Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32014D0078

    2014/78/EU: Kommissionens afgørelse af 10. februar 2014 om en foranstaltning, der er truffet af Danmark i overensstemmelse med artikel 11 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/42/EF, og som forbyder en type af multifunktionelle jordflytningsmaskiner (meddelt under nummer C(2014) 633) EØS-relevant tekst

    EUT L 41 af 12.2.2014, p. 20–21 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Legal status of the document In force

    ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2014/78(1)/oj

    12.2.2014   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 41/20


    KOMMISSIONENS AFGØRELSE

    af 10. februar 2014

    om en foranstaltning, der er truffet af Danmark i overensstemmelse med artikel 11 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/42/EF, og som forbyder en type af multifunktionelle jordflytningsmaskiner

    (meddelt under nummer C(2014) 633)

    (EØS-relevant tekst)

    (2014/78/EU)

    EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

    under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/42/EF af 17. maj 2006 om maskiner og om ændring af direktiv 95/16/EF (1), særlig artikel 11, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    De danske myndigheder underrettede i overensstemmelse med den procedure, der er fastsat i artikel 11, stk. 2, i direktiv 2006/42/EF, Kommissionen og de øvrige medlemsstater om en foranstaltning vedrørende maskiner af typen Avant 600, der fremstilles af Avant Tecno Oy, Ylötie 1, FIN-33470 Ylöjärvi, Finland. Maskinerne var forsynet med CE-mærkning og var ledsaget af en EF-overensstemmelseserklæring, jf. direktiv 2006/42/EF om maskiner, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/108/EF (2) om elektromagnetisk kompatibilitet og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/14/EF (3) om støjemission i miljøet fra maskiner til udendørs brug.

    (2)

    Maskiner af typen Avant 600 er en multifunktionel jordflytningsmaskine, som kan forsynes med en lang række indretninger, der gør det muligt at udføre mange forskellige arbejdsopgaver inden for f.eks. skovbrug, landbrug, landskabsplanlægning, havearbejde, ejendomsvedligeholdelse, materialehåndtering, gravearbejde samt bygge- og anlægsarbejde.

    (3)

    Begrundelsen for den danske foranstaltning var, at maskinerne ikke opfylder de væsentlige sikkerheds- og sundhedskrav i punkt 3.4.4 i bilag I til direktiv 2006/42/EF, hvor det er fastsat, at hvis der ved anvendelse af en selvkørende maskine med kørende operatør er risiko for nedfaldende genstande eller materialer, skal maskinen være konstrueret og fremstillet således, at der tages højde for denne risiko, og, hvis dens dimensioner muliggør det, være udstyret med et passende førerværn.

    (4)

    De danske myndigheder anførte, at selv om den kørende operatør i forbindelse med flere af maskinernes tilsigtede funktioner blev udsat for risiko for nedfaldende genstande eller materialer, blev maskinerne markedsført uden et førerværn mod nedstyrtende materialer (FOPS). De danske myndigheder anmodede fabrikanten om at træffe hjælpeforanstaltninger. Da denne anmodning ikke blev imødekommet, valgte de danske myndigheder at forbyde markedsføringen af maskiner af typen Avant 600 uden FOPS og anmodede fabrikanten om at træffe korrigerende foranstaltninger med hensyn til maskiner, der allerede var markedsført.

    (5)

    Kommissionen skrev til fabrikanten og opfordrede denne til at fremsætte sine bemærkninger til den foranstaltning, som Danmark havde truffet. Fabrikanten anførte i sit svar, at maskiner af typen Avant 600 er udstyret med et førerhus, som er testet af det bemyndigede organ MTT-Vakola No 0504. Førerhuset er altid udstyret med et styrtsikkert førerværn (ROPS) og kan eventuelt udstyres med FOBS. Når maskiner sælges til anvendelse inden for landbrug, ejendomsvedligeholdelse eller landskabsplanlægning eller til brug i f.eks. stalde, hvor der ikke er risiko for nedfaldende genstande, udstyres de ikke med FOPS. Når maskiner derimod sælges til anvendelser, hvor der er risiko for nedfaldende genstande, f.eks. til brug i miner, udstyres de altid med FOPS. Fabrikanten anførte også, at han havde besluttet at gennemgå instruktionsbogen og salgsmaterialet for at tydeliggøre, hvornår et førerhus udstyret med FOPS skal anvendes.

    (6)

    I henhold til punkt 1.1.2, litra a), i bilag I til direktiv 2006/42/EF skal maskinen konstrueres og fremstilles således, at den kan fungere og kan betjenes, indstilles og vedligeholdes, uden at personer udsættes for risiko, når disse operationer foretages på de betingelser, der er foreskrevet, men også under enhver forkert brug heraf, der med rimelighed kan forudses. Formålet med de foranstaltninger, der træffes, skal være at fjerne enhver risiko i maskinens samlede, forventede levetid, herunder også i transport-, monterings-, afmonterings-, frakoblings- og skrotningsfaserne. Foranstaltningerne skal træffes i overensstemmelse med principperne for integrering af sikkerheden i punkt 1.1.2, litra b), i bilag I, som prioriterer integrerede beskyttelsesforanstaltninger højere end oplysninger til brugerne.

    (7)

    Når der er tale om en multifunktionel jordflytningsmaskine som f.eks. en maskine af typen Avant 600, kan en sådan maskine, selv om den oprindeligt blev leveret med henblik på udførelse af funktioner eller brug i omgivelser, der ikke indebærer risiko for nedfaldende genstande eller materialer, i sin forventede levetid blive brugt til andre tilsigtede funktioner eller i omgivelser, som udsætter operatører for denne risiko. Ved konstruktionen og fremstillingen af maskinen bør der derfor tages højde for risikoen for nedfaldende genstande eller materialer.

    (8)

    En undersøgelse af den dokumentation, der er forelagt af de danske myndigheder, og de bemærkninger, der er fremsat af fabrikanten, bekræfter, at maskiner af typen Avant 600 uden FOPS ikke opfylder de væsentlige sikkerheds- og sundhedskrav i punkt 3.4.4 i bilag I til direktiv 2006/42/EF, og at denne manglende opfyldelse udgør en alvorlig sikkerhedsfare for kørende operatører som følge af nedfaldende genstande eller materialer —

    VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

    Artikel 1

    Den foranstaltning, hvorved de danske myndigheder har forbudt markedsføringen af maskiner af typen Avant 600, der ikke er udstyret med et førerværn mod nedstyrtende materialer (FOPS), og anmodet fabrikanten om at træffe hjælpeforanstaltninger med hensyn til maskiner, der allerede er markedsført, er berettiget.

    Artikel 2

    Denne afgørelse er rettet til medlemsstaterne.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 10. februar 2014.

    På Kommissionens vegne

    Antonio TAJANI

    Næstformand


    (1)  EUT L 157 af 9.6.2006, s. 24.

    (2)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/108/EF af 15. december 2004 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om elektromagnetisk kompatibilitet og om ophævelse af direktiv 89/336/EØF (EUT L 390 af 31.12.2004, s. 24).

    (3)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/14/EF af 8. maj 2000 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om støjemission i miljøet fra maskiner til udendørs brug (EFT L 162 af 3.7.2000, s. 1).


    Top