EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32022D0081

Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2022/81 af 18. januar 2022 om ændring af gennemførelsesafgørelse 2009/1008/EU om bemyndigelse af Republikken Letland til at forlænge anvendelsen af en foranstaltning, der fraviger artikel 193 i direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem

ST/14722/2021/INIT

EUT L 13 af 20.1.2022, p. 49–50 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec_impl/2022/81/oj

20.1.2022   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 13/49


RÅDETS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2022/81

af 18. januar 2022

om ændring af gennemførelsesafgørelse 2009/1008/EU om bemyndigelse af Republikken Letland til at forlænge anvendelsen af en foranstaltning, der fraviger artikel 193 i direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (1), særlig artikel 395, stk. 1,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ved Rådets beslutning 2006/42/EF (2) fik Letland bemyndigelse til at anvende en særlig foranstaltning, der fraviger artikel 21, stk. 1, litra a), i direktiv 77/388/EØF (3), med henblik på at udpege modtageren som den momspligtige ved levering af tømmer eller ved levering af relaterede tjenesteydelser indtil den 31. december 2009. Ved Rådets gennemførelsesafgørelse 2009/1008/EU (4) fik Letland som en fravigelse af direktiv 2006/112/EF, artikel 193, bemyndigelse til fortsat at udpege modtageren af tømmer eller relaterede tjenesteydelser som den person, der er betalingspligtig for moms ved transaktioner med tømmer indtil den 31. december 2012 (»den særlige foranstaltning«). Efter flere på hinanden følgende forlængelser udløber bemyndigelsen den 31. december 2021 (5).

(2)

Ved brev registreret i Kommissionen den 4. april 2021 anmodede Letland om bemyndigelse til fortsat at anvende den særlige foranstaltning. Sammen med brevet fremsendte Letland en rapport om anvendelsen af denne særlige foranstaltning.

(3)

I overensstemmelse med direktiv 2006/112/EF, artikel 395, stk. 2, andet afsnit, underrettede Kommissionen de øvrige medlemsstater ved breve af 9. august 2021 og Spanien ved brev af 10. august 2021 om Letlands anmodning. Ved brev af 10. august 2021 meddelte Kommissionen Letland, at den rådede over alle de oplysninger, der er nødvendige for at kunne vurdere anmodningen.

(4)

Ifølge Letland er markedet for tømmer, som er en af landets vigtigste økonomiske sektorer, særlig følsomt over for momssvig, fordi det domineres af et stort antal små lokale erhvervsdrivende og individuelle leverandører. Den særlige karakter af markedet for tømmer og de involverede virksomheder har givet anledning til momssvig, som skattemyndighederne har haft svært ved at kontrollere. For at bekæmpe dette misbrug har de lettiske skattemyndigheder indført ordningen for omvendt betalingspligt for betaling af moms på tømmertransaktioner, hvilket har vist sig at være meget effektivt og har mindsket svindel på dette marked betydeligt ifølge den rapport, som Letland har fremsendt.

(5)

Særlige foranstaltninger, der fraviger bestemmelserne, indrømmes normalt for en begrænset periode, således at det kan vurderes, om de særlige foranstaltninger er hensigtsmæssige og effektive. Særlige foranstaltninger, der fraviger bestemmelserne, giver medlemsstaterne tid til at træffe andre konventionelle foranstaltninger på nationalt plan til at overvåge materialernes bevægelser, momsbetalingen og afgiftspligtige personers overholdelse af reglerne, og de konventionelle foranstaltninger bør løse det pågældende problem, inden den særlige foranstaltning udløber, således at det ikke bliver nødvendigt at forlænge den særlige foranstaltning. En fravigelse, som gør det muligt at anvende ordningen for omvendt betalingspligt, indrømmes kun undtagelsesvist inden for særlige områder, der er præget af svig, og hvor en sådan foranstaltning er en sidste udvej. Letland bør derfor, inden forlængelsen af den særlige foranstaltning i henhold til denne gennemførelsesafgørelse udløber, gennemføre andre konventionelle foranstaltninger til bekæmpelse og forebyggelse af momssvig på markedet for tømmer, og der er derfor ikke længere behov for endnu en forlængelse af den særlige foranstaltning.

(6)

Letland bør derfor kun bemyndiges til at anvende den særlige foranstaltning indtil den 31. december 2024.

(7)

For at undgå forstyrrende virkninger bør Letland kunne anvende den særlige foranstaltning uden afbrydelse. Den tilladelse, der anmodes om, bør derfor gives med virkning fra den 1. januar 2022 for at efterfølge den tidligere ordning i henhold til Rådets gennemførelsesafgørelse 2009/1008/EU uden overgang.

(8)

Den særlige foranstaltning får ingen negative indvirkninger på Unionens egne indtægter hidrørende fra moms.

(9)

Gennemførelsesafgørelse 2009/1008/EU bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Artikel 2 i gennemførelsesafgørelse 2009/1008/EU affattes således:

»Artikel 2

Denne afgørelse finder anvendelse indtil den 31. december 2024.«

Artikel 2

Denne afgørelse får virkning på dagen for meddelelsen.

Artikel 3

Denne afgørelse er rettet til Republikken Letland.

Udfærdiget i Bruxelles, den 18. januar 2022.

På Rådets vegne

B. LE MAIRE

Formand


(1)  EUT L 347 af 11.12.2006, s. 1.

(2)  Rådets beslutning 2006/42/EF af 24. januar 2006 om bemyndigelse af Letland til at anvende en foranstaltning, der fraviger artikel 21 i Rådets sjette direktiv 77/388/EØF om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter (EUT L 25 af 28.1.2006, s. 31).

(3)  Rådets sjette direktiv 77/388/EØF af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter — Det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag (EFT L 145 af 13.6.1977, s. 1).

(4)  Rådets gennemførelsesafgørelse 2009/1008/EU af 7. december 2009 om bemyndigelse af Republikken Letland til at udvide anvendelsen af en foranstaltning, der fraviger bestemmelserne i artikel 193 i direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem (EUT L 347 af 24.12.2009, s. 30).

(5)  Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/2006 af 11. december 2018 om ændring af gennemførelsesafgørelse 2009/1008/EU om bemyndigelse af Republikken Letland til at forlænge anvendelsen af en foranstaltning, der fraviger artikel 193 i direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem (EUT L 322 af 18.12.2018, s. 20).


Top