Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32023D1785

    Kommissionens afgørelse (EU) 2023/1785 af 15. september 2023 om ophævelse af beslutning 2006/929/EF om oprettelse af en mekanisme for samarbejde og kontrol vedrørende Bulgariens fremskridt med opfyldelsen af specifikke benchmarks på områderne retsreform og bekæmpelse af korruption og organiseret kriminalitet

    C/2023/5652

    EUT L 229 af 18.9.2023, p. 91–93 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 08/10/2023

    ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2023/1785/oj

    18.9.2023   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 229/91


    KOMMISSIONENS AFGØRELSE (EU) 2023/1785

    af 15. september 2023

    om ophævelse af beslutning 2006/929/EF om oprettelse af en mekanisme for samarbejde og kontrol vedrørende Bulgariens fremskridt med opfyldelsen af specifikke benchmarks på områderne retsreform og bekæmpelse af korruption og organiseret kriminalitet

    EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union,

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

    under henvisning til akten om Republikken Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse, særlig artikel 37 og 38, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    I sin tilsynsrapport af 26. september 2006 om forberedelserne til EU-medlemskab i Bulgarien og Rumænien (1) pegede Kommissionen inden Bulgariens tiltrædelse af Unionen på en række problemer, navnlig med hensyn til retssystemets og retshåndhævelsesinstansernes ansvarlighed og effektivitet i Bulgarien, hvor der stadig var behov for yderligere fremskridt for at sætte dem i stand til at gennemføre og anvende de foranstaltninger, der er vedtaget for at oprette det indre marked og området med frihed, sikkerhed og retfærdighed.

    (2)

    Den 13. december 2006 vedtog Kommissionen beslutning 2006/929/EF (2) om oprettelse af en mekanisme for samarbejde og kontrol vedrørende Bulgariens fremskridt med opfyldelsen af seks specifikke benchmarks på områderne retsreform og bekæmpelse af korruption og organiseret kriminalitet. I henhold til denne beslutning skal den ophæves, når alle benchmarks er blevet opfyldt på tilfredsstillende vis.

    (3)

    I henhold til beslutning 2006/929/EF skal Bulgarien regelmæssigt rapportere til Kommissionen om de fremskridt, der gøres med opfyldelsen af benchmarkene. Kommissionen meddelte i juni 2007 for første gang Europa-Parlamentet og Rådet sine egne kommentarer og konstateringer vedrørende Bulgariens rapportering, og har siden da rapporteret regelmæssigt. Hver rapport fra Kommissionen er resultatet af en grundig analyse, som har trukket på det tætte samarbejde med de nationale myndigheder samt på input fra civilsamfundet og andre berørte parter og observatører.

    (4)

    I sin rapport fra januar 2017 (3) foretog Kommissionen en omfattende vurdering af Bulgariens fremskridt siden oprettelsen af mekanismen for samarbejde og kontrol. På dette grundlag fastlagde Kommissionen en klar kurs hen imod en afslutning af mekanismen på grundlag af 17 vigtige henstillinger, der præciserede de krav, som Bulgarien skulle efterkomme for at opfylde de seks benchmarks, der er fastsat i beslutning 2006/929/EF. I betragtning af de fremskridt, der var gjort, var Kommissionen af den opfattelse, at gennemførelsen af disse henstillinger ville være tilstrækkelig til at afvikle mekanismen for samarbejde og kontrol, forudsat at der i mellemtiden ikke var sket en udvikling, der klart udgjorde et tilbageskridt. Mange af henstillingerne fokuserede på indførelsen af interne kontrolforanstaltninger for at sikre varige resultater og vise, at igangværende reformer ville køre videre og fremskridtene blive konsolideret, selv uden mekanismen.

    (5)

    I sin rapport fra november 2018 (4) udtrykte Kommissionen tilfredshed med de fremskridt, der var gjort i Bulgarien hen imod en hurtig afvikling af mekanismen for samarbejde og kontrol, og konkluderede, at tre af benchmarkene kunne betragtes som foreløbigt opfyldt. Kommissionen bemærkede navnlig, at Bulgarien siden sin tiltrædelse havde gjort fremskridt med hensyn til at ændre sin forfatnings- og lovgivningsmæssige ramme med henblik på at forbedre kontrollen med domstolenes uafhængighed samt gennemsigtigheden og effektiviteten i forbindelse med retsprocessen. Desuden medførte ændringerne af Bulgariens forfatning i 2015 en reform af det øverste retsråd og et styrket retsinspektorat. Disse ændringer har nu været i kraft i flere år.

    (6)

    I Kommissionens rapport fra oktober 2019 (5) blev det fastslået, at Bulgariens fremskridt inden for rammerne af mekanismen for samarbejde og kontrol var tilstrækkelige til at efterkomme de tilsagn, Bulgarien havde afgivet på tidspunktet for dets tiltrædelse af Unionen, og at alle seks benchmarks, der er fastsat i beslutning 2006/929/EF, og som blev præciseret i de 17 henstillinger i rapporten fra januar 2017, var blevet opfyldt på tilfredsstillende vis. Kommissionen noterede sig navnlig de omfattende reformer af den generelle institutionelle ramme for bekæmpelse af korruption, der var blevet gennemført i løbet af de foregående to år. Desuden noterede Kommissionen sig i konklusionerne i rapporten fra oktober 2019 en liste over specifikke tilsagn fra den bulgarske regering. Disse specifikke tilsagn omfattede navnlig indførelsen af procedurer vedrørende rigsadvokatens ansvarlighed i overensstemmelse med Venedigkommissionens henstillinger samt tilsagnet om at ændre loven om retssystemet med henblik på at ophæve bestemmelserne om automatisk suspension af dommere i tilfælde af, at de bliver genstand for en strafferetlig undersøgelse, samt de bestemmelser, der forpligter dommere til at oplyse om deres medlemskab af faglige sammenslutninger. Bulgarien gav desuden tilsagn om at fortsætte sit samarbejde med Europarådets organer inden for bekæmpelse af korruption. I rapporten fra oktober 2019 blev det endvidere bemærket, at Bulgarien har gjort bestræbelser på at internalisere tilsynet på nationalt plan gennem et koordinerings- og samarbejdsråd (»Rådet for Efterfølgende Tilsyn«), som er ansvarligt for kontrollen med, at der fortsat gøres fremskridt med reformerne.

    (7)

    Som opfølgning på de specifikke tilsagn, der blev bemærket i rapporten fra oktober 2019, vedtog det bulgarske parlament i februar 2020 ovennævnte ændringer af loven om retssystemet, således at kun et enkelt specifikt tilsagn (tilsagnet om at indføre procedurer vedrørende rigsadvokatens ansvarlighed) i rapporten fra oktober 2019 ikke var opfyldt.

    (8)

    Inden for rammerne af genopretnings- og resiliensfaciliteten blev der i tæt samarbejde med Kommissionen og efter høring af Venedigkommissionen (6) fastlagt en ramme for efterforskning mod rigsadvokaten og dennes stedfortrædere. Den 4. maj 2022 godkendte Rådet for Den Europæiske Union den foreslåede genopretnings- og resiliensplan for Bulgarien, hvor en af milepælene vedrørte Bulgariens tilsagn om at sætte de lovgivningsmæssige ændringer i kraft for at sikre effektiviteten af straffesager og forbedre rigsadvokatens ansvarlighed og strafferetlige ansvar. Den 26. maj 2023 vedtog det bulgarske parlament loven om indførelse af procedurer vedrørende rigsadvokatens og dennes stedfortræderes ansvarlighed. Loven trådte i kraft den 6. juni 2023, hvorved det sidste udestående specifikke tilsagn i rapporten fra oktober 2019 var opfyldt. Bulgariens premierminister underrettede ved brev af 26. juni 2023 Kommissionen om de foranstaltninger, der var truffet for at opfylde de specifikke tilsagn, der var anført i konklusionerne i rapporten fra 2019 inden for rammerne af mekanismen for samarbejde og kontrol, samt yderligere foranstaltninger til opretholdelse af retsstatsprincippet.

    (9)

    Hvad angår Bulgariens tilsagn om at fortsætte samarbejdet med Europarådets organer inden for bekæmpelse af korruption, bør det bemærkes, at der er opnået enighed om en række milepæle for bekæmpelse af korruption i forbindelse med genopretnings- og resiliensplanen for Bulgarien, der kræver, at Bulgarien samarbejder med Europarådets organer.

    (10)

    Således er alle benchmarks, der er fastsat i beslutning 2006/929/EF, og som blev præciseret i de 17 henstillinger i rapporten fra januar 2017, samt de specifikke tilsagn (7), i rapporten fra oktober 2019, blevet opfyldt på tilfredsstillende vis

    (11)

    Som følge af udviklingen i retsstatsprincippet i Unionen skal Kommissionens samarbejde med Bulgarien ses i en ny sammenhæng. Navnlig udgør den årlige gennemgang af retsstatsforholdene, der blev igangsat ved Kommissionens meddelelse fra juli 2019 med titlen »Styrkelse af retsstatsprincippet inden for Unionen« (8) og gennem kommissionsformand Ursula von der Leyens politiske retningslinjer, en varig ramme med et langsigtet perspektiv, der skal ledsage bæredygtige reformer i Bulgarien og i andre medlemsstater. Som led i denne gennemgang fremmer Kommissionens årlige rapport om retsstatssituationen, som siden 2022 også har indeholdt henstillinger til medlemsstaterne, retsstatsaspekter, en uddybning af dialogen og en styrket fælles bevidsthed og forebygger, at der opstår problemer, eller at disse forværres. Det vil gøre det muligt at overvåge gennemførelsen af de reformer, der er aftalt med Bulgarien. Tilsynet med den fortsatte gennemførelse af de reformer, Bulgarien har iværksat, vil også blive sikret på nationalt plan af Rådet for Efterfølgende Tilsyn.

    (12)

    Kommissionen forelagde sin rapport fra oktober 2019 om Bulgariens fremskridt som led i mekanismen for samarbejde og kontrol i det relevante udvalg i Europa-Parlamentet. Kommissionen tog behørigt hensyn til Europa-Parlamentets bemærkninger, som blev fremsendt ved brev af 20. december 2019 af Europa-Parlamentets formand.

    (13)

    Den 5. juli 2023 underrettede Kommissionen Rådet om, at den havde til hensigt at ophæve beslutning 2006/929/EF om oprettelse af en mekanisme for samarbejde og kontrol vedrørende Bulgarien og definitivt afvikle mekanismen. Dette blev også meddelt Europa-Parlamentet. Ved brev af 26. juli noterede Rådet sig Kommissionens hensigt om formelt at afvikle mekanismen for samarbejde og kontrol vedrørende Bulgarien og Rumænien.

    (14)

    Beslutning 2006/929/EF bør derfor ophæves —

    VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

    Artikel 1

    Beslutning 2006/929/EF ophæves.

    Artikel 2

    Denne afgørelse træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 15. september 2023.

    På Kommissionens vegne

    Ursula VON DER LEYEN

    Formand


    (1)  Tilsynsrapport af 26. september 2006 om forberedelserne til EU-medlemskab i Bulgarien og Rumænien (KOM(2006) 549 endelig).

    (2)  Kommissionens beslutning 2006/929/EF af 13. december 2006 om oprettelse af en mekanisme for samarbejde og kontrol vedrørende Bulgariens fremskridt med opfyldelsen af specifikke benchmarks på områderne retsreform og bekæmpelse af korruption og organiseret kriminalitet (EUT L 354 af 14.12.2006, s. 58).

    (3)  Kommissionens rapport om Bulgariens fremskridt som led i mekanismen for samarbejde og kontrol (COM(2017) 43 final).

    (4)  Kommissionens rapport om Bulgariens fremskridt som led i mekanismen for samarbejde og kontrol (COM(2018) 850 final).

    (5)  Kommissionens rapport om Bulgariens fremskridt som led i mekanismen for samarbejde og kontrol (COM(2019) 498 final).

    (6)  Se milepæl 222 i Rådets gennemførelsesafgørelse af 28. april 2022 om godkendelse af vurderingen af Bulgariens genopretnings- og resiliensplan (ST 8091/2022 INIT). Kommissionen vil vurdere, hvorvidt Bulgarien har opfyldt milepælen i sin genopretnings- og resiliensplan, når landet har indgivet den relevante betalingsanmodning.

    (7)  Denne vurdering berører ikke vurderingen af opfyldelsen af de relevante milepæle og mål i Bulgariens genopretnings- og resiliensplan.

    (8)  COM(2019) 343.


    Top