet.

(42)

I første omgang bør medlemsstaterne vurdere hensigtsmæssigheden af midlertidig grænsekontrol ved de indre grænser under hensyntagen til den konstaterede alvorlige trussels art samt hensigtsmæssigheden af alternative foranstaltninger til at forfølge de samme mål som grænsekontrol ved de indre grænser såsom forholdsmæssig kontrol, der foretages som led i udøvelsen af politimæssige eller andre offentlige beføjelser eller gennem de former for politisamarbejde, der er fastsat i EU-retten, herunder muligheden for at anvende overførselsproceduren, eller fælles foranstaltninger vedrørende midlertidige rejserestriktioner. I den forbindelse bør medlemsstaterne være særligt opmærksomme på og vurdere den sandsynlige konsekvens af grænsekontrol ved de indre grænser for personers bevægelighed inden for området uden grænsekontrol ved de indre grænser og grænseregionernes funktion. Denne vurdering bør indgå i den underretning, som medlemsstaterne skal fremsende til Kommissionen, Parlamentet og Rådet. I tilfælde af forlængelse af grænsekontrol ved de indre grænser i forbindelse med forudsigelige begivenheder ud over den indledende periode på seks måneder bør medlemsstaten også foretage en risikovurdering. Risikovurderingen bør indeholde nærmere oplysninger om omfanget af og den forventede udvikling i den konstaterede alvorlige trussel, oplysninger om, hvor længe denne alvorlige trussel forventes at vare ved, og hvilke afsnit af de indre grænser der er berørt, oplysninger om koordineringsforanstaltninger med andre medlemsstater, der påvirkes af sådanne foranstaltninger, og de foranstaltninger, som den pågældende medlemsstat har truffet og agter at træffe for at afbøde den konstaterede alvorlige trussel, med henblik på at ophæve grænsekontrol ved de indre grænser for at bevare princippet om fri bevægelighed.

(43)

For at begrænse de skadelige virkninger af genindførelsen af grænsekontrol ved de indre grænser bør enhver afgørelse om at genindføre grænsekontrol ved de indre grænser ledsages af afbødende foranstaltninger. Sådanne foranstaltninger bør omfatte foranstaltninger, der sikrer en gnidningsløs afvikling af transit af gods og transportpersonales og søfarendes grænsepassage ved at etablere »grønne baner«. Herudover og for at tage hensyn til behovet for at sikre bevægeligheden for personer, hvis aktiviteter kan være afgørende for at opretholde forsyningskæden eller leveringen af væsentlige tjenesteydelser, kan medlemsstaterne også anvende de eksisterende retningslinjer for grænsearbejdere, der er fastsat i Kommissionens meddelelse af 30. marts 2020 med titlen »Retningslinjer for udøvelse af arbejdskraftens frie bevægelighed under covid-19-udbruddet«. Reglerne for genindførelsen af grænsekontrol ved de indre grænser bør derfor tage hensyn til de retningslinjer og henstillinger, der blev vedtaget under covid-19-pandemien som et solidt sikkerhedsnet for det indre marked med henblik på at sikre, at medlemsstaterne anvender dem som afbødende foranstaltninger for de negative konsekvenser af genindførelsen af grænsekontrol ved de indre grænser. Der bør navnlig fastlægges foranstaltninger med henblik på at sikre det indre markeds uafbrudte funktion og beskytte grænseregioners og tvillingebyers interesser, herunder f.eks. tilladelser til eller undtagelser for indbyggere i grænseregioner.

(44)

Medlemsstaternes underretning bør være afgørende for vurderingen af, om kriterierne og betingelserne for en midlertidig genindførelse af grænsekontrol ved de indre grænser er opfyldt. For at sikre behørig overvågning af grænsekontrol, der er blevet genindført ved de indre grænser, og for at forbedre kvaliteten af de oplysninger, den modtager, bør Kommissionen vedtage en gennemførelsesretsakt med henblik på at fastsætte en standardformular til underretning om genindførelse af grænsekontrol ved de indre grænser. Medlemsstaterne bør ikke være forpligtede til at give alle oplysninger i tilfælde, der er begrundet i hensynet til den offentlige sikkerhed, under hensyntagen til fortroligheden i forbindelse med igangværende undersøgelser. Medlemsstaterne bør have ret til at klassificere alle eller dele af oplysningerne i underretningen, uden at det berører den måde, hvorpå hensigtsmæssige og sikre kanaler fungerer.

(45)

For at sikre at grænsekontrol ved de indre grænser reelt er en sidste udvej, der kun anvendes, så længe det er nødvendigt, og for at gøre det muligt at vurdere, om en sådan grænsekontrol ved de indre grænser er nødvendig og forholdsmæssig i forhold til målet om at imødegå forudsigelige trusler, og for at give Kommissionen mulighed for at vurdere, at en sådan kontrol er en ekstraordinær foranstaltning, bør medlemsstaterne i disse tilfælde udarbejde en risikovurdering, der skal forelægges for Kommissionen, når grænsekontrol ved de indre grænser er forlænget ud over en indledende periode på seks måneder som reaktion på forudsigelige trusler. Medlemsstaterne skal navnlig forklare omfanget af og udviklingen i den konstaterede alvorlige trussel, herunder hvor længe den konstaterede alvorlige trussel forventes at vare ved, og hvilke afsnit af de indre grænser der kan blive berørt, hvorfor alternative foranstaltninger ikke vil løse den konstaterede trussel, samt deres koordineringsforanstaltninger med de øvrige medlemsstater, som påvirkes eller sandsynligvis vil blive påvirket af grænsekontrol ved de indre grænser.

(46)

Kommissionen bør have ret til at anmode om yderligere oplysninger på grundlag af den modtagne underretning, herunder risikovurderingen eller samarbejds- og koordineringsforanstaltningerne med de medlemsstater, der påvirkes af den planlagte forlængelse af grænsekontrol ved de indre grænser. Hvis underretningen ikke opfylder mindstekravene, bør Kommissionen drøfte den med den berørte medlemsstat og anmode om yderligere oplysninger eller kræve, at den pågældende medlemsstat færdiggør sin oprindelige underretning.

(47)

Mindst én gang om året bør Kommissionen aflægge rapport til Europa-Parlamentet og Rådet om, hvordan området uden grænsekontrol ved de indre grænser fungerer (»Schengenstatusrapporten«). Kommissionen bør også kunne drøfte denne rapport særskilt med Europa-Parlamentet og Rådet. Rapporten bør indeholde en liste over alle beslutninger om genindførelse af grænsekontrol ved de indre grænser, der er truffet i løbet af det pågældende år, samt alle de tiltag, som Kommissionen har iværksat med hensyn til grænsekontrol, der er blevet genindført ved de indre grænser. I rapporten bør der lægges særlig vægt på den grænsekontrol, der har været gældende i mere end 12 måneder. Den bør også indeholde en vurdering af nødvendigheden og forholdsmæssigheden af genindførelse og forlængelser af grænsekontrol ved de indre grænser i den periode, som rapporten dækker, samt oplysninger om tendenserne i området uden grænsekontrol ved de indre grænser for så vidt angår tredjelandsstatsborgeres ulovlige bevægelser under hensyntagen til de tilgængelige oplysninger fra de relevante EU-agenturer og dataanalyse fra relevante informationssystemer. Schengenstatusrapporten bør også omfatte de rapporteringsforpligtelser, som følger af artikel 20 i Schengenevaluerings- og overvågningsmekanismen.

(48)

Schengenstatusrapporten bør ledsages af den rapport, der skal fremlægges i henhold til artikel 25 i forordning (EU) 2022/922.

(49)

Mekanismen for midlertidig genindførelse af grænsekontrol ved de indre grænser i hastesituationer eller for at imødegå forudsigelige trusler bør give Kommissionen mulighed for at tilrettelægge høringer mellem medlemsstaterne. Kommissionen bør arrangere en høring, hvis en medlemsstat, der er direkte berørt, anmoder herom. De relevante EU-agenturer bør inddrages i denne proces for at dele deres ekspertise, når det er relevant. Ved sådanne høringer bør der ses nærmere på muligheden for at anvende alternative foranstaltninger og, om nødvendigt, praktiske ordninger for foretagelsen af grænsekontrol ved de indre grænser og deres varighed. Hvis Kommissionen eller en medlemsstat har afgivet udtalelse, hvori der gives udtryk for betænkeligheder med hensyn til genindførelsen af grænsekontrol, bør sådanne høringer være obligatoriske.

(50)

Kommissionen og medlemsstaterne bør fortsat have mulighed for at give udtryk for eventuelle betænkeligheder med hensyn til, om en medlemsstats beslutning om at genindføre grænsekontrol ved de indre grænser på grund af en hastesituation eller for at imødegå en forudsigelig trussel, er nødvendig og forholdsmæssig. Hvis grænsekontrol ved de indre grænser genindføres og forlænges på grund af forudsigelige trusler i sammenhængende kombinerede perioder på over 12 måneder, bør Kommissionen afgive udtalelse om, hvorvidt en sådan grænsekontrol ved de indre grænser er nødvendig og forholdsmæssig. Hvis en medlemsstat finder, at der er tale om en afgørende ekstraordinær situation, der berettiger det fortsatte behov for grænsekontrol ved de indre grænser i en periode på over 2 år, bør der iværksættes yderligere sikkerhedsforanstaltninger med hensyn til risikovurdering. Underretningen fra den berørte medlemsstat bør omfatte de foranstaltninger, den agter at træffe i samarbejde med andre medlemsstater, hvor det er relevant, således at truslen kan imødegås, samt en præsentation af de overvejede midler, tiltag, betingelser og tidsplaner med henblik på at ophæve grænsekontrol ved de indre grænser så hurtigt som muligt, således at princippet om fri bevægelighed opretholdes. I så tilfælde skal Kommissionen afgive en ny udtalelse. En sådan udtalelse berører ikke de håndhævelsesforanstaltninger, herunder traktatbrudsprocedurer, som Kommissionen i sin rolle som traktaternes vogter til enhver tid bør kunne træffe over for en medlemsstat for manglende overholdelse af dens forpligtelser i henhold til EU-retten. Hvis Kommissionen afgiver udtalelse, bør den indlede høringer med de berørte medlemsstater. Selv om en alvorlig trussel mod den offentlige orden eller den indre sikkerhed i en medlemsstat ikke nødvendigvis er tidsbegrænset inden for området uden grænsekontrol ved de indre grænser, er det for at opretholde princippet om fri bevægelighed nødvendigt at begrænse den maksimale varighed af grænsekontrol ved de indre grænser på grundlag af den samme alvorlige trussel, som ikke bør overstige 2 år. Under ekstraordinære omstændigheder og på visse betingelser bør medlemsstaterne kunne beslutte at forlænge grænsekontrol ved de indre grænser i yderligere to perioder på seks måneder. Under alle omstændigheder bør grænsekontrol ved de indre grænser på grundlag af den samme alvorlige trussel ikke overstige 3 år i alt.

(51)

For at gøre det muligt at foretage en efterfølgende analyse af afgørelsen om genindførelse af grænsekontrol ved de indre grænser bør medlemsstaterne fortsat være forpligtet til at forelægge Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen en rapport om genindførelsen af grænsekontrol ved de indre grænser, efter at de har ophævet denne grænsekontrol. Såfremt kontrollen opretholdes i længere tid, bør der indsendes en yderligere sådan rapport efter 12 måneder og igen 12 måneder senere, hvis kontrollen undtagelsesvis opretholdes. I rapporten bør der navnlig redegøres for den indledende og opfølgende vurdering af behovet for grænsekontrol ved de indre grænser og overholdelsen af kriterierne for genindførelse af denne grænsekontrol ved de indre grænser. Kommissionen bør vedtage en gennemførelsesretsakt med henblik på at fastsætte en standardformular for sådanne rapporter og gøre denne standardformular tilgængelig online.

(52)

Ved anvendelsen af denne forordning må medlemsstaterne ikke forskelsbehandle personer på grund af køn, race, farve, etnisk eller social oprindelse, genetiske anlæg, sprog, religion eller tro, politiske eller andre anskuelser, tilhørsforhold til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel, handicap, alder eller seksuel orientering.

(53)

De kompetente myndigheder, der er omhandlet i denne forordning, bør i alle aktiviteter, de udfører i medfør af denne forordning, herunder når de udnytter deres beføjelser til at foretage kontrol, fuldt ud overholde databeskyttelsesreglerne i EU-retten. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 (18) eller Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/680 (19) finder anvendelse på de kompetente nationale myndigheders behandling af personoplysninger med henblik på denne forordning inden for deres respektive anvendelsesområder.

(54)

Målet for denne forordning, nemlig at styrke Schengenområdets funktion, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne hver for sig, eftersom det er nødvendigt med en ændring af de fælles regler på EU-plan, men kan bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i TEU. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(55)

I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til TEU og til TEUF, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne forordning, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark. Inden seks måneder efter, at Rådet har truffet foranstaltning om denne forordning til udbygning af Schengenreglerne, træffer Danmark afgørelse om, hvorvidt det vil gennemføre denne forordning i sin nationale lovgivning, jf. artikel 4 i protokollen.

(56)

Denne forordning udgør en udvikling af de bestemmelser i Schengenreglerne, som Irland ikke deltager i, jf. Rådets afgørelse 2002/192/EF (20); Irland deltager derfor ikke i vedtagelsen af denne forordning, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Irland.

(57)

For så vidt angår Island og Norge, udgør denne forordning en udvikling af de bestemmelser i Schengenreglerne, jf. aftalen indgået mellem Rådet for Den Europæiske Union og Republikken Island og Kongeriget Norge om disse to staters associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne (21), der henhører under det område, som er nævnt i artikel 1, litra A, i Rådets afgørelse 1999/437/EF (22).

(58)

For så vidt angår Schweiz, udgør denne forordning en udvikling af de bestemmelser i Schengenreglerne, jf. aftalen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om Det Schweiziske Forbunds associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne (23), der henhører under det område, som er nævnt i artikel 1, litra A, i afgørelse 1999/437/EF sammenholdt med artikel 3 i Rådets afgørelse 2008/146/EF (24).

(59)

For så vidt angår Liechtenstein udgør denne forordning en udvikling af de bestemmelser i Schengenreglerne, jf. protokollen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab, Det Schweiziske Forbund og Fyrstendømmet Liechtenstein om Fyrstendømmet Liechtensteins tiltrædelse af aftalen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om Det Schweiziske Forbunds associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne (25), der henhører under det område, der er nævnt i artikel 1, litra A, i afgørelse 1999/437/EF sammenholdt med artikel 3 i Rådets afgørelse 2011/350/EU (26).

(60)

Denne forordning berører ikke anvendelsen af direktiv 2004/38/EF.

(61)

Denne forordning overholder de grundlæggende rettigheder og de principper, som er anerkendt i navnlig chartret.

(62)

Forordning (EU) 2016/399 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

1)

I artikel 2 foretages følgende ændringer:

2)

I artikel 5, stk. 3, tilføjes følgende afsnit:

»Medlemsstaterne kan, hvis et stort antal migranter forsøger at passere deres ydre grænser ulovligt, en masse og ved brug af vold, træffe de foranstaltninger, der er nødvendige for at opretholde sikkerheden og den offentlige orden.«

3)

I artikel 5 tilføjes følgende stykke:

(*1)  Europa-Parlamentet og Rådets forordning (EU) 2024/1359 af 14. maj 2024 om håndtering af krisesituationer og force majeure på migrations- og asylområdet og om ændring af forordning (EU) 2021/1147 (EUT L, 2024/1359, 22.5.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2024/1359/oj)."

(*2)  Rådets direktiv 2003/109/EF af 25. november 2003 om tredjelandsstatsborgeres status som fastboende udlænding (EUT L 16 af 23.1.2004, s. 44).« "

4)

Artikel 13 affattes således:

(*3)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1896 af 13. november 2019 om den europæiske grænse- og kystvagt og om ophævelse af forordning (EU) nr. 1052/2013 og (EU) 2016/1624 (EUT L 295 af 14.11.2019, s. 1).« "

5)

Titlen på kapitel V affattes således: »Særlige foranstaltninger vedrørende de ydre grænser«.

6)

Følgende artikel indsættes:

7)

Artikel 23 affattes således:

8)

Følgende artikel indsættes:

(*4)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1348 af 14. maj 2024 om en fælles procedure for international beskyttelse i Unionen og om ophævelse af direktiv 2013/32/EU (EUT L, 2024/1348, 22.5.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2024/1348/oj)."

(*5)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1347 af 14. maj 2024 om fastsættelse af standarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som personer med international beskyttelse, for en ensartet status for flygtninge eller for personer, der er berettiget til subsidiær beskyttelse, og for indholdet af den tildelte beskyttelse, om ændring af Rådets direktiv 2003/109/EF og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/95/EU (EUT L, 2024/1347, 22.5.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2024/1347/oj).« "

9)

Artikel 24, stk. 1, affattes således:

»Medlemsstaterne fjerner alle hindringer for en smidig afvikling af vejtrafikken ved overgangsstederne ved de indre grænser, navnlig hastighedsbegrænsninger, der ikke udelukkende er fastsat af hensyn til trafiksikkerheden eller påkrævet med henblik på anvendelsen af de teknologier, der er omhandlet i artikel 23, litra a).«

10)

Artikel 25 affattes således:

11)

Følgende artikel indsættes:

12)

Artikel 26 affattes således:

13)

Artikel 27 affattes således:

14)

Følgende artikel indsættes:

15)

Artikel 28 affattes således:

16)

Artikel 33 affattes således:

17)

Artikel 36 affattes således:

18)

Følgende artikel indsættes:

19)

I artikel 39, stk. 1, tilføjes følgende litra:

20)

Følgende artikel indsættes:

21)

I forordning (EU) 2016/399 tilføjes teksten i bilaget til nærværende forordning som bilag XI og XII.