(1)

Det endelige mål for den makroprudentielle politik er at bidrage til at sikre hele det finansielle systems stabilitet, herunder ved at styrke dets modstandsdygtighed og mindske opbygningen af systemiske risici.

(2)

I forordning (EU) nr. 1092/2010 anerkendes det, at overvågningen og vurderingen af potentielle systemiske risici bør baseres på en bred række relevante makroøkonomiske og mikroøkonomiske data og indikatorer, og Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici (ESRB) gives adgang til alle de oplysninger, der er nødvendige for at kunne varetage sine opgaver vedrørende makroprudentielt tilsyn, mens oplysningernes fortrolighed opretholdes som påkrævet.

(3)

Andre myndigheder, der har til opgave at vedtage og/eller aktivere makroprudentielle politiske foranstaltninger eller andre opgaver med hensyn til finansiel stabilitet — herunder myndigheder, som tilvejebringer understøttende analyser til makroprudentielle politiske foranstaltninger — bør også have adgang til det relevante datasæt og indikatorer, der er nødvendige for at udføre deres opgaver. De oplysninger, der er tilgængelige for de relevante myndigheder om filialer i deres områder varierer på tværs af medlemsstaterne med hensyn til omfang og frekvens.

(4)

Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risicis henstilling ESRB/2011/3 (3) henstillede blandt andet, at medlemsstaterne sikrer, at de makroprudentielle myndigheder har beføjelse til at kræve og rettidigt indhente alle de nationale data og oplysninger, der er relevante for udførelsen af sine opgaver, herunder oplysninger fra mikroprudentielle tilsyn og værdipapirmarkedstilsyn, oplysninger, som ligger uden for lovgivningens rammer, og institutionsspecifikke oplysninger, på begrundet anmodning og efter at have truffet de fornødne foranstaltninger til at sikre fortroligheden. De forskellige institutionelle ordninger vedrørende fastsættelsen og gennemførelsen af den makroprudentielle politik, som har udviklet sig i medlemsstaterne siden 2011, kunne imidlertid ikke foregribes i den pågældende forordning. Den adresserede derfor ikke specifikt visse institutionelle ordninger, der kan være nødvendige for at sikre, at de makroprudentielle myndigheder har adgang til oplysninger, der anses for at være nødvendige for udførelsen af deres opgaver, men som de ikke har adgang til.

(5)

I øjeblikket udgør levering af grænseoverskridende finansielle tjenesteydelser via filialer af kreditinstitutter, der har deres hovedkontor i en anden medlemsstat eller i et tredjeland, en vigtig del af det finansielle system i en række medlemsstater. I disse medlemsstater er visse filialer af de kompetente myndigheder a) udpeget som signifikante i henhold til artikel 51 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU (4), b) opfylder kriterierne for andre systemisk vigtige institutter i henhold til artikel 131 i direktiv 2013/36/EU, c) leverer kritiske tjenesteydelser på grundlag af den europæiske ramme for genopretning og afvikling, eller d) har en betydelig markedsandel i aktiviteter, der er relevante ud fra et perspektiv om finansiel stabilitet (i det følgende samlet benævnt »filialer, der er relevante for den finansielle stabilitet«). EU-lovgivningen indeholder ikke en harmoniseret definition af filialer, der er relevante for den finansielle stabilitet. Leveringen af grænseoverskridende finansielle tjenesteydelser via sådanne filialer forventes at stige i fremtiden i og med, at den finansielle integration inden for Den Europæiske Union fortsætter. Enhver myndighed, der har fået til opgave at vedtage og/eller aktivere makroprudentielle politiske foranstaltninger eller andre opgaver med hensyn til finansiel stabilitet, skal kunne indhente visse grundlæggende oplysninger om alle de filialer, der opererer inden for dens jurisdiktion, hvis moderkreditinstitutter har deres hovedkontor i en anden medlemsstat eller i et tredjeland. Dette er med henblik på, at myndigheden som minimum kan vurdere, om disse filialer er relevante for den finansielle stabilitet i det land, hvor de opererer. Hvis myndigheden er af den opfattelse, at det er tilfældet, skal den også kunne indhente mere detaljerede oplysninger om de pågældende filialers aktiviteter.

(6)

Filialer af kreditinstitutter, der har deres hovedkontor i en anden medlemsstat eller i et tredjeland, varierer efter størrelse og betydning. Hvis de pågældende filialer anses som relevante for den finansielle stabilitet i det land, hvor de opererer, er det nødvendigt at intensivere samarbejdet mellem de relevante myndigheder i værtslandene og hjemlandene. I sådanne tilfælde er det nødvendigt at udveksle udvalgte oplysninger om moderinstitutter og de grupper, som disse filialer er en del af, for at vurdere den potentielt forstærkende effekt, som sådanne filialer kan have i perioder med overdreven kreditvækst eller i en krise. Udveksling af sådanne udvalgte oplysninger om de pågældende moderinstitutter og -koncerner vedrørende kapitalgrundlagskrav og gearing (herunder relevante bufferkrav), finansiering og likviditetsrisiko, forretningsstrategi og visse aspekter af genopretningsplaner er også nødvendig for at sikre effektiviteten af den makroprudentielle politik i sådanne filialers værtslande.

(7)

Derfor anses det for nødvendigt at tilvejebringe de oplysninger, der fremgår af henstilling C, således at de myndigheder, der har til opgave at vedtage og/eller aktivere makroprudentielle politiske foranstaltninger eller andre opgaver med hensyn til finansiel stabilitet, er i stand til at opfylde deres mandat. Sådanne oplysninger bør gives til de pågældende myndigheder efter en begrundet anmodning i det omfang, det er nødvendigt, og inden for rammerne af gældende EU-lovgivning og nationale lovgivning. Hvis de pågældende myndigheder skal indhente yderligere oplysninger for at kunne udføre deres opgaver og overvåge eller vurdere systemiske risici eller med henblik på at udvikle nye politiske instrumenter, bør de gives disse yderligere oplysninger efter en begrundet anmodning.

(8)

Hverken Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU, særlig artikel 56, eller forordning (EU) nr. 575/2013 (5) udelukker eller skaber hindringer for udvekslingen af oplysninger mellem kompetente myndigheder og myndigheder eller organer, der har ansvaret for at opretholde stabiliteten i det finansielle system i medlemsstaterne ved udførelsen af deres tilsynsopgaver. Selv om EU-lovgivningen indeholder en ramme for udvekslingen af oplysninger mellem de relevante myndigheder til mikroprudentielle formål, findes der ingen ramme for udvekslingen af oplysninger til makroprudentielle formål.

(9)

Centralbankerne indsamler oplysninger om filialer af kreditinstitutter, der har deres hovedkontor i en anden medlemsstat eller i et tredjeland. De nationale centralbanker inden for Det Europæiske System af Centralbanker opfordres til at udveksle sådanne oplysninger med de relevante myndigheder efter en begrundet anmodning og i det omfang, det er nødvendigt, da dette anses for at være en effektiv måde at lette udførelsen af deres opgaver.

(10)

Veludformede ordninger for udveksling af oplysninger om filialer af kreditinstitutter med hovedkontor i en anden medlemsstat eller i et tredjeland kan hjælpe de myndigheder, der har til opgave at vedtage og/eller aktivere makroprudentielle politiske foranstaltninger eller andre opgaver med hensyn til finansiel stabilitet, med at udføre deres opgaver. Anvendelsen af aftalememoranda ville indføre standardisering og forudsigelighed og skabe et fælles grundlag for, hvad der udgør relevante oplysninger i forbindelse med udførelsen af deres opgaver. Aftalememoranda anses også for at være et effektivt middel til at nå målet om at skabe en informationskultur mellem de relevante myndigheder til makroprudentielle formål. I den forbindelse kunne det nordisk-baltiske forum om makrotilsyn (6) og det seneste aftalememorandum om samarbejde og koordinering af grænseoverskridende finansiel stabilitet i den nordisk-baltiske region (7) tjene som referencepunkter for en ramme for tæt samarbejde mellem de relevante myndigheder.

(11)

I henhold til nærhedsprincippet bør valget af den relevante myndighed til at indsamle oplysninger med henblik på finansiel stabilitet eller makroprudentielle formål foretages af den relevante medlemsstat.

(12)

I henhold til artikel 40 i direktiv 2013/36/EU kan de kompetente myndigheder i værtslandene kræve, at alle de kreditinstitutter, der har filialer på deres område, regelmæssigt aflægger rapport til disse kompetente myndigheder om den virksomhed, som de udøver i værtslandene. Denne indberetning kan være påkrævet i) med henblik på orientering og statistik, ii) til at identificere filialer som signifikante, eller iii) med henblik på tilsyn, som den kompetente myndighed i værtslandet har fået til opgave i henhold til direktiv 2013/36/EU. Det er uklart, om oplysninger indsamlet i henhold til denne artikel også kan anvendes til makroprudentielle formål, da der i den relevante bestemmelse ikke skelnes mellem mikroprudentielt og makroprudentielt tilsyn. EU-Kommissionen bør derfor i forbindelse med den revision, der er omhandlet i artikel 513 i forordning (EU) nr. 575/2013, overveje, om EU-lovgivningen bør revideres, navnlig for at præcisere, at oplysninger fra filialer også kan indsamles til makroprudentielle formål.

(13)

Filialer af kreditinstitutter, der har deres hovedkontor i et tredjeland, er kun underlagt national lovgivning, og de nationale love på dette område er ikke harmoniseret ved EU-lovgivning. Som følge af de seneste ændringer heraf ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/878 (8) fastsætter artikel 47 i direktiv 2013/36/EU, at et minimum af oplysninger suppleret med alle andre oplysninger, der anses for nødvendige for at muliggøre en omfattende overvågning af filialens aktiviteter, skal indsamles af de kompetente nationale myndigheder fra filialer af kreditinstitutter, der har deres hovedkontor i et tredjeland. Sådanne oplysninger bør udveksles med de myndigheder, der har til opgave at vedtage og/eller aktivere makroprudentielle politiske foranstaltninger eller andre opgaver med hensyn til finansiel stabilitet, hvor det er muligt og hensigtsmæssigt. Som led i den revision, der er fastsat i artikel 513 i forordning (EU) nr. 575/2013 — og som er nævnt ovenfor — om, hvorvidt EU-retten bør revideres, navnlig for at præcisere, at oplysninger fra filialer også kan indsamles til makroprudentielle formål, bør Kommissionen også overveje muligheden for dataindsamling til sådanne formål fra filialer af kreditinstitutter, der har deres hovedkontor i et tredjeland.

(14)

I henhold til Rådets forordning (EU) nr. 1024/2013 (9) (herefter »SSM-forordningen«) er ECB den kompetente myndighed hvad angår signifikante kreditinstitutter i forbindelse med den fælles tilsynsmekanisme (SSM). ECB er som sådan ansvarlig for at føre tilsyn med signifikante kreditinstitutter og samarbejder tæt med de kompetente nationale myndigheder for at udføre sine opgaver gennem de fælles tilsynsteam, som omfatter medarbejdere fra ECB og de kompetente nationale myndigheder. Dette muliggør en gnidningsløs og hurtig udveksling af oplysninger om de kreditinstitutter, der er under tilsyn. De myndigheder, der har fået til opgave at vedtage og/eller aktivere makroprudentielle politiske foranstaltninger eller andre opgaver med hensyn til finansiel stabilitet, kan anmode om og indhente oplysninger fra ECB i forbindelse med sin tilsynsfunktion for filialer af kreditinstitutter, der har deres hovedkontor i en anden medlemsstat.

(15)

I henhold til SSM-forordningens artikel 5, stk. 2, er ECB ansvarlig for at vurdere de makroprudentielle foranstaltninger, der er truffet af de nationale myndigheder og, hvor det skønnes nødvendigt, for at anvende højere krav til kapitalbuffere og strengere foranstaltninger. I denne forbindelse falder oplysninger om filialer af kreditinstitutter, der har deres hovedkontor i en anden medlemsstat eller i et tredjeland, inden for de kategorier af oplysninger, der kan være nødvendige for, at ECB kan udføre disse opgaver.

(16)

De kompetente myndigheder i medlemsstater, der ikke deltager i den fælles tilsynsmekanisme, kan samarbejde og udveksle oplysninger om kreditinstitutter under tilsyn i tilsynskollegier, der er oprettet i henhold til artikel 51 og 116 i direktiv 2013/36/EU, og som fungerer som grundlag for koordineringen af tilsynsopgaver i forbindelse med grænseoverskridende aktiviteter, der udføres af et kreditinstitut.

(17)

Denne grænseoverskridende mekanisme for udveksling af oplysninger fokuserer på målene for mikroprudentielt tilsyn. Som følge heraf er det artikel 51 og 116 i direktiv 2013/36/EU og Kommissionens delegerede forordning (EU) 2016/98 (10), som fastsætter de generelle betingelser for tilsynskollegiernes funktion, ikke specifikt forudset, at de myndigheder, der har fået til opgave at vedtage og/eller aktivere makroprudentielle politiske foranstaltninger eller andre opgaver med hensyn til finansiel stabilitet i de relevante tilsynskollegier, deltager. Den relevante kompetente myndighed i hjemlandet er ikke desto mindre i princippet i stand til at invitere andre enheder til at deltage i tilsynskollegiernes møder, forudsat at alle medlemmer af kollegierne er enige. Visse oplysninger om det kreditinstitut, som filialen tilhører, og som udveksles i tilsynskollegierne, kan være relevante for makroprudentielle formål. I denne forbindelse opfordres de kompetente myndigheder til at invitere de relevante myndigheder, der har til opgave at vedtage og/eller aktivere makroprudentielle politiske foranstaltninger eller andre opgaver med hensyn til finansielle stabilitet, til at deltage i behandlingen af specifikke emner af makroprudentiel interesse, som drøftes i tilsynskollegierne. Udtrykkeligt at medtage sådanne relevante myndigheder i tilsynskollegierne som potentielle observatører i henhold til Kommissionens delegerede forordning (EU) 2016/98 kan skabe mere sikkerhed hvad angår denne rolle. Det kan også være til gavn for drøftelserne i tilsynskollegierne at invitere repræsentanterne for de makroprudentielle myndigheder til at deltage i møder i tilsynskollegierne med henblik på at oplyse andre deltagere om makroprudentielle risici eller udviklingen i lovgivningen på de makroprudentielle områder.

(18)

Med henblik på at sikre en konsekvent og effektiv tilgang til udveksling af oplysninger med henblik på denne henstilling bør Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA) i samarbejde med ESRB udarbejde retningslinjer for og overvåge udvekslingen af oplysninger. For at opnå en vis grad af konvergens mellem de oplysninger, der modtages fra de relevante interessenter, bør EBA fastsætte en fælles ramme for aftalememoranda i samarbejde med alle de relevante interessenter.

(19)

Denne henstilling berører ikke de pengepolitiske mandater for centralbankerne i EU.

(20)

Henstillinger fra ESRB offentliggøres efter, at adressaterne er blevet underrettet, og efter at Det Almindelige Råd har underrettet Rådet for Den Europæiske Union om sin hensigt herom, og efter at Rådet har haft lejlighed til at svare —

1)

udveksler de oplysninger, der anses for nødvendige for at udføre deres opgaver i forbindelse med vedtagelsen og/eller aktiveringen af makroprudentielle politiske foranstaltninger eller andre opgaver med hensyn til finansiel stabilitet, på en effektiv måde for så vidt angår filialer i et værtsland af kreditinstitutter, der har deres hovedkontor i en anden medlemsstat eller i et tredjeland. Udvekslingen af oplysninger bør ske efter modtagelse af en begrundet anmodning om oplysninger vedrørende sådanne filialer — under hensyn til retningslinjer udstedt af EBA i henhold til underhenstilling C, nr. 1) — indgivet af en relevant myndighed i værtslandet, der har til opgave at vedtage og/eller aktivere makroprudentielle politiske foranstaltninger eller andre opgaver med hensyn til finansiel stabilitet. De oplysninger, der skal udveksles, bør stå i et rimeligt forhold til filialernes relevans for den finansielle stabilitet i værtslandet.

2)

opretter aftalememoranda eller andre former for frivillige ordninger for samarbejde og udveksling af oplysninger mellem hinanden — eller med en relevant myndighed i et tredjeland — om filialer i værtslandet af kreditinstitutter, der har deres hovedkontor i en anden medlemsstat eller i et tredjeland, hvis det anses for nødvendigt og hensigtsmæssigt af alle de involverede parter for at lette udvekslingen af oplysninger.

1)

vurderer, om der findes hindringer i EU-lovgivningen, som forhindrer de myndigheder, der har til opgave at vedtage og/eller aktivere makroprudentielle politiske foranstaltninger eller andre opgaver med hensyn til finansiel stabilitet, i at have eller indhente de nødvendige oplysninger om filialer til at udøve disse funktioner eller udføre disse opgaver

2)

foreslår, at EU-lovgivningen ændres med henblik på at fjerne sådanne hindringer, hvis Europa-Kommissionen som følge af sin vurdering konkluderer, at sådanne hindringer findes.

1)

udsteder retningslinjer i overensstemmelse med henstilling A om udveksling af oplysninger mellem de relevante myndigheder vedrørende filialer af kreditinstitutter, der har deres hovedkontor i en anden medlemsstat, som bør omfatte en liste over oplysninger, der som minimum skal udveksles i det omfang, det er nødvendigt, og inden for rammerne af gældende EU-lovgivning og national lovgivning. Listen bør som minimum indeholde oplysninger fra hver af følgende kategorier

2)

regelmæssigt, i samarbejde med ESRB, overvåger effektiviteten af udvekslingen af oplysninger mellem de relevante myndigheder vedrørende filialer af kreditinstitutter, der har deres hovedkontor i en anden medlemsstat eller i et tredjeland.

a)

»filial«: en afdeling, som udgør en retligt afhængig del af et kreditinstitut, og som direkte foretager alle eller nogle af de transaktioner, der er forbundet med virksomheden som kreditinstitut

b)

»kreditinstitut«: et kreditinstitut som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 1), i forordning (EU) nr. 575/2013

c)

»filial, der er relevant for finansiel stabilitet«: en filial i et værtsland for et kreditinstitut, der har sit hovedkontor i en anden medlemsstat eller i et tredjeland, og som opfylder et af de følgende kriterier:

d)

»værtsland«: værtsland som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 44), i forordning (EU) nr. 575/2013

e)

»hjemland«: hjemland som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 43), i forordning (EU) nr. 575/2013

f)

»kompetent myndighed«: en offentlig myndighed eller et offentligt organ, som er officielt anerkendt i henhold til national lovgivning, og som i henhold til national lovgivning er bemyndiget til at føre tilsyn med kreditinstitutter som led i tilsynsordningen i den pågældende medlemsstat, og ECB i henhold til artikel 9, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1024/2013

g)

»aftalememorandum«: en frivillig ordning, der fastsætter, hvordan de relevante myndigheder har til hensigt at samarbejde med hinanden, og som præciserer detaljerne om de data og oplysninger, der skal udveksles, i overensstemmelse med gældende love og bestemmelser

h)

»relevant myndighed«:

1.

2.

a)

Senest den 31. december 2020 anmodes de relevante myndigheder om at forelægge ESRB og Rådet en foreløbig rapport om gennemførelsen af henstilling A.

b)

Senest den 31. december 2024 anmodes de relevante myndigheder om at forelægge ESRB og Rådet en endelig rapport om gennemførelsen af henstilling A under hensyn til eventuelle ændringer af den nationale lovgivning og EU-lovgivningen og til EBA’s retningslinje.

1.

2.