Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32020D1561

    Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2020/1561 af 23. oktober 2020 om midlertidig støtte til Ungarn i henhold til forordning (EU) 2020/672 til mindskelse af risiciene for arbejdsløshed i nødsituationen som følge af covid-19-udbruddet

    EUT L 357 af 27.10.2020, p. 24–28 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Legal status of the document In force: This act has been changed. Current consolidated version: 26/01/2022

    ELI: http://data.europa.eu/eli/dec_impl/2020/1561/oj

    27.10.2020   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 357/24


    RÅDETS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2020/1561

    af 23. oktober 2020

    om midlertidig støtte til Ungarn i henhold til forordning (EU) 2020/672 til mindskelse af risiciene for arbejdsløshed i nødsituationen som følge af covid-19-udbruddet

    RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

    under henvisning til Rådets forordning (EU) 2020/672 af 19. maj 2020 om oprettelse af et europæisk instrument for midlertidig støtte til mindskelse af risiciene for arbejdsløshed i en nødsituation (SURE) som følge af covid-19-udbruddet (1), særlig artikel 6, stk. 1,

    under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    Den 6. august 2020 anmodede Ungarn om finansiel støtte fra Unionen med henblik på at supplere landets nationale indsats for at imødegå virkningerne af covid-19-udbruddet og håndtere udbruddets socioøkonomiske konsekvenser for arbejdstagerne og de selvstændige.

    (2)

    Covid-19-udbruddet og de ekstraordinære foranstaltninger, som Ungarn har gennemført for at dæmme op for udbruddet og de socioøkonomiske og sundhedsrelaterede konsekvenser heraf, forventes at få dramatiske følger for de offentlige finanser. Ifølge Kommissionens forårsprognose 2020 forventedes Ungarn at have et offentligt underskud og en offentlig gæld på henholdsvis 5,2 % og 75,0 % af bruttonationalproduktet (BNP) ved udgangen af 2020. Ifølge Kommissionens mellemliggende sommerprognose 2020 forventes Ungarns BNP at falde med 7,0 % i 2020.

    (3)

    Covid-19-udbruddet har fastlåst en væsentlig del af arbejdsstyrken i Ungarn. Dette har ført til en pludselig og kraftig stigning i de offentlige udgifter i Ungarn med hensyn til foranstaltninger svarende til arbejdsfordelingsordninger samt sundhedsrelaterede foranstaltninger, jf. betragtning 4-14.

    (4)

    Ved »regeringens beslutning 2080/2020 om den nationale boligudvikling«, som der henvises til i Ungarns anmodning af 6. august 2020, blev der indført midlertidig støtte til opgradering af indkvarteringsforholdene (ombygning, udvidelse, renovering af lokaler, indkøb af udstyr) på turistdestinationer for at opretholde den eksisterende arbejdsstyrke. Anmodningen vedrører kun den del af udgifterne, der er relateret til støtte til de selvstændige og enmandsvirksomheder. Foranstaltningen kan betragtes som en foranstaltning svarende til en arbejdsfordelingsordning som omhandlet i forordning (EU) 2020/672, idet formålet er at beskytte selvstændige eller lignende kategorier af arbejdstagere mod nedgang i eller tab af indkomst.

    (5)

    Ved »landbrugsministerens dekret nr. 25/2020. (VI. 22.)« (2), »landbrugsministerens dekret nr. 26/2020. (VI. 22.)« (3) og »landbrugsministerens dekret nr. 30/2020. (VI. 22.)« (4), som der henvises til i Ungarns anmodning af 6. august 2020, blev der indført et engangstilskud til henholdsvis fødevareforarbejdende virksomheder, gartnerivirksomheder, der beskæftiger sig med dyrkning af etårige afgrøder og planteformering, samt fiskebrug. Støtten er betinget af, at virksomhederne fastholder de ansatte indtil december 2020. Hvad angår den del af udgifterne, der vedrører støtte til selvstændige og enmandsvirksomheder, kan foranstaltningen betragtes som en foranstaltning svarende til en arbejdsfordelingsordning som omhandlet i forordning (EU) 2020/672, da den har til formål at beskytte selvstændige eller lignende kategorier af arbejdstagere mod nedgang i eller tab af indkomst.

    (6)

    Ved »regeringens dekret nr. 59/2020 (III. 23)« (5) og »Lov LVIII af 2020« (6), som der henvises til i Ungarns anmodning af 6. august 2020, blev børneydelserne til ansatte og selvstændige, som ellers ville udløbe som følge af aldersbegrænsninger mellem den 11. marts 2020 og den 30. juni 2020, dvs. perioden med undtagelsestilstand, forlænget. Disse børneydelser kan betragtes som en foranstaltning svarende til arbejdsfordelingsordninger som omhandlet i forordning (EU) 2020/672, idet der ydes indkomststøtte til ansatte og selvstændige til dækning af omkostningerne ved børnepasning, mens skolerne er lukket, og de derfor giver forældrene mulighed for at forblive i arbejde og forhindrer, at de risikerer deres ansættelsesforhold.

    (7)

    Myndighederne har på grundlag af »regeringens dekret nr. 47/2020. (III. 18.)« (7) (som ændret), som der henvises til i Ungarns anmodning af 6. august 2020, indført en række skatterelaterede foranstaltninger. Eftersom disse foranstaltninger udgør mistede indtægter for staten, kan de anses for sidestillet med offentlige udgifter.

    (8)

    For de sektorer, der er blevet hårdest ramt af pandemien, har myndighederne indført en fritagelse for arbejdsgiverne for indbetaling af socialsikringsbidrag og uddannelsesafgift i perioden marts-december 2020 samt en nedsættelse af arbejdsgiverbidraget til rehabiliteringsordningen i perioden marts-juni 2020. Der er anmodet om støtte til den del af de samlede udgifter, der vedrører virksomheder, som har nedsat eller afbrudt arbejdstiden, eller hvis ansatte er forblevet i beskæftigelse frem til de senest tilgængelige data

    (9)

    For små skatteydere inden for 26 erhvervsgrene er der indført en fritagelse for engangsskat (»KATA«) for små virksomheder i perioden marts-juni 2020. Anmodningen vedrører kun den del af udgifterne, der er relateret til støtte til de selvstændige og enmandsvirksomheder. Foranstaltningen kan betragtes som en foranstaltning svarende til en arbejdsfordelingsordning som omhandlet i forordning (EU) 2020/672, idet formålet er at beskytte selvstændige eller lignende kategorier af arbejdstagere mod nedgang i eller tab af indkomst.

    (10)

    Endelig har myndighederne i forbindelse med skatterelaterede foranstaltninger besluttet at udelukke personaleomkostninger fra skattegrundlaget for skatten for mindre virksomheder (»KIVA«) i perioden marts-juni 2020 i de sektorer, der er hårdest ramt af pandemien. Der er anmodet om støtte til den del af de samlede udgifter, der vedrører virksomheder, som har nedsat eller afbrudt arbejdstiden, eller hvis ansatte er forblevet i beskæftigelse frem til de senest tilgængelige data

    (11)

    Ungarn har også truffet en række sundhedsrelaterede foranstaltninger for at imødegå covid-19-udbruddet. Ved »regeringens dekret nr. 275/2020. (VI. 12.)« (8), som der henvises til i Ungarns anmodning af 6. august 2020, blev der indført en engangsydelse på 500 000 HUF per person til sundhedspersonale i anerkendelse af deres ekstraarbejde under pandemien.

    (12)

    Statsejede virksomheder, hvis omkostninger dækkes af staten, har indført særforanstaltninger med tilsvarende omkostninger til at inddæmme pandemien. Disse sundhedsrelaterede foranstaltninger omfatter rengøring og tilrådighedsstillelse af beskyttelsesudstyr.

    (13)

    På grundlag af »regeringens dekret nr. 250/2014 (X. 2.) om Generaldirektoratet for Offentlige Indkøb og Forsyning (KEF)« (9), som der henvises til i Ungarns ansmodning af 6. august 2020, er der gennemført særforanstaltninger til at inddæmme pandemien (såsom daglige desinficeringstjenester og gentaget rengøring af udluftningssystemer og elevatorer) samt til at beskytte embedsmænds personlige sundhed med desinficerings- og værnemidler, hvilket har øget udgifterne. KEF indførte disse foranstaltninger for at sikre, at de offentlige budgetorganer fortsat kunne fungere

    (14)

    Endelig blev der ved »regeringens beslutning 1012/2020. (I. 31.) om nedsættelsen af operativt personale« (10), som der henvises til i Ungarns anmodning af 6. august 2020, indført foranstaltninger vedrørende infrastruktur og investeringer i hospitaler for at sikre et højt beskyttelsesniveau for sundhedspersonale og patienter. Foranstaltningerne omfatter særlige behandlingslokaler og isolerede covid-afdelinger. Derudover er de direkte omkostninger i forbindelse med personlige værnemidler og personligt beskyttelsesudstyr (engangsmundbind, lægekitler, plasticvisirer, handsker, desinfektionsmidler osv.) på hospitalerne og andre sundhedsinstitutioner blevet øget for at sikre sundhedspersonalet et højt beskyttelsesniveau.

    (15)

    Ungarn opfylder de i artikel 3 i forordning (EU) 2020/672 nævnte betingelser for at anmode om finansiel støtte. Ungarn har forelagt Kommissionen passende dokumentation for, at de faktiske og planlagte offentlige udgifter efter den 1. februar 2020 er steget med 639 500 000 EUR som følge af de nationale foranstaltninger, der er truffet for at imødegå de socioøkonomiske virkninger af covid-19-udbruddet. Det øgede beløb, der er direkte knyttet til ovennævnte foranstaltninger svarende til arbejdsfordelingsordninger, udgør en pludselig og kraftig stigning, eftersom det er knyttet til såvel nye foranstaltninger som en udvidelse af eksisterende foranstaltninger, der omfatter en betydelig del af virksomhederne og arbejdsstyrken i Ungarn. Ungarn har til hensigt at finansiere 113 740 000 EUR af det øgede udgiftsbeløb med midler fra Unionen.

    (16)

    Kommissionen har hørt Ungarn og bekræftet, at der er sket en pludselig og kraftig stigning i de faktiske og planlagte offentlige udgifter med direkte tilknytning til arbejdsfordelingsordninger og lignende foranstaltninger samt indførelsen af relevante sundhedsrelaterede foranstaltninger i forbindelse med covid-19-udbruddet, som der henvises til i anmodningen af 6. august 2020, jf. artikel 6 i forordning (EU) 2020/672.

    (17)

    De sundhedsrelaterede foranstaltninger, som Ungarn har anmodet om støtte til, og som er omhandlet i betragtning 11-14, beløber sig til 268 550 000 EUR. Dette beløb udgør mere end halvdelen af den samlede finansielle støtte, der er anmodet om. Eftersom denne kategori af foranstaltninger er af accessorisk karakter, bør den finansielle støtte til sundhedsrelaterede foranstaltninger begrænses til 247 124 000 EUR, således at beløbet udgør under halvdelen af den samlede finansielle støtte.

    (18)

    Der bør derfor ydes finansiel støtte med henblik på at hjælpe Ungarn med at imødegå de socioøkonomiske virkninger af den alvorlige økonomiske forstyrrelse som følge af covid-19-udbruddet. Kommissionen bør træffe afgørelser vedrørende løbetid, størrelse og frigivelse af rater og trancher i et tæt samarbejde med de nationale myndigheder.

    (19)

    Nærværende afgørelse bør ikke berøre udfaldet af eventuelle sager om forvridning af det indre marked, som anlægges, navnlig i henhold til traktatens artikel 107 og 108. Den fritager heller ikke medlemsstaterne for i henhold til traktatens artikel 108 at underrette Kommissionen om eventuel statsstøtte.

    (20)

    Ungarn bør regelmæssigt underrette Kommissionen om gennemførelsen af de planlagte offentlige udgifter, således at Kommissionen kan vurdere, i hvilket omfang Ungarn har afholdt disse udgifter.

    (21)

    Afgørelsen om at yde finansiel støtte er blevet truffet under hensyntagen til Ungarns eksisterende og forventede behov samt anmodninger om finansiel støtte i henhold til forordning (EU) 2020/672, som andre medlemsstater allerede har indgivet eller planlagt at indgive, samtidig med at principperne om ligebehandling, solidaritet, proportionalitet og gennemsigtighed anvendes —

    VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

    Artikel 1

    Ungarn opfylder betingelserne i artikel 3 i forordning (EU) 2020/672.

    Artikel 2

    1.   Unionen stiller et lån på højst 504 330 000 EUR til rådighed for Ungarn. Lånet har en maksimal gennemsnitlig løbetid på 15 år.

    2.   Rådighedsperioden for den finansielle støtte, der ydes ved denne afgørelse, er 18 måneder fra den første dag efter, at denne afgørelse har fået virkning.

    3.   Kommissionen stiller Unionens finansielle støtte til rådighed for Ungarn i maksimalt otte rater. En rate kan udbetales i en eller flere trancher. Løbetiden for trancherne under den første rate kan være længere end den maksimale gennemsnitlige løbetid, der er fastsat i stk. 1. I så fald fastsættes løbetiden for de efterfølgende trancher således, at den i stk. 1 omhandlede maksimale gennemsnitlige løbetid overholdes, når alle rater er udbetalt.

    4.   Den første rate frigives under forbehold af, at den i artikel 8, stk. 2, i forordning (EU) 2020/672 omhandlede låneaftale træder i kraft.

    5.   Ungarn afholder Unionens finansieringsomkostninger, der er omhandlet i artikel 4 i forordning (EU) 2020/672, for hver rate samt Unionens eventuelle gebyrer, omkostninger og udgifter i forbindelse med den finansiering, der er relateret til det lån, der er ydet i henhold til nærværende artikels stk. 1.

    6.   Kommissionen træffer afgørelse om størrelsen af raterne og frigivelsen heraf samt om tranchernes størrelse.

    Artikel 3

    Ungarn kan finansiere følgende foranstaltninger:

    a)

    midlertidig støtte til opgradering af indkvarteringsforholdene på turistdestinationerne for at opretholde den eksisterende arbejdsstyrke, jf. »regeringens beslutning 2080/2020 om den nationale boligudvikling«, for den del af udgifterne, der vedrører støtte til selvstændige og enkeltmandsvirksomheder

    b)

    midlertidig støtte til fødevareforarbejdende virksomheder, jf. »landbrugsministerens dekret nr. 25/2020. (VI. 22.)«, for den del af udgifterne, der vedrører støtte til selvstændige og enkeltmandsvirksomheder

    c)

    midlertidig støtte til gartnerivirksomheder, der beskæftiger sig med dyrkning af etårige afgrøder og planteformering, jf. »landbrugsministerens dekret nr. 26/2020. (VI. 22.)«, for den del af udgifterne, der vedrører støtte til selvstændige og enkeltmandsvirksomheder

    d)

    midlertidig støtte til fiskebrug, jf. »landbrugsministerens dekret nr. 30/2020. (VI. 22.)«, for den del af udgifterne, der vedrører støtte til selvstændige og enkeltmandsvirksomheder

    e)

    forlængelsen indtil den 30. juni 2020 af de børneydelser, der udløb i perioden med undtagelsestilstand, jf. »regeringens dekret nr. 59/2020. (III. 23.)« og artikel 71 i »lov LVIII af 2020«

    f)

    suspensionen af arbejdsgiverbetalte socialsikringsbidrag i visse sektorer i perioden marts-december 2020, jf. artikel 4, litra a), i »regeringens dekret nr. 47/2020. (III. 18.)« (som ændret), for den del af udgifterne, der vedrører virksomheder, der har nedsat eller suspenderet arbejdstiden, eller hvis ansatte er forblevet i beskæftigelse

    g)

    fritagelse for arbejdsgiverbetalt uddannelsesafgift i visse sektorer i perioden marts-december 2020, jf. artikel 4, litra a), i »regeringens dekret nr. 47/2020. (III. 18.)« (som ændret), for den del af udgifterne, der vedrører virksomheder, der har nedsat eller suspenderet arbejdstiden, eller hvis ansatte er forblevet i beskæftigelse

    h)

    nedsættelse af arbejdsgiverbidraget til rehabiliteringsordningen i visse sektorer i perioden marts-juni 2020, jf. artikel 4, litra a), i »regeringens dekret nr. 47/2020. (III. 18.)« (som ændret), for den del af udgifterne, der vedrører virksomheder, der har nedsat eller suspenderet arbejdstiden, eller hvis ansatte er forblevet i beskæftigelse

    i)

    en skattefritagelse for små skatteydere for engangsskatten (»KATA«) for små virksomheder inden for 26 erhvervsgrene i perioden marts-juni 2020, jf. artikel 5 i »regeringens dekret nr. 47/2020. (III. 18.)« (som ændret), for den del af udgifterne, der vedrører støtte til selvstændige og enkeltmandsvirksomheder

    j)

    udelukkelse af personaleomkostninger fra skattegrundlaget for skatten for mindre virksomheder (»KIVA«) i visse sektorer i perioden marts-juni 2020, jf. »regeringens dekret nr. 47/2020. (III. 18.)« (som ændret), for den del af udgifterne, der vedrører virksomheder, der har nedsat eller suspenderet arbejdstiden, eller hvis ansatte er forblevet i beskæftigelse

    k)

    en engangsydelse til sundhedspersonale i anerkendelse af deres ekstraarbejde under pandemien, jf. »regeringens dekret nr. 275/2020. (VI. 12.)«

    l)

    omkostninger relateret til særforanstaltninger til at inddæmme pandemien, der er blevet indført i statsejede virksomheder

    m)

    omkostninger relateret til særforanstaltninger til at inddæmme pandemien og beskytte embedsmænds personlige sundhed, jf. »regeringens dekret nr. 250/2014 (X. 2.) om Generaldirektoratet for Offentlige Indkøb og Forsyning (KEF)«

    n)

    omkostninger relateret til infrastruktur og investering i hospitaler for at sikre et højt beskyttelsesniveau for sundhedspersonale og patienter, jf. »regeringens beslutning 1012/2020 (I. 31.) om nedsættelse af operativt personale«

    o)

    direkte omkostninger til personlige værnemidler og beskyttelsesudstyr på hospitalerne og andre sundhedsinstitutioner for at sikre et højt beskyttelsesniveau for sundhedspersonalet, jf. »regeringens beslutning 1012/2020 (I. 31.) om nedsættelse af operativt personale«.

    Artikel 4

    Ungarn underretter senest den 28. april 2021 og derefter hver sjette måned Kommissionen om afholdelsen af de planlagte offentlige udgifter, indtil alle de planlagte offentlige udgifter er blevet afholdt.

    Artikel 5

    Denne afgørelse er rettet til Ungarn.

    Denne afgørelse får virkning på dagen for meddelelsen til adressaten.

    Artikel 6

    Denne afgørelse offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 23. oktober 2020.

    På Rådets vegne

    M. ROTH

    Formand


    (1)  EUT L 159 af 20.5.2020, s. 1.

    (2)  Kundgjort i Ungarns lovtidende den 22. juni 2020 (nr. 148), s. 3872.

    (3)  Kundgjort i Ungarns lovtidende den 22. juni 2020 (nr. 148), s. 3875.

    (4)  Kundgjort i Ungarns lovtidende den 22. juni 2020 (nr. 148), s. 3889.

    (5)  Kundgjort i Ungarns lovtidende den 23. marts 2020 (nr. 51), s. 1558.

    (6)  Kundgjort i Ungarns lovtidende den 17. juni 2020 (nr. 144), s. 3652.

    (7)  Kundgjort i Ungarns lovtidende den 18. marts 2020 (nr. 47), s. 1462.

    (8)  Kundgjort i Ungarns lovtidende den 12. juni 2020 (nr. 141) s. 3585.

    (9)  Kundgjort i Ungarns lovtidende den 2. oktober 2014 (nr. 136), s. 13839.

    (10)  Kundgjort i Ungarns lovtidende den 31. januar 2020 (nr. 16), s. 288.


    Top