Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32017R0997

    Rådets forordning (EU) 2017/997 af 8. juni 2017 om ændring af bilag III til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/98/EF, for så vidt angår den farlige egenskab HP 14 »Økotoksisk« (EØS-relevant tekst. )

    EUT L 150 af 14.6.2017, p. 1–4 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Legal status of the document In force

    ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2017/997/oj

    14.6.2017   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 150/1


    RÅDETS FORORDNING (EU) 2017/997

    af 8. juni 2017

    om ændring af bilag III til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/98/EF, for så vidt angår den farlige egenskab HP 14 »Økotoksisk«

    (EØS-relevant tekst)

    RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

    under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/98/EF af 19. november 2008 om affald og om ophævelse af visse direktiver (1), særlig artikel 38, stk. 2,

    under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    Bilag III til direktiv 2008/98/EF indeholder en liste over egenskaber, der gør affald farligt.

    (2)

    I direktiv 2008/98/EF fastslås det, at klassificering af affald som farligt affald bl.a. bør baseres på EU-lovgivningen om kemikalier, navnlig for så vidt angår klassificering af blandinger som farlige, herunder de anvendte grænseværdier for koncentration. I Kommissionens beslutning 2000/532/EF (2) er der udarbejdet en liste over affaldstyper for at fremme en harmoniseret klassificering af affald og sikre en ensartet fastlæggelse af, hvilke egenskaber der betragtes som farlige i Unionen.

    (3)

    I bilag III til direktiv 2008/98/EF fastsættes det, at den farlige egenskab HP 14 »Økotoksisk« skal tillægges på grundlag af de kriterier, der er fastlagt i bilag VI til Rådets direktiv 67/548/EØF (3).

    (4)

    Direktiv 67/548/EØF blev ophævet med virkning fra den 1. juni 2015 og erstattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1272/2008 (4). Nævnte direktiv kan imidlertid fortsat finde anvendelse for nærmere bestemte blandinger indtil den 1. juni 2017, hvis de er klassificeret, mærket og emballeret i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/45/EF (5) og allerede var markedsført inden den 1. juni 2015.

    (5)

    Bilag III til direktiv 2008/98/EF blev erstattet af Kommissionens forordning (EU) nr. 1357/2014 (6) for om nødvendigt at tilpasse definitionerne af farlige egenskaber til forordning (EF) nr. 1272/2008 og erstatte henvisningerne til direktiv 67/548/EØF med henvisninger til forordning (EF) nr. 1272/2008.

    (6)

    Definitionen af den farlige egenskab HP 14 »Økotoksisk« blev ikke ændret ved forordning (EU) nr. 1357/2014, eftersom en supplerende undersøgelse var nødvendig for sikre, at oplysningerne om den mulige konsekvens af en tilpasning af vurderingen af den farlige egenskab HP 14 »Økotoksisk« til de kriterier, der er fastlagt i forordning (EF) nr. 1272/2008, var fuldstændige og repræsentative. Efter at denne undersøgelse er afsluttet, er det hensigtsmæssigt at lade anbefalingerne herfra indgå i vurderingen af den farlige egenskab HP 14 »Økotoksisk« for affald, som er anført i bilag III til direktiv 2008/98/EF, og i det omfang det er muligt at tilpasse denne vurdering til de kriterier, der fastlagt i forordning (EF) nr. 1272/2008 for vurdering af kemikaliers økotoksicitet. Ved fastlæggelsen af fareklassificeringen af affald for så vidt angår den farlige egenskab HP 14 »Økotoksisk« bør der ved hjælp af beregningsformler anvendes generiske afskæringsværdier, jf. forordning (EF) nr. 1272/2008.

    (7)

    Bilag VI til forordning (EF) nr. 1272/2008 indeholder harmoniserede multiplikationsfaktorer opstillet for et begrænset antal stoffer, der er klassificeret som »farlige for vandmiljøet — akut toksicitet kategori 1« eller »farlige for vandmiljøet — kronisk toksicitet kategori 1«, som anvendes til at beregne klassificeringen af en blanding, hvori sådanne stoffer er til stede. I lyset af udviklingen med hensyn til at fastslå sådanne multiplikationsfaktorer kan Kommissionen i overensstemmelse med artikel 38, stk. 2, i direktiv 2008/98/EF gennemgå beregningsmetoden for vurdering af stoffer med hensyn til den farlige egenskab HP 14 »Økotoksisk« med henblik på eventuel medtagelse af multiplikationsfaktorer i denne metode.

    (8)

    Hvis der foretages en prøvning for at vurdere affald for den farlige egenskab HP 14 »Økotoksisk«, er det hensigtsmæssigt at anvende de relevante metoder, der er fastsat i Kommissionens forordning (EF) nr. 440/2008 (7), eller andre internationalt anerkendte testmetoder og retningslinjer. Det fastsættes i beslutning 2000/532/EF, at hvis affalds farlige egenskaber er vurderet ved en prøvning, hvor koncentrationerne af farlige stoffer er anvendt som anført i bilag III til direktiv 2008/98/EF, skal resultaterne af prøvningen gives forrang. Desuden bør artikel 12 i forordning (EF) nr. 1272/2008, særlig artikel 12, litra b), og metoderne for anvendelsen deraf, tages i betragtning. Det er hensigtsmæssigt for Kommissionen at fremme udvekslingen af bedste praksis med hensyn til testmetoder til vurdering af stoffer for så vidt angår den skadelige egenskab HP 14 »Økotoksisk« med henblik på en eventuel harmonisering af disse.

    (9)

    Det er hensigtsmæssigt at give virksomhederne og de kompetente myndigheder tilstrækkelig tid til at tilpasse sig de nye krav.

    (10)

    Det udvalg, der er omhandlet i artikel 39 i direktiv 2008/98/EF, har ikke afgivet en udtalelse om foranstaltningerne i denne forordning. Foranstaltningerne bør derfor vedtages af Rådet i overensstemmelse med artikel 5a, stk. 4, i Rådets afgørelse 1999/468/EF (8)

    VEDTAGET DENNE FORORDNING:

    Artikel 1

    Bilag III til direktiv 2008/98/EF ændres som angivet i bilaget til nærværende forordning:

    Artikel 2

    Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

    Den anvendes fra den 5. juli 2018.

    Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

    Udfærdiget i Luxembourg, den 8. juni 2017.

    På Rådets vegne

    K. SIMSON

    Formand


    (1)  EUT L 312 af 22.11.2008, s. 3.

    (2)  Kommissionens beslutning 2000/532/EF af 3. maj 2000 om afløsning af beslutning 94/3/EF om udarbejdelse af en liste over affald i henhold til artikel 1, litra a), i Rådets direktiv 75/442/EØF om affald og af Rådets beslutning 94/904/EF om udarbejdelse af en liste over farligt affald i henhold til artikel 1, stk. 4, i Rådets direktiv 91/689/EØF om farligt affald (EFT L 226 af 6.9.2000, s. 3).

    (3)  Rådets direktiv 67/548/EØF af 27. juni 1967 om tilnærmelse af lovgivning om klassificering, emballering og etikettering af farlige stoffer (EFT 196 af 16.8.1967, s. 1).

    (4)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1272/2008 af 16. december 2008 om klassificering, mærkning og emballering af stoffer og blandinger og om ændring og ophævelse af direktiv 67/548/EØF og 1999/45/EF og om ændring af forordning (EF) nr. 1907/2006 (EUT L 353 af 31.12.2008, s. 1).

    (5)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/45/EF af 31. maj 1999 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om klassificering, emballering og etikettering af farlige præparater (EFT L 200 af 30.7.1999, s. 1).

    (6)  Kommissionens forordning (EU) nr. 1357/2014 af 18. december 2014 om afløsning af bilag III til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/98/EF om affald og om ophævelse af visse direktiver (EUT L 365 af 19.12.2014, s. 89).

    (7)  Kommissionens forordning (EF) nr. 440/2008 af 30. maj 2008 om fastlæggelse af forsøgsmetoder i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 om registrering, vurdering og godkendelse af samt begrænsninger for kemikalier (REACH) (EUT L 142 af 31.5.2008, s. 1).

    (8)  Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen (EFT L 184 af 17.7.1999, s. 23).


    BILAG

    I bilag III til direktiv 2008/98/EF foretages følgende ændringer:

    1)

    Afsnittet om HP 14 »Økotoksisk« affattes således:

    »HP 14 »Økotoksisk«: affald, der indebærer eller kan indebære øjeblikkelige eller efterfølgende risici for en eller flere dele af miljøet.

    Affald, som opfylder en af følgende betingelser, klassificeres som farligt af typen HP 14:

    Affald, som indeholder et stof, der er klassificeret som ozonnedbrydende med faresætningskoden H420, jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1272/2008 (*1), og koncentrationen af et sådant stof er lig med eller overskrider koncentrationsgrænsen på 0,1 %.

    [c(H420) ≥ 0,1 %]

    Affald, som indeholder et eller flere stoffer, der er klassificeret som akut farlige for vandmiljøet med faresætningskoden H400, jf. forordning (EF) nr. 1272/2008, og summen af koncentrationerne af disse stoffer er lig med eller overskrider koncentrationsgrænsen på 25 %. For disse stoffer anvendes en afskæringsværdi på 0,1 %.

    [Σ c (H400) ≥ 25 %]

    Affald, som indeholder et eller flere stoffer, der er klassificeret som kronisk farlige for vandmiljøet i kategori 1, 2 eller 3 med faresætningskoden/-koderne H410, H411 eller H412, jf. forordning (EF) nr. 1272/2008, og summen af koncentrationerne af samtlige stoffer, der er klassificeret som kronisk farlige for vandmiljøet i kategori 1 (H410), gange med 100 plus summen af koncentrationerne af samtlige stoffer, der er klassificeret som kronisk farlige for vandmiljøet i kategori 2 (H411), gange med 10 plus summen af koncentrationerne af samtlige stoffer, der er klassificeret som kronisk farlige for vandmiljøet i kategori 3 (H412), er lig med eller overskrider koncentrationsgrænsen på 25 %. For stoffer, der er klassificeret som H410, anvendes en afskæringsværdi på 0,1 %, og for stoffer, der er klassificeret som H411 eller H412, anvendes en afskæringsværdi på 1 %.

    [100 × Σc (H410) + 10 × Σc (H411) + Σc (H412) ≥ 25 %]

    Affald, som indeholder et eller flere stoffer, der er klassificeret som kronisk farlige for vandmiljøet i kategori 1, 2, 3 eller 4 med faresætningskoden/-koderne H410, H411, H412 eller H413, jf. forordning (EF) nr. 1272/2008, og summen af koncentrationerne af samtlige stoffer, der er klassificeret som kronisk farlige for vandmiljøet, er lig med eller overskrider koncentrationsgrænsen på 25 %. For stoffer, der er klassificeret som H410, anvendes en afskæringsværdi på 0,1 %, og for stoffer, der er klassificeret som H411, H412 eller H413, anvendes en afskæringsværdi på 1 %.

    [Σ c H410 + Σ c H411 + Σ c H412 + Σ c H413 ≥ 25 %]

    Hvor: Σ = summen og c = stoffernes koncentrationer.

    (*1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1272/2008 af 16. december 2008 om klassificering, mærkning og emballering af stoffer og blandinger og om ændring og ophævelse af direktiv 67/548/EØF og 1999/45/EF og om ændring af forordning (EF) nr. 1907/2006 (EUT L 353 af 31.12.2008, s. 1).«"

    2)

    Bemærkningen under afsnittet om HP 15 udgår.



    Top