16.9.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 240/1

(1)

Den 15. marts 2005 indførte Kommissionen ved forordning (EF) nr. 426/2005 (2) (»den midlertidige forordning«) en midlertidig antidumpingtold på importen af visse færdigforarbejdede stoffer af endeløse polyesterfibre med oprindelse i Folkerepublikken Kina (»Kina«).

(2)

Undersøgelsen af dumping og skade omfattede perioden fra 1. april 2003 til 31. marts 2004 (»undersøgelsesperioden«). Undersøgelsen af tendenser, der var relevante for skadesvurderingen, omfattede perioden fra 1. januar 2000 til udgangen af undersøgelsesperioden (»den betragtede periode«).

(3)

Efter indførelsen af en midlertidig antidumpingtold på importen af visse færdigforarbejdede stoffer af endeløse polyesterfibre fra Kina blev alle parter underrettet om de kendsgerninger og betragtninger, der lå til grund for den midlertidige forordning. Parterne fik også en frist til at fremsætte bemærkninger til disse oplysninger.

(4)

Nogle af de interesserede parter fremsatte skriftlige bemærkninger. Parter, der anmodede herom, fik også mulighed for at blive hørt mundtligt. Kommissionen indhentede og efterprøvede alle oplysninger, som den anså for nødvendige. Der blev taget hensyn til de mundtlige og skriftlige bemærkninger fra parterne, og de foreløbige resultater blev i påkommende tilfælde ændret i overensstemmelse hermed.

(5)

Kommissionen underrettede parterne om de væsentligste kendsgerninger og betragtninger, på grundlag af hvilke den påtænkte at anbefale indførelse af en endelig antidumpingtold og endelig opkrævning af de beløb, for hvilke der var stillet sikkerhed i form af midlertidig told. De interesserede parter fik også en frist til at fremsætte bemærkninger til disse oplysninger. Der blev taget hensyn til de mundtlige og skriftlige bemærkninger fra parterne, og forslaget til en endelig antidumpingtold er i påkommende tilfælde blevet ændret i overensstemmelse hermed.

(6)

Den pågældende vare blev i betragtning (11) i den midlertidige forordning defineret som færdigforarbejdede stoffer af endeløse polyesterfibre til beklædningsgenstande, som er vævede stoffer af garn af endeløse syntetiske fibre med indhold af teksturerede og/eller ikke-teksturerede endeløse polyesterfibre på 85 vægtprocent eller derover, farvede eller trykte. Det skal i den forbindelse præciseres, at selv om den pågældende vare som regel anvendes til beklædningsgenstande, bl.a. til at fremstille for til beklædning og til at fremstille anorakker, sportsbeklædning, skitøj, undertøj og modeprodukter, kan den også, om end i mindre udstrækning, anvendes til andre formål. Alle færdigforarbejdede stoffer af endeløse polyesterfibre, som beskrevet ovenfor, er derfor omfattet af varedefinitionen uafhængigt af deres endelige anvendelsesformål. Uanset om den pågældende vare anvendes til det ene eller det andet formål, er dens grundlæggende fysiske, tekniske og kemiske egenskaber de samme, og de forskellige anvendelser berører derfor ikke definitionen af den pågældende vare.

(7)

Det bekræftes også, at stoffer, der er farvet hvide, også falder ind under varedefinitionen. Der må imidlertid sondres mellem disse stoffer og ublegede vævede stoffer af garn af endeløse syntetiske fibre (også kaldet grå stoffer), der opnås efter vævning, men inden farvning, og som udgør råvaren til den pågældende vare. Sidstnævnte stoffer er derfor ikke omfattet af varedefinitionen. Da vævede stoffer, der er farvet hvide som nævnt ovenfor, henhører under KN-kode ex 5407 51 00, ex 5407 61 10 og ex 5407 69 10, måtte disse KN-koder tilføjes i den relevante del af denne forordning.

(8)

Det bekræftes desuden, at der bør sondres mellem den pågældende vare og vævede stoffer af endeløse polyesterfibre, af garn af forskellig farve, hvor indfarvet garn væves til klæde, og designet skabes ved at væve mønsteret. Sidstnævnte vare har ikke de samme grundlæggende fysiske og kemiske egenskaber, da der anvendes en anden råvare (indfarvet garn), og designet opnås ved vævning i stedet for trykning eller farvning. Desuden anvendes denne form for færdigforarbejdede stoffer normalt som møbelstoffer, mens den pågældende vare næsten udelukkende anvendes til at fremstille beklædningsgenstande.

(9)

Flere interesserede parter hævdede, at færdigforarbejdede stoffer af endeløse polyesterfibre (»FSEP«), der anvendes til møbler eller boligmontering, ikke burde være omfattet af antidumpingforanstaltningerne. En interesseret part, der importerer polyesterstoffer til paraplyer, anførte også, at den tekstilvare, firmaet importerer, anvendes til et andet formål og ikke egner sig til beklædningsindustrien på grund af vægtforskellen.

(10)

Det blev ved undersøgelsen bekræftet, at den pågældende vare i en vis, men dog mindre udstrækning, anvendes til møbler og boligmonteringsformål. Disse stoffer har imidlertid trods forskelle i en række faktorer, som f.eks. farve, garnstørrelse og færdigbehandling, samme grundlæggende tekniske, fysiske og kemiske egenskaber, som de stoffer, der anvendes til beklædningsgenstande. Det konkluderes derfor, at de ikke bør udelukkes fra varedefinitionen.

(11)

En interesseret part anførte, at afhængigt af varens anvendelse, f.eks. som for til billigere beklædningsgenstande eller som stof til dyrere beklædningsgenstande, er der betydelige forskelle i pris og kvalitet, hvorfor disse varer ikke bør opfattes som én og samme pågældende vare.

(12)

Det bemærkes i den henseende, at der er taget højde for forskellene i type og pris med de PKN-koder, der er fastlagt til undersøgelsen, og som sikrer, at forskellige produkttyper sammenlignes med samme vare.

(13)

I betragtning (15) i den midlertidige forordning anførte Kommissionen, at den havde konstateret, at FSEP fremstillet af EF-erhvervsgrenen og solgt på fællesskabsmarkedet var samme vare som FSEP fremstillet i de pågældende lande og eksporteret til Fællesskabet, da der ikke var konstateret nogen forskelle i de grundlæggende fysiske og kemiske egenskaber og anvendelsesformål for de eksisterende forskellige typer.

(14)

Da der ikke er modtaget yderligere bemærkninger vedrørende varedefinitionen og samme vare, bekræftes de foreløbige konklusioner i betragtning (11)-(16) i den midlertidige forordning.

(15)

En af de interesserede parter anmodede om, at der blev offentliggjort nærmere oplysninger om de samarbejdsvillige fællesskabsproducenter, så de interesserede parter fik mulighed for at vurdere, om de stående krav var opfyldt. Som anført i betragtning (8), litra a), i den midlertidige forordning anmodede fællesskabsproducenterne i henhold til grundforordningens artikel 19 om, at oplysningerne om deres selskaber ikke blev offentliggjort, da dette ville være til betydelig skade for dem. Da nogle af dem køber polyestergarn (deres vigtigste råmateriale) fra kinesiske leverandører, er der risiko for gengældelse. Deres anmodning blev konstateret at være tilstrækkeligt dokumenteret og blev derfor imødekommet.

(16)

I denne undersøgelse gav 49 eksporterende producenter i Kina sig til kende og anmodede om markedsøkonomisk behandling i henhold til artikel 2, stk. 7, litra c), i grundforordningen. Hver enkelt anmodning blev gennemgået ud fra de fem kriterier, der er fastsat i nævnte artikel.

(17)

Som nævnt i betragtning (23) i den midlertidige forordning kunne 25 selskaber på det grundlag bevise, at de opfyldte de fem relevante kriterier for markedsøkonomisk behandling. De øvrige selskaber kunne ikke indrømmes markedsøkonomisk behandling: 10 af dem samarbejdede ikke tilstrækkeligt ved undersøgelsen, da de ikke fremlagde de ønskede nødvendige oplysninger, og for de 14 andre konstateredes det, at de, jf. nedenstående tabel, ikke opfyldte kriterierne i grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c).

(18)

De pågældende selskaber og klageren fik lejlighed til at fremsætte bemærkninger til ovennævnte undersøgelsesresultater. Resultatet af gennemgangen af bemærkningerne fra de forskellige interesserede parter er omtalt nedenfor.

(19)

Generelt skal det bemærkes, at bevisbyrden ifølge grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), påhviler de eksporterende producenter, der gør krav på markedsøkonomisk behandling, eftersom artiklen fastsætter, at selskaberne skal fremlægge tilstrækkelige beviser for, at de driver virksomhed under markedsøkonomiske vilkår. Der kan ikke indrømmes markedsøkonomisk behandling, hvis der fortsat er tvivl, f.eks. fordi det eller de pågældende selskaber ikke gav eller ikke kunne give de nødvendige oplysninger, eller oplysningerne var utilstrækkelige.

(20)

Det skal også bemærkes, at hvert enkelt af de fem kriterier i grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), skal være fuldt ud opfyldt, for at et selskab kan indrømmes markedsøkonomisk behandling. Der kan med andre ord ikke indrømmes markedsøkonomisk behandling, hvis et af kriterierne kun er delvis opfyldt. Det er også institutionernes sædvanlige praksis at undersøge, om en gruppe af forbundne virksomheder samlet opfylder betingelserne for markedsøkonomisk behandling, dvs. at alle de forbundne virksomheder, som producerer og/eller sælger det pågældende produkt, hver især skal godtgøre, at de opfylder kriterierne for indrømmelse af markedsøkonomisk behandling.

(21)

I den sammenhæng hævdede selskab 4, 5, 9 og 14, at vurderingen af, om et selskab bør indrømmes markedsøkonomisk behandling, skal foretages ud fra en helhedsbetragtning, og at de burde indrømmes markedsøkonomisk behandling, eftersom Kommissionen konstaterede, at det kun var visse aspekter af de pågældende kriterier, der ikke var opfyldt. Disse påstande blev afvist af de grunde, der er nævnt i betragtning 20.

(22)

Selskab 4 og 5 hævdede også, at Kommissionens resultater ikke var tilstrækkelige til at konkludere, at de ikke opfyldte første kriterium. Det skal i den forbindelse bemærkes, at kontrolbesøget hos de to selskaber afslørede, at de enten gav vildledende oplysninger i deres anmodning om markedsøkonomisk behandling, eller at de simpelthen udelod vigtige oplysninger. For ét af selskaberne blev det angivet, at en vigtig leverandør af råmateriale var et privat selskab, mens det ved undersøgelsen på stedet senere konstateredes at være statsejet. Selskabets argument om, at det ikke kan forventes at have nærmere kendskab til ejerforholdene hos sine leverandører, kunne ikke godtages, da selskabet i anmodningen om markedsøkonomisk behandling udtrykkeligt anførte, at leverandøren var privatejet, og selskabet også udtrykkeligt bekræftede dette under kontrolbesøget. Med hensyn til det andet selskab konstateredes det ved kontrolbesøget, at selv om der specifikt skulle gives oplysning herom i anmodningen om markedsøkonomisk behandling, undlod selskabet at anføre sine indkøb af hovedråmaterialet, og der blev således ikke givet oplysninger om de relevante leverandører. Disse omstændigheder lagde i høj grad hindringer i vejen for kontrollen, og det kunne ikke efterprøves, om de tilsvarende omkostninger blev afholdt som reaktion på markedssignaler og uden statslig indblanding. Selskabernes påstande blev derfor afvist.

(23)

Selskab 3, 9 og 14 hævdede, at den kendsgerning, at revisorerne havde påtegnet deres årsregnskab med forbehold, ikke i sig selv er tilstrækkelig til, at det andet kriterium i grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), kan betragtes som ikke opfyldt. Selskab 2 bestred Kommissionens konklusion om, at selskabet ikke har ét klart sæt uafhængigt reviderede regnskaber, som anvendes til alle formål. Selskab 4 og 5 hævdede, at kriterium 2 burde betragtes som opfyldt, da de havde et klart sæt uafhængigt reviderede regnskaber.

(24)

Generelt skal det bemærkes, at det andet kriterium i grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), kræver, at de pågældende selskaber skal bevise, at de har et grundlæggende sæt regnskaber, som revideres uafhængigt, og som er i overensstemmelse med internationale regnskabsstandarder, således at det er muligt at vurdere pålideligheden af disse regnskaber med henblik på at sikre en behørig dumpingvurdering. Dumpingberegningen baseres hovedsagelig på data fra selskabernes regnskaber, såsom indtægter, omkostninger, overskud og lagerbeholdning, som derfor skal være pålidelige. Antidumpingkontrolbesøget består netop i at efterprøve disse poster. Det må desuden huskes, at revisionspåtegningen (godkendelse uden eller med forbehold eller nægtelse af godkendelse) afhænger af, hvor væsentlige mangler der konstateres i regnskaberne. Det forhold, at en revisor ikke nægter at godkende regnskaberne, betyder ikke automatisk, at regnskaberne er korrekte, hvilket kun kan garanteres ved en revisionspåtegning uden forbehold.

(25)

Specielt vedrørende selskab 3, 9 og 14 skal det bemærkes, at revisorernes forbehold var ret betydelige. For ét af selskaberne var revisorerne ikke i stand til at efterprøve lageropgørelsen ved årets udgang og årets salgsomkostninger. For et andet selskab anførte revisorerne i deres beretning, at de ikke var i stand til at efterprøve lageropgørelsen ved årets udgang på grund af »særlige forhold«. Det skal bemærkes, at lagerværdien udgjorde over 10 % af det pågældende selskabs balancesum. I øvrigt stemte de regnskaber, selskabet fremlagde, ikke overens med dem, der var omtalt i revisionsberetningen, hvilket rejste tvivl om, hvorvidt det var de korrekte reviderede regnskaber, der blev fremlagt. For det sidste af selskaberne var der betydelige forbehold i årsregnskabet for 2002. Selv om der ikke kunne ses nogen åbenbar ændring af regnskabspolitikken eller nogen korrigering af forhold, der var påtalt de foregående år, blev der ikke fremsat samme forbehold for 2003-regnskabet, og det såede tvivl om, hvorvidt regnskabet var blevet revideret af uafhængige revisorer i overensstemmelse med internationale standarder. Dette regnskab blev end ikke godkendt af aktionærerne. Disse selskabers påstande blev derfor afvist.

(26)

Hvad angår selskab 2, skal det bemærkes, at de betydelige ændringer, revisorerne forlangte, og som medførte en halvering af overskuddet, kun blev registreret i årsregnskabet, men ikke i selskabets andre regnskaber. Grunden hertil var, at selskabet til andre formål ønskede, at dets regnskaber skulle udvise et større overskud. Regnskaberne kunne derfor ikke afstemmes med det reviderede årsregnskab, hvilket ville have haft en direkte og betydelig virkning for enhver dumpingberegning. Det måtte derfor konkluderes, at selskabet ikke havde et klart sæt regnskaber, der anvendtes til alle formål. Da der ikke er fremkommet yderligere oplysninger fra selskabet, bekræftes dette resultat, og selskabets påstand afvises.

(27)

For selskab 4 og 5 konstateredes der betydelige mangler i regnskaberne ved kontrolbesøget. Selskaberne hævdede, at disse mangler skyldtes kontorfejl, og at Kommissionen ikke havde foretaget en grundig undersøgelse og misforstod situationen. Det skal for det første påpeges, at det påhviler selskaberne at afklare eller fjerne tvivl, der måtte opstå i forbindelse med kontrollen. Det skal også bemærkes, at nogle af de dokumenter, der blev anmodet om, ikke blev fremlagt af selskaberne inden for det tidsrum, der var afsat til gennemgang af anmodningen om markedsøkonomisk behandling, og at det derfor ikke var muligt at kontrollere eller tage disse dokumenter i betragtning. De konstaterede mangler rejste alvorlig tvivl om regnskabernes pålidelighed, og det bekræftes derfor, at disse regnskaber ikke kunne betragtes som revideret i overensstemmelse med internationale standarder. Da der ikke er fremkommet yderligere oplysninger fra selskaberne, bekræftes disse resultater, og selskabernes påstande afvises.

(28)

De to sidstnævnte selskaber og selskab 6 hævdede, at det var ubegrundet at konkludere, at de ikke opfyldte det tredje kriterium.

(29)

Selskab 4 hævdede, at Kommissionen ikke havde nogen rimelig grund til at konkludere, at aktionærerne betalte en nedsat pris ved privatiseringen. Undersøgelsen viste imidlertid for det første, at selskabets værdi kun var ansat til 25 % af dets bogførte nettoværdi på privatiseringstidspunktet, hvilket såede tvivl om vurderingsberetningens pålidelighed. Men det viste sig tilmed, at de nye aktionærer kun betalte en del af denne pris for at blive ejere af selskabet. Den resterende del konstateredes at være betalt af et tredje selskab, som selskab 4 afviste at give nærmere oplysninger om, hvad ejerforholdene angik. Det kunne derfor ikke bortvejre mistanken om, at dette tredje selskab var statsejet. Påstanden om, at oplysningerne ikke kunne fremlægges af hensyn til forretningshemmeligheden, kan ikke accepteres, da myndighederne i antidumpingundersøgelser behandler alle fortrolige dokumenter, der fremlægges ved kontrolbesøget, som fortrolige i overensstemmelse med grundforordningens artikel 19, stk. 1, og oplysningerne således under ingen omstændigheder ville blive videregivet. Påstanden blev derfor afvist.

(30)

Selskab 5 bestred Kommissionens negative beslutning om markedsøkonomisk behandling vedrørende det tredje kriterium med den begrundelse, at det angiveligt købte sit vigtigste udstyr fra et forbundet privat selskab, og at aktiverne således blev overdraget til markedspris. Det skal bemærkes, at Kommissionens konklusioner i dette tilfælde var baseret på den kendsgerning, at selskabet i anmodningen om markedsøkonomisk behandling oprindelig anførte, at alle dets aktiver blev købt på det åbne marked, hvilket ved kontrolbesøget konstateredes at være ukorrekt. Det konstateredes faktisk, at alle aktiver i realiteten blev overført fra selskabets aktionær. Selskabet kunne ikke give nærmere oplysninger om, hvordan aktionæren oprindelig havde købt de pågældende aktiver og til hvilken pris. Selskabet kunne derfor ikke godtgøre, at aktiverne blev overdraget til markedspris, og kunne dermed heller ikke godtgøre, at dets produktionsomkostninger og økonomiske situation ikke blev væsentligt fordrejet som et levn fra det tidligere ikke-markedsøkonomiske system. De vildledende oplysninger, selskabet gav om oprindelsen af sine faste aktiver, var i høj grad en hindring for kontrolarbejdet. Da der ikke er fremkommet yderligere oplysninger, bekræftes disse konklusioner, og påstanden er blevet afvist.

(31)

Selskab 6 hævdede, at den kendsgerning, at alle aktiver afskrives med samme faste sats, ikke burde føre til den konklusion, at selskabets økonomiske situation fordrejes. Selskabet hævdede desuden, at prisen for overtagelsen af brugsretten til jorden, som Kommissionens tjenestegrene fandt unormalt lav, er fastsat ved en ren markedstransaktion uden statslig indblanding. Disse påstande afvistes med den begrundelse, at anvendelsen af samme afskrivningssats for alle aktiver i dette tidligere kollektivt ejede selskab ikke afspejler den økonomiske virkelighed og indebærer en væsentlig fordrejning af virksomhedens produktionsomkostninger og økonomiske situation. Hvad angår overtagelsen af brugsretten til den statsejede jord, var staten pr. definition indblandet, og selskabet kunne ikke bevise, at overtagelsesprisen — der syntes unaturligt lav i forhold til den normale årlige lejeafgift, selskabet tidligere betalte — afspejlede markedsværdien.

(32)

Det skal bemærkes, at nogle eksporterende producenter også hævdede, at Kommissionens konklusion om ikke at indrømme dem markedsøkonomisk behandling var baseret på forkerte resultater. De fremlagde imidlertid ikke yderligere oplysninger i den henseende, og deres påstande måtte derfor afvises. Kun et selskab kunne fremlægge gyldige begrundelser, mens de øvrige selskabers påstande måtte afvises.

(33)

Mere generelt hævdede selskab 9, at det manglende kontrolbesøg var ugunstigt for dem og diskriminerende i forhold til de selskaber, hos hvilke der var aflagt kontrolbesøg. To andre selskaber hævdede, at et besøg til samtidig kontrol af anmodningen om markedsøkonomisk behandling og besvarelsen af dumpingspørgeskemaet var ufordelagtigt for dem, og det samme gjaldt overskridelsen af fristen på tre måneder for Kommissionens beslutning om markedsøkonomisk behandling efter grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c).

(34)

Det skal i den henseende bemærkes, at kontrolbesøg ifølge grundforordningens artikel 16 ikke er obligatoriske og gennemføres, hvis det anses for påkrævet. I det foreliggende tilfælde blev den anmodning om markedsøkonomisk behandling, som selskab 9 havde fremsat, afvist allerede ved første gennemgang, da selskabet - selv om der blev fremsendt en mangelskrivelse - ikke godtgjorde, at alle kriterierne var opfyldt. Med hensyn til de øvrige påstande skal det bemærkes, at de samtidige kontrolbesøg og den manglende overholdelse af fristen på tre måneder hænger sammen med, at denne procedure omfattede mange eksporterende producenter, og at bestemmelserne om stikprøver kun kunne anvendes for dumpingberegninger. Undersøgelsen indebar derfor en betydelig og tidskrævende gennemgang af hver enkelt anmodning om markedsøkonomisk behandling. Under alle omstændigheder anses de tidsmæssigt sammenfaldende kontrolbesøg og den manglende overholdelse af fristerne ikke for at have nogen åbenbare retlige konsekvenser eller nogen ugunstige virkninger, og der kunne — som allerede konkluderet i tidligere undersøgelser — på den måde tages rimelig stilling til spørgsmålet om markedsøkonomisk behandling. Påstandene blev derfor også afvist.

(35)

Klagerens påstand om, at der hos alle berørte selskaber burde aflægges et kontrolbesøg vedrørende anmodningen om markedsøkonomisk behandling, blev afvist ud fra de grunde, der er anført i betragtning (34).

(36)

Individuel behandling blev indrømmet 18 selskaber — heraf 13, som havde anmodet om, men ikke opnået markedsøkonomisk behandling — da de konstateredes at opfylde alle betingelser for individuel behandling efter grundforordningens artikel 9, stk. 5.

(37)

Tre selskaber, der ikke blev indrømmet individuel behandling, hævdede, at de enten ikke fik tilstrækkelig tid til at indgive anmodningen om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling for deres datterselskaber, eller at deres datterselskabers begrænsede aktivitet ikke berettigede, at der skulle indgives en begrundet anmodning om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling.

(38)

For disse tre selskabers vedkommende skal det bemærkes, at der oprindelig ikke blev indgivet nogen anmodning om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling inden for den frist, der gjaldt for samtlige selskaber. Efter en første gennemgang blev disse selskaber ved en mangelskrivelse opfordret til også at indsende en anmodning inden for en bestemt frist vedrørende deres forbundne selskaber, som også var aktive inden for salg/produktion af den pågældende vare. Der indkom imidlertid ingen sådanne anmodninger, og der kunne ikke indrømmes en ekstra frist for ikke at skabe forskelsbehandling i forhold til de selskaber, der havde fremlagt de relevante oplysninger inden for de fastsatte frister. Det skal i den forbindelse bemærkes, at i betragtning af, at det drejer sig om en kompliceret sag, der krævede individuel undersøgelse af anmodninger om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling for mange selskaber, og hvor bestemmelserne om stikprøver måtte anvendes til konstatering af dumping, ville indrømmelsen af længere frister også have forhindret, at undersøgelsen blev afsluttet til tiden. Dertil kommer, at den omstændighed, at et selskabs aktivitet er begrænset, ikke fritager selskabet for at bevise, at det opfylder de relevante kriterier. Påstandene blev derfor afvist.

(39)

En af de eksporterende producenter hævdede, at udvælgelsen til stikprøven var unfair, da den alene var baseret på eksportvolumen, og at producenten burde have været med i prøven i betragtning af den høje merværdi, der karakteriserede de produkter, selskabet eksporterede til Fællesskabet.

(40)

Denne påstand blev imidlertid afvist, da udvælgelsen af selskaberne til stikprøven foregik i overensstemmelse med grundforordningens artikel 17, stk. 1, dvs. på grundlag af den største repræsentative eksporterede mængde, der med rimelighed kunne undersøges inden for den tid, der var til rådighed.

(41)

En anden eksporterende producent bestred den konklusion, at selskabet, da det udtrykkeligt havde afvist at være med i stikprøven, ikke kunne betragtes som en samarbejdsvillig part. Selskabet hævdede for det første, at stikprøveudvælgelsen efter grundforordningens artikel 17, stk. 2, skal foretages med parternes samtykke, således at de får mulighed for at sige nej til at være med i stikprøven. For det andet hævdede det, at ifølge grundforordningens artikel 2, stk. 7, er et kontrolbesøg ikke en nødvendig betingelse for at påvise, at et selskab opfylder de fem relevante kriterier, og at det derfor stadig kunne indrømmes markedsøkonomisk behandling. Det fremførte, at dette også kan ses af, at 22 selskaber blev indrømmet markedsøkonomisk behandling, men der blev kun aflagt besøg på stedet hos syv. Selskabet hævdede desuden, at det burde være blevet underrettet om følgerne af manglende samarbejdsvilje, som omhandlet i grundforordningens artikel 18, stk. 1.

(42)

Angående den første påstand skal det bemærkes, at ifølge grundforordningens artikel 17, stk. 2, er parternes samtykke ikke en nødvendig betingelse, da artiklen fastsætter, at den endelige udvælgelse påhviler Kommissionen, idet udvælgelsen dog så vidt muligt foretages i samråd med de berørte parter og med disses samtykke. Desuden blev stikprøveudvælgelsen i dette tilfælde foretaget i samråd med de kinesiske myndigheder, og også under denne procedure gav det berørte selskab udtryk for, at det ikke ønskede at være med i stikprøven, fordi et kontrolbesøg ville volde det vanskeligheder. Det skal tillige bemærkes, at selskabet ikke anmodede om en individuel undersøgelse efter grundforordningens artikel 17, stk. 3.

(43)

Den anden påstand blev betragtet som ubegrundet, da nægtelse af at give adgang til nødvendige oplysninger, således også i forbindelse med beslutningen om markedsøkonomisk behandling, efter grundforordningens artikel 18 bør betragtes som manglende samarbejdsvilje. Det blev over for selskabet gjort klart, at medvirken i stikprøven indebar, at det skulle besvare et spørgeskema og acceptere en kontrol på stedet af besvarelsen, hvilket selskabet afslog. Under alle omstændigheder skal det bemærkes, at selv om selskabet var blevet indrømmet markedsøkonomisk behandling, ville det have været nødvendigt at anvende bestemmelserne i grundforordningens artikel 18 ved manglende deltagelse i stikprøven, manglende besvarelse af et spørgeskema efter grundforordningens artikel 17, stk. 3, og manglende accept af et kontrolbesøg. Den sidste af selskabets påstande bør også afvises, fordi følgerne af manglende samarbejdsvilje klart fremgik af punkt 8 i meddelelsen om indledning af proceduren.

(44)

Da der ikke er fremsat bemærkninger hertil, bekræftes den generelle metode, der blev anvendt til at fastsætte den normale værdi, jf. betragtning (31)-(40) i den midlertidige forordning.

(45)

De eksporterende producenter, der blev indrømmet markedsøkonomisk behandling, hævdede, at der var visse kontorfejl i beregningen af den normale værdi, eller bestred den metode, der var anvendt til at beregne de justeringer, der skønnedes nødvendige. Disse spørgsmål er blevet undersøgt, og der er foretaget de nødvendige ændringer.

(46)

Nogle af de interesserede parter hævdede, at grundforordningens artikel 2, stk. 7, ikke var blevet overholdt, da de ikke inden indførelsen af midlertidige foranstaltninger blev underrettet om valget af et andet referenceland end det, der var foreslået i indledningsmeddelelsen. De hævdede også, at da de ikke vidste, at der ikke var nogen samarbejdsvillige producenter i Mexico, som var det land, der blev foreslået i indledningsfasen, kunne de ikke yde Kommissionen bistand ved valget af et alternativt land.

(47)

I den henseende skal det for det første bemærkes, at grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra a), fastsætter, at parterne umiddelbart efter iværksættelsen af undersøgelsen underrettes om det påtænkte tredjeland med markedsøkonomi. I dette tilfælde påtænktes det umiddelbart efter iværksættelsen stadig at anvende Mexico som referenceland, og parterne blev opfordret til at fremsætte bemærkninger til dette valg. På det tidlige stadium af undersøgelsen var der faktisk intet, der tydede på, at ingen mexicansk producent ville vise sig villig til at samarbejde. Først senere blev det klart, at der som følge af manglende samarbejde måtte vælges et andet land.

(48)

Desuden fastsættes det ikke i grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra a), at parterne bør bistå Kommissionen i valget af et passende referenceland.

(49)

De interesserede parter blev også underrettet om de foreløbige resultater, herunder det foreløbigt valgte referenceland, dvs. Tyrkiet, og fik lejlighed til at fremsætte bemærkninger. Der blev ikke fremsat nogen bemærkninger om, at Tyrkiet ikke kunne anses for at være et passende referenceland i dette tilfælde. Bestemmelserne i grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra a), kan derfor ikke anses for at være tilsidesat, og resultaterne i betragtning (44)-(48) i den midlertidige forordning bekræftes.

(50)

Da der ikke er fremsat bemærkninger hertil, bekræftes den generelle metode, der blev anvendt til at fastsætte den normale værdi, jf. betragtning (49) og (50) i den midlertidige forordning.

(51)

To eksporterende producenter hævdede, at de betingelser for beregning af eksportprisen, der er fastsat i grundforordningens artikel 2, stk. 9, ikke var opfyldt, og at eventuelle justeringer af eksportprisen ved salg til Fællesskabet via forbundne selskaber etableret i et tredjeland snarere burde ske efter bestemmelserne i grundforordningens artikel 2, stk. 10.

(52)

I den henseende bekræftes det, at bestemmelserne i grundforordningens artikel 2, stk. 10, særlig litra i), faktisk blev anvendt som nævnt i betragtning (53) i den midlertidige forordning.

(53)

De eksporterende producenter, der blev indrømmet markedsøkonomisk behandling, hævdede, at der var visse kontorfejl i beregningen af eksportprisen, eller bestred den metode, der var anvendt til at beregne visse justeringer, der skønnedes nødvendige. Disse spørgsmål er blevet undersøgt, og der er foretaget de nødvendige ændringer.

(54)

En eksporterende producent, der blev indrømmet markedsøkonomisk behandling, og som deltog i stikprøven, hævdede, at de justeringer, der efter grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra i), blev foretaget af selskabets salg til Fællesskabet via dets datterselskab etableret i et tredjeland, ikke var berettigede, da det pågældende datterselskab blot fungerede som en eksportsalgsafdeling. Den pågældende producent hævdede også, at, hvis der alligevel blev foretaget en justering, burde den under alle omstændigheder være begrænset til, hvad der ville være en normal provision betalt til ikke-forbundne agenter. To andre eksporterende producenter hævdede også, at justeringen burde begrænses til de direkte salgsudgifter.

(55)

I den henseende viste undersøgelsen, at de funktioner, det pågældende salgsdatterselskab varetog, var mere vidtgående end dem, som en eksportørs eksportsalgsafdeling typisk varetager, og at de snarere burde sammenlignes med dem, der varetages af en agent, der arbejder på provisionsbasis, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra i).

(56)

Den forbundne part anses derfor for at have haft omkostninger, som faktisk reducerer de beløb, eksportørerne modtager, og som således bør trækkes fra den pris, den første uafhængige køber i Fællesskabet betaler.

(57)

Det skal bemærkes, at de to andre eksporterende producenter, der befinder sig i samme situation som ovennævnte producent, delte Kommissionens synspunkt om, at der burde foretages en justering efter grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra i), for at få en rimelig sammenligning (jf. betragtning (51)).

(58)

Desuden anses justeringsbeløbet for at være behørigt beregnet i overensstemmelse med artikel 2, stk. 10, litra i), dvs. på grundlag af den avance, det forbundne selskab modtager. Avancen blev i dette tilfælde beregnet som de forbundne selskabers faktiske SGA-omkostninger plus en rimelig fortjeneste og bør ikke begrænses udelukkende til de direkte salgsudgifter. De eksporterende producenters påstande blev derfor afvist.

(59)

Flere af de interesserede parter hævdede, at justeringen for ikke-refunderet moms var uberettiget og baseret på en fejlagtig forståelse af systemet. Andre eksporterende producenter, herunder en, der var enig i justeringsprincippet, bestred den metode, der var anvendt til at beregne justeringen, og forlangte, at justeringen skulle baseres på det faktiske ikke-refunderede momsbeløb.

(60)

Den første påstand afvistes, fordi den ikke var behørigt begrundet, og der ikke blev fremlagt andre oplysninger, der kunne bekræfte, at justeringen er baseret på en fejlagtig forståelse.

(61)

Hvad angår påstanden om, at de faktiske beløb burde anvendes, blev disse i mange tilfælde ikke oplyst af de berørte eksporterende producenter eller ikke underbygget med tilstrækkelige beviser, og de kunne derfor ikke tages i betragtning. Påstandene blev derfor afvist.

(62)

Efter bemærkninger fra en række parter præciseres det, at de priser for samme produkttyper solgt på hjemmemarkedet i Tyrkiet, som blev anvendt til at fastsætte den normale værdi, om nødvendigt blev justeret for at sikre en rimelig sammenligning med de produkttyper, som de berørte kinesiske producenter eksporterede til Fællesskabet, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra a). Disse justeringer blev foretaget på grundlag af et rimeligt skøn over forskellenes markedsværdi. For to selskaber måtte den justering, der blev foretaget i den midlertidige fase, revideres, så den bedre kom til at afspejle deres individuelle situation, og de relevante margener revideredes tilsvarende.

(63)

To af de tre selskaber, der blev indrømmet markedsøkonomisk behandling, hævdede, at den forbindelse, der blev konstateret mellem dem i undersøgelsesperioden, ikke længere afspejler den reelle situation, da aktionærforbindelsen mellem alle tre selskaber kort efter undersøgelsesperioden ophævedes, fordi alle de pågældende aktier blev solgt til uafhængige personer. Selskaberne hævdede derfor, at der burde tages hensyn til denne nye situation, og at hvert af selskaberne, da de ikke længere kan betragtes som forbundne, bør tildeles en individuel dumpingmargen, der afspejler dets egen situation.

(64)

Undersøgelsen viste imidlertid, at forbindelsen mellem de pågældende selskaber i undersøgelsesperioden faktisk bestod af mere end blot en aktionærforbindelse. Det konstateredes, at de tre selskaber ud over denne forbindelse også havde fælles bestyrelsesmedlemmer. Dette forhold forstærkede den forbindelse, der bestod i kraft af aktionærforbindelsen.

(65)

Det konstateredes derfor, at selskaberne måtte betragtes som forbundne i undersøgelsesperioden. Selv om situationen angiveligt ændredes kort efter undersøgelsesperioden, ville det under alle omstændigheder være for tidligt at konkludere, at disse ændringer er af varig karakter. I betragtning af arten af den forbindelse, der konstateredes i undersøgelsesperioden, kan det ikke udelukkes, at der er risiko for omgåelse gennem det selskab, der pålægges den laveste told. Det skal også bemærkes, at mens forbindelsen kan have påvirket resultaterne for undersøgelsesperioden, kan eventuelle ændringer i forbindelsen efter undersøgelsesperioden ikke betragtes som relevante.

(66)

Det konkluderes derfor, at selskabernes påstande bør afvises.

(67)

Forskellige interesserede parter bestred også, at bestemmelserne om stikprøver var anvendt korrekt. Da de tre selskaber, som blev indrømmet markedsøkonomisk behandling, og som deltog i stikprøven, konstateredes at være forbundne, hævdes det, at de udgør en enkelt enhed, og at deres dumpingmargen derfor ikke kan lægges til grund for et gyldigt gennemsnit efter grundforordningens artikel 9, stk. 6. Det skyldes, at denne artikel omhandler den vejede gennemsnitlige dumpingmargen, der er fastsat for parterne i stikprøven, hvorfor dumpingmargenen nødvendigvis må baseres på resultaterne for mere end ét selskab. Der blev henvist til WTO-appelinstansens rapport i forbindelse med EF-Indien-sengelinnedsagen (3), hvori det konkluderedes, at det vejede gennemsnit nødvendigvis måtte referere til mere end ét selskab.

(68)

Hertil skal det bemærkes, at appelinstansens konklusioner, der blev fremsat i en anden sammenhæng, nemlig i forbindelse med antidumpingaftalens (ADA) artikel 2.2.2 (ii), og en anden sag, ikke kan anvendes direkte i den foreliggende specifikke sag. For det andet bør argumentet afvises, fordi det vejede gennemsnit af stikprøven i denne sag er baseret på hvert selskabs egen normale værdi og eksportpriser, og disse selskaber ikke udgør en enkelt enhed. Først da de tre individuelle margener var fastsat, blev der beregnet et vejet gennemsnit af disse margener for de forbundne selskaber for at undgå, at selskaberne i betragtning af deres indbyrdes forbindelse kanaliserer al deres eksport gennem det selskab, som der blev fastsat den laveste dumpingmargen for. Det skal også bemærkes, at grundforordningens artikel 9, stk. 6, ikke specifikt udelukker anvendelse af dumpingmargener, der er fastsat for forbundne parter i stikprøven. Påstandene blev derfor afvist.

(69)

Da der ikke er fremsat bemærkninger hertil, bekræftes den metode, der blev anvendt til fastsættelse af dumpingmargenerne for de selskaber, der blev indrømmet individuel behandling, jf. betragtning (57) i den midlertidige forordning.

(70)

På grundlag af ovenstående udgør de endelige dumpingmargener følgende i procent af cif-prisen, Fællesskabets grænse, ufortoldet:

(71)

Da der ikke er fremsat nogen bemærkninger hertil, bekræftes resultaterne i betragtning (59)-(61) i den midlertidige forordning.

(72)

Da der ikke er fremsat nogen bemærkninger hertil, bekræftes de foreløbige resultater vedrørende den samlede produktion i Fællesskabet, jf. betragtning (62) og (63) i den midlertidige forordning.

(73)

En af de interesserede parter hævdede, at der ikke var tilstrækkelig støtte fra en betydelig del af producenterne i Fællesskabet. Den pågældende part anførte, at ét selskab var gået konkurs under undersøgelsen og derfor ikke burde tages i betragtning ved definitionen af erhvervsgrenen i Fællesskabet. Parten hævdede desuden, at én af producenterne importerede det pågældende produkt i den betragtede periode og burde udelukkes fra erhvervsgrenen i Fællesskabet i henhold til grundforordningens artikel 4, stk. 1, litra a).

(74)

Det skal bemærkes, at en producent i Fællesskabet er i betalingsstandsning, men havde en produktion i gang i undersøgelsesperioden og i øjeblikket fortsætter sin produktion. Dette selskab blev derfor medtaget i definitionen af erhvervsgrenen i Fællesskabet. Undersøgelsen bekræftede, at intet selskab, der blev medregnet til erhvervsgrenen i Fællesskabet, importerede det pågældende produkt i undersøgelsesperioden. Nogle importerede imidlertid det grå produkt, dvs. råvaren til FSEP. Disse argumenter bør derfor afvises.

(75)

Da der ikke er fremsat yderligere bemærkninger hertil, bekræftes definitionen af erhvervsgrenen i Fællesskabet, jf. betragtning (64) i den midlertidige forordning.

(76)

Da der ikke er fremsat nogen bemærkninger hertil, bekræftes beregningen af forbruget i Fællesskabet, jf. betragtning (65) og (66) i den midlertidige forordning.

(77)

Da der ikke er fremsat nogen bemærkninger hertil, bekræftes beregningen af den pågældende imports omfang og markedsandel, jf. betragtning (67) og (68) i den midlertidige forordning.

(78)

Da der ikke er fremsat nogen bemærkninger hertil, bekræftes beregningen af prisen og underbuddet for den pågældende import, jf. betragtning (69)-(71) i den midlertidige forordning.

(79)

I betragtning (98) i den midlertidige forordning konkluderede Kommissionen foreløbigt, at EF-erhvervsgrenen havde lidt væsentlig skade, jf. artikel 3 i grundforordningen.

(80)

Ingen af de interesserede parter satte spørgsmålstegn ved de tal vedrørende EF-erhvervsgrenens situation eller den fortolkning af dem, der var anført i betragtning (72)-(98) i den midlertidige forordning. Resultaterne som anført i disse betragtninger i den midlertidige forordning bekræftes derfor, og det konkluderes, at EF-erhvervsgrenen har lidt væsentlig skade, jf. artikel 3 i grundforordningen.

(81)

Foruden de andre faktorer, der blev undersøgt i den midlertidige forordning, undersøgtes også EF-erhvervsgrenens eksportresultater. Det konstateredes, at EF-erhvervsgrenens eksportsalg i hele perioden holdt sig stabilt på ca. 25 mio. løbende meter. Det skal bemærkes, at denne eksport gælder den vare, der anvendes til for, og som sælges til en betydeligt lavere pris. Samtidig blev det produktsortiment, som hele EU-25-erhvervsgrenen eksporterede, i undersøgelsesperioden solgt til en pris, der var ca. 270 % højere end for importen fra Kina. Under alle omstændigheder blev kun salget på fællesskabsmarkedet taget i betragtning ved beregningen af tal for fortjenesten, således at disse ikke er påvirket af eksportresultaterne. Af ovennævnte grunde kan det konkluderes, at Fællesskabets eksport ikke påførte EF-erhvervsgrenen skade. For importen fra alle andre tredjelande tilsammen var priserne desuden gennemsnitligt set konstant højere end de kinesiske priser. På grundlag af ovenstående, og da der ikke er fremsat bemærkninger til årsagssammenhængen, bekræftes konklusionen i betragtning (99)-(111) i den midlertidige forordning.

(82)

Da der ikke er fremsat bemærkninger vedrørende EF-erhvervsgrenens og andre EF-producenters interesser, bekræftes resultaterne som anført i betragtning (112)-(118) i den midlertidige forordning.

(83)

Der indkom en række bemærkninger fra uafhængige importører og importører/brugere. Der fandt også en høring sted af de parter, der anmodede om en sådan. Importørernes argumenter var sammenfaldende med brugernes og omtales i betragtning (87)-(90). Det skal bemærkes, at den samlede mængde, som de importører, der gav sig til kende, importerede fra Kina, er ubetydelig og kun tegner sig for ca. 2 % af den samlede import fra Kina i undersøgelsesperioden. De resterende 98 % reagerede ikke på foranstaltningerne.

(84)

Da der ikke er fremsat andre bemærkninger vedrørende uafhængige importørers interesser, bekræftes resultaterne som anført i betragtning (119)-(121) i den midlertidige forordning.

(85)

Da der ikke er fremsat bemærkninger vedrørende EF-leverandørernes interesser, bekræftes resultaterne som anført i betragtning (122)-(125) i den midlertidige forordning.

(86)

Ni brugere besvarede et spørgeskema, men kun en af dem importerede den pågældende vare (betragtning (127) i den midlertidige forordning). Efter indførelsen af de midlertidige foranstaltninger indkom der imidlertid bemærkninger fra fire brugere, som ikke havde givet sig til kende tidligere i undersøgelsen. To af dem fremstiller stoffer til boligmontering. De importerede alle den pågældende vare fra Kina. I betragtning af, at sektoren er meget fragmenteret, anslås de at repræsentere under 2 % af den.

(87)

De brugere, der producerer tøj, hævdede, at deres virksomheder nu er i alvorlig fare, fordi der til fællesskabsmarkedet importeres færdigt tøj fra Kina til meget lave priser, mens de må producere med meget højere omkostninger. Desuden ville de komme til at betale en høj antidumpingtold på importen af den pågældende vare, som er råvaren til deres produktion. De anfører, at de kan sælge deres færdige varer til lidt højere priser til deres kunder, da de er meget mere fleksible, og de kan levere små mængder med kort varsel. I betragtning af den nuværende markedssituation med lavprisimporten af beklædningsgenstande og antidumpingtolden på råvaren hævder de imidlertid, at de ikke vil kunne opretholde produktionen i Fællesskabet og derfor vil blive nødt til at lukke deres produktionsanlæg.

(88)

Det skal bemærkes, at disse tøjproducenter er små og mellemstore virksomheder. De er under stort pres på grund af importen af færdigvarer, der er steget stærkt bl.a. som følge af afskaffelsen af tekstilkontingenter den 1. januar 2005. Desuden stiger deres råvareomkostninger på grund af tolden. Selv om det er rigtigt, at den allerede vanskelige situation i tøjsektoren kunne blive yderlige forværret af antidumpingtolden på FSEP, er det klart, at presset på disse virksomheder først og fremmest skyldes importen af tøj fra Kina.

(89)

Nogle brugere hævdede, at også farvnings- og trykningssektoren ville blive berørt, når der ikke længere blev indført tekstiler til Fællesskabet på grund af tolden. De hævdede også, at leverandørerne af højteknologiske tekstilmaskiner i Fællesskabet ville blive ramt, fordi tekstilproduktionen i Kina ville falde på grund af tolden.

(90)

Som anført i betragtning (128) i den midlertidige forordning, er det imidlertid sandsynligt, at importen til fællesskabsmarkedet fra Kina vil fortsætte til rimelige, ikke-dumpede priser, ligesom der stadig vil være adgang til ikke-dumpede varer fra andre kilder, eftersom import fra tredjelande (ekskl. Kina) tegner sig for over 30 % af forbruget i Fællesskabet. Desuden vil omkostningsstigningen sandsynligvis ikke blive væsentlig, da antidumpingtolden for mange eksporterende producenter fastsættes til 14,1 %, og FSEP kun udgør en del af brugernes produktionsomkostninger. Det skal også bemærkes, at den angiveligt vanskelige situation, som nogle selskaber måske befinder sig i, først og fremmest synes at skyldes importen af færdigt tøj fra Kina, og at det ikke ville hjælpe på dette særlige problem, hvis der ikke blev indført antidumpingforanstaltninger. I den henseende skal det også bemærkes, at brugere, der tegner sig for en meget lille importmængde, har givet sig til kende, mens langt hovedparten ikke har fremsat nogen bemærkninger i forbindelse med undersøgelsen.

(91)

Da der ikke er fremsat andre bemærkninger vedrørende brugernes interesser, bekræftes konklusionerne som anført i betragtning (126)-(128) i den midlertidige forordning.

(92)

På baggrund af konklusionerne i den midlertidige forordning, jf. betragtning (129)-(131) i den midlertidige forordning, og under hensyntagen til bemærkningerne fra de forskellige parter kan det konkluderes, at der ikke er nogen tvingende grunde til ikke at indføre endelige antidumpingforanstaltninger over for dumpingimporten af FSEP med oprindelse i Kina.

(93)

På grundlag af den metode, der er beskrevet i betragtning (132)-(135) i den midlertidige forordning, blev der beregnet en skadestærskel med henblik på at fastsætte niveauet for de foranstaltninger, der skal indføres.

(94)

Ved beregningen af skadesmargenen i den midlertidige forordning blev der som mål fastsat en fortjeneste på 8 % for EF-erhvervsgrenen, hvilket en erhvervsgren af denne type med rimelighed ville kunne opnå under normale konkurrencevilkår, dvs. uden dumpingimport, og som opnåedes i 1998 og 1999, før den kinesiske eksport begyndte at volde problemer (betragtning (134) i den midlertidige forordning).

(95)

En af de interesserede parter hævdede, at en målfortjeneste på 8 % på grundlag af årene 1998 og 1999 ikke ville være passende. Parten anførte, at da fortjenesten allerede var meget lavere i 2000, dvs. det første år i den betragtede periode, hvor virkningerne af dumpingimporten ikke var så mærkbare, burde denne fortjeneste anvendes som målfortjeneste. Det skal imidlertid bemærkes, at importen fra Kina allerede i 2000 tegnede sig for en høj markedsandel, nemlig 18,2 % (betragtning (67) i den midlertidige forordning), og at situationen for EF-erhvervsgrenen allerede var begyndt at blive vanskelig. Det fandtes derfor rimeligt at anvende en mere stabil tidligere periode som reference ved fastlæggelsen af, hvilken målfortjeneste EF-erhvervsgrenen kunne forvente, hvis der ikke var nogen dumpingimport.

(96)

Da der ikke er fremsat nogen nye bemærkninger hertil, bekræftes den metode, der er anført i betragtning (132)-(135) i den midlertidige forordning.

(97)

På baggrund af ovenstående bør der i overensstemmelse med artikel 9, stk. 4, i grundforordningen indføres en endelig antidumpingtold svarende til dumpingmargenen og til den skadesmargen, der er beregnet i alle tilfælde, hvor de var lavere end de konstaterede dumpingmargener.

(98)

På grundlag af ovenstående fastsættes den endelige told til følgende:

(99)

De individuelle antidumpingtoldsatser, der er anført i denne forordning, blev fastsat på grundlag af resultaterne af den foreliggende undersøgelse. De afspejler derfor den situation, som ved undersøgelsen konstateredes med hensyn til disse selskaber. Disse toldsatser finder (i modsætning til den landsdækkende told for »alle andre selskaber«) således udelukkende anvendelse på import af varer med oprindelse i det pågældende land, som er fremstillet af de specifikt nævnte selskaber. Importerede varer fremstillet af ethvert andet selskab, der ikke er udtrykkeligt nævnt med navn og adresse i den relevante del af denne forordning, herunder enheder, der er forretningsmæssigt forbundet med de specifikt nævnte, kan ikke drage fordel af disse satser, men er omfattet af satsen for »alle andre selskaber«.

(100)

Alle anmodninger om anvendelse af disse individuelle antidumpingtoldsatser (f.eks. efter ændring af den pågældende virksomheds navn eller efter oprettelse af nye produktions- eller salgsenheder) fremsendes straks til Kommissionen (4) sammen med alle relevante oplysninger, især om ændringer af selskabets aktiviteter i forbindelse med fremstilling og hjemmemarkeds- og eksportsalg i tilknytning til den pågældende navneændring eller ændring vedrørende produktions- og salgsenheder. Hvis det er nødvendigt, vil forordningen blive ændret i overensstemmelse hermed ved en ajourføring af listen over selskaber, der er omfattet af individuelle toldsatser.

(101)

På grund af størrelsen af de konstaterede dumpingmargener og den væsentlige skade, der er forvoldt EF-erhvervsgrenen, anses det for nødvendigt, at de beløb, for hvilke der er stillet sikkerhed i form af midlertidig antidumpingtold, indført ved den midlertidige forordning, opkræves med et beløb svarende til den endelige told. Såfremt den endelige told er højere end den midlertidige told, opkræves kun de beløb, der er sikret svarende til den midlertidige told, endeligt, mens de beløb, der er sikret ud over den endelige antidumpingtold, bør frigives —

—

ikke har eksporteret den vare, der er beskrevet i artikel 1, stk. 1, til Fællesskabet i undersøgelsesperioden (1. april 2003-31. marts 2004)

—

ikke er forbundet med nogen af de eksportører eller producenter i Folkerepublikken Kina, der er omfattet af antidumpingforanstaltningerne indført ved denne forordning

—

faktisk har eksporteret den pågældende vare til Fællesskabet efter den undersøgelsesperiode, som foranstaltningerne er baseret på, eller har indgået en uigenkaldelig kontraktlig forpligtelse om eksport af en betydelig mængde til Fællesskabet

Europa-Kommissionen

Generaldirektoratet for Handel

Direktorat B

Kontor J-79 5/16

B-1049 Bruxelles.