(1)

Ved elektronisk anmeldelse af 18. maj 2011 anmeldte de italienske myndigheder i henhold til traktatens artikel 108, stk. 3, at der var ydet kompensation til Simet SpA (»Simet«) for levering af interregional bustransport i forbindelse med en offentlig serviceforpligtelse, der udførtes i perioden 1987-2003, således som det var blevet bestemt af Consiglio di Stato, der er Italiens øverste forvaltningsdomstol (»den anmeldte foranstaltning«). Denne meddelelse blev registreret under sagsnummer SA.33037.

(2)

De italienske myndigheder gav yderligere oplysninger om den anmeldte foranstaltning ved indlæg af 12. juli 2011, 5. oktober 2011, 20. februar 2012, 2. samt 28. marts 2012 og 17. april 2012.

(3)

Ved brev af 31. maj 2012 meddelte Kommissionen Italien, at den havde besluttet at indlede proceduren efter traktatens artikel 108, stk. 2 (»beslutningen om at indlede undersøgelsesproceduren«).

Der er modtaget følgende indlæg inden for de accepterede frister:

(4)

Simet er en privat virksomhed, der driver personbefordring med bus i fast rute på grundlag af koncessioner fra den italienske stat i henhold til lov nr. 1822/39 (2). Nærmere bestemt driver Simet et net af interregionale busforbindelser i fast rute mellem regionen Calabrien og andre italienske regioner. Ud over disse tjenester, som tegner sig for omkring to tredjedele af virksomhedens omsætning, leverer Simet også andre tjenesteydelser, herunder internationale rejsetjenester og tjenesteydelser inden for turisme samt udlejning af busser med fører (3), hvilket tegner sig for den resterende tredjedel af virksomhedens omsætning.

(5)

I oktober 1999 anmodede Simet for første gang ministeriet for infrastruktur og transport (»ministeriet«) om kompensation for virksomhedens interregionale busservice, for så vidt angår årene fra 1987 (4). Ministeriet afslog denne og efterfølgende anmodninger, da man fandt, at Simet ikke var pålagt offentlige serviceforpligtelser.

(6)

Ifølge de italienske myndigheder drev Simet sin virksomhed, ligesom andre udbydere af interregional bustransport i fast rute, på grundlag af midlertidige licenser (koncessioner), der efter virksomhedens anmodning blev fornyet hvert år. Disse koncessioner gav virksomheden eneret til at levere de relevante tjenester. I de årlige koncessionsbetingelser hed det, at levering af tjenesten ikke gav virksomheden ret til subsidier eller kompensation af nogen art, og at tjenesten blev drevet udelukkende på virksomhedens egen risiko. De billetpriser, der blev foreslået af virksomheden selv, blev også optaget i de årlige koncessionsbetingelser, der var godkendt af ministeriet.

(7)

I tidens løb fremsatte virksomheden en række anmodninger om at ændre ordningerne for levering af de præsterede ydelser, der normalt blev godkendt i overensstemmelse med proceduren i præsidentdekret 369/94 (5). Artikel 4 og 5 i præsidentdekret 369/1994 indeholdt regler om en detaljeret procedure for vurdering og sammenlignende analyse af ansøgninger i forbindelse med introduktionen af enhver ny tjeneste på grundlag af en koncession.

(8)

Som svar på ministeriets afslag på at give kompensation for offentlig service for perioden fra 1987 anlagde Simet sag ved de italienske forvaltningsdomstole med påstand om økonomisk kompensation for udførelsen af offentlig serviceforpligtelse.

(9)

Under appelsagen, i dom 1405/2010 af 9. marts 2010 (»dom 1405/2010«), anerkendte Consiglio di Stato Simets ret til at modtage kompensation for sin (overvejende interregionale) busdrift i fast rute, som Simet drev på grundlag af koncessioner bevilget af den italienske stat. Det nøjagtige beløb for kompensationen skulle fastsættes på grundlag af pålidelige data fra virksomhedens regnskaber.

(10)

Som der nærmere er redegjort for i beslutningen om at indlede undersøgelsesproceduren er det ikke i dom 1405/2010 præcist identificeret, ved hvilken retsakt forpligtelsen til offentlig service blev pålagt, eller i hvilken form. Kendelse 2072 afsagt af Consiglio di Stato den 18. januar 2011, efter forvaltningens manglende opfyldelse af dom 1405/2010, er mere eksplicit i denne henseende, idet det siges, at »ministeriet gentagne gange har nægtet virksomheden muligheden for at ændre ruter, tider og stoppesteder og beordret den til at holde billetpriserne på eller under de priser, som Ferrovie dello Stato (de italienske statsbaner) kræver — dette er de elementer, som virksomheden mener er indicier for, at den udfører en offentlig service.«

(11)

Mens dom 1405/2010 nævner Europa-Parlamentets og Rådets nye forordning (EF) nr. 1370/2007 (6), der regulerer kompensation for offentlig service, idet det siges, at »den fastlægger kriterier for kompensation, som ikke er ulig dem, der findes i de tidligere forordninger«, beordrede Consiglio di Stato de ansvarlige myndigheder til at betale kompensation til Simet på grundlag af artikel 6, 10 og 11 i Rådets forordning (EØF) nr. 1191/69 (7).

(12)

De italienske myndigheder har besluttet at afvente en vurdering af den anmeldte foranstaltning fra Kommissionens side før opfyldelsen af Consiglio di Statos afgørelser (dom 1405/2010 og kendelse 2072/2010) og betaling af kompensationen til Simet.

(13)

Med hensyn til størrelsen af den kompensation, der skulle betales til Simet for de ydede tjenester, indgav de italienske myndigheder en rapport til Kommissionen, der var bestilt af Simet og udarbejdet af en ekstern konsulent (»den oprindelige rapport«), uden at godkende de beregninger, den indeholdt. I den oprindelige rapport beregnedes kompensationen til ca. 59,4 mio. EUR (8).

(14)

Efterfølgende blev påstandene om kompensation imidlertid revurderet, idet Consiglio di Stato efter beslutningen om at indlede undersøgelsesproceduren anmodede om en uafhængig vurdering af, hvilket kompensationsniveau der var det rigtige. Resultatet af denne evaluering er diskuteret i punkterne 2.6 og 2.7.

(15)

Selvom Simet kræver kompensation for ydelser præsteret indtil udgangen af 2013 (9), er de italienske myndigheder af den opfattelse, at den relevante periode i relation til denne meddelelse kun dækker 1987 til 2003, da dom 1405/2010 kun vedrører den appelsag, som dækker den periode. Især punkt 3.1 i dom 1405/2010 henviser klart til kompensation for årene 1987 til 2003.

(16)

Efter de italienske myndigheders afslag på at opfylde dom 1405/2010 og kendelse 2072/2011 afsagde Consiglio di Stato en ny kendelse, nr. 270/2012, hvorved der udnævntes et panel af uafhængige eksperter til at afgøre, hvorledes dom 1405/2010 skulle opfyldes.

(17)

Panelet, der bestod af en formand og to medlemmer, fik til opgave at beregne det kompensationsbeløb, der skulle betales til Simet i henhold til dom 1405/2010. Samtidig udpegede tvistens parter deres egne eksperter, som kommenterede ekspertpanelets foreløbige resultater. Dette førte til udvekslingen af en række rapporter og svar i løbet af de efterfølgende måneder.

(18)

Ekspertpanelet afsluttede sit arbejde i august 2012. Panelet nåede ikke frem til en enstemmig konklusion. I stedet blev der afgivet to separate rapporter til Consiglio di Stato:

(19)

Da statsstøttesagen stadig verserer for Kommissionen, har Consiglio di Stato endnu ikke truffet en endelig afgørelse om den kompensation, der skal betales til Simet.

(20)

I mindretalsrapporten fremhæves særligt følgende punkter:

(21)

I lyset af disse mangler konkluderer mindretalsrapporten, at der ikke er nogen pålidelige data til rådighed til brug for beregningen af den kompensation, der er tilkendt ved dom 1405/2010, og at der dermed ikke kan fastslås noget beløb for kompensationen.

(22)

I flertalsrapporten anvendes følgende metode til at beregne den kompensation, der tilkommer Simet:

(23)

For årene 1987 til 1992 og fra 2002 til 2003 ekstrapolerede eksperterne indtægterne fra busruter direkte fra regnskaberne. For perioden 1993-2001 brugte eksperterne Simets dokumentation for omsætningen, idet regnskaberne for denne periode ikke redegør for indtægterne fra disse tjenester (10). På grundlag af disse beregninger fandtes den samlede omsætning i perioden 1987-2003 at være 57 213 440 EUR.

(24)

Da der ikke forelå noget omkostningsregnskab for perioden 1987 til 1992, beregnede eksperterne omkostningerne for de interregionale busruter på grundlag af den procentdel af indtægterne, som disse ydelser havde indbragt i perioden. Eksperterne tog det samlede beløb for omkostninger fra hvert af årsregnskaberne. Med henblik på at rekonstruere driftsomkostningerne fratrak eksperterne herefter fra de samlede omkostninger samtlige følgende ikke driftsrelaterede udgifter: renter, finansielle omkostninger, tab ved salg af aktiver, diverse tab og omkostninger, direkte skatter og endelige lageropgørelser. Endelig blev de driftsomkostninger, der kunne henføres til interregional busdrift i fast rute, bestemt på grundlag af den procentdel af indtægterne, som den pågældende busdrift i fast rute havde indbragt.

(25)

For så vidt angår perioden 1993 til 2001, ændrede Simet præsentationen af data i sine årsregnskaber (11). For denne periodes vedkommende fratrak eksperterne derfor værdien af de samlede driftsomkostninger fra virksomhedens årsregnskab, dvs. den algebraiske sum af følgende poster for produktionsomkostninger: hjælpe- og forbrugsstoffer, eksterne ydelser, anvendelse af ikke ejet ejendom, personaleomkostninger, amortisering og afskrivning, variation i lagre af råvarer, hjælpe- og forbrugsstoffer samt diverse driftsudgifter. De driftsomkostninger, der kunne henføres til busdrift i fast rute, blev derpå bestemt på grundlag af den procentdel af indtægterne, som den pågældende busdrift i fast rute havde indbragt (på samme måde som det blev gjort for perioden 1987-1992). Selv om der i et vist omfang blev udarbejdet et omkostningsregnskab i 2000 og 2001, var de relevante dokumenter ikke udtømmende, og derfor blev det besluttet at bruge den samme metode til identifikation af omkostninger, der vedrørte busdriften i fast rute, som for de foregående år.

(26)

For årene 2002 og 2003 forelå der omkostningsoplysninger. Eksperterne opdelte derfor omkostningerne i følgende kategorier: (i) omkostninger i forbindelse med kørte kilometer, (ii) omkostninger, der direkte kunne henføres til busdrift i fast rute, og iii) allokerbare omkostninger baseret på omsætningen.

(27)

Efter sammentælling af de tal, der på denne måde var beregnet for hver af de ovennævnte perioder, fandtes de samlede omkostninger i forbindelse med busdriften i fast rute for perioden 1987-2003 at udgøre 59 510 413 EUR.

(28)

Ved at trække disse omkostninger fra indtægterne ved busdriften i fast rute, når eksperterne bag flertalsrapporten derfor frem til et driftsunderskud på 2 296 973 EUR for perioden 1987-2003.

(29)

For hvert år, der behandledes, fastlagde eksperterne den investerede kapital, dvs. summen af:

(30)

Formlen »Weighted Average Cost of Capital [vejet gennemsnitlig kapitalomkostning] (WACC) er brugt som grundlag for fastsættelsen af afkastsatsen for den investerede kapital:

Hvor:

Re	=	afkastkrav til egenkapital
Rd	=	gældsomkostninger, E = virksomhedens egenkapital
D	=	virksomhedens gæld; ;
E/V	=	procentdel af finansieringen, der er egenkapital;
D/V	=	procentdel af finansieringen, der er gæld;
Tc	=	selskabsskatteprocent

(31)

Den krævede forrentning af egenkapitalen blev beregnet ved hjælp af »Capital Asset Pricing Model«. Denne model beskriver sammenhængen mellem risiko og forventet afkast:

Where:

rf	=	Risk free rate
βa	=	Bata of the security
	=	Expected market return

(32)

Renten for tiårige statsobligationer, taget fra nationale statistikker, blev brugt som indikator for en risikofri rente(rf).

(33)

For de år, for hvilke kompensationen skulle beregnes, konkluderede eksperterne, at en risikopræmie på 5,8 % (rm-rf) i gennemsnit var den der forlangtes af investorer, der investerede i aktier i stedet for i risikofrie værdipapirer på det italienske marked (12).

(34)

Betaværdien (13) for aktierne i Simets kapital blev beregnet ved at tage udgangspunkt i en ugearet beta (14) på 0,39 for busdrifts- og transportsektoren (15). Denne betaværdi blev efterfølgende justeret i forhold til den finansielle struktur, som virksomheden rapporterede for hvert år:

(35)

Fra 1987 til 1994 var den italienske selskabsskattesats 36 %, fra 1995 til 2000 var den 37 %, og fra 2001 til 2002 var den 36 %.

(36)

Ifølge eksperterne svarer afkastet af den investerede kapital til den kompensation, som Simet bør modtage efter skat. Da kompensationen vil være skattepligtig, skal den justeres således:

(37)

På grundlag af disse formler når eksperterne frem til, at afkastet af Simets investerede kapital udgør 5 948 150 EUR.

(38)

Ifølge eksperterne udgør det samlede kompensationsbeløb før tillæg af renter for forsinket betaling derfor 8 245 124 EUR (kompensation relateret til driftstab og afkast af investeret kapital).

(39)

Da de ovenfor beregnede kompensationsbeløb ikke blev betalt i de år, for hvilke de skyldtes, reviderede eksperterne disse beløb i opadgående retning således:

(40)

Således nåede ekspertpanelet frem til en samlet kompensation på 22 049 796 EUR.

(41)

Flertalsrapporten giver udtryk for det synspunkt, at den af Consiglio di Stato tilkendte kompensation ikke vedrører en direkte anvendelse af forordning (EØF) nr. 1191/69, dvs. en direkte tilkendelse, om end med tilbagevirkende kraft, af kompensation i henhold til forordningen. Tværtimod er opfattelsen, at Consiglio di Stato foreslog at anvende kriterierne i denne forordning på de generelle metoder til beregning af kompensation med henblik på at fastslå det tab, som Simet havde lidt som følge af den ulovlige udvidelse i tidens løb af virksomhedens offentlige serviceforpligtelser.

(42)

I flertalsrapporten bemærkes det endvidere, at i tilfælde, hvor Kommissionen har vurderet, at forordning (EØF) nr. 1191/69 ikke fandt anvendelse i forbindelse med vurdering af kompensation for offentlige serviceforpligtelser, har den ofte godkendt en sådan kompensation gennem en analog anvendelse af EF-bestemmelserne for statsstøtte i form for offentlige serviceforpligtelser. Det vigtigste kriterium for Kommissionen var, at kompensationsbeløbet ikke oversteg, hvad der var nødvendigt for at dække omkostningerne ved opfyldelsen af disse forpligtelser. Med hensyn til risikoen for overkompensation i det foreliggende tilfælde gives der i flertalsrapporten udtryk for den opfattelse, at eftersom beregningen af de af virksomheden faktisk afholdte udgifter i fortiden foretages, efter at den krævede busdrift i fast rute er leveret, er eksperternes beregning fri for den usikkerhed, der ligger i prognostiske vurderinger, hvor kompensationen beregnes på forhånd. Der er derfor ikke nogen risiko for overkompensation.

(43)

Flertalsrapporten berører spørgsmålet om fravær af kontoadskillelse. Der gives udtryk for det synspunkt, at separate konti anvendes på de virksomheder, der modtager kompensation for levering af en offentlig tjeneste med henblik på at forhindre misbrug af midlerne til virksomhedens øvrige aktiviteter. Men da i den foreliggende sag ingen offentlige midler hidtil er blevet overført til Simet som kompensation for levering af en offentlig tjeneste, bør kravet om kontoadskillelse ikke betragtes som en begrundelse for at nægte betaling af den kompensation, som Consiglio di Stato har tilkendt.

(44)

I flertalsrapporten bemærkes det også, at for årene 2002 og 2003, hvor omkostningsregnskaber var til rådighed, var det faktiske driftsunderskud stort set det samme som de tab, man var kommet frem til på grundlag af den metode, der anvendtes på de foregående år, i henhold til hvilken omkostninger blev allokeret til interregionale busruter på grundlag af den procentdel af indtægterne, som de pågældende tjenester havde indbragt (tallene afveg med blot 2,6 %). Derfor er eksperterne af den opfattelse, at den omstændighed, at der ikke findes omkostningskonti for den foregående periode, ikke bør få nogen praktisk betydning for tildeling af kompensation.

(45)

Som der er gjort rede for i beslutningen om at indlede proceduren var Kommissionen på flere punkter i tvivl om, hvorvidt den anmeldte foranstaltning var forenelig med det indre marked.

(46)

For det første var Kommissionen i tvivl om kvalificeringen af den anmeldte foranstaltning som en foranstaltning, der ikke udgjorde en støtte. Navnlig var Kommissionen i tvivl om, hvorvidt de fire betingelser, der var opstillet af Den Europæiske Unions Domstol i Altmark-dommen (16), var opfyldt.

(47)

For det andet rejste Kommissionen spørgsmålet om den retlige ramme for sagen. Da den kompensation, der var blevet bestemt af Consiglio di Stato, vedrørte offentlige serviceforpligtelser, der angiveligt var pålagt Simet for årene 1987 til 2003, men endnu ikke var betalt, opstod spørgsmålet, om forordning (EØF) nr. 1191/69 eller forordning (EF) nr. 1370/2007 skulle finde anvendelse i den foreliggende sag.

(48)

Kommissionen fandt, at forordning (EØF) nr. 1191/69 ville finde anvendelse i den foreliggende sag, hvis det kunne påvises, at en offentlig serviceforpligtelse faktisk var blevet ensidigt pålagt Simet af de italienske myndigheder, og at den foreslåede kompensation opfyldte alle kravene i denne forordning. Dette skyldes, at kompensation, der betales i henhold til artikel 17, stk. 2, i forordning (EØF) nr. 1191/69 for forpligtelser, som er ensidigt pålagt en virksomhed, er fritaget fra kravet om forudgående anmeldelse til Kommissionen. Men hvis ingen af disse to betingelser viste sig at have været opfyldt, ville foreneligheden af den anmeldte foranstaltning skulle vurderes efter forordning (EF) nr. 1370/2007.

(49)

For det tredje var Kommissionen på grundlag af de foreliggende oplysninger i tvivl om, hvorvidt kompensationen opfyldte kravene i forordning (EØF) nr. 1191/69, selv hvis det antoges, at den kompensation, som Consiglio di Stato havde truffet bestemmelse om, faktisk var et resultat af den ensidige pålæggelse af offentlige serviceforpligtelser. Kommissionen var også i tvivl om det korrekte i at anvende den generelle kompensationsprocedure i forordning (EØF) nr. 1191/69, der gælder for ensidigt pålagte offentlige serviceforpligtelser, for årene efter 1992, idet interregionale busruter fra juli 1992 ikke kunne have været genstand for ensidigt pålagte offentlige serviceforpligtelser (17).

(50)

For det fjerde var Kommissionen i tvivl om, hvorvidt betingelserne i denne forordning var opfyldt i den foreliggende sag, hvis en nærmere undersøgelse bekræftede, at mindst én af betingelserne for fritagelse for anmeldelsespligten i henhold til forordning (EØF) nr. 1191/69 ikke var opfyldt, og at en vurdering efter forordning (EF) nr. 1370/2007 skulle foretages.

(51)

Under alle omstændigheder var Kommissionen, uanset det anvendte retsgrundlag, i tvivl om, hvorvidt den kompensation, som Consiglio di Stato havde truffet bestemmelse om, udelukkede muligheden for overkompensation. Kommissionen noterede sig fraværet af en egentlig kontoadskillelse hos Simet indtil i hvert fald år 2000 (18) og satte spørgsmålstegn ved muligheden for efterfølgende at fastslå omkostningerne til busdrift i fast rute præcist. Den satte også spørgsmålstegn ved, om den krævede forrentning af egenkapitalen, der anvendtes i forbindelse med beregningerne med hensyn til kompensationen, var passende.

(52)

De italienske myndigheder har i deres indlæg anført, at den anmeldte foranstaltning udgjorde statsstøtte efter traktatens artikel 107, stk. 1, netop fordi den ikke opfyldte samtlige de betingelser, som Den Europæiske Unions Domstol har opstillet i Altmark-dommen. De italienske myndigheder har også givet udtryk for, at den af Consiglio di Stato tilkendte kompensation hverken var i overensstemmelse med forordning (EØF) nr. 1191/69 eller forordning (EF) nr. 1370/2007.

(53)

De italienske myndigheder har understreget, at der hverken forelå nogen ensidig eller nogen kontraktlig pålæggelse af offentlige serviceforpligtelser med hensyn til interregionale busruter i den periode, der behandles. De retlige instrumenter, der regulerede forholdet mellem det offentlige og private virksomheder, der udfører personbefordring, var ensidige koncessioner, hvorved det offentlige til en privat enhed overførte sin egen juridiske ret til at udføre transportydelser for offentligheden, hvilken ret oprindeligt var tillagt staten ved lov nr. 1822/39.

(54)

De italienske myndigheder har endvidere erindret om, at de koncessionsbetingelser, der blev udstedt af ministeriet efter anmodning fra virksomheden, klart viste, at tjenesten blev drevet helt på virksomhedens egen risiko, bortset fra den garanti for eksklusiv ret, der eksisterede i den periode. Udførelse af servicen skabte ikke nogen ret til at modtage nogen form for støtte eller kompensation. De pågældende koncessioner var af midlertidig karakter og skulle fornys hvert år på virksomhedens anmodning. Licenserne blev underkastet forskellige ændringer fra det ene år til det næste med hensyn til ruter, stoppesteder, antal afgange osv. i lyset af specifikke anmodninger fra virksomhederne.

(55)

Med hensyn til det loft over billetpriser, der er beskrevet i beslutningen om at indlede proceduren, og som eksisterede indtil 2001, har de italienske myndigheder bemærket, at dette loft fandt anvendelse i hele Italien og ikke blot på én bestemt geografisk lokalitet. De har også bemærket, at ifølge forordning (EØF) nr. 1191/69, artikel 2, stk. 5, var dette en foranstaltning, der var udtryk for prispolitik, men den udgjorde ikke en takstforpligtelse, der gav ret til obligatorisk kompensation i denne forordnings forstand.

(56)

Hertil kommer, som anført af de italienske myndigheder, at fra juli 1992 (19) var pålæggelse af ensidige offentlige serviceforpligtelser for interregionale busruter ikke engang tilladt efter forordning (EØF) nr. 1191/69. Forordningens artikel 1, stk. 5, giver kun mulighed for ensidige pålæg i forbindelse med trafik i byer, forstæder og regioner.

(57)

Under alle omstændigheder har Simet ifølge de italienske myndigheder aldrig ansøgt om ophævelse af de offentlige serviceforpligtelser som krævet efter artikel 4 i forordning (EØF) nr. 1191/69, hvilket anses for en forudsætning for at fastholde, at de pågældende forpligtelser fandtes. Simets henvendelse i 1999 til ministeriet (20) var en generel ansøgning om kompensation for offentlige serviceforpligtelser, der angiveligt var pålagt gennem de koncessioner, der var udstedt fra 1987 og fremefter. De italienske myndigheder har påpeget, at denne henvendelse ikke angav, hvilke offentlige serviceforpligtelser, der skulle ophæves for at sikre en passende rentabilitet af den interregionale busdrift i fast rute.

(58)

De italienske myndigheder har følgelig konkluderet, at Simet ikke havde påvist, at virksomheden påtog sig ansvaret for offentlige serviceforpligtelser (som defineret i artikel 2, stk. 2, i forordning (EØF) nr. 1191/69), og havde navnlig ikke vist, hvilke bestemte og præcise forpligtelser til at drive virksomhed eller til befordring og hvilke forpligtelser med hensyn til billetprisen, virksomheden havde været underlagt. Ifølge Italien havde Simet kun påvist, at virksomheden præsterede forskellige universelle transportydelser på grundlag af statskoncessioner givet af de kompetente myndigheder og udstedt efter virksomhedens anmodning. Det forhold, at Simet havde fået betroet generelle transportydelser viste ikke i sig selv, at Simet havde påtaget sig offentlige serviceforpligtelser efter forordning (EØF) nr. 1191/69.

(59)

De italienske myndigheder har endvidere bemærket, at Simet ikke i størstedelen af den periode, der behandles (1987-2001), havde gennemført en ordentlig regnskabsmæssig adskillelse som krævet ifølge forordning (EØF) nr. 1191/69 artikel 1, stk. 5 (21). Det var derfor ikke muligt at beregne de ekstra nettoomkostninger som følge af opfyldelsen af offentlige serviceforpligtelser, hvilket betød, at de betingelser, som er fastsat i artikel 10 i forordning (EØF) nr. 1191/69, ikke var opfyldt.

(60)

Endelig har de italienske myndigheder påpeget, at ministeriet ikke fastsatte noget kompensationsbeløb på forhånd, således som det kræves ifølge artikel 13 i forordning (EØF) nr. 1191/69, idet ministeriet ikke pålagde Simet nogen offentlige serviceforpligtelser. I det foreliggende tilfælde er kompensation til Simet udelukkende blevet beregnet på grundlag af en efterfølgende vurdering.

(61)

De italienske myndigheder er af den opfattelse, at en vurdering i henhold til forordning (EF) nr. 1370/2007 rejser stort set de samme spørgsmål som en vurdering i henhold til forordning (EØF) nr. 1191/69 (herunder fravær af en klart defineret offentlig serviceforpligtelse, fravær af de objektive og på forhånd fastlagte kompensationsparametre, fravær af kontoadskillelse osv.). Med hensyn til begrebet »rimelig fortjeneste« som anført i bilaget til forordning (EF) nr. 1370/2007 har de italienske myndigheder anført, at det afkast, der blev foreslået af Simet i den indledende rapport, var opskruet i forhold til en situation, hvor kompensation blev bestemt efterfølgende og eliminerede risikoen for uforudsete omkostninger/tab.

(62)

De italienske myndigheder har fuldt ud tiltrådt konklusionerne i mindretalsrapporten, som fastslog, at kompensationen ikke kunne beregnes. Samtidig var de dog af den opfattelse, at flertalsrapporten indeholdt visse materielle og metodiske fejl. For eksempel har de italienske myndigheder betvivlet egnetheden af den antagelsesbaserede metode, der anvendes i rapporten, til at vurdere nettodriftsudgifter i forbindelse med de hævdede offentlige serviceforpligtelser. De har også rejst indsigelse mod det forhold, at den pågældende rapport:

(63)

Den eneste tredjepart, der har fremsat bemærkninger som svar på beslutningen om at indlede undersøgelsesproceduren, er Simet, der er den muligt begunstigede ifølge den anmeldte foranstaltning. I sine indlæg har Simet erklæret sig uenig med Kommissionens foreløbige standpunkter i beslutningen om at indlede proceduren.

(64)

For at underbygge sin påstand om, at der blev pålagt virksomheden forpligtelser, har Simet fremlagt de koncessioner, virksomheden fik til de af retssagerne omfattede ruter. Ifølge Simet omfattede kravene i de nævnte koncessioner bl.a. takster, ruternes obligatoriske karakter, de stoppesteder, der skulle betjenes, frekvens og køreplan. De omfattede også de betingelser, der regulerer transport af passagerernes bagage samt gratis transport af almindelige breve for postvæsenet og anden post mod betaling af det gebyr, der er fastsat i bestemmelserne for denne transport. Disse koncessioner forpligtede også virksomheden til at indberette alle afbrydelser, ulykker og ændringer af tjenesten og indeholdt forpligtelser til at udstede billetter til transport af passagerer, bagage og landbrugspakker og til at opbevare de relevante bilag i fem år. Simet skulle også indhente forhåndstilladelse fra ministeriets provinsmotorkontor vedrørende typen og karakteristika for busser, der skulle bruges til de tjenester, der var omfattet af koncessionerne, samt yde andre tjenester.

(65)

Simet har også forelagt, hvad virksomheden hævdede var hele eller delvise afslag fra ministeriets side på at tillade ændringer i de nærmere forhold i forbindelse med de tjenesteydelser, virksomheden leverer. For den periode, der behandles, har Simet forelagt (delvise) afslag med hensyn til (22):

(66)

Simet mener, at disse afslag beviser den ensidige karakter af de italienske myndigheders pålæggelse af offentlige serviceforpligtelser. Simet hævder endvidere, at myndighederne ikke har tilladt »optimering« af transportforbindelserne gennem udbygning og diversificering af udbuddet. Virksomhedens ruter er i virkeligheden blevet »frosset« og forblev derfor bundet til ministerielle afgørelser, selv om de formelt var klassificeret som »forretningsaktiviteter«.

(67)

Simet er uenig i påstanden i betragtning 16 i beslutningen om at indlede proceduren, ifølge hvilken de takster, der blev foreslået af virksomheden, blev optaget i de årlige koncessionsbetingelser. Oprindelig skulle taksterne for langdistanceruter være de samme som for togrejser på anden klasse. Dette fremgår af det ministerielle notat af 19. december 1988 (DC III Div 32 nr. 3846), hvori det hedder »mange virksomheder med koncessioner til offentlige busforbindelser har anmodet om takstforhøjelser; ingen generelle retningslinjer om billetpriser er blevet udstedt for nylig; indtil nye retningslinjer […] kan [regionale kontorer] direkte give koncessionshavere tilladelse til for de ruter, de driver, at gennemføre en stigning i billetpriserne for at tilpasse dem til prisniveauet for statens jernbaneselskab, Ferrovie dello Stato (FS), for togrejser på anden klasse, plus »ekspresstillægget«, hvis ruterne bruger motorveje [som i den pågældende sag]; … selvfølgelig bør der ikke ske nogen stigning i billetprisen i tilfælde, hvor niveauet for billetprisen som nævnt ovenfor allerede anvendes.« Ifølge Simet viser dette, at virksomheden ikke fik tilladelse til at fastsætte billetpriser, der var højere end billetprisen for togrejser på anden klasse (dvs. den laveste billetpris, der anvendtes af Ferrovie dello Stato). Som følge af dette blev virksomheden forhindret i at opnå flere indtægter fra sin drift på grund af statens interesse i at opfylde i det væsentlige offentlige behov og formål.

(68)

I ministeriets cirkulære nr. A/7302 af 3. juli 1992 fastsattes, at billetprisen for det pågældende år skulle forhøjes med 6,1 % for buslinjer under statens ansvarsområde. Ifølge Simet bekræfter dette cirkulære, hvorved ministeriet gav tilladelse til takstforhøjelser alene med henblik på at justere dem i overensstemmelse med ISTAT-tallene, at det var umuligt for virksomheden at kræve de billetpriser, det selv fandt passende. Simet bemærker endvidere, at det i ministeriets cirkulære nr. 3/02 af 5. april 2002, der fastlægger, hvordan billetpriserne skulle konverteres fra lire til euro, anføres (i punkt 2), at billetpriserne er »regulerede takster og priser«.

(69)

Endelig hedder de i de af ministeriet udstedte koncessioner, at billetprisen er »fastsat« (stabilita), dvs. endeligt bestemt af forvaltningen. Da der ikke er tale blot om en »tilladelse«, men om en »koncession«, hedder det udtrykkeligt i de tilhørende betingelser, at præstationen af tjenesteydelserne er »underlagt de fastsatte regler og dem, der efterfølgende måtte blive fastsat«, og at »forvaltningen kan tilbagekalde koncessionen på ethvert tidspunkt, og operatøren kan ikke gøre krav af nogen art gældende«. I punkt 6 i hver enkelt af koncessionsbetingelserne siges det klart, at køreplanerne og billetpriserne skal være dem, der er godkendt af ministeriets provinsmotorkontor. Simet hævder, at eftersom faste takster udelukker enhver fleksibilitet i de tjenesteydelser, der kan tilbydes brugerne, fik virksomheden ikke lov til at reagere på markedsefterspørgslen eller sine egne behov, som virksomheden skønnede rigtigt.

(70)

Simet gør gældende, at ved at være forpligtet til at opkræve de takster, der blev pålagt virksomheden, blev den forhindret i at gennemføre den prispolitik, der normalt ville blive praktiseret af en virksomhed i et moderne, frit og konkurrencepræget marked. På den ene side understreger Simet, at niveauet for de takster, der blev pålagt af ministeriet (svarende til de billetpriser, som Ferrovie dello Stato tog for rejse på anden klasse) var så lavt, at virksomheden ikke var i stand til at dække omkostningerne ved driften af busruterne. På den anden side har disse foranstaltninger gjorde det muligt for staten at yde uberettiget støtte til sit jernbaneselskab, Ferrovie dello Stato, da koncessionshaverne af interregionale busruter som Simet blev forhindret i at anvende lavere billetpriser end de priser, som jernbaneselskabet tog for en andenklasses billet med eksprestogstillæg. Ferrovie dello Stato blev yderligere begunstiget af det faktum, at støtte til Simet og andre selskaber, der leverer tilsvarende tjenesteydelser, blev afvist.

(71)

I lyset af ovenstående mener Simet, at de koncessioner, der blev udstedt af ministeriet, og senere afgørelser om afvisning af anmodninger om ændringer vedrørende ruterne, viser, at disse koncessioner opfylder kriterierne for en tjenesteydelsesaftale som omhandlet i artikel 14 i forordning (EØF) nr. 1191/69 ved at pålægge forpligtelser med hensyn til ruter, stoppesteder, billetpriser, gratis befordring af almindelige breve for postvæsenet og af anden post mod betaling af det gebyr, der er fastsat i bestemmelserne for denne transport.

(72)

Også selv om det antages, at forordning (EØF) nr. 1191/69 ikke indeholder nogen ret til kompensation for indehavere af interregionale koncessioner som hævdet af ministeriet, gør Simet gældende, at dette ville betyde, at tjenesten var blevet liberaliseret, og at forvaltningen som en konsekvens heraf ikke kunne pålægge virksomheden nogen forpligtelser, navnlig vedrørende billetpriserne. Simet mener derfor, at ministeriet har handlet i strid med loven, og at der i henhold til national lovgivning (dvs. artikel 35 i lovdekret nr. 80/1998, der bringes i anvendelse af Consiglio di Stato) skal betales skadeserstatning.

(73)

For Simet er dét, som denne sag drejer sig om, ikke et tilfælde af den type, der er omfattet af forordning (EØF) nr. 1191/69, men en tvist om erstatning. Simet bemærker, at dom 1405/2010 anerkendte Simets ret til erstatning i henhold til artikel 35 i lovdekret nr. 80/1998 som kompensation for skader forårsaget af ministeriets ulovlige afgørelser, hvorved der blev givet afslag på at ophæve den offentlige serviceforpligtelse, der var pålagt Simet. Disse afgørelser, der tilsidesatte den ret til næringsfrihed, der er forankret i artikel 41 i den italienske forfatning, idet de var årsag til væsentlige tab for virksomheden i forbindelse med udøvelsen af dens forretningsmæssige virksomhed, måtte derfor anses for ulovlige og som sådan berettige virksomheden til godtgørelse for de lidte tab. Consiglio di Stato har anerkendt, at ministeriet havde påført Simet ugrundet skade ved at tvinge virksomheden til at udføre offentlige serviceforpligtelser i strid med dens ret til at levere en transportydelse frit og uafhængigt.

(74)

Hvis det imidlertid antages, at forordning (EØF) nr. 1191/69, som ændret, berettigede forvaltningen til at pålægge offentlige serviceforpligtelser for at opfylde behovene i regionen, er det Simets opfattelse, at ministeriet var forpligtet til at sørge for betaling for at kompensere for disse forpligtelser. Ifølge Simet åbner forordning (EØF) nr. 1191/69 mulighed for at pålægge offentlige serviceforpligtelser for at opfylde »en regions transportbehov« og ikke »transportbehovet inden for en region« (artikel 1, stk. 2).

(75)

I deres kommentarer til bemærkningerne fra tredjeparter har de italienske myndigheder gentaget deres standpunkt, hvorefter der ikke eksisterede offentlige serviceforpligtelser efter forordning (EØF) nr. 1191/69 eller forordning (EF) nr. 1370/2007, og at der ingen kompensation skulle ydes.

(76)

For at underbygge deres standpunkt har de italienske myndigheder nærmere forklaret det system, som regulerede passagerbefordring med bus i fast rute efter lov nr. 1822/39 (23) (den lov, der var gældende i den periode, der behandles). Ifølge denne lov, var de lovgivningsmæssige rammer for kørsel i fast rute under statens ansvarsområde (også kendt som »almindelig busdrift i fast rute«) følgende:

(77)

Derfor måtte ministeriet, når virksomheder indgav ansøgninger om en ændring af en eksisterende tjeneste eller om en tildeling af en koncession til nye tjenester basere sin beslutning på disse retlige rammer.

(78)

Vedrørende de hele eller delvise afslag fra ministeriets side på at godkende de ændringer, Simet anmodede om med hensyn til de præsterede ydelser, har de italienske myndigheder bemærket, at disse udelukkende vedrørte det system, der var reguleret af lov nr. 1822/39. Ministeriet kunne ikke tildele nye koncessioner til at levere nye tjenester eller til at udvide anvendelsesområdet for eksisterende koncessioner (ved at acceptere nye stoppesteder) i tilfælde, hvor det ville have påvirket rettigheder, der tilkom andre operatører af busdrift i fast rute, således som det var fastlagt i loven. Samtidig accepterede ministeriet de ændringer, der ikke var i strid med de principper, der var fastsat i lov nr. 1822/39 (25).

(79)

Selv om det erkendes, at Simet blev nægtet tilladelse til at levere nye tjenester eller tilføje yderligere stoppesteder til de eksisterende tjenester ved en række lejligheder, har de italienske myndigheder gjort gældende, at Simets indlæg og medsendte dokumenter ikke indeholder beviser for formelle anmodninger om at ændre detaljerne i de præsterede tjenester som fastsat i eksisterende koncessionsbetingelser, efterfulgt af afslag. Under alle omstændigheder afviste ministeriet aldrig Simets anmodninger om fjernelse af stoppesteder i tyndt befolkede områder eller ændringer af køreplaner.

(80)

Med hensyn til bestemmelserne i koncessionsbetingelserne om transport af postforsendelser har de italienske myndigheder gjort gældende, at Simet ikke har fremlagt nogen beviser for, at disse tjenester faktisk er blevet ydet, og de dermed forbundne nettoomkostninger. De italienske myndigheder har endvidere bemærket, at Simet ikke har fremlagt nogen dokumentation for, at ministeriet afviste virksomhedens ansøgninger om ændringer af billetpriserne. Desuden har Simet aldrig anmodet om tilladelse til at nedsætte billetpriserne.

(81)

Med hensyn til trafikministeriets notat af 19. december 1988 (DC III Div 32 nr. 3846) og det efterfølgende ministerielle cirkulære nr. A/66 af 10. januar 1989 (udstedt af ministeriets provinsmotorkontor i Catanzaro) gav disse dokumenter ifølge de italienske myndigheder udbydere af busdrift i fast rute mulighed for at tilpasse deres takster til Ferrovie dello Statos billetpriser, og de skulle ses som en del af en bredere national transportpolitik og en bredere prispolitik. Det samme kan siges om brevet fra provinskontor i Catanzaro nr. 7302 af 3. juli 1992 (også nævnt af Simet), der tager sigte på ved gennemførelse af cirkulære nr. 801/92 (26) at gøre det muligt for operatører med busser i fast rute at hæve billetpriserne med op til 6,1 % i overensstemmelse med inflationen. Denne skrivelse påpeger også, at virksomhederne kunne anvende en anden billetprisordning, forudsat at de indgav en særlig ansøgning herom. De italienske myndigheder har bemærket, at en sådan ansøgning aldrig er blevet indgivet af Simet. Under alle omstændigheder udgjorde hverken det ministerielle notat fra 1988 eller ministeriets brev fra 1992 nogen afvisning af en ansøgning fra Simets side om ophævelse af en offentlig serviceforpligtelse vedrørende billetpriser.

(82)

De italienske myndigheder er også uenige i Simets påstand om, at punkt 2 i cirkulære nr. 3/02 af 5. april 2002 viser, at billetpriserne for busdrift i fast rute blev fastsat af ministeriet. Cirkulæret gav blot instruktioner om konvertering af billetpriser i lire til euro. Det forhold, at billetpriserne for busdrift i fast rute på lange distancer blev betegnet som værende »regulerede« takster betyder ikke, at de ikke var fastsat af operatørerne. Det betød snarere, at der var tale om billetpriser, som blev fastsat på forhånd af hensyn til gennemsigtighed og til oplysning for passagererne, og som efterfølgende blev godkendt af de kompetente ministerielle tjenester. Da tjenesten er en generel buslinje i fast rute, skal oplysninger om ydelserne såsom ruter, busstoppesteder, køreplaner og billetpriser være kendt på forhånd, i modsætning til lejlighedsvis kørsel. Ifølge de italienske myndigheder eksisterer det samme princip på EU-plan for rutekørsel, der er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1073/2009 (27), hvorefter billetpriserne er en integreret del af tilladelserne til rutekørsel (artikel 6, stk. 2, i nævnte forordning). I lyset af disse krav til forudfastlagte køreplaner anfægter de italienske myndigheder også Simets fortolkning af pkt. 6 i koncessionsbetingelserne (28), idet både Simets ansøgning og ministeriets koncessionsbetingelser henviser til forudfastlagte køreplaner og takster for tjenesterne.

(83)

For så vidt angår størrelsen af den krævede kompensationen, krævede Simet blot »kompensation … inden for grænserne af de beløb, der bevisligt er grundlag for«. Ifølge de italienske myndigheder er de omkostningsberegninger, som Simet har fremlagt i tidens løb, både generiske, da de dækker hele virksomhedens erhvervsaktivitet, og også objektivt forkerte og ikke baseret på pålidelige data, da der ikke findes separate konti for størstedelen af den periode, der behandles.

(84)

De italienske myndigheder mener, at det er helt irrelevant, om den pågældende sag drejer sig om tildeling af kompensation for offentlige serviceforpligtelser (og dermed den direkte anvendelse af forordning (EØF) nr. 1191/69) eller om tilkendelse af erstatning. Selv om det måtte antages, at Consiglio di Stato havde til hensigt at anerkende Simets ret til erstatning, hvilket ifølge de italienske myndigheder hverken er en selvfølgelig eller oplagt konklusion på grundlag af en læsning af dom 1405/2010 (29), kunne eventuelle tab kun opstå som følge af offentlige serviceforpligtelser. De italienske myndigheder insisterer på, at der aldrig nogensinde har været pålagt Simet sådanne forpligtelser.

(85)

Endelig er de italienske myndigheder uenige i, at der kan kræves kompenserende erstatning efter artikel 41 i den italienske forfatning. Transport af passagerer ved interregional busdrift i fast rute kan ikke anses for at være fuldstændig liberaliseret gennem en simpel og direkte anvendelse af artikel 41 i den italienske forfatning, idet den først var omfattet af et koncessionssystem (reguleret ved lov nr. 1822/39 og præsidentielt dekret 369/94) og efterfølgende af et godkendelsessystem (reguleret ved lovdekret 285/05).

(86)

Ifølge artikel 107, stk. 1, i TEUF, er »statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, uforenelig med det indre marked i det omfang, den påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne«.

(87)

For at en støtteforanstaltning udgør statsstøtte efter traktatens artikel 107, stk. 1, skal følgende betingelser alle være opfyldt:

(88)

Kommissionen vil i det følgende undersøge, om hver enkelt af disse betingelser er opfyldt i det foreliggende tilfælde.

(89)

Kommissionen bemærker, at dommene afsagt af Consiglio di Stato kræver, at ministeriet betaler kompensation til Simet for levering af interregionale bustransportydelser fra 1987 til 2003 på ruter, der henhører under statens ansvarsområde. De ressourcer, hvorfra denne kompensation ville blive betalt, er dem, der er til rådighed for ministeriet, og de udgør dermed statsmidler. Beslutningen om at betale kompensation, som retten har truffet, kan tilregnes staten.

(90)

Kommissionen bemærker først og fremmest, at Simet udøver en økonomisk aktivitet, nemlig transport af passagerer mod vederlag. Simet skal således klassificeres som en »virksomhed« i henhold til artikel 107, stk. 1, i traktaten.

(91)

Tildelingen af foranstaltningen kan også betragtes som selektiv, da den kun er til fordel for Simet.

(92)

Med hensyn til spørgsmålet om tildeling af en økonomisk fordel følger det af Altmark-dommen, at den kompensation, der ydes af staten eller ved hjælp af statsmidler til virksomheder som betaling for de offentlige serviceforpligtelser, der pålægges dem, ikke medfører en sådan fordel for de berørte virksomheder og dermed ikke udgør støtte i henhold til artikel 107, stk. 1, forudsat at følgende fire betingelser er opfyldt (30):

(93)

Med hensyn til den anden betingelse skal de kriterier, der er grundlaget for beregning af kompensationen, være fastsat på forhånd på en objektiv og gennemsigtig måde for at sikre, at de ikke medfører en økonomisk fordel, der kunne begunstige den støttemodtagende virksomhed i forhold til konkurrerende virksomheder. Men kravet om, at kriterierne for kompensation skal være fastlagt på forhånd, betyder ikke, at kompensationen skal beregnes på grundlag af en bestemt formel. Det afgørende er derimod, at det fra starten er klart, hvordan kompensationen beregnes.

(94)

I det foreliggende tilfælde har Simet ikke fremlagt nogen beviser for, at kompensationskriterierne for levering af de pågældende ydelser i den periode, der behandles, nogensinde blev fastlagt på forhånd på en objektiv og gennemsigtig måde. Tværtimod siges det i de koncessionsbetingelser, som Simet påberåber sig som grundlag for at vise, at virksomheden blev pålagt en offentlig serviceforpligtelse, at udførelsen af tjenesten ikke giver virksomheden ret til et tilskud eller kompensation af nogen art, og at tjenesten drives helt på virksomhedens egen risiko. Det er grunden til, at det i Consiglio di Statos dom 1405/2010 blev bestemt, at den pågældende kompensation skulle beregnes på grundlag af pålidelige data fra virksomhedens regnskaber. Da der ikke på forhånd er fastlagt kompensationskriterier, er alle sådanne beregninger nødvendigvis udelukkende baseret på efterfølgende vurderinger af de nettoomkostninger, der er involveret i den pågældende interregionale busdrift i fast rute, således som tilfældet er med de beregninger, der er indeholdt i den oprindelige rapport og i flertalsrapporten. Den anden Altmark-betingelse er derfor ikke opfyldt i den foreliggende sag.

(95)

Med henblik på at udelukke tilstedeværelsen af en økonomisk fordel i tilfælde, hvor der ydes kompensation til virksomheder som betaling for de offentlige serviceforpligtelser, der pålægges dem, kræver Altmark-dommen, at alle fire betingelser skal være opfyldt, og der er derfor ingen grund for Kommissionen til at undersøge, om de andre tre betingelser er opfyldt i det foreliggende tilfælde. Følgelig vil betaling af kompensation til Simet for levering af interregionale bustransportydelser for perioden 1987-2003 give virksomheden en selektiv økonomisk fordel.

(96)

Med hensyn til disse to kriterier er det nødvendigt at undersøge, om den anmeldte foranstaltning er egnet til at fordreje konkurrencen i et sådant omfang, at den påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne.

(97)

Som det fremgår af Altmark-dommen (31), har flere medlemsstater siden 1995 åbnet visse transportmarkeder for konkurrence fra virksomheder etableret i de øvrige medlemsstater, således at flere virksomheder allerede tilbyder transportydelser i byer, forstæder eller regioner i andre medlemsstater end deres hjemstat. Denne tendens er endnu mere udtalt for interregionale transporttjenester i fast rute som dem, Simet leverer. Derfor må en eventuel kompensation til Simet anses for at kunne fordreje konkurrencevilkårene med hensyn til levering af interregionale bustransporttjenester og at kunne påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne idet den vil have en negativ indvirkning på mulighederne for transportvirksomheder, der er etableret i andre medlemsstater, for at tilbyde deres tjenester i Italien og vil styrke Simets position på markedet.

(98)

Kommissionen bemærker også, at Simet er aktiv på andre markeder som f.eks. internationale rejseydelser, ydelser inden for turisme samt busudlejning og således klart konkurrerer med andre virksomheder i Unionen på disse markeder. Enhver kompensation til Simet ville nødvendigvis også fordreje konkurrencevilkårene og også påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne på disse markeder.

(99)

Kommissionen mener derfor, at den anmeldte foranstaltning vil kunne fordreje konkurrencevilkårene og påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne.

(100)

På baggrund af ovenstående finder Kommissionen, at den anmeldte foranstaltning udgør statsstøtte efter traktatens artikel 107, stk. 1.

(101)

Ifølge Consiglio di Statos begrundelse for afgørelserne erhvervede Simet ret til at modtage kompensation for levering af de pågældende transportydelser på det tidspunkt, da virksomheden leverede disse ydelser. For at dette ræsonnement skal holde, skulle kompensationsbetalingerne have været fritaget for den obligatoriske anmeldelsesprocedure efter forordning (EØF) nr. 1191/69, artikel 17, stk. 2, idet undladelse af at anmelde kompensationen ellers ville have gjort den ulovlig, da den ville have været i strid med traktatens statsstøttebestemmelser.

(102)

Dette skyldes, at den kompensation, som i henhold til artikel 17, stk. 2, i nævnte forordning (EØF) nr. 1191/69, betales efter forordningen, er undtaget fra fremgangsmåden med forudgående underretning i traktatens artikel 108, stk. 3, og dermed fra forudgående anmeldelse. Det følger af Combus-dommen, at begrebet »kompensation for offentlig tjeneste« i denne bestemmelses forstand skal fortolkes meget snævert (32). Fritagelsen fra anmeldelse efter artikel 17, stk. 2, omfatter kun kompensation for offentlige serviceforpligtelser, der ensidigt er pålagt en virksomhed i henhold til artikel 2 i nævnte forordning, og som beregnes efter metoden i forordningens artikel 10 til 13 (den fælles kompensationsmetode), og den finder ikke anvendelse på kontrakter om offentlig tjeneste som defineret i artikel 14. Kompensation, der betales i henhold til en kontrakt om offentlig trafikbetjening som defineret i forordning (EØF) nr. 1191/69, artikel 14, der udgør statsstøtte, skal anmeldes til Kommissionen, før den gennemføres. Undladelse af dette vil resultere i, at kompensation bliver anset for ulovligt gennemført støtte.

(103)

Spørgsmålet om, hvorvidt artikel 17, stk. 2, faktisk fritog de italienske myndigheder for forhåndsanmeldelse i den foreliggende sag, afhænger derfor for det første af, om de italienske myndigheder rent faktisk ensidigt pålagde Simet en offentlig serviceforpligtelse, og for det andet af, om den kompensation, der betales i henhold til denne forpligtelse, er i overensstemmelse med forordning (EØF) nr. 1191/69. Kommissionen vil i det følgende undersøge begge spørgsmål.

(104)

Efter Simets opfattelse (33) kan den ensidige pålæggelse af en offentlig serviceforpligtelse udledes af de nærmere betingelser vedrørende de ydelser, der skal leveres, og som er fastsat i koncessionsbetingelserne for hver enkelt interregional buslinje i fast rute, af ministeriets pålæg vedrørende billetpriser og af de ministerielle afslag på at acceptere ændringer i de eksisterende linjer eller at udstede koncessioner på nye linjer.

(105)

På grundlag af de oplysninger, den har modtaget, finder Kommissionen imidlertid, at Simet ikke på overbevisende måde har vist, at de italienske myndigheder ensidigt pålagde virksomheden en offentlig serviceforpligtelse.

(106)

For det første kan det forhold, at Simet på eget initiativ anmodede om fornyelse af koncessionsbetingelserne gennem alle seksten år i den periode, der behandles, ikke forenes med ensidigt pålæg af en offentlig serviceforpligtelse. Formålet med disse betingelser var at give Simet eneret til at levere de relevante ydelser i den pågældende periode. Trods det forhold, at det i hver af disse betingelser hed, at udførelsen af tjenesten ikke gav koncessionshaveren ret til kompensation, og at tjenesten blev drevet udelukkende på virksomhedens egen risiko, anmodede Simet gang på gang om forlængelse af disse rettigheder.

(107)

For det andet betyder det forhold, at der i disse betingelser blev fastsat takster, ruter, frekvenser og tider tjenesterne, ikke nødvendigvis, at der blev pålagt Simet offentlige serviceforpligtelser som et resultat af koncessionerne. I betragtning af, at de leverede ydelser var trafik i fast rute, var det nemlig nødvendigt, at der i de koncessionsbetingelser, hvorved der tillagdes Simet en eksklusiv ret til at levere ydelserne, på forhånd blev fastsat oplysninger om de ydelser, der skulle leveres. Der er ikke fremlagt beviser for formelle anmodninger om at ændre disse betingelser efterfulgt af afslag fra ministeriets side. Simet har heller ikke fremlagt dokumentation, der viser, at disse betingelser blev ensidigt pålagt Simet af de italienske myndigheder, snarere end at de blev foreslået af operatøren til gengæld for retten til at levere tjenesteydelser på et eksklusivt grundlag og efterfølgende godkendt af ministeriet.

(108)

For det tredje har Simet, for så vidt angår den påståede forpligtelse til at transportere postforsendelser, ikke fremlagt nogen dokumentation for den faktisk ydede service og de dermed forbundne nettoomkostninger. Simet har heller ikke fremlagt dokumentation for, at virksomheden nogensinde har anfægtet bestemmelserne i koncessionsbetingelserne vedrørende transport af postforsendelser. Det kan enten betyde, at ydelse af denne service ikke var i strid med virksomhedens kommercielle interesser, eller at den anså ydelse af denne service som et rimeligt vederlag for retten til at drive den interregionale transport på et eksklusivt grundlag.

(109)

For det fjerde, hvad angår de billetpriser, som Simet kunne opkræve fra passagererne for de ydelser, virksomheden leverede, har de italienske myndigheder erkendt, at der ganske vist indtil år 2001 faktisk fandtes nationale bestemmelser, der fastsatte generelle retningslinjer for prissætningen af bustransportydelser som led i en bredere national transportpolitik og en bredere prispolitik (34), men operatørerne kunne indgive en særlig ansøgning om at måtte anvende en anden billetpris. Dette er tydeligt forklaret i det ministerielle brev, som Simet refererer til (35). Kommissionen noterer sig imidlertid, at Simet ikke har fremlagt nogen beviser for, at virksomheden nogensinde har indgivet en sådan ansøgning til de italienske myndigheder, eller at eventuelle ansøgninger om billetprisændringer i løbet af perioden 1987-2003 nogensinde blev afvist af ministeriet.

(110)

I modsætning til det af Simet anførte betyder det forhold, at billetpriserne for busdrift i fast rute på lange distancer var »godkendt« af ministeriets provinsmotorkontor (36) samt henvisningen til »regulerede« takster i cirkulære nr. 3/02 af 5. april 2002 (37) ikke, at disse takster ikke oprindeligt var fastsat af operatørerne. Brugen af disse udtryk betyder blot, at der var tale om billetpriser, som blev fastsat på forhånd af hensyn til gennemsigtighed og til oplysning for passagererne og efterfølgende blev godkendt af de kompetente ministerielle tjenester.

(111)

Under alle omstændigheder udgør sådanne foranstaltninger ikke en »tarifpligt« som omhandlet i artikel 2, stk. 5, i forordning (EØF) nr. 1191/69, som ville have været omfattet af den fælles kompensationsmetode. Sidstnævnte er begrænset til »transportvirksomhedernes forpligtelse til at anvende af myndighederne fastsatte eller godkendte, med virksomhedens forretningsmæssige interesse uforenelige vederlag, som især forekommer ved bestemte grupper af rejsende, bestemte godsarter eller bestemte forbindelser på grund af påbud om eller afslag på ændring af særlige tarifmæssige foranstaltninger«. Definitionen af tarifpligter »gælder hverken for forpligtelser, som for al erhvervsmæssig virksomhed følger af almindelige prispolitiske foranstaltninger, eller for forpligtelser, der følger af foranstaltninger, som med henblik på organisationen af transportmarkedet eller en del af transportmarkedet træffes med hensyn til de almindelige befordringsvederlag og -vilkår«.

(112)

Hvad angår de ministerielle afslag, som Simet har forelagt, bemærker Kommissionen afslutningsvis, at disse var anmodninger om udvidelse og ikke vedrørte ændringer i den måde, hvorpå levering af eksisterende tjenester fandt sted. En udvidelse af tjenesterne var ikke altid muligt på grund af den måde, hvorpå drift af passagerbefordring i fast rute reguleres i henhold til lov nr. 1822/39. Koncessioner til at levere nye tjenester eller til at udvide omfanget af eksisterende tjenester kunne kun gives i det omfang, de ikke berørte de rettigheder, der tilkom andre operatører med fast rute. Afslag på at starte nye tjenester eller udvide eksisterende tjenester var således resultatet af en afvejning af forskellige erhvervsdrivendes interesser og ikke en konsekvens af at pålægge offentlige serviceforpligtelser som påstået af Simet.

(113)

Dermed har Simet ikke godtgjort, at de italienske myndigheder ensidigt pålagde virksomheden en offentlig serviceforpligtelse.

(114)

Under alle omstændigheder, og selv hvis det blev påvist, at et ensidigt pålæg af offentlige serviceforpligtelser forelå i en eller anden form, skulle kompensationen for disse tjenester for at være fritaget for forudgående anmeldelse efter artikel 17, stk. 2, i den nævnte forordning, stadig opfylde kravene i den fælles kompensationsmetode (afdeling IV) i forordning (EØF) nr. 1191/69. Kommissionen mener ikke, at dette er tilfældet.

(115)

Kommissionen bemærker først, at artikel 10 i forordning (EØF) nr. 1191/69 bl.a. bestemmer, at størrelsen af kompensationen i tilfælde af en drifts- eller befordringspligt skal svare til forskellen mellem formindskelsen af byrderne og formindskelsen af indtægterne for virksomheder ved en fuldstændig eller delvis ophævelse af forpligtelsen i det pågældende tidsrum. Kommissionen bemærker endvidere, at ifølge Domstolen i Antrop-dommen er kravet i denne bestemmelse ikke opfyldt, når det »ikke på grundlag af sikre oplysninger [fra virksomhedens regnskaber][er] muligt at fastslå forskellen mellem de omkostninger, der kan henføres til virksomhed i de områder, der er omfattet af [de] respektive koncessioner, og de tilsvarende indtægter, og det […]derfor ikke [er] muligt at beregne den ekstraomkostning, der følger af [den pågældende virksomheds] opfyldelse af forpligtelserne til offentlig tjeneste« (38).

(116)

Pr. 1. juli 1992 kræver forordning (EØF) nr. 1191/69 ifølge artikel 1, stk. 5, litra a), desuden, at en transportvirksomhed når den både præsterer tjenesteydelser, der er omfattet af forpligtelser til offentlig tjeneste, og udfører andre aktiviteter, skal drive de pågældende offentlige tjenester i særlige afdelinger, og: (i) regnskabet for hver af disse driftsaktiviteter skal føres særskilt, og de tilsvarende aktiver skal opføres efter gældende regnskabsforskrifter, og ii) udgifterne skal balancere med driftsindtægterne og de offentlige myndigheders indbetalinger uden mulighed for overførsel fra eller til et andet af virksomhedens aktivitetsområder.

(117)

I det foreliggende tilfælde har Simet ikke gennemført en egentlig kontoadskillelse for de forskellige tjenester, virksomheden præsterede, før 2002, og der kan rejses spørgsmål om soliditeten af omkostningskontiene med hensyn til kontoadskillelse for årene 2002 og 2003, da der ikke er noget bevis for, at disse omkostningskonti blev brugt af virksomhedens ledelse til at udøve kontrol over virksomhedens drift. Artikel 10 er derfor ikke blevet overholdt.

(118)

For det andet har Simet ikke påvist, at de »økonomiske ulemper … [blev opgjort] under hensyntagen til forpligtelsens virkninger på virksomhedens samlede drift« (artikel 5, stk. 1, i forordning (EØF) nr. 1191/69), og kravet om at fastsætte størrelsen af kompensationen på forhånd (forordningens artikel 13) var, som der er gjort rede for i afsnit 7.1.2, heller ikke opfyldt.

(119)

Endelig dækker kompensationsperioden for den anmeldte foranstaltning årene 1987-2003. Men den fælles kompensationsmetode fandt kun anvendelse på interregional bustrafik indtil juli 1992 og blev efterfølgende, ved Rådets forordning (EØF) nr. 1893/91 (39), begrænset til »transportydelser i byer, forstæder eller regioner«. Definitionen af »transportydelser i regioner«, der er opstillet i forordning (EØF) nr. 1191/69 (»transportydelser, der tager sigte på at opfylde transportbehovene i en region«), kan ikke udvides til at omfatte alle transportydelser, der tjener til at opfylde behovene hos befolkningen i en region, og derfor heller ikke til at omfatte interregionale ruter. Dette skyldes, at en så bred fortolkning ville have gjort forordningen stort set ineffektiv, idet medlemsstaterne kunne udelukke virksomheder, hvis aktiviteter udelukkende omfattede »transportydelser i byer, forstæder eller regioner« (40) fra forordningens anvendelsesområde.

(120)

Kommissionen finder derfor, at den anmeldte kompensation ikke er i overensstemmelse med den fælles kompensationsmetode i forordning (EØF) nr. 1191/69.

(121)

I lyset af ovenstående konkluderer Kommissionen, at den kompensation, som Consiglio di Stato finder skal betales til Simet for levering af interregional bustransport i perioden 1987-2003, ikke var fritaget fra obligatorisk forudgående anmeldelse efter artikel 17, stk. 2, i forordning (EØF) nr. 1191/69.

(122)

Da det ikke er påvist, at kompensationen var fritaget for forudgående anmeldelse efter artikel 17, stk. 2, i forordning (EØF) nr. 1191/69, skal foreneligheden af disse betalinger med det indre marked undersøges, da de, som der er gjort rede for i afsnit 7.1 ovenfor, udgør statsstøtte efter TEUF artikel 107, stk. 1.

(123)

Kommissionen er af den opfattelse, at undersøgelsen af den anmeldte foranstaltnings forenelighed bør ske i henhold til forordning (EF) nr. 1370/2007, der trådte i kraft den 3. december 2009 og ophævede forordning (EØF) nr. 1191/69, da det er den lovgivning, der er gældende på det tidspunkt, hvor denne beslutning vedtages (41). Kommissionen bemærker i den forbindelse, at den kompensation, som Simet har fået tilkendt af Consiglio di Stato, endnu ikke er udbetalt, hvorfor den dato, hvor virkningerne af den planlagte støtte ville vise sig, er den samme som den, på hvilken Kommissionen vedtager beslutningen om støttens forenelighed med det indre marked (42). Desuden er det tvivlsomt, om en ret til kompensation uigenkaldeligt blev givet til Simet forud for dom 1405/2010, der blev afsagt af Consiglio di Stato den 9. marts 2010, og som forpligter den italienske stat til at foretage disse betalinger til den pågældende virksomhed. Som der er gjort rede for i pkt. (94) ovenfor siges det i de koncessionsbetingelser, som Simet påberåber sig som grundlag for at vise, at en offentlig serviceforpligtelse blev pålagt virksomheden, at udførelsen af tjenesten ikke giver virksomheden ret til et tilskud eller kompensation af nogen art, og at tjenesten drives helt på virksomhedens egen risiko. Endelig bør det understreges, at størrelsen af den kompensation, der skal betales til Simet endnu ikke er blevet besluttet af Consiglio di Stato.

(124)

Forordning (EF) nr. 1370/2007 regulerer indgåelse af kontrakt om offentlig trafikbetjening som defineret i forordningens artikel 2, litra i) inden for offentlig personbefordring ad vej og med jernbane. Ifølge forordningens artikel 9, stk. 1 er »kompensationer for offentlig trafikbetjening i forbindelse med drift af offentlig personbefordring … der ydes i overensstemmelse med denne forordnings bestemmelser, […] forenelige med [det indre marked]. Sådanne kompensationer er fritaget for den pligt til forudgående underretning, der er fastsat i traktatens artikel [108, stk. 3].«

(125)

Af de grunde, der er anført nedenfor, mener Kommissionen, at den anmeldte kompensation ikke opfylder betingelserne i forordning (EF) nr. 1370/2007, og derfor kan den ikke erklæres forenelig med det indre marked på grundlag af forordningens artikel 9, stk. 1.

(126)

Kommissionen bemærker især, at selv om koncessionsbetingelserne opfyldte kravene i henhold til artikel 2, litra i), i forordning (EF) nr. 1370/2007 for definitionen af en kontrakt om offentlig trafikbetjening, er det ikke alle bestemmelserne i forordningens artikel 4, som fastlægger det obligatoriske indhold i kontrakter om offentlig trafikbetjening og generelle regler, der er overholdt. For eksempel kræves det i artikel 4, stk. 1, litra b, at de parametre, på grundlag af hvilke kompensationen beregnes, skal være fastlagt på forhånd på en objektiv og gennemsigtig måde, således at overkompensation udelukkes, mens der i artikel 4, stk. 1, litra c) og artikel 4, stk. 2, fastlægges ordninger med hensyn til fordelingen af omkostninger og indtægter. Som der er gjort rede for i forbindelse med Kommissionens undersøgelse af det andet kriterium i Altmark-dommen i afsnit 7.1.2, er det i de pågældende koncessionsbetingelser fastsat, at udførelsen af tjenesten ikke giver Simet nogen ret til et tilskud eller kompensation af nogen art, og at tjenesten drives helt på virksomhedens egen risiko. En sådan udelukkelse af kompensation indebærer nødvendigvis, at kompensationsparametrene ikke er blevet fastlagt på forhånd, hvorfor artikel 4 i forordningen ikke er overholdt.

(127)

Endvidere bestemmes det i artikel 6, stk. 1, at i tilfælde af direkte tildelte kontrakter om offentlig trafikbetjening skal kompensationen være i overensstemmelse med bestemmelserne i forordning (EF) nr. 1370/2007 og med de bestemmelser, der er fastsat i bilaget, for at sikre, at kompensationen ikke går ud over, hvad der er nødvendigt for at udføre den offentlige serviceforpligtelse. I det nævnte bilag kræves bl.a. en regnskabsmæssig udskilning (punkt 5), og det angiver, hvordan det maksimale kompensationsbeløb bør fastlægges.

(128)

Som anført i afsnit (115) ovenfor anvendte Simet i størstedelen af den anmeldte periode (mellem 1987 og 2001) ikke en egentlig kontoadskillelse, ligesom der kunne rejses spørgsmål om soliditeten af omkostningskontiene for 2002 og 2003. Derfor er det umuligt at bevise, at den kompensation, der i sidste ende ydes, uanset dens størrelse, ikke er større end den økonomiske nettovirkning, dvs. summen af de virkninger — såvel positive som negative — som opfyldelse af den offentlige serviceforpligtelse har for de omkostninger og indtægter, som en operatør af offentlig trafikbetjening har (bilagets punkt 2).

(129)

Fraværet af forudfastlagte kompensationsparametre medfører desuden, at enhver omkostningsfordeling nødvendigvis må gennemføres efterfølgende på grundlag af vilkårlige antagelser, således som det blev gjort i både den oprindelige rapport og i flertalsrapporten. Kommissionen kan imidlertid ikke acceptere de antagelser, der blev gjort i flertalsrapporten, nemlig at hver eneste tjeneste udført af virksomheden nødvendigvis skulle udgøre den samme forholdsmæssige andel af indtægterne og omkostningerne i et givet år. Da en efterfølgende beregning nødvendigvis vil resultere i fuld kompensation for de omkostninger, der er afholdt ved udførelsen af tjenesten, mener Kommissionen endvidere, at en forrentning af egenkapitalen, der overstiger den relevante swaprente plus 100 basispoint, som blev anvendt i både den oprindelige rapport og i flertalsrapporten, normalt ikke vil blive betragtet som et passende grundlag for beregningen af en rimelig fortjeneste.

(130)

Kommissionen mener derfor, at den kompensation, som Consiglio di Stato har truffet bestemmelse om, og som ikke er fastsat i koncessionsbetingelserne, ikke ville blive ydet i overensstemmelse med bestemmelserne i forordning (EF) nr. 1370/2007, og at den anmeldte foranstaltning derfor er uforenelig med det indre marked.

(131)

Hvad endelig angår Simets påstand om, at Consiglio di Statos dom 1405/2010 ikke vedrører en tildeling af kompensation for offentlig tjeneste baseret på den gældende forordning, men udgør en tilkendelse af erstatning i forbindelse med en tilsidesættelse af forordning (EØF) nr. 1191/69, som stammer fra den påståede ulovlige ensidige pålæggelse af offentlige serviceforpligtelser i henhold til forordningens artikel 1, stk. 3 og stk. 5, bemærker Kommissionen, at der ganske vist ikke findes nogen henvisning til forordning (EØF) nr. 1191/69 i konklusionen i dom 1405/2010, men dommen henviser faktisk til Simets ret til at modtage beløb i form af kompensation i henhold til artikel 6, 10 og 11 i forordning (EØF) nr. 1191/69, som skal fastsættes af myndighederne på grundlag af pålidelige data (43). Endvidere forkastede Consiglio di Stato selv i dom 1405/2010 Simets erstatningskrav, som retten forstod skulle dække de resterende tab, der ikke var dækket af den kompensation, der skulle gives, samt virksomhedens krav vedrørende ugrundet berigelse, da den principale påstand om kompensation i henhold til forordning (EØF) nr. 1191/69 var taget til følge (44). Således udtaler Consiglio di Stato i dommens punkt 3.3: »Ingen af de af appellanten fremsatte erstatningskrav kan accepteres på nuværende tidspunkt, fordi man først vil vide, om der vil være et yderligere tab, der ikke er dækket af det fastlagte beløb, og som skal opgøres og bevises af den pågældende virksomhed, når administrationen har fastlagt det beløb, der er nævnt ovenfor.«

(132)

Under alle omstændigheder mener Kommissionen, at en tilkendelse af erstatning til Simet for de italienske myndigheders påståede ulovlige ensidige pålæggelse af offentlige serviceforpligtelser, beregnet på grundlag af den fælles kompensationsmetode i forordning (EØF) nr. 1191/69, vil være i strid med traktatens artikel 107 og 108. Dette skyldes, at en sådan tilkendelse ville frembringe nøjagtig samme resultat for Simet som en tilkendelse af kompensation for offentlig tjeneste for den pågældende periode, på trods af at koncessionsbetingelserne for de pågældende tjenesteydelser hverken var fritaget for forhåndsanmeldelse eller var i overensstemmelse med de materielle krav i forordning (EØF) nr. 1191/69 og forordning (EF) nr. 1370/2007, således som det er påvist ovenfor. Den omstændighed, at en sådan erstatning skulle kunne tilkendes, ville således reelt gør det muligt at omgå statsstøttereglerne og de af EU-lovgiveren opstillede betingelser, hvorunder de kompetente myndigheder, når de pålægger eller indgår kontrakter vedrørende offentlige serviceforpligtelser, kompenserer operatører af offentlig trafikbetjening for omkostninger til gengæld for opfyldelsen af forpligtelsen til offentlig trafikbetjening. Endelig, som tidligere nævnt, gav de koncessionsbetingelser, i henhold til hvilke Simet præsterede transportydelserne, ikke mulighed for betaling af nogen økonomisk kompensation. Simet indgik aftale om at udføre tjenesterne i henhold til de betingelser, der var anført i koncessionerne, og på virksomhedens egen risiko.

(133)

Derfor kan Kommissionen ikke acceptere Simets påstand om, at Consiglio di Statos dom 1405/2010 udgør en tilkendelse af erstatning i forbindelse med en tilsidesættelse af forordning (EØF) nr. 1191/69 og ikke en ydelse af kompensation for offentlig tjeneste.

(134)

I lyset af ovenstående finder Kommissionen, at den anmeldte foranstaltning udgør statsstøtte i henhold til artikel traktatens 107, stk. 1, som er uforenelig med det indre marked,