This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 32020D0979
Council Decision (CFSP) 2020/979 of 7 July 2020 in support of the development of an internationally recognised system for the validation of arms and ammunition management according to open international standards
Rådets afgørelse (FUSP) 2020/979 af 7. juli 2020 om støtte til udvikling af et internationalt anerkendt system til validering af våben- og ammunitionsforvaltning i henhold til åbne internationale standarder
Rådets afgørelse (FUSP) 2020/979 af 7. juli 2020 om støtte til udvikling af et internationalt anerkendt system til validering af våben- og ammunitionsforvaltning i henhold til åbne internationale standarder
ST/8762/2020/INIT
EUT L 218 af 8.7.2020, p. 1–9
(BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)
No longer in force, Date of end of validity: 30/11/2022: This act has been changed. Current consolidated version: 25/11/2021
Relation | Act | Comment | Subdivision concerned | From | To |
---|---|---|---|---|---|
Modified by | 32021D2075 | erstatning | artikel 3 stykke 2 | 25/11/2021 | |
Modified by | 32021D2075 | erstatning | artikel 5 | 25/11/2021 | |
Modified by | 32021D2075 | erstatning | artikel 1 stykke 1 unummererede afsnit 2 | 25/11/2021 | |
Validity extended by | 32021D2075 | 25/11/2021 | 30/11/2022 |
8.7.2020 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 218/1 |
RÅDETS AFGØRELSE (FUSP) 2020/979
af 7. juli 2020
om støtte til udvikling af et internationalt anerkendt system til validering af våben- og ammunitionsforvaltning i henhold til åbne internationale standarder
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 28, stk. 1, og artikel 31, stk. 1,
under henvisning til forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) |
Den 19. november 2018 vedtog Rådet EU-strategien til bekæmpelse af ulovlige skydevåben, håndvåben og lette våben ("SALW") samt ammunition hertil med titlen "Sikring af våben, beskyttelse af borgerne" ("EU's SALW-strategi"). Formålet med EU's SALW-strategi er at være retningsgivende for en integreret, samlet og koordineret europæisk indsats for at forhindre og modvirke, at terrorister, kriminelle og andre uautoriserede aktører ulovligt anskaffer sig SALW og ammunition hertil, og at fremme ansvarlighed og ansvar med hensyn til lovlig våbenhandel. |
(2) |
I EU's SALW-strategi bemærkes det, at dårlig lagersikkerhed er en central faktor for våben og ammunition, der omdirigeres fra det lovlige til det ulovlige marked. Unionen og dens medlemsstater er fast besluttet på at hjælpe andre lande med at forbedre forvaltningen og sikkerheden af statsejede lagre ved at styrke de nationale lovgivningsmæssige og administrative rammer og institutioner, der regulerer det legitime udbud og den legitime forvaltning af lagre af SALW og ammunition til forsvars- og sikkerhedsstyrker. |
(3) |
De Forenede Nationers Kontor for Nedrustningsanliggender (UNODA) har udviklet standarder og god praksis for forvaltningen af håndvåben og ammunition: de internationale tekniske retningslinjer for ammunition (IATG) og Modular Small-Arms-control Implementation Compendium (Mosaic-modulerne), tidligere kendt som de internationale standarder for kontrol med håndvåben (ISACS). Med EU's SALW-strategi har Unionen påtaget sig at fremme og gennemføre standarder og god praksis. |
(4) |
Den 30. juni 2018 vedtog FN's tredje konference til gennemgang af gennemførelsen af FN's handlingsprogram til bekæmpelse af ulovlig handel med ulovlige håndvåben og lette våben et slutdokument, hvori staterne fornyede deres tilsagn om at forebygge og bekæmpe spredning af håndvåben og lette våben. Staterne bekræftede på ny, at de vil forstærke den nationale indsats for sikker og effektiv forvaltning af lagre af håndvåben og lette våben, som væbnede regeringsstyrker og statslige sikkerhedsstyrker er i besiddelse af, navnlig i konflikt- og postkonfliktsituationer. Staterne anerkendte også anvendelsen af relevante internationale standarder med hensyn til at styrke gennemførelsen af FN's handlingsprogram. |
(5) |
FN's 2030-dagsorden for bæredygtig udvikling bekræfter, at bekæmpelse af ulovlig handel med håndvåben og lette våben er nødvendig for at nå mange verdensmål for bæredygtig udvikling, herunder for så vidt angår fred, retfærdighed og stærke institutioner, fattigdomsbekæmpelse, økonomisk vækst, sundhed, ligestilling mellem kønnene og sikre byer. Alle stater har derfor i verdensmål 16.4 for bæredygtig udvikling påtaget sig at begrænse ulovlige strømme af penge og våben i betydelig grad. |
(6) |
FN's generalsekretær opfordrede i dagsordenen for nedrustning "Securing our Common Future" (1), der blev fremlagt den 24. maj 2018, til foranstaltninger mod voldsom ophobning af konventionelle våben og ulovlig handel med konventionelle våben og opfordrede til at støtte tilgange på landeplan vedrørende håndvåben. Unionen har besluttet at støtte dagsordenens aktion 22: "Secure excessive and poorly maintained stockpiles" (sikring af overskydende og dårligt vedligeholdte lagre). |
(7) |
Det Internationale Center for Humanitær Minerydning (GICHD) i Genève bidrager til udvikling, revision og fremme af de internationale minerydningsstandarder og gennem Den Rådgivende Gruppe for Ammunitionsforvaltning (AMAT) til udvikling, revision og formidling af de internationale tekniske retningslinjer for ammunition (IATG). AMAT er en del af GICHD. AMAT blev dannet som resultat af et fælles initiativ mellem GICHD og UNODA foranlediget af et presserende behov for at yde støtte til stater med hensyn til sikker og effektiv ammunitionsforvaltning i overensstemmelse med IATG. |
(8) |
Den 4. december 2017 vedtog FN's Generalforsamling resolution 72/55 om problemer som følge af ophobning af lagre af overskydende konventionel ammunition. Nævnte resolution støtter initiativer på internationalt, regionalt og nationalt plan, som kaster lys over forbedringer af den bæredygtige ammunitionsforvaltning, herunder ved gennemførelse af IATG. |
(9) |
Unionen og dens medlemsstater er de vigtigste donorer, hvad angår bistand til kontrol med håndvåben og kapacitetsudvikling i almindelighed og til fysisk sikkerhed og lagerforvaltning i særdeleshed. Der findes forskellige internationale standarder og retningslinjer for lagerforvaltning, men der findes ingen standardiseret og internationalt anerkendt metode til gennemførelse af uafhængige vurderinger og overensstemmelsesvalidering i henhold til disse standarder. Det er derfor vanskeligt at måle virkningen af Unionens bistand til sikkerhed af våbenlagre. |
(10) |
En internationalt anerkendt metode til uafhængig validering af overensstemmelsen med de internationale standarder for våbenforvaltning vil gøre virkningen af Unionens bistand til tredjelande i forhold til forvaltning af våbenlagre målbar; den vil også støtte risikovurderingen i forbindelse med våbeneksportkontrol og ydelse af militær bistand. |
(11) |
Unionen bør derfor støtte et projekt til at fastslå muligheden for at udvikle af et frivilligt internationalt anerkendt system til validering af våben‐ og ammunitionsforvaltning på grundlag af åbne internationale standarder — |
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
1. Med henblik på gennemførelsen af EU-strategien mod ulovlige skydevåben, håndvåben og lette våben samt ammunition hertil med titlen "Sikring af våben, beskyttelse af borgerne" ("EU's SALW strategi") og på fremme af fred og sikkerhed støtter Unionen et projekt til undersøgelse af muligheden for at oprette et internationalt anerkendt valideringssystem for politikker og praksis for sikker forvaltning af SALW og ammunition hertil.
Projektet består af to faser, "fase I" og "fase II".
— |
I fase I foretages i det første år af gennemførelsen en gennemførlighedsundersøgelse, der skal kortlægge valgmulighederne med hensyn til passende risiko‐ og kvalitetsvurderingsmetoder og ‐værktøjer, med henblik på udviklingen af et internationalt anerkendt valideringssystem til våben- og ammunitionsforvaltning (Arms and Ammunition Management Validation System, "AAMVS") |
— |
I fase II udvikles et koncept for oprettelse af AAMVS på grundlag af resultatet af gennemførlighedsundersøgelsen, jf. dog stk. 2. |
Bilaget indeholder en beskrivelse af projektet.
2. På grundlag af resultatet af den gennemførlighedsundersøgelse, som projektets fase I munder ud i, træffer Rådet afgørelse om, hvorvidt projektets fase II skal gennemføres.
Artikel 2
1. Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik ("den højtstående repræsentant") har ansvaret for gennemførelsen af denne afgørelse.
2. Den tekniske gennemførelse af det i artikel 1 omhandlede projekt varetages af Det Internationale Center for Humanitær Minerydning ("GICHD") i Genève og dets specialiserede organ, Den Rådgivende Gruppe for Ammunitionsforvaltning ("AMAT").
3. GICHD udfører sine opgaver under den højtstående repræsentants ansvar. Med henblik herpå indgår den højtstående repræsentant de nødvendige aftaler med GICHD.
Artikel 3
1. Det finansielle referencebeløb for gennemførelsen af det i artikel 1 omhandlede projekt, der finansieres af Unionen, er på 1 642 109 EUR.
2. Det beløb, der skal dække projektets fase I, er på 821 872 EUR. Det resterende beløb på 820 237 EUR anvendes, hvis Rådet træffer afgørelse om gennemførelse af projektets fase II.
3. De udgifter, der finansieres med referencebeløbet i stk. 1, forvaltes i overensstemmelse med de procedurer og regler, der gælder for Unionens almindelige budget.
4. Kommissionen overvåger, at de i stk. 1 omhandlede udgifter forvaltes korrekt. Med henblik herpå indgår den den nødvendige finansieringsaftale med GICHD. Det skal fremgå af finansieringsaftalen, at GICHD sørger for, at Unionens bidrag bliver synligt i en grad, der svarer til dets størrelse.
5. Kommissionen bestræber sig på at indgå den finansieringsaftale, der er omhandlet i stk. 4, snarest muligt efter denne afgørelses ikrafttræden. Den underretter Rådet om eventuelle vanskeligheder i forbindelse med denne proces og om datoen for finansieringsaftalens indgåelse.
Artikel 4
1. Den højtstående repræsentant aflægger rapport til Rådet om gennemførelsen af denne afgørelse på grundlag af regelmæssige halvårlige beskrivende rapporter, som GICHD udarbejder. Disse rapporter danner grundlag for Rådets evaluering.
2. Kommissionen aflægger rapport til Rådet om de finansielle aspekter af det i artikel 1 omhandlede projekt.
Artikel 5
Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.
Denne afgørelse udløber 14 måneder efter datoen for indgåelsen af den i artikel 3, stk. 4, omhandlede finansieringsaftale, medmindre Rådet beslutter at forlænge afgørelsen med henblik på at muliggøre gennemførelsen af projektets fase II, eller hvis der i nævnte periode ikke er indgået aftale, seks måneder efter ikrafttrædelsesdatoen.
Udfærdiget i Bruxelles, den 7. juli 2020.
På Rådets vegne
M. ROTH
Formand
(1) https://www.un.org/disarmament/publications/more/securing-our-common-future/
BILAG
PROJEKT TIL UDVIKLING AF ET INTERNATIONALT ANERKENDT SYSTEM TIL VALIDERING AF VÅBEN- OG AMMUNITIONSFORVALTNING PÅ GRUNDLAG AF ÅBNE INTERNATIONALE STANDARDER
1. Begrundelse for FUSP-støtte
Dette projekt har til formål at øge sikkerheden for lagre af håndvåben og lette våben (SALW) og ammunition gennem udvikling af et internationalt anerkendt system, der vil muliggøre uafhængig validering/certificering af staters overholdelse af åbne internationale standarder på frivilligt grundlag og således påvise deres evne til at imødegå og forhindre omledning og utilsigtede eksplosioner.
Omledning og ulovlig spredning af SALW og ammunition giver næring til kriminalitet, terrorisme, væbnet vold og ustabilitet, der undergraver bæredygtig udvikling, god regeringsførelse, lov og orden samt adgang til uddannelse, sundhedspleje, domstolsprøvelse og andre civile rettigheder. Desuden kan ulovlige SALW anvendes til at begå eller facilitere tilfælde af grov kønsbaseret vold. Omledning og ulovlig spredning af SALW og ammunition kan potentielt undergrave fred og sikkerhed, destabilisere stater og samfund og i sidste ende hele regioner. Derved undergraves fremskridtene hen imod verdensmålene for bæredygtig udvikling (SDG'erne), navnlig SDG 16 (fred, retfærdighed og stærke institutioner), men også SDG 5 (ligestilling mellem kønnene) og 11 (bæredygtige byer og lokalsamfund).
Sikker og bæredygtig forvaltning af nationale lagre af SALW og ammunition er medvirkende til at bremse ulovlig spredning. Ineffektiv lagerforvaltning er en central faktor for våben og ammunition, der omledes fra det lovlige til det ulovlige marked. Lagerforvaltningen er særlig prekær i stater, der er tynget af voldelige konflikter eller svage institutioner og forvaltningsstrukturer. I sådanne sammenhænge fremmer sikker og bæredygtig lagerforvaltning de nationale myndigheders ansvarlighed og ansvar for at forebygge omledning af SALW og ammunition, hvilket på sin side bidrager til at fremme stabilitet, udvikling og god regeringsførelse.
Unionen og dens medlemsstater har bistået tredjelande med at forbedre forvaltningen og sikkerheden af nationale lagre ved at styrke de nationale lovgivningsmæssige og administrative rammer og institutioner, der regulerer legitimt udbud af SALW og ammunition til forsvars- og sikkerhedsstyrker og forvaltningen af sådanne lagre. Virkningen af denne bistand er imidlertid vanskelig at måle. Der findes i øjeblikket ingen international mekanisme, der giver tredjelande mulighed for at påvise deres overensstemmelse med reguleringsmæssige krav og med tekniske og forvaltningsmæssige standarder. Dette kan være problematisk for stater, der har investeret i at forbedre deres politikker og praksis for forvaltning af SALW og ammunition, men som ikke formår at skabe tryghed og tillid hos internationale partnere på grund af en historik med omledning og dårlig lagerforvaltning og sikkerhed.
Der findes forskellige internationale standarder, retningslinjer og bedste praksis for lagerforvaltning og sikkerhed, men der findes ingen standardiseret og internationalt anerkendt metode til gennemførelse af uafhængige vurderinger og validering af overensstemmelsen med disse standarder. I mange sektorer – både inden for erhvervslivet og det offentlige – er der behov for en eller anden form for garanti, der omfatter certificering eller validering, for at påvise produkters og tjenesters kvalitet, sikkerhed og overensstemmelse med internationale normer. Udstedelsen af de certifikater, der er reguleret af Den Internationale Standardiseringsorganisation (ISO), er et velkendt eksempel. Samme metode kan anvendes på sikker forvaltning af lagre af SALW og ammunition.
Et certificerings- eller valideringssystem vil gøre det muligt for en stat, der har investeret i lagerforvaltning og -sikkerhed, frivilligt at påvise, at dens system til forvaltning af SALW og ammunition (dvs. dens politikker og praksis) overholder internationalt anerkendte standarder. Frivillig certificering af nationale politikker og praksis vil signalere, at risikoen for utilsigtet eksplosion og omledning er blevet imødegået og mindsket, eftersom gennemførelsen af åbne internationale standarder vil være blevet uafhængigt kontrolleret. Desuden vil garantien skabe tillid hos lokalsamfund og regionale og internationale partnere til statens evne til effektivt at styre og forvalte sine lagre, uden at staten behøver offentliggøre oplysninger om arten og størrelsen af dens lagre af SALW og ammunition. Certificering kan også anvendes som input i omledningsrisikovurderinger, som udføres af våbenleverende stater i forbindelse med våbeneksportkontrol (såsom dem, der er beskrevet i våbenhandelstraktatens (ATT's) artikel 11 og i kriterium 7 i Rådets fælles holdning 2008/944/FUSP (1)).
Hvad angår samarbejde og bistand inden for kontrol med SALW og ammunition, kan validering og certificering endvidere fungere som rettesnor for programmeringsafgørelser og indgå i konsekvensanalyser af tidligere bistandsaktiviteter.
Dette projekt er også relevant i forbindelse med det igangværende arbejde i Gruppen af regeringseksperter (GGE), der undersøger problemer som følge af ophobning af lagre af overskydende konventionel ammunition foranlediget af vedtagelsen af FN's Generalforsamlings resolution 72/55 af december 2017.
2. Indledning
Dette projekt skal undersøge muligheden for at oprette et internationalt anerkendt validerings-/certificeringssystem for politikker og praksis for forvaltning af SALW og ammunition. Risikoen for omledning af SALW og ammunition til uautoriserede aktører er til stede overalt i forsyningskæden: fra fremstilling til overførsel (eksport, transit og import) via oplagring (lagring og anvendelse) til bortskaffelse (overførsel og destruktion). Ammunitionslagre udgør også en risiko for utilsigtet eksplosion, navnlig ved lagring, men potentielt også i andre led i lagerforsyningskæden. At tage disse udfordringer op er et statsligt anliggende og kræver en samlet livscyklustilgang i overensstemmelse med nationale og internationale normer og foranstaltninger, herunder, men ikke begrænset til, de internationale tekniske retningslinjer for ammunition (IATG), Modular Small-arms-control Implementation Compendium (Mosaic-modulerne), bedste praksis udarbejdet af Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) og Den Nordatlantiske Traktats Organisations Allied Ammunition Storage and Transport Publication (NATO-AASTP).
Det primære formål med dette projekt er at støtte indførelsen af politikker og praksis for sikker og bæredygtig forvaltning af SALW og ammunition i lande med en historik med omledning og utilsigtede eksplosioner. Konkret skal projektet opstille og analysere valgmuligheder med henblik på en internationalt anerkendt validering/certificering af politikker og praksis for sikker forvaltning af SALW og ammunition overalt i forsyningskæden. Projektet skal støtte udviklingen af et system, der vil gøre det muligt for stater frivilligt gennem en uafhængig vurdering at påvise, at de har taget hånd om disse problemer, og at deres praksis og politikker for forvaltning af våben er i overensstemmelse med åbne internationale standarder.
Dette projekt støtter gennemførelsen af EU-strategien til bekæmpelse af ulovlige skydevåben, håndvåben og lette våben samt ammunition hertil ("EU's SALW-strategi"). Det har til formål at styrke modtagerstaternes kapacitet med hensyn til gennemførelsen af FN's handlingsprogram, det internationale sporingsinstrument (ITI), ATT, 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling (navnlig mål 16 (delmål 16.4), 5 og 11) og FN's generalsekretærs dagsorden for nedrustning (2018, aktion 22: Disarmament that saves lives (nedrustning, der redder liv)). Gennemførelse af projektet vil øge gennemsigtigheden og ansvarligheden inden for styring og forvaltning af konventionelle våben og ammunition i overensstemmelse med international god praksis, herunder IATG, Mosaic-modulerne, OSCE's retningslinjer og NATO-AASTP. Projektet tager også hensyn til FN's Nedrustningskontors konklusioner og indsats vedrørende en kønssensitiv våben- og ammunitionsforvaltning.
3. Projektmål og hovedmålsætninger
Det overordnede mål med dette projekt er at øge den globale sikkerhed for lagre af SALW og ammunition gennem udvikling af et internationalt anerkendt system, der vil muliggøre uafhængig validering/certificering af overensstemmelse med åbne internationale standarder for forvaltning af nationale lagre af håndvåben og ammunition.
Hensigten er, at det ønskede resultat af projektet skal være en hjælp til tredjelande (ikke-EU-medlemsstater), der har oplevet udfordringer med hensyn til sikker forvaltning af våben og ammunition, hvilket har ført til omledning af våben og utilsigtede eksplosioner.
Af hensyn til læseligheden henvises der i dette forslag til internationalt anerkendte systemer til validering af våben- og ammunitionsforvaltning i henhold til åbne internationale standarder som valideringssystemer til våben- og ammunitionsforvaltning eller AAMVS.
Med henblik på at nå dette mål har projektet følgende hovedmålsætninger:
a) |
at foretage en gennemførlighedsundersøgelse af mulighederne for at udvikle et valideringssystem til ammunitionsforvaltning gennem udvikling af passende risiko- og kvalitetsvurderingsmetoder og -værktøjer |
b) |
med udgangspunkt i resultaterne af målsætning a) at udvikle et koncept og en fremgangsmåde til realisering af et internationalt anerkendt valideringssystem til ammunitionsforvaltning med henblik på at forebygge omledning og utilsigtede eksplosioner i våben- og ammunitionslagre. |
4. Projektbeskrivelse
På grund af usikkerheden med hensyn til internationale rejser på baggrund af covid-19-pandemien og ønsket om at mindske flyrejser i lyset af klimaændringerne vil gennemførelsesaktøren, hvor det er muligt og gennemførligt, se på mødemuligheder, der ikke kræver rejser (med fly).
Fase I: Vurdering af gennemførligheden af et internationalt anerkendt valideringssystem til våben- og ammunitionsforvaltning (AAMVS)
4.1. Projektkonsolidering
Målsætning: udvikling af den overordnede projektgennemførelsesplan – i samarbejde med EU-Udenrigstjenesten og partnerne, udvikling af omfanget af gennemførlighedsundersøgelsen, herunder metode og identifikation af nøgleinteressentinterviews, nedsættelse af den ekspertarbejdsgruppe, der skal støtte og gennemgå gennemførlighedsundersøgelsen og udbrede kendskabet til projektet.
Aktiviteter: De specifikke aktiviteter, der udføres under dette output og gennemføres i løbet af de første to måneder af projektet, omfatter:
1. |
Udvikling af projektplan (år 1, måned 1): konsultationer med det centrale projektteam med henblik på at færdiggøre projektplanlægning/-tidshorisonter, ansvarsområder samt gennemførlighedsundersøgelsens omfang og metode. |
2. |
Nedsættelse af ekspertarbejdsgruppe (år 1, måned 1): identifikation af relevante eksperter (højst 10 personer) og indbydelse af dem til at deltage i ekspertarbejdsgruppen. Ekspertarbejdsgruppen skal bestå af fagfolk (med ekspertise i våbenforvaltning, gennemførelse af nationale vurderinger af våben- og ammunitionsforvaltning, akkreditering og certificering, våbenkontrol, producenter af SALW og ammunition). Ekspertarbejdsgruppen skal yde løbende støtte og foretage en ekspertgennemgang af gennemførlighedsundersøgelsen og den efterfølgende udvikling af valideringsmetoden. Projektteamet skal tage de nødvendige skridt til at sikre, at der tages hensyn til køns- og mangfoldighedsaspektet ved sammensætningen af ekspertarbejdsgruppen. |
3. |
Indledende workshop (år 1, måned 2): tilrettelæggelse af en 1-dagsworkshop i Genève med deltagelse af 20 nøgleinteressenter (herunder det centrale projektteam, personer udpeget af EU/EU-Udenrigstjenesten, ekspertarbejdsgruppen og repræsentanter for partnere) til præsentation af gennemførlighedsundersøgelsens omfang og metode og igangsætning af projektet. Workshoppen udformes og gennemføres under hensyntagen til køn og mangfoldighed. |
Resultater: udarbejdelse af en projektplan, aftale om projektets omfang, nedsættelse af ekspertarbejdsgruppen, øget kendskab til projektet, udarbejdelse af en sammenfattende rapport fra den indledende workshop.
4.2. Foreløbig analyse
Målsætning: gennemførelse af en indledende analyse for at opnå en mere dybdegående forståelse af behovet for at udvikle et AAMVS. Dette vil være projektets første milepæl. Hvis der ikke er nogen uoverstigelig modstand i forbindelse med denne vurdering, vil projektet gå videre med den fulde gennemførlighedsundersøgelse.
Aktiviteter: De specifikke aktiviteter, der gennemføres i løbet af de første fem måneder af projektet, omfatter:
1. |
Skrivebordsundersøgelse (år 1, måned 2-5): indsamling og gennemgang af relevant litteratur samt relevante instrumenter, retningslinjer, procedurer og åbne standarder vedrørende forvaltningen af våben- og ammunitionslagre og udarbejdelse af en oversigt over relevante internationale validerings- og certificeringsmekanismer. |
2. |
Interviews af nøgleinteressenter (år 1, måned 2-5): udvikling af en metode til interviews af nøgleinteressenter og anvendelse af denne metode til at interviewe relevante politiske aktører med henblik på at forstå behovet og interessen for at udvikle et AAMVS. Interviews af nøgleinteressenter skal gennemføres via telekommunikation og personligt i Wien, Bruxelles og New York samt i tilknytning til relevante møder/konferencer (f.eks. MSAG-symposium, staternes møder om FN's handlingsprogram, FN's Generalforsamling, konferencen af stater, der er parter i ATT, og forskellige regionale møder). Interviews af nøgleinteressenter identificeres under hensyntagen til køn og mangfoldighed. |
3. |
Foreløbig rapport (år 1, måned 4-5): på grundlag af skrivebordsundersøgelsen og interviews af nøgleinteressenter udarbejdelse af en rapport, der forklarer behovet for at oprette et AAMVS. Rapporten skal give en klar indikation af, om gennemførlighedsundersøgelsen skal fortsættes, og i så fald skal den skitsere undersøgelsens omfang. |
Resultater: skrivebordsundersøgelse, metode til og analyse af interviews af nøgleinteressenter, baggrundspapir om udvikling af et AAMVS.
4.3. Gennemførlighedsundersøgelse
Målsætning: vurdering af gennemførligheden af og mulighederne for at udvikle et AAMVS gennem udvikling af passende risiko‐ og kvalitetsvurderingsmetoder og ‐værktøjer. Gennemførlighedsundersøgelsen skal styres af følgende syv spørgsmål vedrørende etableringen af et AAMVS:
— |
Er systemet teknisk og operationelt gennemførligt? |
— |
Er systemet juridisk gennemførligt? |
— |
Er systemet økonomisk/kommercielt gennemførligt? |
— |
Er systemet politisk gennemførligt? |
— |
Er systemet gennemførligt med hensyn til militær sikkerhed? |
— |
Er systemet gennemførligt med hensyn til sikkerhed og tryghed for samfundet? |
— |
Er systemet gennemførligt inden for en rimelig tidshorisont? |
Aktiviteter: De specifikke aktiviteter, der skal udføres under dette output og gennemføres i løbet af de første 12 måneder af projektet, omfatter:
1. |
Ekspertworkshopper (år 1, måned 5-11): Der vil blive holdt tre workshopper med deltagelse af de op til ti medlemmer af ekspertarbejdsgruppen med henblik på drøftelse og udvikling af gennemførlighedsundersøgelsen. De første to workshopper vil blive holdt virtuelt, mens den tredje workshop vil være et todagsarrangement i Genève. Den første workshop er afsat til gennemgang af resultaterne af den foreløbige rapport og fastlæggelse af rammerne for gennemførlighedsundersøgelsen. Den anden workshop er afsat til undersøgelse af de tekniske og operationelle aspekter i forbindelse med etablering af et AAMVS. Den første dag af den tredje workshop skal fokusere på de juridiske og økonomiske aspekter af et sådant system samt tidshorisonten for systemet, mens g den anden dag af den tredje workshop skal gøre status over gennemførlighedsundersøgelsen som helhed. Workshopperne udformes og gennemføres under hensyntagen til køn og mangfoldighed. |
2. |
Rapporter fra ekspertworkshopperne (år 1, måned 5-11): efter hver workshop udarbejdes der en rapport om workshoppen, som sendes til ekspertarbejdsgruppens medlemmer og EU-Udenrigstjenesten. Rapporterne skal indeholde en sammenfatning af de vigtigste drøftelser og fremhæve områder med konvergens og divergens. |
3. |
Gennemførlighedsrapport (år 1, måned 11-12): en rapport, som redegør for mulighederne for at udvikle et AAMVS gennem udvikling af passende risiko‐ og kvalitetsvurderingsmetoder og ‐værktøjer. |
Resultater: ekspertworkshopper og -rapporter samt en gennemførlighedsrapport, der redegør for mulighederne for et internationalt validerings-/certificeringssystem for forvaltning af våben- og ammunitionslagre.
4.4. Årlige møder om validering/certificering af våben- og ammunitionslagre
Målsætning: udbredelse af kendskabet til projektet, præsentation af fremskridt med projektet og udveksling af erfaringer mellem EU‐medlemsstaterne og partnerne om eksisterende internationale validerings-/certificeringsmetoder og -systemer.
Aktiviteter: op til to endagsmøder (som holdes ved udgangen af henholdsvis projektets første og andet år). Møderne vil blive holdt i Bruxelles og fokusere på at samle interessenter, herunder EU-medlemsstaterne, repræsentanter for EU-Udenrigstjenesten og Kommissionen samt relevante partnere for at udbrede kendskabet til projektet og fremlægge gennemførlighedsundersøgelsen (afslutningen af fase I), samt risiko- og kvalitetsvurderingsmetoder og -værktøjer (afslutningen af fase II).
Det første årlige møde vil være projektets anden milepæl.
Resultater: informationsudveksling mellem interessenter om foranstaltninger til at forebygge og imødegå omledning, møderapport.
Rådet vurderer gennemførlighedsundersøgelsen fra fase I og beslutter, om projektet skal videreføres og fase II gennemføres. Projektet udløber efter 14 måneder, medmindre Rådet træffer afgørelse om at forlænge den for at gøre det muligt at gennemføre fase II. Fastsættelsen af udløbet efter 14 måneder i stedet for 12 måneder giver Rådet tilstrækkelig tid til at vurdere resultatet af gennemførlighedsundersøgelsen.
Fase II: Udvikling af en plan for oprettelse af et valideringssystem til våben- og ammunitionsforvaltning (AAMVS)
4.5. Udvikling af validerings-/certificeringsmetode, værktøjer og ressourcer
Målsætning: størstedelen af fase II afsættes til udvikling af et koncept og en udviklingsplan til oprettelse af et AAMVS.
Note 1: Gennemførelsen af fase II vil afhænge af en ny rådsafgørelse om at forlænge projektet på grundlag af resultatet af gennemførlighedsundersøgelsen (fase I).
Aktiviteter: De specifikke aktiviteter, der udføres under dette output og gennemføres i løbet af år to af projektet, omfatter:
— |
Fase II-projektplan (år 2, måned 1): konsultationer med det centrale projektteam med henblik på at færdiggøre fase II-planlægning/-tidshorisonter, ansvarsområder, samarbejde, omfang af teknisk bistand (dvs. regionale workshopper og pilotvurderings-/valideringsbesøg for at teste metoden). |
— |
Fase II-planlægningsworkshop (år 2, måned 2): tilrettelæggelse af en endagsworkshop i Genève med deltagelse af 20 nøgleinteressenter (herunder det centrale projektteam, repræsentanter for internationale standardiseringsorganer, repræsentanter for certificeringsorganer, personer udpeget af EU/EU-Udenrigstjenesten, ekspertarbejdsgruppen og repræsentanter for partnere) med henblik på at nå til enighed om omfanget og indholdet af AAMVS. |
— |
Workshopper med henblik på udvikling af en ekspertmetode (år 2, måneder 3-8): tre workshopper med deltagelse af ekspertarbejdsgruppen og eksperter i certificering og akkreditering af internationale standarder med henblik på at drøfte og udarbejde en udviklingsplan til oprettelse af et AAMVS. To af workshopperne vil blive holdt virtuelt, mens den tredje workshop vil være et endagsarrangement i Genève. |
— |
Valideringsworkshop (år 2, måned 9): en endagsvalideringsworkshop i Genève med deltagelse af 20 deltagere og med mulighed for projektteamet, ekspertarbejdsgruppen og eksperter i certificering og akkreditering af internationale standarder for at forelægge udviklingsplanen med henblik på et AAMVS. Denne workshop vil ikke kun tjene til at udbrede kendskabet til fordelene ved og de nærmere vilkår for et AAMVS, men også give mulighed for at identificere konkrete skridt, der skal tages for at sikre udviklingen og gennemførelsen af AAMVS'et. Workshoppen udformes og gennemføres under behørig hensyntagen til køn og mangfoldighed. |
— |
Færdiggørelse af udviklingsplanen med henblik på et AAMVS og identifikation af de næste skridt (år 2, måned 10-12): ændring af planen på grundlag af feedback fra valideringsworkshoppen og offentliggørelse af udviklingsplanen. |
Resultater: fastlæggelse af en plan til udvikling af et AAMVS.
5. Projektovervågning og evaluering
Målsætning: gennemførelse af en midtvejsvurdering og en endelig vurdering af projektets aktiviteter for at sikre, at projektet har opfyldt målsætningerne, og at projektudgifterne er i overensstemmelse med det fastlagte budget.
Aktiviteter: Projektet vil omfatte både intern overvågning og ekstern evaluering.
— |
Rådet vil regelmæssigt blive orienteret om fremskridtene med hensyn til gennemførelsen af projektet. |
— |
Intern overvågning: på grundlag af det resultatbaserede forvaltningssystem, som anvendes i AMAT og støttes af det centrale projektteam. |
— |
Ekstern evaluering: i samarbejde med Rådet, ansættelse af et eksternt evalueringsteam (dvs. uafhængige konsulenter, der ikke arbejder for GICHD eller Unionen på tidspunktet for projektets gennemførelse), som foretager en midtvejsvurdering og en endelig vurdering af projektet. Midtvejsvurderingen og den endelige vurdering vil finde sted i Bruxelles, hvis muligt i umiddelbar tilknytning til de årlige møder (se 4.4). Midtvejsvurderingen vil være en todagsworkshop med deltagelse af EU-Udenrigstjenesten, repræsentanter for Unionens medlemsstater og partnere. Det endelige vurderingsarrangement vil være et todagsmøde med deltagelse af EU-Udenrigstjenesten, repræsentanter for Unionens medlemsstater og repræsentanter for partnere. |
— |
Projektet vil omfatte en finansiel revision i overensstemmelse med Unionens krav. |
Resultater: vurderingsrapport om projektets virkninger, finansiel revision.
6. Implementerende organer og partnerskaber
Det førende implementerende organ for projektet er GICHD gennem AMAT. Specifikt vil AMAT stå i spidsen for gennemførlighedsundersøgelsen (fase I) og samarbejde med relevante partnere om at udvikle konceptet for vurderingsmetoder og -værktøjer (fase II).
CONOP-Gruppen vil få forelagt forslag til flere partnere, hvis deltagelse vil være af strukturel art med henblik på projektets gennemførelse, til godkendelse. Dog omfatter de potentielle partnere Small Arms Survey (SAS), Conflict Armament Research (CAR) og Golden West Humanitarian Foundation (GWHF). SAS og CAR vil under AMAT's ledelse bidrage til projektet med deres institutioners store viden og ekspertise om alle aspekter af omledning, styring af forsyningskæden og eksportkontrol (ATT og Rådets fælles holdning 2008/944/FUSP). GWHF vil påtage sig at støtte AMAT's interne ressourcer med teknisk bistand i forbindelse med udvikling og gennemførelse af vurderings-/valideringskriterierne.
For at sikre, at projektets output er af højeste kvalitet, vil der blive tilstræbt operationelle partnerskaber sammen med organisationer, der er specialiseret i at vurdere risici, kapaciteter og analyser, der vedrører ammunitions- og våbenforvaltning, herunder repræsentanter for militære organisationer, herunder Den Nordatlantiske Traktats Organisation (NATO) og Multinational Small Arms and Ammunition Group (MSAG), og organisationer, der er specialiseret i udvikling af certificering af forvaltningsmæssige standarder og den tilhørende akkreditering. AMAT vil også have forbindelse med igangværende EU-finansierede projekter om kontrol med SALW og om fysisk sikkerhed og lagerforvaltning (PSSM), såsom SEESAC, iTrace og PSSM i Sahel, med henblik på at udveksle erfaringer.
7. Varighed og mulige næste skridt
Projektets påtænkte varighed er 24 måneder. Rådets oprindelige afgørelse udløber efter 14 måneder, og dermed udløber projektet efter 14 måneder, medmindre Rådet beslutter at forlænge projektet. Aktiviteterne i fase I af projektet bør afsluttes i løbet af det første år af gennemførelsen. Rådet vil blive opfordret til at træffe afgørelse om forlængelsen inden udløbet af den oprindelige afgørelse.
8. EU's synlighed
GICHD/AMAT skal træffe alle passende foranstaltninger for at gøre opmærksom på, at dette projekt er finansieret af Unionen, i overensstemmelse med kravene om kommunikation og synlighed for EU's optræden udadtil – 2018, som Europa-Kommissionen har offentliggjort. Unionens støtte vil også blive anerkendt i indbydelser og andre dokumenter, der deles med deltagerne i de forskellige arrangementer. GICHD/AMAT vil sikre, at Unionen, hvor det er muligt, er repræsenteret ved arrangementer, der støttes i henhold til denne afgørelse.
(1) Rådets fælles holdning 2008/944/FUSP af 8. december 2008 om fælles regler for kontrol med eksport af militærteknologi og udstyr (EUT L 335 af 13.12.2008, s. 99).