Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32015R1378

    Kommissionens forordning (EU) 2015/1378 af 11. august 2015 om ændring af bilag II til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1333/2008 for så vidt angår anvendelse af riboflaviner (E 101) og carotener (E 160a) i tørret kartoffelgranulat og tørrede kartoffelflager (EØS-relevant tekst)

    EUT L 213 af 12.8.2015, p. 1–3 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Legal status of the document In force

    ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2015/1378/oj

    12.8.2015   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 213/1


    KOMMISSIONENS FORORDNING (EU) 2015/1378

    af 11. august 2015

    om ændring af bilag II til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1333/2008 for så vidt angår anvendelse af riboflaviner (E 101) og carotener (E 160a) i tørret kartoffelgranulat og tørrede kartoffelflager

    (EØS-relevant tekst)

    EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

    under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1333/2008 af 16. december 2008 om fødevaretilsætningsstoffer (1), særlig artikel 10, stk. 3, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    I bilag II til forordning (EF) nr. 1333/2008 er der fastlagt en EU-liste over fødevaretilsætningsstoffer, der er godkendt til anvendelse i fødevarer, og deres anvendelsesbetingelser.

    (2)

    EU-listen over fødevaretilsætningsstoffer kan opdateres i overensstemmelse med den fælles procedure, jf. artikel 3, stk.1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1331/2008 (2), enten på Kommissionens initiativ eller som følge af en ansøgning.

    (3)

    Der blev den 23. juni 2014 indgivet en ansøgning om tilladelse til at anvende visse farvestoffer i tørret kartoffelgranulat og tørrede kartoffelflager, og ansøgningen er blevet forelagt medlemsstaterne.

    (4)

    Farven på dehydreret kartoffelpulver påvirkes navnlig af en række forskellige farvenuancer i rå kartofler og oxidative reaktioner, der opstår under forarbejdningen. På nuværende tidspunkt er kun curcumin (E 100) tilladt til anvendelse i tørret kartoffelgranulat og tørrede kartoffelflager for at gengive det endelige produkt, der er bestemt til konsum, et visuelt acceptabelt udseende. Riboflaviner (E 101) og carotener (E 160a) er passende alternativer til curcumin og har samme teknologiske virkning.

    (5)

    Den 12. september 2013 afgav Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (i det følgende benævnt »autoriteten«) en udtalelse (3) med en ny vurdering af sikkerheden ved riboflaviner som fødevaretilsætningsstof. Autoriteten konkluderede, at riboflavin (E 101(i)) og natrium-riboflavin-5′-phosphat (E 101(ii)) formentlig ikke vil give anledning til sikkerhedsmæssige betænkeligheder ved de på nuværende tidspunkt tilladte anvendelser som fødevaretilsætningsstoffer eller de niveauer, der tillades anvendt. I udtalelsen er kategori 04.2, »Forarbejdede frugter og grøntsager«, der omfatter kategori 04.2.6, »Forarbejdede kartoffelprodukter«, medtaget i vurderingen af eksponeringen. Derfor burde udvidelsen af anvendelsen af riboflaviner (E 101) til tørret kartoffelgranulat og tørrede kartoffelflager ikke have indflydelse på den skønnede eksponering eller på konklusionerne i den nye vurdering af sikkerheden.

    (6)

    Den 16. februar 2012 afgav autoriteten en udtalelse (4) med en ny vurdering af sikkerheden ved carotener som fødevaretilsætningsstoffer og konkluderede, at anvendelsen af (syntetisk) beta-caroten og blandede beta-carotener udvundet af palmefrugtolie, gulerødder og alger som farvestof til fødevarer ikke giver anledning til sikkerhedsmæssige betænkeligheder, under forudsætning af at indtaget via denne anvendelse som fødevaretilsætningsstof eller som kosttilskud ikke overstiger den mængde, der kan forventes indtaget via regelmæssig indtagelse af de fødevarer, hvori de forekommer naturligt (5-10 mg/dag). I henhold til udtalelsen var eksponeringen via anvendelser som fødevaretilsætningsstof ud fra et forsigtigt skøn under 5-10 mg/dag, og der var taget højde for forarbejdede kartoffelprodukter. Derfor burde udvidelsen af anvendelsen af carotener (E 160a) til tørret kartoffelgranulat og tørrede kartoffelflager ikke have indflydelse på den skønnede eksponering eller på konklusionerne i den nye vurdering af sikkerheden.

    (7)

    I henhold til artikel 3, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1331/2008 skal Kommissionen indhente en udtalelse fra autoriteten, inden den opdaterer EU-listen over fødevaretilsætningsstoffer i bilag II til forordning (EF) nr. 1333/2008, undtagen hvis den pågældende opdatering ikke kan få virkninger for menneskers sundhed. Eftersom tilladelsen til at anvende riboflaviner og carotener i tørret kartoffelgranulat og tørrede kartoffelflager er en opdatering af den nævnte liste, der ikke kan påvirke menneskers sundhed, er det ikke nødvendigt at anmode om en udtalelse fra autoriteten.

    (8)

    Bilag II til forordning (EF) nr. 1333/2008 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

    (9)

    Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —

    VEDTAGET DENNE FORORDNING:

    Artikel 1

    Bilag II til forordning (EF) nr. 1333/2008 ændres som angivet i bilaget til nærværende forordning.

    Artikel 2

    Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

    Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 11. august 2015.

    På Kommissionens vegne

    Jean-Claude JUNCKER

    Formand


    (1)  EUT L 354 af 31.12.2008, s. 16.

    (2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1331/2008 af 16. december 2008 om en fælles godkendelsesprocedure for fødevaretilsætningsstoffer, fødevareenzymer og fødevarearomaer (EUT L 354 af 31.12.2008, s. 1).

    (3)  EFSA's Panel for Tilsætningsstoffer og Næringsstoffer Tilsat til Fødevarer, 2013. Scientific opinion on the re-evaluation of riboflavin (E 101(i)) and riboflavin-5-phosphate sodium (E 101(ii)) as food additives (EFSA Journal 2013;11(10):3357).

    (4)  EFSA's Panel for Tilsætningsstoffer og Næringsstoffer Tilsat til Fødevarer, 2012. Scientific Opinion on the re-evaluation of Mixed Carotenes (E 160a (i)) and beta-Carotene (E 160a (ii)) as a food additive (EFSA Journal 2012;10(3):2593).


    BILAG

    I del E i bilag II til forordning (EF) nr. 1333/2008 i fødevarekategorien 04.2.6, »Forarbejdede kartoffelprodukter«, indsættes følgende efter oplysningerne om fødevaretilsætningsstoffet E 100:

     

    »E 101

    Riboflaviner

    quantum satis

     

    Kun til tørret kartoffelgranulat og tørrede kartoffelflager

     

    E 160a

    Carotener

    quantum satis

     

    Kun til tørret kartoffelgranulat og tørrede kartoffelflager«


    Top