Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32021D1072

    Rådets afgørelse (EU) 2021/1072 af 28. juni 2021 om en midlertidig fravigelse af afgørelse 2013/471/EU om ydelse af dagpenge og om godtgørelse af rejseudgifter til medlemmerne af Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og deres suppleanter i lyset af rejsevanskeligheder forårsaget af pandemien med covid-19 i Unionen

    ST/9382/2021/INIT

    EUT L 230 af 30.6.2021, p. 30–31 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 24/05/2023; ophævet ved 32023D1013

    ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2021/1072/oj

    30.6.2021   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 230/30


    RÅDETS AFGØRELSE (EU) 2021/1072

    af 28. juni 2021

    om en midlertidig fravigelse af afgørelse 2013/471/EU om ydelse af dagpenge og om godtgørelse af rejseudgifter til medlemmerne af Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og deres suppleanter i lyset af rejsevanskeligheder forårsaget af pandemien med covid-19 i Unionen

    RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 301, stk. 3, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    Siden udbruddet af pandemien med covid-19 har de ekstraordinære forebyggelses- og inddæmningsforanstaltninger, som medlemsstaterne har truffet, f.eks. karantæne, gennemførelse af politikker for fjernarbejde samt bevægelses- og rejserestriktioner eller -forbud, gjort det umuligt eller meget vanskeligt for medlemmerne af Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (»EØSU«) og deres suppleanter (under ét benævnt »de dagpengeberettigede«) at rejse med henblik på fysisk deltagelse i møder.

    (2)

    I lyset af disse exceptionelle omstændigheder og for at sikre, at EØSU's aktiviteter kan finde sted på alle tidspunkter på en hensigtsmæssig og stabil måde med henblik på at sikre institutionel kontinuitet, er det nødvendigt midlertidigt at fravige artikel 2, 3 og 4 i Rådets afgørelse 2013/471/EU (1) for så vidt angår udbetaling af dagpenge til og godtgørelse af rejseudgifter for de dagpengeberettigede. Denne fravigelse bør kun gælde i perioden med fortsatte rejsevanskeligheder eller sundhedsmæssige restriktioner i forbindelse med fysiske møder forårsaget af pandemien med covid-19 i Unionen.

    (3)

    De faktiske administrative udgifter, som afholdes af en dagpengeberettiget, der fjerndeltager i et møde via elektroniske midler, er lavere end den dagpengesats, der i øjeblikket gælder for deltagelse i fysiske møder, mens den tid, som den dagpengeberettigede bruger, forbliver den samme. Det er derfor hensigtsmæssigt, at de dagpenge, der udbetales til de dagpengeberettigede, som fjerndeltager i møder via elektroniske midler, tilpasses i overensstemmelse hermed.

    (4)

    Hvis det er relevant, bør EØSU fastsætte nærmere regler for ydelse af dagpenge i forbindelse med fjerndeltagelse. Disse regler bør navnlig identificere de tilfælde, hvor rejsevanskeligheder i forbindelse med covid-19 eller relaterede restriktive foranstaltninger bringer muligheden for at tilrettelægge fysiske møder eller fysisk at deltage i møder i fare.

    (5)

    EØSU bør regelmæssigt forelægge Rådet rapport om anvendelsen af denne afgørelse for at give Rådet mulighed for at vurdere dens virkninger, og om de betingelser, der berettiger fravigelsen, fortsat er til stede. Rådet bør på grundlag af disse rapporter overveje at vedtage passende foranstaltninger, navnlig inden for rammerne af en fremtidig omfattende revision af afgørelse 2013/471/EU, der skal gennemføres inden udløbet af EØSU's nuværende mandatperiode —

    VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

    Artikel 1

    Uanset artikel 2, 3 og 4 i afgørelse 2013/471/EU har de dagpengeberettigede, der fjerndeltager i et møde via elektroniske midler, i tilfælde, hvor covid-19-relaterede restriktive foranstaltninger bringer muligheden for at tilrettelægge fysiske møder eller fysisk at deltage i møder i fare, kun ret til et dagpengebeløb, der fastsættes til 145 EUR.

    Artikel 2

    EØSU vedtager nærmere bestemmelser til gennemførelse af artikel 1 senest den 2. september 2021.

    Artikel 3

    EØSU forelægger senest den 2. januar 2022 og hver sjette måned derefter Rådet en evalueringsrapport om anvendelsen af denne afgørelse og navnlig dens budgetvirkninger samt om den fortsatte tilstedeværelse af rejsevanskeligheder i forbindelse med covid-19 eller relaterede restriktive foranstaltninger, der bringer muligheden for at tilrettelægge fysiske møder eller fysisk at deltage i møder i fare.

    Artikel 4

    Denne afgørelse træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

    Udfærdiget i Luxembourg, den 28. juni 2021.

    På Rådets vegne

    M. do C. ANTUNES

    Formand


    (1)  Rådets afgørelse 2013/471/EU af 23. september 2013 om ydelse af dagpenge og om godtgørelse af rejseudgifter til medlemmerne af Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og deres suppleanter (EUT L 253 af 25.9.2013, s. 22).


    Top