Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32017D1869

Rådets afgørelse (FUSP) 2017/1869 af 16. oktober 2017 om Den Europæiske Unions rådgivende mission til støtte for en reform af sikkerhedssektoren i Irak (EUAM Iraq)

EUT L 266 af 17.10.2017, pp. 12–18 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force: This act has been changed. Current consolidated version: 21/04/2026

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2017/1869/oj

17.10.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 266/12


RÅDETS AFGØRELSE (FUSP) 2017/1869

af 16. oktober 2017

om Den Europæiske Unions rådgivende mission til støtte for en reform af sikkerhedssektoren i Irak (EUAM Iraq)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 28, artikel 42,4, og artikel 43,2,

under henvisning til forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Den 19. juni 2017 gentog Rådet Unionens urokkelige støtte til Iraks enhed, suverænitet og territoriale integritet og understregede betydningen af sikkerhed og respekt for retsstaten for stabiliteten i Irak. Rådet meddelte, at Unionen som svar på de irakiske myndigheders anmodning var ved at undersøge muligheden for udsendelse af et EU-rådgivnings- og -bistandsteam på sikkerhedssektorreformområdet, der skal bistå i forbindelse med reformbestræbelserne i samarbejde og sammenhæng med andre internationale partnere.

(2)

Den 17. juli 2017 godkendte Rådet et krisestyringskoncept for en mulig civil FSFP-mission til støtte for en reform af sikkerhedssektoren i Irak.

(3)

Den 24. august 2017 hilste Iraks premierminister den planlagte mission velkommen i en skrivelse til Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (HR).

(4)

Efter henstilling fra direktøren for Den Civile Planlægnings- og Gennemførelseskapacitet bør missionen iværksættes.

(5)

Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité (PSC) bør under ansvar af Rådet og den højtstående repræsentant varetage den politiske kontrol med missionen, stå for den strategiske ledelse heraf og træffe de nødvendige afgørelser i overensstemmelse med artikel 38,3, i traktaten om Den Europæiske Union (TEU).

(6)

Vagtkapaciteten bør aktiveres med henblik på denne mission.

(7)

Missionen vil blive gennemført i en situation, som kan forværres og hindre, at målene for Unionens optræden udadtil som fastsat i artikel 21 i TEU nås —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Mission

Unionen opretter og iværksætter hermed Den Europæiske Unions rådgivende mission til støtte for en reform af sikkerhedssektoren i Irak (EUAM Iraq).

Artikel 2

Formål

De strategiske mål for EUAM Iraq er:

1)

at yde rådgivning og ekspertbistand til de irakiske myndigheder på strategisk plan for at bidrage til gennemførelsen af Iraks nationale sikkerhedsstrategi

2)

at analysere, vurdere og identificere mulighederne for Unionens eventuelle yderligere engagement til støtte for behovene i forbindelse med reformen af sikkerhedssektoren i Irak på lang sigt

3)

at bistå EU-delegationen i Irak i koordineringen af Unionens og medlemsstaternes støtte i forbindelse med reformen af sikkerhedssektoren i Irak.

Artikel 3

Opgaver

1.   Med henblik på at nå de i artikel 2, nr. 1), fastsatte mål skal EUAM Iraq:

a)

støtte den nationale komité til bekæmpelse af terrorisme i forbindelse med gennemførelsen af den nationale strategi til bekæmpelse af terrorisme og i forbindelse med identificeringen af delstrategier og handlingsplaner for strategiens gennemførelse

b)

støtte direktoratet for planlægning under indenrigsministeriet med henblik på planlægningen af de institutionelle reformer af afdelingen, herunder politiet, som led i gennemførelsen af den nationale sikkerhedsstrategi

c)

bidrage til udarbejdelsen af en national strategi til bekæmpelse af organiseret kriminalitet under ledelse af indenrigsministeriets afdeling for organiseret kriminalitet.

2.   Med henblik på at nå de i artikel 2, nr. 2), fastsatte mål skal EUAM Iraq:

a)

foretage en kortlægning af de igangværende aktiviteter til støtte for den civile sikkerhedssektor, herunder grænsesikkerhed, og skabe et overblik over erfaringer og mangler

b)

i samarbejde med internationale donorer finde frem til nøgleprojekter, der hurtigt kan levere resultater på kort sigt, og som Unionens institutioner eller medlemsstaterne kan deltage i

c)

kortlægge behovene på mellemlang til lang sigt og mulighederne for et eventuelt fremtidigt engagement i forbindelse med reformen af sikkerhedssektoren med henblik på at give input til og støtte Unionens politisk-strategiske planlægning vedrørende et sådant muligt engagement, hvis det er nødvendigt

d)

bidrage til forvaltningen og driften af arkitekturen under reformen af sikkerhedssektoren som en del af det fælles sekretariat.

3.   EUAM Iraq bistår EU-delegationen i Irak i koordineringen af Unionens og medlemsstaternes støtte i forbindelse med reformen af sikkerhedssektoren i Irak.

4.   EUAM Iraq sikrer, at menneskerettigheder og kønsperspektiver indarbejdes i missionens opgaver, og at de politikker og planer, der udarbejdes med støtte fra den, er i overensstemmelse med de internationale standarder og forpligtelser på menneskerettigheds- og kønsområdet.

5.   EUAM Iraq sikrer, at tiltag til bekæmpelse af organiseret kriminalitet omfatter kampen mod ulovlig migration, ulovlig handel med våben og narkotika, cyberkriminalitet og ulovlig handel med kulturgoder og ødelæggelse heraf. Sidstnævnte vil blive koordineret tæt med alle relevante aktører på stedet, navnlig med UNESCO og den globale koalition.

6.   EUAM Iraq får ingen udøvende funktioner.

Artikel 4

Kommandovej og struktur

1.   EUAM Iraq skal som krisestyringsoperation have én fælles kommandovej.

2.   EUAM Iraq har sit hovedkvarter i Bagdad.

3.   EUAM Iraq struktureres i overensstemmelse med planlægningsdokumenterne.

Artikel 5

Den øverstbefalende for den civile operation

1.   Direktøren for Den Civile Planlægnings- og Gennemførelseskapacitet (CPCC) er den øverstbefalende for den civile operation for EUAM Iraq. CPCC står til rådighed for den øverstbefalende for den civile operation med hensyn til planlægning og gennemførelse af EUAM Iraq.

2.   Den øverstbefalende for den civile operation skal udøve kommandoen og kontrollen på strategisk niveau i forbindelse med EUAM Iraq under politisk kontrol og strategisk ledelse af Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité (PSC) og under den overordnede myndighed af Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (HR).

3.   Den øverstbefalende for den civile operation sikrer korrekt og effektiv gennemførelse af Rådets afgørelser samt PSC's afgørelser for så vidt angår gennemførelsen af operationer, herunder ved om nødvendigt at give missionschefen instrukser på strategisk niveau og ved at yde vedkommende rådgivning og teknisk støtte. Den øverstbefalende for den civile operation aflægger rapport til Rådet via HR.

4.   Alt udstationeret personale forbliver fuldt ud underlagt henholdsvis den udstationerende stats nationale myndigheders kommando i overensstemmelse med nationale regler eller den pågældende EU-institutions eller Tjenesten for EU's Optræden Udadtils (EU-Udenrigstjenestens) kommando. Disse myndigheder overfører den operative kontrol (OPCON) med deres personale til den øverstbefalende for den civile operation.

5.   Den øverstbefalende for den civile operation bærer det samlede ansvar med henblik på at sikre, at Unionen opfylder sin pligt til forsvarlig forvaltning.

6.   Den øverstbefalende for den civile operation og chefen for EU-delegationen i Irak konsulterer hinanden efter behov.

Artikel 6

Missionschefen

1.   Markus RITTER udnævnes til missionschef.

2.   Missionschefen har ansvaret for EUAM Iraq og udøver kommandoen over og kontrollen med den i indsatsområdet. Missionschefen er direkte ansvarlig over for den øverstbefalende for den civile operation og handler i henhold til sine instrukser.

3.   Missionschefen er repræsentant for EUAM Iraq i indsatsområdet.

4.   Missionschefen har det administrative og logistiske ansvar for EUAM Iraq, herunder ansvar for aktiver, ressourcer og informationer, som er stillet til rådighed for EUAM Iraq. Missionschefen kan under sit eget overordnede ansvar uddelegere ledelsesopgaver i personalesager og økonomiske spørgsmål til EUAM Iraqs personale.

5.   Missionschefen har ansvaret for den disciplinære kontrol med personalet for EUAM Iraq. For udstationeret personale henhører disciplinære sanktioner under henholdsvis den udstationerende stats nationale myndighed i overensstemmelse med nationale regler, under den relevante EU-institution eller under EU-Udenrigstjenesten.

6.   Missionschefen sikrer, at missionen EUAM Iraq er tilstrækkelig synlig.

7.   Missionschefen koordinerer med andre EU-aktører på stedet, i det omfang det er relevant. Missionschefen får med forbehold af kommandovejen lokal politisk vejledning fra chefen for EU-delegationen i Irak.

Artikel 7

Personale

1.   EUAM Iraq skal primært bestå af personale udsendt af medlemsstaterne, EU-institutionerne eller EU-Udenrigstjenesten. Den enkelte medlemsstat, den enkelte EU-institution og EU-Udenrigstjenesten afholder omkostningerne i forbindelse med det personale, som den har udstationeret, herunder rejseudgifter til og fra udstationeringsstedet, løn, sygesikring og tillæg, bortset fra dagpenge.

2.   Henholdsvis medlemsstaten, EU-institutionen eller EU-Udenrigstjenesten har ansvaret for at behandle klager fra eller vedrørende de medarbejdere, som de har udstationeret, vedrørende udstationeringen og for eventuelt at anlægge sag mod sådanne personer.

3.   Internationalt og lokalt personale kan kontraktansættes af EUAM Iraq, for så vidt de funktioner, der er behov for, ikke kan tilvejebringes af personale udstationeret af medlemsstaterne. Undtagelsesvis kan statsborgere fra deltagende tredjelande i behørigt begrundede tilfælde, hvor der ikke er kvalificerede ansøgere fra medlemsstaterne, ansættes på kontrakt, hvis det er hensigtsmæssigt.

4.   Ansættelsesvilkår og rettigheder og pligter for internationalt og lokalt personale fastsættes i kontrakterne mellem EUAM Iraq og den pågældende medarbejder.

Artikel 8

EUAM Iraqs og dens personales status

EUAM Iraqs og dens personales status, herunder i relevant omfang de privilegier, immuniteter og yderligere garantier, der er nødvendige, for at EUAM Iraq kan gennemføres og fungere smidigt, fastlægges i en aftale, der indgås i henhold til artikel 37 i TEU i overensstemmelse med proceduren i artikel 218 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

Artikel 9

Politisk kontrol og strategisk ledelse

1.   PSC udøver under Rådets og HR's ansvar den politiske kontrol med og den strategiske ledelse af EUAM Iraq. Rådet bemyndiger herved PSC til at træffe de relevante afgørelser med henblik herpå i overensstemmelse med artikel 38,3, i TEU. Denne bemyndigelse omfatter kompetence til at udpege en missionschef efter forslag fra HR og kompetence til at ændre operationsplanen (OPLAN). Beslutningskompetencen med hensyn til EUAM Iraqs mål og afslutning forbliver hos Rådet.

2.   PSC aflægger med regelmæssige mellemrum rapport til Rådet.

3.   PSC får regelmæssigt, og i det omfang det er nødvendigt, rapporter fra den øverstbefalende for den civile operation og missionschefen om spørgsmål inden for deres ansvarsområder.

Artikel 10

Tredjelandes deltagelse

1.   Med forbehold af Unionens selvstændige beslutningstagning og fælles institutionelle ramme kan tredjelande opfordres til at bidrage til EUAM Iraq, forudsat at de selv afholder udgifterne til det personale, de udstationerer, inklusive lønninger, all-risk-forsikringer, dagpenge og rejseudgifter til og fra Irak, og bidrager til EUAM Iraqs løbende udgifter i passende omfang.

2.   Tredjelande, der yder bidrag til EUAM Iraq, har samme rettigheder og forpligtelser som medlemsstaterne i forbindelse med EUAM Iraqs daglige ledelse.

3.   Rådet bemyndiger PSC til at træffe de relevante afgørelser om accept af de foreslåede bidrag og om nedsættelse af en bidragsyderkomité.

4.   De detaljerede ordninger vedrørende tredjelandes deltagelse fastlægges i aftaler, som indgås i overensstemmelse med artikel 37 i TEU. Hvis Unionen og et tredjeland indgår eller har indgået en aftale om rammerne for det pågældende tredjelands deltagelse i Unionens krisestyringsoperationer, finder bestemmelserne i en sådan aftale anvendelse i forbindelse med EUAM Iraq.

Artikel 11

Sikkerhed

1.   Den øverstbefalende for den civile operation udstikker retningslinjer for missionschefens planlægning af sikkerhedsforanstaltninger og sikrer, at EUAM Iraq gennemfører disse foranstaltninger korrekt og effektivt i overensstemmelse med artikel 5.

2.   Missionschefen er ansvarlig for EUAM Iraqs sikkerhed og for at sikre overholdelse af de minimumssikkerhedskrav, der gælder for EUAM Iraq, i overensstemmelse med Unionens politik for sikkerhed for personale, der er udstationeret uden for Unionen som led i operationer i medfør af afsnit V i TEU og instrumenter i tilknytning hertil.

3.   Missionschefen bistås af en ansvarlig for missionens sikkerhed, der refererer til missionschefen, og som også har et tæt praktisk samarbejde med EU-Udenrigstjenesten.

4.   EUAM Iraqs personale skal gennemgå obligatorisk sikkerhedstræning, inden de tiltræder deres stilling, i overensstemmelse med OPLAN. De skal også jævnligt have genopfriskningskurser i selve indsatsområdet, som organiseres af den ansvarlige for missionens sikkerhed.

5.   Missionschefen sikrer beskyttelse af EU's klassificerede informationer i overensstemmelse med Rådets afgørelse 2013/488/EU (1).

Artikel 12

Vagtkapacitet

Vagtkapaciteten aktiveres med henblik på EUAM Iraq.

Artikel 13

Retlige ordninger

EUAM Iraq har beføjelse til at erhverve tjenester og leveringer, indgå kontrakter og administrative aftaler, ansætte personale, indehave bankkonti, erhverve og afhænde aktiver og indfri sine forpligtelser samt optræde som part i retssager som påkrævet for at gennemføre denne afgørelse.

Artikel 14

Finansielle ordninger

1.   Det finansielle referencegrundlag til dækning af udgifterne i forbindelse med EUAM Iraq fra den 16. oktober 2017 til den 17. oktober 2018 udgør 14 000 000 EUR. Det finansielle referencegrundlag for en efterfølgende periode fastsættes af Rådet.

2.   Alle udgifter forvaltes efter de regler og procedurer, der gælder for Unionens almindelige budget. Fysiske og juridiske personers deltagelse i EUAM Iraqs tildeling af offentlige kontrakter er åben og uden begrænsninger. Endvidere finder oprindelsesregler ikke anvendelse på varer, der indkøbes af EUAM Iraq. EUAM Iraq kan med Kommissionens godkendelse indgå tekniske ordninger med medlemsstaterne, værtsstaten, deltagende tredjelande og andre internationale aktører vedrørende levering af udstyr, tjenesteydelser og lokaler til EUAM Iraq.

3.   EUAM Iraq har ansvaret for gennemførelsen af missionens budget. EUAM Iraq undertegner med henblik herpå en aftale med Kommissionen.

4.   EUAM Iraq refererer fuldt ud til og er underlagt tilsyn fra Kommissionen for så vidt angår det arbejde, der udføres inden for rammerne af finansieringsaftalen.

5.   De finansielle ordninger skal overholde kommandovejen, jf. artikel 4, 5 og 6, og EUAM Iraqs operative behov.

6.   Udgifterne i forbindelse med EUAM Iraq er støtteberettigede fra og med den dato, hvor denne afgørelse vedtages.

Artikel 15

Konsekvens i Unionens reaktion og koordinering

1.   HR sikrer, at gennemførelsen af denne afgørelse er i overensstemmelse med Unionens optræden udadtil som helhed, herunder Unionens udviklingsprogrammer.

2.   Med forbehold af kommandovejen handler missionschefen i tæt koordinering med EU-delegationen i Irak for at sikre konsekvens i Unionens indsats i Irak.

3.   Missionschefen koordinerer nøje med de af medlemsstaternes missionschefer, der er til stede i Irak.

Artikel 16

Videregivelse af informationer

1.   HR har om nødvendigt og i overensstemmelse med EUAM Iraqs behov bemyndigelse til i henhold til afgørelse 2013/488/EU at videregive EU's klassificerede informationer til og med klassifikationsgraden »CONFIDENTIEL UE/EU CONFIDENTIAL«, som er udarbejdet med henblik på EUAM Iraq, til tredjelande, der er tilknyttet denne afgørelse.

2.   HR har, hvis der er et konkret og umiddelbart operativt behov herfor, også bemyndigelse til i overensstemmelse med afgørelse 2013/488/EU at videregive EU's klassificerede informationer til og med klassifikationsgraden »RESTREINT UE/EU RESTRICTED«, som er blevet udarbejdet med henblik på EUAM Iraq, til værtsstaten. Med henblik herpå etableres der ordninger mellem HR og de kompetente myndigheder i værtsstaten.

3.   HR har bemyndigelse til at videregive ikkeklassificerede EU-dokumenter, der vedrører Rådets forhandlinger om EUAM Iraq, og som er omfattet af tavshedspligt i henhold til artikel 6,1, i Rådets forretningsorden (2), til tredjelande, der er tilknyttet denne afgørelse.

4.   HR kan uddelegere beføjelserne samt muligheden for at indgå ordningerne, jf.1, 2 og 3, til personer under HR's myndighed, til den øverstbefalende for den civile operation og til missionschefen, jf. afdeling VII i bilag VI til afgørelse 2013/488/EU.

Artikel 17

Ikrafttræden og varighed

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Den finder anvendelse indtil den 17. oktober 2018.

Udfærdiget i Luxembourg, den 16. oktober 2017.

På Rådets vegne

F. MOGHERINI

Formand


(1)  Rådets afgørelse 2013/488/EU af 23. september 2013 om reglerne for sikkerhedsbeskyttelse af EU's klassificerede informationer (EUT L 274 af 15.10.2013, s. 1).

(2)  Rådets afgørelse 2009/937/EU af 1. december 2009 om vedtagelse af Rådets forretningsorden (EUT L 325 af 11.12.2009, s. 35).


Top