10.3.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 64/72

(1)

Den 23. marts 2006 vedtog Kommissionen forordning (EF) nr. 553/2006 (2) om indførelse af en midlertidig antidumpingtold på importen af visse former for fodtøj med overdel af læder (»fodtøj«) med oprindelse i Folkerepublikken Kina (»Kina«) og Vietnam (»forordningen om midlertidig told«).

(2)

Ved forordning (EF) nr. 1472/2006 (3) indførte Rådet en endelig antidumpingtold på mellem 9,7 % og 16,5 % på importen af visse typer af fodtøj med overdel af læder med oprindelse i Vietnam og Kina i en periode på to år (»forordning (EF) nr. 1472/2006« eller »den anfægtede forordning«).

(3)

Ved forordning (EF) nr. 388/2008 (4) udvidede Rådet de endelige antidumpingforanstaltninger på importen af visse typer fodtøj med overdel af læder med oprindelse i Kina til også at omfatte import af samme vare afsendt fra Det Særlige Administrative Område (»SAR«) Macao, uanset om den er angivet med oprindelse i Macao SAR eller ej.

(4)

Efter en udløbsundersøgelse, som indledtes den 3. oktober 2008 (5), forlængede Rådet yderligere antidumpingforanstaltningernes gyldighed med 15 måneder ved gennemførelsesforordning (EU) nr. 1294/2009 (6), dvs. indtil den 31. marts 2011, hvor foranstaltningerne udløb (»gennemførelsesforordning (EU) nr. 1294/2009«).

(5)

Brosmann Footwear (HK) Ltd, Seasonable Footwear (Zhongshan) Ltd, Lung Pao Footwear (Guangzhou) Ltd og Risen Footwear (HK) Co. Ltd samt Zhejiang Aokang Shoes Co. Ltd (»ansøgerne«) bestred den anfægtede forordning i Retten i Første Instans (nu: Retten). Ved dom af 4. marts 2010 i sag T-401/06, Brosmann Footwear (HK) m.fl. mod Rådet, og af 4. marts 2010 i de forenede sager T-407/06 og T-408/06, Zhejiang Aokang Shoes og Wenzhou Taima Shoes mod Rådet, afviste Retten disse anfægtelser.

(6)

Ansøgerne appellerede disse domme. Ved dom af 2. februar 2012 i sag C-249/10 P, Brosmann Footwear (HK) m.fl. mod Rådet, og af 15. november 2012 i sag C-247/10P, Zhejiang Aokang Shoes mod Rådet (»Brosmann- og Aokang-dommene«), ophævede Domstolen disse domme. Det fremgik, at Retten begik en retlig fejl, for så vidt som den fandt, at Kommissionen ikke var forpligtet til at undersøge anmodningerne om markedsøkonomisk behandling på grundlag af grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra b) og c), fra operatører, der ikke indgik i stikprøven (præmis 36 i dommen i sag C-249/10 P og præmis 29 og 32 i dommen i sag C-247/10 P).

(7)

Domstolen afsagde derefter selv dom i sagen. Den fandt at »Kommissionen burde have undersøgt de velbegrundede krav, som appellanterne havde indgivet på grundlag af grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra b) og c), med henblik på at opnå markedsøkonomisk behandling inden for rammerne af den antidumpingprocedure, [der er] omhandlet i den anfægtede forordning. Det skal herefter fastslås, at det ikke er udelukket, at en sådan undersøgelse i forhold til appellanterne ville have ført til pålæggelse af en endelig antidumpingtold, som var forskellig fra den told på 16,5 %, som de blev pålagt i henhold til den anfægtede forordnings artikel 1, stk. 3. Det fremgår således af denne bestemmelse, at den eneste kinesiske operatør, som indgik i stikprøven, og som opnåede markedsøkonomisk behandling, blev pålagt en endelig antidumpingtold på 9,7 %. Hvis Kommissionen havde konstateret, at de markedsøkonomiske principper ligeledes var fremherskende for appellanterne, ville de, som det fremgår af denne doms præmis 38, når beregningen af en individuel dumpingmargen ikke var mulig, ligeledes have draget fordel af denne sats« (præmis 42 i dommen i sag C-249/10 P og præmis 36 i dommen i sag C-247/10 P).

(8)

Domstolen annullerede således den anfægtede forordning, for så vidt som den vedrører de pågældende ansøgere.

(9)

I oktober 2013 offentliggjorde Kommissionen en meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende  (7) om, at den havde besluttet at genoptage antidumpingproceduren på det præcise tidspunkt, hvor ulovligheden indtraf, og undersøge, om der gjaldt markedsøkonomiske vilkår for ansøgerne i perioden fra 1. april 2004 til 31. marts 2005. I denne meddelelse blev interesserede parter opfordret til give sig til kende.

(10)

I marts 2014 forkastede Rådet ved gennemførelsesafgørelse 2014/149/EU (8) Kommissionens forslag til Rådets gennemførelsesforordning om genindførelse af en endelig antidumpingtold og endelig opkrævning af den midlertidige told på importen af visse typer af fodtøj med overdel af læder med oprindelse i Folkerepublikken Kina og produceret af Brosmann Footwear (HK) Ltd, Seasonable Footwear (Zhongshan) Ltd, Lung Pao Footwear (Guangzhou) Ltd, Risen Footwear (HK) Co. Ltd og Zhejiang Aokang Shoes Co. Ltd og afsluttede sagen vedrørende disse producenter. Rådet mente, at importører, der havde købt sko af disse eksporterende producenter, og som de kompetente nationale myndigheder havde ydet toldgodtgørelse på grundlag af artikel 236 i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 (9) (»EF-toldkodeksen«), havde opnået berettigede forventninger på grundlag af artikel 1, stk. 4, i den anfægtede forordning, hvoraf det følger, at bestemmelserne i EF-toldkodeksen, særlig artikel 221, finder anvendelse på opkrævningen af tolden.

(11)

Tre importører af den pågældende vare, C&J Clark International Ltd (»Clark«), Puma SE (»Puma«) og Timberland Europe B.V. (»Timberland«) (»de pågældende importører«) anfægtede antidumpingforanstaltningerne vedrørende importen af visse typer af fodtøj fra Kina og Vietnam og påberåbte sig den retspraksis, der er nævnt i betragtning 5-7, ved deres nationale domstole, som forelagde spørgsmålene for Domstolen med henblik på en præjudiciel afgørelse.

(12)

I de forenede sager C-659/13 C&J Clark International Limited og C-34/14 Puma SE (10) erklærede Domstolen den 4. februar 2016 forordning (EF) nr. 1472/2006 og gennemførelsesforordning (EU) nr. 1294/2009 ugyldige, for så vidt som Europa-Kommissionen ikke undersøgte de anmodninger om markedsøkonomisk behandling og individuel behandling, som var indsendt af eksporterende producenter i Kina og Vietnam, der ikke indgik i stikprøven (»dommene«), hvilket er i strid med kravene i artikel 2, stk. 7, litra b), og artikel 9, stk. 5, i Rådets forordning (EF) nr. 384/96 (11).

(13)

For så vidt angår sag C-571/14, Timberland Europe, besluttede Domstolen den 11. april 2016 at slette sagen af registret efter anmodning fra den forelæggende nationale ret.

(14)

I henhold til artikel 266 i TEUF skal institutionerne træffe de nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af Domstolens domme. Når en retsakt, der er vedtaget af institutionerne som led i en administrativ procedure som f.eks. en antidumpingprocedure, annulleres, består gennemførelsen af Domstolens dom i at lade den annullerede retsakt afløse af en ny, hvori den ulovlighed, som Domstolen havde påpeget, ikke indgår (12).

(15)

I henhold til Domstolens praksis kan proceduren for at lade den annullerede retsakt afløse genoptages på det præcise tidspunkt, hvor ulovligheden indtraf (13). Dette betyder navnlig, at annullationen i en situation, hvor en retsakt, som afslutter en administrativ procedure, annulleres, ikke nødvendigvis vedrører de forberedende retsakter såsom indledningen af antidumpingproceduren. Hvis en forordning om indførelse af endelig antidumpingtold annulleres, betyder dette, at antidumpingproceduren efter annullationen stadig er pågående, idet den retsakt, der afsluttede antidumpingproceduren, ikke længere indgår i EU's retsorden (14), medmindre ulovligheden indtraf i forbindelse med indledningen af proceduren.

(16)

Bortset fra, at institutionerne ikke har undersøgt anmodningerne om markedsøkonomisk behandling og individuel behandling fra de eksporterende producenter i Kina og Vietnam, der ikke indgik i stikprøven, er alle øvrige konklusioner i forordning (EF) nr. 1472/2006 og gennemførelsesforordning (EU) nr. 1294/2009 fortsat gyldige.

(17)

I den nuværende sag indtraf ulovligheden efter indledningen af proceduren. Kommissionen besluttede derfor at genoptage antidumpingproceduren, der stadig pågik efter dommene, på det præcise tidspunkt, hvor ulovligheden indtrådte, og at undersøge, om der gjaldt markedsøkonomiske forhold for de pågældende eksporterende producenter i perioden fra den 1. april 2004 til den 31. marts 2005, som udgjorde undersøgelsesperioden (»undersøgelsesperioden«). Kommissionen undersøgte også, hvor det var relevant, om de pågældende eksporterende producenter havde krav på individuel behandling i henhold til artikel 9, stk. 5, i Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009 (15) (»grundforordningen før dens ændring«) (16).

(18)

Ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/1395 (17) genindførte Kommissionen en endelig antidumpingtold og en endelig opkrævning af den midlertidige told på Clarks og Pumas import af visse typer af fodtøj med overdel af læder med oprindelse i Kina produceret af tretten kinesiske eksporterende producenter, der havde indgivet anmodninger om markedsøkonomisk behandling og individuel behandling, men som ikke indgik i stikprøven.

(19)

Ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/1647 (18) genindførte Kommissionen en endelig antidumpingtold og en endelig opkrævning af den midlertidige told på Clarks, Pumas og Timberlands import af visse typer af fodtøj med overdel af læder med oprindelse i Vietnam produceret af visse vietnamesiske eksporterende producenter, der indgav anmodninger om markedsøkonomisk behandling og individuel behandling, men som ikke indgik i stikprøven.

(20)

Ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/1731 (19) genindførte Kommissionen en endelig antidumpingtold og en endelig opkrævning af den midlertidige told på Pumas og Timberlands import af visse typer af fodtøj med overdel af læder med oprindelse i Folkerepublikken Kina og produceret af General Footwear Ltd og visse typer fodtøj med overdel af læder med oprindelse i Vietnam og produceret af Diamond Vietnam Co. Ltd og Ty Hung Footgearmex/Footwear Co. Ltd (»Ty Hung Co. Ltd«), som indgav anmodninger om markedsøkonomisk behandling og individuel behandling, men som ikke indgik i stikprøven.

(21)

Gyldigheden af gennemførelsesforordning (EU) 2016/1395, (EU) 2016/1647 og (EU) 2016/1731 er blevet anfægtet ved Retten af Puma og Timberland i sag T-781/16 Puma m.fl. mod Kommissionen, og sag T-782/16 Timberland Europe mod Kommissionen. Gyldigheden af gennemførelsesforordning (EU) 2016/1395 er desuden også blevet anfægtet ved Retten af Clark i sag T-790/16 C&J Clark International mod Kommissionen og i sag T-861/16 C&J Clark International mod Kommissionen.

(22)

Med henblik på at gennemføre dommen i de forenede sager C-659/13 C&J Clark International Limited og C-34/14 Puma SE, der er nævnt i betragtning 12, vedtog Kommissionen gennemførelsesforordning (EU) 2016/223 (20). I nævnte forordnings artikel 1 pålagde Kommissionen de nationale toldmyndigheder at fremsende alle anmodninger om godtgørelse af den endelige antidumpingtold, der er betalt på importen af fodtøj med oprindelse i Kina og Vietnam, som importørerne havde fremsat på grundlag af EF-toldkodeksens artikel 236 og baseret på, at en eksporterende producent, som ikke indgik i stikprøven, havde anmodet om markedsøkonomisk eller individuel behandling i den undersøgelse, der førte til indførelsen af de endelige foranstaltninger ved forordning (EF) nr. 1472/2006 (»den oprindelige undersøgelse«). Kommissionen vurderer de relevante anmodninger om markedsøkonomisk behandling eller individuel behandling og genindfører en passende told. På dette grundlag bør de nationale toldmyndigheder derefter træffe afgørelse om anmodningen om tilbagebetaling af og fritagelse for antidumpingtold.

(23)

Gyldigheden af gennemførelsesforordning (EU) 2016/223 er genstand for en anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Finanzgericht Düsseldorf den 9. maj 2016 (sag C-256/16 Deichmann). Denne anmodning om præjudiciel afgørelse blev fremsat i forbindelse med en tvist mellem Deichmann, en tysk importør af fodtøj, og den relevante nationale toldmyndighed, Hauptzollamt Duisburg. Tvisten vedrører godtgørelse af antidumpingtold, som Deichmann har betalt på importen af fodtøj fra bl.a. virksomhedens kinesiske leverandør Chengdu Sunshine Shoes Co. Ltd, som indgav en anmodning om markedsøkonomisk behandling og individuel behandling, og som ikke indgik i stikprøven. Den anden anmodning om præjudiciel afgørelse vedrørende gyldigheden af gennemførelsesforordning (EU) 2016/223 blev indgivet af UK First-tier Tribunal (Tax Chamber) den 28. november 2016 (sag C-612/16 C&J Clark International).

(24)

Efter en anmeldelse fra de franske toldmyndigheder i overensstemmelse med artikel 1 i gennemførelsesforordning (EU) 2016/223 analyserede Kommissionen anmodninger om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling fra tre kinesiske eksporterende producenter, Chengdu Sunshine Shoes Co. Ltd, Foshan Nanhai Shyang Yuu Footwear Ltd og Fujian Sunshine Footwear Co. Ltd.

(25)

Som følge af ovenstående genindførte Kommissionen ved gennemførelsesforordning (EU) 2016/2257 (21) en endelig antidumpingtold og en endelig opkrævning af den midlertidige told på importen af visse typer af fodtøj med overdel af læder med oprindelse i Kina og produceret af tre eksporterende producenter, der indgav anmodninger om markedsøkonomisk behandling og individuel behandling, men som ikke indgik i stikprøven.

(26)

Den 12. juli 2016 anmeldte toldmyndighederne i Det Forenede Kongerige i overensstemmelse med artikel 1 i gennemførelsesforordning (EU) 2016/223 en række anmodninger om godtgørelse fra importører i Unionen og forelagde dokumentation for Kommissionen.

(27)

Den 13. juli 2016 anmeldte toldmyndighederne i Belgien i overensstemmelse med artikel 1 i gennemførelsesforordning (EU) 2016/223 en række anmodninger om godtgørelse fra importører i Unionen og forelagde dokumentation for Kommissionen.

(28)

Den 26. juli 2016 anmeldte toldmyndighederne i Sverige i overensstemmelse med artikel 1 i gennemførelsesforordning (EU) 2016/223 en række anmodninger om godtgørelse fra importører i Unionen og forelagde dokumentation for Kommissionen.

(29)

I disse anmeldelser, som er omfattet af denne forordning, er der opført i alt 246 virksomheder som leverandører af fodtøj fra Kina og Vietnam.

(30)

Mange af disse virksomheder, 168, (opført i bilag III til denne forordning) havde ikke anmodet Kommissionen om markedsøkonomisk behandling eller individuel behandling i den oprindelige undersøgelse. Heriblandt var der også virksomheder, som ikke er berørt af undersøgelsen, idet de f.eks. ikke er beliggende i Kina eller Vietnam, eller de er handelsvirksomheder eller blot forarbejdningsvirksomheder, som under alle omstændigheder ikke er berettiget til en individuel dumpingmargen. De virksomheder, der er opført i bilag III, var heller ikke i stand til at påvise, at de var forretningsmæssigt forbundet med nogen af de kinesiske og vietnamesiske eksporterende producenter, som havde indgivet en anmodning om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling i forbindelse med den oprindelige undersøgelse. Men som nævnt i betragtning 79 anerkender Kommissionen, at det måske ikke er alle de importører, der købte fodtøj fra de pågældende forhandlere, som var bevidste om, at de skulle underrette Kommissionen om navnene på de eksporterende producenter, som forhandlerne havde købt deres fodtøj af. I betragtning 79 forklares det mere detaljeret, hvorfor Kommissionen på dette grundlag har besluttet midlertidigt at suspendere undersøgelsen af de virksomheder, der er anført i bilag III.

(31)

Af de resterende virksomheder var 20 allerede blevet vurderet individuelt eller som del af en virksomhedsgruppe, der blev udtaget til stikprøven af kinesiske eller vietnamesiske eksportende producenter som led i den oprindelige undersøgelse (opført i bilag IV til denne forordning). Da ingen af disse virksomheder blev pålagt en individuel toldsats, anvendes toldsatsen for Kina på 16,5 % eller toldsatsen for Vietnam på 10 % på importen af fodtøj fra disse virksomheder. Disse satser blev ikke berørt af dommen i betragtning 12.

(32)

Af de resterende virksomheder var 31 (opført i bilag V til denne forordning) allerede blevet vurderet enten individuelt eller som del af en virksomhedsgruppe, som led i gennemførelsen af den dom, der er nævnt i betragtning 12, dvs. i gennemførelsesafgørelse 2014/149/EU eller i gennemførelsesforordning henholdsvis (EU) 2016/1395, (EU) 2016/1647, (EU) 2016/1731 eller (EU) 2016/2257. Disse vurderinger omfatter også otte virksomheder, der blev anmeldt til Kommissionen og er identificeret gennem bemærkninger efter fremlæggelsen af oplysninger fra Federation of European Sporting Goods Industry (»FESI« eller »FESI-parterne«) og the Footwear Coalition som værende forretningsmæssigt forbundet med en af de virksomheder eller virksomhedsgrupper, der allerede er vurderet i en af de ovennævnte forordninger.

(33)

For de virksomheder eller virksomhedsgrupper, der blev vurderet i forbindelse med gennemførelsesafgørelse 2014/149/EU, blev der ikke genindført nogen antidumpingtold som nævnt i betragtning 10, fordi godtgørelsen af told til disse virksomheder allerede havde fundet sted, og dermed skabte berettigede forventninger hos dem om, at en sådan genindførelse ikke ville finde sted. EU-importørers krav om godtgørelse i forbindelse med virksomheder eller virksomhedsgrupper, der blev vurderet i forbindelse med gennemførelsesforordning (EU) 2016/1395, (EU) 2016/1647, (EU) 2016/1731 og (EU) 2016/2257 bør på den anden side ikke imødekommes. Det skyldes, at disse importører befinder sig i en anden juridisk situation end dem, der blev vurderet i forbindelse med gennemførelsesafgørelse 2014/149/EU, og som netop ikke havde opbygget berettigede forventninger.

(34)

Efter fremlæggelsen af oplysninger, blev en kinesisk eksporterende producent (gennem bemærkninger, der blev fremsat af FESI og the Footwear Coalition), der var anmeldt til Kommissionen, udpeget som en virksomhed, der havde indgivet en anmodning om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling i forbindelse med den oprindelige undersøgelse, men som ikke indgik i stikprøven og heller ikke var blevet vurderet i forbindelse med de tidligere gennemførelser, der er nævnt i betragtning 18-20 og 25. De samme parter udpegede også fire andre virksomheder, der var anmeldt til Kommissionen, som værende forretningsmæssigt forbundne med de kinesiske eller vietnamesiske eksporterende producenter, som havde indgivet en anmodning om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling i forbindelse med den oprindelige undersøgelse, men som ikke indgik i stikprøven, og som heller ikke var blevet vurderet i forbindelse med de tidligere gennemførelser, der er nævnt i betragtning 18-20 og 25. Der er således i alt fem virksomheder (opført i bilag VI), hvis egen anmodning om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling, eller anmodningen om samme fra deres forretningsmæssigt forbundne virksomheder, bør vurderes. Disse vurderinger kan ikke færdigbehandles inden for tidsrammen for den aktuelle gennemførelse og vil derfor blive behandlet i en senere gennemførelse. EU-importørernes krav om godtgørelsen til disse virksomheder (bilag VI) bør derfor midlertidigt suspenderes, indtil resultatet af vurderingen af anmodningerne om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling af de relevante leverandører i Kina og/eller Vietnam foreligger.

(35)

Efter fremlæggelsen af oplysninger påstod de samme parter desuden, at seks virksomheder, der står opført i bilag III, var forretningsmæssigt forbundne med en virksomhed eller virksomhedsgruppe, der allerede var blevet vurderet i forbindelse med en tidligere gennemførelse og bør betegnes som sådan. Sagsakterne bekræftede imidlertid ikke denne påstand, som under alle omstændigheder heller ikke var underbygget af yderligere beviser. Påstanden afvises derfor.

(36)

De resterende 19 virksomheder var kinesiske eller vietnamesiske eksporterende producenter, der ikke indgik i stikprøven i den oprindelige undersøgelse, og som havde anmodet om markedsøkonomisk/individuel behandling. Kommissionen undersøgte derfor anmodningerne om markedsøkonomisk behandling og individuel behandling fra disse virksomheder. Denne vurdering omfattede også to virksomheder, som blev anmeldt til Kommissionen og som efter fremlæggelsen af oplysninger blev udpeget (via bemærkninger der blev modtaget fra FESI og the Footwear Coalition) som værende forretningsmæssigt forbundne med en kinesisk eksporterende producent, der er omfattet af den aktuelle undersøgelse.

(37)

I nærværende forordning vurderede Kommissionen anmodningerne om markedsøkonomisk/individuel behandling fra: Fujian Viscap Shoes Co. Ltd, Vietnam Ching Luh Shoes Co. Ltd, Vinh Thong Producing-Trading-Service Co. Ltd, Qingdao Tae Kwang Shoes Co. Ltd, Maystar Footwear Co. Ltd, Lien Phat Company Ltd, Qingdao Sewon Shoes Co. Ltd, Panyu Pegasus Footwear Co. Ltd, PanYu Leader Footwear Corporation, Panyu Hsieh Da Rubber Co. Ltd, An Loc Joint Stock Company, Qingdao Changshin Shoes Company Limited, Chang Shin Vietnam Co. Ltd, Samyang Vietnam Co. Ltd, Qingdao Samho Shoes Co. Ltd, Min Yuan, Chau Giang Company Limited, Foshan Shunde Fong Ben Footwear Industrial Co. Ltd og Dongguan Texas Shoes Limited Co.

(38)

Kommissionen har mulighed for at afhjælpe de aspekter af den anfægtede forordning, som førte til annullationen heraf, og samtidig lade de dele af vurderingen, som ikke blev påvirket af dommen (22), forblive uændrede.

(39)

Nærværende forordning søger at korrigere de aspekter af den anfægtede forordning, som blev fundet i strid med grundforordningen, og som således førte til ugyldighedserklæringen, for så vidt angår de eksporterende producenter i betragtning 37.

(40)

Alle andre konklusioner i den anfægtede forordning og i gennemførelsesforordning (EU) nr. 1294/2009, som ikke blev erklæret ugyldige af Domstolen, er fortsat gyldige og indarbejdes hermed i nærværende forordning.

(41)

Følgende betragtninger er derfor begrænset til den nye vurdering, der var nødvendig for at gennemføre Rettens domme.

(42)

Kommissionen har undersøgt, om kriterierne for markedsøkonomisk behandling eller individuel behandling gjorde sig gældende for de eksporterende producenter, der er omtalt i betragtning 37 (»de pågældende eksporterende producenter«), og som anmodede om markedsøkonomisk/individuel behandling for undersøgelsesperioden. Formålet med dette er at fastslå, i hvilket omfang de pågældende importører har ret til godtgørelse af den betalte antidumpingtold for så vidt angår den antidumpingtold, som er betalt for eksport fra disse leverandører.

(43)

Hvis det af analysen fremgår, at der skulle indrømmes markedsøkonomisk behandling til de pågældende eksporterende producenter, hvis eksport var pålagt den antidumpingtold, som blev betalt af de pågældende importører, vil der skulle tildeles en individuel toldsats til den pågældende eksporterende producent, og udbetalingen af toldgodtgørelse vil blive begrænset til et beløb svarende til forskellen mellem den betalte told og den individuelle toldsats, dvs. ved import fra Kina er det forskellen mellem 16,5 % og den told, der blev pålagt den eneste eksporterende virksomhed i stikprøven, som fik tildelt markedsøkonomisk behandling, nemlig 9,7 %, og ved import fra Vietnam er det forskellen mellem 10 % og den eventuelle individuelle toldsats, der blev beregnet for den pågældende eksporterende producent.

(44)

Hvis det fremgår af analysen, at der skulle indrømmes individuel behandling til en eksporterende producent, som blev nægtet markedsøkonomisk behandling, måtte man lade den pågældende eksporterende producent være omfattet af en individuel toldsats, og udbetalingen af toldgodtgørelse ville være begrænset til et beløb svarende til forskellen mellem den betalte told — dvs. 16,5 % ved import fra Kina og 10 % ved import fra Vietnam — og den eventuelle beregnede individuelle told for den pågældende eksporterende producent.

(45)

Skulle analysen af disse anmodninger om markedsøkonomisk behandling og individuel behandling derimod vise, at der hverken bør indrømmes markedsøkonomisk behandling eller individuel behandling, kan der ikke ydes godtgørelse af antidumpingtold.

(46)

Som forklaret i betragtning 12 annullerede Domstolen den anfægtede forordning og gennemførelsesforordning (EU) nr. 1294/2009, for så vidt angår eksport af visse typer fodtøj fra visse kinesiske og vietnamesiske eksporterende producenter, idet Kommissionen ikke undersøgte anmodningerne om markedsøkonomisk behandling og individuel behandling fra disse eksporterende producenter.

(47)

Kommissionen har derfor behandlet anmodningerne om markedsøkonomisk behandling og individuel behandling fra de pågældende eksporterende producenter for at fastlægge, hvilken toldsats der finder anvendelse på deres eksport. Vurderingen viste, at de fremlagte oplysninger ikke påviste, at de pågældende eksporterende producenter drev virksomhed på markedsøkonomiske vilkår, eller at de havde krav på individuel behandling (en nærmere redegørelse findes i betragtning 48 ff.).

(48)

Det skal bemærkes, at bevisbyrden påhviler den producent, som ønsker at anmode om markedsøkonomisk behandling i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra b). Det fremgår af artikel 2, stk. 7, litra c), første afsnit, at en sådan producents krav skal indeholde tilstrækkelige beviser, som specificeret i nævnte bestemmelse, for, at producenten driver virksomhed på markedsøkonomiske vilkår. Det påhviler således ikke EU-institutionerne at bevise, at producenten ikke opfylder betingelserne for at opnå denne status. Derimod påhviler det EU-institutionerne at vurdere, om de af den pågældende producent angivne forhold udgør tilstrækkelige beviser for, at kriterierne i grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), første afsnit, for at indrømme denne markedsøkonomisk behandling er opfyldt, og det påhviler Unionens retsinstanser at efterprøve, om denne vurdering er behæftet med en åbenbar fejl (præmis 32 i dommen i sag C-249/10 P og præmis 24 i dommen i sag C-247/10 P).

(49)

I henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), skal alle fem kriterier i denne artikel være opfyldt, for at en eksporterende producent kan indrømmes markedsøkonomisk behandling. Kommissionen mente derfor, at den manglende opfyldelse af mindst et kriterium var tilstrækkeligt til at afvise anmodningen om markedsøkonomisk behandling.

(50)

Ingen af de pågældende eksporterende producenter kunne bevise, at de opfyldte kriterium 1 (erhvervsmæssige beslutninger). Mere specifikt fastslog Kommissionen, at de fleste af de pågældende eksporterende producenter (virksomhed nummer 7, 11, 12, 13, 14, 16, 17, 18, 19, 20, 21, 22, 23, 24, 25) (23) ikke frit kunne fastsætte deres salgsmængder på hjemmemarkedet og eksportmarkedet. I den forbindelse fastslog Kommissionen, at der var begrænsninger i produktionen og/eller en begrænsning af salgsmængderne på specifikke markeder (hjemme- og eksportmarkederne). Nogle af de pågældende eksporterende producenter (virksomhed 8, 9, 10, 15) undlod desuden at indgive væsentlige og fuldstændige oplysninger (f.eks. dokumentation vedrørende virksomhedens struktur og kapital, dokumentation eller forklaringer vedrørende virksomhedens beslutningsproces) til påvisning af, at deres virksomheders beslutninger blev truffet i overensstemmelse med markedssignalerne uden nogen omfattende statslig indgriben.

(51)

Hvad angår kriterium 2 (regnskaber) kunne virksomhed 8, 10, 13, 14, 15, 16, 17, 19, 20, 21, 24 og 25 ikke påvise, at de benyttede ét klart sæt grundlæggende regnskabsforskrifter, som revideres uafhængigt i henhold til internationale regnskabsstandarder. Vurderingerne af markedsøkonomisk behandling viste navnlig, at disse virksomheder enten undlod at fremsende en udtalelse/beretning fra en uafhængig revisor til Kommissionen, eller virksomhedernes regnskaber blev ikke revideret eller manglede forklarende noter om flere poster på balancen og resultatopgørelsen.

(52)

Hvad angår kriterium 3 (aktiver og »overførsel«) kunne virksomhed 7, 8, 9, 10, 11, 13, 15, 16, 17, 18, 19, 22, 23 og 25 ikke påvise, at der ikke var overført væsentlige fordrejninger fra det tidligere ikke-markedsøkonomiske system. Virksomhederne fremlagde navnlig ikke væsentlige og fuldstændige oplysninger, bl.a. om aktiver, der ejes af virksomheden, eller om vilkårene for og værdien af brugsrettigheder til jord.

(53)

I lyset af de grunde, der er angivet i betragtning 49, vurderede Kommissionen hverken kriterium 4 (love om konkurs og ejerforhold) eller kriterium 5 (valutaomregninger) for nogen af de pågældende eksporterende producenter. Kommissionen informerede de pågældende eksporterende producenter om resultaterne af vurderingen angående markedsøkonomisk behandling og opfordrede dem til at fremsætte bemærkninger. Der blev ikke modtaget nogen bemærkninger.

(54)

Ifølge artikel 9, stk. 5, i grundforordningen før dens ændring skal en individuel told imidlertid anføres for de eksportører, som kan påvise, at de opfylder alle kriterierne i artikel 9, stk. 5, i grundforordningen før dens ændring, såfremt artikel 2, stk. 7, litra a), i nævnte forordning finder anvendelse.

(55)

Som nævnt i betragtning 48 skal det bemærkes, at bevisbyrden påhviler den producent, som ønsker at anmode om individuel behandling i henhold til artikel 9, stk. 5, i grundforordningen før dens ændring. I den forbindelse fremgår det af artikel 9, stk. 5, første afsnit, at anmodningen skal være behørigt dokumenteret. Det påhviler således ikke EU-institutionerne at bevise, at eksportøren ikke opfylder betingelserne for at opnå denne status. Derimod påhviler det EU-institutionerne at vurdere, om de af den pågældende eksportør angivne forhold udgør tilstrækkelige beviser for, at kriterierne i artikel 9, stk. 5, i grundforordningen før dens ændring med henblik på at indrømme individuel behandling er opfyldt.

(56)

I henhold til artikel 9, stk. 5, i grundforordningen før dens ændring bør eksportører på grundlag af behørigt dokumenterede påstande påvise, at alle fem kriterier heri er opfyldt, så de kan indrømmes individuel behandling. Kommissionen mente derfor, at den manglende opfyldelse af mindst et kriterium var tilstrækkeligt til at afvise anmodningen om individuel behandling.

(57)

Det drejer sig om at opfylde følgende fem kriterier:

(58)

Alle de 19 pågældende eksporterende producenter, som anmodede om markedsøkonomisk behandling, anmodede også om individuel behandling, såfremt de ikke skulle blive indrømmet markedsøkonomisk behandling. Kommissionen vurderede derfor anmodningerne om individuel behandling af hver af de pågældende eksporterende producenter.

(59)

Hvad angår kriterium 1 (tilbageførsel af kapital og fortjeneste) fremlagde virksomhed 9 og 20 ikke beviser, der godtgjorde, at de frit kunne tilbageføre kapital og fortjeneste, og de påviste således ikke, at dette kriterium var opfyldt.

(60)

Hvad angår kriterium 2 (eksportsalg og -priser fastsættes frit) konkluderede Kommissionen, at virksomhed 7, 8, 11, 12, 13, 14, 15, 16, 17, 18, 20, 21, 22, 23 og 24 ikke havde kunnet påvise, at de erhvervsmæssige beslutninger, såsom at eksportpriser og -mængder og salgsbetingelser kunne fastsættes frit på grundlag af markedsvilkår, eftersom de undersøgte beviser, f.eks. vedtægter eller erhvervslicenser viste en begrænsning i produktionen og/eller salgsmængderne af fodtøj på bestemte markeder.

(61)

Hvad angår kriterium 3 (virksomheden — ledende managementstillinger og aktier — er tilstrækkelig uafhængig af statslig indgriben) kunne virksomhed 7, 8, 9, 10, 13, 15, 16, 17, 18, 19, 22, 23 og 25 ikke fremlægge de nødvendige oplysninger til at påvise, at de var tilstrækkelig uafhængige af statslig indgriben. Der blev bl.a. hverken fremsendt oplysninger om, hvordan brugsrettighederne til jord var blevet overført til disse virksomheder eller på hvilke vilkår og betingelser, det var sket.

(62)

Virksomhed 8, 10, 17, 18 og 25 kunne heller ikke påvise, at de opfyldte kravene i kriterium 5 (omgåelse), eftersom der ikke blev fremlagt oplysninger om, hvordan virksomhedens beslutninger blev truffet.

(63)

I lyset af de bestemmelser, der er angivet i betragtning 56, vurderede Kommissionen ikke kriterium 4 (valutaomregninger foretages til markedskursen) for nogen af de pågældende eksporterende producenter.

(64)

Ingen af de 19 pågældende eksporterende producenter opfyldte betingelserne i artikel 9, stk. 5, i grundforordningen før dens ændring, og som følge heraf blev ingen af dem indrømmet individuel behandling. Kommissionen informerede de pågældende eksporterende producenter herom og opfordrede dem til at fremsætte bemærkninger. Der blev ikke modtaget nogen bemærkninger.

(65)

Restantidumpingtolden for Kina og Vietnam på henholdsvis 16,5 % og 10 % bør derfor pålægges eksporten fra disse 19 pågældende eksporterende producenter i anvendelsesperioden for forordning (EF) nr. 1472/2006. Anvendelsesperioden for denne forordning var oprindeligt fra 7. oktober 2006 til 7. oktober 2008. Efter indledningen af en udløbsundersøgelse blev forordningen den 30. december 2009 forlænget til 31. marts 2011. Den ulovlighed, der blev identificeret i dommene, består i, at EU-institutionerne ikke fastslog, om varer produceret af de pågældende eksporterende producenter skulle pålægges resttolden eller en individuel told. På baggrund af den ulovlighed, som Domstolen identificerede, er der intet lovgrundlag for helt at undtage de pågældende eksporterende producenter af den pågældende vare fra at erlægge en eventuel antidumpingtold. En ny retsakt, der afhjælper den ulovlighed, som Domstolen konstaterede, skal derfor kun indeholde en ny vurdering af den gældende antidumpingtold og ikke af selve foranstaltningerne.

(66)

Idet det konkluderes, at resttolden for henholdsvis Kina og Vietnam bør genindføres, for så vidt angår de pågældende eksporterende producenter, med den samme sats, som oprindeligt indførtes ved den anfægtede forordning og gennemførelsesforordning (EU) nr. 1294/2009, er det ikke nødvendigt at ændre forordning (EF) nr. 388/2008. Sidstnævnte forordning er fortsat gyldig.

(67)

Efter at have taget hensyn til de modtagne bemærkninger og analysen heraf konkluderedes det, at restantidumpingtolden for Kina og Vietnam, dvs. på henholdsvis 16,5 % og 10 %, bør genindføres i anvendelsesperioden for den anfægtede forordning.

(68)

De pågældende eksporterende producenter og alle de parter, der gav sig til kende, blev informeret om de vigtigste kendsgerninger og betragtninger, på grundlag af hvilke det påtænktes at anbefale genindførelse af den endelige antidumpingtold på eksporten fra de 19 pågældende eksporterende producenter. De blev indrømmet en periode, inden for hvilken de kunne fremsætte bemærkninger efter fremlæggelsen af oplysninger.

(69)

Efter fremlæggelsen af oplysninger modtog Kommissionen bemærkninger på vegne af i) FESI og the Footwear Coalition (24), der repræsenterede EU-importører af fodtøj, og ii) Cortina NV (»Cortina«), en EU-importør af fodtøj.

(70)

I deres bemærkninger til fremlæggelsen fremførte FESI og the Footwear Coalition først, at den gældende gennemførelse er baseret på samme retsgrundlag og begrundelse som de forordninger, som Kommissionen tidligere vedtog i forbindelse med den samme gennemførelsesprocedure, nemlig gennemførelsesforordning (EU) 2016/1395, (EU) 2016/1647, (EU) 2016/1731 og (EU) 2016/2257. I deres bemærkninger til fremlæggelsen henviste de derfor til — og indarbejdede gennem henvisninger — de bemærkninger, som de havde fremsendt i forbindelse med ovenstående forordninger hhv. den 16. december 2015, den 6. juni 2016, den 16. juni 2016 og den 11. august 2016, dog uden at uddybe disse bemærkninger og påstande yderligere.

(71)

Som svar på disse bemærkninger henviser Kommissionen til gennemførelsesforordning (EU) 2016/1395, (EU) 2016/1647, (EU) 2016/1731 og (EU) 2016/2257, som til fulde besvarer bemærkningerne fra FESI og the Footwear Coalition i forbindelse med den gældende gennemførelse. Da FESI og the Footwear Coalition ikke uddybede deres argumenter yderligere, finder Kommissionen, at de blev fuldt ud besvaret i ovennævnte forordninger, og konklusionerne i disse forordninger bekræftes derfor.

(72)

Derudover fremsendte FESI og the Footwear Coalition bemærkninger, der behandles nærmere nedenfor.

(73)

FESI og the Footwear Coalition fremførte, at den tilgang, som Kommissionen har anlagt med hensyn til de virksomheder, der er opført i bilag III, var ulovlig. Kommissionen havde ikke holdt sig til konceptet »økonomisk enhed«, der blev anvendt i den oprindelige undersøgelse, ved at opføre virksomheder, der var forretningsmæssigt forbundet med virksomheder, der allerede var vurderet i forbindelse med gennemførelsesforordning (EU) 2016/1395, (EU) 2016/1647, (EU) 2016/1731 og (EU) 2016/2257, i bilag III. En sådan tilgang ville desuden føre til retlige uoverensstemmelser, idet Kommissionen gennem de tidligere nævnte forordninger genindførte antidumpingtold for disse virksomheder, mens de samme virksomheder i bilag III er anført som virksomheder, der ikke lader til at have indgivet en anmodning om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling i forbindelse med den oprindelige undersøgelse.

(74)

Hvad angår ikke forretningsmæssigt forbundne forhandlere, ville det under alle omstændigheder ikke være nødvendigt at opføre dem i bilag III, da de ikke havde nogen retlig forpligtelse til at indgive anmodninger om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling i forbindelse med den oprindelige undersøgelse

(75)

FESI og the Footwear Coalition fremførte også, at de virksomheder, der var forretningsmæssigt forbundet til kinesiske eller vietnamesiske leverandører, som havde indgivet en anmodning om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling i forbindelse med den oprindelige undersøgelse, men som endnu ikke var blevet vurderet i forbindelse med nogen af de forordninger, der er henvist til i betragtning 63 i forbindelse med gennemførelsen af de domme, der er nævnt i betragtning 12, ikke burde have været opført i bilag III. Især blev det fremført at en sådan tilgang ville forhindre at Kommissionen fremover kunne vurdere nogen anmodninger om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling fra deres forretningsmæssigt forbundne leverandører i Kina eller Vietnam. De samme parter hævdede også, at på den liste over virksomheder, som de nationale toldmyndigheder havde anmeldt, ville det være Kommissionens forpligtelse at identificere de virksomheder/forhandlere, der tilhørte samme virksomhedsgruppe, og hvorvidt de indgik i nogen af de kinesiske eller vietnamesiske eksporterende producenter, der havde indgivet anmodning om markedsøkonomisk/individuel behandling i forbindelse med den oprindelige undersøgelse, men som ikke indgik i stikprøven i forbindelse med den oprindelige undersøgelse. I modsat fald ville Kommissionen bede de interesserede parter om at løfte en umulig bevisbyrde.

(76)

Som nævnt i betragtning 34, udpegede FESI og the Footwear Coalition efter fremlæggelsen af oplysninger faktisk virksomheder, der var forretningsmæssigt forbundne med de kinesiske eller vietnamesiske eksporterende producenter, som havde indgivet en anmodning om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling i forbindelse med den oprindelige undersøgelse, men som ikke indgik i stikprøven, og som heller ikke var blevet vurderet i forbindelse med de tidligere gennemførelser, der er nævnt i betragtning 18-20 og 25. Oplysningerne i sagsakterne bekræftede de oplysninger, der var modtaget fra disse interesserede parter, og anmodningerne om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling fra disse virksomheder vil blive vurderet. Resultatet af denne vurdering vil være genstand for en særskilt retsakt. Anmodningen fra disse virksomheder blev derfor indrømmet, og disse virksomheder er ikke opført på listen i bilag III.

(77)

Med hensyn til forhandlere, der krævede tilbagebetaling af den betalte told (forretningsmæssigt forbundne eller ikke forretningsmæssigt forbundne til kinesiske eller vietnamesiske leverandører), mener Kommissionen, at bevisbyrden ligger hos disse forhandlere.

(78)

Ingen af de forhandlere, der er opført i bilag III, fremsendte dog oplysninger eller dokumentation for deres leverandører i Kina eller Vietnam (med undtagelse af dem, der er nævnt i betragtning 76).

(79)

Kommissionen anerkender dog, at det måske ikke er alle de importører, der købte fodtøj fra de pågældende forhandlere, som var bevidste om, at de skulle underrette Kommissionen om navnene på de eksporterende producenter som disse forhandlere havde købt deres fodtøj af. For at sikre fuld overholdelse af retten til at forsvare sig har Kommissionen derfor besluttet specifikt at kontakte de pågældende importører og gøre dem opmærksom på deres situation og deres bevisbyrde. For at sikre den fornødne tid til at gennemføre denne afgørelse, suspenderes undersøgelsen af de virksomheder, der er anført i bilag III, midlertidigt, indtil Kommissionen har kontaktet de relevante importører og givet dem tid til at reagere. Fristen på otte måneder til at vurdere anmodninger om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling vil tælle fra den dag, hvor importøren underretter Kommissionen om navne og adresser på de pågældende eksporterende producenter, eller, hvis der ikke er modtaget noget svar, inden for tidsperioden fastsat af Kommissionen, fra datoen for udløbet af den tidsperiode.

(80)

FESI og the Footwear Coalition fremførte også, at Kommissionen af hensyn til retssikkerheden ikke burde vedtage og offentliggøre flere retsakter vedrørende gennemførelsen af Domstolens dom i de forenede sager C-659/13 og C-34/14, før Domstolen afsiger dom i en pågående præjudiciel afgørelse angående gyldigheden af gennemførelsesforordning (EU) 2016/223, som er nævnt i betragtning 23, og gyldigheden af gennemførelsesforordning (EU) 2016/1647, der er nævnt i betragtning 19, samt gyldigheden af gennemførelsesforordning (EU) 2016/1731, der er nævnt i betragtning 20. Det blev i den forbindelse fremført, at artikel 278 i TEUF, der henviser til, at retssager vedrørende retsakter vedtaget af institutionerne ikke har opsættende virkning, ikke er gældende i dette tilfælde, idet anmodningen i denne henseende ikke handler om at suspendere gennemførelsesforordning (EU) 2016/223, men om at undlade at vedtage yderligere forordninger vedrørende genindførelse af en endelig antidumpingtold på importen af fodtøj fra Kina og Vietnam. Af de samme grunde blev det også fremført, at dommene vedrørende Zuckerfabrik Süderdithmarschen/Altana ikke var en juridisk relevant henvisning.

(81)

Hvad angår artikel 278 i TEUF og dommene vedrørende Zuckerfabrik Süderdithmarschen/Altana, er Kommissionen enig med FESI og the Footwear Coalition i, at denne retspraksis ikke kan anvendes til at vurdere, om gennemførelsen af Domstolens dom i de forenede sager C-659/13 og C-34/14 skal suspenderes. Kommissionen mener imidlertid, at den er forpligtet til at gennemføre denne dom inden for en rimelig tidsramme, og at igangværende procedurer vedrørende tidligere retsakter til gennemførelse af denne dom ikke udgør en gyldig grund til ikke at færdigbehandle gennemførelsen af dommen. Kommissionen mener især, at dette ville forhindre andre interesserede parter end FESI og the Footwear Coalition i at udøve deres rettigheder under den administrative procedure og i en eventuel retssag.

(82)

For så vidt angår gyldigheden af gennemførelsesforordning (EU) 2016/1647 og (EU) 2016/1731 hævdede FESI og the Footwear Coalition, at eftersom sidstnævnte og enhver ny forordning om genindførelse af en endelig told på importen af fodtøj med oprindelse i Kina og Vietnam har samme retsgrundlag, tilgang og ræsonnement fra Kommissionen, ville ophævelsen af gennemførelsesforordning (EU) 2016/1647 og (EU) 2016/1731 også betyde, at alle andre lignende forordninger ville være tilsvarende ugyldige. Kommissionens tilgang vil derfor ikke afspejle en indsats i god tro vedrørende gennemførelsen af dommene i de forenede sager C-659/13 C&J Clark International og C-34/14 Puma, der er nævnt i betragtning 12.

(83)

Endelig hævdede FESI og the Footwear Coalition, at gennemførelsen af ovennævnte dom ikke ville være underlagt nogen tidsfrister fastsat af Domstolen og ville have en negativ indvirkning på importører i Unionen, uden at det samtidig ville have en finanspolitisk fordel for Unionen. Kommissionen burde derfor afstå fra at gennemføre dommen, indtil resultatet af de retssager, der er nævnt i betragtning 80, foreligger.

(84)

Kommissionen henviser til de årsager, der er anført i betragtning 81.

(85)

FESI og the Footwear Coalition hævdede, at bevisbyrden ved vurderingen af anmodninger om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling ligger hos Kommissionen, eftersom de kinesiske og vietnamesiske eksporterende producenter havde løftet bevisbyrden ved at indgive anmodningerne om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling i forbindelse med den oprindelige undersøgelse. FESI og the Footwear Coalition påstod også, at de eksporterende producenter, der er berørt af denne gennemførelse, burde have haft samme proceduremæssige rettigheder som dem, de eksporterende producenter i stikprøven i forbindelse med den oprindelige undersøgelse fik. FESI og the Footwear Coalition påstod især, at der kun var foretaget en skrivebordsanalyse og ikke noget kontrolbesøg på stedet, og at de kinesiske og vietnamesiske eksporterende producenter ikke havde fået mulighed for at underbygge deres anmodninger om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling gennem mangelskrivelser.

(86)

FESI og the Footwear Coalition påstod endvidere, at de eksporterende producenter, der er berørt af denne gennemførelse, ikke fik de samme proceduremæssige garantier som dem, der anvendes i standardantidumpingundersøgelser, men at der blev anvendt strengere standarder. FESI og the Footwear Coalition påstod, at Kommissionen ikke tog højde for tidsforskydningen mellem indgivelsen af en anmodning om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling i den oprindelige undersøgelse og vurderingen af disse anmodninger. Desuden fik de eksporterende producenter i forbindelse med den oprindelige undersøgelse kun 15 dage til at udfylde anmodningerne om markedsøkonomisk/individuel behandling, i stedet for de sædvanlige 21 dage.

(87)

På dette grundlag hævdede FESI og the Footwear Coalition, at det grundlæggende retsprincip om at tildele interesserede parter mulighed for fuldt ud at udøve deres ret til et forsvar, som er fastsat i artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og i artikel 6 i traktaten om Den Europæiske Union, ikke blev overholdt. På dette grundlag blev det hævdet, at Kommissionen ved ikke at give de eksporterende producenter mulighed for at udfylde manglende oplysninger misbrugte sine beføjelser og vendte rundt på ansvaret for bevisbyrden under gennemførelsen.

(88)

Endelig hævede FESI og the Footwear Coalition også, at denne tilgang ville være diskriminerende over for de kinesiske og vietnamesiske eksporterende producenter, der indgik i stikprøven i den oprindelige undersøgelse, men også over for andre eksporterende producenter i lande uden markedsøkonomi, som var genstand for en antidumpingundersøgelse og som indgav anmodninger om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling i den oprindelige undersøgelse. De kinesiske og vietnamesiske virksomheder, der er berørt af den nuværende gennemførelse, bør derfor ikke være underlagt den samme tærskel for informationsformidling, der anvendes i en normal 15 måneders undersøgelse, og bør ikke være underlagt strengere proceduremæssige standarder.

(89)

FESI og the Footwear Coalition hævdede også, at Kommissionen faktisk anvendte de foreliggende faktiske oplysninger, jf. grundforordningens artikel 18, stk. 1, hvorimod Kommissionen tilsidesatte procedurereglerne i grundforordningens artikel 18, stk. 4.

(90)

Kommissionen minder om, at bevisbyrden ifølge retspraksis påhviler den producent, som ønsker at anmode om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra b). Det fremgår af artikel 2, stk. 7, litra c), første afsnit, at en sådan producents krav skal indeholde tilstrækkelige beviser som specificeret i nævnte bestemmelse, for at producenten driver virksomhed på markedsøkonomiske vilkår. I henhold til Brosmann- og Aokang-dommene påhviler det således ikke institutionerne at bevise, at producenten ikke opfylder betingelserne for at opnå denne status. Derimod påhviler det Kommissionen at vurdere, om de af den pågældende producent angivne forhold udgør tilstrækkelige beviser for, at kriterierne i grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), første afsnit, med henblik på at tildele producenten markedsøkonomisk/individuel behandling er opfyldt (jf. betragtning 48). Det skal i den forbindelse erindres, at Kommissionen ikke er forpligtet til at anmode den eksporterende producent om at supplere anmodningen om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling. Kommissionen kan basere sin vurdering på de oplysninger, som den eksporterende producent har indgivet.

(91)

Hvad angår argumentet om, at der kun blev foretaget en skrivebordsanalyse, bemærker Kommissionen, at en skrivebordsanalyse er en procedure, hvori anmodningerne om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling analyseres på grundlag af de dokumenter, som er indsendt af den eksporterende producent. Kommissionen foretager en skrivebordsanalyse af alle anmodninger om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling. Derudover kan Kommissionen beslutte at foretage kontrolbesøg på stedet. Kontrolbesøg på stedet er dog ikke påkrævet, og de foretages heller ikke ved hver ansøgning om markedsøkonomisk/individuel behandling. Når kontrolbesøg på stedet gennemføres, har de normalt til formål at bekræfte en vis foreløbig vurdering foretaget af institutionerne og/eller at kontrollere rigtigheden af oplysningerne fra den pågældende eksporterende producent. Med andre ord vil et kontrolbesøg på stedet normalt ikke foretages, hvis den dokumentation, der var fremsendt af den eksporterende producent, tydeligt viser, at der ikke er belæg for at indrømme markedsøkonomisk behandling/individuel behandling. Det er op til Kommissionen at vurdere, om det er nødvendigt med et kontrolbesøg (25). Retten til at beslutte hvordan oplysningerne i en anmodning om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling skal verificeres ligger hos denne institution. Så når Kommissionen i den nuværende sag beslutter — på grundlag af en skrivebordsanalyse — at den havde tilstrækkelige beviser til at træffe afgørelse om en anmodning om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling, er det ikke nødvendigt med et kontrolbesøg og det kan ikke kræves.

(92)

Hvad angår påstanden om, at retten til forsvar ikke blev behørigt respekteret gennem Kommissionens afgørelse om ikke at sende mangelskrivelser, skal det for det første bemærkes, at retten til forsvar er subjektive rettigheder, og at FESI og the Footwear Coalition ikke kan påberåbe sig en tilsidesættelse af en subjektiv ret hos andre virksomheder. For det andet anfægter Kommissionen den påstand, at der skulle være en praksis for Kommissionen gående ud på, at der foretages en omfattende udveksling af oplysninger og en detaljeret færdiggørelse af proceduren vedrørende mangler, når der kun anvendes en skrivebordsanalyse i modsætning til når en skrivebordsanalyse suppleres af et kontrolbesøg på stedet. FESI og the Footwear Coalition har ikke været i stand til at fremlægge bevis for det modsatte.

(93)

Bemærkningerne fra FESI og the Footwear Coalition vedrørende diskrimination forkastes ligeledes som værende ubegrundede. Der mindes om at ligebehandlingsprincippet er overtrådt, når EU-institutionerne behandler sammenlignelige forhold forskelligt og dermed stiller visse forhandlere dårligere end andre, uden at denne forskelsbehandling er berettiget gennem væsentlige objektive forskelle (26). Men dette er netop, hvad Kommissionen ikke gør: ved at kræve, at de kinesiske og vietnamesiske eksporterende producenter, der ikke indgik i stikprøven, indsendte anmodninger om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling til fornyet vurdering, agter Kommissionen at bringe disse eksporterende producenter, der førhen ikke indgik i stikprøven, op på samme niveau som dem, der netop indgik i stikprøven i den oprindelige undersøgelse. Da der desuden ikke er fastsat en minimumsfrist i denne henseende i grundforordningen, når blot tidsrammen til dette formål er rimelig og giver parterne tilstrækkelig mulighed for at indsamle (eller genindsamle) de nødvendige oplysninger, samtidig med at deres ret til forsvar beskyttes, foregår der ikke nogen diskriminering.

(94)

Hvad angår grundforordningens artikel 18, stk. 1, accepterede Kommissionen i det foreliggende tilfælde de oplysninger, som de pågældende eksporterende producenter havde indsendt; Kommissionen afviste således ikke de oplysninger og baserede sin vurdering herpå. Kommissionen anvendte således ikke artikel 18. Der var derfor ikke behov for at anvende proceduren i grundforordningens artikel 18, stk. 4. Proceduren i artikel 18, stk. 4, anvendes i tilfælde, hvor Kommissionen agter at afvise visse oplysninger fra en interesseret part og i stedet anvende de foreliggende faktiske oplysninger.

(95)

FESI og the Footwear Coalition fremførte, at Kommissionen ville misligholde artikel 266 i TEUF, idet denne artikel ikke giver Kommissionen hjemmel til at genåbne undersøgelsen med hensyn til de udløbne foranstaltninger. FESI og the Footwear Coalition gentog også, at artikel 266 i TEUF ikke giver mulighed for at indføre antidumpingtold med tilbagevirkende kraft, hvilket også blev bekræftet af Domstolens afgørelse i sag C-458/98 P, IPS mod Rådet.

(96)

I den forbindelse fremførte FESI og the Footwear Coalition, at antidumpingproceduren vedrørende importen af fodtøj fra Kina og Vietnam blev afsluttet den 31. marts 2011 med udløbet af foranstaltningerne. Til det formål udsendte Kommissionen en meddelelse den 16. marts 2011 i Den Europæiske Unions Tidende om toldens udløb (27) (»meddelelse om udløb«), og EU-erhvervsgrenen havde ikke hævdet, at udløbet ville medføre fortsat dumping, og en dom afsagt af Domstolen gjorde heller ikke meddelelsen om udløb ugyldig.

(97)

Endvidere fremførte de samme parter, at der heller ikke ville være noget grundlag i grundforordningen, som gjorde det muligt for Kommissionen at genoptage antidumpingundersøgelsen.

(98)

I denne forbindelse fremførte FESI og the Footwear Coalition desuden, at genoptagelsen af undersøgelsen og vurderingen af anmodningerne om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling, der blev indgivet af de pågældende kinesiske og vietnamesiske eksporterende producenter i den oprindelige undersøgelse, er i strid med det universelle princip om forældelsesfrister. Dette princip er fastsat i WTO-aftalen og i grundforordningen, hvor der fastsættes en tidsmæssig begrænsning på 5 år for varigheden af foranstaltninger, samt i artikel 236, stk. 1, og artikel 221, stk. 3, i EF-toldkodeksen, hvor der fastsættes en 3-årig periode for at henholdsvis importørerne kan kræve tilbagebetaling af antidumpingtold og de nationale toldmyndigheder kan opkræve importtold og antidumpingtold (28). Artikel 266 i TEUF giver ikke mulighed for at afvige fra dette princip.

(99)

Det blev derudover også hævdet, at Kommissionen endnu ikke har fremlagt nogen begrundelse eller tidligere retspraksis til støtte for anvendelsen af artikel 266 i TEUF som retsgrundlag for genåbning af proceduren.

(100)

For så vidt angår et manglende retsgrundlag for at genåbne undersøgelsen, minder Kommissionen om den i betragtning 15 nævnte retspraksis, i henhold til hvilken den kan genoptage undersøgelsen netop på det tidspunkt, hvor ulovligheden indtrådte. Ifølge retspraksis skal lovligheden af en antidumpingforordning vurderes på baggrund af de objektive regler i EU-retten og ikke på baggrund af en beslutningspraksis, også selv om en sådan praksis eksisterer (hvilket ikke er tilfældet her). Derfor kan Kommissionens tidligere praksis, hvilket det ikke er, ikke skabe berettigede forventninger: i henhold til Domstolens faste praksis kan den berettigede forventning kun opstå, når institutionerne har afgivet præcise forsikringer, der kunne berettige en interesseret part til lovligt at udlede, at EU-institutionerne ville handle på en bestemt måde (29). Hverken FESI eller the Footwear Coalition har forsøgt at påvise, at sådanne forsikringer blev afgivet i den nuværende sag. Dette gælder så meget desto mere, fordi den tidligere nævnte praksis ikke svarer til den faktiske og retlige situation i den nuværende sag, og forskellene ikke kan forklares med faktiske og retlige forskelle i forhold til den nuværende sag.

(101)

Forskellene er som følger: Den ulovlighed, som Domstolen har konstateret, vedrører ikke konklusionerne om dumping, skade og Unionens interesser og dermed princippet om indførelse af told, men kun den præcise toldsats. De tidligere annullationer, som de interesserede parter tog udgangspunkt i, vedrørte derimod konklusionerne om dumping, skade og Unionens interesser. Det er derfor tilladt for institutionerne at genberegne den præcise toldsats for de pågældende eksporterende producenter.

(102)

Navnlig var det i den nuværende sag ikke nødvendigt at indhente supplerende oplysninger fra interesserede parter. Derimod skulle Kommissionen vurdere oplysninger, som var blevet modtaget, men ikke vurderet før vedtagelsen af forordning (EF) nr. 1472/2006. Under alle omstændigheder, som anført i betragtning 100, udgør tidligere praksis i andre tilfælde ikke nogen præcis og betingelsesløs sikkerhed i forbindelse med den nuværende sag.

(103)

Endelig er alle parter, som proceduren er rettet mod, dvs. de pågældende eksporterende producenter samt parterne i retssagerne og den sammenslutning, der repræsenterer en af disse parter, gennem fremlæggelsen af oplysninger blevet underrettet om de relevante faktiske omstændigheder, på grundlag af hvilke Kommissionen agter at vedtage den nuværende vurdering af markedsøkonomisk behandling/individuel behandling. Dermed er deres ret til at forsvare sig sikret. I den forbindelse bemærkes navnlig, at ikke forretningsmæssigt forbundne importører ikke kan påberåbe sig ret til forsvar i en antidumpingprocedure, eftersom proceduren ikke er rettet mod dem.

(104)

Hvad angår påstanden om, at de pågældende foranstaltninger udløb den 31. marts 2011, forstår Kommissionen ikke, hvorfor foranstaltningernes udløb skulle være relevant for Kommissionens mulighed for at vedtage en ny retsakt til at afløse den annullerede retsakt som følge af en dom, der annullerede den oprindelige retsakt. I henhold til den retspraksis, der er omtalt i betragtning 15, genoptages den administrative procedure netop på det tidspunkt, hvor ulovligheden indtrådte.

(105)

Antidumpingprocedurerne er derfor stadig igangværende som følge af annullationen af den retsakt, der afsluttede procedurerne. Kommissionen er forpligtet til at afslutte disse procedurer — grundforordningens artikel 9, stk. 4, fastsætter, at en undersøgelse skal afsluttes ved en retsakt fra Kommissionen.

(106)

FESI og the Footwear Coalition fremførte også, at den valgte procedure til at genåbne undersøgelsen og indføre tolden med tilbagevirkende kraft udgør magtmisbrug fra Kommissionens side og er i strid med TEU. FESI og the Footwear Coalition fastholder i denne forbindelse, at Kommissionen ikke har beføjelse til at gribe ind i EF-toldkodeksens artikel 236, stk. 1, ved at forhindre tilbagebetaling af antidumpingtold. De fremførte, at det var op til de nationale toldmyndigheder at drage konsekvenserne af en annullering af en retsakt, der indførte tolden, og at de nationale toldmyndigheder også ville være forpligtet til at godtgøre den antidumpingtold, der er blevet erklæret ugyldig af Domstolen.

(107)

I denne forbindelse fremførte FESI og the Footwear Coalition, at grundforordningens artikel 14, stk. 3, ikke bemyndiger Kommissionen til at fravige EF-toldkodeksens artikel 236, da begge lovgivninger er af samme retsorden, og grundforordningen kan ikke betragtes som lex specialis i forhold til EF-toldkodeksen.

(108)

De samme parter fremførte endvidere at grundforordningens artikel 14, stk. 3, ikke henviser til artikel 236 i EF-toldkodeksen og kun nævner, at særlige bestemmelser kan vedtages af Kommissionen, men ikke undtagelser til EF-toldkodeksen.

(109)

Som svar hertil er det vigtigt at understrege, at grundforordningens artikel 14, stk. 1, ikke automatisk fastsætter, at de regler, der gælder for EU's toldlovgivning til indførelsen af den individuelle antidumpingtold, finder anvendelse (30). Derimod giver grundforordningens artikel 14, stk. 3, EU's institutioner ret til — hvor det er nødvendigt og nyttigt — at gennemføre og gøre reglerne for Unionens toldlovgivning gældende (31).

(110)

Denne gennemførelse kræver ikke en fuld anvendelse af alle bestemmelserne i EU's toldlovgivning. Grundforordningens artikel 14, stk. 3, fastsætter udtrykkeligt særlige bestemmelser vedrørende den fælles definition af begrebet varers oprindelse — et godt eksempel på hvor afvigelserne fra bestemmelserne i EU's toldlovgivning finder sted. Det er på dette grundlag, at Kommissionen — ud fra de beføjelser, der er fastsat i grundforordningens artikel 14, stk. 3, — krævede, at de nationale toldmyndigheder midlertidigt afholdt sig fra godtgørelser af nogen art. Dette anfægter ikke nationale toldmyndigheder enekompetence vedrørende tvister om toldskyld — beføjelsen til at træffe beslutninger forbliver hos toldmyndighederne i medlemsstaterne. Medlemsstaternes toldmyndigheder beslutter stadig — på grundlag af de konklusioner, som Kommissionen har draget med hensyn til anmodningerne om markedsøkonomisk behandling og individuel behandling — om der bør indrømmes godtgørelser eller ej.

(111)

Selv om det er korrekt, at EU's toldlovgivning ikke tillader, at der indføres forhindringer for godtgørelse af fejlagtigt betalt told, kan der ikke fremsættes samme påstand i forbindelse med godtgørelse af antidumpingtold. I overensstemmelse hermed og ud fra den generelle nødvendighed af at beskytte Unionens egne ressourcer fra uberettigede anmodninger om godtgørelse og de dermed forbundne vanskeligheder dette ville medføre ved en efterfølgende indsats for at opkræve uberettigede tilbagebetalinger, var Kommissionen nødt til midlertidigt at fravige Unionens toldlovgivning ved at gøre brug af sine beføjelser i henhold til grundforordningens artikel 14, stk. 3.

(112)

FESI og the Footwear Coalition fremførte også, at Kommissionen i strid med artikel 296 i TEUF havde undladt at give en tilstrækkelig begrundelse herfor, og angive på hvilket retsgrundlag tolden blev genindført med tilbagevirkende kraft, og de importører, som er berørt af den nuværende gennemførelse, derfor blev nægtet godtgørelse af told. FESI og the Footwear Coalition hævdede i overensstemmelse hermed, at Kommissionen havde tilsidesat retten til en effektiv retsbeskyttelse af de berørte parter.

(113)

Kommissionen mener, at den omfattende retlige begrundelse, der er indeholdt i dokumentet med fremlæggelsen af oplysninger og i denne forordning behørigt motiverer sidstnævnte.

(114)

FESI og the Footwear Coalition gjorde endvidere gældende, at korrektion af foranstaltninger, der er udløbet, med tilbagevirkende kraft er i strid med princippet om beskyttelse af berettigede forventninger. FESI fremførte for det første, at parterne, inklusive importører, havde modtaget sikkerhed for, at foranstaltningerne udløb den 31. marts 2011, og at parterne i betragtning af den tid, der er gået siden den oprindelige undersøgelse, kunne have berettigede forventninger om, at den oprindelige undersøgelse ikke ville blive genoptaget eller genåbnet. På samme måde havde de kinesiske og vietnamesiske eksporterende producenter ret til at have berettigede forventninger til, at deres anmodninger om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling i den oprindelige undersøgelse ikke længere ville blive efterprøvet af Kommissionen, på basis af den omstændighed, at disse anmodninger ikke blev vurderet inden for den tre måneders-periode, der gælder i forbindelse med den oprindelige undersøgelse.

(115)

Med hensyn til interesserede parters berettigede forventninger til, at antidumpingforanstaltningerne udløb, og at undersøgelsen ikke ville blive genåbnet, henvises der til betragtning 104-105, hvor disse anmodninger blev behandlet i detaljer.

(116)

Med hensyn til den berettigede forventning hos kinesiske og vietnamesiske eksporterende producenter til, at deres anmodninger om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling ikke efterprøves, henvises der til betragtning 100, hvor dette ligeledes er blevet behandlet i lyset af Domstolens faste praksis på dette område.

(117)

FESI og the Footwear Coalition fremførte, at indførelsen af antidumpingforanstaltninger med tilbagevirkende kraft udgør diskrimination af i) de importører, der er berørt af den nuværende gennemførelse, i forhold til de importører, der er berørt af Brosmann- og Aokang-dommene i betragtning 6, og som fik godtgjort told betalt på importen af fodtøj fra de fem eksporterende producenter, der var berørt af disse domme, samt ii) de eksporterende producenter, som er berørt af denne gennemførelse, i forhold til de fem eksporterende producenter, der er berørt af Brosmann- og Aokang-dommene, og som ikke var omfattet af told som følge af gennemførelsesafgørelse 2014/149/EU.

(118)

For så vidt angår påstanden om diskrimination minder Kommissionen først og fremmest om kravene til diskrimination, som beskrevet i betragtning 93.

(119)

Derefter skal det bemærkes, at forskellen mellem de importører, der er berørt af denne gennemførelse, og dem, som er berørt af gennemførelsen af Brosmann- og Aokang-dommene er, at sidstnævnte besluttede at anfægte forordning (EF) nr. 1472/2006 ved Retten i modsætning til førstnævnte.

(120)

En afgørelse vedtaget af en EU-institution, som ikke er blevet anfægtet af dens adressat inden udløbet af fristen i henhold til artikel 263, sjette afsnit, i TEUF, bliver endelig i forhold til denne. Denne regel er især baseret på den betragtning, at søgsmålsfristerne skal værne om retssikkerheden, således at det undgås, at EU-foranstaltninger, der afføder retsvirkninger, kan anfægtes i ubegrænset tid (32).

(121)

Dette proceduremæssige princip i EU-retten skaber uomgåeligt to grupper: dem, der anfægter en EU-foranstaltning, og som kan have opnået en gunstig position som følge heraf (f.eks. Brosmann og de fire øvrige eksporterende producenter), og dem, der ikke har. Men det betyder ikke, at Kommissionen har forskelsbehandlet de to parter i strid med princippet om ligebehandling. En anerkendelse af, at en part falder under sidstnævnte kategori som følge af en bevidst beslutning om ikke at anfægte en EU-foranstaltning, er ikke en diskrimination mod denne gruppe.

(122)

Så alle interesserede parter nød hele tiden godt af retsbeskyttelse ved Unionens retsinstanser.

(123)

For så vidt angår den påståede diskrimination af de eksporterende producenter, som er berørt af denne gennemførelse, og som ikke var omfattet af nogen told som følge af gennemførelsesafgørelse 2014/149/EU, bør det bemærkes, at Rådets afgørelse om ikke at genindføre told tydeligvis blev truffet med henvisning til de særlige omstændigheder i den særlige situation, der eksisterede på det tidspunkt, hvor Kommissionen fremsatte sit forslag til genindførelsen af denne told, og især fordi den pågældende antidumpingtold allerede var blevet godtgjort, og til det omfang hvor den oprindelige meddelelse om gælden til den pågældende debitor var blevet trukket tilbage efter Brosmann- og Aokang-dommene. Ifølge Rådet havde denne godtgørelse skabt en berettiget forventning hos de pågældende importører. Da der ikke foregik en sammenlignelig godtgørelse til andre importører, befinder disse sig ikke i en situation, der kan sammenlignes med de importører, der er omfattet af Rådets afgørelse.

(124)

Under alle omstændigheder kan dét, at Rådet vælger at handle på en bestemt måde, i betragtning af de særlige omstændigheder i den verserende sag, ikke forpligte Kommissionen til at gennemføre en anden dom på nøjagtigt samme måde.

(125)

Desuden påstod FESI og the Footwear Coalition, at Kommissionen ikke har kompetence til at vedtage forordningen om indførelse af en antidumpingtold med tilbagevirkende kraft i den nuværende gennemførelse, og at denne kompetence under alle omstændigheder ville ligge hos Rådet. Påstanden var baseret på det argument, at hvis undersøgelsen genoptages netop på det tidspunkt, hvor ulovligheden indtraf, burde de samme regler være gældende som dem, der eksisterede på tidspunktet for den oprindelige undersøgelse, hvor de endelige foranstaltninger blev vedtaget af Rådet. Disse parter fremførte, at i overensstemmelse med artikel 3 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 37/2014 (33) (også omtalt som »handelsomnibus I-forordningen«) finder den nye beslutningsprocedure inden for den fælles handelspolitik ikke anvendelse i den nuværende sag, for inden ikrafttrædelsen af handelsomnibus I-forordningen i) havde Kommissionen allerede vedtaget en retsakt (den midlertidige forordning), ii) de høringer, der var påkrævet i henhold til forordning (EF) nr. 384/96, var indledt og afsluttet, og iii) Kommissionen havde allerede vedtaget et forslag til Rådets forordning om vedtagelse af endelige foranstaltninger. På dette grundlag konkluderede disse parter, at beslutningsprocedurerne inden ikrafttrædelsen af handelsomnibus I-forordningen bør finde anvendelse.

(126)

Denne påstand fokuserer imidlertid på datoen for indledningen af undersøgelsen (hvilket netop er relevant i forhold til de andre indholdsmæssige ændringer, der er foretaget i grundforordningen), men undlader at bemærke, at forordning (EU) nr. 37/2014 anvender et andet kriterium (dvs. indledningen af proceduren for vedtagelse af foranstaltninger). Holdningen hos FESI og the Footwear Coalition bygger således på en fejlagtig fortolkning af overgangsbestemmelserne i forordning (EU) nr. 37/2014.

(127)

I lyset af henvisningen i artikel 3 i forordning (EU) nr. 37/2014 til »de procedurer, som er indledt med henblik på vedtagelse af foranstaltninger«, som fastsætter overgangsbestemmelser for ændringerne af beslutningsprocedurer for vedtagelse af antidumpingforanstaltninger, og i betragtning af betydningen af ordet »procedure« i grundforordningen for en undersøgelse, der blev indledt før ikrafttrædelsen af forordning (EU) nr. 37/2014, men hvor Kommissionen ikke havde indledt høringen af de relevante udvalg med henblik på at vedtage foranstaltninger før dennes ikrafttræden, finder de nye regler for proceduren for vedtagelse af de omtalte antidumpingforanstaltninger anvendelse. Det samme er gældende i sager, hvor foranstaltninger er blevet indført på grundlag af de gamle regler, og som skal revideres, eller for foranstaltninger, hvor der er blevet indført en midlertidig told på grundlag af de gamle regler, men hvor proceduren for vedtagelse af endelige foranstaltninger endnu ikke var blevet iværksat, da forordning (EU) nr. 37/2014 trådte i kraft. Med andre ord finder forordning (EU) nr. 37/2014 anvendelse på en specifik »procedure for vedtagelse« og ikke for hele perioden for en given undersøgelse eller sag.

(128)

Den beslutningsprocedure, der er indført ved handelsomnibus I-forordningen var den korrekte forordning at anvende.

(129)

Hvad angår Cortina-sagen, blev det først påstået, at Kommissionen ikke har retsgrundlag for at undersøge anmodningerne om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling fra eksporterende producenter i den oprindelige undersøgelse. Cortina påstod, at proceduren, som blev afsluttet ved foranstaltningernes udløb den 31. marts 2011, ikke var blevet ugyldiggjort ved dommen i de forenede sager C-659/13 og C-34/14, og at den derfor ikke kan genåbnes.

(130)

Som svar på denne bemærkning henviser Kommissionen til forklaringen i betragtning 104-105.

(131)

Dernæst påstod Cortina, at den nuværende procedure er i strid med princippet om tilbagevirkende kraft og retssikkerhedsprincippet, der er fastsat i grundforordningens artikel 10.

(132)

For så vidt angår kravet om tilbagevirkende kraft på grundlag af grundforordningens artikel 10 og artikel 10 i WTO's antidumpingaftale, hedder det i grundforordningens artikel 10, stk. 1, som overtager teksten fra artikel 10, stk. 1, i WTO's antidumpingaftale, at midlertidige foranstaltninger og endelig antidumpingtold kun finder anvendelse på varer, der overgår til fri omsætning efter det tidspunkt, hvor afgørelsen i medfør af henholdsvis grundforordningens artikel 7, stk. 1, eller artikel 9, stk. 4, træder i kraft. I den nuværende sag anvendes den pågældende antidumpingtold kun på varer, der overgik til fri omsætning, efter at den midlertidige og den anfægtede (endelige) forordning, som blev vedtaget i medfør af henholdsvis grundforordningens artikel 7, stk. 1, og artikel 9, stk. 4, var trådt i kraft. Tilbagevirkende kraft i henhold til grundforordningens artikel 10, stk. 1, vedrører imidlertid kun situationer, hvor varerne overgik til fri omsætning, inden der blev indført foranstaltninger, som det fremgår af selve ordlyden i denne bestemmelse og af undtagelsen i henhold til grundforordningens artikel 10, stk. 4.

(133)

Kommissionen bemærker endvidere, at der hverken foreligger en overtrædelse af princippet om tilbagevirkende kraft eller krænkelse af retssikkerheden og de berettigede forventninger i forbindelse med den nuværende sag.

(134)

For så vidt angår tilbagevirkende kraft, sondrer Domstolens praksis ved afgørelsen af, om en foranstaltning anvendes med tilbagevirkende kraft, mellem anvendelsen af en ny regel i en situation, der er blevet endelig (også omtalt som en eksisterende eller endeligt etableret retlig situation) (34), og en situation, der startede før den nye regels ikrafttræden, men som endnu ikke er endelig (også omtalt som en midlertidig situation) (35).

(135)

I den nuværende sag er situationen med import af den pågældende vare, som startede i løbet af anvendelsesperioden for forordning (EF) nr. 1472/2006, endnu ikke blevet endelig, idet den gældende antidumpingtold for disse varer endnu ikke er endeligt fastlagt som følge af annullationen af den anfægtede forordning. Samtidig blev importørerne af fodtøj ved offentliggørelsen af indledningsmeddelelsen (36) og forordningen om midlertidig told advaret om, at en sådan told kunne indføres. Det er almindelig praksis ved EU's domstole, at operatører ikke kan erhverve berettigede forventninger, før institutionerne har vedtaget en retsakt, der afslutter den administrative procedure, som er blevet endelig (37).

(136)

Denne forordning medfører øjeblikkelig anvendelse på de fremtidige virkninger af en aktuel situation, nemlig den told på fodtøj, der er blevet opkrævet af de nationale toldmyndigheder. Som følge af, at der endnu ikke er truffet endelig afgørelse om anmodningerne om godtgørelse, udgør tolden en aktuel situation. I denne forordning fastsættes den toldsats, der skal gælde for importen, og dermed regulerer den de fremtidige virkninger af den aktuelle situation.

(137)

Selv hvis der var tale om tilbagevirkende kraft i EU-retlig forstand, hvilket ikke er tilfældet, ville en sådan tilbagevirkende kraft være berettiget af følgende grund:

(138)

EU-rettens materielle regler kan anvendes på situationer, der eksisterede før deres ikrafttræden, for så vidt at det klart fremgår af betingelserne, målsætningerne eller de generelle mål, at de får en sådan virkning (38). Navnlig blev det i sag C-337/88, Società agricola fattoria alimentare (SAFA), fastslået, at: »Selv om retssikkerhedsprincippet i almindelighed er til hinder for, at en fællesskabsretsakt tillægges gyldighed fra et tidspunkt, der ligger før aktens offentliggørelse, kan dette rent undtagelsesvis tillades, når det tilstræbte formål fordrer det, og de berørtes berettigede forventning respekteres behørigt« (39).

(139)

I den nuværende sag er målet at efterkomme Kommissionens forpligtelse i henhold til artikel 266 i TEUF. Da Domstolen i de domme, der er omtalt i betragtning 12, kun konstaterede en ulovlighed vedrørende fastlæggelsen af den gældende told og ikke vedrørende indførelsen af selve foranstaltningerne (dvs. vedrørende konklusionerne om dumping, skade, årsagssammenhæng og Unionens interesser), kunne de pågældende eksporterende producenter ikke have haft en berettiget forventning om, at der ikke ville blive indført endelige antidumpingforanstaltninger. Det kan således ikke antages, at denne indførelse af told, selv hvis den havde tilbagevirkende kraft — hvilket den ikke havde — var et brud på de berettigede forventninger.

(140)

For det tredje påstod Cortina, at Kommissionens udtalelse i betragtning 46 om, at Domstolen annullerede den anfægtede forordning og gennemførelsesforordning (EU) nr. 1294/2009, for så vidt angår eksport af visse typer fodtøj fra visse kinesiske og vietnamesiske eksporterende producenter, ikke er korrekt, idet dommen i sag C-659/13 og C-34/14 ikke annullerede forordning (EF) nr. 1472/2006 og gennemførelsesforordning (EU) nr. 1294/2009, for så vidt angår de 19 pågældende eksporterende producenter, men havde annulleret disse forordninger med erga omnes-virkning. Cortina mente, at hvis Kommissionen genindførte en antidumpingtold kun på importen fra de 19 pågældende eksporterende producenter, og ikke på importen fra andre eksporterende producenter, der ligeledes blev berørt af Domstolens dom i de forenede sager C-659/13 og C-34/14 C&J Clark International Limited og Puma SE, ville dette udgøre uberettiget forskelsbehandling af importen fra disse andre eksporterende producenter og ville desuden være i strid med artikel 266 i TEUF.

(141)

Hvad angår påstanden om forskelsbehandling af importen fra andre eksporterende producenter, der blev berørt af Domstolens dom i de forenede sager C-659/13 og C-34/14 C&J Clark International Limited og Puma SE, bemærker Kommissionen, at eksporterende producenter og visse importører, der var berørt af denne forordning, nyder domstolsbeskyttelse i EU's retssystem mod det. Andre importører nyder godt af denne beskyttelse via de nationale domstole, der gennemfører EU-retten.

(142)

Med henblik på at gennemføre dommen i de forenede sager C-659/13 og C-34/14 C&J Clark International Limited og Puma SE vedtog Kommissionen, jf. betragtning 21, gennemførelsesforordning (EU) 2016/223. I nævnte forordnings artikel 1 pålagde Kommissionen de nationale toldmyndigheder at fremsende alle anmodninger om godtgørelse af den endelige antidumpingtold, der er betalt på importen af fodtøj med oprindelse i Kina og Vietnam, som importørerne havde fremsat på grundlag af EF-toldkodeksens artikel 236 og baseret på, at en eksporterende producent, som ikke indgik i stikprøven, havde anmodet om markedsøkonomisk eller individuel behandling i den oprindelige undersøgelse. Kommissionen vil vurdere de relevante anmodninger om markedsøkonomisk behandling eller individuel behandling og genindføre en passende told. På dette grundlag vil de nationale toldmyndigheder derefter træffe afgørelse om anmodningen om tilbagebetaling af og fritagelse for antidumpingtold.

(143)

For al import af fodtøj, hvor ovennævnte kriterier er opfyldt, vil Kommissionen således undersøge anmodningerne om markedsøkonomisk behandling og individuel behandling, og antidumpingtolden vil blive genindført på grundlag af de objektive kriterier i artikel 2, stk. 7, litra b), og artikel 9, stk. 5, i grundforordningen før dens ændring. Derfor vil alle andre eksporterende producenter fra Kina og Vietnam, der ikke indgik i stikprøven, og deres importører blive behandlet på samme måde på et senere tidspunkt i henhold til den procedure, der er fastsat i gennemførelsesforordning (EU) 2016/223. Kun i tilfælde, hvor der ikke er udestående nationale procedurer, vil der ikke blive foretaget en vurdering af anmodninger om markedsøkonomisk og individuel behandling, da dette ville være formålsløst.

(144)

For det fjerde påstod Cortina, at der ville være tale om forskelsbehandling, hvis man genindførte en antidumpingtold for de 19 pågældende eksporterende producenter, idet der ikke blev genindført antidumpingtold efter Brosmann- og Aokang-dommene.

(145)

Denne påstand er ubegrundet. Importører, der har importeret fra Brosmann og de fire øvrige eksporterende producenter, der er berørt af dommene i sagerne C-247/10 P og C-249/10 P, befinder sig i en anden faktisk og retlig situation, fordi deres eksporterende producenter besluttede at bestride den anfægtede forordning, og fordi de fik godtgjort deres told, således at de beskyttes af artikel 221, stk. 3, i EF-toldkodeksen. En sådan anfægtelse og en sådan godtgørelse har ikke fundet sted for andre. Se i denne forbindelse også betragtning 118-122.

(146)

For det femte påstod Cortina, at der opstod en række proceduremæssige uregelmæssigheder i denne undersøgelse. For det første påstod virksomheden, at de pågældende eksporterende producenter ikke længere med sikkerhed befinder sig i en situation, hvor de kan indsende relevante bemærkninger eller tilføre yderligere bevis til støtte for de anmodninger om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling, som de indsendte for flere år siden. Eksempelvis eksisterer virksomhederne måske ikke længere, eller de relevante dokumenter foreligger måske heller ikke længere.

(147)

Desuden påstod Cortina, at Kommissionens foranstaltninger i modsætning til i den oprindelige undersøgelse både retligt og faktisk kun påvirker importører, som imidlertid ikke har mulighed for at fremlægge relevante bemærkninger og ikke kan pålægge deres leverandører at samarbejde med Kommissionen.

(148)

Kommissionen bemærker, at der i grundforordningen ikke er noget krav til Kommissionen om at give eksporterende virksomheder, der anmoder om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling, mulighed for at tilvejebringe manglende faktuelle oplysninger. Den minder om, at bevisbyrden ifølge retspraksis påhviler den producent, som ønsker at anmode om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra b). Det fremgår af artikel 2, stk. 7, litra c), første afsnit, at en sådan producents krav skal indeholde tilstrækkelige beviser som specificeret i nævnte bestemmelse, for at producenten driver virksomhed på markedsøkonomiske vilkår. I henhold til Brosmann- og Aokang-dommene påhviler det således ikke institutionerne at bevise, at producenten ikke opfylder betingelserne for at opnå denne status. Derimod påhviler det Kommissionen at vurdere, om de af den pågældende producent angivne forhold udgør tilstrækkelige beviser for, at kriterierne i grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), første afsnit, med henblik på at tildele producenten markedsøkonomisk/individuel behandling er opfyldt (jf. betragtning 44). Retten til at blive hørt vedrører vurderingen af disse faktiske omstændigheder, men omfatter ikke retten til at afhjælpe mangelfulde oplysninger. Ellers ville den eksporterende producent kunne forlænge vurderingen på ubestemt tid ved at fremlægge oplysningerne lidt efter lidt.

(149)

Det skal i den forbindelse erindres, at Kommissionen ikke er forpligtet til at anmode den eksporterende producent om at supplere anmodningen om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling. Som nævnt i foregående betragtning kan Kommissionen basere sin vurdering på de oplysninger, som den eksporterende producent har indgivet. Under alle omstændigheder har de pågældende eksporterende producenter ikke anfægtet Kommissionens vurdering af deres anmodninger om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling, og de har ikke meddelt, hvilke dokumenter eller medarbejdere de ikke længere råder over. Påstanden er derfor så abstrakt, at institutionerne ikke kan tage hensyn til disse vanskeligheder i forbindelse med vurderingen af anmodningerne om markedsøkonomisk/individuel behandling. Da denne påstand er baseret på formodninger og ikke understøttes af nøjagtige angivelser af, hvilke dokumenter og medarbejdere man ikke længere råder over, og af relevansen af disse dokumenter og medarbejdere for vurderingen af anmodningen om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling, afvises denne påstand.

(150)

Hvad angår påstanden om, at en importør ikke ville have mulighed for at fremlægge relevante oplysninger, bemærker Kommissionen følgende: for det første er importører ikke omfattet af retten til forsvar, da antidumpingforanstaltningerne ikke er rettet mod dem, men mod de eksporterende producenter. For det andet havde importørerne mulighed for at fremsætte bemærkninger herom allerede i den administrative procedure forud for vedtagelsen af den anfægtede forordning. Hvis importørerne for det tredje mente, at der var tale om en uregelmæssighed i denne forbindelse, måtte de træffe de nødvendige kontraktmæssige aftaler med deres leverandører for at sikre sig, at de rådede over de nødvendige dokumenter. Påstanden må derfor afvises.

(151)

For det sjette påstod Cortina, at Kommissionen undlod at undersøge, om indførelse af antidumpingtold ville være i Unionens interesse, og fremførte, at foranstaltningerne ville være i strid med Unionens interesser, fordi i) foranstaltningerne allerede havde deres ønskede virkning, da de blev indført i første omgang, ii) foranstaltningerne ikke ville udgøre en yderligere fordel for EU-erhvervsgrenen, iii) foranstaltningerne ikke ville have nogen indvirkning på de eksporterende producenter, og iv) foranstaltningerne ville pålægge importørerne i Unionen en betydelig omkostning.

(152)

Den foreliggende sag vedrører kun anmodninger om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling, fordi dette er det eneste punkt, hvor EU's retsinstanser har identificeret en retlig fejl. Hvad angår Unionens interesser, er vurderingen i forordning (EF) nr. 1472/2006 stadig gyldig. Desuden er den nuværende foranstaltning berettiget for at beskytte Unionens finansielle interesser.

(153)

For det syvende påstod Cortina, at antidumpingtolden, hvis den genindføres, ikke længere vil kunne opkræves, da forældelsesfristen i artikel 221, stk. 3, i EF-toldkodeksen (nu artikel 103, stk. 1, i EU-toldkodeksen) var udløbet. Cortina mente, at denne situation var et tilfælde af misbrug af beføjelser fra Kommissions side.

(154)

Kommissionen minder om, at forældelsesfristen iflg. artikel 221, stk. 3 i EF-toldkodeksen/artikel 103, stk. 1, i EU-toldkodeksen ikke finder anvendelse, når der er indgivet en appel i henhold til artikel 243 i EF-toldkodeksen/artikel 44, stk. 2 i EU-toldkodeksen, hvilket er tilfældet i alle de nuværende sager, som vedrører appelsager på grundlag af artikel 236 i EF-toldkodeksen/artikel 119 i EU-toldkodeksen. En klage i henhold til artikel 103, stk. 3, i EU-toldkodeksen, jf. præciseringen i artikel 44, stk. 2, i samme forordning, strækker sig fra den oprindelige anfægtelse til afgørelsen fra de nationale toldmyndigheder om indførelse af told og frem til den endelige dom afsagt af den nationale ret, herunder, hvis det er nødvendigt, en anmodning om en præjudiciel afgørelse. Perioden på tre år er derfor udsat fra datoen for anfægtelsen.

(155)

Endelig hævdede Cortina, at efter udløbet af afsnit 15, litra a), nr. ii), i Kinas protokol for tiltrædelse af WTO den 11. december 2016, kan Kommissionen ikke længere benytte sig af den metode, der blev anvendt til at fastsætte den normale værdi for kinesiske eksportører i den oprindelige undersøgelse (dvs. referencelandsmetoden i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra a)).

(156)

Den anfægtede forordning blev vedtaget i 2006. Den relevante lovgivning, der finder anvendelse i denne sag er forordning (EU) 2016/1036. Denne påstand afvises derfor.

(157)

Denne forordning er i overensstemmelse med udtalelsen fra det udvalg, der er nedsat i medfør af artikel 15, stk. 1, i forordning (EU) 2016/1036 —