(1)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF (3) fastsætter regler på EU-plan for forbrugerkreditaftaler.

(2)

I 2014 fremlagde Kommissionen en rapport om gennemførelsen af direktiv 2008/48/EF. I 2020 fremlagde Kommissionen en anden rapport om gennemførelsen af nævnte direktiv og et arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene med resultaterne af en evaluering af nævnte direktiv med hensyn til målrettet og effektiv regulering, hvilket omfattede en bred høring af relevante interessenter.

(3)

Disse rapporter og høringer viste, at direktiv 2008/48/EF har været delvist effektivt med hensyn til at sikre høje standarder for forbrugerbeskyttelse og fremme udviklingen af et indre marked for kredit, og at sådanne mål stadig er relevante. Årsagerne til, at nævnte direktiv kun har været delvist effektivt, stammer både fra selve direktivet, f.eks. upræcis formulering af bestemte artikler, og fra eksterne faktorer såsom udviklingen knyttet til digitalisering, den praktiske anvendelse og håndhævelse i medlemsstaterne samt det faktum at visse aspekter af forbrugerkreditmarkedet ikke er omfattet af nævnte direktiv.

(4)

Digitaliseringen har bidraget til en markedsudvikling, som ikke var forudset på det tidspunkt, hvor direktiv 2008/48/EF blev vedtaget. Faktisk har den hurtige teknologiske udvikling siden vedtagelsen af nævnte direktiv medført betydelige ændringer på forbrugerkreditmarkedet, på både udbuds- og efterspørgselssiden, såsom fremkomsten af nye produkter og udviklingen i forbrugernes adfærd og præferencer.

(5)

Den upræcise formulering af visse bestemmelser i direktiv 2008/48/EF, der giver medlemsstaterne mulighed for at vedtage afvigende bestemmelser, som går videre end dem, der er fastsat i nævnte direktiv, resulterede i en fragmenteret reguleringsmæssig ramme i Unionen som helhed for en række aspekter af forbrugerkreditaftaler.

(6)

Den faktiske og den retlige situation som følge af disse nationale forskelle fører i nogle tilfælde til konkurrenceforvridning mellem kreditgivere i Unionen og skaber hindringer for det indre marked. Situationen begrænser forbrugernes muligheder for at drage fordel af et gradvist stigende udbud af grænseoverskridende kredit, som forventes at vokse yderligere som følge af digitaliseringen. Disse forvridninger og begrænsninger kan have konsekvenser i form af en mindre efterspørgsel efter varer og tjenesteydelser. Situationen fører også til et utilstrækkeligt og uensartet beskyttelsesniveau for forbrugerne i Unionen som helhed.

(7)

Der er i de senere år sket en betydelig udvikling og diversificering af kreditudbud til forbrugere. Der er dukket nye kreditprodukter op, navnlig i onlinemiljøet, og anvendelsen af disse er i stadig udvikling. Dette har ført til retsusikkerhed med hensyn til anvendelsen af direktiv 2008/48/EF på sådanne nye produkter.

(8)

Dette direktiv supplerer bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/65/EF (4). Af hensyn til retssikkerheden bør det præciseres, at i tilfælde af konflikt mellem bestemmelserne i nærværende direktiv og nævnte direktiv bør bestemmelserne i nærværende direktiv, som lex specialis, finde anvendelse.

(9)

I overensstemmelse med artikel 26 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) indebærer det indre marked et område med fri bevægelighed for varer, personer og tjenesteydelser. Udviklingen af mere gennemsigtige og effektive retlige rammer for forbrugerkredit bør øge forbrugernes tillid og forbrugerbeskyttelsen og lette udviklingen af grænseoverskridende aktiviteter.

(10)

For at få det indre marked for forbrugerkredit til at fungere bedre er det nødvendigt at fastsætte en harmoniseret EU-ramme på en række centrale områder. I lyset af den stadige udvikling af markedet for forbrugerkredit, navnlig i onlinemiljøet, og unionsborgernes stigende mobilitet vil fremtidsorienteret EU-lovgivning, som vil kunne tilpasses fremtidige kredittyper, og som giver medlemsstaterne en passende grad af fleksibilitet i gennemførelsen heraf, bidrage til at skabe lige vilkår for virksomheder.

(11)

I henhold til artikel 169, stk. 1, og artikel 169, stk. 2, litra a), i TEUF skal Unionen bidrage til at nå et højt forbrugerbeskyttelsesniveau ved hjælp af foranstaltninger, som vedtages i henhold til artikel 114 i TEUF. I henhold til artikel 38 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (»chartret«) skal der sikres et højt forbrugerbeskyttelsesniveau i Unionens politikker.

(12)

Det er vigtigt, at forbrugerne nyder godt af et højt beskyttelsesniveau. Derved bør det være muligt for den frie bevægelighed for kredittilbud at udfolde sig under optimale vilkår for både dem, der tilbyder kredit, og dem, der efterspørger kredit, under behørig hensyntagen til særlige situationer i medlemsstaterne.

(13)

Fuldstændig harmonisering er nødvendig for at sikre, at alle forbrugere i Unionen nyder samme høje grad af beskyttelse af deres interesser og for at skabe et velfungerende indre marked. Medlemsstaterne bør derfor ikke kunne bibeholde eller indføre bestemmelser på nationalt plan, der afviger fra dem, der er fastsat i dette direktiv, medmindre andet er fastsat i dette direktiv. Sådanne restriktioner bør dog kun gælde på de områder, hvor der er fastsat harmoniserede bestemmelser i dette direktiv. Hvor der ikke findes harmoniserede bestemmelser, bør medlemsstaterne fortsat kunne bibeholde eller indføre national lovgivning. I overensstemmelse hermed bør medlemsstaterne have mulighed for at bibeholde eller indføre nationale bestemmelser om, at leverandøren af varer eller af tjenesteydelser og kreditgiveren hæfter solidarisk. Medlemsstaterne bør også have mulighed for at bibeholde eller indføre nationale bestemmelser om ophævelse af en aftale om salg af varer eller levering af tjenesteydelser, såfremt forbrugeren udøver sin fortrydelsesret for så vidt angår kreditaftalen. I den forbindelse bør medlemsstaterne for tidsubegrænsede kreditaftaler kunne fastsætte en minimumsperiode, der skal strække sig fra det tidspunkt, hvor kreditgiveren anmoder om indfrielse, og til den dag, hvor kreditten skal betales tilbage.

(14)

Definitionerne fastsat i dette direktiv bestemmer rækkevidden af harmonisering. Medlemsstaternes forpligtelse til at gennemføre dette direktiv bør derfor begrænses til dets anvendelsesområde som bestemt ved disse definitioner. Dette direktiv bør dog ikke berøre medlemsstaternes anvendelse af direktivets bestemmelser i overensstemmelse med EU-retten på områder, der ikke er omfattet af direktivets anvendelsesområde. En medlemsstat vil således kunne bibeholde eller indføre national lovgivning svarende til dette direktiv eller visse bestemmelser i dette direktiv om kreditaftaler, der falder uden for direktivets anvendelsesområde, f.eks. om kreditaftaler ved hvis indgåelse forbrugeren pålægges krav om at deponere en genstand som sikkerhed hos kreditgiveren, og hvor forbrugeren ene og alene hæfter med den pågældende deponerede genstand, eller om kreditaftaler med et samlet kreditbeløb på over 100 000 EUR. Endvidere vil medlemsstaterne også kunne anvende dette direktiv på tilknyttede kreditter, som ikke falder ind under definitionen af en tilknyttet kreditaftale fastsat i dette direktiv. Bestemmelserne i dette direktiv om tilknyttede kreditaftaler vil således kunne finde anvendelse på kreditaftaler, der kun delvis tjener til at finansiere en aftale om levering af varer eller levering af en tjenesteydelse.

(15)

En række medlemsstater har anvendt direktiv 2008/48/EF på områder, der ikke er omfattet af dets anvendelsesområde, for at forbedre forbrugerbeskyttelsesniveauet, mens andre medlemsstater har forskellige nationale regler på disse områder som følge af særlige markedsforhold, hvorved visse forskelle mellem national ret i de forskellige medlemsstater for så vidt angår disse typer kredit er bibeholdt. Faktisk kan flere af de kreditaftaler, der ikke er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2008/48/EF, være til skade for forbrugerne, herunder kortfristede, dyre kreditaftaler, hvis beløb typisk er lavere end den minimumstærskel på 200 EUR, der er fastsat i nævnte direktiv. I denne forbindelse og med henblik på at sikre et højt forbrugerbeskyttelsesniveau og lette det grænseoverskridende forbrugerkreditmarked bør nærværende direktiv omfatte visse aftaler, der var udelukket fra anvendelsesområdet for direktiv 2008/48/EF, såsom forbrugerkreditaftaler med et samlet kreditbeløb på under 200 EUR. På samme måde bør andre potentielt skadelige produkter på grund af de høje omkostninger, der er forbundet hermed, eller de høje gebyrer, der opkræves ved manglende betaling, være omfattet af nærværende direktiv for at sikre øget gennemsigtighed og bedre forbrugerbeskyttelse, hvilket vil resultere i større forbrugertillid. Med henblik herpå bør leje- eller leasingaftaler med forkøbsret, kreditaftaler i form af en kassekredit, hvor kreditten skal tilbagebetales inden for en måned, kreditaftaler, hvor kreditten ydes rentefrit og uden andre omkostninger, og kreditaftaler, ifølge hvilke kreditten skal tilbagebetales inden for tre måneder, og hvor der kun skal betales ubetydelige omkostninger, ikke udelukkes fra nærværende direktivs anvendelsesområde. For nogle af de kreditaftaler, der var udelukket fra anvendelsesområdet for direktiv 2008/48/EF, og som bør være omfattet af nærværende direktiv, nemlig kreditaftaler med et samlet kreditbeløb på under 200 EUR, kredit givet rentefrit og uden andre omkostninger og kun med begrænsede omkostninger, som forbrugeren skal betale for forsinkede betalinger, og kredit, der skal tilbagebetales inden for tre måneder med kun ubetydelige omkostninger, bør medlemsstaterne dog kunne udelukke anvendelsen af et defineret og begrænset antal bestemmelser i nærværende direktiv vedrørende reklame, oplysninger forud for aftaleindgåelsen og i aftalen for at undgå en unødvendig byrde for kreditgivere under hensyntagen til de særlige markedsforhold og de særlige karakteristika ved disse kreditaftaler, såsom deres kortere varighed, samtidig med at der sikres et højere forbrugerbeskyttelsesniveau.

(16)

»Køb nu og betal senere«-ordninger, hvorved kreditgiveren yder en forbruger kredit udelukkende med henblik på at købe varer eller tjenesteydelser fra en leverandør og som er nye digitale finansielle værktøjer, der lader forbrugere foretage køb og betale dem over tid, ydes ofte rentefrit og uden andre omkostninger, og bør derfor være omfattet af dette direktivs anvendelsesområde.

(17)

Visse former for henstand med betalinger, hvor en leverandør af varer eller tjenesteydelser giver forbrugeren tid til at betale for en vare eller tjenesteydelse rentefrit og uden andre omkostninger, undtagen begrænsede omkostninger for forsinkede betalinger i overensstemmelser med national ret, bør udelukkes fra dette direktivs anvendelsesområde, forudsat at der ikke er nogen tredjemand, som i »køb nu og betal senere«-ordninger, der yder kredit for varen eller tjenesteydelsen, og forudsat at betalingen skal foretages fuldt ud inden for en begrænset frist på 50 dage fra leveringen af varen eller tjenesteydelsen. Faktisk er sådan henstand med betalinger er forretningspraksis, der almindeligvis anvendes til at give forbrugerne mulighed for først at betale efter modtagelse af varerne eller tjenesteydelserne, hvilket gavner forbrugerne, f.eks. i tilfælde af henstand med betalinger af lægeregninger, hvor hospitalerne giver forbrugerne tid til at betale for lægeudgifter. Denne udelukkelse bør begrænses for visse store onlineleverandører af varer eller tjenesteydelser, der har adgang til et stort kundegrundlag, hvor en tredjemand hverken tilbyder eller køber kredit, og hvor betalingen skal foretages fuldt ud inden for 14 dage efter leveringen af varerne eller tjenesteydelserne, rentefrit og uden andre omkostninger og kun med begrænsede omkostninger, som forbrugeren skal betale for forsinkede betalinger, og som pålægges i overensstemmelse med national ret. Sådanne store onlineleverandører ville ellers i betragtning af deres finansielle kapacitet og deres evne til at skubbe forbrugerne i retning af impulskøb og et potentielt overforbrug kunne tilbyde henstand med betaling på meget omfattende vis uden nogen form for beskyttelse for forbrugerne og svække den fair konkurrence med andre leverandører af varer eller tjenesteydelser. En sådan begrænsning vil altid give forbrugerne mulighed for at foretage betalinger på en bekvem måde inden for to uger, samtidig med at det sikres, at store onlineleverandører af varer eller tjenesteydelser, hvis de ønsker at yde kredit i stor skala med en længere tidsramme, er omfattet af dette direktiv.

(18)

Som beskrevet i betragtning 17 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/751 (5) er købekort med henstand med betalingen kreditkort, der er almindeligt tilgængelige på markedet, hvor det samlede transaktionsbeløb debiteres kortindehaverens konto på en forud aftalt bestemt dato, normalt én gang om måneden, uden at der skal betales renter. Medlemsstaterne bør kunne undtage visse kreditaftaler i form af købekort med henstand med betalingen fra dette direktiv, da sådanne kreditaftaler kan hjælpe husholdningerne, så de bedre kan tilpasse deres budget til en månedlig indtægt, når kreditten skal tilbagebetales inden for 40 dage, er rentefri og uden andre omkostninger og kun med begrænsede omkostninger i forbindelse med leveringen af betalingstjenesten, samt ydes af et kreditinstitut eller et betalingsinstitut. Denne undtagelse bør ikke berøre anvendelsen af relevante bestemmelser om kassekredit eller overtræk, som bør finde anvendelse, i fald tilbagebetalingen overstiger den positive saldo på den løbende konto.

(19)

Leje- og leasingaftaler, hvor der ikke er fastsat nogen købspligt eller forkøbsret for forbrugeren vedrørende aftalegenstanden, hverken i selve aftalen eller i en særskilt aftale, eksempelvis rene lejeaftaler, bør ikke være omfattet af dette direktivs anvendelsesområde, eftersom de ikke indebærer nogen overførsel af ejendom ved aftalens udløb.

(20)

Desuden bør alle kreditaftaler op til 100 000 EUR være omfattet af dette direktivs anvendelsesområde. Den øvre tærskel for kreditaftaler fastsat i dette direktiv bør være højere end tærsklen fastsat i direktiv 2008/48/EF for at tage hensyn til indeksering med henblik på tilpasning til virkningerne af inflation siden 2008 og i de kommende år.

(21)

For så vidt angår kreditaftaler, der indebærer ordninger mellem kreditgiver og forbruger om henstand med betalingen eller tilbagebetalingsmetoder, hvor forbrugeren allerede har misligholdt eller sandsynligvis vil misligholde den oprindelige kreditaftale, når sådanne ordninger kan forventes at afværge en retssag om misligholdelsen, og deres vilkår ikke er mindre gunstige end dem, der er fastsat i den oprindelige kreditaftale, bør medlemsstaterne kunne beslutte kun at anvende et begrænset antal af dette direktivs bestemmelser, herunder at fritage kreditgivere fra forpligtelsen til at foretage en vurdering af kreditværdigheden. Dette forhindrer ikke forbrugere i betalingsvanskeligheder i at få en ny kreditaftale, der ville kunne hjælpe dem til lettere at tilbagebetale deres oprindelige kredit. Det formodes at være sandsynligt, at forbrugere vil misligholde deres forpligtelser f.eks. i situationer, hvor de har mistet deres arbejde.

(22)

Crowdfunding har siden 2008 udviklet sig til en form for finansiering, der er tilgængelig for forbrugerne, typisk til mindre udgifter eller investeringer. En udbyder af crowdfundingkredittjenester driver en digital platform, der er åben for offentligheden, for at matche eller facilitere matchningen mellem potentielle långivere, uanset om de handler som led i deres erhvervsmæssige virksomhed eller ej, og forbrugere, der søger finansiering. En sådan finansiering vil kunne være i form af forbrugerkredit. Såfremt udbydere af crowdfundingkredittjenester yder direkte kredit til forbrugere, bør bestemmelserne i dette direktiv vedrørende kreditgivere finde anvendelse på dem. Såfremt udbydere af crowdfundingkredittjenester faciliterer kreditgivning mellem kreditgivere, der handler som led i deres erhvervsmæssige virksomhed, og forbrugere, bør de forpligtelser, der påhviler kreditgivere i henhold til dette direktiv, gælde for disse kreditgivere. I en sådan situation fungerer udbydere af crowdfundingkredittjenester som kreditformidlere, og derfor bør forpligtelserne for kreditformidlere i henhold til dette direktiv finde anvendelse på dem.

(23)

For så vidt angår særlige typer kreditaftaler, på hvilke kun nogle af bestemmelserne i dette direktiv finder anvendelse, bør medlemsstaterne fortsat frit kunne regulere sådanne typer kreditaftaler i deres nationale ret for så vidt angår andre aspekter, der ikke er harmoniseret ved dette direktiv.

(24)

Aftaler om løbende levering af tjenesteydelser eller varer af samme art, hvor forbrugeren betaler for ydelserne eller varerne i rater, så længe de leveres, kan være meget forskellige fra de kreditaftaler, som er omfattet af dette direktiv, med hensyn til de berørte aftaleparters interesser og vilkårene for og udførelsen af transaktionerne. Sådanne aftaler bør derfor ikke betragtes som kreditaftaler i dette direktivs forstand. Sådanne aftaler omfatter f.eks. en forsikringsaftale, hvor forsikringen betales i månedlige rater.

(25)

Kreditaftaler, der dækker kreditgivning med sikkerhed i fast ejendom, og kreditaftaler, hvis formål er at finansiere erhvervelsen eller bevarelsen af ejendomsrettigheder til jord eller til en eksisterende eller projekteret bygning, herunder lokaler, der benyttes til erhvervsmæssig virksomhed bør udelukkes fra dette direktivs anvendelsesområde, da sådanne aftaler er reguleret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/17/EU (6). Kreditter med et samlet beløb på over 100 000 EUR, hvis formål er renovering af fast ejendom til beboelse, og som hverken er sikret ved pant eller ved en anden sammenlignelig sikkerhedsstillelse, der almindeligvis anvendes i en medlemsstat i forbindelse med fast ejendom, eller ved en rettighed relateret til fast ejendom, bør dog ikke udelukkes fra nærværende direktivs anvendelsesområde.

(26)

Dette direktiv bør finde anvendelse, uanset om kreditgiveren er en juridisk person eller en fysisk person. Dette direktiv bør imidlertid ikke berøre medlemsstaternes ret til at begrænse tilrådighedsstillelsen af forbrugerkredit til kun at omfatte juridiske personer eller visse juridiske personer.

(27)

Visse bestemmelser i dette direktiv bør finde anvendelse på kreditformidlere, der er fysiske og juridiske personer, og som led i udøvelsen af deres erhvervsmæssige virksomhed mod vederlag præsenterer forbrugere for eller tilbyder forbrugere kreditaftaler, bistår forbrugere ved at udføre forberedende arbejde med henblik på kreditaftaler eller indgår kreditaftaler med forbrugere på kreditgiverens vegne.

(28)

Oplysninger til forbrugerne, såsom fyldestgørende forklaringer, oplysninger forud for aftaleindgåelsen, generelle oplysninger og oplysninger om søgning i databaser, bør gives omkostningsfrit. Der bør lægges særlig vægt på de behov, som personer med handicap har.

(29)

Dette direktiv overholder de grundlæggende rettigheder og respekterer de principper, som anerkendes navnlig i chartret. Dette direktiv respekterer navnlig fuldt ud retten til beskyttelse af personoplysninger, til ejendom, til ikke-forskelsbehandling, til beskyttelse af familieliv og arbejdsliv og til forbrugerbeskyttelse i henhold til chartret.

(30)

Dette direktiv bør ikke berøre Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 (7), der finder anvendelse på enhver behandling af personoplysninger, der foretages af kreditgivere og kreditformidlere, der er omfattet af dette direktivs anvendelsesområde, og navnlig ikke de principper, der vedrører behandling af personoplysninger fastsat i nævnte forordnings artikel 5, herunder dataminimering, rigtighed og formålsbegrænsning.

(31)

Forbrugere, der har lovligt ophold i Unionen, bør ikke forskelsbehandles på grund af deres nationalitet eller bopæl eller af nogen af de grunde, der er omhandlet i chartrets artikel 21, når de anmoder om, indgår eller har en kreditaftale i Unionen. Dette berører ikke muligheden for at tilbyde forskellige betingelser for adgang til en kredit, hvor disse forskellige betingelser er behørigt begrundet i objektive kriterier. Desuden bør dette ikke fortolkes som en forpligtelse for kreditgivere eller kreditformidlere til at levere tjenesteydelser på områder, hvor de ikke driver forretning.

(32)

Forbrugerne bør beskyttes mod urimelig eller vildledende praksis, navnlig med hensyn til oplysninger fra kreditgiver eller kreditformidler, i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF (8). Nævnte direktiv finder fortsat anvendelse på kreditaftaler og fungerer som et »sikkerhedsnet«, der sikrer, at der kan opretholdes et højt fælles forbrugerbeskyttelsesniveau mod urimelig handelspraksis i alle sektorer, herunder ved at supplere anden EU-ret.

(33)

Der bør fastsættes særlige bestemmelser om reklame for kreditaftaler og om visse standardoplysninger, der skal gives til forbrugerne, navnlig for at sætte dem i stand til at sammenligne forskellige tilbud. Sådanne standardoplysninger bør gives på en klar, koncis, og fremtrædende måde i form af et repræsentativt eksempel. Det samlede kreditbeløb og den tilbagebetalingsperiode, som kreditgiveren har valgt til et sådant repræsentativt eksempel, bør så vidt muligt svare til karakteristikaene ved den kreditaftale, som kreditgiveren reklamerer for. Standardoplysningerne bør vises på forhånd og tydeligt, på en klar måde og i et engagerende format. De bør være let læselige og tilpasset for at tage hensyn til visse mediers tekniske begrænsninger såsom mobiltelefonskærme. På digitale kanaler kan en del af standardoplysningerne i det repræsentative eksempel gives ved at klikke, scrolle eller swipe. Inden forbrugerne får adgang til kredittilbud, bør de dog forelægges alle de standardoplysninger, der skal indgå i reklamer for kreditaftaler, også i tilfælde af at de klikker, scroller eller swiper. Standardoplysningerne bør også være klart afgrænset fra eventuelle yderligere oplysninger vedrørende kreditaftalen. Midlertidige salgsfremmende betingelser, såsom en lokkerente med en lavere debitorrente i de første måneder af kreditaftalen, bør klart identificeres som sådanne. Forbrugerne bør kunne se en hurtig oversigt over alle væsentlige oplysninger, også når de ser dem på en mobiltelefon. Kreditgiverens og i givet fald kreditformidlerens telefonnummer og e-mailadresse bør også meddeles forbrugeren, så vedkommende hurtigt og effektivt kan kontakte kreditgiveren eller kreditformidleren.

Der bør fastsættes et loft, når det ikke er muligt at angive det samlede kreditbeløb som de samlede beløb, der stilles til rådighed, navnlig når en kreditaftale stiller forbrugeren frit med henblik på at udnytte kreditmuligheden, men med en begrænsning med hensyn til beløbet. Loftet bør angive den øvre grænse for den kredit, der kan stilles til rådighed for forbrugeren. I særlige og begrundede tilfælde bør mængden af offentliggjorte oplysninger begrænses for at forbedre forbrugernes forståelse af oplysninger, der offentliggøres i reklamer for kreditaftaler, hvor det anvendte medium ikke gør det muligt visuelt at vise disse oplysninger, f.eks. i radioreklamer. Desuden bør medlemsstaterne fortsat frit kunne regulere oplysningskrav i deres nationale ret vedrørende reklame for kreditaftaler, som ikke indeholder oplysninger om kreditomkostningerne. For at mindske tilfælde af uhensigtsmæssigt salg af kredit til forbrugere, der ikke har råd til den, og fremme bæredygtig långivning bør reklamer for kreditaftaler i alle tilfælde indeholde en klar og tydelig advarsel for at gøre forbrugerne opmærksomme på, at det koster penge at låne penge. For at sikre et højere forbrugerbeskyttelsesniveau bør visse reklamer såsom reklamer, der tilskynder forbrugerne til at søge om kredit ved at antyde, at en kredit vil forbedre deres finansielle situation, eller ved at præcisere, at registreret kredit i databaser kun har ringe eller ingen indflydelse på vurderingen af en kreditansøgning, forbydes. Medlemsstaterne bør også have mulighed for at forbyde reklamer, som de anser for at være risikable for forbrugerne, såsom reklamer, der fremhæver, hvor let eller hvor hurtigt der kan opnås kredit.

(34)

Et varigt medium, herunder papir og interoperable, bærbare og maskinlæsbare digitale udgaver af dokumenter, bør gøre det muligt at sende oplysninger personligt til forbrugeren, det bør gøre det muligt for forbrugeren at lagre oplysninger på en måde, så de er tilgængelige for fremtidig reference og i et tidsrum, der er afpasset efter oplysningernes formål, det bør give mulighed for uændret gengivelse af de lagrede oplysninger, og det bør sikre, at oplysningerne er læsbare, således at oplysningerne kan læses, og der kan henvises til dem. Forbrugerne bør have mulighed for at vælge, hvilken type varigt medium de vil modtage oplysninger på forud for aftaleindgåelsen og når aftalen er indgået, og hvorpå de kan give meddelelse om deres fortrydelse. Forbrugerne bør dog ikke kunne give meddelelse om deres fortrydelse og kræve, at kreditgivere eller i givet fald kreditformidlere giver oplysninger på typer af varige medier, der ikke er almindeligt anvendt.

(35)

Reklame har tendens til at fokusere på navnlig et eller flere produkter, men forbrugerne bør være i stand til at træffe deres beslutninger på grundlag af viden om alle de kreditprodukter, der tilbydes. I denne henseende spiller generelle oplysninger en vigtig rolle, da de medvirker til at forklare forbrugeren om det brede udvalg af produkter og tjenesteydelser og de centrale kendetegn i den forbindelse. Forbrugerne bør derfor til enhver tid kunne få adgang til generelle oplysninger om eksisterende kreditprodukter. Dette bør ikke berøre forpligtelsen til at give forbrugerne individualiserede oplysninger forud for aftaleindgåelsen.

(36)

For at forbrugerne kan træffe deres beslutninger med fuldt kendskab til de faktiske omstændigheder, bør de modtage fyldestgørende oplysninger forud for aftaleindgåelsen til nøje overvejelse i ro og mag i god tid før og ikke samtidig med indgåelsen af kreditaftalen, herunder oplysninger om vilkårene og omkostningerne ved kreditten og om deres forpligtelser, samt fyldestgørende forklaringer heraf. Dette skal sikre, at forbrugerne har tilstrækkelig tid til at læse og forstå oplysningerne forud for aftaleindgåelsen, sammenligne tilbud og træffe en informeret beslutning. Et sådant krav bør ikke berøre Rådets direktiv 93/13/EØF (9).

(37)

Oplysninger forud for aftaleindgåelsen bør gives ved hjælp af formularen Standardiserede europæiske forbrugerkreditoplysninger, der er fastsat i bilag I til dette direktiv. For at hjælpe forbrugerne med at forstå og sammenligne forskellige tilbud bør der oplyses om de vigtigste elementer i kreditten på en fremtrædende måde på første side af denne formular, som bør give forbrugerne et overblik over alle væsentlige oplysninger, selv på en mobiltelefonskærm. I fald alle nøgleelementerne ikke kan vises på en fremtrædende måde på én side, bør de vises i første del af formularen Standardiserede europæiske forbrugerkreditoplysninger på højst to sider. De oplysninger, der gives på denne formular, bør være klare, let læselige og tilpasset de tekniske begrænsninger for visse medier såsom mobiltelefonskærme. De bør vises på en fyldestgørende og hensigtsmæssig måde på de forskellige kanaler for at sikre, at alle forbrugere kan få adgang til oplysninger på lige fod og i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/882 (10).

(38)

For at sikre størst mulig gennemsigtighed og sammenlignelighed af tilbuddene bør oplysningerne forud for aftaleindgåelsen navnlig omfatte de årlige omkostninger i procent, der gælder for kreditten, i procent, og som er fastsat på samme måde i hele Unionen. Da de årlige omkostninger i procent på dette stadium kun kan angives som et eksempel, bør et sådant eksempel være repræsentativt. Det bør derfor afspejle f.eks. den gennemsnitlige løbetid og det gennemsnitlige samlede kreditbeløb, der bevilges i forbindelse med den påtænkte type kreditaftale, og i givet fald de købte varer. Når det repræsentative eksempel opstilles, bør der også tages hensyn til, hvor hyppigt visse typer kreditaftaler optræder på et særligt marked. For så vidt angår debitorrenten, afdragenes hyppighed og kapitaliseringen af renter bør kreditgiverne anvende deres sædvanlige beregningsmetode for den pågældende forbrugerkredit. I tilfælde af, at oplysninger forud for aftaleindgåelsen stilles til rådighed mindre end én dag, før forbrugeren bliver bundet af en kreditaftale eller et kredittilbud, bør kreditgiveren, og i givet fald kreditformidleren mellem én og syv dage efter aftaleindgåelsen eller, i givet fald, forbrugerens afgivelse af det bindende kredittilbud, minde forbrugeren om muligheden for at fortryde kreditaftalen.

(39)

De samlede omkostninger i forbindelse med forbrugerkreditten bør omfatte alle omkostninger, herunder renter, provisioner, afgifter, gebyrer til kreditformidlere og andre gebyrer, som forbrugeren skal betale i forbindelse med kreditaftalen, bortset fra notaromkostninger. Kreditgivernes faktiske kendskab til omkostningerne bør vurderes objektivt under hensyntagen til de krav om professionalisme, der er fastsat i dette direktiv.

(40)

Kreditaftaler, hvor en debitorrente revideres med jævne mellemrum i overensstemmelse med ændringer i en referencesats, der henvises til i kreditaftalen, bør ikke anses som kreditaftaler med fast debitorrente.

(41)

Medlemsstaterne bør fortsat kunne bibeholde eller indføre nationale bestemmelser, der forbyder kreditgiveren at kræve, at forbrugeren i forbindelse med kreditaftalen åbner en bankkonto eller indgår en aftale om en anden accessorisk tjenesteydelse eller betaler udgifter eller gebyrer i forbindelse med sådanne bankkonti eller andre accessoriske tjenesteydelser. I de medlemsstater, hvor sådanne kombinerede tilbud er tilladt, bør forbrugerne, før kreditaftalen indgås, underrettes om eventuelle accessoriske tjenesteydelser, som er obligatoriske for overhovedet at opnå kreditten eller for at opnå kreditten på de annoncerede vilkår og betingelser. De omkostninger, der skal betales i forbindelse med disse accessoriske tjenesteydelser, navnlig forsikringspræmier, bør medregnes i de samlede kreditomkostninger. Alternativt bør forbrugerne, hvis sådanne omkostninger ikke kan beregnes i forvejen, forud for aftaleindgåelsen have fyldestgørende oplysninger om, at der påregnes omkostninger. Kreditgivere bør antages at have kendskab til omkostningerne ved accessoriske tjenesteydelser, som de tilbyder forbrugerne selv eller på vegne af tredjemand, medmindre prisen afhænger af forbrugernes særlige karakteristika eller situation.

(42)

For at sikre et tilstrækkeligt forbrugerbeskyttelsesniveau uden at lægge for stor en byrde på kreditgiverne eller i givet fald kreditformidlerne er det dog for særlige typer kreditaftaler hensigtsmæssigt at begrænse kravene om oplysninger forud for aftaleindgåelsen, under hensyntagen til den særlige karakter af sådanne typer af kreditaftaler.

(43)

Forbrugerne bør have omfattende oplysninger, inden de indgår en kreditaftale, uanset om en kreditformidler er involveret i markedsføringen af kreditten eller ej. Derfor bør kravene om oplysninger forud for aftaleindgåelsen generelt også gælde for kreditformidlere. Hvor leverandører af varer eller tjenesteydelser accessorisk optræder som kreditformidlere, er det dog ikke hensigtsmæssigt at pålægge dem en retlig forpligtelse til at give oplysningerne forud for aftaleindgåelsen i overensstemmelse med dette direktiv. Leverandører af varer eller tjenesteydelser kan f.eks. siges accessorisk at optræde som kreditformidlere, hvis deres virksomhed som kreditformidlere ikke er hovedformålet med deres erhvervsmæssige virksomhed. I sådanne tilfælde er der stadig sikret et tilstrækkeligt forbrugerbeskyttelsesniveau, eftersom det bør påhvile kreditgiveren at sikre, at forbrugeren får de fuldstændige oplysninger forud for aftaleindgåelsen enten af kreditformidleren, hvor kreditgiveren og kreditformidleren aftaler dette, eller på en anden passende måde.

(44)

Medlemsstaterne bør have mulighed for at regulere den potentielt bindende karakter af de oplysninger, der skal gives til forbrugeren forud for indgåelsen af kreditaftalen, og det tidsrum, hvori kreditgiveren skal være bundet heraf.

(45)

På trods af oplysningerne, der skal gives forud for aftaleindgåelsen har forbrugeren muligvis behov for yderligere bistand for at kunne afgøre, hvilken kreditaftale blandt udvalget af foreslåede produkter der er mest hensigtsmæssig i forhold til vedkommendes behov og finansielle situation. Medlemsstaterne bør derfor sikre, at kreditgivere og i givet fald kreditformidlere, inden der indgås en kreditaftale, yder en sådan bistand i forbindelse med de kreditprodukter, som de tilbyder forbrugeren, ved omkostningsfrit at give fyldestgørende forklaringer om de relevante oplysninger, herunder navnlig de væsentlige karakteristika ved de produkter, der foreslås forbrugeren, på en individualiseret måde, således at forbrugeren kan forstå de virkninger, som de kan have på vedkommendes økonomiske situation, herunder de retlige og økonomiske konsekvenser, der kan følge af forkert opfyldelse af kontraktlige forpligtelser. Kreditgivere og i givet fald kreditformidlere bør tilpasse den måde, som sådanne forklaringer gives på, til de omstændigheder, hvorunder kreditten tilbydes, og forbrugerens behov for bistand under hensyntagen til forbrugerens viden om og erfaring med kredit og arten af de enkelte kreditprodukter. Sådanne forklaringer bør ikke i sig selv udgøre en individuel anbefaling. Medlemsstaterne bør kunne kræve, at kreditgivere og i givet fald kreditformidlere dokumenterer, i hvilken form og hvornår sådanne forklaringer blev givet til forbrugeren.

(46)

Som fremhævet i Kommissionens forslag til en forordning om harmoniserede regler for kunstig intelligens (retsakten om kunstig intelligens), der blev offentliggjort den 21. april 2021, kan systemer med kunstig intelligens (AI) nemt anvendes i flere sektorer af økonomien og i samfundet, herunder på tværs af grænserne, og kan cirkulere i hele Unionen. I denne forbindelse bør kreditgivere og kreditformidlere, når de individualiserer prisen på deres tilbud til særlige forbrugere eller særlige kategorier af forbrugere på grundlag af automatisk beslutningstagning, tydeligt informere forbrugerne om, at den pris, de tilbydes, er individualiseret på grundlag af automatisk behandling af personoplysninger, herunder afledte data, så de kan tage højde for de potentielle risici i deres købsbeslutning. I henhold til artikel 14, stk. 2, litra f), i forordning (EU) 2016/679 er kreditgivere og kreditformidlere også forpligtet til at oplyse de forbrugere, der modtager tilbuddet, om kilderne til de oplysninger, der anvendes til individualisering af tilbuddet.

(47)

Det er vigtigt at forhindre praksis såsom kombination af visse produkter, der kan tilskynde forbrugere til at indgå kreditaftaler, der ikke er i deres bedste interesse, uden dog at begrænse muligheden for at sammensætte produktpakker, der kan være til forbrugernes fordel. Medlemsstaterne bør imidlertid fortsat overvåge detailmarkederne for finansielle tjenesteydelser nøje for at sikre, at pakkesalg ikke forvrider forbrugernes valgmuligheder eller konkurrencen. Som hovedregel bør kombinationssalg ikke være tilladt, medmindre den finansielle tjenesteydelse eller det finansielle produkt, der tilbydes som led i kreditaftalen, ikke kunne tilbydes særskilt, fordi det udgør en fuldt integreret del af kreditten, f.eks. i tilfælde af en kassekredit. Selv om en kreditgiver, idet der tages hensyn til proportionaliteten, bør kunne kræve, at forbrugeren har en relevant forsikringspolice for at garantere tilbagebetaling af kreditten eller forsikre værdien af sikkerhedsstillelsen, bør forbrugeren have mulighed for at vælge sin eget forsikringsudbyder. Dette bør ikke berøre de kreditbetingelser, der er fastsat af kreditgiveren, forudsat at den pågældende udbyders forsikringspolice har et garantiniveau svarende til den forsikringspolice, der foreslås eller tilbydes af kreditgiveren. Desuden bør medlemsstaterne have mulighed for helt eller delvist at standardisere den dækning, der tilbydes i forsikringsaftaler, for at gøre det lettere at sammenligne forskellige tilbud for forbrugere, som ønsker at foretage sådanne sammenligninger. For at give forbrugeren mere tid til at sammenligne forsikringstilbud, inden der købes en forsikringspolice, bør medlemsstaterne kræve, at forbrugeren får mindst tre dage til at sammenligne forsikringstilbud i forbindelse med kreditaftalen, uden at tilbuddet ændres, og at forbrugeren underrettes herom. Forbrugerne bør kunne indgå en forsikringspolice inden udløbet af denne frist på tre dage, hvis de udtrykkeligt anmoder herom.

(48)

På grund af deres sygehistorie oplever mange overlevende kræftpatienter i et langvarigt rehabiliteringsforløb ofte en uretfærdig behandling i forbindelse med adgang til finansielle tjenesteydelser. De skal ofte betale uoverkommeligt høje præmier, selv om de har været raskmeldte i årevis eller endda årtier. Med henblik på at give forbrugere, der har overlevet kræft, lige adgang til forsikring i forbindelse med kreditaftaler bør medlemsstaterne stille krav om, at forsikringspolicerne ikke er baseret på personoplysninger vedrørende diagnosticering af forbrugeres onkologiske sygdomme efter et relevant tidsrum efter afslutningen af disse forbrugeres lægefaglige behandling. Et sådant tidsrum, der fastsættes af medlemsstaterne, bør ikke overstige 15 år regnet fra afslutningen af forbrugerens lægefaglige behandling.

(49)

Kreditaftaler og accessoriske tjenesteydelser bør præsenteres på en klar og gennemsigtig måde. Det bør ikke være muligt at aflede forbrugerens samtykke til at indgå en kreditaftale eller købe accessoriske tjenesteydelser. Et sådant samtykke fra forbrugerens side bør være en klar og bekræftende handling, der udgør et frit afgivet, specifikt, informeret og utvetydigt udtryk for forbrugerens accept. I denne forbindelse bør tavshed, inaktivitet eller standardvalg såsom forhåndsafkrydsede felter ikke betragtes som værende ensbetydende med samtykke fra forbrugeren.

(50)

Ydelse af rådgivning i form af en individualiseret anbefaling, dvs. rådgivningstjenester, er en aktivitet, der kan kombineres med andre aspekter af bevilling eller formidling af kredit. For at forbrugerne kan forstå arten af de tjenester, som de ydes, bør de derfor underrettes om, hvad sådanne rådgivningstjenester udgør, og hvorvidt eller ej der ydes eller kan ydes rådgivningstjenester. På grund af den betydning, som forbrugerne tillægger anvendelsen af betegnelserne »rådgivning« og »rådgiver«, bør medlemsstaterne kunne forbyde anvendelse af disse eller lignende betegnelser, når sådanne rådgivningstjenester ydes til forbrugerne af kreditgivere eller kreditformidlere. Det er hensigtsmæssigt at sikre, at medlemsstaterne træffer sikkerhedsforanstaltninger, hvor rådgivning beskrives som uafhængig, til sikring af, at udvalget af overvejede produkter og vederlagsordningerne svarer til forbrugernes forventninger til en sådan rådgivning. Ved ydelse af rådgivningstjenester bør kreditgiverne eller kreditformidlerne angive, om anbefalingen kun vil være baseret på deres eget produktsortiment eller på et bredt udvalg af produkter fra hele markedet, således at forbrugeren kan forstå grundlaget for anbefalingen. Desuden bør kreditgiveren eller kreditformidleren give en angivelse af det gebyr, som forbrugeren skal betale for rådgivningstjenesterne, eller, hvis gebyrets størrelse ikke kan fastslås på det tidspunkt, hvor oplysningerne gives, den metode, der anvendes til beregningen heraf hvis beløbet ikke kan fastslås på tidspunktet, hvor oplysningerne gives, den metode, der anvendes til beregningen heraf. Rådgivning bør altid ydes i forbrugerens bedste interesse af rådgivere, der sætter sig ind i forbrugerens behov og omstændigheder og anbefaler kreditaftaler, der passer til forbrugerens behov, finansielle situation og personlige omstændigheder, idet der også tages hensyn til målet om at minimere misligholdelser og restancer. Desuden bør et tilstrækkeligt stort antal kreditaftaler i rådgiverens produktsortiment tages i betragtning, når der ydes rådgivning.

(51)

Kreditgivning, som forbrugerne ikke har anmodet om, kan i nogle tilfælde være forbundet med praksis, der er skadelig for forbrugeren. I denne forbindelse bør uopfordret kreditgivning, herunder forudgodkendte kreditkort, der ikke er anmodet om, og som sendes til forbrugerne, ensidig indførelse af en ny kassekredit eller et nyt overtræk eller ensidig forhøjelse af en forbrugers overtræks- eller kreditkortgrænse forbydes. Uopfordret kreditgivning i form af aftaler indgået uden for fast forretningssted som defineret i artikel 2, nr. 8), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU (11) bør også forbydes. Forbuddet mod uopfordret kreditgivning bør ikke forhindre kreditgivere og kreditformidlere i at reklamere for eller tilbyde kredit i forbindelse med et forretningsforhold i overensstemmelse med EU-retten om forbrugerbeskyttelse og med nationale foranstaltninger i overensstemmelse med EU-retten, herunder reklame og tilbud om kredit på salgsstedet for at finansiere købet af en vare eller en tjenesteydelse.

(52)

Det er muligt for medlemsstaterne at give forbrugerne mulighed for at anvende forholdsmæssige og effektive retsmidler over for kreditgivere eller kreditformidlere i tilfælde af manglende overholdelse af dette direktiv i overensstemmelse med national ret. Disse retsmidler vil kunne indebære skadeserstatning og en nedsættelse af de samlede omkostninger i forbindelse med forbrugerkreditten eller opsigelse af kreditaftalen.

(53)

Medlemsstaterne bør træffe de fornødne foranstaltninger med henblik på at fremme en ansvarlig praksis i alle faser af kreditforholdet under hensyntagen til deres kreditmarkeders særlige kendetegn. Det bør være muligt for disse foranstaltninger at omfatte f.eks. oplysning og formidling af viden til forbrugerne, herunder advarsler om de risici, der er i relation til betalingsmisligholdelse og overdreven gældsætning. På et ekspanderende kreditmarked er det navnlig vigtigt, at kreditgivere ikke giver sig af med uansvarlig långivning eller giver kredit uden forudgående vurdering af kreditværdighed. Medlemsstaterne bør udføre den nødvendige overvågning for at undgå sådan adfærd fra kreditgivere og fastsætte de nødvendige sanktioner over for en sådan adfærd. Uden at det berører bestemmelserne om kreditrisiko i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU (12) bør kreditgivere bære ansvaret for individuelt at kontrollere forbrugerens kreditværdighed. Med henblik herpå bør kreditgivere have lov til at anvende oplysninger, som forbrugeren har givet, ikke blot under forberedelsen af den pågældende kreditaftale, men også under et længerevarende forretningsforhold. Forbrugerne bør også udvise forsigtighed og overholde deres kontraktlige forpligtelser.

(54)

Det er vigtigt, at forbrugerens evne og tilbøjelighed til at tilbagebetale kreditten vurderes og kontrolleres, inden der indgås en kreditaftale. Denne vurdering af kreditværdighed bør være forholdsmæssig og foretages i forbrugerens interesse for at forhindre uansvarlig udlånspraksis og overdreven gældsætning og bør tage hensyn til alle nødvendige og relevante faktorer, der kan påvirke forbrugerens evne til at tilbagebetale kreditten. Tilbagebetalingsplanen bør skræddersys til forbrugerens særlige behov og tilbagebetalingsevne. I tilfælde, hvor kreditansøgningen indgives i fællesskab af mere end én forbruger, vil vurderingen af kreditværdigheden kunne foretages på grundlag af den fælles tilbagebetalingsevne. En positiv vurdering bør ikke berøre kreditgiverens aftalefrihed i forbindelse med kreditgivning. Medlemsstaterne bør kunne udstede yderligere vejledning om yderligere kriterier og metoder til vurdering af en forbrugers kreditværdighed, f.eks. ved at fastsætte grænser for forholdet mellem lån og værdi eller forholdet mellem lån og indtægt.

(55)

Vurderingen af kreditværdigheden bør baseres på oplysninger om forbrugerens finansielle og økonomiske situation. Sådanne oplysninger bør være nødvendige og stå i et rimeligt forhold til kredittens art, løbetid, værdi og risici for forbrugeren i overensstemmelse med princippet om dataminimering i forordning (EU) 2016/679 og bør være relevante, fuldstændige og korrekte. Disse oplysninger bør som minimum omfatte forbrugerens indtægter og udgifter, herunder ved passende hensyntagen til forbrugerens aktuelle forpligtelser, bl.a. leveomkostninger for forbrugeren og forbrugerens husstand, samt forbrugerens finansielle forpligtelser. Disse oplysninger bør ikke omfatte særlige kategorier af personoplysninger omhandlet i artikel 9, stk. 1, i forordning (EU) 2016/679, såsom helbredsoplysninger, herunder oplysninger om kræftsygdomme, og oplysninger fra sociale netværk. Den Europæiske Banktilsynsmyndigheds retningslinjer af 29. maj 2020 for oprettelse og overvågning af lån indeholder retningslinjer for, hvilke kategorier af oplysninger der kan anvendes til behandling af personoplysninger med henblik på kreditværdighedsrelaterede formål, herunder dokumentation for indtægter eller andre tilbagebetalingskilder samt oplysninger om finansielle aktiver og passiver eller andre finansielle forpligtelser. Forbrugerne bør give oplysninger om deres finansielle og økonomiske situation for at lette vurderingen af kreditværdigheden. Der bør kun stilles kredit til rådighed for forbrugeren, hvor resultatet af vurderingen af kreditværdigheden viser, at de forpligtelser, der følger af kreditaftalen, sandsynligvis vil blive opfyldt på den måde, der kræves i henhold til den pågældende aftale. Ved vurderingen af forbrugerens evne til at opfylde sine forpligtelser i henhold til kreditaftalen bør kreditgiveren tage hensyn til relevante faktorer og særlige omstændigheder, f.eks., men ikke begrænset til, kreditter ydet i overensstemmelse med dette direktiv til finansiering af studier eller til dækning af ekstraordinære sundhedsudgifter, forekomsten af tilstrækkelig dokumentation for, at sådanne kreditter vil bibringe forbrugeren fremtidige indtægter, eller forekomsten af sikkerhedsstillelse eller andre former for garantier, som forbrugeren vil kunne tilvejebringe med henblik på at stille sikkerhed for kreditten.

(56)

I Kommissionens forslag til en forordning om harmoniserede regler for kunstig intelligens (retsakten om kunstig intelligens) fastsættes det, at AI-systemer, der anvendes til at evaluere kreditvurderingen eller kreditværdigheden af fysiske personer, bør klassificeres som højrisiko-AI-systemer, da de afgør menneskers adgang til finansielle ressourcer eller væsentlige tjenester såsom boliger, elektricitet og telekommunikationstjenester. I betragtning af disse store konsekvenser bør forbrugeren, når kreditværdighedsvurderingen omfatter automatisk behandling, have ret til menneskelig indgriben fra kreditgiverens side. Uden at det berører forordning (EU) 2016/679 bør forbrugeren have ret til at få en meningsfuld og forståelig forklaring på den vurdering, der er foretaget, og på hvordan den anvendte automatiske behandling fungerer, herunder de vigtigste variabler, logikken og de involverede risici, samt retten til at give udtryk for sine synspunkter og anmode om en gennemgang af vurderingen af kreditværdighed og en gennemgang af afgørelsen om, hvorvidt der kan gives kredit. Forbrugeren bør have ret til at blive underrettet om disse rettigheder efter behørigt at have modtaget oplysninger om den procedure, der skal følges. Muligheden for at anmode om en gennemgang af den oprindelige vurdering og af afgørelsen bør ikke nødvendigvis føre til kreditgivning til forbrugeren.

(57)

For at vurdere en forbrugers kreditværdighed bør kreditgiveren også søge i kreditdatabaser. De juridiske og faktiske omstændigheder kan nødvendiggøre søgninger i forskelligartet omfang. For at undgå konkurrenceforvridning mellem kreditgivere, bør de kreditgivere, som er under tilsyn og fuldt ud overholder forordning (EU) 2016/679, have adgang til private eller offentlige kreditdatabaser om forbrugere i en medlemsstat, hvor de ikke er etableret, på vilkår, som er ikkediskriminerende i forhold til kreditgivere, der er etableret i den pågældende medlemsstat. Medlemsstaterne bør lette den grænseoverskridende adgang til private eller offentlige databaser under overholdelse af forordning (EU) 2016/679. For at øge gensidighed bør kreditdatabaser som minimum indeholde oplysninger om forbrugeres restancer med hensyn til tilbagebetaling af kreditten, kredittypen og kreditgiverens navn i overensstemmelse med EU-retten og national ret. Kreditgivere og kreditformidlere bør ikke behandle særlige kategorier af oplysninger såsom helbredsoplysninger omhandlet i artikel 9, stk. 1, i forordning (EU) 2016/679, eller oplysninger fra sociale netværk, da hverken disse kategorier af data eller sådanne oplysninger bør anvendes med henblik på at vurdere forbrugeres kreditværdighed. Udbydere af kreditdatabaser bør have etableret processer til at sikre, at oplysningerne i deres databaser er ajourførte og korrekte. Hvor kreditansøgningen afslås på grundlag af en søgning i en database, bør kreditgiveren uden unødigt ophold og omkostningsfrit underrette forbrugerne om resultatet af en sådan søgning og give nærmere oplysninger om den database, der er blevet søgt i, og de kategorier af oplysninger, der er taget hensyn til. For at sikre forbrugernes viden bør medlemsstaterne desuden sørge for, at forbrugerne underrettes om registrering i en database af eventuelle restancer med hensyn til tilbagebetaling af kredit rettidigt og senest 30 dage efter registreringen, f.eks. ved at sende dem en advarsel via e-mail, hvori de anmodes om at konsultere databasen, så de kan se deres egne oplysninger om restancer med hensyn til tilbagebetaling af kredit.

(58)

Dette direktiv bør ikke regulere aftaleretlige spørgsmål i forbindelse med kreditaftalers gyldighed. På dette område bør medlemsstaterne derfor kunne bibeholde eller indføre nationale bestemmelser, som er i overensstemmelse med EU-retten. Medlemsstaterne bør kunne regulere den retlige ordning for tilbuddet om at indgå kreditaftalen, navnlig med hensyn til, hvornår tilbuddet skal afgives, og i hvilket tidsrum et sådant tilbud skal være bindende for kreditgiveren. Hvis et sådant tilbud fremsættes samtidig med tilrådighedsstillelsen af de oplysninger forud for aftaleindgåelsen, der er fastsat i dette direktiv, bør et sådant tilbud ligesom eventuelle yderligere oplysninger, som kreditgiveren måtte ønske at give forbrugeren, gives i et særskilt dokument. Dette særskilte dokument vil kunne knyttes som bilag til formularen Standardiserede europæiske forbrugerkreditoplysninger.

(59)

Kreditaftalen bør indeholde alle nødvendige oplysninger på en klar og koncis måde for at sætte forbrugeren i stand til at kende sine rettigheder og forpligtelser i henhold til denne aftale.

(60)

Uden at det berører direktiv 93/13/EØF og forpligtelser forud for aftaleindgåelsen i henhold til nærværende direktiv og for at sikre et højt forbrugerbeskyttelsesniveau bør forbrugeren, i god tid og forud for enhver ændring af vilkårene og betingelserne i kreditaftalen, forelægges en beskrivelse af de foreslåede ændringer og i givet fald af behovet for forbrugerens samtykke eller en forklaring af de ændringer, der indføres ved lov, og tidsplanen for gennemførelsen af disse ændringer, samt de klagemuligheder, som er til rådighed for forbrugeren, samt fristen for, hvornår forbrugeren kan indgive en klage, og navn og adresse på den kompetente myndighed, hvortil klagen kan indgives. Ændringen af en kreditaftale bør ikke berøre nogen forbrugerrettigheder, herunder retten til oplysninger i henhold til nærværende direktiv. Dette bør ikke berøre EU-retten eller nationale bestemmelser om tilladeligheden af, betingelserne for og gyldigheden af aftaleændringer.

(61)

For at sikre fuld gennemsigtighed bør forbrugeren have udleveret oplysninger om debitorrenten, både forud for aftaleindgåelsen, og når kreditaftalen indgås. Under kontraktforholdet bør forbrugeren desuden underrettes om ændringer i den variable debitorrente og om ændringer i betalingerne, som disse ændringer medfører. Dette bør ikke berøre bestemmelser i national ret, der ikke vedrører forbrugeroplysning, og som fastsætter betingelserne for eller foreskriver konsekvenserne af ændringer, bortset fra ændringer vedrørende betalinger, af debitorrenter og andre økonomiske betingelser for kreditten, f.eks. regler, der fastsætter, at kreditgiveren kun må ændre debitorrenten, hvis der er en gyldig grund til en sådan ændring, eller at forbrugeren kan opsige kreditaftalen, hvis der sker en ændring i debitorrenten eller i andre særlige økonomiske betingelser vedrørende kreditten.

(62)

Kassekreditter og overtræk er blevet mere og mere almindelige typer af forbrugerkredit. Derfor er der behov for at regulere disse finansielle produkter for at øge forbrugerbeskyttelsen og undgå overdreven gældsætning. Der er en fare for, at forbrugerne ikke vil være i stand til at betale, hvis kreditgiverne beslutter at kræve øjeblikkelig tilbagebetaling. Derfor bør forbrugernes rettigheder med hensyn til kassekreditter og overtræk fastlægges i dette direktiv.

(63)

I tilfælde af et væsentligt overtræk, der overstiger en periode på en måned, bør kreditgiveren straks give forbrugeren oplysninger om overtrækket, herunder det involverede beløb, debitorrenten og eventuelle gældende sanktioner, omkostninger eller morarenter. I tilfælde af regelmæssigt overtræk bør kreditgiveren tilbyde forbrugeren rådgivningstjenester, hvor sådanne er til rådighed, for at hjælpe forbrugeren med at finde billigere alternativer og videresende forbrugeren til gældsrådgivningstjenester.

(64)

Forbrugerne bør have fortrydelsesret uden sanktioner og uden pligt til at give en begrundelse. For at øge retssikkerheden bør fortrydelsesfristen dog under alle omstændigheder udløbe 12 måneder og 14 dage efter kreditaftalens indgåelse, hvis forbrugeren ikke har modtaget aftalevilkårene og betingelserne samt oplysningerne i overensstemmelse med dette direktiv. Fortrydelsesfristen bør ikke udløbe, hvis forbrugeren ikke er blevet underrettet om sin fortrydelsesret.

(65)

Dette direktiv bør ikke berøre medlemsstaternes regulering af spørgsmål vedrørende tilbagelevering af varerne eller dermed forbundne spørgsmål i de tilfælde, hvor en forbruger fortryder en kreditaftale, i tilknytning til hvilken vedkommende har modtaget varer, navnlig en aftale om afbetalingskøb eller en leje- eller leasingaftale, ifølge hvilken der gælder en købsforpligtelse.

(66)

I nogle tilfælde er det allerede fastsat i national ret, at der ikke kan stilles midler til rådighed for forbrugerne inden udløbet af en bestemt frist. I disse tilfælde kan forbrugerne ønske at sikre, at de modtager de købte varer eller tjenesteydelser på et tidligt tidspunkt. I tilfælde af tilknyttede kreditaftaler bør medlemsstaterne derfor have mulighed for undtagelsesvis at fastsætte, at fristen for at udøve fortrydelsesretten i de tilfælde, hvor forbrugerne udtrykkeligt ønsker tidlig modtagelse af de købte varer eller tjenesteydelser, kan forkortes til den samme frist, inden for hvilken midler ikke kan stilles til rådighed.

(67)

Ved tilknyttede kreditaftaler er der et indbyrdes afhængighedsforhold mellem køb af varer eller tjenesteydelser og den kreditaftale, der er indgået med henblik herpå. Hvis forbrugeren udøver fortrydelsesretten for så vidt angår købsaftalen på grundlag af EU-retten, bør forbrugeren derfor ikke længere være bundet af den tilknyttede kreditaftale. Dette bør ikke berøre national ret, der finder anvendelse på tilknyttede kreditaftaler i tilfælde, hvor en købsaftale er blevet ophævet, eller hvor forbrugeren har udøvet sin fortrydelsesret på grundlag af national ret. Det bør heller ikke berøre forbrugerens rettigheder i medfør af national ret, hvorefter der ikke kan indgås nogen forpligtelse mellem forbrugeren og en leverandør af varer eller tjenesteydelser, og der heller ikke kan finde nogen betaling sted mellem disse personer, så længe forbrugeren ikke har underskrevet kreditaftalen om finansiering af købet af varer eller tjenesteydelser.

(68)

Aftaleparterne bør have ret til på standardvilkår at opsige en tidsubegrænset kreditaftale. Hvor det er aftalt i kreditaftalen, bør kreditgiveren desuden have ret til at suspendere forbrugerens ret til at udnytte en kreditmulighed i henhold til en tidsubegrænset kreditaftale af objektivt begrundede årsager. Sådanne årsager kan f.eks. omfatte mistanke om uautoriseret eller svigagtig anvendelse af kreditten eller en betydeligt øget risiko for, at forbrugeren ikke kan opfylde sin forpligtelse til at tilbagebetale kreditten. Dette direktiv bør ikke berøre national aftaleret, der regulerer aftaleparternes ret til at opsige kreditaftalen på grund af misligholdelse af aftalen.

(69)

På visse betingelser bør forbrugeren have mulighed for at tage retsmidler i anvendelse over for kreditgiveren i tilfælde af problemer vedrørende købsaftalen. Medlemsstaterne bør dog fastsætte, i hvilket omfang og på hvilke betingelser forbrugeren er forpligtet til at anvende disse retsmidler over for leverandøren af varer eller tjenesteydelser, navnlig hvorvidt forbrugeren skal anlægge sag mod leverandøren af varer eller tjenesteydelser, før forbrugeren kan tage dem i anvendelse mod kreditgiveren. Forbrugerne bør ikke fratages deres rettigheder i henhold til national ret om, at leverandøren af varer eller tjenesteydelser og kreditgiveren hæfter solidarisk.

(70)

Forbrugeren bør have mulighed for at indfri sine forpligtelser forud for den dato, der er fastsat i kreditaftalen. Som fortolket af EU-Domstolen i Lexitordommen (13) omfatter forbrugerens ret til en nedsættelse af de samlede omkostninger i forbindelse med forbrugerkreditten i tilfælde af førtidig tilbagebetaling af kreditten alle de omkostninger, som er pålagt forbrugeren. Nedsættelsen af de samlede omkostninger i forbindelse med forbrugerkreditten bør stå i et rimeligt forhold til kreditaftalens resterende løbetid og bør også omfatte omkostninger, der ikke afhænger af denne kreditaftales løbetid, herunder omkostninger, der er fuldt ud betalt på tidspunktet for ydelsen af kreditten. Der bør ved beregningen af nedsættelsen dog ikke tages hensyn til skatter og gebyrer, som opkræves af og betales direkte til en tredjemand, og som ikke afhænger af kreditaftalens løbetid, eftersom disse omkostninger ikke pålægges af kreditgiveren og derfor ikke ensidigt kan ændres af kreditgiveren. Dog bør der beregningen af nedsættelsen tages hensyn til gebyrer, som en kreditgiver opkræver til fordel for en tredjemand. I tilfælde af førtidig tilbagebetaling bør kreditgiveren have ret til en rimelig og objektivt begrundet kompensation for de omkostninger, der er direkte forbundet med førtidig tilbagebetaling, idet der også tages hensyn til eventuelle besparelser, som kreditgiveren derved opnår. Det er dog vigtigt at overholde en række principper, når der træffes afgørelse om beregning af kompensationen. Beregningen af den kompensation, der skal betales til kreditgiveren, bør være gennemsigtig og forståelig for forbrugerne allerede i den fase, der ligger forud for kontraktindgåelsen, og under alle omstændigheder under opfyldelsen af kreditaftalen. Derudover bør beregningsmetoden være let at anvende for kreditgivere, og de kompetente myndigheders tilsyn med kompensationen bør lettes. Derfor, og da forbrugerkreditter på grund af deres varighed og omfang ikke finansieres af langsigtede finansieringsmekanismer, bør loftet for kompensationen fastsættes i form af et fast beløb. Denne tilgang afspejler forbrugerkreditters særlige karakter og bør ikke berøre tilgangen med hensyn til andre produkter, der finansieres af langsigtede finansieringsmekanismer, såsom fastforrentede realkreditlån.

(71)

Medlemsstaterne bør have ret til at beslutte, at kreditgiveren kun kan kræve kompensation for førtidig tilbagebetaling, hvis det beløb, der skal tilbagebetales inden for en periode på 12 måneder, overstiger en tærskel, som medlemsstaterne har fastsat. Når medlemsstaterne fastsætter denne tærskel, som ikke bør overstige 10 000 EUR, bør de tage hensyn til det gennemsnitlige forbrugerkreditbeløb på deres marked.

(72)

For at fremme det indre markeds oprettelse og funktion og sikre et højt forbrugerbeskyttelsesniveau i hele Unionen er det nødvendigt at sikre, at oplysningerne om de årlige omkostninger i procent er sammenlignelige i hele Unionen.

(73)

Fastsættelse af lofter for debitorrenter, for årlige omkostninger i procent eller for de samlede omkostninger i forbindelse med forbrugerkreditten er almindelig praksis i en række medlemsstater. En sådan ordning med lofter har vist sig at være velegnet til at beskytte forbrugerne mod urimeligt høje debitorrenter, årlige omkostninger i procent eller samlede omkostninger i forbindelse med forbrugerkreditten. I den forbindelse bør medlemsstaterne kunne bibeholde deres nuværende retlige ordning. I et forsøg på at øge forbrugerbeskyttelsen uden at pålægge medlemsstaterne unødige begrænsninger bør der forefindes passende foranstaltninger såsom vedrørende lofter eller ågerrenter med henblik på effektivt at forebygge misbrug og sikre, at forbrugerne ikke pålægges urimeligt høje debitorrenter, årlige omkostninger i procent eller samlede omkostninger i forbindelse med forbrugerkreditten.

(74)

For at sikre gennemsigtighed bør Kommissionen gøre sådanne foranstaltninger, som medlemsstaterne har indført, offentligt tilgængelige i en koncis og klar form.

(75)

Der er betydelige forskelle i de forskellige medlemsstaters ret for så vidt angår god forretningsskik i forbindelse med ydelse af kreditaftaler. Samtidig med at mangfoldigheden af de typer af aktører, der er involveret i kreditformidling, anerkendes, er det væsentligt med visse standarder på EU-plan for at sikre en høj grad af professionalisme og service.

(76)

Den gældende EU-ramme bør give forbrugerne tillid til, at kreditgivere og kreditformidlere tager hensyn til forbrugerens interesser, herunder deres mulige sårbarhed og vanskeligheder med at forstå produktet, på grundlag af de oplysninger, som kreditgiveren eller kreditformidleren har på det relevante tidspunkt, og på grundlag af rimelige antagelser om risici for forbrugerens situation i den foreslåede kreditaftales løbetid. Et centralt aspekt med hensyn til at sikre en sådan forbrugertillid er kravet om at sikre en høj grad af rimelighed, redelighed og professionalisme inden for branchen, hvilket også indbefatter ansvarlig adfærd for at undgå praksis, der har en negativ indvirkning på forbrugerne, og en passende håndtering af interessekonflikter, herunder dem, der opstår på grund af vederlag, samt at yde rådgivning i forbrugerens bedste interesse.

(77)

Det er hensigtsmæssigt at sikre, at kreditgiveres og kreditformidleres relevante personale har et tilstrækkeligt videns- og kompetenceniveau med henblik på at opnå en høj grad af professionalisme. Der bør derfor stilles krav om, at kreditgivere og kreditformidlere skal dokumentere relevant viden og kompetence på virksomhedsniveau på grundlag af minimumskrav til viden og kompetence. Det bør stå medlemsstaterne frit for at indføre eller bibeholde sådanne krav for individuelle fysiske personer og at tilpasse minimumskravene til viden og kompetencer til de forskellige typer af kreditgivere og kreditformidlere, navnlig når de optræder accessorisk. Med henblik på dette direktiv bør personale, der direkte er inddraget i aktiviteter i henhold til dette direktiv, omfatte både personale med kundekontakt og administrativt personale, herunder kreditgiveres og kreditformidleres ledelse og, hvor det er relevant, bestyrelsesmedlemmer, som spiller en vigtig rolle i kreditaftaleprocessen. Personer, der varetager støttefunktioner, som ikke er knyttet til kreditaftaleprocessen, herunder personale, der varetager personaleadministration og informations- og kommunikationsteknologi, bør ikke betragtes som personale i henhold til dette direktiv. Medlemsstaterne bør træffe foranstaltninger til at støtte øget bevidsthed om dette direktivs krav hos små og mellemstore virksomheder, der er kreditgivere eller kreditformidlere, og lette deres overholdelse heraf, som f.eks. oplysningskampagner, brugervejledninger og medarbejderuddannelsesprogrammer.

(78)

For at forbedre forbrugernes evne til at træffe informerede beslutninger vedrørende lån og ansvarlig forvaltning af gæld bør medlemsstaterne udarbejde og fremme foranstaltninger med henblik på at støtte formidlingen af viden til forbrugerne vedrørende såvel ansvarlig låntagning og gældsforvaltning, især i forbindelse med forbrugerkreditaftaler, som almen budgetforvaltning. En sådan forpligtelse vil kunne opfyldes under hensyntagen til den finansielle kompetenceramme, som Unionen har udviklet sammen med Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling. Det er særlig vigtigt at give vejledning til forbrugere, der optager forbrugerkredit for første gang, navnlig ved hjælp af digitale værktøjer. I den forbindelse bør Kommissionen identificere eksempler på bedste praksis for at lette den videre udvikling af foranstaltninger til at øge forbrugernes kendskab til finansielle forhold. Kommissionen vil kunne offentliggøre sådanne eksempler på bedste praksis sammen med lignende rapporter, der udarbejdes i relation til andre EU-retsakter. I forbindelse med udarbejdelse og fremme af sådanne foranstaltninger bør medlemsstaterne høre relevante interessenter, herunder forbrugerorganisationer. En sådan forpligtelse er ikke til hinder for, at medlemsstaterne kan tilbyde yderligere formidling af finansiel viden.

(79)

I betragtning af de betydelige konsekvenser ved tvangsfuldbyrdelsesprocedurer for kreditgivere og forbrugere og potentielt for den finansielle stabilitet er det nødvendigt for kreditgivere på et tidligt tidspunkt at imødegå nyopståede kreditrisici proaktivt, og at der etableres nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de, hvor det er relevant, giver rimelig henstand, inden der indledes tvangsfuldbyrdelsesprocedurer. Når det besluttes, hvorvidt det er hensigtsmæssigt at udøve henstandsforanstaltninger, eller hvorvidt det er begrundet at tilbyde disse gentagne gange, bør kreditgiveren tage hensyn til bl.a. forbrugerens individuelle omstændigheder såsom forbrugerens interesser og rettigheder, vedkommendes evne til at tilbagebetale kreditten og vedkommendes rimelige behov for leveomkostninger, og kreditgiveren bør begrænse forbrugerens omkostninger i tilfælde af misligholdelse. Navnlig bør kreditgiveren, når forbrugeren ikke reagerer på kreditgiverens tilbud inden for et rimeligt tidsrum, ikke være forpligtet til at tilbyde henstandsforanstaltninger gentagne gange. Medlemsstaterne bør ikke forhindre parterne i en kreditaftale i udtrykkeligt at aftale, at overførslen til kreditgiveren af varer, der er omfattet af en tilknyttet kreditaftale, eller provenuet fra salget af sådanne varer er tilstrækkeligt til at tilbagebetale kreditten.

(80)

Når henstandsforanstaltninger anses for hensigtsmæssige, bør de omfatte en ændring af den oprindelige kreditaftales vilkår og betingelser og vil blandt andet kunne omfatte en hel eller delvis refinansiering af en kreditaftale. Ændringen af disse vilkår og betingelser vil kunne omfatte, blandt andet: forlængelse af kreditaftalens løbetid, ændring af typen af kreditaftale, udskydelse af betalingen af hele eller en del af afdragsbetalingen i en periode, en sænkelse af debitorrenten, tilbud om en afdragsfri periode, delvise tilbagebetalinger, valutaomregning, og delvis eftergivelse og gældskonsolidering. Når henstandsforanstaltninger anses for hensigtsmæssige, bør kreditgivere ikke være forpligtede til at foretage en vurdering af kreditværdigheden, når de ændrer kreditaftalens vilkår og betingelser, medmindre det samlede beløb, der skal betales af forbrugeren, øges betydeligt, når disse vilkår og betingelser ændres. Forpligtelsen til at udøve henstandsforanstaltninger bør ikke berøre procedurer i henhold til nationale regler om tvangsfuldbyrdelsesprocedurer, men medlemsstaterne bør sikre, at de henstandsforanstaltninger, der er fastsat i dette direktiv, anvendes korrekt.

(81)

Forbrugere, der har vanskeligt ved at opfylde deres finansielle forpligtelser, vil kunne drage fordel af specialiseret bistand til at forvalte deres gæld. Økonomiske vanskeligheder dækker en lang række situationer, f.eks. blandt mange andreudskydelse af tilbagebetaling af gæld i mere end 90 dage. Formålet med gældsrådgivningstjenester er at hjælpe forbrugere, der befinder sig i økonomiske vanskeligheder, og vejlede dem i at tilbagebetale deres udestående gæld så vidt muligt, samtidig med at de bevarer en anstændig levestandard og deres værdighed. Denne individualiserede og uafhængige bistand kan omfatte juridisk rådgivning, penge- og gældsforvaltning samt social og psykologisk bistand. Bistanden bør ydes af professionelle aktører, som ikke er kreditgivere, kreditformidlere, udbydere af crowdfundingkredittjenester, kreditkøbere eller kreditservicevirksomheder, og som er uafhængige af sådanne. Medlemsstaterne bør sikre, at gældsrådgivningstjenester, der ydes af uafhængige professionelle aktører, stilles til rådighed, direkte eller indirekte og kun med begrænsede omkostninger, for forbrugerne. Disse omkostninger bør i princippet kun dække driftsomkostninger og bør ikke pålægge de forbrugere, der oplever eller kunne opleve vanskeligheder med at opfylde deres finansielle forpligtelser, en unødvendig byrde. Hvor det er muligt, henvises forbrugere, der har problemer med at betale deres gæld, til gældsrådgivningstjenester, inden der indledes tvangsfuldbyrdelsesprocedurer. Gældsrådgivningstjenester bør være let tilgængelige for forbrugerne og tage hensyn til forbrugernes bopæl og deres sprog. Det står medlemsstaterne frit for at bibeholde eller indføre særlige krav til gældsrådgivningstjenester. Kreditgivere spiller en rolle med hensyn til at forebygge overdreven gældsætning gennem tidlig opdagelse af og støtte til forbrugere, der befinder sig i økonomiske vanskeligheder. Af den grund bør kreditgivere have indført procedurer og politikker med henblik på afdækning af sådanne forbrugere for at sikre, at de effektivt kan henvise dem til let tilgængelige gældsrådgivningstjenester.

(82)

For at sikre gennemsigtighed og stabilitet på markedet og i afventning af yderligere harmonisering bør medlemsstaterne sikre, at der findes passende foranstaltninger til regulering af eller tilsyn med kreditgivere.

(83)

Medlemsstaterne bør sikre, at kreditgivere og kreditformidlere, herunder ikkekreditinstitutter, er underlagt en passende godkendelsesprocedure, herunder en tilladelsesprocedure eller optagelse af et ikkekreditinstitut i et register, og ordninger for tilsyn udført af en kompetent myndighed. Kravet om en passende godkendelsesprocedure og om registrering bør hverken finde anvendelse på kreditinstitutter som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 1), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 (14), der allerede er omfattet af en tilladelsesprocedure i henhold til direktiv 2013/36/EU, eller på betalingsinstitutter som defineret i artikel 4, nr. 4), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 (15) for så vidt angår tjenester omhandlet i bilag I, nr. 4, i direktiv (EU) 2015/2366 eller på e-pengeinstitutter som defineret i artikel 2, nr. 1), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/110/EF (16) for så vidt angår ydelse af kredit omhandlet i artikel 6, stk. 1, første afsnit, litra b), i direktiv 2009/110/EF. Dette bør ikke berøre nationale godkendelsesprocedurer og registrerings- eller tilsynsordninger, der pålægges betalingsinstitutter og e-pengeinstitutter med henblik på at yde forbrugere kredit og kreditinstitutter med henblik på kreditformidleraktiviteter i overensstemmelse med EU-retten.

(84)

Medlemsstaterne bør fra kravene om godkendelse og registrering kunne undtage leverandører af varer eller tjenesteydelser, der betragtes som mikrovirksomheder og små og mellemstore virksomheder som defineret i Kommissionens henstilling 2003/361/EF (17), og som accessorisk optræder som kreditformidlere, eller som giver kredit i form af henstand med betaling for køb af de varer og tjenesteydelser, som de tilbyder, uden at der er nogen tredjemand, der tilbyder kredit, hvis kreditten gives rentefrit og omkostningsfrit, bortset fra begrænsede omkostninger for forsinkede betalinger i overensstemmelse med national ret. Denne mulige undtagelse bør ikke anvendes af store virksomheder til at undgå de godkendelses- og registreringskrav, der er fastsat i dette direktiv.

(85)

Dette direktiv regulerer kun visse forpligtelser for kreditformidlere i forhold til forbrugerne. Medlemsstaterne bør derfor fortsat kunne bibeholde eller indføre yderligere forpligtelser for kreditformidlere, herunder betingelserne for, at en kreditformidler kan modtage gebyr fra en forbruger, der har anmodet om den pågældende kreditformidlers tjenesteydelser.

(86)

Overdragelse af kreditgiverens rettigheder i henhold til en kreditaftale bør ikke medføre, at forbrugerens stilling forringes. Forbrugeren bør også underrettes fyldestgørende, når kreditaftalen overdrages til tredjemand. Hvor den oprindelige kreditgiver efter aftale med erhververen fortsat står for kreditten over for forbrugeren, har forbrugeren imidlertid ikke nogen væsentlig interesse i at blive underrettet om overdragelsen. Derfor ville et krav på EU-plan om, at forbrugeren skal underrettes om overdragelsen i sådanne tilfælde, være for vidtgående.

(87)

Medlemsstaterne bør fortsat frit kunne bibeholde eller indføre nationale regler om kollektive kommunikationsformer, hvor det er nødvendigt af formål, der vedrører effektiviteten af komplekse transaktioner såsom securitisering eller realisering af aktiver, der finder sted i forbindelse med administrativ tvangslikvidation af banker.

(88)

Forbrugerne bør have adgang til passende, hurtige og effektive alternative tvistbilæggelsesprocedurer til bilæggelse af tvister, der opstår i forbindelse med rettigheder og forpligtelser vedrørende kreditaftaler, idet der gøres brug af eksisterende instanser, hvor det er hensigtsmæssigt. En sådan adgang er allerede sikret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/11/EU (18) for så vidt angår relevante aftaleretlige tvister. Forbrugerne bør dog også have adgang til alternative tvistbilæggelsesprocedurer i tilfælde af tvister forud for aftaleindgåelsen vedrørende de rettigheder og forpligtelser, der er fastsat i nærværende direktiv, f.eks. vedrørende krav om oplysninger forud for aftaleindgåelsen, rådgivningstjenester og vurdering af kreditværdighed samt i forbindelse med oplysninger fra kreditformidlere, som aflønnes af kreditgivere og derfor ikke har noget direkte kontraktforhold med forbrugerne. Sådanne alternative tvistbilæggelsesprocedurer og de instanser, der tilbyder dem, bør opfylde kvalitetskravene i direktiv 2013/11/EU.

(89)

Medlemsstaterne bør udpege kompetente myndigheder, som har til opgave at sikre håndhævelsen af dette direktiv, og bør sikre, at disse kompetente myndigheder tildeles de nødvendige undersøgelses- og håndhævelsesbeføjelser samt har tilstrækkelige ressourcer til at kunne varetage deres opgaver. Medlemsstaterne bør også kunne give de nationale myndigheder produktinterventionsbeføjelser, hvor kreditprodukterne er skadelige for forbrugerne og skal trækkes tilbage. Medlemsstaterne bør tage hensyn til oplysninger om månedlige misligholdelsesrater for forskellige typer forbrugerkreditprodukter, der er relevante for dette direktivs anvendelsesområde. De kompetente myndigheder i de forskellige medlemsstater bør samarbejde med hinanden, når det er nødvendigt, med henblik på at varetage deres opgaver i henhold til dette direktiv.

(90)

Medlemsstaterne bør fastsætte regler om sanktioner, der skal anvendes i tilfælde af overtrædelser af de nationale regler, der er vedtaget i medfør af dette direktiv, og træffer alle nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de gennemføres. Valget af sanktioner henhører fortsat under medlemsstaternes skønsbeføjelse, men de fastsatte sanktioner bør være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning. Medlemsstaterne bør give Kommissionen meddelelse om disse regler og foranstaltninger og bør straks underretter Kommissionen om alle senere ændringer, der berører dem.

(91)

De nuværende nationale regler om sanktioner varierer betydeligt i Unionen. Navnlig sikrer ikke alle medlemsstater, at erhvervsdrivende, der begår udbredte overtrædelser eller udbredte overtrædelser med EU-dimension, kan pålægges sanktioner, der er effektive, står i rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning. I visse tilfælde kan disse erhvervsdrivende også være en gruppe af selskaber. For at sikre, at medlemsstaternes myndigheder kan pålægge sanktioner, der er effektive, står i rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning, for udbredte overtrædelser og udbredte overtrædelser med EU-dimension, der er genstand for koordinerede undersøgelses- og håndhævelsesforanstaltninger i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/2394 (19), bør der indføres bøder som et element af sanktionerne for sådanne overtrædelser.

(92)

For at øge gennemsigtigheden og forbrugernes tillid bør de kompetente myndigheder have lov til at offentliggøre alle administrative sanktioner, der pålægges for overtrædelse af de love og bestemmelser, der er vedtaget i henhold til dette direktiv, medmindre en sådan offentliggørelse ville være meget skadelig for finansmarkederne eller forvolde de involverede parter uforholdsmæssig stor skade.

(93)

Det er nødvendigt at undersøge, om dette direktiv fungerer effektivt, sammen med fremskridtene med oprettelsen af et indre marked med et højt forbrugerbeskyttelsesniveau for kreditaftaler. Hvert fjerde år bør Kommissionen foretage en evaluering af dette direktiv for at vurdere den øvre tærskel på 100 000 EUR, der er fastsat i dette direktiv, og de procentsatser, der anvendes til at beregne den kompensation, der skal betales i tilfælde af førtidig tilbagebetaling, samt en vurdering af, om dette direktivs anvendelsesområde fortsat er hensigtsmæssigt for så vidt angår kreditaftaler, der er sikret ved fast ejendom til andet formål end beboelse. Denne evaluering bør også omfatte en analyse af udviklingen på markedet for forbrugerkreditter, der støtter den grønne omstilling, og en vurdering af behovet for yderligere foranstaltninger med henblik på at øge udbredelsen af sådanne kreditter samt en vurdering af gennemførelsen af sanktioner, der er pålagt i overensstemmelse med dette direktiv, og navnlig af deres effektivitet og afskrækkende virkning. Ved evalueringen af dette direktiv bør Kommissionen analysere de økonomiske tendenser i Unionen og situationen på det berørte marked, såsom fremkomsten af nye former for finansielle tjenesteydelser, digitale tendenser og omfanget af og tendenserne i forbindelse med grænseoverskridende kreditgivning. Den bør også se på effektiviteten af dette direktiv, herunder de omkostninger og fordele, det medfører for virksomheder og forbrugere. Endvidere er crowdfunding i stigende grad en form for finansiering, der er tilgængelig for forbrugere, typisk til mindre udgifter eller investeringer. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2020/1503 (20) udelukker crowdfundingtjenester, herunder tjenester, der formidler kreditgivning, som udbydes til forbrugere, fra sit anvendelsesområde. Kommissionen bør vurdere behovet for yderligere foranstaltninger for at beskytte forbrugere, der ønsker at optage kredit eller investere gennem en udbyder af crowdfundingkredittjenester.

(94)

Målet for dette direktiv, nemlig fastsættelse af fælles regler for visse aspekter af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om forbrugerkredit, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne i betragtning af markedsudviklingen som følge af digitaliseringen og målet om at lette grænseoverskridende kreditgivning, men kan bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(95)

For at ændre ikkevæsentlige elementer i dette direktiv bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF for så vidt angår supplerende antagelser til beregning af de årlige omkostninger i procent. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau, og at disse høringer gennemføres i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning (21). For at sikre lige deltagelse i forberedelsen af delegerede retsakter modtager Europa-Parlamentet og Rådet navnlig alle dokumenter på samme tid som medlemsstaternes eksperter, og deres eksperter har systematisk adgang til møder i Kommissionens ekspertgrupper, der beskæftiger sig med forberedelse af delegerede retsakter.

(96)

I henhold til den fælles politiske erklæring af 28. september 2011 fra medlemsstaterne og Kommissionen om forklarende dokumenter (22) har medlemsstaterne forpligtet sig til i begrundede tilfælde, hvor det er berettiget, at lade meddelelsen af gennemførelsesforanstaltninger ledsage af et eller flere dokumenter, der forklarer forholdet mellem et direktivs bestanddele og de tilsvarende dele i de nationale gennemførelsesforskrifter. I forbindelse med dette direktiv finder lovgiver, at fremsendelse af sådanne dokumenter er berettiget.

(97)

I betragtning af det antal ændringer, der skal foretages af direktiv 2008/48/EF som følge af udviklingen i forbrugerkreditsektoren, og af hensyn til klarheden i EU-lovgivningen bør nævnte direktiv ophæves og erstattes af nærværende direktiv.

(98)

Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse er blevet hørt i overensstemmelse med artikel 42, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 (23) og afgav en udtalelse den 26. august 2021 (24) —