Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32006D1013

    2006/1013/EF: Kommissionens Beslutning af 22. december 2006 om indrømmelse af en undtagelse, Tyskland har anmodet om, i henhold til Rådets direktiv 91/676/EØF om beskyttelse af vand mod forurening forårsaget af nitrater, der stammer fra landbruget (meddelt under nummer K(2006) 7075)

    EUT L 382 af 28.12.2006, p. 1–4 (ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, NL, PL, PT, SK, SL, FI, SV)
    EUT L 142M af 5.6.2007, p. 866–869 (MT)

    Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 31/12/2013: This act has been changed. Current consolidated version: 13/10/2009

    ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2006/1013/oj

    28.12.2006   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 382/1


    KOMMISSIONENS BESLUTNING

    af 22. december 2006

    om indrømmelse af en undtagelse, Tyskland har anmodet om, i henhold til Rådets direktiv 91/676/EØF om beskyttelse af vand mod forurening forårsaget af nitrater, der stammer fra landbruget

    (meddelt under nummer K(2006) 7075)

    (Kun den tyske udgave er autentisk)

    (2006/1013/EF)

    KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

    under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

    under henvisning til Rådets direktiv 91/676/EØF af 12. december 1991 om beskyttelse af vand mod forurening forårsaget af nitrater, der stammer fra landbruget (1), særlig bilag III, punkt 2, tredje afsnit, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    Hvis den mængde husdyrgødning, som en medlemsstat har til hensigt at tilføre pr. hektar om året, adskiller sig fra den mængde, der er anført i punkt 2, andet afsnit, første punktum og litra a), i bilag III til direktiv 91/676/EØF, skal den pågældende mængde fastsættes således, at den ikke hindrer opfyldelsen af de formål, der er angivet i samme direktivs artikel 1, og der skal ligge objektive kriterier til grund herfor, f.eks. — som i det foreliggende tilfælde — lang vækstsæson og afgrøder, der optager meget kvælstof.

    (2)

    Tyskland har anmodet Kommissionen om en undtagelse i henhold til punkt 2, tredje afsnit, i bilag III til direktiv 91/676/EØF.

    (3)

    Anmodningen vedrører Tysklands hensigt om at tillade tilførsel af 230 kg kvælstof pr. hektar årligt fra husdyrgødning på bestemte bedrifters intensive græsarealer. Tilførslen af kvælstof fra husdyrgødning på disse bedrifters arealer med markafgrøder skulle dog ikke blive større end 170 kg kvælstof pr. hektar pr. år.

    (4)

    Undtagelsen skønnes at komme til at berøre ca. 13 500 bedrifter, 500 000 hektar og 11 600 ton kvælstof årligt svarende til ca. 2,4 % af bedrifterne, 2,9 % af landbrugsarealerne og 0,7 % af den samlede kvælstofmængde i husdyrgødning. Bedrifterne ligger hovedsagelig i Bayern (Oberbayern), Baden-Württemberg (Tübingen), Niedersachsen (Lüneburg, Weser-Ems) og Slesvig-Holsten.

    (5)

    Den tyske lovgivning til gennemførelse af direktiv 91/676/EØF, Düngeverordnung af 10. januar 2006, senest ændret den 28. september 2006, er vedtaget og gælder tilsvarende for den undtagelse, der er anmodet om.

    (6)

    Vandkvalitetsdata, som Tyskland har indsendt sammen med den tredje rapport om gennemførelsen af nitratdirektivet 2000-2003 og sammen med anmodningen om undtagelse, viser ved 83 % af målestationerne, at nitratkoncentrationen i overfladevand er faldet i forhold til perioden 1991-1994, og ved 9 % af stationerne, at den er stabil. For grundvandets vedkommende viser det overvågningssystem, der er oprettet til vurdering af gennemførelsen af direktiv 91/676/EØF, at nitratkoncentrationen er faldende ved ca. 50 % af målestationerne og stabil ved ca. 15 % af stationerne.

    (7)

    Antallet af husdyr er faldet, især kvæg (-25 %). Tilførslen af kvælstof fra husdyrgødning pr. hektar er faldet 11 % fra 1991-1993 til 2002-2004; kvælstofoverskuddet er faldet fra 120 til 101 kg pr. hektar i samme periode.

    (8)

    Tyskland gennemfører i overensstemmelse med artikel 3, stk. 5, i direktiv 91/676/EØF et handlingsprogram på hele sit nationale område.

    (9)

    Det fremgår af den dokumentation, der er forelagt i Tysklands anmodning, at den foreslåede mængde på 230 kg kvælstof pr. hektar om året fra husdyrgødning er begrundet for intensive græsarealer ud fra objektive kriterier som f.eks. lange vækstsæsoner og afgrøder, der optager meget kvælstof.

    (10)

    Efter at have undersøgt Tysklands anmodning finder Kommissionen, at den foreslåede mængde på 230 kg kvælstof pr. hektar om året fra husdyrgødning ikke vil være til hinder for, at målene i direktiv 91/676/EØF kan nås, forudsat at visse betingelser opfyldes.

    (11)

    Denne beslutning bør finde anvendelse i forbindelse med det igangværende handlingsprogram for 2006 til 2009.

    (12)

    De i denne beslutning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Nitratkomitéen, der er nedsat ved artikel 9 i direktiv 91/676/EØF —

    VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

    Artikel 1

    Den undtagelse, som Tyskland ved brev af 1. februar 2006 har anmodet om, med henblik på at tillade en højere mængde husdyrgødning end den, der er anført i punkt 2, andet afsnit, første punktum og litra a), i bilag III til direktiv 91/676/EØF, indrømmes på de betingelser, der er fastlagt i denne beslutning.

    Artikel 2

    Definitioner

    I denne beslutning forstås ved:

    (a)

    »kvægbrug«: husdyrbrug med over tre dyreenheder, hvor mindst to tredjedele af dyreenhederne udgøres af kvæg

    (b)

    »intensive græsarealer«: arealer, der forvaltes som permanente græsarealer eller græsarealer i omdrift (græsarealer i omdrift henligger som regel under fire år) med mindst fire høste pr. år eller tre høste og græsning.

    Artikel 3

    Anvendelsesområde

    Denne beslutning gælder på individuel basis for kvægbedrifter, men kun på intensive græsarealer, og på betingelserne i artikel 4, 5 og 6.

    Artikel 4

    Årlig tilladelse og forpligtelse

    1.   Landbrugere, som ønsker en undtagelse, indgiver hvert år en ansøgning til de kompetente myndigheder.

    2.   Sammen med den årlige ansøgning, der er omhandlet i stk. 1, forpligter de sig skriftligt til at opfylde betingelserne i artikel 5 og 6.

    3.   De kompetente myndigheder sikrer, at alle ansøgninger om en undtagelse underlægges administrativ kontrol. Hvor de nationale myndigheders kontrol af de i stk. 1 omhandlede ansøgninger viser, at betingelserne i artikel 5 og 6 ikke er opfyldt, informeres landbrugeren herom. I så fald afvises ansøgningen.

    Artikel 5

    Tilførsel af husdyrgødning og andre gødningsstoffer

    1.   Den mængde husdyrgødning, der på kvægbrug tilføres hvert år på de intensive græsarealer, herunder fra dyrene selv, må ikke overstige en mængde svarende til 230 kg kvælstof pr. hektar, jf. betingelserne i stk. 2-9.

    2.   Den samlede kvælstoftilførsel skal være forenelig med den pågældende afgrødes næringsstofbehov under hensyntagen til næringsstoftilførslen fra jorden.

    3.   Der udarbejdes en gødningsplan for hver bedrift, som beskriver sædskifteplaner for landbrugsjorden og den påtænkte tilførsel af husdyrgødning samt kvælstof- og fosfatgødning. Planen skal foreligge på bedriften senest den 1. februar.

    Gødningsplanen skal omfatte følgende:

    (a)

    antallet af husdyr og en beskrivelse af opstaldnings- og oplagringssystemer, herunder oplagringskapaciteten (volumen)

    (b)

    en beregning af kvælstof- og fosformængden i bedriftens husdyrgødning (minus tab ved opstaldning og oplagring)

    (c)

    sædskifteplan og arealstørrelse for intensive græsarealer og hver afgrøde, herunder en skitse, som viser de enkelte markers beliggenhed

    (d)

    afgrødernes forventede kvælstof- og fosforbehov

    (e)

    mængde og type husdyrgødning, som ikke anvendes på bedriften eller som modtages på bedriften

    (f)

    nettobidraget fra mineralisering af jordens organiske materiale, mængden af kvælstof i jorden ved vækstsæsonens begyndelse og bidraget fra afgrøderester og bælgafgrøder

    (g)

    kvælstof- og fosfortilførsel fra husdyrgødning for hver mark (er bedriftens område ensartet for så vidt angår udbytte og jordtype)

    (h)

    tilførsel af kvælstof og fosfor i kemisk eller anden gødningsform for hver mark.

    Planerne revideres senest syv dage efter enhver ændring i landbrugsdriften for at sikre overensstemmelse mellem planerne og den faktiske landbrugsdrift.

    4.   Hver bedrift fører gødningsregnskaber. De fremsendes til den kompetente myndighed for hvert kalenderår.

    5.   Hver bedrift, der er omfattet af en individuel undtagelse, accepterer, at den i artikel 4, stk. 1, omhandlede gødningstilførsel samt gødningsplanen og -regnskaberne eventuelt kontrolleres.

    6.   Der foretages analyse af kvælstof- og fosforkoncentrationer i jorden for hver bedrift, der er omfattet af en individuel undtagelse, mindst én gang hvert fjerde år for hvert af bedriftens ensartede områder af hensyn til sædskifteplaner og jordegenskaber. Der skal foretages mindst én analyse for hver 5 hektar landbrugsjord.

    7.   Bedriftens fosforoverskud i det foregående år, beregnet efter fremgangsmåden i § 5 og 6 i Düngeverordnung af 10. januar 2006, må ikke være større end 20 kg pr. hektar.

    8.   Husdyrgødning må ikke udbringes om efteråret før græsdyrkning.

    9.   Ved udbringningen af husdyrgødning skal der anvendes lavemissionsteknikker.

    Artikel 6

    Jordkultivering

    Landbrugere, der er omfattet af en individuel undtagelse for intensive græsarealer, iværksætter følgende foranstaltninger:

    (a)

    Græsarealer i omdrift pløjes om foråret.

    (b)

    På intensive græsarealer forekommer hverken bælgplanter eller andre kvælstoffikserende planter. Denne bestemmelse gælder dog ikke for græsarealer med mindre end 50 % kløver.

    Artikel 7

    Andre foranstaltninger

    Tyskland sikrer, at undtagelserne ikke indskrænker gennemførelsen af foranstaltninger, der er nødvendige for at efterkomme Fællesskabets øvrige miljølovgivning.

    Artikel 8

    Overvågning

    1.   De kompetente myndigheder udarbejder for hvert lokalområde et kort, som opdateres hvert år, og som viser den procentuelle andel af bedrifter, husdyr og landbrugsarealer, der er omfattet af individuelle undtagelser. Kortene fremsendes årligt til Kommissionen, første gang inden udgangen af 2007.

    2.   Undtagelsernes indvirkning på vandkvaliteten vurderes ved hjælp af et overvågningsnet, hvor der udtages prøver af overfladevand og højtliggende grundvand. Med dette for øje skal det net for overvågning af grundvandet, som er etableret med henblik på overvågning af forurening fra landbruget, og nettet for overvågning af overfladevand styrkes i områder, hvor 3 % af bedrifterne eller flere er omfattet af individuelle undtagelser.

    3.   Der skal gennem undersøgelser og næringsstofanalyser tilvejebringes data om lokal arealanvendelse, sædskifte og landbrugsdriften på bedrifter, som er omfattet af individuelle undtagelser. Disse data kan anvendes til modelberegninger af omfanget af nitratudvaskning og fosfortab fra intensive græsarealer, hvor der tilføres op til 230 kg kvælstof pr. hektar om året fra husdyrgødning.

    4.   I afvandingsområder, hvor landbrug er dominerende, etableres der overvågningssteder til at tilvejebringe data om kvælstofkoncentrationen i jordfugtigheden og det dertil hørende tab gennem rodzonen til grundvandet og om kvælstoftab ved afstrømning på og under overfladen, både på steder med undtagelse og på steder uden undtagelse.

    Artikel 9

    Kontrol

    1.   De kompetente nationale myndigheder fører administrativ kontrol med alle bedrifter, der er omfattet af en individuel undtagelse, for at kunne vurdere overholdelsen af grænsen på 230 kg kvælstof pr. hektar årligt fra husdyrgødning, af bestemmelserne om gødskning med kvælstof og fosfat og af betingelserne for arealanvendelsen.

    2.   Der etableres et markinspektionsprogram ud fra risikoanalyser, resultaterne af tidligere års kontrolbesøg og resultaterne af almene stikprøvekontroller ifølge lovgivning til gennemførelse af direktiv 91/676/EØF. Markinspektioner skal vedrøre mindst 3 % af de bedrifter, der er omfattet af en individuel undtagelse, hvor overholdelsen af bestemmelserne i artikel 5 og 6 kontrolleres.

    Artikel 10

    Rapportering

    1.   Den kompetente myndighed fremsender hvert år overvågningsresultaterne til Kommissionen sammen med en kortfattet rapport om udviklingen i vandkvaliteten og vurderingspraksis. Rapporten skal indeholde oplysninger om, hvordan vurderingen af overholdelsen af undtagelsesbetingelserne gennemføres ved hjælp af kontrol på bedrifterne, samt oplysninger om bedrifter, der ikke overholder betingelserne, baseret på resultaterne af den administrative kontrol og markinspektioner. Rapporten indsendes første gang senest i juni 2008 og derefter hvert år inden udgangen af juni.

    2.   Kommissionen tager disse resultater i betragtning i forbindelse med en eventuel ny anmodning om undtagelse.

    Artikel 11

    Anvendelse

    Denne beslutning anvendes inden for rammerne af det tyske handlingsprogram for 2006-2009 (Düngeverordnung af 10. januar 2006, senest ændret den 28. september 2006).

    Artikel 12

    Denne beslutning er rettet til Forbundsrepublikken Tyskland.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 22. december 2006.

    På Kommissionens vegne

    Stavros DIMAS

    Medlem af Kommissionen


    (1)  EFT L 375 af 31.12.1991, s. 1.


    Top