EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32018D1493

Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/1493 af 2. oktober 2018 om tilladelse til Ungarn til at indføre en særlig foranstaltning, der fraviger artikel 26, stk. 1, litra a), og artikel 168 og 168a i direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem

ST/11895/2018/INIT

EUT L 252 af 8.10.2018, p. 44–46 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force: This act has been changed. Current consolidated version: 11/10/2021

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec_impl/2018/1493/oj

8.10.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 252/44


RÅDETS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2018/1493

af 2. oktober 2018

om tilladelse til Ungarn til at indføre en særlig foranstaltning, der fraviger artikel 26, stk. 1, litra a), og artikel 168 og 168a i direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (1), særlig artikel 395, stk. 1,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ved brev registreret i Kommissionen den 6. februar 2018 anmodede Ungarn om tilladelse til i overensstemmelse med artikel 395, stk. 2, i direktiv 2006/112/EF at indføre en særlig foranstaltning, der fraviger artikel 26, stk. 1, litra a), og artikel 168 og 168a i direktiv 2006/112/EF vedrørende retten til at fradrage indgående moms i forbindelse med leasing af personbiler (»særlig foranstaltning«).

(2)

Ved brev af 8. juni 2018 videresendte Kommissionen i overensstemmelse med artikel 395, stk. 2, andet afsnit, i direktiv 2006/112/EF Ungarns anmodning til de øvrige medlemsstater. Ved brev af 11. juni 2018 meddelte Kommissionen Ungarn, at den rådede over alle de nødvendige oplysninger for at kunne vurdere anmodningen.

(3)

I henhold til artikel 168 og 168a i direktiv 2006/112/EF har en afgiftspligtig person ret til at fradrage moms af levering af varer og ydelser, som vedkommende har modtaget til anvendelse i forbindelse med sine afgiftspligtige transaktioner. Artikel 26, stk. 1, litra a), i direktiv 2006/112/EF indeholder et krav om at føre momsregnskab, når et erhvervsaktiv af den afgiftspligtige person eller dennes personale anvendes til privat brug eller, mere generelt, anden brug end erhvervsbrug.

(4)

Afgiftspligtige personer i Ungarn kan i øjeblikket fradrage moms af leasing af personbiler, i det omfang den afgiftspligtige person benytter personbilen i forbindelse med sin afgiftspligtige økonomiske aktivitet. For at kunne fradrage momsen skal afgiftspligtige personer kunne påvise, i hvilket omfang de benytter deres personbiler til erhvervsmæssige formål.

(5)

Ifølge Ungarn er denne ordning vanskelig at anvende. Det er ofte meget vanskeligt nøjagtigt at fastslå, hvornår der er tale om brug til ikke-erhvervsmæssige formål, og selv når det er muligt, er det ofte meget byrdefuldt.

(6)

Ungarn har derfor anmodet om tilladelse til at indføre en særlig foranstaltning, hvorved den moms af udgifter, der kan fradrages ved leasing af personbiler, der ikke udelukkende anvendes til erhvervsmæssige formål, fastsættes til en fast procentsats. Ud fra sine estimater har Ungarn fastslået, at det er passende at anvende begrænsning af fradragsretten på 50 %. Samtidig bør kravet om at svare moms af den ikke-erhvervsmæssige brug af personbiler suspenderes, når disse biler har været omfattet af en begrænsning af fradragsretten på 50 %.

(7)

Begrænsningen af fradragsretten i den pågældende anmodning bør gælde for moms af leasing af personbiler, der er beregnet til transport af maksimalt ni personer og har en totalvægt på højst fem ton. Køretøjer, der er beregnet til transport af varer, specialkøretøjer (dvs. kranbiler, brandbiler, betonkanoner), køretøjer beregnet til transport af 10 personer eller derover og traktorer og trailere er ikke omfattet af begrænsningen af fradragsretten for moms.

(8)

Afgiftspligtige personer, som ikke ønsker at anvende begrænsningen af fradragsretten på 50 %, men ønsker at fradrage moms i forhold til den faktiske erhvervsmæssige brug, bør kunne få tilladelse hertil på grundlag af detaljeret dokumentation for den erhvervsmæssige brug.

(9)

Den pågældende foranstaltning fjerner behovet for at føre journaler over den private brug af leasede firmabiler og forhindrer samtidig momsunddragelse som følge af ukorrekt registrering. Ungarn bør derfor gives tilladelse til at anvende den pågældende foranstaltning.

(10)

Den særlige foranstaltning bør være tidsbegrænset, således at det er muligt at foretage en vurdering af nødvendigheden og effektiviteten af den særlige foranstaltning og af den anvendte procentuelle fordeling mellem erhvervsmæssig og ikkeerhvervsmæssig brug.

(11)

Såfremt Ungarn finder det nødvendigt at forlænge tilladelsen ud over 2021, bør Ungarn sammen med anmodningen om forlængelse indgive en rapport til Kommissionen med en redegørelse for anvendelsen af den procentuelle begrænsning senest den 31. marts 2021.

(12)

Den særlige foranstaltning vil kun i ubetydelig grad påvirke de samlede indtægter fra afgifter, der opkræves i det endelige forbrugsled, og vil ikke have negative indvirkninger på Unionens egne indtægter hidrørende fra moms —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Uanset artikel 168 og 168a i direktiv 2006/112/EF gives Ungarn tilladelse til at begrænse retten til at fradrage moms af udgifter til personbiler, der ikke udelukkende anvendes til erhvervsmæssige formål, til 50 %.

Artikel 2

Uanset artikel 26, stk. 1, litra a), i direktiv 2006/112/EF sidestiller Ungarn ikke ikkeerhvervsmæssig brug af personbiler, der indgår i aktiverne i en afgiftspligtig persons virksomhed, med levering af ydelser mod vederlag, når bilen har været omfattet af en begrænsning af fradragsretten efter denne afgørelses artikel 1.

Artikel 3

Artikel 1 og 2 finder kun anvendelse på personbiler, der er beregnet til transport af maksimalt ni personer og har en totalvægt på højst fem ton.

Artikel 4

Artikel 1 og 2 finder ikke anvendelse på følgende kategorier af personbiler:

køretøjer beregnet til transport af varer

specialkøretøjer (dvs. kranbiler, brandbiler, betonkanoner)

køretøjer beregnet til transport af 10 personer eller derover

traktorer

trailere.

Artikel 5

Denne afgørelse får virkning på dagen for meddelelsen.

Denne afgørelse finder anvendelse fra den 1. januar 2019 og udløber den 31. december 2021.

En eventuel anmodning om forlængelse af tilladelsen i henhold til denne afgørelse skal indgives til Kommissionen senest den 31. marts 2021 og skal ledsages af en rapport, som indeholder en redegørelse for anvendelsen af den procentsats, der er fastsat i artikel 1.

Artikel 6

Denne afgørelse er rettet til Ungarn.

Udfærdiget i Luxembourg, den 2. oktober 2018.

På Rådets vegne

H. LÖGER

Formand


(1)  EUT L 347 af 11.12.2006, s. 1.


Top